Jómsvikinga saga

  • Author
    Anonymous

1. KAPÍTULI

Gormur [1] hét konungur er réð fyrir Danmörku, er kallaður var hinn barnlausi; hann var ríkur konungur og vinsæll við sína menn. Hann hafði þá lengi fyrir landinu ráðið er þetta var tíðenda. 
   Tveir menn eru nefndir, þeir er voru í hirð konungsins; hét annar Hallvarður, en annar Hávarður. [2] 
   Arnfinnur hét jarl er þá var í Saxlandi og ríki hélt af Karlamagnúsi konungi. Þeir voru góðir vinir og Gormur konungur; höfðu verið fyrr í víkingu báðir samt. Jarlinn átti systur fríða, og svo ber til, að hann lagði á hana þýðu [3] meiri en skyldi; síðan gekk hún með barni, en það var þó mjög leynt. Hann sendi hana í burt með trúnaðarmönnum og bað þá eigi fyrr við skiljast en þeir vissi, hvað af yrði barninu. Svo gera þeir; koma fram þar sem konungurinn Gormur réð fyrir, nema stað við skóg þann er Myrkviður heitir og létu barnið koma undir viðarrætur, en þeir forðuðu sér í skóginn og dvöldust þar. 
   Þess er við getið, að það ber saman þetta sama haust, að Gormur konungur fór á skóg og hirð hans öll í allgóðu veðri, og fóru að dýrum, aldini og fuglum allan þann dag og skemmtu sér svo. En um kveldið, þá fer konungur heim og öll hirðin, nema þeir tveir bræður, Hallvarður og Hávarður; þeir dvöldust eftir á skóginum og gengu síðan víða um merkur að skemmta sér. En fyrir myrkurs sakir, þá fátu [4] þeir eigi heim og snéru þá leið sinni til sjóvar og þóttust vita, að þeir mundu feta heim ef þeir fylgdi sjóvarströndu, þvíað borg konungsins var skammt frá sjó, er mörkin gekk fram allt að sjó. 
   Og þá er þeir gengu um sjóvarsanda og að melum nokkurum, þá heyra þeir barns grát, og gengu þagat og vissu eigi hví sæta mundi. Þeir fundu þar sveinbarn; það var lagt undir viðarrætur og knýttur knútur mikill í enninu á silkidregli er það hafði um höfuðið. Þar var í örtugar [5] gull. Barnið var vafið í guðvefjar pelli. Þeir taka upp barnið og hafa heim með sér og koma svo heim, er konungur sat yfir drykkjuborðum og hirðin}, og saka sig {um það er þeir höfðu} eigi gáð að fylgja konungi heim, en konungur svaraði og kvaðst þeim eigi reiður mundu fyrir þetta. 
   Og nú sögðu þeir konungi hvað gerzt hafði til tíðenda í för þeirra, en konungur beiddist að sjá sveininn og lét sér færa. Konunginum leizt vel á sveininn og mælti: "Sjá mun vera stórra manna og er betra fundinn en eigi," og lét síðan sveininn vatni ausa og nafn gefa og kallaði Knút. En það var fyrir þá sök er fingurgullið hafði knýtt verið í enni sveininum þá er hann fannst, og tók konungur þar nafn af, það er hann gaf sveininum. Hann fékk honum og fóstru þá er vel var fingið og kallaði sinn son og gerði vel við hann og unni honum mikið. 
   Og nú er á leið æfi konungsins Gorms og hann var gamall orðinn, þá tók hann sótt þá er honum vann að fullu. Og áður en hann andaðist, þá bauð hann þangað til sín vinum sínum og frændum er hann þóttist sjá, hversu fara mundi um hans mátt. Hann beiddi þá þess, að hann skyldi ráða hverjum sverja skyldi land og þegna eftir hans dag, og vildi hann til þess fá þeirra leyfi, {en hann} kvaðst Knúti gefa vilja allt sitt ríki og alla þá hluti er hann væri þá meiri maður en áður eftir sinn dag. Og nú fyrir sakir vinsælda hans og hann var sínum mönnum ástfólginn, þá játtu þeir þessu, að konungur skyldi ráða, og fór nú þetta fram. 
   Og eftir það lætur konungur líf sitt. 
   Nú tekur Knútur við landi og þegnum og öllu því ríki er Gormur hafði átt, og er vinsæll við sína menn. 
   {Knútr fóst}raði son Sigurðar {orms í auga og gaf honum na}fn sitt og kallaði Hörða-Knút. [6] En son Hörða-Knúts var Gormur er kallaður var Gormur hinn gamli eða hinn ríki.


2. KAPÍTULI

Haraldur er nefndur jarl einn er réð fyrir Hollsetulandi; [1] hann var kallaður Klakk-Haraldur. Hann var vitur maður. Hann átti sér dóttur eina er Þyri er nefnd; hún var allra kvenna vitrust og réð drauma betur en aðrir menn. Hún var og fríð sjónum. 
   Þar þóttist jarl eiga öll landráð er dóttir hans var, og lét hann hana öllum hlutum ráða með sér, og unni hann henni afar mikið. 
   Og nú er Gormur var frumvaxta orðinn og hann hafði tekið við konungdómi, þá fór hann úr landi og ætlaði það ráð fyrir sér að biðja dóttur Haralds jarls; og ef hann vildi eigi gifta honum konuna, þá hugði hann að jarl mundi verða að þola honum her. 
   Og nú er þau Haraldur jarl og dóttir hans Þyri spyrja til fara Gorms konungs og hans fyrirætlan, þá senda þau menn í móti honum og bjóða honum til veizlu virðilegrar, og það þiggur hann, og situr hann þar nú að málum sínum með vegsemd. Og er hann hefir upp borið sín örendi fyrir jarl, þá veitir hann þau annsvör, að hún skyldi sjálf fyrir ráða, "þvíað hún er miklu vitrari en eg." Og nú er konungur skorar þetta mál við hana sjálfa, þá svarar hún svo: 
   "Eigi mun þetta ráðast þessu sinni, og skaltu nú heim fara að svo búnu með góðum gjöfum og virðilegum, og ef þér er mikið um ráðahag við mig, þá skaltu brállega er þú kemur heim láta gera eitt hús svo nokkoro mikið að þér sé skaplegt að hvíla í. Þar skal húsið sett er eigi hafi fyrr hús verið gert. En þar skaltu sofa í vetrarnátt hina fyrstu og þrjár nætur í samt, og mundu glöggt eftir ef þig dreymir nokkvað og send síðan menn á minn fund, að þeir segi mér drauma þína ef nokkorir eru, og mun eg þá að kveða fyrir þeim, hvort þú skalt fá þetta ráð eða eigi. Nú þarftu eigi að vitja ráðahags þessa ef þig dreymir ekki." 
   Og eftir þessa viðræðu þeirra, þá er Gormur konungur skamma stund á þessi veizlu og býst heim og er títt að reyna þessa vitru hennar og tilskipan, og fer hann nú heim með mikilli sæmd og virðilegum gjöfum. Og er hann er heim kominn, þá fer hann svo með öllu sem hún hafði honum ráð til kennt: lét nú gera húsið og gengur síðan í þetta hús, svo sem fyrir var mælt. Hann lét vera úti hjá húsinu þrjú hundruð manna {alvop}naðra og bað þá vaka og halda vörð, og kömur í hug að vera muni svik. Og nú leggst hann niður í rekkju þá er gör var í húsinu og sofnar, og eftir það dreymir hann. Og þar sefur hann þrjár nætur í húsinu. 
   Og nú eftir þetta sendir konungur menn sína {og á fund Haralds} jarls og Þyri dóttur hans og lætur segja henni drauma sína. Og er þeir komu á fund jarls og dóttur hans, þá var þeim þar vel fagnað; og síðan bera þeir upp drauma konungs fyrir dóttur jarls. Og er hún hafði heyrt draumana, þá mælti hún: "Nú skulu þér hér vera svo lengi sem þér vilið sjálfir. En þér megið svo segja konungi yðrum, að eg mun ganga með honum." 
   Og er þeir koma heim, þá segja þeir konungi þessi {tíðendi}. Konungur verður við þetta léttúðigr og kátur. 
   Og brátt eftir þetta býst {konungur heiman með} miklu liði að vitja þessa mála og brullaups {síns, og ferst honum vel, þar til sem hann kemur til} Hollsetulands. Haraldur jarl hafði frétt til ferða hans, og lætur ‹Þyri› [2] gera dýrlega veizlu og mikinn} fagnað í móti honum, og tekst nú ráðahagur þeirra í milli og miklar ástir. En það er haft að skemmtan að veizlunni, að Gormur konungar segir drauma sína, en hún réð þá eftir. 
   Konungur segir svo, að hann dreymdi vetrarnátt hina fyrstu og þrjár nætur þær er hann svaf í húsinu. Það dreymdi hann að hann þóttist úti staddur vera og sjá yfir allt ríki sitt; hann sá að sjórinn féll út frá landi svo langt að hann mátti hvergi auga yfir reka, og svo mikil varð fjaran að þurr voru öll eyjasundin og firðir. En eftir þessi tíðendi, þá sá hann að eyxn þrír hvítir gingu upp úr sænum og runnu á land upp þar nær sem hann var og bitu af allt gras að snöggu þar er þeir komu að. Og eftir það þá gingu þeir á braut. 
   Sá var annar draumur er þessum er mjög áþekkur, að honum þykir enn sem þrír eyxn gingi upp úr sænum; þeir voru rauðir að lit og hyrndir mjög. Þeir bitu enn gras af jörðunni, jafnt sem hinir fyrri. Og er þeir höfðu þar verið nökkverja hríð, þá gingu þeir enn aftur í sæinn. 
   Enn dreymdi hann hinn þriðja draum, og var sá enn þessum líkur. Enn þóttist konungurinn sjá þrjá eyxn ganga upp úr sjónum; þeir voru allir svartir að lit og miklu mest hyrndir, og voru enn nokkora hríð og fóru hina sömu leið í braut og gingu aftur í sjóinn. Og eftir það þóttist hann heyra brest svo mikinn að hann hugði að heyra mundi um alla Danmörk, og sá hann að það varð af sjóvarganginum, er hann gekk að landinu. "En nú vil eg, drottning," segir hann, "attú ráðir draumana til skemmtunar mönnum og lýsir svo yfir viturleik þínum." 
   Hún mæltist eigi undan og ræður draumana. Og tók hún fyrst að skipa þeim draumnum er fyrst var og sagði svo: 
   "Þar er eyxn gingu upp úr sænum á land hvítir að lit, þar munu vera vetur þrír miklir, og mun falla snær svo mikill að árferð mun af taka um alla Danmörk. En þar er þér þótti ganga upp úr sænum aðrir þrír eyxn og voru þeir rauðir, þar munu koma aðrir þrír vetur snælitlir, og þó eigi litlir, fyrir því að þér þótti eyxninir bíta gras af jörðunni. En þar er hinir þrír eyxn gingu upp úr sæ svartir að lit, þar munu koma hinir þriðju þrír vetur. Þeir munu vera svo illir, að það munu allir um mæla, að engi myni slíka, og það svarta óáran mun koma og nauð yfir landið, að trautt munu dæmi til finnast. En það er þér þótti eyxninir mjög vera hyrndir, þar munu margir menn verða þess hornungar er eigu. En það er þeir gingu aftur allir í sæinn sem að höfðu komið, eyxninir, og þú heyrðir brest mikinn er særinn féll á land, það mun vera fyrir ófriði stóreflismanna, og munu þeir hér finnast í Danmörku og eiga hér bardaga og orrostur stórar. Þess er mér og vonir, að þeir menn sé þér nánir sumir að frændsemi, er við verða staddir við þenna ófrið. Og ef þig hefði þetta dreymt hina fyrstu nátt, er síðast var í drauminum, þá myndi ófriðurinn fram koma á þínum dögum. En nú mun ekki til saka, og eigi hefða eg gingið með þér ef þig hefði svo dreymt sem áður gat eg. En við mun eg gert geta öllum þessum draumum er þig hefir [3] dreymt fyrir hallærinu." 
   Og nú eftir veizlu þessa, þá byrja þau ferð sína, Gormur konungur og Þyri drottning, heim til Danmerkur og létu hlaða mörg skip af korni og annarri gæzku og flytja svo ár í Danmörk, og á hverjum misserum þaðan frá, allt til þess hallæris er hún hafði fyrir sagt. 
   Og þá er það hallæri kömur, þá sakar þau alls ekki, fyrir viðbúnaðar sakir, og þá menn er í nánd þeim voru í Danmörku, þvíað þau miðluðu þaðan mikil gæði öllum landsmönnum sínum. Og þótti Þyri vitrust kona komið hafa í Danmörk og var kölluð Danmarkarbót. 
   Þau Gormur konungur og Þyri áttu tvo sonu, og hét Knútur hinn ellri, en Haraldur hinn yngri. Þeir voru báðir efnilegir menn, og þótti Knútur hinn vitrari í æsku þeirra, og hann var fyrir flestum mönnum um vænleik og atgervi og um allar íþróttir þær er þá voru frammi hafðar í þann tíma. Hann var hvítur á hárslit og hverjum manni gervilegri. Hann óx upp með jarlinum Klakk-Haraldi afa sínum, og fóstraði hann Knút og unni honum mikið. Hann var og vinsæll í sínum upprunum. En Haraldur var fæddur heima með hirð föður síns. Hann var þeirra bræðra mjög miklu yngri, og var snemmendis ýgur og æfur og illur viðskiptis, og varð hann fyrir því óvinsæll í sínum upprunum. 
   Það er nú sagt eitthvert sinn, að Gormur konungur sendir menn til fundar við Harald jarl mág sinn þeirra örenda að bjóða honum til jólaveizlu með sér. Jarl tók því vel og hét að fara um veturinn til veizlunnar. Og eftir það fara aftur konungs menn og segja svo konunginum, að jarls var von til veizlunnar. 
   Og er að því kom er jarl skyldi heiman búast, þá valdi hann sér slíkt föruneyti sem hann vildi til veizlunnar. En það er eigi sagt hversu fjölmennur hann fór. 
   Þeir fara nú ferðar sinnar þar til er þeir koma að Limafirði. Þá sá þeir þar standa eik eina, þá er þeim þótti mjög með kynlegu móti vera: Þar voru vaxin á epli heldur smá, en þau voru græn og blómguð, en undir eikinni, þar lágu önnur epli; þau voru bæði forn og stór. Þeir undrast þetta mjög, og segir jarl að honum þykir þetta undur mikið, er græn voru eplin í þann tíma missera, sem þá var, þvíað þeirra sá stað hjá eikinni er um sumarið höfðu vaxið - "og munu vér hverfa aftur," segir jarl, "og fara eigi lengra." 
   Og það er nú frá sagt að hann hverfur nú aftur og allt föruneyti hans og fóru þar til er þeir komu heim, og sat jarl þau misseri heima með hirð sinni um kyrrt. 
   Nú þykir konungi kynlegt er jarl kom eigi, og ætlaði þó að nokkorar nauðsynjar mundi fyrir standa. 
   Nú er kyrrt um hríð, og það sumar. 
   Og er annar vetur kemur, þá sendir konungur enn menn sína til Hollsetulands að bjóða jarli mági sínum til jólaveizlu jafnt sem hið fyrra sinn, og þarf nú eigi að lengja sögu um það mál, að jarl heitur förinni enn, og fara sendimenn nú heim og segja konungi svo búið. 
   Og nú kemur þar misserum er jarl fer heiman með föruneyti sitt og fara nú enn þar til er þeir koma til Limafjarðar og voru nú á skip komnir og ætluðu nú yfir fjörðinn að fara. En það er frá sagt, að í för voru með þeim hundar blauðir, [4] og lágu hvelpar í hundunum. En er þeir voru á skip komnir, þá þótti jarli sem gæi [5] hvelparnir í greyhundunum, [6] en hundarnir þögðu. Þetta þótti jarli og öllum þeim hið mesta býsn, og lézt eigi vildu fram halda förinni og hurfu nú aftur og fóru heim og voru heima þau jól. 
   Nú fer því fram, þar til er kemur hinn þriði vetur. Og enn sendir konungur menn að bjóða jarli til jólaveizlu, og heitur hann enn förinni, og fara sendimenn aftur og segja konungi svo búið. 
   Enn býst jarl heiman; og þá er að því er komið, fer hann með föruneyti sitt og fara enn þar til er þeir koma til Limafjarðar, og fórst þeim vel og komu yfir fjörðinn, og var þá framorðið dags, og ætluðu að vera þar við fjörðinn um nóttina. 
   Og síðan bar sýn fyrir þá, er þeim þótti eigi einskis um vert: Þeir sá boða rísa í innanverðum firði, en annar í utanverðum, og gekk hvor í móti öðrum. En boðarnir voru miklir og gerði af ókyrrleik mikinn; og þeir féllu saman og mættust, og varð brestur hár, og það fylgdi því, að þeim þótti blóðgan gera sjóinn af. Þá mælti jarl: "Þetta eru stórbýsn," segir hann, "og skulu vér nú aftur hverfa, og vil eg eigi fara til veizlunnar." 
   Nú gera þeir svo: fara heim, og sat jarl heima þau jól. 
   En í öðru lagi, þá varð konungur reiður mjög er jarl hafði öngu sinni þekkzt hans heimboð, en hann vissi eigi hvað til hafði haldið, er hann kom eigi. Og nú um veturinn, þá ætlaði Gormur konungur að herja upp á Harald jarl mág sinn, - þótti hann mjög hafa drabbað í móti sínu virðilegu boði, er hann hafði ekki sinn komið, þá er á var kveðið, og þótti honum jarl svívirðan sig hafa mjög í þessu. 
   Og þessarar fyrirætlanar Gorms konungs verður Þyri drottning vör, og taldi ofan þessa fyrirætlan - "og samir þér eigi," segir hún, "að gera honum ófrið fyrir vorar sakir og tengda ykkarra, og liggja hér til miklu betri úrráð um þetta mál." 
   Og nú af fyrirtölum drottningar, þá sefast konungur nakkvað svo og eyðist herförin. Síðan var það ráðs tekið, að Gormur konungur sendir menn sína eftir jarli og vildi vita hverju um sætti, er jarl hafði eigi komið, og hafði drottning það ráð til gefið, að þeir skyldu finnast fyrst mágarnir og talast við og sjá þá hvað við sig væri. 
   Og nú koma sendimenn konungs á fund jarls og bera fram konungs örendi og bregzt jarl nú við skjótt og fer á konungs fund með virðilegt föruneyti. 
   Konungur tekur nú vel að hófi [7] við mági sínum. 
   Eftir það ganga þeir konungur og jarl í málstofu, og er þeir voru þar komnir, þá spyr konungur jarl: 
   "Hví sætti það," segir hann, "er þú komt öngu sinni er eg bauð þér til mín og svívirðir mig svo og mitt boð?" 
   Jarl svarar og kvaðst eigi til svívirðingar við hann gert hafa, þótt hann kæmi ekki sinn til veizlunnar, heldur kvað hann þar aðra hluti til halda. - Segir síðan konungi undrin þau er þeir höfðu séð og nú var áður frá sagt. Og síðan kveðst jarl skýra mundu fyrir konunginum ef hann vildi vita hvað hann ætlaði, hvað er tákna mundi eða fyrirbenda þessi hin miklu undur. En konungurinn játar því. Jarl mælti: 
   "Þar mun eg þá til taka er vér sám eikina með grænum eplum og smám. En forn epli og stór lágu hjá niðri. En það hygg eg vera munu fyrir siðaskipti því er koma mun á þessi lönd, og mun sá siður vera með meiri blóma og jarteina þau hin fögru epli. En sá siður er hingað til hefir verið mun tákna hin fornu epli er niðri lágu á jörðu og mundu þar fúna og verða að dusti einu, svo mun og þessi siður niður leggjast þá er hinn gengur yfir löndin, og mun þá verða að öngu og hverfa allt sem myrkur fyrir ljósi. 
   Annað undur var það er vér heyrðum hvelpana geyja í greyhundunum. Það hygg eg fyrir því munu vera að þeir menn er yngri eru að aldri munu taka mál fyrir munn hinum ellrum mönnum og gerast svo hvatvísir, og er mikil von að þeir hafi eigi minni hlut ráðanna, þóað hinir ellri sé oft ráðgari, og hygg eg að þeir myni enn ókomnir vera í heiminn, er eg mæla þetta til, þvíað hvelpar þeir gó er eigi voru komnir í heiminn. En greyhundarnir sjálfir þögðu. 
   Það var hið þriðja undur er vér sám boðana rísast í móti, annan úr innanverðum firði, en annan úr utanverðum, og mættust miðfirðis, og féll hvor í kverk öðrum, en særinn varð blóðugur af ókyrrleik þeim er þeir görðu. Það hygg eg vera munu fyrir missætti stóreflismanna hér innan lands, og munu þar af gerast stórir bardagar og mikil styrjöld, og er mikil von að þar verði nökkverr afspringur af þessum ófriði á Limafirði, þar sem þessi býsn bar fyrir oss, er nú hefi eg sögð." 
   Konungi skildust vel orð jarls og þótti hann vera stórvitur. Og þar eftir gaf hann honum grið og frið, og rann nú konunginum reiði við mág sinn. En það er sagt, áður en þeir gingi í málstofuna, konungur og jarl, að Gormur konungur hefði setta menn til að bera vopn á jarl, er honum þótti sem órækt ein hefði til gingið og ofmetnaður, er hann hafði eigi farið til veizlunnar né einu sinni er hann hafði boðið honum, og þóttist hann þá vita mundu, er þeir hefði tekizt að orðum mágar. En nú þótti konungi sakir til, þótt hann hefði eigi komið. 
   Og nú ganga þeir í braut af stefnunni, konungur og jarl, og nú eftir það var jarl þar með honum nokkora hríð í mikilli sæmd, en síðan skildust þeir mágar sáttir og góðir vinir, og þá jarl góðar gjafir af konunginum áður en hann færi í braut, og fer hann nú með föruneyti sitt þar til er hann kemur heim. 
   En eigi miklu síðar, þá fór Haraldur jarl suður á lönd og kom í Saxland [8] og tók við kristni og kom aldri síðan til ríkis síns, en gaf {fóstra sínum Knúti og frænda allt ríki sitt, og tók nú Knútur við Hollsetulandi og öllu því ríki er átt hafði Haraldur jarl}. [9]


