Huic etiam Fresia minor adiacet, quae a Iutiae prominentia subsidentium camporum ac gremii devexioris inclinata recessu maximos frugum proventus beneficio Oceani inundantis assequitur. Cuius refluxionis vis plus utilitatis an periculi incolis afferat, ambiguum exstat. Siquidem tempestatis magnitudine perruptis aestuariis, quibus apud eos maritimi fluctus intercipi solent, tanta arvis undarum moles incedere consuevit, ut interdum non solum agrorum culta, verum etiam homines cum penatibus obruat.

Post Iutiam insula ad orientem versus Fionia reperitur, quam a continenti angusti admodum aequoris interiectus abrumpit. Haec sicut ab occasu Iutiam, ita ab ortu Sialandiam prospectat, conspicua necessariarum rerum ubertate laudandam. Quae insula amoenitate cunctas nostrae regionis provincias antecedens medium Daniae locum obtinere putatur, ab extimae remotionis limite pari spatiorum intercapedine disparata.

Ab huius ortivo latere occasivum Scaniae media pelagi dissicit interruptio, opimam praedae magnitudinem quotannis piscantium retibus adigere soliti. Tanta siquidem sinus omnis piscium frequentia repleri consuevit, ut interdum impacta navigia vix remigii conamen eripiat nec iam praeda artis instrumento, sed simplici manus officio capiatur.

Ceterum Hallandia ac Blekingia ab integritate Scaniae ceu rami duplices ex unius arboris stipite promeantes Gothiae Norvagiaeque longae declinationis spatiis diversisque recessuum interstitiis adnectuntur. [...]

At quoniam regio haec Suetiam Norvagiamque tam vocis quam situs affinitate complectitur, earum quoque, sicut et Daniae, partes ac climata memorabo. Quae provinciae septentrionali polo subiectae Bootemque et Arcton respicientes ipsum frigentis zonae parallelum ultima sui porrectione contingunt; post quas humanis sedibus locum inusitata algoris saevitia non relinquit. Ex quibus Norvagia saxei situs deformitatem naturae sortita discrimine rupibus infecunda ac scopulis undiquesecus obsita glaebarum vastitate tristes locorum salebras repraesentat. In cuius parte extima ne noctu quidem diurnum sidus occulitur, ita ut continui solis praesentia alternos horarum dedignata successus utrique tempori pari luminis administratione deserviat. [...]

Et ut paulo altius Norvagiae descriptio replicetur, sciendum, quod ab ortu Suetiae Gothiaeque contermina aquis utrimquesecus Oceani vicinantis includitur. Eadem a septentrione regionem ignoti situs ac nominis intuetur, humani cultus expertem, sed monstruosae novitatis populis abundantem, quam ab adversis Norvagiae partibus interflua pelagi separavit immensitas. Quod cum incertae navigationis exsistat, perpaucis eam ingredientibus salutarem reditum tribuit.

Ceterum Oceani superior flexus Daniam intersecando praetermeans australem Gothiae plagam sinu laxiore contingit; inferior vero meatus eius Norvagiaeque latus septentrionale praeteriens ad ortum versus magno cum latitudinis incremento solido limitatur anfractu. Quem maris terminum gentis nostrae veteres Gandwicum dixere. Igitur inter Gandwicum et meridianum pelagus breve continentis spatium patet, maria utrimquesecus allapsa prospectans; quod nisi rerum natura limitis loco congressis paene fluctibus obiecisset, Suetiam Norvagiamque conflui fretorum aestus in insulam redegissent. Harum ortivas partes Skritfinni incolunt. uae gens inusitatis assueta vehiculis montium inaccessa venationis ardore sectatur locorumque complacitas sedes dispendio lubricae flexionis assequitur. Neque enim ulla adeo rupes prominet, quin ad eius fastigium callida cursus ambage perveniat. Primo siquidem vallium profunda relinquens scopulorum radices tortuosa gyratione perlabitur sicque meatum crebrae declinationis obliquitate perflectit, donec per sinuosos callium anfractus destinati loci cacumen exsuperet. Eadem apud finitimos mercium loco quorundam animalium pellibus uti consuevit.

Suetia vero Daniam ab occasu Norvagiamque respiciens a meridie et multa orientis parte vicino praeteritur Oceano. Post quam ab ortu quoque multiplex diversitatis barbaricae consertio reperitur.

Danicam vero regionem giganteo quondam cultu exercitam eximiae magnitudinis saxa veterum bustis ac specubus affixa testantur. Quod si quis vi monstruosa patratum ambigat, quorundam montium excelsa suspiciat dicatque, si callet, quis eorum verticibus cautes tantae granditatis invexerit. Inopinabile namque quivis miraculi huius aestimator advertet, ut molem super plano minime vel difficile mobilem in tantum montanae sublimitatis apicem simplex mortalitatis labor aut usitatus humani roboris conatus extulerit. Utrum vero talium rerum auctores post diluvialis inundationis excursum gigantes exstiterint an viri corporis viribus ante alios praediti, parum notitiae traditum. Talibus, ut nostri autumant, subitam mirandamque nunc propinquitatis, nunc absentiae potestatem comparendique ac subterlabendi vicissitudinem versilis corporum status indulget, qui hodieque scrupeam inaccessamque solitudinem, cuius supra mentionem fecimus, incolere perhibentur. Eiusdem aditus horrendi generis periculis obsitus raro sui expertoribus incolumitatem regressumque concessit.

***

Dan  3.6.4 
[1] Triennium fortissimis militiae operibus emensus, opima spolia delectamque praedam Rorico destinat, quo sibi propiorem amicitiae eius gradum conscisceret. [2] Cuius familiaritate fultus filiae eius Geruthae connubium impetravit, ex qua filium Amlethum sustulit.

Dan  3.6.5
[1] Tantae felicitatis invidia accensus Fengo fratrem insidiis circumvenire constituit. [2] Adeo ne a necessariis quidem secura est virtus. [3] At ubi datus parricidio locus, cruenta manu funestam mentis libidinem satiavit. [4] Trucidati quoque fratris uxore potitus incestum parricidio adiecit. [5] Quisquis enim uni se flagitio dederit, in aliud mox proclivior ruit; ita alterum alterius incitamentum est. [6] Idem atrocitatem facti tanta calliditatis audacia texit, ut sceleris excusationem benevolentiae simulatione componeret parricidiumque pietatis nomine coloraret. [7] Gerutham siquidem, quamquam tantae mansuetudinis esset, ut neminem vel tenui laesione commoverit, incitatissimum tamen mariti odium expertam, salvandaeque eius gratia fratrem a se interfectum dicebat, quod mitissimam et sine felle feminam gravissimum viri supercilium perpeti indignum videretur. [8] Nec irrita propositi persuasio fuit. [9] Neque enim apud principes fides mendacio deest, ubi scurris interdum gratia redditur, obtrectatoribus honos. [10] Nec dubitavit Fengo parricidales manus flagitiosis inferre complexibus, geminae impietatis noxam pari scelere prosecutus.

Dan  3.6.6
[1] Quod videns Amlethus, ne prudentius agendo patruo suspectus redderetur, stoliditatis simulationem amplexus extremum mentis vitium finxit eoque calliditatis genere non solum ingenium texit, verum etiam salutem defendit. [2] Quotidie maternum larem pleno sordium torpore complexus abiectum humi corpus obsceni squaloris illuvie respergebat. [3] Turpatus oris color illitaque tabo facies ridiculae stoliditatis dementiam figurabant. [4] Quicquid voce edebat, deliramentis consentaneum erat; quicquid opere exhibuit, profundam redolebat inertiam. [5] Quid multa? Non virum aliquem, sed delirantis fortunae ridendum diceres monstrum. [6] Interdum foco assidens favillasque manibus verrens ligneos uncos creare eosdemque igni durare solitus erat; quorum extrema contrariis quibusdam hamis, quo nexuum tenaciores exsisterent, informabat. [7] Rogatus, quid ageret, acuta se referebat in ultionem patris spicula praeparare. [8] Nec parvo responsum ludibrio fuit, quod ab omnibus ridiculi operis vanitas contemneretur, quamquam ea res proposito eius postmodum opitulata fuerit.

Dan  3.6.7 
[1] Quae sollertia apud altioris ingenii spectatores primam ei calliditatis suspicionem iniecit. [2] Ipsa namque exiguae artis industria arcanum opificis ingenium figurabat, nec credi poterat obtusi cordis esse, qui tam exculto manus artificio calluisset. [3] Denique exactissima cura praeustorum stipitum congeriem asservare solebat. [4] Fuere ergo, qui eum vegetioris ingenii asserentes sapientiam simplicitatis praetextu occulere profundumque animi studium stoliditatis commento obscurare putarent, nec aptius astum deprehendi posse, quam si illi inter latebras usquam excellentis formae femina applicaretur, quae animum eius ad amoris illecebras provocaret. [5] Natura siquidem tam praeceps in Venerem esse ingenium, ut arte dissimulari non possit; vehementiorem quoque hunc motum fore quam ut astu interpellari queat, ideoque, si is inertiam fingeret, futurum, ut, occasione suscepta, voluptatis illico viribus obtemperaret. [6] Procurantur igitur, qui iuvenem in longinquas nemorum partes equo perductum eo tentamenti genere aggrederentur.

Dan  3.6.8
[1] Inter quos forte quidam Amlethi collacteus aderat, a cuius animo nondum sociae educationis respectus exciderat. [2] Hic praeteriti convictus memoriam praesenti imperio anteponens Amlethum inter deputatos comites instruendi potius quam insidiandi studio prosequebatur, quod eum ultima passurum non dubitaret, si vel modicum sensati animi indicium praebuisset, maxime vero, si Venereis palam rebus uteretur. [3] Quod ipsi quoque Amletho obscurum non fuit. [4] Equum siquidem conscendere iussus ita se de industria collocavit, ut suum ipsius cervici dorsum obvertens adversa caudam fronte spectaret. [5] Quam frenis quoque complecti coepit, perinde atque ea parte ruentis equi impetum moderaturus. [6] Qua astutiae meditatione patrui commentum elusit, insidias expugnavit. [7] Ridiculum satis spectaculum fuit, cum idem habenae expers, regente caudam sessore, procurreret.

Dan  3.6.9 
[1] Procedens Amlethus, cum obvium inter arbusta lupum habuisset, comitibus tenerioris aetatis equum occurrisse dicentibus, perpaucos huiusmodi in Fengonis grege militare subiunxit, ut modesto, ita faceto imprecationis genere patrui divitias insecutus. [2] Qui cum illum prudenti responso usum astruerent, ipse quoque se de industria locutum asseverabat, ne aliqua ex parte mendacio indulgere videretur. [3] Falsitatis enim alienus haberi cupiens, ita astutiam veriloquio permiscebat, ut nec dictis veracitas deesset, nec acumunis modus verorum indicio proderetur.

Dan  3.6.10 
[1] Idem litus praeteriens, cum comites, invento periclitatae navis gubernaculo, cultrum a se eximiae granditatis repertum dixissent: 'Eo', inquit, 'praegrandem pernam secari convenit,' profecto mare significans, cuius immensitati gubernaculi magnitudo congrueret. [2] Arenarum quoque praeteritis clivis, sabulum perinde ac farra aspicere iussus, eadem albicantis maris procellis permolita esse respondit. [3] Laudato a comitibus responso, idem a se prudenter editum asseverabat. [4] Ab iisdem, quo maiorem exercendae libidinis audaciam sumeret, de industria relictus, immissam a patruo feminam, perinde ac fortuito oblatam, obscuro loco obviam recepit constuprassetque, ni collacteus eius tacito consilii genere insidiarum indicium detulisset. [5] Considerans enim, quonam aptius modo occultum monitoris officium exsequi periculosamque iuvenis lasciviam praecurrere posset, repertam humi paleam oestri praetervolantis caudae submittendam curavit. [6] Egit deinde ipsum in ea potissimum loca, quibus Amlethum inesse cognovit, eoque facto maximum incauto beneficium attulit. [7] Nec callidius transmissum indicium quam cognitum fuit. [8] Siquidem Amlethus, viso oestro simulque stramine, quod caudae insitum gestabat, curiosius pernotato, tacitum cavendae fraudis monitum intellexit. [9] Igitur insidiarum suspicione conterritus, quo tutius voto potiretur, exceptam amplexibus feminam ad palustre procul invium protrahit. [10] Quam etiam peracto concubitu, ne rem cuiquam proderet, impensius obtestatus est. [11] Pari igitur studio petitum ac promissum est silentium: maximam enim Amletho puellae familiaritatem vetus educationis societas conciliabat, quod uterque eosdem infantiae procuratores habuerit.

Dan  3.6.11 
[1] Domum itaque reductus, cunctis, an Veneri indulsisset, per ludibrium interrogantibus, puellam a se constupratam fatetur. [2] Interrogatus rursum, quo rem loco egerit quove pulvino usus fuerit, ungulae iumenti cristaeque galli, laquearibus quoque tecti innixum se dixit. [3] Horum enim omnium particulas vitandi mendacii gratia, cum tentandus proficisceretur, contraxerat. [4] Quae vox multo circumstantium risu excepta est, quamquam nihil rerum veritati per iocum detraxerit. [5] Puella quoque ea de re interrogata nihil eum tale gessisse perhibuit. [6] Fides negationi habita est eo quidem pronius, quo minus satellites facti conscios fuisse constabat. [7] Tum is, qui praestandi indicii gratia oestrum signaverat, ut salutem Amlethi vaframenti sui beneficio constitisse monstraret, nuper se eius unice studiosum exstitisse dicebat. [8] Nec inepta iuvenis responsio fuit: ne enim indicis meritum neglegere putaretur, quiddam straminis gerulum subitis allapsum pennis, quodque paleam posteriore corporis parte defixam gestaret, sibi conspectum retulit. [9] Quod dictum ut ceteros cachinno concussit, ita Amlethi fautorem prudentia delectavit.

