Þæt Estland is swȳðe mycel, and þǣr bið swȳðe manig burh, and on ǣlcere byrig bið cyning. And þǣr bið swȳðe mycel hunig, and fiscnað, and sē cyning and þā rīcostan men drincað mȳran meolc, and þā unspēdigan and þā þēowan drincad medo. Þǣr bið swȳðe mycel gewinn betwēonan him. And ne bid ðǣr nǣnig ealo gebrowen mid Estum, ac þǣr bið medo genōh. And þǣr is mid Estum ðēaw, þonne þǣr bið man dēad, þæt hē līð inne unforbærned mid his māgum and frēondum mōnað, ge hwīlum twēgen; and þā kyningas, and þā ōðre hēahðungene men, swā micle lencg swā hī māran spēda habbað, hwīlum healf gēar þæt hī bēoð unforbærned, and licgað bufan eorðan on hyra hūsum. And ealle þā hwīle þe þæt līc bið inne, þǣr sceal bēon gedrync and plega, oð ðone dæg þe hī hine forbærnað. Þonne þȳ ylcan dæge [þe] hī hine tō þǣm āde beran wyllað, þonne tōdǣlað hī his feoh, þæt þǣr tō lǣfe bið æfter þǣm gedrynce and þǣm plegan on fīf oððe syx, hwȳlum on mā, swā swā þæs fēos andēfn bið. Alecgað hit ðonne forhweæga on ānre mīle þone mǣstan dǣl fram þǣm tūne, þonne ōðerne, ðonne þone þriddan, oþ þe hyt eall ālēd bið on þǣre ānre mīle; and sceall bēon sē lǣsta dǣl nȳhst þǣm tūne ðe sē dēada man on līð. Ðonne sceolon bēon gesamnode ealle ðā menn ðe swyftiste hors habbað on þǣm lande, forhwæga on fīf mīlum oððe on syx mīlum fram þǣm fēo. Þonne ærnað hȳ ealle tōweard þǣm fēo: ðonne cymeð sē man sē þæt swiftoste hors hafað tō þǣm ǣrestan dǣle and tō þǣm mǣstan, and swā ǣlc æfter ōðrum, oþ hit bið eall genumen; and sē nimð þone lǣstan dǣl sē nȳhst þǣm tūne þæt feoh geærneð. And þonne rīdeð ǣlc hys weges mid ðǣm fēo, and hyt mōtan habban eall; and for ðȳ þǣr bēoð þā swiftan hors ungefōge dȳre. And þonne his gestrēon bēoð þus ealle āspended, þonne byrð man hit ūt, and forbærneð mid his wǣpnum and hrægle; and swīðost ealle hys spēda hȳ forspendað mid þǣmlangan leger þæs dēadan mannes inne, and þæs þe hȳ be þǣm wegum ālecgað, þe ðā fremdan tō ærnað, and nimað. And þæt is mid Estum þǣw þæt þǣr sceal ǣlces geðēodes man bēon forbærned; and gyf þār man ān bān findeð unforbærned, hī hit sceolan miclum gebētan. And þǣr is mid Estum ān mǣgð þæt hī magon cyle gewyrcan; and þȳ þǣr licgað þā dēadan men swā lange, and ne fūliað, þæt hȳ wyrcað þone cyle him on. And þēah man āsette twēgen fǣtels full ealað oððe wæteres, hȳ gedōð þæt ǣgþer bið oferfroren, sam hit sȳ sumor sam winter.

Ulfsten berettede at han rejste fra Hedeby, og var i Truso på syv Dage og Nætter, at Skibet løb hele Tiden for fulde Sejl. Venden havde han på Styrbord (höjre), og på Bagbord (venstre) havde han Langeland og Låland, og Falster, og Skåne, hvilke Lande alle høre til Danmark. Dernæst havde vi Burgundeland på Bagbord, og de (Folk) har dem en egen Konge; dernæst efter Burgundeland havde vi de Lande, som kaldes først Blekingen, så Møre og Øland og Gulland på Bagbord, og disse Lande høre til de Svenske; og Venden havde vi hele Vejen på Styrbord lige til Veikselmundingen.

Veikselen er en meget stor Flod, der beskyller Vitland, og Venden, men Vitland hører Esterne til. Vejkselen kommer fra Venden, og løber ind i det friske Hav, det friske Hav er i det mindste 15 Mile bredt. Ilfing løber østen fra ind i det friske Hav, og kommer fra den Sø, på hvis Bræd Truso står, de løbe begge tilsammen ud i det friske Hav, Ilfing østen fra ud af Estland og Veiksel sönden fra ud af Venden, da betager Veikselen Ilfing dens Navn, og løber fra bemældte friske Hav nordvest på ud i Søen, derfor kalder man dette (Udløb) Veikselmundingen.

Estland er meget stort, og der ere mange Stæder, og i hver Stad en Konge, og der er såre megen Honning og Fiskeri. Kongen og de rigeste Folk drikke Hoppemælk, og de fattige og ufri drikke Mjød. Der er såre megen Krig iblandt dem. Der brygges intet Øl hos Esterne, men der er Mjød nok.

Det er Skik iblandt Esterne, at når nogen dør, så ligger han inde uforbrændt hos sine Slægtninger og Venner en Måned, undertiden to; Kongerne og de andre store så meget længere, som de have flere Rigdomme, undertiden er det et halvt År, som de blive uforbrændte og ligge oven for Jorden i deres Huse. Al den Tid, som Liget ligger inde, skal der være Drik og Spil indtil den Dag, da de brænde det.