3. KAPÍTULI

Nú er þar til máls að taka er þeir eru feðgar, Haraldur og Gormur konungur, að þeir urðu ósamþykkir þegar er Haraldur hafði nokkurn kraft [1] aldursins. Þá tók Gormur konungur það ráð, að hann fékk honum skip nokkur og leysti hann svo í braut. 
   Haraldur var hvern vetur í Danmörku og hafði þar þá friðland. 
   Og er því hafði fram farið um hríð, þá er það sagt, að Haraldur beiddi þess Gorm konung föður sinn að hann skyldi fá honum slíkar eigur og ríki til eignar og forráða sem Klakk-Haraldur afi hans hafði fingið Knúti. En það fékk hann eigi af föður sínum, er hann beiddi. 
   Þaðan frá er það sagt að óþokki mikill lagðist á í milli þeirra bræðra, Knúts og Haralds, og þótti Haraldi þeirra görr mikill mun í hvívetna og grunaði að eigi mundi síðar minni. 
   Þess er og við getið eitt hvert sinn, að eitt haust kom Haraldur eigi til Danmerkur sem hann átti vanda til, að hafa þar vetursetu, og hafði hann herjað um sumarið í austurlönd. En í annarri sögn er þess getið að Gormur konungur sendir menn til Hollsetulands að bjóða Knúti syni ‹sínum› til sín að jólum. 
   Og nú er að því kom, þá fer Knútur heiman og hans föruneyti, og hafði hann þrjú skip. En svo hafði hann til ætlað um ferðina, að hann kom í Limafjörð atfangsdag jóla og síð dagsins. 
   Og það sama kveld kömur þar Haraldur bróðir hans með níu skipum eða tíu; hann var kominn úr Eystra-Salti, og hafði hann þar legið í víking um sumarið. Nú verður Haraldur var við að þar var Knútur fyrir bróðir hans þrem skipum, og minnist nú á þokka þann allan er gerzt hafði milli þeirra bræðra. Og biður nú menn sína herklæðast og brjóta upp vopn sín, - "og skal nú," segir hann, "til skarar skríða með okkur Knúti bróður mínum." Knútur verður og var við tiltekju Haralds bróður síns og fyrirætlan, og vill hann verjast, þótt þeir hefði lið minna. Taka þeir vopn sín og búast til varnar, og eggjar Knútur lið sitt. 
   Nú leggur Haraldur að þeim öllum megin, og lýstur þegar í bardaga með þeim bræðrum. En það var jafnt jólaaftan sjálfan er þeir börðust. En svo lýkur bardaganum að Knútur fellur þar og allt lið hans, eða nær því, þvíað Haraldur neytti þess er hann hafði lið miklu meira. 
   Eftir þessi tíðendi fara þeir Haraldur þar til er þeir komu í stöðvar Gorms konungs síð um aftan, og gingu þeir alvopnaðir til konungsbæjar. Og er það sumra manna sögn þeirra er fróðir eru, að Haraldur leitaði sér ráðs og þóttist eigi vita allgerla hversu hann skyldi að orkast, að segja föður sínum þessi tíðendi, fyrir þá sök, að Gormur konungur hafði þess heit strengt, að hann skyldi þess manns bani verða, er honum segði líflát Knúts sonar síns. 
   Haraldur sendir nú fóstbróður sinn þann er Haukur er nefndur á fund Þyri móður sinnar og bar henni til orð, að hún fingi það ráð nakkvað til gefið, er hann gæti ráðið úr þessum vanda. Litlu síðar kemur Haraldur sjálfur á fund móður sinnar og segir henni þessi tíðendi og leitar ráða við hana. En hún réð honum það ráð að hann skyldi sjálfur fara á fund föður síns og segja honum þau tíðendi, að haukar tveir höfðu barizt, [2] og væri annar alhvítur, en annar grár, og væri þó báðir gersimar; en svo lyki með þeim að hinn hvíti fingi bana og þætti það skaði mikill. 
   Og nú eftir þetta gengur Haraldur í braut til liðs síns. 
   Og vonu bráðara fer hann til hallar föður síns, þar sem hann drakk inni með hirð sinni, og var konungurinn undir borðum og hirðin. Síðan gengur Haraldur inn fyrir föður sinn í höllina og segir honum síðan í frá haukunum, svo sem móðir hans hafði honum ráð til kennt, og lauk svo málinu að - "nú er dauður," segir hann, "hinn hvíti haukurinn." Og er hann hafði það mælt, þá kvað hann úti annað orð, [3] og fór þá enn á fund móður sinnar. 
   Þess er eigi getið hvar hann hafði herbergi um náttina og lið hans. 
   En Gormur konungur réð ekki í þetta, svo að menn fyndi, er son hans hafði sagt honum. En konungur drakk meðan honum sýndist, og fór síðan að sofa. 
   En um náttina eftir er menn voru úr höll farnir til svefns, þá fer Þyri drottning til með menn sína og lét ofan taka allan hallarbúning. En síðan lét hún tjalda í staðinn blám reflum, þar til er altjölduð var höllin. Fyrir því gerði hún svo, að það var hygginna manna ráð í þann tíma, þá er harmsögur komu að eyrum mönnum, að segja eigi með orðum, og gera þá á þann veg sem nú lét hún gera. 
   Gormur hinn gamli reis síðan upp þann morgin og gekk í hásæti sitt og settist niður og ætlaði að taka til drykkju og leit á hallarveggina og búninginn er hann gekk utan eftir höllinni og þar nú í hásæti sem áður var frá sagt. Þyri sat í öðru hásæti [4] hjá konunginum. 
   Konungur tók þá til orða og mælti: "Þú munt þessu ráðið hafa, Þyri," sagði hann, "er höllin er á þessa leið búin." 
   "Fyrir því þyki þér það líklegra herra?" segir hún. 
   ‹"Því," sagði konungur, "að þú vill svo segja mér fall Knúts sonar míns." 
   "Þú segir mér nú," sagði drottning.› 
   Gormur konungur hafði staðið upp fyrir hásætinu er þau tóku þetta að ræða. En nú settist hann niður hart og svaraði öngu og hné upp að hallarvegginum og lét þá líf sitt. En síðan er konungur þaðan í braut borinn og færður til graftrar, og var haugur orpinn eftir hann að ráði Þyri drottningar. [5] 
   Og nú eftir þetta sendir hún orð Haraldi syni sínum, að hann skyldi heim fara með öllu liði sínu og drekka erfi eftir föður sinn. Nú gerði hann svo, og verður erfið bæði gott og virðilegt. 
   Og nú hér eftir tekur Haraldur við landi og þegnum og því ríki öllu er faðir hans hafði átt, og síðan þingaði hann við landsmenn, og tóku Danir hann til konungs yfir það ríki allt er Gormur konungur faðir hans hafði átt, og situr síðan nokkura vetur í friði og stýrir ríki sínu með vegsemd og gildum sóma; er harðráður og gildur höfðingi og vinsæll.