Dan  3.6.12 
[1] Superatis omnibus arcanamque iuvenilis industriae seram patefacere nequeuntibus, quidam amicorum Fengonis praesumptione quam sollertia abundantior fore negabat, ut inextricabile calliditatis ingenium usitato insidiarum genere proderetur. [2] Maiorem quippe eius pervicaciam esse quam ut levibus experimentis attingi debeat. [3] Quamobrem multiplici illius astutiae simplicem tentationis modum afferri non oportere. [4] Subtiliorem itaque rationis viam altiore animi sensu a se repertam dicebat, exsecutioni non incongruam et propositae rei indagationi efficacissimam. [5] Fengone siquidem per ingentis negotii simulationem de industria absentiam praestante, solum cum matre Amlethum cubiculo claudi oportere, procurato antea viro, qui ambobus insciis in obscura aedis parte consisteret, quid illis colloquii foret, attentius excepturus. [6] Futurum enim, ut, si quid filius saperet, apud maternas aures eloqui non dubitaret nec se genetricis fidei credere pertimesceret. [7] Idem se explorationis ministrum cupidius offerebat, ne potius auctor consilii quam exsecutor videretur. [8] Delectatus sententia Fengo, facta longinquae profectionis simulatione, discedit.

Dan  3.6.13
[1] Is vero, qui consilium dederat, conclave, quo cum matre Amlethus recludebatur, tacite petivit submissusque stramento delituit. [2] Nec insidiarum Amletho remedium defuit: veritus enim, ne clandestinis cuiuspiam auribus exciperetur, primum ad ineptae consuetudinis ritum decurrens obstrepentis galli more occentum edidit, brachiisque pro alarum plausu concussis, conscenso stramento, corpus crebris saltibus librare coepit, si quid illic clausum delitesceret, experturus. [3] At ubi subiectam pedibus molem persensit, ferro locum rimatus suppositum confodit egestumque latebra trucidavit. [4] Cuius corpus in partes conscissum aquis ferventibus coxit devorandumque porcis per os cloacae patentis effudit atque ita miseris artubus caenum putre constravit.

Dan  3.6.14 
[1] Taliter elusis insidiis, conclave repetit. [2] Cumque mater magno eiulatu questa praesentis filii socordiam deflere coepisset: 'Quid,' inquit, 'mulierum turpissima, gravissimi criminis dissimulationem falso lamenti genere expetis, quae scorti more lasciviens nefariam ac detestabilem tori condicionem secuta viri tui interfectorem pleno incesti sinu amplecteris et ei, qui prolis tui parentem exstinxerit, obscenissimis blandimentorum illecebris adularis? [3] Ita nempe equae coniugum suorum victoribus maritantur; brutorum natura haec est, ut in diversa passim coniugia rapiantur; hoc tibi exemplo prioris mariti memoriam exolevisse constat. [4] Ego vero non ab re stolidi speciem gero, cum haud dubitem, quin is, qui fratrem oppresserit, in affines quoque pari crudelitate debacchaturus sit. [5] Unde stoliditatis quam industriae habitum amplecti praestat et incolumitatis praesidium ab extrema deliramentorum specie mutuari. [6] In animo tamen paternae ultionis studium perseverat, sed rerum occasiones aucupor, temporum opportunitates opperior. [7] Non idem omnibus locus competit. [8] Contra obscurum immitemque animum altioribus ingenii modis uti convenit. [9] Tibi vero supervacuum sit meam lamentari desipientiam, quae tuam iustius ignominiam deplorare debueras. [10] Itaque non alienae, sed propriae mentis vitium defleas necesse est. [11] Cetera silere memineris.' [12] Tali convicio laceratam matrem ad excolendum virtutis habitum revocavit praeteritosque ignes praesentibus illecebris praeferre docuit.

Dan  3.6.15 
[1] Reversus Fengo insidiosae explorationis auctorem nusquam repertum diutinae inquisitionis studio prosequebatur, nemine se eum uspiam conspexisse dicente. [2] Amlethus quoque, an ullum ipsius vestigium deprehenderit, per iocum rogatus, in cloacam illum ivisse retulit perque eius ima collapsum ac nimia caeni mole obrutum a subeuntibus passim porcis esse consumptum. [3] Quod dictum, tametsi veri confessionem exprimeret, quia specie stolidum videbatur, auditoribus ludibrio fuit.

Dan  3.6.16 
[1] Cumque Fengo privignum indubitatae fraudis suspectum tollere vellet, sed id, tum ob avi eius Rorici, tum ob coniugis offensam exsequi non auderet, Britanniae regis officio necandum duxit, innocentiae simulationem alieno ministerio quaesiturus. [2] Ita dum occultare saevitiam cupit, amicum inquinare quam sibi infamiam consciscere maluit. [3] Discedens Amlethus matri tacite iubet, textilibus aulam nodis instruat suasque post annum inferias falso peragat, eoque tempore reditum pollicetur. [4] Proficiscuntur cum eo bini Fengonis satellites, litteras ligno insculptas (nam id celebre quondam genus chartarum erat) secum gestantes, quibus Britannorum regi transmissi sibi iuvenis occisio mandabatur. [5] Quorum Amlethus quietem capientium loculos perscrutatus litteras deprehendit. [6] Quarum perlectis mandatis, quicquid chartis illitum erat, curavit abradi, novisque figurarum apicibus substitutis, damnationem suam in comites suos, mutato mandati tenore, convertit. [7] Nec mortis sibi sententiam ademisse et in alios periculum transtulisse contentus, preces huiusmodi falso Fengonis titulo subnotatas adiecit, ut Britanniae rex prudentissimo ad se iuveni misso filiam in matrimonium erogaret.

Dan  3.6.17 
[1] At ubi in Britanniam ventum, adeunt legati regem litterasque, quas alienae cladis instrumentum putabant, propriae mortis indices obtulerunt. [2] Quo dissimulato, rex hospitali illos humanitate prosequitur. [3] Tunc Amlethus omnem regiarum dapum apparatum perinde ac vulgare edulium aspernatus, summam epularum abundantiam miro abstinentiae genere aversatus est nec minus potioni quam dapibus pepercit. [4] Admirationi omnibus erat, quod alienigenae gentis iuvenis accuratissimas regiae mensae delicias et instructissimas luxu epulas tamquam agreste aliquod obsonium fastidiret. [5] Soluto convivio rex, cum amicos ad quietem dimitteret, per quendam cubiculo immissum nocturna hospitum colloquia clandestino explorationis genere cognoscenda curavit.

Dan  3.6.18
[1] Interrogatus igitur a sociis Amlethus, quid ita hesternis epulis perinde ac venenis abstinuisset, panem cruoris contagio respersum, potioni ferri saporem inesse, carneas dapes humani cadaveris oliditate perfusas ac veluti quadam funebris nidoris affinitate corruptas dicebat. [2] Addidit quoque regem servilibus oculis esse, reginam tria ancillaris ritus officia prae se tulisse, non tam cenam quam eius auctores plenis opprobrii conviciis insecutus. [3] Cui mox socii pristinum mentis vitium exprobrantes variis petulantiae ludibriis insultare coeperunt, quod probanda culparet, causaretur idonea, quod insignem regem excultamque moribus feminam parum honesto sermone lacesseret laudemque meritos extremi dedecoris opprobrio respersisset.

Dan  3.6.19 
[1] Quibus rex ex satellite cognitis talium auctorem supra mortalem habitum aut sapere aut desipere testatus est, tam paucis verbis perfectissimam industriae altitudinem complectendo. [2] Accersitum deinde villicum, unde panem asciverit, percontatur. [3] Qui cum eum domestici pistoris opera confectum assereret, sciscitatur item, ubi materiae eius seges crevisset, et an ullum illic humanae stragis indicium exstaret. [4] Qui respondit haud procul abesse campum vetustis interfectorum ossibus obsitum et adhuc manifesta antiquae stragis vestigia prae se ferentem, quem a se perinde ac ceteris feraciorem opimae ubertatis spe verna fruge consitum dicebat. [5] Itaque se nescire, an panis hoc tabo vitiosi quicquam saporis contraxerit. [6] Quo audito, rex Amlethum vera dixisse coniectans, unde lardum quoque allatum fuisset, cognoscere curae habuit. [7] Ille sues suos per incuriam custodia elapsos putri latronis cadavere pastos asseverabat, ideoque forte eorum carnibus corruptioni affinem incessisse saporem. [8] Cum rex in hoc quoque veracem Amlethi sententiam comperisset, quonam liquore potionem miscuisset, inquirit. [9] Ut favis et aqua temperatam cognovit, demonstratum sibi scaturiginis locum in altum fodere aggressus, complures gladios rubigine adesos reperit, ex quorum odore lymphas vitium traxisse existimatum est. [10] Alii ideo potionem notatam referunt, quod in eius haustu apes abdomine mortui alitas deprehenderit, vitiumque referri gustu, quod olim favis inditum exstitisset.

Dan  3.6.20 
[1] A quo rex culpati saporis causas competenter editas videns, cum ab eodem exprobratam sibi oculorum ignominiam ad generis foeditatem pertinere cognosceret, clam conventa matre, quis sibi pater exstitisset, inquirit. [2] Qua neminem se praeter regem passam dicente, rem quaestione ex ea cognoscendam minatus, quod servo ortus esset, accepit, notatae originis ambiguitatem extorto confessionis indicio perscrutatus. [3] Igitur ut condicionis suae rubore confusus, ita iuvenis prudentia delectatus, eundem, cur reginam servilium morum exprobratione maculasset, interrogat. [4] Sed dum coniugis comitatem nocturno hospitis sermone lacessitam doluit, eandem ancilla matre creatam didicit. [5] Siquidem ille tria se circa eam servilis ritus vitia denotasse dicebat: unum, quod ancillae more pallio caput obduxerit, alterum, quod vestem ad gressum succinxerit, tertium, quod ciborum reliquias dentium angustiis inhaerentes stipite eruerit erutasque commanducaverit. [6] Matrem quoque eius in servitutem captivitate redactam memorabat, ne potius servili more quam genere esse videretur.

Dan  3.6.21 
[1] Cuius industriam rex perinde ac divinum aliquod ingenium veneratus filiam ei in matrimonium dedit, affirmationem quoque eius tamquam caeleste quoddam testimonium amplexatus est. [2] Ceterum comites ipsius, ut amici mandatis satisfaceret, proxima die suspendio consumpsit. [3] Quod beneficium Amlethus tamquam iniuriam simulata animi molestia prosecutus, aurum a rege compositionis nomine recepit, quod postmodum igni liquatum clam cavatis baculis infundendum curavit.

Dan  3.6.22 
[1] Apud quem annum emensus, impetrata profectionis licentia, patriam repetit, nihil secum ex omni regiarum opum apparatu praeter gerulos auri bacillos deportans. [2] Ut Iutiam attigit, praesentem cultum pristino permutavit, moribus, quibus ad honestatem usus fuerat, in ridiculae consuetudinis speciem de industria conversis. [3] Cumque triclinium, in quo suae ducebantur exsequiae, squalore obsitus intrasset, maximum omnibus stuporem iniecit, quod obitum eius falso fama vulgaverat. [4] Ad ultimum horror in risum concessit, exprobrantibus sibi mutuo per ludibrium convivis, vivum affore, quem ipsi perinde ac defunctum inferiis prosequerentur. [5] Idem super comitibus interrogatus, ostensis quos gestabat baculis: 'Hic,' inquit, 'et unus et alius est.' [6] Quod utrum verius an iocosius protulerit, nescias. [7] Siquidem ea vox, quamquam a plerisque vana existimata fuerit, a veri tamen habitu non descivit, quae peremptorum loco pensationis eorum pretium demonstrabat.

Dan  3.6.23  
[1] Pincernis deinde, quo maiorem convivis hilaritatem afferret, coniunctus, curiosiore propinandi officio fungebatur. [2] Et ne gressum laxior vestis offenderet, latus gladio cinxit, quem plerumque de industria destringens supremo digitos acumine vulnerabat. [3] Quamobrem a circumstantibus curatum, ut gladius cum vagina ferreo clavo traiceretur. [4] Idem quo tutiorem insidiis aditum strueret, petitam poculis nobilitatem crebris potionibus oneravit adeoque cunctos mero obruit, ut, debilitatis temulentia pedibus, intra regiam quieti se traderent eundemque convivii et lecti locum haberent.

Dan  3.6.24
[1] Quos cum insidiis opportunos animadverteret, oblatam propositi facultatem existimans, praeparatos olim stipites sinu excipit ac deinde aedem, in qua proceres passim, fusis humi corporibus, permixtam somno crapulam ructabantur, ingressus, compactam a matre cortinam, quae etiam interiores aulae parietes obducebat, rescissis tenaculis decidere coegit. [2] Quam stertentibus superiectam, adhibitis stipitum curvaminibus, adeo inextricabili nodorum artificio colligavit, ut nemo subiectorum, tametsi validius adniteretur, consurgendi effectum assequi posset. [3] Post haec tectis ignem inicit, qui crebrescentibus flammis late incendium spargens totos involvit penates, regiam consumpsit omnesque aut profundum carpentes somnum aut frustra assurgere conantes cremavit.

Dan  3.6.25  
[1] Inde petito Fengonis cubiculo, qui prius a comitibus in tabernaculum perductus fuerat, gladium forte lectulo cohaerentem arripuit suumque eius loco defixit. [2] Excitato deinde patruo, proceres eius igne perire retulit: adesse Amlethum veterum uncorum suorum ope succinctum et iam debita paternae cladi supplicia exigere avidum. [3] Ad hanc vocem Fengo lectulo desiliens, dum proprio defectus gladio nequicquam alienum destringere conatur, opprimitur. [4] Fortem virum aeternoque nomine dignum, qui stultitiae commento prudenter instructus augustiorem mortali ingenio sapientiam admirabili ineptiarum simulatione suppressit nec solum propriae salutis obtentum ab astutia mutuatus ad paternae quoque ultionis copiam, eadem ductum praebente, pervenit. [5] Itaque et se sollerter tutatus et parentem strenue ultus, fortior an sapientior existimari debeat, incertum reliquit.