Dernæst, den samme Dag, som de vil bære ham til Bålet, dele de hans Gods, hvad der er tilovers fra den (omtalte) Drik og Spil, i 5 eller 6 Dele, stundom i flere, eftersom der er meget til. Derpå lægge de det ud, fordelt i det mindste på en Mil, den störste Del længst fra Gården , så, den anden, så den tredie, indtil det altsammen er lagt ud på den ene Mils Vej, og den mindste Del skal være nærmest ved Gården, hvor den døde ligger. Dernæst forsamles alle de; der have de hurtigste Heste i Landet, i det mindste på 5 eller 6 Miles Afstand fra Godset, og ride om Kap efter det allesammen. Siden kommer den Mand, som har den hurtige Hest, til den første og störste Del, og således videre den ene efter den anden, indtil det er vunden altsammen, hvorved den får den mindste Del, som kom til at ride nærmest til Gården efter Godset. Siden ride de hver sin Vej med Godset, og have Lov at beholde det altsammen, derfor ere og hurtige Heste der overvættes dyre. Og når den dødes hele Ejendom er således adspredt, så bærer man ham ud og brænder ham tilligemed hans Våben og Klæder. For det meste blive alle hans Rigdomme ødelagte ved Ligets lange Indeliggen og ved det som de lægge ud på Vejen, som de fremmede ride om Kaps efter og tage. Det er Skik blandt Esterne, at enhver (død) Mand af hvilken som helst Natsion skal brændes, og dersom nogen der finder et uforbrændt Ben, skal de udsone det med store (Ofringer). Esterne forstår en Kunst, hvorved de kan frembringe Kulde, og derfor ligge de døde så længe der uden at rådne fordi de frembringe en sådan Kulde over dem; og skönt man fremsætter to Kar fulde af øl eller Vand, ere de i Stand til at lade det ene fryse til (det andet ikke), hvad enten det er Sommer eller Vinter.

2. Die Weichsel ist ein sehr großer Fluß, der Witland und Wendenland bespühlt, und das Witland gehört den Esthen; die Weichsel aber fließt aus dem Wendenlande her, und fließt hinein in das Esthenmeer, aber das Esthenmeer ist wenigstens funfzehn Meilen breit; der Ilfing (Elbing) läuft von Osten in das Esthenmeer von der See her, an dessen Gestade Truso steht; sie strömen beide gemeinsam ins Esthenmeer aus, Ilfing aus Osten von Esthland, und die Weichsel aus Süden von Wendenland; und hier benimmt die Weichsel dem Ilfing seinen Namen, und strömt aus dem (Esthen-) Meere nordwestlich in die See; davon nennt man das Weichselmünde.

3. Das Esthland ist sehr groß, und es sind viele Städte da, und in jeder Stadt ein König, und da ist viel Honig und Fischfang; und der König und die reichsten Männer trinken Pferdemilch, und die unvermögenden und die Sklaven trinken Meth. Da ist viel Krieg unter ihnen. Es wird kein Bier gebrauet bei den Esthen, aber da ist Meths genug.

4. Es ist unter den Esthen Sitte, daß wenn einer stirbt, er drinnen unverbrannt liegt bei seinen Magen und Freunden einen Monath, zuweilen auch zwei; die Könige und die andern hohen Herren um so viel länger, als ihre Reichthümer größer sind, zuweilen ein halbes Jahr, daß sie unverbrannt liegen, und über der Erde in ihren Häusern liegen, und alle die Weile, daß die Leiche drinnen liegt, soll da Trinken und Spiel seyn, bis auf den Tag, da sie solche verbrennen.

5. Hierauf, denselben Tag, da sie ihn zum Scheiterhaufen bringen wollen, da theilen sie seine Habseligkeiten, was davon nach dem Trinken und Spielen noch übrig ist, in fünf oder sechs, zuweilen auch in mehrere Theile, je nachdem viel vorhanden ist. Hierauf legen sie solche vertheilt aus, mindestens auf eine (engl.) Meile, das größte Theil am weitesten vom Hofe, dann das andere, dann das dritte, bis es Alles auf den Raum einer Meile ausgelegt ist, und das kleinste Theil muß am nächsten bei dem Hofe seyn, wo der todte Mann liegt. Hierauf versammeln sich alle die Männer, so die raschesten Pferde im Lande haben, in fünf oder sechs Meilen Entfernung von den Habseligkeiten. Nun reiten sie darum um die Wette; und nun kommt der Mann, der das rascheste Pferd hat, zu dem ersten und größesten Antheile, und so einer nach dem andern, bis es Alles genommen ist, und so erhält der das geringste Theil, der am nächsten zum Hofe nach der Habe reitet. Und hernach reitet jeder seines Weges mit dem Gute, und darf Alles behalten; darum sind auch die raschen Pferde dort ungefüge theuer. Und wenn der Nachlaß so ganz zerstreut ist, so trägt man ihn hinaus und verbrennt ihn mit seinen Waffen und Kleidern; und mehrentheils werden alle seine Reichthümer zerstört durch das lange Drinnenliegen des Todten, und durch das, was sie auf die Straße auslegen, wonach die Fremden um die Wette reiten und es nehmen. Und es ist Sitte bei den Esthen, daß die Gebeine eines (todten) Mannes, von welchem Volk er sey, verbrannt werden müssen, und wenn einer da ein unverbranntes Gebein findet, so soll man es mit großem (Opfer) sühnen. Da ist auch bei den Esthen eine Kunst, daß sie verstehen Kälte zu bewirken, und darum liegen die Todten so lange da und faulen nicht, weil sie solche Kälte an ihnen bewirken, und mag man auch zwei Gefäße voll von Bier oder Wasser hinsetzen, vermögen sie das Eine überfrieren zu lassen, sey es nun Sommer oder Winter.