4. KAPÍTULI

Sá maður er nefndur til sögunnar er Hákon hét og var son Sigurðar Hlaðajarls; hann átti heimili í Noregi og svo kynferði. Hann þóttist eiga ríki í Noregi að vera jarl yfir fjórum fylkjum. Og í þenna tíma réð fyrir Noregi Haraldur gráfeldur og móðir hans, Gunnhildur, er kölluð var konungamóðir, og létu þau Hákon eigi ráða eða ná öllu ríki sínu, en hann vildi eigi hafa nema hann réði öllu, og fer hann fyrir það í burtu úr landi með miklu liði, og hafði hann tíu skip úr Noregi. Síðan lagðist hann í víking og herjaði víða of sumarið. En um haustið þá kom hann í Danmörk með skipum sínum og liði og mælti til vinfengis við Danakonung og beiddist að hafa þar friðland í hans ríki og vera þar um veturinn. Haraldur konungur tók því einkar vel og bauð honum til hirðvistar með sér við hálft hundrað manna. Hákon þekktist það; fór hann til konungs með þetta lið, en vistaði annað lið sitt þar í Danmörk. 
   Það er og frá sagt, að Knútur Gormsson átti son eftir sig, þann er Haraldur hét og var kallaður Gull-Haraldur. Hann kom eigi mörgum náttum síðar við Danmörk og hafði tíu skip. Hann hafði herjað víða um lönd og fingið mikið fé og ætlaði sér vist um veturinn með Haraldi Gormssyni, frænda sínum, og hafa þar friðland. 
   Haraldur konungur tekur vel við frænda sínum og nafna, býður honum heim til sín við jafnmarga menn sem Hákon hafði áður þangað haft, og það sama þekktist Haraldur. 
   Og eru þeir Hákon og Gull-Haraldur þar báðir þann vetur í allmikilli virðingu af Danakonungi. 
   En þá er jól komu um veturinn, þá var þar enn meir vönduð veizla en þess í milli, bæði fyrir drykkjar sakir og annarra tilfanga og fjölmennis er þá var enn þangað boðið að jólum. 
   Frá því er sagt, að það var haft að ölmálum og teiti manna á milli, hvort nokkur konungur á norðurlönd mundi meiri rausn hafa í sínum veizlum, og stórmennsku, en Haraldur Gormsson, og urðu allir á eitt sáttir, að engi konungur væri slíkur of alla norðurhálfu heims og þar allt sem dönsk tunga gingi. 
   En maður var sá þar innan hirðar er ekki fannst um og átti öngan hlut í hjali þessu. En þar var Hákon jarl Sigurðarson. En svo er sem mælt er, að mörg eru konungs eyru, og var konunginum sagt brátt, að Hákon hefði ekki til lagt honum til virðingar, þá er menn urðu á eitt sáttir. 
   En eftir það þá er náttin er af liðin, þá heimti Haraldur Gormsson á mál Hákon jarl og Gull-Harald, og gingu þeir þrír á málstefnu. 
   Og er þeir voru þar komnir, þá skorar konungur til við Hákon, hvort hann hefði það mælt, að hann væri eigi mestur konungur á norðurlöndum, fyrir því að honum var svo sagt. 
   Jarl svarar: "Hvorki gerða eg að, herra," segir hann, "þá er aðrir áköfuðust mest á þetta, og átta eg í öngan hlut, og þykjumst eg saklaus um þetta." 
   "Þá vil eg þetta vita," segir konungur, "hvattú færir til þess er þér þykir þetta eigi sem öðrum mönnum." 
   "Vant verður oss, herra," segir jarl, "of slíkt að ræða; en aldri má mér sá þykja meiri maður er annar situr yfir sköttum hans, og hafi svo lengi fram farið, og hafi sá eigi ríki til að heimta, er á." 
   Þá þagnaði konungur nokkura stund og tekur til orða og mælti: "Eg hefi nú íhugað, attú hefir satt mælt og fundið til um þetta. En eigi þarf þig að kalla hinn vitrasta jarl og hinn mesta minn vin, ef eigi fær þú það ráð er dugi við Harald gráfeld Gunnhildarson, þvíað eg veit attú mælir þetta til hans." [1] 
   Jarl segir: "Þvíað einu eykst þín virðing við heimboð þetta við mig og Gull-Harald frænda þinn, ef þú þykir nú meiri konungur héðan frá en áður, og tökum nú allir samt það ráð er oss sýnist efnilegt og allra vor vegur aukist við." 
   "Settu nú ráðið," segir konungur, "og neyt nú þess er þú ert ráðugur maður kallaður og vitur." 
   Hákon segir: "Ef það skal mitt vera að setja ráðið, þá er nú hugað," segir hann. "Þá skal senda menn úr landi á einu skipi, svo að það sé vel skipað, til fundar við Harald gráfeld, og segið svo að þér bjóðið honum hingað með fullri virðing og eigi með miklu liði til vegsemdar boðs, og lát svo segja honum, að það er áður stendur á meðal ykkars máls meguð ið [2] sjálfir sættast á, þá er ið finnist. Það skaltu og fylgja láta orðsendingunni," segir hann, "attú ætlar að biðja Gunnhildar móður hans, en eg kann skaplyndi hennar að því, þótt hún sé nakkvað aldri orpin, að hún mun þá mesta stund á leggja að fýsa son sinn fararinnar, ef þetta liggur við, þvíað lengi hefir hún þótt nökkvat vergjörn. En vér skulum vera í öllum viðurbúnaði með þér, en þú skalt það til leggja með Gull-Haraldi frænda þínum, attú skalt honum unna hálfs Noregs, en hálfs mér, ef við getum Harald gráfeld af lífi tekinn, svo attú sér eigi við með þína menn. En eg heit þér því í móti, og við Gull-Haraldur báðir, attú skalt þá skatta hafa af Noregi sem nú mun eg til inna, að við munum út reiða ef okkart verður landið: hundrað marka gulls og sex tigu hauka. Þá miklumst vér allir af, ef að þessu gingi, sem nú hefi eg ráð til gefið." 
   Haraldur konungur segir: "Þetta ráð sýnist mér eigi óvænlegt, og skal þetta vera og fram ganga, ef svo vildi til takast." 
   Gull-Haraldur lét sér og þetta líka forkunnar vel, sem nú var til skipað, og nú gingu þeir af þessi málstefnu. 
   Og lét Haraldur konungur nú skip búa vonu bráðara. Það var snekkja ein mikil. Þar lét hann á vera sex tigu manna. Og síðan fóru þeir leiðar sinnar þá er þeir voru til þess búnir, og ferst þeim vel, og hitta þeir Harald konung gráfeld í Noregi og báru upp örendi þessi fyrir hann, sem fyrir þá voru lögð, og gátu fyrir Gunnhildi um bónorðið, að Haraldur konungur Gormsson mundi biðja hennar. Og er hún heyrði þetta, þá fór sem hann gat, að hún fýsti Harald son sinn ferðarinnar, "og er einsætt," segir hún, "að dvala ekki förinni, þvíað eg mun hafa landráð meðan, og vættir mig að það sé nokkur hlít slíka stund. En skunda að förinni sem föng eru á." 
   Eftir það fara sendimenn Haralds Gormssonar aftur, og ferst þeim vel, og segja konungi að þangað er von Haralds gráfeldar.


5. KAPÍTULI

Síðan [1] settu þeir fram skip sín Hákon og Gull-Haraldur, og svo stýrði [2] Haraldur Gormsson þá til, að þeir höfðu alls sex tigu skipa, og lágu á vatni albúnir sem til bardaga og ætluðu að taka við Haraldi gráfeld, ef hann kæmi. Hann varð og eigi þinglogi, [3] og hafði tvö skip mikil og fjögur hundruð manna, og vissi sér einskis ótta vonir. 
   Þeir hittust á Limafirði, þar sem heitir að Hálsi. 
   Hákon segir að hann lézt eigi vildu þar mörgum skipum að leggja, er lítils þyrfti við - "og er það sannast að segja, að mér verður vandi mjög mikill við Harald gráfeld fyrir frændsimis sökum. En eg ann þér þessa sigurs afarvel." Það er og frá sagt, að Haraldur lét að eggjast og átti við sér slægra um, þar er Hákon var. 
   Og eftir þetta, þá leggur Gull-Haraldur að nafna sínum [4] og lét æpa heróp, og skall nú bardagi á þeim, þvíað þeir vissu sér einskis ótta vonir, og verja sig þó vel og drengilega. Hákon jarl lét ekki verða vart við sig um bardaga þeirra nafnanna og það lið er eftir var með honum. 
   Og er Haraldur konungur gráfeldur var í þessum mannháska og varð þá þess var, að eigi var allt svikalaust, og þóttist þá vita hversu fara mundi leikurinn, þá mælti hann: 
   "Það hlægir mig nú," segir hann, "að eg sé það, nafni, að sigur þinn mun eigi langur vera, þóttú fellir mig, fyrir því að eg veit, að þetta eru ráð Hákonar jarls er hér fara nú fram, og hér kemur hann þegar á hendur þér er eg em dauður og drepur þig á fætur oss og hefnir vor svo." 
   Og nú er það sagt, að Haraldur konungur gráfeldur fellur þar í bardaganum og mestur hluti liðs hans, og lauk svo um hans æfi. [5] 
   Og þegar er Hákon jarl veit þessi tíðendi, þá gerir hann atróður harðan, þá er þeir Gull-Haraldur voru sízt viður búnir, og býður liði Haralds þá kosti, hvort þeir vildi heldur berjast við hann eða selja honum fram Gull-Harald, og lézt vilja hefna Haralds gráfeldar frænda síns. Þeir kjósa það að berjast eigi við Hákon, þvíað þeir vissu að Haraldur konungur Gormsson vildi að Gull-Haraldur væri drepinn, og hafði það verið í undirmálum með þeim Hákoni, sem nú var bert. Er nú síðan Gull-Haraldur höndum tekinn og leiddur í mörk í braut og hengdur.
   Og nú fer Hákon jarl á fund Haralds Gormssonar og selur honum einsköpun fyrir þetta, er hann hafði drepið Gull-Harald frænda hans, en þó var þetta hégómi einn, fyrir því að þetta var beggja þeirra ráð reyndar. En Haraldur konungur gerir það á hendur Hákoni, að hann skal skyldur til að fara til Danmerkur um sinn og bjóða út leiðangri um allan Noreg til liðs við sig, þá er hann þykist liðs þarfi [6] vera, en fara jafnan sjálfur þá er hann sendir honum orð og hann vildi hans ráðuneyti hafa. Hann skyldi og gjalda skatta þá alla er fyrr var í frá sagt. 
   Og áður en þeir Hákon skiljast, þá tekur hann gull það er átt hafði Gull-Haraldur, og þar hafði hann nafn af tekið, er hann var Gull-Haraldur kallaður. Það gull hafði hann flutt af suðurlöndum. Það var svo mikið, að tvær kistur voru fullar af gulli, svo að eigi máttu tveir menn meira knýja. Og nú tekur jarl upp þetta fé allt að herfangi og geldur Haraldi konungi af því fé þriggja vetra skatt fyrir fram, og kveðst eigi mundu í öðru sinni betur til fær en nú. Haraldur konungur tekur því vel, og skiljast þeir Hákon nú, og fer hann í braut úr Danmörku, þar til er hann kömur til Noregs. Og kemur nú þegar á fund Gunnhildar konungamóður og segir henni svo, að hann hefði hefnt Haralds gráfeldar sonar hennar og drepið Gull-Harald, og það með að hann kveður Harald Gormsson vilja einkum að hún færi úr landi með veglegu föruneyti, og kvaðst vilja samfarar við hana. En þeir höfðu gör þessi ráð reyndar með sér áður en þeir skildi, Haraldur og Hákon, og það með, ef hún gingi í þessa snöru og kæmi til Danmerkur, þá höfðu þeir menn til setta að drepa hana þegar. 
   Nú lýsir hér yfir því er margir mæltu, að hún þótti nokkuð vergjörn, og fór hún nú úr landi með þrjú skip, og voru sex tigir manna á hverju. Hún fer nú þar til er hún kömur til Danmerkur. 
   Og nú er það spyrst, að Gunnhildur er við land komin, lætur Haraldur aka vögnum í mót henni og liði hennar, og er hún þegar sett í einn virðilegan vagn, og sögðu menn henni, að dýrleg veizla var búin í móti henni að konungs. 
   Þeir óku með hana um daginn. 
   Og um kveldið er myrkt var orðið, þá komu þeir eigi að höll konungs, heldur var hitt, að eitt fen mikið varð fyrir þeim, og tóku þeir Gunnhildi höndum og hófu hana úr vagninum og breyttu nokk{uð} - - - [7] stór{an að hálsi} - - - [8] {að höfði henni, köstuðu} [9] síðan út á fenið og drekktu henni þar, og lét hún svo líf sitt, - og heitir þar síðan Gunnhildarmýrr. Braut fóru þeir eftir það og komu heim um kveldið og segja konungi svo búið, hvað er þá hefir í görzt. 
   Konungur segir: "Þá hafi þér vel gert," segir hann; "hefir hún nú þann sóma er eg hugða henni." 
   Og nú sitja þeir Haraldur konungur og Hákon jarl {nokkura} vetur í góðum friði, og er nú friður milli landanna, Noregs og Danmerkur, og vinátta þeirra einkar góð, og sendi Hákon jarl Haraldi konungi ein misseri sex tigu hauka, og lét að honum þótti betra að gjalda heldur upp á einu ári, en eigi á hverju ári.