2,1 Landet ligger sådan at dets yderområder dels afgrænses af andre lande, dels omsluttes af havets bølger. De indre områder omskylles af havet, der snor sine arme ud og ind og til tider bliver til smalle og snævre sunde, til andre tider breder sig ud til en åben bugt og danner en lang række øer. Resultatet bliver at Danmark er gennemskåret af havets bølger og kun har få landfaste dele, der er adskilt fra hinanden af store mængder vand i snoede og slyngede sunde og bælter. Af disse er Jylland det danske riges hovedland både på grund af sin størrelse og fordi landet begynder dér, for det ligger forrest og strækker sig helt ned til det tyske område. Fra Tyskland adskilles det af floden Ejderen mens det mod nord bliver noget bredere før det løber ud i stranden mod det norske hav. I Jylland ligger den fjord der kaldes Limfjorden, og som er så rig på fisk at den formodentlig forsyner indbyggerne med lige så meget føde som alt landbrugslandet tilsammen.

2,2 Op til Jylland ligger også det Lille Frisland, der krummer sig ind fra Jyllands fremspring med lavtliggende marker og fladt land, der giver stort udbytte fordi det bliver oversvømmet af havet. Men om disse voldsomme oversvømmelser er mest til gavn eller til fare for befolkningen, er svært at sige. For i kraftig storm kan havet bryde igennem de diger de bygger for at holde det ude, og oversvømme det dyrkede land med så store vandmængder at det fra tid til anden skyller ikke alene afgrøderne, men også menneskene og deres huse bort.

2,3 Efter Jylland mod øst finder man Fyn, der kun er adskilt fra fastlandet ved et ganske smalt farvand. Og ligesom Fyn mod vest vender ind mod Jylland, vender det mod øst ud til Sjælland, som må fremhæves for sin usædvanlige rigdom på alle fornødenheder. Denne ø er smukkere end nogen anden del af riget, og man siger at den ligger midt i Danmark med lige lang afstand til alle landets yderkanter.

2,4 Midt ned mellem Sjællands østkyst og Skånes vestkyst skærer sig et sund som hvert år giver fiskerne kæmpemæssige fangster i nettene. Hele farvandet er som regel så fuldt af fisk at skibene til tider sætter sig fast og dårligt nok kan drives frem med årerne, så man behøver ikke fiskeredskaber, men kan ganske enkelt samle fiskene op med hænderne.

2,5 Fra Skåne skyder Halland og Blekinge sig frem som to grene på én træstamme, der bøjer sig vidt ud fra hinanden og rækker op i hver sin retning, nemlig mod Götland og mod Norge. I Blekinge findes der en passabel bjergkam der er oversået med sære skrifttegn. Fra havet i syd går der en klippesti op til Värends ødemarker, og langs med den løber der over en lang strækning to linjer med kort indbyrdes afstand. Fladen mellem disse linjer er overalt furet af skrifttegn. Og selv om den er temmelig forskelligt placeret, idet den snart skærer sig hen over fjeldtoppe, snart går i bunden af dalen, er det tydeligvis stadig den samme række af bogstaver der fortsætter. Kong Valdemar, den hellige Knuds velsignede søn, var dybt forundret og ville gerne vide hvad der stod, så han sendte folk over for at gennemvandre klippen og foretage en nøjere undersøgelse af den række af bogstaver der var at se, og bagefter skære det i stave præcis som det stod. Men de kunne ikke få mening i det fordi selve de udhuggede fordybninger dels var opfyldt med skidt, dels slidt væk af fodtrin så tegnene flød sammen på den nedtrådte sti. Heraf kan man se at selv det der er ridset i den hårde klippe, med tiden udviskes af strømmende vand eller mudder og snavs eller bygernes silende dråber.

2,6 Eftersom dette område ligger tæt på Sverige og Norge både hvad sprog og beliggenhed angår, vil jeg også gøre rede for deres geografi og vejrlig, ligesom jeg har beskrevet Danmarks. Disse lande ligger under nordlige himmelstrøg med udsigt til Bjørnevogteren og Nordstjernen og strækker sig i den fjerneste ende helt op til den zone hvor frosten hersker. Længere mod nord er der ingen mulighed for menneskelig beboelse på grund af den usædvanlig strenge frost. Af de to lande er Norge fra naturens hånd et hæsligt stenet sted med golde klippeegne og overalt dækket af skarpe klipper så det med sine ødemarker fremtræder som et bart og trøstesløst landskab. I den fjerneste ende af landet går solen aldrig ned, selv ikke om natten, sådan at den med sin konstante tilstedeværelse lader hånt om tidens vekslen og betjener begge døgnets halvdele med nøjagtig samme lys.

2,7 Vest for Norge, midt i det store ocean finder man den ø der kaldes Island, et temmelig trist sted at bo, som til gengæld må fremhæves for sine aldeles utrolige og uhørte vidundere. Der findes en kilde der med sit rygende vand kan fjerne hvad som helst fra dets naturlige form. Alt hvad der bliver udsat for dens damp, forvandles og bliver hårdt som sten. Og her er det svært at sige om det så er mere forunderligt end farligt at blødt, flydende vand kan besidde en sådan styrke at det fra det ene øjeblik til det andet kan forvandle alt hvad der kommer i nærheden og bliver ramt af dets damp, til sten så kun den ydre form står tilbage. Her skal der også findes en række andre kilder der det ene øjeblik svulmer op og fyldes med så store vandmængder at de går over deres bredder og sprøjter vandet højt op i luften, og det næste øjeblik svinder ind og synker bort dybt ned i jordens indre så man dårligt nok kan se dem. Resultatet er at når de springer, overstænker de alt i nærheden med hvidt skum, og når de forsvinder, kan selv ikke det skarpeste blik få øje på dem. På samme ø er der også et bjerg der ligesom det på Sicilien bestandig står i brand og ustandselig udspyr flammer fra sit evigt blussende bål. Og det er ikke mindre forbløffende end det netop nævnte at en jord der på sin overflade er knuget af uhyrlig frost, kan gemme på så stærk en varme at den i det skjulte kan holde en evig ild ved lige og til stadighed nære en luende brand. Denne ø modtager også på bestemte tider af året umådelige mængder af drivis. Når isen ankommer og første gang kværner mod de ru skær, lyder det som om klipperne brøler til svar, og fra dybet høres rumlende stemmer og sære rungende råb. Derfor har man forestillet sig at det var de dødes sjæle der her måtte lide for deres syndefulde liv og udstå straffen for deres ugerninger i den bidende kulde. Hvis man hugger et stykke af isen og binder det fast, river det sig løs af fangenskabet så snart den øvrige is driver fra land, uanset hvor mange knuder det er tøjret med. Det er virkelig ganske forbløffende at en ting der er fastgjort med ubrydelige låse og holdes på plads af et utal af uløselige bånd, i den grad følger den masse den er en del af, når den bryder op, at den unddrager sig selv den omhyggeligste afspærring og uundgåeligt slipper bort. Men der er også en anden form for is, der ligger mellem bjergrygge og klipper, og om den ved man at den med jævne mellemrum vender sig så oversiden kommer nedad, og de nederste dele kommer opad. Som belæg for den påstand anføres det at nogle mænd engang løb hen over en isslette og styrtede i en sprække, dybt ned i en gabende spalte, men kort efter blev fundet døde oven på isen uden at der var nogen revner at se. Derfor er der mange der går ud fra at isens dybe hulrum har opslugt dem, men at den senere har vendt sig og givet dem fra sig igen. Man siger også at der er et kildevæld deroppe med så skadeligt vand at man falder død om som om det var gift, hvis man så meget som smager på det. Der er også andre kilder hvis vand efter sigende smager ligesom øl. Der er en slags ild der ikke kan brænde træ, men fortærer vand. Og der findes en sten der flyver over stejle bjerge uden nogen ydre påvirkning, udelukkende ved egen kraft.

2,8 Men for nu at vende tilbage til Norge og beskrive det lidt nøjere, må man vide at det mod øst grænser op til Sverige og Götland og på de øvrige sider er direkte omgivet af havet. Men mod nord vender det mod et land hvis navn og geografi ingen kender. Mennesker bor der ingen af, men det er tæt befolket med mærkelige uhyrer, og landet er adskilt fra de norske områder overfor af en bred havbugt. Eftersom den er et usikkert sted at sejle, er det kun meget få der er kommet tilbage igen i god behold efter at have vovet sig derud.

2,9 I øvrigt er det sådan at den indre arm af havet skærer sig tværs igennem Danmark og fortsætter i en stor bugt op mod den sydlige ende af Götland. Det ydre hav strækker sig nord om dette land og Norge og derfra mod øst, hvor det breder sig stærkt ud og ender i en stor bugt. Den ende af havet kaldte vores forfædre for Gandvig. Mellem Gandvig og havet mod syd er der kun en smal stribe land, som på begge sider beskylles af havet. Hvis ikke naturen havde anbragt denne landtange som grænse mellem de to farvande der næsten mødes, ville bølgerne have blandet sig og gjort Norge og Sverige til en ø. I de østlige dele af disse lande bor skridfinnerne. Dette folkeslag bruger et mærkeligt transportmiddel, hvorpå de, som de ivrige jægere de er, kan færdes i uvejsomme bjergegne og komme hvorhen de vil, med smidige sving og bøjninger. Der er ikke den klippe der er så stejl at de ikke ad snedige omveje kan nå helt op på toppen af den. Fra bunden af dalen bevæger de sig i skarpe sving op over bjergets fod, og sådan krydser de sig videre frem på skrå med hyppige slyngninger indtil de ad snirklede og snoede stier når helt til den overste tinde. De plejer at sælge huder fra forskellige dyr til nabofolkene.

2,10 Sverige grænser mod vest op til Danmark og Norge. Mod syd og for en stor del også mod øst beskylles det af havet. På den anden side, stadig mod øst, finder man en lang række forskellige barbariske folkeslag.

3,1 I det danske område må der i gamle dage have boet kæmper, det fremgår tydeligt af de enorme sten der er anbragt på de gamles grave og stenkamre. Og skulle nogen tvivle på at det er kæmpers værk, så kan han se engang på nogle af disse knejsende høje og fortælle - hvis han kan - hvem der så har slæbt de kolossale kampesten op på toppen af dem. Enhver der overvejer dette mirakel, må jo indse hvor usandsynligt det er at almindelige dødeliges anstrengelser eller sædvanlig menneskelig styrke skulle have taget en blok der selv på flad mark slet ikke, eller kun vanskeligt lader sig rokke, og flyttet den op på så høj en bakketop. Men om de der har udført dette, var kæmper der levede videre efter syndflodens oversvømmelser, eller mænd med større legemsstyrke end andre, det har vi ingen overlevering om. Om dens slags folk mener man her i landet at de har en flygtig krop der gør det muligt for dem på forunderlig vis snart at være til stede, snart at være borte, og fra det ene øjeblik til det andet at gøre sig synlig og usynlig igen, og de siges at leve den dag i dag i den stenede og utilgængelige ødemark jeg tidligere har omtalt. Vejen dertil er fyldt med de frygteligste farer, og den tillader sjældent dem der indlader sig på den, at vende hjem igen i god behold. [...]

***

6,4 Nu tilbragte han [Ørvendel] tre år i krig med mange store bedrifter, og i de år satte han de fornemste trofæer og en udsøgt del af sit bytte fra til [kong] Rørik for at få et nærmere venskab med ham. Det blev til et fortroligt forhold, som satte ham i stand til at blive gift med kongens datter Gerud, og med hende fik han sønnen Amled.

6,5 Al den medgang gjorde Fenge så misundelig at han besluttede sig for at falde ham i ryggen. Ikke engang for sine nærmeste kan den gode vide sig sikker. Så snart han fik en lejlighed til at myrde broderen, tilfredsstillede han sine morderiske lyster med blodig hånd. Og til brodermordet føjede han blodskam, for han overtog også sin dræbte brors kone. Har man først tilladt sig én misgerning, styrter man hovedkulds imod den næste: den ene bærer kimen til den anden i sig. Og han var fræk nok til at lægge et snedigt slør over sin grufulde handling og udtænke en undskyldning for sin forbrydelse der fik den til at ligne en god gerning, og maskerede mordet som en hellig pligt. Han sagde nemlig at Gerud, der ellers var så mild og god af væsen at hun aldrig havde gjort noget menneske det mindste fortræd, havde været offer for et voldsomt had fra sin mands side. Det var for at frelse hende han havde dræbt sin bror, for han mente det var uværdigt at en så enestående blid kvinde, som der ikke var ondt skabt i, skulle finde sig i uforskammet opførsel fra sin mand. Og det havde han også held til at bilde folk ind. For ved et fyrstehof, hvor man til tider favoriserer hofnarre og hædrer bagvaskere, dér tror man gerne på en løgn. Og Fenge var ikke bange for at bruge sine morderhænder til syndige favntag og begå dobbelt helligbrøde med en og samme ugerning.

6,6 Da Amled så det, blev han bange for at vække sin onkels mistænksomhed hvis han opførte sig for fornuftigt, så i stedet gav han sig til at spille dum: han lod som om hans forstand havde taget alvorligt skade, og på den snedige måde lykkedes det ham ikke alene at skjule sin gode forstand, men også at redde livet. Dag efter dag lå han sløv og ugidelig ved sin mors møgbeskidte ildsted og væltede sig i det modbydeligste skidt og møg på gulvet. Det oversmurte ansigt med den skidne farve var et billede af vanvid og latterlig dumhed. Alt hvad han sagde, virkede forrykt, alt hvad han gjorde, tydede på dyb sløvhed. Kort sagt: man ville ikke kalde ham en mand, men en komisk vanskabning, fostret af en afsindig skæbne. Tit sad han ved ildstedet og rodede med hænderne i gløderne mens han lavede trækroge og hærdede dem i ilden. I enden udstyrede han dem med en slags modhager så de kunne holde bedre fast. Når han blev spurgt hvad det var han foretog sig, svarede han at han lavede spidse våben til at hævne sin far. Og det svar blev der grinet en hel del ad, for ingen havde andet end hån tilovers for hans latterlige, formålsløse beskæftigelse - til trods for at netop den siden hen hjalp ham til at gennemføre sine planer.

6,7 Men dette kunstfærdige arbejde gav de mere skarpsindige af dem der så det, en første mistanke om at han var mere udspekuleret end som så. For netop hans flid med dette ydmyge arbejde tydede på skjulte evner for håndværk, og ingen kunne rigtigt tro på at en mand der arbejdede så elegant med sine hænder, kunne være evnesvag. Og dertil kom at han havde gjort sig det til en vane at samle disse stokke med de svedne spidser i en bunke som han vågede over med den største omhu. Derfor var der dem der holdt på at der slet ikke var noget i vejen med hans forstand, og forestillede sig at han skjulte sin kløgt under en påtaget enfoldighed og gemte dybere hensigter og planer bag dette udspekulerede røgslør. Den sikreste måde at afsløre ham på ville være at pudse en blændende smuk kvinde på ham et eller andet afsides sted og lade hende forføre ham. For mennesket har fra naturens side så stærke erotiske drifter at ingen snedige kneb kan holde dem skjult. Og også i dette tilfælde ville trangen være for voldsom til at han på nogen listig måde kunne holde den tilbage, så hvis hans sløvhed var fingeret, ville han straks når lejligheden gav sig, følge sine lyster. Altså fik de fat på nogle folk der kunne tage ham med langt ind i skoven og udsætte ham for en fristelse af den slags.

6,8 Blandt disse mænd var der tilfældigvis en plejebror til Amled, som ikke havde glemt hvordan de var blevet opdraget sammen. For ham vejede mindet om deres fælles barndom tungere end den ordre han her fik, så når han nu optrådte blandt Amleds udvalgte ledsagere, var det snarere i håb om at advare ham end for at lokke ham i baghold. Han var nemlig ikke i tvivl om at hvis Amled røbede den mindste antydning af fornuft - og især hvis han åbenlyst gik i seng med en pige - ville det være ude med ham. Det var også Amled selv udmærket klar over, så da han fik besked på at stige til hest, anbragte han sig med vilje sådan at han vendte ryggen til hestens hoved og ansigtet mod halen. Og seletøjet lagde han om halen som om han havde tænkt sig at styre hesten i den ende når den fór af sted. Med den slags udspekulerede påfund lykkedes det ham at slippe uden om onklens list og forpurre hans lumske planer. Det var et virkelig grinagtigt syn da hesten kom galoperende uden seletøj, med en rytter der styrede den ved halen.

6,9 På vejen mødte Amled en ulv i et krat, og da hans ledsagere påstod at det var en ung hest han havde set, lod han en bemærkning falde om at den slags var der ikke for mange af i Fenges tjeneste - en dæmpet, men vittig kritik af hvordan onklen brugte sine rigdomme. Da de andre udbrød at det jo var et helt fornuftigt svar, erklærede han at han med vilje havde talt sådan for at man ikke skulle kunne sige om ham at han løj. Folk skulle helst tro om ham at han aldrig kunne finde på at lyve, og derfor blandede han sine listigheder sammen med sandhed på en sådan måde at han holdt sig til sandheden når han talte, men uden at det sande han sagde, afslørede hvor klart han tænkte.

6,10 Senere, da de gik langs stranden, faldt hans ledsagere over roret fra et strandet skib, og da de sagde at det var en kæmpemæssig kniv de havde fundet, svarede han: »Ja, den kan skære en enormt stor skinke!« - Og dermed tænkte han naturligvis på det umådelige hav, som det vældige ror passede godt til. Noget lignende skete da de kom forbi nogle klitter: her forsøgte de at bilde ham ind at sandet var mel, hvortil han svarede at det var malet når stormene piskede havet op. De andre roste hans svar, og han forsikrede selv at det var meget kløgtigt sagt. For at være sikre på at han turde give sine lyster frit løb, efterlod de ham med vilje på et øde sted, hvor han så stødte på pigen - hun dukkede tilsyneladende tilfældigt op, men var i virkeligheden udsendt af hans onkel. Han ville også have forgrebet sig på hende hvis ikke hans plejebror med et lydløst tegn havde givet ham et praj om at det var en fælde. For da han overvejede hvordan han bedst kunne få en hemmelig advarsel frem og holde den unge mands risikable lidenskaber tilbage, fandt han et strå på jorden og stak det fast i bagkroppen på en bremse der fløj forbi. Den sendte han derpå af sted i den retning hvor han vidste Amled befandt sig - hvorved han gjorde den intetanende unge mand en stor tjeneste. Og tegnet blev opfattet med lige så stor skarpsindighed som det var afsendt. For da Amled fik øje på bremsen og ved nærmere eftersyn opdagede strået som den bar bagi, gik det op for ham at dette var en tavs advarsel mod forræderi. Mistanken om at han var på vej i en fælde, skræmte ham, og for at kunne gennemføre sit forehavende uden risiko tog han pigen i sine arme og bar hende langt ud i en uvejsom mose. Da han havde haft samleje med hende, bad han hende indtrængende om ikke at fortælle det til nogen. Det lovede hun lige så ivrigt som han bad om det. Pigen følte nemlig fra gamle dage stor hengivenhed for Amled, for de var barndomsvenner og havde som børn haft de samme opdragere.

6,11 De fulgte ham nu hjem igen, og da de begyndte at lave skæg med ham og spurgte om han havde været i seng med pigen, indrømmede han at han havde forgrebet sig på hende. De spurgte så også hvor han havde gjort det, og hvad han havde haft at ligge på, og dertil svarede han at han havde ligget på hoven af en hest, kammen af en hane og taget af et hus. Da han skulle ud og sættes på prøve, havde han nemlig taget nogle stumper af hver af disse ting med for ikke at være nødt til at lyve. De ord vakte stor moro blandt de omkringstående - på trods af at han med sin morsomhed ikke havde fjernet sig det mindste fra sandheden. Også pigen blev spurgt ud om sagen, men hun hævdede at han intet havde foretaget sig i den retning, og det svar troede de på, særlig fordi ingen af ledsagerne havde set hvad der var foregået. På det tidspunkt ville den mand der havde sat mærke på bremsen, vise Amled at det var ham han kunne takke for den list der havde reddet hans liv, og derfor sagde han at han for nylig havde gjort ham en ganske særlig tjeneste. Og den unge mands svar var ikke så tosset: for at forsikre sin hjælper om at han værdsatte hans indsats, fortalte han at han havde set et eller andet der kom flyvende i en vældig fart med et strå, og med en avne i bagen. Det svar fik de andre til at brøle af grin, mens Amleds hjælper godtede sig fordi det var så kløgtigt.

6,12 Sådan satte det unge menneske dem alle sammen til vægs. Ingen kunne finde nøglen til hans skjulte hensigter, og nu erklærede en af Fenges venner, der var mere opblæst end snedig, at de dér gammelkendte numre slet ikke var nok til afsløre så kringlet og durkdreven en begavelse. Han havde alt for stor viljestyrke til at bide på den slags lette prøver, og over for hans indviklede komediespil skulle man derfor ikke bruge simple fristelser. Så nu havde han, sagde han, tænkt dybere over sagerne og fundet på en mere spidsfindig fremgangsmåde, der ikke var svær at udføre og ville være yderst effektiv til at finde ud af det de ville vide. Fenge skulle sørge for at være af vejen, under påskud af at han havde vigtige forretninger at gøre, og imens skulle Amled lukkes inde alene med sin mor i hendes sovekammer, hvor der i forvejen, uden at nogen af dem vidste af det, var placeret en mand der fra et mørkt hjørne skulle høre nøje efter hvad de sagde til hinanden. For hvis sønnen var ved sin forstands fulde brug, ville han ikke betænke sig på at tale åbent over for sin mor, og ikke være bange for at betro sig til sit eget ophav. Manden tilbød meget ihærdigt selv at påtage sig opgaven som spion, for det skulle ikke se ud som om han kun kunne udtænke planerne, men ikke føre dem ud i livet. Fenge blev begejstret over ideen og lod straks som om han tog af sted på en lang rejse.

6,13 Manden der havde foreslået planen, sneg sig nu ind i det værelse hvor Amled skulle lukkes ind sammen med sin mor, og gemte sig under halmen. Men Amled vidste godt hvordan man undgik fælder. Han var nemlig bange for at væggene skulle have ører, og kastede sig derfor først ud i sine sædvanlige fjollerier: galede i vilden sky som en hane, baskede armene sammen som vinger og sprang op i halmen hvor han gav sig til at hoppe frem og tilbage for at mærke om der skulle gemme sig noget nedenunder. Og da han mærkede en bule under fødderne, stak han efter den med sværdet og ramte manden dernede, hvorpå han trak ham frem fra hans skjulested og dræbte ham. Liget skar han i stykker som han kogte og hældte ud gennem den åbne latrin så svinene kunne æde dem, og sådan lod han mandens ynkelige lemmer ende mellem skidt og lort.

6,14 Så snart han på denne måde var sluppet uden om fælden, vendte han tilbage til værelset. Og da hans mor nu gav sig til at hyle og jamre over sin debile søn, lige op i hans åbne ansigt, udbrød han: »Modbydelige kvindemenneske! Tror du den slags påtaget flæberi kan skjule en alvorlig forbrydelse? Du har jo selv opført dig som en liderlig luder ved at sige ja til et afskyeligt og uanstændigt ægteskab. Du åbner dit skamløse skød for din mands morder, og med sjofel kælenhed gør du dig lækker for den mand der har myrdet din søns far. Det er sådan hopper gør: de slutter sig til den hingst der sejrer over deres mage. Kun dyr opfører sig sådan, parrer sig i flæng til alle sider, men du har gjort præcis det samme: du har jo glemt din første ægtemand! Og når jeg spiller tåbe, er der gode grunde til det, for jeg er ikke et øjeblik i tvivl om at en mand der har dræbt sin bror, kan fare lige så hæmningsløst og grusomt frem mod sine andre slægtninge. Af den grund er det klogere at virke ubegavet end forstandig, for jeg kan redde livet ved at spille rablende forrykt. Dybt i mig sidder altid længslen efter hævn for mordet på min far, men jeg lurer på en lejlighed, jeg venter på det rette øjeblik. Hver ting til sin tid! Når man står over for så lunefuldt og så brutalt et menneske, skal der mere end almindelig opfindsomhed til. Nej, du har ingen grund til at jamre over mit vanvid - du skulle hellere sørge over din egen skam. Dit eget syge sind burde du græde over, ikke andres! Og alt det øvrige, det skal du sørge for at tie stille med!« Med disse sviende bebrejdelser tvang han sin mor tilbage til et mere ærbart liv, og til at indse at den gamle kærlighed var mere værd end øjeblikkets fristelser.

6,15 Da Fenge vendte hjem, kunne han ikke finde spionen nogen steder: han ledte længe og ihærdigt, men ingen mente at have set ham nogetsteds. For morskabs skyld spurgte de også Amled om han havde set noget spor af manden, og han svarede at han var røget ned i lokummet, og da han kom ud forneden var han blevet begravet i lort, hvorefter svinene havde ædt ham op. Det svar udtrykte ganske vist den rene skære sandhed, men de der hørte det, lo bare ad det eftersom det lød aldeles tosset.

6,16 Fenge var stadig overbevist om at stedsønnen snød ham, og ville helst rydde den mistænkelige person af vejen, men han turde ikke gøre alvor af det af frygt for hvad Amleds bedstefar Rørik og hans egen kone ville sige. Derfor besluttede han sig for at lade den britiske konge slå ham ihjel så han selv kunne spille uskyldig mens en anden gjorde arbejdet. I sin trang til at skjule sin egen brutalitet foretrak han altså at trække en ven gennem sølet, frem for selv at tage skammen på sig. Ved afrejsen gav Amled i hemmelighed sin mor ordre til at udsmykke tronsalen med vævede tæpper med knuder på, og når der var gået et år, at holde et gravøl for ham som om han var død. Til den tid lovede han så at komme hjem. Sammen med ham rejste to af Fenges hirdmænd, der havde et brev med til den britiske konge, ridset i et stykke træ. Det var det almindeligste skrivemateriale i gamle dage. I brevet fik kongen besked på at dræbe den unge mand der her blev sendt over til ham. Mens de to sov, gennemsøgte Amled deres bagage og fandt brevet. Da han havde læst det igennem, sørgede han for at skrabe alt hvad der stod ridset på det, væk og erstatte det med nye bogstaver der ændrede indholdet så dommen ikke gjaldt ham selv, men hans ledsagere. Og han nøjedes ikke med at fritage sig selv fra dødsdommen og lægge faren over på de andre, han tilføjede også, stadig i Fenges navn, en anmodning til den britiske konge om at give den fornuftige unge mand der hermed blev sendt over til ham, sin datter til ægte.

6,17 Da selskabet ankom til Britannien, opsøgte udsendingene kongen for at overrække ham det brev som de troede skulle blive en andens endeligt, men som i virkeligheden udpegede dem selv til døden. Kongen lod som ingenting og tog venligt og gæstfrit imod dem. Men nu skete der det at Amled afviste alle de kongelige retter der blev dækket op med, som om det var tarvelig kost. Han viste en besynderlig afholdenhed, takkede nej til hele den overdådige servering og rørte hverken mad eller drikke. Alle var forbløffede over at en ung mand fra et fremmed land kunne rynke på næsen ad de udsøgte lækkerier og luksuriøse retter det kongelige bord bød på, som om det var det rene bonde-ædelse. Så da kongen hævede taflet og sagde godnat til sine venner, sendte han en af dem hen for at lægge sig på lur i gæsternes sovekammer og høre hvad de talte om i nattens løb.

6,18 Nu spurgte Amleds to følgesvende ham så hvorfor han ved middagen havde ladet al maden stå som om det var gift, og Amled svarede at brødet havde været tilsølet med blod, at drikkevarerne havde smagt af jern og at kødretterne havde været gennemtrukket af en stank af lig og fuldkommen fordærvet af en lugt som af død og begravelse. Han tilføjede at kongen havde en træls øjne, og at dronningen på tre punkter havde båret sig ad som en trælkvinde - så det var ikke så meget gildet selv som dem der gav gildet, han var ude efter med sine grovheder. Hans ledsagere begyndte straks at skælde ham ud over at han stadig ikke var rigtig velforvaret, og grine spydigt af at han sådan kritiserede det han burde rose, og beklagede sig over ting der var ganske glimrende, sådan som han aldeles respektløst rakkede ned på en fremragende konge og en kvinde der optrådte med stor dannelse, og overdængede to mennesker der havde fortjent hæder og berømmelse, med de mest ydmygende bebrejdelser.