6. KAPÍTULI

Í þann tíma ræður fyrir Saxlandi og Peitulöndum Ótta keisari, er kallaður var Ótta hinn rauði, og jarlar hans tveir; annar hét Urguþrjótur en annar Brimiskjarr. 
   Þess er við getið að einhverjum jólum, að keisarinn Ótta strengdi þess heit, að hann skyldi fara til Danmerkur þrjú sumur í samt ef þess þyrfti við og kristna alla Danmörk, ef hann mætti því fram koma. 
   Og eftir þessa heitstrenging samnar keisarinn liði til þessarar ferðar. 
   Og þá er Haraldur Gormsson spyr þetta og verður var þess, að keisarinn hefir allmikinn liðsafla, þá sendir hann til Noregs þegar sex tigu manna á einni snekkju til fundar við Hákon jarl og bauð þeim svo að segja jarli, að hann mundi aldregi meir þurfa en þá, að hann byði út leiðangri of allan Noreg og færi að veita honum lið. Sendimenn konungs fóru og fram komu og segja jarli orðsending konungs, og fara síðan aftur. Hákon jarl víkst við skjótt við þetta mál og þykir nauðsyn á vera, að eigi verði þau endimi í að menn sé kúgaðir {til kristni í} Danmörku eða á öðrum norðurlöndum og megi eigi halda háttum og átrúnaði sinna foreldra. Hann samnar nú liði nakkvað af bráðungu, og mundi meira hafa ef allur væri leiðangurinn og væri lengra tóm til gefið. 
   Jarl fer þegar úr landi er hann er búinn og hafði hundrað skipa. En um sumarið síðar, þá komu menn úr {Noregi þrír} með mikið lið til móts við Hákon jarl. 
   Nú fer Hákon jarl ferðar sinnar og tekst greitt. Og er hann kömur við Danmörk, þá spyr Haraldur konungur og verður harla feginn, og fer þegar í móti {honum og býður honum nú til} [1] sín með fullri ölværð og gerði veizlu {virðilega í móti honum og öllu hans liði. Og nú bera þeir Haraldur konungur og Hákon jarl saman ráð} sín, [2] og taka þeir það ráð, að þeir fara í móti Óttu keisara með svo miklu liði sem þeir fá mest saman dregið um alla Danmörk, og eru þeir mestir höfðingjar fyrir því liði, Haraldur konungur og Hákon jarl. 
   Og fara þeir nú þar til er þeir finna keisarann. Þeir finnast á sæ, og slær þar þegar í bardaga með þeim, og verður þar hin snarpasta atlaga. Þeir berjast allan dag í gegnum, og fellur mikið lið af hvorum tveggjum, og þó fleira af keisaranum. 
   Og er nátta tók, þá settu þeir þriggja nátta grið á millum sín og lögðu að landi og bjuggust við hvorirtveggju. 
   Og er þrjár nætur liðu, þá gingu saman fylkingar þeirra Óttu keisara ok Haralds konungs og Hákonar jarls, og berjast nú á landi, og gengur keisaranum nú þungt bardaginn, og féll miklu fleira hans lið of daginn. 
   Og þar kömur að hann leggur á flótta undan með lið sitt. 
   Ótta keisari var á hesti um daginn, og er nú sagt að þeir sækja ofan að skipunum, og keisarinn ríður fram að sjónum og hefir í hendi spjót eitt mikið, gullrekið og alblóðugt; og síðan stingur hann spjótinu í sæinn og nefnir síðan guð almáttkan í vitni og mælti síðan: "Í annað sinni þá er eg kem til Danmerkur, þá skal vera annað hvort að eg skal kristnað fá Danmörk eða ella láta hér lífið." [3] 
   Eftir þetta ganga þeir Ótta keisari á skip sín og fer hann nú heim til Saxlands. En Hákon jarl er eftir með Haraldi konungi og réð honum mörg viturleg ráð. 
   Og nú létu þeir gera það mannvirki er víðfrægt er og kallað er Danavirki, en það var gert milli Ægisdura og Slésmunna, um þvert landið milli sjóva. 
   Síðan fer Hákon jarl til Noregs. 
   Og áður en þeir skildist, þá mælti hann við konung: "Svo er nú farið herra, að vér þykkjumst eigi lagi á koma að gera yður greiða um skattana sem vér vildim, fyrir sakir starfs þessa hins mikla og fékostnaðar er vér höfum fyrir yðrar sakir. En fyrir hotvetna fram vilju vér gjalda yður skattana þá er þessu léttir af oss." Konungur svarar og biður hann ráða, og þykjast menn þó finna að konunginum þykja nökkvers til seinir skattarnir. Skildu þeir nú við svo búið, og fer Hákon heim í land sitt og þykist nú unnið hafa mikinn sigur. 
   Og eru nú kyrr tíðendi bæði í Noregi og Danmörku þrjá vetur. 
   Og á þessum þrem vetrum lét Ótta keisari samna liði og fær ógrynni liðs. 
   Og er þessir vetur liðu, þá fer hann til Danmerkur með þenna hinn mikla her og jarlar tveir með honum, Urguþrjótur og Brimiskjarr. 
   En þá er Haraldur konungur spyr þetta, þá sendir hann menn á fund Hákonar jarls jafnmarga sem hið fyrra sinn, og sendir honum þau orð, að hann þykist aldregi meir hafa þurft hans liðveizlu og fjölmennis en þá. Hákon jarl skipaðist brátt við orðsending Haralds konungs og þykir vera nauðsynjamál, og fer þegar er hann var búinn, {og hefir hann} nú hvergi minna lið en hið fyrra sinni og kemur við Danmörk og fer þegar {við hinn tólfta} mann á fund Haralds konungs, og varð konungurinn honum stórum feginn og kveður hann vel hafa vikizt við sína nauðsyn, - "og skal nú senda menn í móti liði þínu öllu og fari það hingað til veizlu, og kann eg hvers yðvars þökk." 
   "Við skulum enn innast orð við áður," segir jarl, "en þetta sé að gert. Mig áttu heimilan til fylgdar við þig og ráðagerðar og það lið sem nú hefi eg, þessa tólf menn, en eigi fleira lið, nema eg vilja, þvíað eg hefi komið áður of sinnsakar með leiðangur að veita þér lið sem við áttum mælt með okkur fyrir öndverðu." 
   "Satt er þetta," sagði Haraldur konungur, "er þú mælir. En þess vætti eg attú munir þetta lið láta mér að gagni koma er þú hefir hingað haft fyrir sakar vináttu okkarrar." 
   "Þess verð eg ráðandi við menn mína," segir Hákon, "að þeir þykjast skyldir til fylgdar við mig að verja mitt land og ríki. En þess þykjast þeir eigi skyldir að verja Danmörk eða annað konungs ríki og leggja síður sínar við spjótsoddum, en taka ekki í mót í gæðum eða virðingum." 
   "Hvað skal eg til vinna við þig," segir Haraldur konungur, "eða menn þína, að ér komið mér nú að liði er eg þarf mest, þvíað það hefi eg sannspurt, að eg mun við ofurefli eiga að skipta fyrir sakir fjölmennis keisarans." 
   Jarl svarar: "Einn er hlutur skoraður til þess," segir hann, "að því er vér urðum ásáttir, eg og mínir menn: Sá hlutur ef þú gefur upp alla skatta af Noregi, þá er ógoldnir eru, og svo skaltu gefa upp vandlega, að aldregi síðan verði Noregur skattgildur undir þig. En ef þú vilt eigi þetta er nú er til mælt, þá mun lið þetta allt fara aftur er mér hefir hingað fylgt, nema eg sjálfur skal vera hér og veita þér með þessum tólf mönnum er nú eru hér komnir, þvíað allt skal eg það enda, er við urðum á sáttir." 
   "Það er satt um að ræða," segir konungur, "að alla menn byrgir þú inni fyrir vitsmuna sakir og ráða, og eru mér nú gervir tveir vandræða kostir, svo að mér þykir hvorgi góður." 
   "Sé þú vandlega á kostina," segir jarl. "En svo sýnist mér sem þér myndi að öngu haldi skatturinn koma af Noregi ef þú lætur lífið hér í Danmörku." 
   "Skjótt skal kjósa," segir konungur, "að því sem nú er máli komið að þú veitir mér með allt lið þitt sem þú hefir framarst drengskap til, og muntu þá öðlast það er þú mælir til." 
   Og eftir þetta, þá voru menn sendir þegar í mót öllu liði jarls, að þangað skyldi koma á eina stefnu, og eigu þeir að þessu hannsöl og binda fastmælum sín í milli, og nú taka þeir veizlu dýrlega að Danakonungs, og fara nú síðan í móti keisaranum með allan her þann er þeir fingu til. Haraldur konungur fer með skipaliði til Ægisdyra. En Hákon jarl fer með sinn her til Slésdura öðru megin landsins. 
   Ótta keisari spyr þetta, að Hákon jarl er kominn í Danmörk að berjast í móti honum. Hann tekur þá það ráð, að hann sendir jarla sína, [4] Urguþrjót og Brimiskjarr, til Noregs. Þeir höfðu tólf kugga hlaðna af mönnum og vopnum þeirra örenda að kristna Noreg, meðan Hákon jarl væri í brautu.