6,19 Da kongen hørte det fra sin håndlanger, erklærede han at den der havde sagt sådan, enten måtte være overmenneskeligt begavet eller tilsvarende gal - og med de få ord loddede han den virkelige dybde i hvad Amled foretog sig. Derpå kaldte han sin forvalter til sig og spurgte ham hvor han havde fået brødet fra. Da han oplyste at det var bagt af kongens egen bager, spurgte kongen videre hvor kornet til det havde vokset, og om der var nogen grund til at tro at et menneske var blevet dræbt på det sted. Forvalteren svarede at der ikke langt borte var en mark der bar tydelige spor efter et stort mandefald en gang i fortiden, for den var oversået med ældgamle knogler fra de dræbte. Den havde han sået til om foråret, for han regnede med at den var mere frugtbar end de andre marker og ville give et rigt udbytte. Så det var jo ikke umuligt at disse rådne rester havde givet brødet en grim smag. Efter den besked sluttede kongen at Amled havde talt sandt, og han ville nu også vide hvor flæsket var kommet fra. Forvalteren forklarede at hans svin ved uagtsomhed var sluppet ud af stien og havde ædt et råddent lig af en røver, og det kunne måske nok have givet deres kød en smag henad råddenskab. Da kongen forstod at Amled også havde haft ret på det punkt, spurgte han hvad det var for en væske han havde blandet drikkevarerne af. Han fik det svar at de havde været tilsat bikager og vand, og da han havde fået udpeget kilden vandet kom fra, og fik gravet et dybt hul i den, fandt han adskillige rustne sværd som man godt kunne tænke sig at vandet havde fået en bismag af. Andre siger at Amled forkastede drikkevarerne fordi han kunne smage på dem at bierne have søgt føde i bugen på et lig, så problemet altså lå i en smag der oprindelig var kommet fra bikagerne.

6,20 Da kongen så at der kunne redegøres overbevisende for den smag Amled beklagede sig over, gik det op for ham at Amleds hårde ord om hans egne uværdige øjne måtte hentyde til noget grimt i hans afstamning, så han opsøgte i hemmelighed sin mor og spurgte hende hvem der var hans far. Hun bedyrede at hun aldrig havde været sammen med andre end kongen, men da han truede med at pine sandheden ud af hende, fik han at vide at han var søn af en træl. Der skulle altså tvang til før han fik opklaret hvorfor Amled havde talt ondt om hans afstamning. Kongen blev jo yderst pinligt berørt over sin afstamning, men samtidig begejstret over den unge mands kløgt, og spurgte ham så hvorfor han havde hængt dronningen ud med den grove beskyldning om at hun opførte sig som en træl. Det smertede ham at hans gæst med sin natlige snak havde sået tvivl om hans kones høviskhed - men nu fik han at vide at hun ligefrem var født af en trælkvinde. For Amled forklarede at han havde bemærket tre punkter hvor hun havde båret sig ad som en træl: Det første var at hun trak kappen op over hovedet som en tjenestepige, det andet at hun kiltede sin kjortel op når hun skulle gå, og det tredje at hun stangede sig mellem tænderne med en tandstikker og spiste de madrester hun gravede frem. Han fortalte også at hendes mor var blevet taget til fange og gjort til træl - for han skulle ikke tro at hun bare opførte sig som en træl, hun var faktisk af trælleslægt.

6,21 I næsegrus beundring for hans evner, som han opfattede som en slags guddommelig gave, gav kongen ham sin datter til hustru, og alt hvad han sagde, modtog han som vidnesbyrd fra himlen. Hvad hans ledsagere angår, efterkom kongen sin vens ordrer og lod dem hænge dagen efter. Det var en vennetjeneste, men Amled lod som om det var en fornærmelse som han tog ham meget fortrydeligt op, og som mandebod gav kongen ham en sum guld, som han senere i hemmelighed fik smeltet om og støbt ind i udhulede træstokke.

6,22 Da han havde opholdt sig hos kongen i et år, bad han om lov til at rejse, og han vendte nu hjem til sit fædreland uden at tage andet af sit rige kongelige udstyr med sig end stokkene med guldet. Så snart han steg i land i Jylland, skiftede han sit nye udseende ud med det gamle, og den værdige optræden han nu havde vænnet sig til, erstattede han omhyggeligt med sin sædvanlige naragtighed. Da han trådte ind i spisesalen hvor de fejrede hans gravøl, og stod dér møgbeskidt fra top til tå, kom det som et chok for alle i salen at rygtet om hans død havde været falsk. Til sidst forvandlede rædslen sig dog til morskab, og alle gæsterne begyndte at gøre nar af hinanden fordi den mand de holdt gravøl for som om han var død, stod dér lyslevende foran dem. Da de spurgte til hans ledsagere, holdt han sine stave frem og sagde: »Her er den ene, og her er den anden«. Og om det var mest sandhed eller vittighed er ikke til at sige. For selv om de fleste tog hans bemærkning som det rene vrøvl, holdt han sig nøje til sandheden for så vidt som han i stedet for de dræbte selv talte om den mandebod han havde fået for dem.

6,23 Han sluttede sig nu til mundskænkene og gav sig til at skåle ivrigt med gæsterne for at sætte endnu mere liv i selskabet. Og for at den løse kjortel ikke skulle være i vejen når han gik, spændte han sin sværdrem om livet, hvorefter han gang på gang trak sværdet ud af skeden og med vilje stak sig i fingrene med spidsen. Det endte med at de omkringstående fik slået en jernbolt tværs igennem både sværd og skede. For at bane vejen for sine lumske planer blev han ved at skænke op for de fornemme herrer: han langede dem det ene bæger efter det andet og hældte så meget vin i dem at de ikke kunne stå på benene af bare fuldskab, men faldt i søvn i selve hallen og brugte spisesalen som sovekammer.

6,24 Da han nu så at de var lige til at overliste, blev han enig med sig selv om at øjeblikket var inde hvor hans plan skulle føres ud i livet. Han hentede de pinde han i sin tid havde gjort klar, frem fra deres skjulested og gik ind i hallen hvor de høje herrer lå spredt ud over hele gulvet og brækkede sig, bedøvede af druk. Herinde var væggene dækket af det tæppe hans mor havde syet, og han skar nu stropperne over så det faldt ned. Dette tæppe lagde han hen over de snorkende mænd, og med de krogede pinde samlede han knuderne i et så uløseligt fletværk at ingen af dem der lå under det, magtede at rejse sig, hvor meget de end anstrengte sig. Derpå stak han ild til huset, og mens flammerne tog til og ilden bredte sig for snart at omspænde bygningen og fortære hele kongens hal, brændte de alle inde, hvad enten de sov dybt eller forgæves forsøgte at komme på benene.

6,25 Herefter gik Amled til Fenges sovekammer (for Fenge var tidligere blevet ført hen til sit kvarter af hele sit følge). Hans sværd hang tilfældigvis ved sengen, og Amled rev det til sig og hængte sit eget op i stedet. Derpå vækkede han onklen og fortalte ham at hans stormænd var ved at brænde inde: nu var Amled kommet, bevæbnet med sine gamle kroge, og han brændte af lyst til at tage sin velfortjente hævn over mordet på sin far. Ved de ord sprang Fenge ud af sengen, men sit eget sværd kunne han ikke finde, og mens han forgæves forsøgte at trække det fremmede ud af skeden, blev han dræbt. Her ser vi en tapper mand! En mand der gjorde sig fortjent til evigt ry! Han væbnede sig klogeligt med falsk enfoldighed og holdt sin virkelige kløgt, der overstrålede almindelig menneskelig kunnen, godt skjult med et forbløffende komediespil som vanvittig. Og sådan lykkedes det ham ikke kun at redde livet med en list, men også, ved den samme list, til sidst at opnå hævn for mordet på sin far. Så snedigt tog han vare på sig selv, så modigt hævnede han faderen at vi har svært ved at afgøre hvad der var størst, hans tapperhed eller hans kløgt. [...]

 By kind permission of Det Danske Sprog- og Litteraturselskab (DSL) 2012

[...] The extremes, then, of this country are partly bounded by a frontier of another land, and partly enclosed by the waters of the adjacent sea. The interior is washed and encompassed by the ocean; and this, through the circuitous winds of the interstices, now straitens into the narrows of a firth, now advances into ampler bays, forming a number of islands. Hence Denmark is cut in pieces by the intervening waves of ocean, and has but few portions of firm and continuous territory; these being divided by the mass of waters that break them up, in ways varying with the different angle of the bend of the sea. Of all these, Jutland, being the largest and first settled, holds the chief place in the Danish kingdom. It both lies fore-most and stretches furthest, reaching to the frontiers of Teutonland, from contact with which it is severed by the bed of the river Eyder. Northwards it swells somewhat in breadth, and runs out to the shore of the Noric Channel (Skagerrak). In this part is to be found the fjord called Liim, which is so full of fish that it seems to yield the natives as much food as the whole soil.

Close by this fjord also lies Lesser (North) Friesland, which curves in from the promontory of Jutland in a cove of sinking plains and shelving lap, and by the favour of the flooding ocean yields immense crops of grain. But whether this violent inundation bring the inhabitants more profit or peril, remains a vexed question. For when the (dykes of the) estuaries, whereby the waves of the sea are commonly checked among that people, are broken through by the greatness of the storm, such a mass of waters is wont to overrun the fields that it sometimes overwhelms not only the tilled lands, but people and their dwellings likewise.

Eastwards, after Jutland, comes the Isle of Funen, cut off from the mainland by a very narrow sound of sea. This faces Jutland on the west, and on the east Zealand, which is famed for its remarkable richness in the necessaries of life. This latter island, being by far the most delightful of all the provinces of our country, is held to occupy the heart of Denmark, being divided by equal distances from the extreme frontier; on its eastern side the sea breaks through and cuts off the western side of Skaane; and this sea commonly yields each year an abundant haul to the nets of the fishers. Indeed, the whole sound is apt to be so thronged with fish that any craft which strikes on them is with difficulty got off by hard rowing, and the prize is captured no longer by tackle, but by simple use of the hands.

Moreover, Halland and Bleking, shooting forth from the mass of the Skaane like two branches from a parent trunk, are linked to Gothland and to Norway, though with wide deviations of course, and with various gaps consisting of fjords. Now in Bleking is to be seen a rock which travellers can visit, dotted with letters in a strange character. For there stretches from the southern sea into the desert of Vaarnsland a road of rock, contained between two lines a little way apart and very prolonged, between which is visible in the midst a level space, graven all over with characters made to be read. And though this lies so unevenly as sometimes to break through the tops of the hills, sometimes to pass along the valley bottoms, yet it can be discerned to preserve continuous traces of the characters. Now Waldemar, well-starred son of holy Canute, marvelled at these, and desired to know their purport, and sent men to go along the rock and gather with close search the series of the characters that were to be seen there; they were then to denote them with certain marks, using letters of similar shape. These men could not gather any sort of interpretation of them, because owing to the hollow space of the graving being partly smeared up with mud and partly worn by the feet of travellers in the trampling of the road, the long line that had been drawn became blurred. Hence it is plain that crevices, even in the solid rock, if long drenched with wet, become choked either by the solid washings of dirt or the moistening drip of showers.

But since this country, by its closeness of language as much as of position, includes Sweden and Norway, I will record their divisions and their climates also as I have those of Denmark. These territories, lying under the northern pole, and facing Bootes and the Great Bear, reach with their utmost outlying parts the latitude of the freezing zone; and beyond these the extraordinary sharpness of the cold suffers not human habitation. Of these two, Norway has been allotted by the choice of nature a forbidding rocky site. Craggy and barren, it is beset all around by cliffs, and the huge desolate boulders give it the aspect of a rugged and a gloomy land; in its furthest part the day-star is not hidden even by night; so that the sun, scorning the vicissitudes of day and night, ministers in unbroken presence an equal share of his radiance to either season.

On the west of Norway comes the island called Iceland, with the mighty ocean washing round it: a land very squalid to dwell in, but noteworthy for marvels, both strange occurrences and objects that pass belief. A spring is there which, by the malignant reek of its water, destroys the original nature of anything whatsoever. Indeed, all that is sprinkled with the breath of its vapour is changed into the hardness of stone. It remains a doubt whether it be more marvellous or more perilous, that soft and flowing water should be invested with such a stiffness, as by a sudden change to transmute into the nature of stone whatsoever is put to it and drenched with its reeking fume, nought but the shape surviving. Here also are said to be other springs, which now are fed with floods of rising water, and, overflowing in full channels, cast a mass of spray upwards; and now again their bubbling flags, and they can scarce be seen below at the bottom, and are swallowed into deep hiding far under ground. Hence, when they are gushing over, they bespatter everything about them with the white spume, but when they are spent the sharpest eye cannot discern them. In this island there is likewise a mountain, whose floods of incessant fire make it look like a glowing rock, and which, by belching out flames, keeps its crest in an everlasting blaze. This thing awakens our wonder as much as those aforesaid; namely, when a land lying close to the extreme of cold can have such abundance of matter to keep up the heat, as to furnish eternal fires with unseen fuel, and supply an endless provocative to feed the burning. To this isle also, at fixed and appointed seasons, there drifts a boundless mass of ice, and when it approaches and begins to dash upon the rugged reefs, then, just as if the cliffs rang reply, there is heard from the deep a roar of voices and a changing din of extraordinary clamour. Whence it is supposed that spirits, doomed to torture for the iniquity of their guilty life, do here pay, by that bitter cold, the penalty of their sins. And so any portion of this mass that is cut off when the aforesaid ice breaks away from the land, soon slips its bonds and bars, though it be made fast with ever so great joins and knots. The mind stands dazed in wonder, that a thing which is covered with bolts past picking, and shut in by manifold and intricate barriers, should so depart after that mass whereof it was a portion, as by its enforced and inevitable flight to baffle the wariest watching. There also, set among the ridges and crags of the mountains, is another kind of ice which is known periodically to change and in a way reverse its position, the upper parts sinking to the bottom, and the lower again returning to the top. For proof of this story it is told that certain men, while they chanced to be running over the level of ice, rolled into the abyss before them, and into the depths of the yawning crevasses, and were a little later picked up dead without the smallest chink of ice above them. Hence it is common for many to imagine that the urn of the sling of ice first swallows them, and then a little after turns upside down and restores them. Here also, is reported to bubble up the water of a pestilent flood, which if a man taste, he falls struck as though by poison. Also there are other springs, whose gushing waters are said to resemble the quality of the bowl of Ceres. There are also fires, which, though they cannot consume linen, yet devour so fluent a thing as water. Also there is a rock, which flies over mountain- steeps, not from any outward impulse, but of its innate and proper motion.