7. KAPÍTULI

Nú er fyrst að segja frá keisaranum og þeim hinum mikla her er hann hafði, að þeir ganga á land upp, þá er þeir koma við Danmörk, og sjá Danavirki og þykir eigi vera auðvelligt að sækja, ef varnarmenn eru fyrir, og hverfa frá og ofan til skipa sinna og ganga á skip út. 
   Og í því bili finnast þeir Haraldur konungur og Ótta keisari, og slær þar þegar í bardaga. Þeir berjast á skipum, og fellur margt manna af hvorumtveggja, og fá hvorigir sigrað aðra með öllu, og skilja við það. Síðan leggur keisari skipaher sinn þar sem heitir Slésdyr, og er þar fyrir Hákon jarl með sitt lið. Þar tekst og þegar atlaga með þeim keisara og jarli, og verður hið harðasta él, og fellur þá keisara þyngra bardaginn, og lætur hann þar margt lið. Og svo lýkur, að hann flýr undan með lið sitt og þykir fast fyrir vera og kemur það í hug, að hann mun verða að leita sér ráðs um, hvernig helzt má að orka. 
   Svo er sagt, þá er keisari leggur skip sín til lægis, að þeir mæta skipaliði nokkuru, það voru fimm skip, og voru öll langskip stór. Keisari spurði hvað sá maður héti er forráð hafði skipa þeirra og liðs. Sá svarar og læzt Óli heita að nafni. Þá spurði keisari, hvort hann væri kristinn maður eða eigi. Óli svaraði og lézt við kristni tekið hafa vestur á Írlandi, og býður hann sig til liðveizlu við keisara, ef hann þykist þurfa meira liðsafla en áður hefir hann. Keisari kveðst það gjarna vilja, og kveðst kunna honum mikla þökk fyrir - "og lízt mér gæfusamlega á þig," segir hann. 
   Óli réðst í lið með honum og hefir þrjú hundruð manna, og er það lið hið hvatlegsta, og ber þó sá af öllum, er fyrir liðinu réð. 
   Nú eftir þetta leita þeir ráðs, keisari og menn hans, fyrir því að það vandræði var komið að höndum þeim, að þeir voru farnir að vistum, en hitt í öðru lagi, að allur fénaður sá er þeim megin Danavirkis var, sem þeir voru staddir, var á braut rekinn vandlega allur og fengu þeir því ekki náð, og sýndist hyggnum mönnum að tvö vandræði væri á: annað hvort að hverfa frá við svo búið, eða drepa reiðskjóta sína til matar, og sýndizt mönnum hvottveggi kosturinn illur þeirra. 
   Nú fær keisara þetta mikillar áhyggju, og orkar á Óla til atkvæðis og úrráða um þetta mál og bað hann fá það nokkuð ráð er gegndi. 
   Óli svarar og kveðst hafa á ráðagerðum sínum ‹metnað› og vildi það hafa láta að nokkuru er hann legði til, og yrði allir á eitt sáttir, eða {ella kveðst} hann eigi mundu eitt orð til leggja. 
   Þar kemur nú máli, að allir gerðu að því róm að hafa það ráð er Óli legði til. Þá mælti hann: 
   "Það er þá ráð mitt," segir hann, "að vér gangim allir í einn stað er á Krist trúum og heitim á allsvaldanda guð, skapara allra hluta, {sex dægra} föstu, að hann gefi oss sigur, og vér þurfim eigi að drepa hross til {matar} oss. Þá vil eg það ráð annað til gefa," segir hann, "að vér farim í dag á merkur og skóga, þá er oss eru nálægstir, og skal hver maður höggva sér byrði af þeim viði er oss þykir von að eldnæmstur sé, og skulu vér þann við allan bera að virkinu og sjám þá enn síðan hvað í gerist." 
   Þetta ráð sýnist þeim vænlegt, er Óli hefir til lagt, og fara nú þannig með sem hann gaf ráð til. 
   Þar var þannig til farið, er virkið var, að díki mikið var grafið þeim megin sem þeir voru. Það var tíu faðma breitt, en níu faðma djúpt. En nokkuru mjórra þar er kastalar stóðu yfir uppi. En þeir voru svo settir, að kastali stóð yfir hverju hundraði faðma á virkinu uppi. 
   Annan dag eftir er þeir höfðu viðinn dregið að virkinu, þá höfðust þeir það að, að þeir gerðu brúar stórar yfir díkið, svo að brú var gör gagnvert hverjum kastala, og gerðu stokka undir, svo að allt tók sá umbúnaður að virkinu. Og þann sama dag tóku þeir öll vatnkeröld þau er þeir höfðu og drápu úr botninn annan og létu síðan koma þar í innan lokarspánu þurra og aðra spánu þá er þeir telgdu til þess er fullir voru verplarnir af spánunum. Síðan láta þeir koma eld í spánuna, og eftir það skjóta þeir aftur botnunum í verplana og láta opna ofan, til þess að þar lysti í vindi. 
   Nú og í annan stað, þá taka þeir og slá eldi í viðuna þá er þeir höfðu dregna að virkinu. En veðri var þannig farið, að á var sunnanvindur hvass og þurrt veður og stóð að virkinu. 
   Nú taka þeir verplana og skjóta þeim út á díkið, og síðan lýstur vindinum ofan í holið verplanna og keyrir út að virkinu og svo innundir virkið. En þetta var um kveldið, er þessum umbúnaði var lokið. 
   Nú er svo frá sagt, þá er nátta tók, að eldurinn tók að leika vatnkeröldin og viðinn, og því næst laust logunum upp í kastalana og því næst í virkið, og síðan brann hvað að öðru, þvíað virkið var mest af viðum gert. Svo lauk máli, að á þeirri nátt brann upp allt Danavirki með köstulum og sá engi merki eftir né örmol, og unnu það vatnkeröldin er eldinn báru að virkinu. En þá er morgna tók, þá gerði á mikið regn, svo að menn mundu trautt slíkt vatnfall úr himni komið hafa og slökkti þann eld vandlega, svo að menn máttu þá þegar fara yfir usla þann hinn mikla. Og ef það slokknaði eigi við regnið, þá var eigi vænt að þar mundi mega yfir komast bráðfengis. 
   Og nú er þeir Haraldur konungur og Hákon jarl sá á þetta allt jafnsaman, þá slær ótta nokkurum í skap þeim og síðan flýja þeir undan til skipa sinna. En þeir keisari gingu yfir brúarnar, þar er þeir höfðu gert yfir díkið, þvíað þaðan hafði eldinn frá lagðan, þá er virkið brann, og ganga þeir nú yfir þann usla, og var nú allur kaldur orðinn og slokkinn, og höfðu þeir nú fastað fjögur dægur til liðs sér við almáttkan guð. 
   Og á hinu fimmta dægri sækja þeir þangað frá virkinu, sem þeir höfðu fyrir verið, Danakonungur og Hákon jarl. Og þá er þeir komu þar, þá skorti þá eigi kvikfé, og fingu þeir sér nú ærnar vistir, þvíað þangað hafði rekið verið féið til skjóls undan herinum þeirra keisara, og hafa þeir nú ærna gnótt vista, og spara þeir ekki mjög fé Dana og eru góðir blóðöx‹ar›. [1] Nú lofa þeir guð fyrir þenna sigur hinn fagra, og þótti keisara vel hafa dugað ráð Óla, og spyr nú eftir, hvaðan Óli væri að kynferði, eða hverju landi hann væri. 
   Óli svarar: "Ekki mun eg lengur dyljast fyrir þér," segir hann. "Eg heiti Ólafur, og em eg kynjaður úr Noregi, en Tryggvi hét faðir minn." 
   Það er nú frá sagt, að þeir Ótta keisari og Ólafur sóttu eftir þeim Haraldi konungi og Hákoni jarli. Og allir þeir saman áttu þrjá bardaga á meginlandi, og varð þar mikið mannfall, og flýðu þeir undan loks, þeir Haraldur konungur og Hákon jarl. En þeir keisari og Ólafur sóttu eftir um landið. Og hvar sem þeir fóru, þá var það boðið þeim mönnum öllum, er þeir fingu höndum tekið, að annað hvort skyldi, að þar mundi hver [2] þegar vera drepinn, eða ella skyldi taka trú og skírn, og kuru margir það er betur gegndi, að taka trú og skírn. En þeir menn et eigi vildu undir ganga, þá létu búkarlar eigi mjög rjúka á þeim tólf mánuðum hinum næstum, þvíað þeir keisari brenndu byggðina og þorpin og eyddu svo fyrir þeim öllum, er eigi vildu trúna taka, en drepa þá jafnan sjálfa. 
   Ótta keisari og Ólafur Tryggvason vinna nú mikinn sigur og fagran á þessum tólf mánuðum, þvíað nú heldur ekki við þeim. En þeir flýja undan ávallt, Haraldur konungar og Hákon jarl, og þykjast nú finna það og sjá, að minni og minni er ávallt þeirra afli, svo sem meiri hlutur og meiri er kristnaður í landinu. 
   Og nú hafa þeir Haraldur konungur og Hákon jarl stefnu og ráðagerð með sér, hvað til skyldi taka, og þykir nú taka að þröngva að sér mjög: hafa flýið í braut frá eignum sínum og skipum og fjárhlutum {og} megu nú sjá það, að þeir fá eigi náð skipunum, þvíað þeir keisari hafa þar yfirsókn, og sýnist nú rállegast að svo vöxnu máli sem var, að senda menn á fund Óttu keisara og Ólafs Tryggvasonar. 
   Nú eru menn sendir á fund keisara og bera upp örendi Danakonungs og Hákonar jarls. Keisari tekur því vel og lætur þeim kost griða ef þeir vilja trú taka, og sendir þeim þau orð í móti, að þeir skyldu þing eiga allir saman, og fara þeir nú aftur, sendimenn Haralds konungs og Hákonar jarls, og segja þeim svo búið. 
   Eftir það koma þeir nú allir á þing, og hefir það fjölmennst þing verið í Danakonungs veldi á þeirra dögum. Þá gengur á þingið byskup sá er var með keisara, er Poppa er nefndur, og telur þar trú fyrir þeim á þinginu, vel og orðfærlega, og talar hann langt örendi og snjallt. 
   Haraldur konungur hefir orð fyrir þeim Hákoni og svarar þá er hann hafði heyrða töluna: "Ekki er til þess að ætla," segir hann, "að eg muna skipast við orð ein saman, nema það fylgi, að eg sjá jartegnir nokkurar, að þessum sið fylgir meiri máttar, er þér boðið, en þeirri trú er vér höfum áður." En þetta var þó ráð Hákonar jarls, þótt konungur bæri upp, þvíað hann vildi hotvetna annars heldur en ganga undir trúna. 
   Byskup svarar þessu máli á þessa leið: "Eigi skal það að skorta," segir hann, "að reyna skal kraft þessar trúarinnar. Nú skal taka járn glóanda, en eg mun áður syngja messu og færa fórn almáttkum guði, en síðan mun eg ganga yfir glóanda járn, í trausti heilagrar þrenningar, níu fet, og ef guð hlífir mér við bruna, svo að minn líkami sé alheill og óbrunninn, þá skulu þér allir játast undir rétta trú." 
   Og nú játa þeir því Haraldur konungur og Hákon jarl og allir þeirra menn, ef hann gingi yfir járn glóanda, svo að hann brynni eigi, að þá mundi þeir verða við trúnni að taka. 
   Nú fer þetta fram, að byskup syngur messu, og eftir messuna, þá gengur hann til þessar raunar, treystur þá með holdi og blóði almáttigs guðs, og var í öllum byskups skrúða, þá er hann trað járnin. En guð hlífði honum svo að hvergi var brunaflekkur á hans líkama, og hvergi var á runnið á klæði hans. 
   En er Danakonungur sér þessi stórtíðendi, þá tekur hann þegar trú og skírn og allir hans menn, og þykir konunginum mikils um vert þessa jartegn; og nú er skírður allur Danaher í þessi rennu. 
   Hákon jarl er alltrauður undir trúna að ganga og þykir vera harður á annað borð; ræður þó það af loksins, að hann er skírður, og beiðir sér síðan fararleyfis og vill hvata heim. En því máli kömur svo, að Hákon verður því að heita keisara, að hann skyldi kristnað fá Noreg ef hann mætti, eða flýja frá ríki sínu ella. 
   Og eftir það fer Hákon í braut og þangað sem skip hans voru, og fer síðan þar til er hann kömur heim í Noreg. 
   Nú tekst síðan vinfengi mikið með þeim Haraldi konungi og Óttu keisara, og fara nú báðir til einnar veizlu, þeirrar er konungur veitir. Ólafur fer og þangað með þeim. Og áður en þeir skiljast, Ótta [3] keisari og Haraldur konungur, þá heitur Danakonungur því, að allir hans menn skyldu trú taka, þeir er hann mætti orðum við koma, og það endi hann. En Ótta keisari fer heim til Saxlands til ríkis síns og bauð Ólafi með sér að fara. En Ólafur lézt fús að fara í austurveg, og svo gerði hann, og skildust þeir þar, Ótta keisari og Ólafur, í Danmörku, og vorust góðir vinir jafnan síðan. 
   Nú er að segja frá því er gerðist í ferð Hákonar jarls, þá er hann fór heim til Noregs, að hann kom við Gautland, og þegar er hann kömur þar, þá herjar hann og gerir upprásir. En sendir aftur presta alla og kennimenn þá er keisari hafði fingið honum til föruneytis og að skíra menn í Noregi. Nú vill Hákon ekki að þeir fari lengur með honum. 
   Og nú er hann herjar, þá spyr hann til hofs eins, þess er mest var í Gautlandi meðan þar var heiðið. Í því hofi var hundrað goða, og {var helgað Þór} hofið. Hákon tekur fé það allt er þar var inni, en þeir menn er varðveittu hofið og bólstaðinn flýðu undan, en sumir voru drepnir. En Hákon fór aftur til skipa sinna með féið og brennir og bælir allt það er fyrir honum varð á þeirri leið, og hafði fingið ógrynni fjár er hann kom til skipa. 
   Og á þessu méli, er Hákon svarfaðist þar um á Gautlandi, þá spyr Óttar jarl er réð fyrir miklum hluta Gautlands, og bregður hann við skjótt, og dregur hann að allan landher í móti Hákoni jarli og fer með mikið lið að honum, og lýstur þar þegar í bardaga með þeim, og verður Hákon borinn ofurliði af landher þeim er að dreif, og lauk svo að hann flýr undan með lið sitt og fer til Noregs. 
   Eftir það kveður Óttar jarl þings og mælti þeim málum á þinginu, að Hákon jarl skyldi heita vargur í véum, fyrir því að hann kvað engi mann verri verk unnið hafa, er Hákon hafði brotið hið æðsta hof í Gautlandi og unnið margt annað illt, og öngvir menn vissu dæmi til slíks, og hvargi er hann fór eða kom, þá skyldi hann þetta nafn hafa. 
   Og er þetta er tíðenda, þá spyrja þeir jarlarnir Urguþrjótur og Brimiskjarr, er fyrr var getið í þessu máli, til fara Hákonar jarls, og svo hvað hann hafðist að, og þykir hann fara lítt friðsamlega, og vilja þeir eigi bíða hans þaðan. Og flýja þeir nú úr landi með öll skip sín og voru öll hlaðin af mönnum, og vildu þeir gjarna eigi finna Hákon jarl. 
   En þá er jarl kom í land austan í Víkina og spurði þegar hvað þeir jarlarnir höfðu að sýst meðan, að þeir höfðu kristnað alla Víkina norður til Líðandisness. Og verður jarl við æfur og reiður mjög, og sendir þegar orð um alla Víkina, að öngum skyldi hlýða að halda á þessum sið, svo að eigi mundi hver stórvíti fyrir taka af honum. 
   Og er þetta spurðist, þá flýði hver undan er kristni vildi halda, en sumir gingu aftur til heiðni og villu þeirrar er þeir höfðu áður, fyrir sakir ofríki jarlsins. En jarlinn Hákon kastar þá trúnni og skírninni og gerðist þá hinn mesti guðníðingur og blótmaður, svo að aldregi hafði hann meir blótað en þá. 
   Og situr Hákon nú of kyrrt í landinu og ræður nú einn fyrir öllum Noregi og geldur aldregi síðan skatta Haraldi konungi Gormssyni, og er mjög í rénan þeirra vingan. 
   Haraldur konungur býður nú út leiðangri af allri Danmörku og fer nú til Noregs með óflýjanda her á hendur Hákoni jarli. Og þá er hann var kominn norður um Líðandisnes í það ríki er undan var horfið hans skattgjöfum. Og síðan herjar hann og lætur geisa eld og járn yfir land hvar sem hann fór og gerir aleyðu í Noregi í Sogni allt með sjó norður til Staðar, nema fimm bæi í Læradal. Og síðan fregn hann samnaðinn, hvar Þrændir í Noregi, Naumdælir, Raumdælir, Háleygir, að hver er vígur maður er, þá er kominn í einn stað með Hákoni jarli til varnar, og hefir hann svo mikinn liðsafla, að ófært er að berjast í móti með útlendum her. 
   Nú ræðst Haraldur konungur um við sína spekimenn; konungurinn lá þá í Sólundum og heitaðist að fara út til Íslands að herja og hefna níðs þess er allir landsmenn höfðu gert um konunginn Harald fyrir rán það er Byrgir [4] bryti hafði tekið fé íslenzkra manna að ólögum, en konungurinn vildi eigi rétta ránið, þá er hann var þess beðinn. 
   Á þessa lund var sett níðið:

 

1.
Þá er sparn á mó mörnar
morðkunnur Haraldur sunnan,
varð þá Vinda myrðir
vax eitt í ham faxa;
en bergstofu Byrgir
böndum rækur í landi,
það sá öld, ‹í› jöldu
óríkur fyrir líki. [5]


En Eyjólfur Valgerðarson orti vísu þessa, þá er húskarl hans hafði selda öxi sína og tekið í móti grán feld einn, og þá hafði spurzt út hingað ósættin Haralds konungs. 
   Og nú kvað Eyjólfur vísu þessa:

 

2.
Selit maður vopn við verði;
verði dynur ef má sverða;
verðum Hrópts að herða
hljóð, eigum slög rjóða.
Vér skulum Gorms að gömlu
Gandvíkur þoku landi,
hörð er von að verði
vopnhríð, sonar bíða. [6]


Haraldur konungur tók það ráð sem von var, er margir spakir menn véltu umb, sem bezt gegndi: vendi nú aftur suður til Danmerkur, og heldur hann nú ríki sínu til dauðadags með fullum veg og sóma. En Hákon jarl sköttum og Noregi.


8. KAPÍTULI

Nú hefst upp annar þáttur sögunnar, sá er fyrr hefir verið en þetta væri fram komið, og má eigi einum munni allt senn segja. 
   Maður er nefndur Tóki; hann var í Danmörku í héraði því er á Fjóni heitir. Þórvör hét kona hans. Hann hefir átt [1] þrjá sonu barna er hér eru nefndir til sögunnar. Áki hét hinn elzti son hans, en Pálnir sá er þar var næst að aldri. En hinn yngsti hét Fjölnir. ‹Hann var frilluson.› [2] 
   Tóki faðir þeirra hefir þá verið gamall að aldri er þetta var. 
   Og eitt hvert haust um veturnáttaskeið, þá tók hann sótt og andaðist úr sóttinni. Eigi liðu og langar stundir áður Þórvör tók sótt og andaðist, kona Tóka, og ber þá fjárhluti alla undir þá Áka og Pálni, því að þeir áttu arf að taka eftir föður sinn og móður. 
   Og er svo var komið, þá spurði Fjölnir eftir bræður sína, hvað þeir ætlaði honum af fénu. Þeir svara og kveðast honum mundu miðla þriðjung af lausafénu, en ekki af löndum, og þóttust þeir þó gera hans hlut góðan. En hann mælti til þriðjungs alls fjár. 
   Svo er frá Fjölni sagt, að hann væri vitur maður og ráðugur og illgjarn. En þeir bræður Fjölnis kváðu hann eigi meira fé mundu hafa en þeir höfðu boðið honum. En Fjölnir lætur sér það illa líka, og fer hann nú við svo búið í braut með þenna fjárhlut og fer á fund Haralds konungs, og gerist hann nú hirðmaður konungs og ráðgjafi. 
   Svo er frá sagt um Áka Tókason að engi maður þótti þvílíkur í Danaveldi sem hann í þann tíma, sá er eigi bæri tignarnafn. Hann lá hvert sumar í hernaði og hafði nær jafnan sigur þar sem hann hélt til. 
   Fjölnir segir svo Haraldi konungi, að hann mundi eigi þykja einn konungur yfir Danmörku meðan Áki Tókason væri uppi, bróðir hans. Og svo gat hann um talið fyrir konunginum loks, að eigi gerist óhætt með þeim Áka og Haraldi konungi. En Áki átti friðland og gott vinfengi við Óttar jarl á Gautlandi. 
   Og fór hann þangað eitt hvert sinn að heimboði til Óttars jarls og hafði tvö skip; annað var dreki góður og mikill, en annað snekkja. Hann hafði á þeim skipum hundrað manna, og voru allir vel búnir að klæðum og vopnum. 
   Ekki er getið að þar gerðist einkum til tíðenda um ferð þeirra, og þá Áki góðar gjafir af jarlinum áður en þeir skildist. Og fór hann síðan heim til Danmerkur. 
   Nú er að segja frá Haraldi konungi, þá er hann fregn að Áki var farinn til boðsins. En það var fyrir þá sök, að Áki var svo mikils virður af landsmönnum, að engi var sú veizla stefnd innan lands, að eigi væri Áka boðið til eigi síður en konunginum, og þá Áki góðar gjafir að hverri veizlu. Og svo gerðist mikið um vinsæld hans, að hann var nær eigi minna virður af alþýðu en sjálfur konungurinn, og það hafði hann úr hvers manns eigu sem hann vildi. 
   En það bjó mest undir ferð Áka til Gautlands, að hann bað dóttur jarlsins, og var því máli vel svarað. 
   Nú kemur hér máli, að Áki fer heimleiðis og hafði tvö skip sem áður var sagt. Og er konungurinn verður var þess, þá lætur hann fram setja tíu skip, og lætur hann þar á ganga fjögur hundruð manna og bað þá fara og sæta því er Áki færi aftur frá boðinu, og taka hann af lífi og allt föruneyti hans, ef svo vildi til takast. 
   Þeir fóru síðan og héldu njósnir til um ferðir Áka, og var það hægt, fyrir því að hann vissi sér enskis ótta vonir. 
   Og er nú svo frá sagt, þá er Áki kömur við Sjóland í Danmörku, að þeir Áki hafa tjöld á landi og ugga þá ekki að sér. En þar koma konungs menn að þeim með her á óvart, þann er áður var getið, og létu þegar drífa vopn á þá og felldu á þá tjöldin, er þeir voru ekki viður búnir, og lýkur þar svo með þeim, að Áki fellur og allt lið hans. 
   Og eftir þetta þá fara þeir aftur þar til er þeir koma á fund Haralds konungs og segja honum það er unnið var, að Áki var látinn og allt lið hans, og lét konungurinn vel yfir því, og lézt þess vænta, að hann mundi vera mega einn konungur yfir Danmörku fyrir Áka sökum. 
   Þeir konungsmenn er drápu Áka og lið hans taka vopn þeirra öll og fjárhlut og höfðu með sér að herfangi, og færðu þeir féið allt Haraldi konungi og þar með skip þau er Áki hafði átt, drekann og snekkjuna, og leggur konungur nú sína eign á fé þetta allt. 
   Það er nú sagt, að Fjölni bróður Áka þótti nú ofraðar vel um stillt og þóttist nú hafa goldið honum það er hann náði eigi fénu, því er hann þóttist eiga að taka eftir föður sinn. 
   Nú spyrjast þessi tíðendi heim á Fjón, og spyr Pálnir bróðir hans, og þykir honum svo mikið, að hann leggst í rekkju af, og var það mest fyrir því, að honum þóttu ósýnar hefndirnar við þann sem um var að eiga reyndar, er konungur var sjálfur. 
   Sá maður er nefndur til sögunnar er Sigurður hét, fóstbróðir þeirra bræðra; hann var vitur maður og auðigur að fé. Pálnir leitaði ráða við hann hvernig hann skyldi með fara. Sigurður svarar og kveðst það mundu helzt til ráðs leggja við hann, að hann mundi biðja konu til handa honum, þeirrar er honum væri mikill sómi í ef hann gæti. 
   Pálnir svarar og spurði eftir hvar sú kona væri. 
   "Eg mun fara til Gautlands," segir Sigurður, "og biðja til handa þér Ingibjargar dóttur Óttars jarls." 
   "Það uggi eg," segir hann Pálnir, "að eg muna eigi geta þessa konu, en víst ætla eg að það mundi vænst til umbóta minna harma, ef eg gæta þenna ráðakost." 
   Nú slítur þar hjali, og býst Sigurður til þessar ferðar og hefir eitt skip og sex tigu manna, og fer síðan þar til er hann kömur til Gautlands, og tekur Óttar jarl vel við honum. Sigurður lýsir brátt yfir örendum sínum og biður dóttur jarls, Ingibjargar, til handa Pálni Tókasyni og kallar hann vera hvergi óframar í öngan stað en Áka bróður hans og kveður eigi skorta fjárhluti á Fjóni, en sagði bana Pálna við liggja fyrir harms sökum, áður hann færi þessa ferð, og kvað þetta helzt mundu til umbóta hans harms, ef hann fingi þetta ráð. 
   Jarl svarar vel að hófi þessu máli og kvað þó verða á að líta vandlega á slík mál, að ráðum væri sett, en rasa eigi fyrir ráð fram, og lét sér þó þykja líklegt fyrir sakir Áka vinar síns og bróður hans, að hann mundi vera góðs kostar verður. 
   Eigi kunnu vér að segja hve lengi þeir kníuðu þetta mál. En svo lýkur málinu, að það er sagt að Óttar jarl heitur Pálni Ingibjörgu dóttur sinni. 
   "Svo er til farið, herra," segir Sigurður, "að Pálnir mun eigi til fær verða að sækja hingað veizluna til yðvar fyrir vanmætti og harmi. En hann skortir eigi eignir til né stórmennsku að búa þar {veizluna á Fjó}ni, og vildu vér af því þess beiða fyrir nauðsynja sakir, að ér sækið þangað {veizluna} með yðvart lið, svo nökkuru mart sem þér vilið sjálfir." 
   Og þessu heitur jarl. 
   Síðan fer Sigurður heim og segir Pálni þessi tíðendi. 
   Nú léttist honum við þetta mikið, og búa þeir nú veizluna að öllu í móti jarli, og spara nú ekki til að hún væri sem virðilegust á alla vega. 
   Og er að nefndum degi kom, þeim er boðsmenn skyldu koma, þá varð jarl eigi þinglogi, og mikið lið með honum. Og er þá drukkið veglegt brullaup, og eru þau bæði leidd í eina sæing, Pálnir og Ingibjörg. 
   Svo er sagt að hún sofnar brátt er hún kömur í rekkju. Þá dreymir hana, og er hún vaknar, segir hún Pálni drauminn: "Það dreymdi mig," segir hún, "að eg þóttumst hér stödd vera á þessum bæ sem nú em eg. En eg þóttumst uppi eiga vef, en það var línvefur. Hann var grár að lit. Mér þótti kljáður vera vefurinn, og var eg að og vafk, og var lítið á ofið að því er mér þótti. Og þá er eg sló vefinn, þá féll af einn kléinn af miðjum vefnum á bak og tók eg upp. En þá sá eg að kljár þeir voru ekki nema mannahöfuð ein, og er eg hafða upp tekið þetta höfuðið er af hafði slitnað, þá hélt eg á og hugða eg að og kennda eg höfuðið. [3] 
   Nú spyr Pálnir eftir hvert höfuðið væri. En hún svarar og kvað vera höfuð Haralds konungs Gormssonar. 
   "Betra er dreymt en eigi," segir Pálnir. 
   "Og svo þyki mér og," segir hún Ingibjörg. 
   Sitja þau nú að brullaupi slíka stund er þeim þótti fallið. 
   Og eftir það fer Óttar jarl heim til Gautlands með góðum gjöfum og virðilegum. 
   En samfarar þeirra eru góðar og hægjar og miklar ástir, og höfðu skamma hríð ásamt verið áður en þau eigu son einn, og er þeim sveini nafn gefið og kallaður Pálnatóki. Hann vex þar upp heima á Fjóni og er þegar snemmendis bæði vitur og vinsæll. Öngum manni var hann líkari í sinni lýzku en Áka föðurbróður sínum. 
   Og skammar stundir liðu frá því er Pálnatóki var af hinum mesta barnsaldri, þá tekur Pálnir faðir hans sótt, og af þeirri sótt lætur hann líf sitt. En Pálnatóki tekur þar fjárhlut allan fyrir að ráða með móður sinni. 
   Það er frá honum sagt, að hann liggur í hernaði á sumrum, og herjar hann víða um lönd þegar hann má það fyrir aldurs sökum. 
   Eitt hvert sumar er þess við getið að hann liggur enn í víkingu og hefir þá tólf skip; þau voru vel skipuð. Og þá er þetta er tíðenda, þá ræður fyrir Bretlandi [4] jarl sá er Stefnir hét. Hann átti sér dóttur þá er Ólöf hét. Hún var vitur kona og vinsæl, og var það góður kostur, svo að stórum bar. 
   Það er sagt, að Pálnatóki kömur þar við land skipum sínum og ætlaði að herja á ríki Stefnis jarls. Og er það spyrst, þá tekur Ólöf það til ráðs með Birni hinum brezka - hann var fóstbróðir hennar og var mjög í ráðagjörð með henni - að bjóða Pálnatóka heim til veizlu og mikillar vegsemdar, og ætti hann hér heldur friðland og herjaði eigi. Og þetta þekkist Pálnatóki og allt lið hans, og fóru til veizlunnar. 
   Og að þeirri veizlu biður Pálnatóki dóttur jarls sér til handa, og verður honum þetta mál auðsótt, og er honum konunni heitið og þar næst föstnuð, og sat hún eigi lengur í festum en svo, að þá var þegar drukkið brullaup þeirra að þessi veizlu. Og það var til lagt þar með, að Pálnatóka var jarlsnafn gefið og hálft ríki Stefnis jarls, ef hann vildi þar staðfestast. En hann átti þar allt að hafa eftir hans dag, þvíað Ólöf var erfingi hans ein. 
   Pálnatóki er þar eftir á Bretlandi það er eftir er sumarsins og svo um veturinn. En of vorið, þá lýsir Pálnatóki jarl því, að hann mun fara heim til Danmerkur. Og áður hann færi þaðan um sumarið, þá mælti hann við Björn hinn brezka: "Nú vil eg, Björn," segir hann, "attú sér hér eftir með Stefni mági mínum og sér að landráðum með honum fyrir mína hönd, þvíað hann tekur nú að eldast mjög, en eigi óvænt að eg koma eigi allbrálliga aftur; og ef það dvelst að eg koma eigi hingað, og missi jarls við, þá vil eg attú varðveitir allt ríkið, þar til er eg kem aftur." 
   Og eftir þetta fer Pálnatóki í braut þaðan með Ólöfu konu sína og ferst honum vel og kömur nú heim á Fjón í Danmörk og er nú heima of hríð. 
   Og þykir hann nú annar mestur maður í Danmörku og ríkastur og bezt að viti búinn, þegar er konunginn líður sjálfan. 
   Það er nú frá sagt, að konungurinn fer yfir landið og þiggur veizlur að vinum sínum. Pálnatóki gerir dýrlega veizlu í móti konunginum og fer síðan og býður honum, og það þekkist hann og fer til veizlunnar með mikið lið. 
   Og síðan lýstur á illviðri fyrir þeim, og koma þeir of kveldið til búanda eins, þess er Atli hét, og var hann kallaður Atli hinn svarti. Hann var maður félítill, og tók hann við konunginum með allri ölværð. Dóttir hans gekk of beina of kveldið, og hét hún Æsa og var kölluð Saumæsa; hún var mikil kona vexti og drengileg. Konungi leizt vel á hana og mælti við föður hennar: "Það er satt að ræða, að beini má varla verða betri en hér er í frammi hafður við oss, af þér búandi, og lætur þú nú einn hlut verða undan dreginn við oss, og er dóttir þín Æsa og gás hennar." En búandi svarar og kvað það ekki hans vera að leggja slíka konu að sér sem var dóttir hans. En konungur kvað honum mikillar vináttu von í móti, ef hann gerði þetta eftir hans vilja. 
   Og þar lendir þessi viðræðu þeirra og viðurhjali, að Haraldur konungur rekkur [5] hjá dóttur búanda um náttina. 
   En of daginn eftir, þá léttir af veðrinu, og býst konungur snemmendis í braut frá Atla. Og áður en þeir skiljast, gefur konungur honum góðar gjafir og sæmir hann svo og dóttur hans. 
   Og eftir þetta fer konungur ferðar sinnar, þar til er hann kömur til veizlunnar þeirrar er áður var getið. Konungur var lengi á veizlu þessi, og veitir Pálnatóki með miklum ríkdómi. Og þá er konungur fer í braut af veizlunni, þá gefur Pálnatóki honum góðar gjafir og virðilegar. Konungur tekur því og vel. 
   En um veturinn eftir er á leið upp, þá var það fundið af mönnum, að Saumæsa dóttir búanda tók að þróast og digrast og mundi vera ólétt. Eftir það ræddi faðir hennar við hana eina saman og spyr eftir hver vanheilsu hennar mundi valda. En hún segir að engi maður var þar annar í tigi til nema Haraldur konungur. "En þó hefi eg öngum manni þorað þetta að segja nema þér einum." 
   "Já," segir hann; "því æ betur skal eg þig virða sem þú hefir göfgara mann að þér lagðan." 
   Og nú líða stundir fram þar til er hún verður léttari, og fæðir hún sveinbarn, og er þeim sveini nafn gefið og kallaður Sveinn, og var hann kenndur við móður sína og kallaður Saumæsuson. [6] 
   Og nú ber svo til, að sumar hið þriðja eftir þetta, að Haraldur konungur skyldi enn sækja veizlu þangað á Fjón. Og er konungur kömur þar til veizlunnar, þá ræðir Pálnatóki við Æsu, þvíað hún var þar komin með son sinn, þann er hún eignaði Haraldi konungi og sér: "Nú skaltu," kvað Pálnatóki, "ganga fyrir konunginn djarflega í það mund er hann situr yfir drykkju og gerast bermælt við hann um þá hluti er þér þykir varða. Þú skalt og leiða sveininn eftir þér og mæla síðan þessum orðum við konunginn, að eg leiði hér eftir mér einn svein, og kalla eg þar öngan mann annan í tigi til að eiga þenna svein með mér en þig, Haraldur konungur. En hversu sem konungur svarar þínu máli, þá vertu djarfmælt. En eg mun vera nær staddur og taka undir með þér og styðja málið þitt." 
   Hún gerir svo sem hann ræður henni, og gengur hún nú fyrir konunginn Harald og leiðir sveininn með sér og mælir þessum sömum orðum sem í munn henni voru lögð af Pálnatóka. Konungur svarar brátt, þá er hún hafði mælt þessum orðum og spyr eftir, hver þessi kona væri, er svo mikla dirfð hafði við konunginn, að slíkt þorði upp að bera, og spyr hana að nafni. En hún kveðst Æsa heita og vera eins búanda dóttir þar í Danmörku. Konungur segir: "Firna djörf kona ertu og heimsk," segir hann, "og dirfðu þig eigi að mæla slíkt oftar ef þú vilt ómeidd vera." 
   Pálnatóki segir þá: "Því mun hún þetta mæla, herra," segir hann, "að henni mun þykja mikil nauðsyn til bera, og er hún engi skyndikona né púta, heldur er hún góð kona og ráðvönd, þótt hún sé lítillar ættar eða kynferðar, þá hyggju vér hana þó satt eitt upp bera." 
   Konungur mælti: "Eigi varði oss þess af yður, Pálnatóki, að ér munduð þetta mál þannig tengja til vor sem nú reynist." 
   "Svo skal og vera," segir Pálnatóki, "að eg mun þetta ekki ræsa á hendur yður, herra, [7] en svo mun eg til sveinsins gera í alla staði sem hann sé þinn einkason. En nú skulu við láta falla þessa ræðu að sinni." 
   Og brátt eftir þetta býst konungur í braut af veizlunni. Pálnatóki gefur konunginum gjafir, [8] en hann vill eigi við taka né þiggja. En Fjölnir var þá með Haraldi konungi, er getið var fyrr í sögunni, er var föðurbróðir Pálnatóka; hann bað konunginn taka við gjöfum þessum hinum virðilegum og gera sig eigi svo beran í þessu máli, að svívirða svo hinn mesta höfðingja að vilja eigi þiggja hinn mesta sómahlut af honum, þar er hann var áður hinn kærsti hans vin. Og nú fær hann svo um talið fyrir konunginum, að hann þiggur gjafirnar og tekur við. En þó þakkar hann ekki, og var auðfynt að konunginum hafði mjög mislíkað er Pálnatóki hafði honum eignað sveininn. 
   Og við þetta skilja þeir, að allfátt var um með þeim; og aldregi kom þeirra vingan í samt lag síðan. Fór konungur heimleiðis með sína menn, en Pálnatóki tekur Svein Haraldsson heim til sín og Æsu móður hans, fyrir því að þá var við misst Atla hins svarta föður Æsu og upp gert féið nálega allt. 
   Nú vex Sveinn þar upp á Fjóni með Pálnatóka, og gerði hann svo vel við sveininn sem hann væri hans son og hélt honum til virðingar í öllum hlutum. Hann unni honum og mikið. 
   Þess er nú við getið að Pálnatóki á son við konu sinni Ólöfu, og er hann fæddur litlu síðar en konungur fór í braut af veizlunni; sá sveinn var kallaðut Áki. Hann var þar upp fæddur heima með feður sínum, og várust þeir Sveinn Haraldsson fóstbræður. Og þar fæddist Sveinn upp þar til er hann var fimmtán vetra gamall að aldri.