And now to unfold somewhat more thoroughly our delineation of Norway. It should be known that on the east it is conterminous with Sweden and Gothland, and is bounded on both sides by the waters of the neighbouring ocean. Also on the north it faces a region whose position and name are unknown, and which lacks all civilisation, but teems with peoples of monstrous strangeness; and a vast interspace of flowing sea severs it from the portion of Norway opposite. This sea is found hazardous for navigation, and suffers few that venture thereon to return in peace.

Moreover, the upper bend of the ocean, which cuts through Denmark and flows past it, washes the southern side of Gothland with a gulf of some width; while its lower channel, passing the northern sides of Gothland and Norway, turns eastwards, widening much in breadth, and is bounded by a curve of firm land. This limit of the sea the elders of our race called Grandvik. Thus between Grandvik and the Southern Sea there lies a short span of mainland, facing the seas that wash on either shore; and but that nature had set this as a boundary where the billows almost meet, the tides of the two seas would have flowed into one, and cut off Sweden and Norway into an island. The regions on the east of these lands are inhabited by the Skric-Finns. This people is used to an extraordinary kind of carriage, and in its passion for the chase strives to climb untrodden mountains, and attains the coveted ground at the cost of a slippery circuit. For no crag juts out so high, but they can reach its crest by fetching a cunning. compass. For when they first leave the deep valleys, they glide twisting and circling among the bases of the rocks, thus making the route very roundabout by dint of continually swerving aside, until, passing along the winding curves of the tracks, they conquer the appointed summit. This same people is wont to use the skins of certain beasts for merchandise with its neighbours.

Now Sweden faces Denmark and Norway on the west, but on the south and on much of its eastern side it is skirted by the ocean. Past this eastward is to be found a vast accumulation of motley barbarism.

That the country of Denmark was once cultivated and worked by giants, is attested by the enormous stones attached to the barrows and caves of the ancients. Should any man question that this is accomplished by superhuman force, let him look up at the tops of certain mountains and say, if he knows how, what man hath carried such immense boulders up to their crests. For anyone considering this marvel will mark that it is inconceivable how a mass, hardly at all or but with difficulty movable upon a level, could have been raised to so mighty a peak of so lofty a mountain by mere human effort, or by the ordinary exertion of human strength. But as to whether, after the Deluge went forth, there existed giants who could do such deeds, or men endowed beyond others with bodily force, there is scant tradition to tell us.

But, as our countrymen aver, those who even to-day are said to dwell in that rugged and inaccessible desert aforesaid, are, by the mutable nature of their bodies, vouchsafed the power of being now near, now far, and of appearing and vanishing in turn. The approach to this desert is beset with perils of a fearful kind, and has seldom granted to those who attempted it an unscathed return.

[...] Die äußersten Grenzen unseres Landes werden nun teils durch die Berührung mit fremdem Boden gebildet, teils werden sie von den Fluten des nahen Meeres umschlossen. Das Innere aber umströmt ringsum der Ozean, der mehrere Inseln bildet, indem er in vielfach gewundenen Zwischenräumen bald schmale, gekrümmte Sunde schafft, bald in weiten Buchten sich in die Breite ergießt. So kommt es, dass Dänemark, rings umspült von den Fluten des Meeres, nur wenig festes und zusammenhängendes Landgebiet hat; denn das Dazwischentreten so großer Wogenmassen reißt es immer auseinander, je nach den verschiedenen Windungen und Biegungen des Meeres. Jütland nimmt davon wegen seiner Größe und seiner leitenden Stellung den ersten Platz im dänischen Reiche ein;denn es ist am weitesten vorgeschoben und nähert sich infolge seiner Lage am meisten den Grenzen Deutschlands. Von dessen Bereich ist es durch einen Grenzfluss, die Eider, getrennt; im Norden reicht es unter einem beträchtlichen Zunehmen in der Breite bis zum Strande des norwegischen Meeres. In Jütland ist der sogenannte Limfjord so reich an Fischen, dass er, wie es scheint, den Eingeborenen ebenso viel Unterhalt liefert, wie das gesamte Ackerland.

In der Nähe liegt auch Nordfriesland, welches von einem Vorgebirge Jütlands abbiegt und mit seinen tiefliegenden Feldern und dem abschüssigen Boden weit zurückreicht, aber dank der Überschwemmungen durch den Ozean die größte Fruchtbarkeit erzielt. Ob diese gewaltigen Überflutungen den Einwohnern mehr Nutzen oder Gefahr bringen, bleibt ungewiss. Denn wenn bei großen Unwettern die Deiche, durch welche dort die Fluten der See gewöhnlich aufgehalten werden, durchbrochen sind, so pflegt sich eine solch mächtige Wassermasse über die Felder zu ergießen, dass sie zuweilen nicht nur das Erträgnis der Äcker, sondern auch Menschen nebst ihren Wohnungen begräbt.

Östlich von Jütland findet man die Insel Fünen, welche ein ziemlich schmaler Meeresarmvom Festlande trennt. Wie westlich von ihr Jütland, so liegt östlich von ihr Seeland, das wegen seiner hervorragenden Fruchtbarkeit an Lebensmitteln zu loben ist. Diese Insel übertrifft an Schönheit alle Provinzen unseres Landes, und sie gilt als die Mitte von Dänemark, da sie von der äußersten Grenzlinie überall durch gleiche Zwischenräume geschieden ist.

Von Seelands Ostseite scheidet ein dazwischen liegender Meeresarm den westlichen Teil von Schonen; dieses Meer pflegt jedes Jahr den Fischern eine sehr ausgiebige Beute in die Netze zu liefern. Denn der ganze Arm ist mit einer solchen Menge von Fischen gefüllt, dass zuweilen selbst angestrengtes Rudern die dort hingeratenen Schiffe kaum vorwärts bringen und dass man die Beute ohne jedes künstliche Hilfsmittel einfach mit den Händen fangen kann.

Ferner schließen sich Halland und Blekinge, von Schonen als Grundstock wie zwei Äste aus einem gemeinsamen Baumstamme hervorspringend, nach langen Biegungen und verschiedenen Einbuchtungen an Götland und Norwegen an. [...]

Da nun Schweden und Norwegen der Sprache wie der Lage nach zu unserem Lande gehören, will ich auch deren Gliederung und Klima, wie bei Dänemark, beschreiben. Diese Provinzen liegen unter dem Nordpol nach dem Bootes und Arktos zu und berühren in ihren äußersten Ausläufern den Parallelkreis der kalten Zone. Jenseits von ihnen hat die ungewöhnlich grimme Kälte für menschliche Wohnungen keinen Raum mehr gelassen. Von diesen beiden Provinzen hat Norwegen durch die Ungunst der Natur eine hässliche, steinige Bodenbeschaffenheit erhalten. Unfruchtbar wegen der vielen Felsen und allenthalben mit Klippen übersät, bietet es mit diesen Trümmern einen traurigen und zerklüfteten Anblick. Im nördlichsten Teile verbirgt sich nicht einmal bei Nacht das Tagesgestirn, so dass die dauernde Gegenwart der Sonne, die wechselnde Aufeinanderfolge der Tageszeiten verschmähend, Tag und Nacht in gleicher Weise mit ihrem Lichte dient. [...]

Um nun noch etwas näher auf die Beschreibung Norwegens einzugehen, möge man wissen, dass es im Osten an Schweden und Götland grenzt und an beiden Seiten von dem benachbarten Ozean völlig eingeschlossen ist. Im Norden liegt ein Gebiet von unbekannter Bezeichnung und Beschaffenheit, menschlicher Kultur bar, aber reich an Völkern von ungeheuerlicher Seltsamkeit; von den gegenüberliegenden Teilen Norwegens trennt es ein gewaltiger Meeresarm. Da die Schiffahrt auf diesem sehr unsicher ist, erfreuten sich nur wenige, die sich dahin wagten, einer glücklichen Rückkehr.

Übrigens berührt der obere Arm des Ozeans,der Dänemark durchschneidet und an ihm vorbeifließt, die Südküste von Götland mit einer ziemlich großen Bucht.[1] Der untere Zweig aber, der an der Nordküste von Götland und Norwegen vorbeiströmt, wendet sich unter einer sehr beträchtlichen Erweiterung nach Osten und wird durch eine gekrümmte Küste begrenzt.[2] Dieses Ende des Meeres nannten unsere alten Ureinwohner Gandvicus. Zwischen diesem und dem südlichen Meere liegt ein kleines Gebiet Festland, welches das von beiden Seiten heranspülende Meer vor sich hat.[3] Wenn also nicht die Natur diesen Raum als Grenze den fast zusammenströmenden Fluten entgegengesetzt hätte, wären die Meeresarme ineinander übergegangen und hätten Schweden und Norwegen zu einer Insel gemacht. Die östlichen Gebiete dieser Länder bewohnen die Skritfinnen.[4] Dieses Volk kennt ganz seltsame Gefährte, erklimmt in seiner Jagdlust unzugängliche Bergesgipfel und erreicht die Stellen, die ihm gefallen, vermittels eines schlüpfrigen Kreisweges; denn kein Fels ragt so hoch, dass sie nicht durch einen schlauen Rundgang auf seine Spitze gelangten. Wenn sie nämlich die Tiefe der Täler verlassen haben, so gleiten sie zuerst um den Fuß der Berge in gewundenen Kreislinien herum und legen ihren Weg so unter beständigem Abweichen nach oben zurück, bis sie auf dem vielfach gekrümmten Pfade ihr Ziel, die Spitze, erreicht haben. Bei den Nachbarvölkern pflegen sie als Ware gewisse Tierfelle zu verwenden.

Im Westen blickt also Schweden nach Dänemark und Norwegen; im Süden und einem großen Teile des Ostens wird es von dem benachbarten Ozean bespült. Östlich von Schweden findet sich noch ein zahlreiches Gemenge verschiedener Barbarenvölker.

Dass Dänemark einst von Riesen bewohnt und bebaut worden ist, bezeugen die gewaltig großen Felsen, die sich an den Grabstätten und Höhlen der Alten befinden. Wenn jemand zweifelt, dass dies durch übernatürliche Kraft geschehen, so möge er nur die Höhe einiger Berge betrachtenn und sagen, wenn er es imstande ist, wer denn auf ihre Gipfel solche gewaltigen Steinmassen gebracht haben mag. Denn jeder Beobachter dieses Wunders wird es für undenkbar halten, dass einfache Menschenarbeit oder nur gewöhnliche Menschenkraft solche Lasten, die schon in der Ebene gar nicht oder nur sehr schwer fortzubewegen wären, auf die Höhe solcher Bergspitzen geschafft habe. Ob aber nach dem Verlauf der Sintflut Riesen die Vollbringer derartiger Dinge gewesen sind oder Menschen, die vor allem andern mit Körperkraft begabt waren, darüber ist uns zu wenig überliefert. Die Leute aber, welche, wie wir oben erwähnten, noch heute jene schroffe und unzugängliche Einöde bewohnen, sind nach der Versicherung unserer_. Landsleute infolge ihrer veränderlichen Körperbeschaffenheit mit der wunderbaren und unerhörten Fertigkeit ausgestattet, sich zu nähern oder zu entfernen und abwechselnd zu erscheinen und zu verschwinden. Der Zugang zu dieser Einöde aber ist durch entsetzliche Gefahren versperrt, und nur selten war denen, die sie besuchten, eine glückliche Rückkehr beschieden.

***

Drei Jahre verbrachte er [Horwendillus] unter den tapfersten Kriegstaten und bestimmte die wertvollsten Trophäen und die auserlesenste Beute für Roricus, um sich einen noch höheren Grad seiner Freundschaft zu erwerben. Infolge ihres vertrauten Verhältnisses erhielt er dessen Tochter Gerutha zur Ehe und bekam von ihr einen Sohn, Amlethus.

Aus Neid über ein solches Glück beschloss nun Fengo gegen seinen Bruder Ränke zu schmieden. So wenig ist also die Tüchtigkeit sogar vor Verwandten sicher. Sobald ihm daher eine Gelegenheit zum Brudermorde gegeben war, stillte er die wilde Gier seines Herzens mit blutiger Hand. Dann bemächtigte er sich auch der Gattin seines hingeschlachteten Bruders und fügte so noch die Blutschande zum Brudermorde. Denn wer sich einmal zu einem Verbrechen herbeigelassen hat, der verfällt bald gar rasch auf ein anderes; denn eins ist immer die Triebfeder zum andern. Zugleich wusste er aber seine grausige Tat mit so kecker Schlauheit zu verschleiern, dass er sich eine Entschuldigung seines Verbrechens zurecht legte, indem er Wohlwollen erheuchelte und seinen Brudermord durch die Bezeichnung als Liebespflicht zu beschönigen suchte. Denn er behauptete, dass Gerutha, obwohl sie so weichmütig war, dass sie niemandem auch nur die leiseste Kränkung zufügte, doch den grimmigsten Hass von ihrem Gatten erfahren habe; nur um sie zu retten, habe er seinen Bruder getötet, weil ja augenscheinlich die sanfteste der Frauen, ein Weib ohne Galle, unverdientermassen unter dem Grolle ihres Mannes zu leiden hatte. Diese Ausrede verfehlte auch nicht ihre Wirkung. Denn bei Fürsten, bei denen ja mitunter Possenreissern Gnade und Verleumdern Ehre erwiesen wird, fehlt es auch der Lüge nicht an Glauben. Fengo aber trug kein Bedenken mit seinen von Bruderblut besudelten Händen die schmachvolle Umarmung zu vollziehen, und so lud er mit gleicher Ruchlosigkeit die Schuld einer doppelten Nichtswürdigkeit auf sich.