9. KAPÍTULI

En nú er þessi hinn ungi maður er svo aldurs kominn, þá vill nú fóstri hans Pálnatóki senda hann á fund föður síns Haralds konungs, og gerir hann með honum tuttugu menn frálega og ræður honum það, að hann skyli ganga inn í höllina fyrir konung föður sinn og segjast vera hans son, hvort er honum þætti betur eða verr, og beiða hann þess, að hann gingi við frændsemi við hann. 
   Svo gerir hann nú sem við hann er mælt, og er ekki sagt frá förum hans fyrr en hann kömur í höllina fyrir Harald konung föður sinn og mælir þeim orðum öllum er fyrir hann voru lögð. Og er því var lokið, þá annsvarar konungurinn: 
   "Það þykjumst eg finna og skilja á orðtaki þínu," segir hann, "að eigi mun logið vera til móðernis þíns, af því að mér sýnist attú munir vera hinn mesti skiptingur og afglapi og eigi ólíkur Saumæsu móður þinni." 
   Þá svarar Sveinn: "Ef þú vilt eigi ganga við frændsimi við mig, þá vil eg þess beiða af yður, að ér fáið oss þrjú skip úr landi og lið með, og er það eigi ofmikið tillag við oss, fyrir því að eg veit víst attú ert faðir minn. En Pálnatóki fóstri minn mun að vísu fá mér jafnmikið lið, og svo skip eigi smæri en þú fær oss." 
   Konungur svarar: "Þess væntir mig attú sér vel þessu á braut kaupandi, sem nú mælir þú til, og komir þú aldri síðan mér í augsýn." 
   Það er nú í frá sagt, að Haraldur konungur fær Sveini þrjú skip og hundrað manna, og hvorttveggja lítt vandað, skipin og liðið. Og eftir það ræðst Sveinn í braut þaðan og fer þar til er hann kömur heim til fundar við fóstra sinn Pálnatóka og segir honum allt út, hversu orð fóru með þeim feðgum. Pálnatóki svarar: 
   "Slíks var þar að von," segir hann, "og eigi betra." 
   Síðan fær Pálnatóki Sveini góð skip þrjú og hundrað manna, og var það lið mjög vandað. Og síðan gefur hann ráð til hversu hann skal hátta; og áður en þeir skiljast, mælti Pálnatóki við hann: 
   "Nú muntu freista að leggjast í hernað í sumar með lið þetta er nú hefir þú fingið. En það ráð vil eg til gefa með þér, attú farir ekki lengra fyrst í braut en svo attú herja hér í Danmörku á ríki föður þíns, það er honum er nökkvat í fjarska, og vinn þar slíkt allt illt sem þú mátt: far herskildi yfir og brenn allt og bæl svo sem þú mátt við komast og lát því ganga í allt sumar, en kom til mín að vetri og haf þá hérvist og bæli og lið þitt." 
   Og síðan skiljast þeir fóstrar, og fer Sveinn í braut með lið sitt og fer jafnt með öllu sem honum var ráðið af hendi fóstra síns, og gerir hann mikið illvirki á ríki konungsins föður síns, og gerist eigi góður kurr í búandkörlum þeim er fyrir verða hans ófriði og ágangi, þvíað hvorki sparir hann við þá eld né járn. 
   Nú spyrst þetta brátt og kömur til eyrna konunginum, og þykir honum því illa varið er hann hefir fingið honum afla til slíks ófriðar og ágangs, og kveðst ætla að honum mundi bregða í móðurkyn sitt um þessi endimi er hann tók til. 
   Nú líður af sumar þetta. Og er að vetri kömur, þá fer Sveinn heimleiðis, þar til er hann kömur á Fjón til Pálnatóka fóstra síns, og hefir fingið mikils fjár um sumarið. 
   Og áður en þeir komust heim, þá fingu þeir storm mikinn og ofviðri, og braut öll skipin þau er faðir hans hafði fengið honum, og lið það allt, er þar hafði á verið, týndist. En síðan sigldi Sveinn heim á Fjón sem honum var sagt, og var hann þar of veturinn í góðu yfirlæti og lið hans, það er eftir var.


10. KAPÍTULI

Nú er frá því að segja þá er voraði, þá kömur enn Pálnatóki að máli við fóstra sinn og bað hann enn fara á fund Haralds konungs föður síns og beiða hann þess, að hann fingi honum sex skip og þar lið með, svo að þau væri skipuð fullri skipan, - "en þú hygg að því vandlega, attú mæl til hversvetna illa þess er þú beiðir hann, og ver djarfmæltur í alla staði." 
   Og nú fór Sveinn og kemur á fund föður síns og mælti til sex skipa við hann og liðs þar með og mælti til alls illa, svo sem Pálnatóki hafði ráðið honum. En konungurinn Haraldur segir: 
   "Til ills eins þótti mér þú hafa það lið er eg fékk þér í fyrra sumar, og ertu furðu djarfur maður, er þú þorir enn að mæla til liðs við mig, slíka illsku sem þú hefir áður af þér sýnda." 
   Sveinn segir: "Eigi mun eg héðan fyrri í braut fara en þér fáið oss slíkt sem vér krefjum. En ef það náist eigi, þá mun Pálnatóki fóstri minn fá mér lið, og mun eg þá herja á menn þína sjálfs, og skal eg ekki af spara að vinna á þeim svo illt sem eg hefi föng á." 
   Nú mælti konungur: "Hafðu sex skip og tvö hundruð manna," segir hann, "og kom aldri síðan mér í augsýn." 
   Og nú fer Sveinn í braut við svo búið og á fund Pálnatóka fóstra síns og segir honum allt sem fór með þeim feðgum. Og enn fær Pálnatóki honum jafnmikið lið sem faðir hans fékk honum. Og nú ræður Pálnatóki honum enn ráð, og hefir Sveinn nú tólf skip og fjögur hundruð manna. 
   Og áður en þeir skiljast fóstrar, þá mælti Pálnatóki: 
   "Nú skaltu fara og herja og eigi þar sem fyrra sumar, en þó skaltu enn á þá Danina herja, og rek nú þeim mun harðara hernaðinn en fyrra sumar sem nú hefir þú liðsaflann bæði meira og betra en þá, og hefst nú aldregi af höndum þeim sumarlangt. En að vetri farðu heim hingað á Fjón og ver þá hér með mér." 
   Og nú skiljast þeir fóstrar að sinni, og fer Sveinn og lið hans herskildi yfir landið víða. Hann herjar bæði um Sjóland og Halland, og svo er hann ákafur of sumarið, að svo má að kveða, að hann herji nátt með degi, og hefst hann aldregi úr Danakonungs veldi það sumar. Hann drap margan mann, og mörg héruð brenndi hann um sumarið. 
   Þessi tíðendi spyrjast víða, að ófriður er mikill í landinu. En þó lætur konungur þetta hjá sér líða, þóað umræða verði fyrir honum, og lætur fara fram sem auðið er. 
   Og nú of haustið er á líður, fer Sveinn heim á Fjón til Pálnatóka fóstra síns og týnir nú öngu liði sínu í heimförinni sem hið fyrra sumarið. Og er hann nú með fóstra sínum um veturinn og lið hans allt.