Als Amlethus das sah, stellte er sich blödsinnig, um sich nicht durch zu kluges Benehmen beim Oheim verdächtig zu machen; er erheuchelte das äusserste Gemütsleiden und verbarg durch diese Art Schlauheit nicht bloss seine Absichten, sondern schützte auch sein Leben. Täglich verweilte er, von Unsauberkeit starrend, im Hause seiner Mutter, warf sich zu Boden und beschmierte sich abscheulich mit Kot und Schmutz. Die entstellte Farbe seines Äusseren, sein mit Unflat besudeltes Gesicht verrieten den Wahnsinn in seinen lächerlichen Torheiten. Was er sprach, stimmte zu dieser Verrücktheit, was er tat, liess die tiefste Stumpfheit erkennen. Wozu noch mehr? Man hielt ihn einfach nicht für einen Menschen sondern für die lächerliche Missgeburt einer verrückten Laune des Schicksals. Häufig sass er am Herde, wühlte mit den Händen in der Asche, schnitzte hölzerne Pflöcke und härtete sie im Feuer. An den Enden brachte er dann eine Art Widerhaken an, um sie für die Befestigung um so haltbarer zu machen. Auf die Frage, was er treibe, antwortete er immer, er verfertige scharfe Pfeile zur Rache seines Vaters. Diese Erwiderung erregte kein geringes Gelächter; denn alle verachteten die Vergeblichkeit seines lächerlichen Beginnens, obgleich die Sache ihn später in seinem Vorhaben wirklich unterstützt hat. Diese Kunstfertigkeit erweckte bei den Zuschauern von etwas tieferem Verständnis den ersten Verdacht gegen ihn, als sei er ein Schlaukopf. Denn gerade die Geschicklichkeit in der kleinen Kunst verriet das Talent des Arbeiters. Es war ja doch nicht glaublich, dass der gestörten Verstandes sei, dessen Hände einer so kunstvollen Leistung fähig waren. Zuletzt pflegte er immer mit peinlichster Sorgfalt den Haufen seiner feuergehärteten Pflöcke aufzuheben. Daher versicherten manche, er habe einen sehr klaren Verstand und verberge nur seine Klugheit unter dem Schleier der Einfältigkeit, sie meinten, er verstecke nur die tiefen Absichten seiner Schlauheit unter dieser Verstellung, und man könne seine Verschlagenheit nicht besser entlarven, als wenn man ihm irgendwo an einem abgelegenen Orte eine Frau von hervorragender Schönheit in den Weg führe, die seinen Sinn zu Liebesgelüsten anreizen sollte. Denn der natürliche Trieb zur Liebe sei so stark, dass man ihn nicht künstlich unterdrücken könne. Seine Erregung werde zu heftig sein, als dass er sie durch List beherrschen könnte, und wenn er seinen Stumpfsinn nur erheuchele, werde er diese Gelegenheit benutzen und auf der Stelle dem Triebe der Wollust gehorchen. Daher erhielten einige Leute den Auftrag, diese Art Probe anzustellen und den Jüngling zu Pferde in einen abgelegenen Teil des Waldes zu führen. Unter diesen befand sich zufällig ein Milchbruder des Amlethus, in dessen Herzen die Rücksicht auf ihre gemeinsame Erziehung noch nicht erloschen war. Dieser schätzte nun die Erinnerung an ihr früheres Zusammenleben höher als den jetzigen Auftrag, und er gesellte sich mit den abgeordneten Begleitern zu Amlethus, aber mehr in der Absicht, ihn zu warnen als ihn in den Hinterhalt zu locken; denn er zweifelte nicht, dass jenem das Schlimmste bevorstände, wenn er nur ein kleines Zeichen gesunden Verstandes gäbe, und am sichersten, wenn er offenkundig das Werk der Liebe vollzöge. Das war auch Amlethus ganz klar. Denn auf die Aufforderung sein Pferd zu besteigen, setzte er sich absichtlich so, dass er seinen Rücken dem Halse desselben zuwandte und mit dem Gesichte nach dem Schwanze zu sah. Diesem begann er auch die Zügel anzulegen, gerade als wollte er damit den Gang des ausgreifenden Rosses lenken. Durch diese schlau ersonnene List machte er seines Oheims Heimtücke wirkungslos und seinen Anschlag zunichte. Es war aber auch wirklich ein recht lächerliches Schauspiel, wenn so das Pferd ohne Zügel hintrabte, während der Reiter den Schwanz in der Hand hielt.

Als Amlethus weiter ritt und ihm ein Wolf im Gebüsche begegnete, sagten seine Begleiter, es sei ihnen ein junges Pferd entgegen gesprungen: darauf erwiderte er, in Fengos Gestüt befänden sich nur zu wenige von dieser Art. So sprach er in ebenso feiner wie witziger Form eine Verwünschung über seines Oheims Reichtümer aus. Als jene äusserten, er habe eine kluge Antwort gegeben, versicherte er, das habe er absichtlich gesagt, damit es in keiner Weise scheine, als ob er ein Lügner sei. Da er nämlich als Feind der Falschheit zu gelten wünschte, vermischte er List und Offenherzigkeit so, dass es seinen Worten nicht an Wahrheit fehlte, dass aber auch der Sinn seines Witzes nicht durch offene Angabe der Wahrheit verraten wurde.

Als er am Strande entlang ritt und seine Begleiter ein Ruder von einem gestrandeten Schiffe fanden, sagten sie ihm, sie hätten ein ungewöhnlich grosses Messer entdeckt. Damit, erwiderte er, könne man einen recht grossen Schinken schneiden, und er meinte damit das Meer, zu dessen Unermesslichkeit die Grösse des Ruders wohl passte. Als sie nun auch an den Sanddünen vorbeikamen, hiessen sie ihn das Mehl, womit sie natürlich den Sand meinten, ansehen; er versetzte, es sei von den weisslichen Meeresstürmen gemahlen. Als seine Gefährten diese Antwort lobten, versicherte er selber, es sei eine sehr kluge Äusserung von ihm. Nun verliessen ihn diese absichtlich, damit er um so grösseren Mut bekäme, seine Lust zu befriedigen; er begegnete auch dem Mädchen, welches ihm sein Oheim entgegen geschickt hatte, an einem düsteren Orte, als wenn sie ihm der Zufall in den Weg geführt hätte, und er hätte sie vergewaltigt, wenn ihm nicht sein Milchbruder durch einen stummen Rat eine Andeutung von dem Anschlage übermittelt hätte. Während dieser nämlich überlegte, auf welche Weise er am geeignetsten die Pflicht eines heimlichen Warners erfüllen und der verderblichen Lüsternheit des Jünglings Einhalt tun könnte, fand er auf dem Boden einen Strohhalm und befestigte diesen an den Hinterleib einer Bremse, die eben vorbeiflog. Dann jagte er sie gerade nach der Richtung, wo, wie er wusste, Amlethus sich befand; durch dieses Verfahren erwies er dem Unvorsichtigen eine sehr grosse Wohltat, denn das Zeichen wurde ebenso schlau gedeutet, wie es erdacht war. Als nämlich Amlethus die Bremse sah und den Strohhalm, den sie am Hinterleibe befestigt trug, genauer ins Auge fasste, verstand er, dass dies eine stumme Warnung sei, sich vor einem Hinterhalte zu hüten. Aus Bedenken vor einem Anschlage nahm er daher das Mädchen in seine Arme und schleppte sie weit fort zu einem unzugänglichen Sumpfe, um in grösserer Sicherheit seinen Wunsch zu erfüllen. Dort vollzog er auch das Beilager, und dann beschwor er sie inständigst, sie möge niemandem die Sache verraten. Das Schweigen wurde ebenso eifrig erbeten als versprochen; denn da beide dieselben Führer in ihrer Jugend gehabt hatten, verband die frühere Gemeinschaft ihrer Erziehung das Mädchen in der innigsten Vertrautheit mit Amlethus.

Als er nun nach Hause zurückkehrte und ihn alle höhnisch fragten, ob er der Liebe seinen Tribut gezollt, gestand er, dass er ein Mädchen vergewaltigt habe. Auf die weitere Frage, wo er denn das getan habe und was er für ein Lager gehabt, erwiderte er, er habe auf dem Huf eines Lasttieres, auf einem Hahnenkamm und auf dem Tafelwerk eines Daches geruht. Denn als er auf diese Probe auszog, hatte er, um nicht lügen zu müssen, Teile von all diesen Dingen zu sich gesteckt. Diese Antwort wurde mit Gelächter von den Umstehenden aufgenommen, obgleich doch durch den Scherz der Wahrheit kein Abbruch geschah. Als nun auch das Mädchen über diese Angelegenheit befragt wurde, versicherte sie, er habe nichts dergleichen getan. Man glaubte dieser verneinenden Antwort und zwar um so bereitwilliger, je weniger dem Augenschein nach auch die Trabanten etwas von der Sache wussten. Darauf aber wollte der, der als Warnungszeichen die Bremse gekennzeichnet hatte, zeigen, dass Amlethus seiner Verschmitztheit seine Rettung zu danken habe, und sagte, er habe sich jüngst ganz einzig für ihn bemüht. Die Antwort des Jünglings war nicht ungeschickt. Um nämlich nicht den Glauben zu erwecken, als verachte er das Verdienst des Warners, erwiderte er, er habe eine Art Strohträger plötzlich an sich vorüberfliegen sehen, der am Hinterteil seines Körpers einen Halm befestigt trug. Dieser Ausspruch erfreute durch seine Klugheit ebenso sehr den Beschützer des Amlethus, wie er bei den andern Gelächter erregte.

So waren alle geschlagen, und niemand konnte das verborgene Schloss vor des Jünglings Klugheit öffnen, als einer von Fengos Freunden, der reicher mit Einbildung als mit Erfindungsgabe gesegnet war, versicherte, man könne unmöglich seine undurchdringliche Schlauheit mit einer gewöhnlichen List ans Licht bringen. Denn seine Widerstandsfähigkeit sei zu gross, als dass man ihr mit leichten Mitteln zu Leibe gehen könnte. Man dürfe also nicht seinen vielfältigen Kniffen mit einer ganz einfachen Probe auf den Grund zu kommen suchen. Er habe dagegen mit seinem tieferen Verständnis ein feineres und vernünftigeres Mittel gefunden, das leicht ausführbar und für die Ergründung der fraglichen Sache am wirksamsten sein werde. Fengo solle sich nämlich unter dem Vorwande eines dringenden Geschäfts freiwillig entfernen, und Amlethus müsse man allein mit seiner Mutter im Schlafgemache einschliessen; vorher aber sei ein Mann zu besorgen, der, ohne dass die beiden etwas davon wüssten, in einem Versteck des Zimmers untergebracht, den Inhalt ihrer Unterredung recht aufmerksam belauschen sollte. Denn wenn der Sohn nur ein bisschen Verstand besitze, so werde er kein Bedenken tragen, sich vor den Ohren der Mutter auszusprechen, und sich nicht scheuen, der Treue seiner Ernährerin zu trauen. Zugleich erbot er sich auch sehr eifrig zur Übernahme des Lauscherpostens, um nicht bloss als Erfinder, sondern auch als Vollender dieses Anschlages zu erscheinen. Erfreut gab Fengo seine Einwilligung und entfernte sich, indem er sich stellte, als habe er eine weite Reise vor. Der aber, der den Rat gegeben hatte, begab sich heimlich in das Zimmer, in dem Amlethus mit seiner Mutter eingeschlossen wurde und versteckte sich unter dem Bettstroh. Amlethus aber fehlte es nicht an einer Gegenmassregel gegen den Anschlag. Aus Besorgnis nämlich, dass er von irgend welchen verborgenen Ohren gehört werden könnte, nahm er zuerst zur Ausübung seiner gewöhnlichen Torheiten seine Zuflucht; er erhob seine Stimme wie ein krähender Hahn und focht mit den Armen hin und her, als ob er mit den Flügeln schlage. Dann sprang er auf das Stroh und begann fortwährend auf und ab zu springen, um zu erproben, ob darunter irgend etwas verborgen wäre. Als er die Masse unter seinen Füssen spürte, stach er mit dem Schwerte an die Stelle, durchbohrte den Darunterliegenden, holte ihn aus seinem Versteck hervor und tötete ihn vollends. Dann hackte er seinen Körper in Stücke, kochte sie in siedendem Wasser, warf sie durch die offene Mündung einer Kloake den Schweinen zum Frasse vor und streute so die elenden Glieder in eklen Kot. Nachdem er in dieser Weise den Hinterhalt vereitelt, kehrte er in das Gemach zurück. Als nun seine Mutter mit lautem Gejammer den Wahnsinn ihres Sohnes bitterlich zu beklagen begann, sagte er: Wie, du verworfenstes unter den Weibern, unter diesem heuchlerischen Gewinsel willst du das schwerste Verbrechen verbergen? Bist du nicht lüstern wie eine Hure, hast du nicht diese sündhafte und verfluchte Ehe geschlossen? Drückst du nicht den Mörder deines Gatten an deine Brust voller Unzucht? Kosest du nicht mit dem, der den Vater deines Kindes erschlagen, in schamloser, verführerischer Zärtlichkeit? So paaren sich ja nur die Stuten mit dem Besieger ihrer Männchen; das ist ja tierische Eigenart, immerfort zu anderen geschlechtlichen Vereinigungen zu eilen. Nach solchem Vorbild ist dir sicherlich die Erinnerung an deinen ersten Gatten entschwunden. Ich aber habe nicht ohne Zweck das Aussehen eines Verrückten angenommen, denn unzweifelhaft würde der, der seinen Bruder erschlagen hat, mit gleicher Grausamkeit auch gegen seine andern Verwandten wüten. Daher ist es besser, sich mit dem Wesen der Dummheit als der Umsicht zu umgeben und sich Schutz und Sicherheit in scheinbarem Blödsinn zu suchen. In meinem Herzen glüht jedoch der Eifer, meinen Vater zu rächen, und ich spähe nur nach einer geeigneten Gelegenheit und warte eine günstige Zeit ab. Eines schickt sich nicht für alle. Gegen eine finstere und grausame Gesinnung muss man mit gründlichen geistigen Anstrengungen vorgehen. Für dich aber dürfte es überflüssig sein, meinen Unverstand zu bejammern, da du mit mehr Recht deine eigene Schande beklagen müsstest. Denn man muss nicht die Fehler eines andern, sondern seines eigenen Herzens beweinen. Im übrigen denke daran, dass du schweigst. — Mit dieser Strafrede zerriss er zwar das Herz seiner Mutter, aber er veranlasste sie dadurch, wieder den Pfad der Tugend zu betreten und lehrte sie, ihre frühere Liebe den augenblicklichen Lockungen vorzuziehen.

Als Fengo zurückkehrte, konnte er den Urheber des Spionieranschlages nirgends finden und liess ihn lange und eifrig suchen, ohne dass aber jemand anzugeben vermochte, ihn irgendwo bemerkt zu haben. Auch Amlethus wurde zum Scherz gefragt, ob er nicht eine Spur von ihm gesehen habe, und er antwortete, jener sei in die Kloake hinabgestiegen, auf den Grund gesunken und zuletzt, mit einer ganz dicken Kotkruste bedeckt, von den Schweinen, die dahin kamen, gefressen worden. Obgleich diese Antwort das Bekenntnis der Wahrheit enthielt, diente sie den Hörern doch nur zum Gespött, weil sie dem Äusseren nach unsinnig erschien.

Fengo wollte nun seinen Stiefsohn, den er im Verdacht zweifelloser Tücke hatte, beseitigen, wagte es aber nicht, da er dadurch sowohl bei dessen Grossvater Roricus wie bei seiner eigenen Gemahlin anzustossen fürchtete, und beschloss daher, ihn mit Hilfe des Königs von Britannien töten zu lassen, um so Unschuld heucheln zu können, wenn ein anderer für ihn die Tat vollbringe. In dem Bestreben also, seine eigene Grausamkeit zu verdecken., wollte er lieber einen Freund brandmarken, als sich selbst die Schande aufladen. Beim Abschied nun forderte Amlethus seine Mutter im Geheimen auf, die Halle mit geknüpften Geweben zu behängen und nach einem Jahre zum Scheine eine Totenfeier für ihn zu veranstalten; gerade zu dieser Zeit versprach er zurückzukehren. Mit ihm reisten zwei Trabanten Fengos, welche ein in Holz geritztes Schreiben mit sich führten (denn das war damals die gewöhnliche Art Briefe); darin wurde der König der Britannier um die Ermordung des zu ihm gesandten Jünglings ersucht. Während jene nun der Ruhe pflegten, durchsuchte Amlethus ihre Taschen und fand den Brief. Als er den Auftrag, der darin stand, gelesen, schabte er ihn sorgfältig weg, setzte neue Schriftzüge an seine Stelle und wandte so sein eigenes Verderben, indem er den Inhalt des Auftrages änderte, auf seine Begleiter. Und nicht zufrieden damit, sein Todesurteil getilgt und die Gefahr auf andere übertragen zu haben, fügte er noch zu dem gefälschten Namenszuge Fengos eine Bitte des Inhalts, dass der König von Britannien dem hochverständigen jungen Manne, den er zu ihm schicke, seine Tochter zur Ehe gewähre.

Gleich nach der Ankunft in Britannien begaben sich die Gesandten zum Könige und überbrachten ihm in dem Brief, den sie für das Mittel zum Verderben eines andern hielten, ihr eigenes Todesurteil. Der König liess sich aber nichts merken und hiess sie mit gastlicher Freundlichkeit willkommen. Da aber verschmähte Amlethus die ganze Pracht des königlichen Mahles, als ob es ein ganz gewöhnliches Essen sei; er wandte sich mit sonderbarer Enthaltsamkeit von dem reichen Überfluss des Gelages ab und mochte ebensowenig das Getränk wie die Speisen. Alle verwunderten sich, dass ein Jüngling von fremdem Stamme die feinsten Leckerbissen des königlichen Tisches und die üppigen Speisen wie Bauernkost von sich wies. Nach Aufhebung der Tafel entliess der König seine Freunde zur Ruhe und liess durch einen Mann, den er in ihr Gemach schickte, heimlich die nächtlichen Gespräche seiner Gastfreunde belauschen. Auf die Frage seiner Genossen, weshalb er sich denn von dem gestrigen Mahle, als wäre es giftig, fern gehalten, erwiderte Amlethus, das Brot sei mit Blut bespritzt gewesen, der Trank habe nach Eisen geschmeckt, die Fleischgerichte hätten nach Menschenleichen gerochen und seien durch das Anziehen von Grabesdunst verdorben gewesen. Er fügte auch noch hinzu, dass der König Sklavenaugen habe und dass die Königin drei Mägdegewohnheiten zur Schau trage: so belegte er nicht bloss das Mahl, sondern auch seine Veranstalter mit schmachvollen Schimpfreden. Seine Genossen warfen ihm nun gleich seine frühere Geistesschwäche vor und begannen ihn mit verschiedenen Spottreden wegen seiner Unverschämtheit zu verhöhnen, dass er das Ehrenwerte lästere und das Gute schmähe, dass er einen ausgezeichneten König und eine in ihrem Benehmen hochgebildete Frau mit gar zu ehrenrührigem Gerede angriffe und diejenigen, welche Lob verdienten, mit äusserst schmählichen Vorwürfen getroffen habe.

Als der König dies von seinem Trabanten hörte, rief er aus, der Sprecher solcher Reden müsse entweder übermenschlich weise oder verrückt sein, da er in so wenigen Worten eine so gründliche und tiefsinnige Einsicht zusammenfasse. Darauf liess er den Schaffner holen und fragte ihn, woher er das Brot besorgt habe. Als dieser versicherte, es sei von dem Hausbäcker gebacken, forschte er bei diesem nach, wo das Getreide, welches das Mehl geliefert, gewachsen sei, und ob irgend ein Anzeichen verriete, dass dort Menschen erschlagen worden seien. Dieser erwiderte, es befinde sich in geringer Entfernung ein mit alten Totengebeinen dicht besätes Feld, welches noch deutlich die Spuren zeige, dass dort früher einmal ein Blutbad stattgefunden habe; er habe diesen Platz, da er fruchtbarer sei als andere, in der Hoffnung auf einen reichen Ertrag mit der Frühlingssaat besät. Daher habe vielleicht von jenem Blute das Brot einen hässlichen Geschmack bekommen. Als der König dies hörte, vermutete er, dass Amlethus überhaupt die Wahrheit gesprochen habe, und liess es sich angelegen sein, zu erfahren, woher das Schweinefleisch gekommen sei. Jener eröffnete, seine Schweine, die aus Nachlässigkeit ihrem Gewahrsam entronnen seien, hätten von der verwesenden Leiche eines Räubers gefressen, und daher habe wohl auch ihr Fleisch einen etwas fäulnisähnlichen Geschmack angenommen. Als der König auch in diesem Punkte die Wahrheit von Amlethus’ Äusserung erkannte, forschte er nach, mit was für Wasser er denn den Trank gemischt habe. Wie er vernahm, er sei aus Mehl und Wasser bereitet, liess er sich den Ort der Quelle zeigen, in die Tiefe graben und fand dort mehrere von Rost zerfressene Schwerter, von denen das Wasser augenscheinlich den leidigen Beigeschmack bekommen hatte. Andere berichten, Amlethus habe den Trank deswegen getadelt, weil er beim Trinken einige Bienen fand, die sich am Leibe eines Toten genährt hatten, und die Verdorbenheit, die schon früher den Honig ergriffen hatte, herausgeschmeckt habe. So sah er nun die Ursachen des getadelten Geschmackes einwandsfrei erwiesen, und da er vermutete, der ebenfalls von Amlethus erhobene schmähliche Vorwurf gegen seine Augen beziehe sich auf einen Flecken seiner Abkunft, suchte er heimlich seine Mutter auf und fragte sie, wer sein Vater sei. Als sie sagte, sie habe niemanden als den König zu sich gelassen, drohte er ihr, er werde durch die Folter die Sache erfahren, und vernahm nun, dass er der Sohn eines Knechtes sei; durch die Erpressung dieses Geständnisses löste er also die Zweifel über seinen geschmähten Ursprung. Er war aber ebenso erfreut über die Klugheit des Jünglings wie beschämt über seine eigene Lage, und fragte ihn, warum er die Königin durch den Vorwurf sklavischen Benehmens beleidigt habe. Allein, während er sich noch darüber ärgerte, dass die Anmut seiner Gemahlin in dem nächtlichen Gespräch eines Fremden angegriffen wurde, erfuhr er, dass sie die Tochter einer Magd sei. Amlethus sagte nämlich, er habe drei tadelnswerte Sklavengewohnheiten an ihr bemerkt, erstens, dass sie wie eine Magd ihr Haupt mit dem Mantel verhülle, zweitens, dass sie ihr Kleid beim Gehen schürze, drittens, dass sie die Speisereste, die zwischen den Zähnen hängen blieben, mit einem Zahnstocher entferne und das Herausgestocherte verzehre. Auch erwähnte er, dass ihre Mutter durch Gefangenschaft in Sklaverei geraten sei, damit sie nicht bloss ihrem Benehmen sondern auch ihrer Abkunft nach als Sklavin erschiene.

Der König verehrte seinen Scharfsinn wie eine Art göttlicher Gabe und gab ihm seine Tochter zur Ehe; jedes Wort von ihm betrachtete er wie ein Zeugnis des Himmels. Übrigens liess er seine Begleiter, um den Auftrag seines Freundes zu erfüllen, am folgenden Tage aufhängen. Amlethus nahm diese Gefälligkeit mit scheinbarem Unwillen als ein Unrecht auf und erhielt vom Könige unter der Bezeichnung eines Sühnegeldes Gold, welches er nachher heimlich im Feuer schmelzen und in ausgehöhlte Stöcke giessen liess.

Als er bei dem König ein Jahr verweilt, erbat er sich die Erlaubnis zur Abreise und kehrte in sein Vaterland zurück, ohne aber etwas von dem ganzen Prunk seiner königlichen Schätze mit sich zu nehmen ausser den mit Gold gefüllten Stöcken. Sowie er in Jütland landete, vertauschte er seinen augenblicklichen Zustand wieder mit seinem früheren Wesen, und sein bisheriges geziemendes Benehmen veränderte er absichtlich unter dem Scheine eines lächerlichen Auftretens. Als er mit Schmutz bedeckt in das Speisezimmer eintrat, wo man eben die Leichenfeier für ihn beging, überraschte er alle aufs heftigste, weil ein Gerücht fälschlich seinen Tod verbreitet hatte. Schliesslich aber wich die Bestürzung dem Gelächter, da sich die Zechgenossen im Scherze gegenseitig neckten, dass der lebend unter ihnen weile, den sie eben wie einen Verstorbenen durch einen Leichenschmaus ehren wollten. Als man ihn nach seinen Begleitern fragte, wies er auf seine Stöcke, die er trug und sagte: Das ist der eine und das der andere. — Ob er dies mehr im Ernst oder im Scherze gesprochen, weiss man nicht. Denn wenngleich dieses Wort von den meisten für unsinnig gehalten wurde, wich es doch nicht von der Wahrheit ab, da es ja auf den Preis hindeutete, den er für die Getöteten als Wergeld empfangen. Darauf gesellte er sich, um die Zechergesellschaft noch mehr zu erheitern, zu den Schenken und waltete gar eifrig seines Amtes beim Eingiessen. Und damit nicht seine lässige Kleidung seine Schritte hemmte, gürtete er sich ein Schwert an die Seite; dieses zückte er mehrmals absichtlich, wobei er sich oben an der Spitze die Finger verwundete. Da sorgten nun die Nächststehenden dafür, dass ein eiserner Nagel durch Schwert und Scheide geschlagen werde. Um das Gelingen seines Anschlages noch mehr zu sichern, eilte er mit den Humpen zu den Edlen, nötigte sie immerfort zu trinken und füllte alle so sehr mit Wein, dass ihre Füsse in der Trunkenheit den Dienst versagten und sie sich in der Königshalle der Ruhe hingaben, indem sie denselben Platz, wo sie gezecht, zum Schlafen benutzten. Als er nun merkte, dass sie in dem für seinen Plan geeigneten Zustande waren, glaubte er, die günstige Gelegenheit zur Ausführung seines Vorsatzes sei da; so holte er denn seine längst vorbereiteten Holzpflöcke aus seinem Gewande, betrat die Halle, wo die Edlen durch einander auf dem Boden im Schlafe liegend an den Folgen ihres Rausches litten, und liess den von seiner Mutter gefertigten Vorhang, der auch die inneren Wände der Halle bedeckte, herabfallen, nachdem er die Haltebänder durchschnitten. Er warf ihn über die Schnarchenden, und verschlang mit Hilfe seiner Hakenpflöcke alles in einem so künstlichen Knotengewirr, dass keiner der Darunterliegenden einen Erfolg mit seinen Aufstehversuchen erringen konnte, wenn er sich auch noch so kräftig abmühte. Darauf legte er Feuer an das Gemach, welches bei dem raschen Umsichgreifen der Flammen den Brand weithin verbreitete, das ganze Haus erfüllte, die Königshalle einäscherte und alle entweder im tiefen Schlafe oder bei dem vergeblichen Versuche, sich zu erheben, verbrannte. Darauf begab er sich in das Schlafgemach Fengos, der schon vorher von seinen Gefährten dorthin gebracht worden war, nahm dessen Schwert, welches am Bette hing und befestigte dafür sein eigenes dort. Dann weckte er seinen Oheim und berichtete ihm, dass seine Edlen verbrannten. Amlethus sei da, gerüstet mit seinen alten Haken, die ihm gute Dienste leisteten, und begehre nunmehr die schuldige Rache für seines Vaters Tod zu üben. Bei diesen Worten sprang Fengo vom Bette auf, und während er, seines eigenen Schwertes verlustig, sich vergeblich bemühte, das fremde zu zücken, wurde er erschlagen. — Welch ein Held, ewigen Ruhmes würdig, der listig mit dem Scheine der Torheit sich waffnete und eine übermenschliche Weisheit wunderbar unter einer erheuchelten Unfähigkeit verbarg, der nicht allein die Erhaltung seines eigenen Lebens seiner List verdankte, sondern auch mit ihrer Hilfe eine Möglichkeit fand, seinen Vater zu rächen! Da er so schlau sich selber schützte und so kühnlich die Ermordung seines Erzeugers sühnte, bleibt es ungewiss, ob man mehr seinen Heldenmut oder seine Weisheit preisen soll.