11. KAPÍTULI

Enn er svo um vorið, að Pálnatóki kömur að máli við fóstra sinn og mælti við hann: "Nú skaltu búa skip þín öll og fara síðan á fund föður þíns með öllu liði þínu albúnu. Þú skalt ganga fyrir hann og mæla að hann leggi til við þig tólf skip og öll skipuð af mönnum, og ef það fæst eigi af honum, þá bjóttú honum bardaga þegar í stað með því liði sem þá hefir þú, og haf aldregi verið grimmari í orðum við hann en nú." 
   Nú gerir Sveinn svo sem Pálnatóki ræður honum, og fer með öllu liði sínu þar til er hann hittir Harald konung föður sinn og krefur hann þess er fóstri hans réð honum. Og er því var lokið, þá svarar konungurinn: 
   "Þú ert maður svo djarfur," segir hann, "að eg veit trautt þinn maka, er þú þorir að koma á minn fund, þvíattú ert bæði víkingur og þjófur, og það hygg eg attú sér einn hinn versti maður að hvevetna því er þú mátt sjálfur ráða. Og eigi þarftu til þess að ætla, að eg ganga við frændsemi við yður, þvíað eg veit víst attú ert ekki minnar ættar." 
   Sveinn segir: "Að vísu em eg þinn son," segir hann, "og sönn er okkur frændsemi, en þó skal eg ekki þér þyrma í engan stað, og ef þú lætur eigi gangast það er eg kref þig, þá skal nú reyna með okkur, og skulu við nú berjast þegar í stað, og skaltu hvergi fá undan hokrað." 
   Konungurinn svarar: "Vandræðamaður ertu," segir hann, "og þannig hefir þú nakkvað skaplyndi sem þú mynir vera nokkorra eigi allsmárra manna, og mundu hafa verða það er þú beiðir, og far síðan braut úr mínu ríki og til annarra landa og kom hér aldri síðan meðan mitt líf er." 
   Nú ræðst Sveinn í braut með fjögur skip og tuttugu. Hann fer þar til er hann kömur heim á Fjón til Pálnatóka fóstra síns, og voru öll skip hans vel skipuð. Pálnatóki tekur vel við fóstra sínum - "og þyki mér þú vel hafa þau tillög," segir hann, "er eg legg fyrir þig, og skulu við nú ráða um báðir samt, hvað okkur sýnist rállegast. Nú skaltu fara í sumar, og skal þér nú frjáls vera öll Danmörk til hernaðarins, nema hér á Fjóni er eg á friðland. Hér skaltu nú og hafa friðland." 
   Og nú er þetta er tíðast, þá er Sveinn átján vetra gamall. 
   Pálnatóki lýsir yfir því, að hann ætlast að fara úr landi um sumarið og til Bretlands að hitta Stefni jarl mág sinn, og lézt hafa mundu tólf skip, - "en þú Sveinn," segir hann, "far svo nú með öllu sem eg gef ráð til, en eg mun vitja þín er á líður sumarið með mikið lið, því að mig grunar að nú mun görr her á hendur þér í sumar, og mun konungur eigi þola þér lengur attú gangir á hans ríki, og mun eg þá veita þér lið. En þú hygg að því vandlega, attú flý eigi undan, þó að liðið sé að þér gert, og halt upp bardaga við þá, þó að liðsmunur sé nokkur." 
   Nú skiljast þeir Pálnatóki og Sveinn, og fer sína leið hvor þeirra, og fara þeir nú báðir senn, og ræðst Pálnatóki til Bretlands. En Sveinn tekur nú það ráð sem honum var til kennt: herjar nú á nýjaleik á ríki föður síns nátt með degi og fer víða yfir landið, og flýja landsmenn undan og á fund konungsins og þykjast illa leiknir verða og segja honum til vandræða sinna og biðja að hann taki nakkvað skjótt úrráð. 
   Og nú þykir konunginum eigi vera mega svo búið, og þykist þá lengur hafa setið Sveini þann hlut er hann mundi eigi öðrum þola. Lætur hann nú búa síðan fimm tigi skipa og fer sjálfur með því liði og ætlar að drepa Svein og allt lið hans. 
   Og er á líður haustið, þá hittast þeir Haraldur konungur og Sveinn við aftan síð við Borgundarhólm, svo að hvorir sjá aðra. En þá var þó svo kveldað, að þá var eigi vígljóst, og leggja þeir skip sín í lægi. 
   En um daginn eftir, þá berjast þeir allan dag til nætur, og þá eru hroðin tíu skip Haralds konungs, en tólf af Sveini, og lifir enn hvortveggi þeirra, og leggur Sveinn nú skip sín inn í vogsbotninn um kveldið. En þeir Haraldur konungur tengja saman skip sín um þveran voginn fyrir utan og leggja stafn við stafn, og búa svo umb, að Sveinn væri inni tepptur í voginum, og ætla að hann skyldi eigi út koma skipunum, þótt hann vildi við það leita. 
   En um morgininn ætla þeir að leggja að þeim og drepa af þeim hvert mannsbarn og taka Svein af lífi. 
   Og það sama kveld er til slíkra stórtíðenda horfist, þá kömur Pálnatóki vestan af Bretlandi og verður þá landfastur það sama kveld við Danmörk og hafði fjögur skip og tuttugu. Hann leggur undir nesið öðru megin og tjaldar þar um skip sín. Og er því var lokið, þá gengur Pálnatóki af skipi einn saman á land upp og hefir örvamél [1] á baki. 
   Það ber að móti umb, að Haraldur konungur gengur á land upp og menn með honum. Þeir gingu í skóg og gerðu þar eld fyrir sér og bakast þar við. Þeir sitja á lág einni allir saman, en þá er myrkt orðið af nótt er þetta er. 
   Pálnatóki gengur upp til merkurinnar og gagnvert þar sem konungur bakast við eldinn og stendur þat of hríð. 
   En konungurinn í annan stað bakast við eldinn og bakar bringspöluna á sér og er kastað undir hann klæðum, og stendur hann á knjánum og ölbogunum og lýtur hann niður mjög við, er hann bakast við eldinn. Hann bakar og við axlirnar, og ber þá upp við mjög stjölinn konungs. 
   Pálnatóki heyrði görla mál þeirra, og þar kennir hann görla mál Fjölnis föðurbróður síns. 
   Og nú leggur hann ör á streng og skýtur hann til konungsins, og er svo sagt af flestum fræðimönnum, að örin flýgur beint í rassinn konunginum og eftir honum endilöngum og kom fram í munninn, og fellur konungurinn þegar á jörð niður örendur, sem von var. En förunautar hans sjá hvað í hafði gerzt og þótti þetta öllum vera hið mesta býsn. 
   Þá tekur Fjölnir til orða og kvað þann mann hafa sótt hið mesta óhapp er þetta verk hafði unnið og fyrir ráðið - "og er þetta hið mesta fádæmi, þannig sem atburður hefir orðið umb." "En hvað skulu vér nú til táðs taka?" sögðu þeir. En allir mátu við Fjölni, fyrir því að hann var þeirra vitrastur og mest virður. 
   Það er nú frá sagt að Fjölnir gengur að þangað er konungurinn liggur og tekur í braut örina, þaðan sem hún hafði staðar numið, og hirðir hana svo búna sem þá var hún. En örin var auðkennd, þvíað hún var gulli reyrð. Síðan mælti Fjölnir við þá menn er þar voru við staddir: "Það legg eg helzt til ráða," segir hann, "að vér hafim mjög allir eina frásögn um þenna atburð, og þyki mér eigi annað vera frá segjanda en hann hafi skotinn verið í bardaganum um daginn áður, og verður oss það mest skemmd og svívirða er við höfum verið staddir þenna atburð með slíkum undrum sem orðið hefir, að gera þetta augljóst fyrir alþýðu manns." 
   Og síðan bundu þeir þetta fastmælum með sér og héldu þessu allir um frásögn, sem þeir höfðu nú samið með sér. 
   En Pálnatóki fór til skipa sinna fyrst eftir verkið og kallaði síðan með sér tuttugu menn og lézt fara vildu að finna Svein fósra sinn. 
   Og nú fara þeir frá skipunum og umb nesið þvert og hittast þeir þar um nóttina og ræða með sér, hvað þeir skyldi til ráða taka; kveðst Pálnatóki þau orð hafa spurð frá Haraldi konungi, að hann mundi þeim atgöngu ætla að veita þegar er vígljóst væri um morguninn. En þó skal eg enda það er eg hét þér, þars eg em nú til kominn, að eg skal veita þér allt slíkt er eg má, og eitt skal yfir okkur ganga." 
   Engi maður vissi það enn af liði þeirra Sveins og Pálnatóka, að konungurinn væri líflátinn, nema hann sjálfur, Pálnatóki, og lætur hann sem ekki hafi í gerzt til tíðenda, og segir hann þetta engum manni að svo búnu. Sveinn tekur til orða og mælti við fóstra sinn: "Þess vil eg biðja, fóstri," segir hann, "attú leitir ráðs nökkurs þess er oss megi hlýða, þar sem nú er komið." Pálnatóki segir: "Ekki skulu við seint til ráða taka: Vér munum hér ganga á skip með yður og síðan skulu vér leggja þau úr tengslum og binda akkeri fyrir barð hverju skipi. Vér skulum og hafa skriðljós undir tjöldum, þvíað nú er náttmyrkur á. Síðan skulu vér róa út á flotann konungsins sem harðast, og er mér leitt að Haraldur konungur kvíi oss hér í vogsbotninum á morgin og drepi oss." 
   Nú taka þeir þessa umbúð sem Pálnatóki gaf ráð til og röru að sem harðast út á þveran flotann. En þetta varð á þá leið, að þar drekktust þrjár snekkjur fyrir atróðri þeirra, og komust þeir einir menn á land er syndir voru. En þeir Pálnatóki og Sveinn röru út eftir í það sama hlið öllum sínum skipum, allt þar til er þeir koma að flota þeim er Pálnatóki átti og hann hafði þangað haft. 
   Og þegar um morguninn er vígljóst var orðið, þá leggja þeir að þeim konungs mönnunum, og þá spurðu þeir þau tíðendi, að konungurinn var látinn. Síðan mælti Pálnatóki: "Þá munu við gera yður tvo kosti; takið hvorn er þér vilið: annað hvort að þér skuluð halda upp bardaga við okkur og berjast, og hafi þeir gagn er auðið er. En hinn er annar kostur, að þeir menn allir er verið hafa með Haraldi konungi skulu sverja nú Sveini fóstra mínum land og þegna og taka hann til konungs yfir alla Danmörk." 
   Nú bera þeir saman ráð sín konungs menninir og verða gervallir á það sáttir að taka Svein til konungs, en berjast eigi. Og síðan ganga þeir til Pálnatóka og segja honum hvað þeir kuru af, og fór það nú fram, að þeir allir er þar voru við svörðu Sveini land og þegna. 
   Síðan fara þeir Pálnatóki og Sveinn báðir samt of alla Danmörk. Og hvar sem þeir komu, þá lætur Pálnatóki kveðja húsþings, og er Sveinn til konungs tekinn um alla Danmörk áður en þeir létti. Og um allt Danakonungs veldi. [2] 
   Og eftir það er Sveinn er konungur orðinn, þótti þá honum það skylt, sem öllum öðrum konungum, að erfa föður sinn fyrir hinar þriðju veturnætur. Hann ætlar nú þegar að hafa þessa veizlu og fresta því ekki lengur. Hann býður fyrstum Pálnatóka fóstra sínum til erfis þess og þeim Fjónbyggjum, vinum hans og frændum. En Pálnatóki svarar því svo, að hann lézt eigi lagi mundu á koma fyrir þær veturnætur er næstar voru, að koma til boðsins. "Er það komið til eyrna mér," segir hann, "er mér þykir stórtíðendum sæta, að Stefnir mágur minn Bretlands jarl sé andaður, og verð eg þangað að fara nauðsynlega, þvíað eg á að hafa það ríki eftir hans dag." 
   Og er Pálnatóki þykist eigi koma mega til erfisins, þá eyddist nú erfisgerðin fyrir konunginum, fyrir því að hann vill fyrir hotvetna fram að fóstri hans sé að boðinu.


12. KAPÍTULI
Frá Pálnatóka

Pálnatóki fer nú úr landi í braut of haustið með skipalið sitt. Og áður en hann færi, þá setur hann þar til eftir Áka son sinn að ráða búum sínum þar á Fjóni og öllu því er hann átti þar og bað honum virkta við konunginn Svein áður þeir skildi, og hét konungur því Pálnatóka, að hann skyldi veita Áka hina beztu umsjá, og það sama endi hann. 
   Síðan réðst Pálnatóki í braut og fer þar til er hann kömur til Bretlands og tekur við ríki því er Stefnir mágur hans hafði átt og Björn hinn brezki, og liðu af þau misseri hin næstu. 
   Og um sumarið eftir, þá sendir Sveinn konungur orð til Bretlands, að Pálnatóki skyldi koma þangað að boði hans og svo mikið lið með honum sem hann vildi haft hafa, og vill konungur nú erfa föður sinn. Þeir voru tólf saman sendimenn konungsins, og var nær að því komið er Pálnatóki skyldi þaðan búast. Hann svarar og biður konung þökk hafa fyrir boð sitt. "En þannig er nú til farið, að á mér liggur þyngd nokkur, og þykjumst eg eigi fær vera að svo búnu. Það fylgir og að eg á hér miklu meiri fjölskyldi umb að vera en eg mega frá fara að svo búnu þessi misseri." 
   Hann telst nú undan um förina á alla vega, og fara þeir við það heim konungsmenn og segja honum svo búið. Og er þeir voru í braut farnir, þá hvarf af Pálnatóka þyngd öll. 
   Og nú lætur konungurinn líða það haust erfisgerðina, og líður af sá vetur og það sumar. 
   Og nú var svo komið, að Sveinn mátti eigi þykja gildur konungur ef hann skyldi eigi erfa föður sinn fyrir hinar þriðju veturnætur, og vill konungur nú að vísu eigi láta undan bera. Hann sendir nú [1] enn hina sömu tólf menn á fund Pálnatóka fóstra síns að bjóða honum enn sem fyrr til boðsins, og lézt nú mundu leggja reiði á hann mikla ef hann færi eigi. En Pálnatóki svarar þeim sendimönnum konungsins og biður þá heim fara og segja svo konunginum að hann búist svo við að öllu um veizluna sem framast hefir hann föng á, að hún verði sem veglegust. En hann kveðst koma mundu til erfisins það haust. 
   Nú fara þeir heim sendimenn konungs og segja honum sín örendalok, að Pálnatóka var þangað von, og býst hann nú við boðinu konungur, og allt það er til skyldi fá, skyldi verða að öllu sem veglegast, bæði fyrir tilfanga sakir og fjölmennis, og er nú allt albúið að boðinu og boðsmenn eru komnir. Þá var Pálnatóki eigi kominn, og leið á daginn mjög, og þar kömur að menn gingu til drykkju um kveldið, og er mönnum skipað í sæti í höllinni. 
   Þá er það sagt að konungur lætur liggja rúm á hinn óæðra bekk í öndvegi og hundrað manna utar frá, og vættir þangað Pálnatóka fóstra síns til þess rúms og hans föruneytis. Og er þeim þykir seinkast um kvámu Pálnatóka, þá taka menn þar til drykkju. 
   En nú verður að segja frá Pálnatóka, að hann býst heiman og Björn hinn brezki með honum, og hafa þeir þrjú skip úr landi og hundrað manna; þar var hálft hvors í því liði, Danir og Bretar. Þeir fara síðan þar til er þeir koma við Danmörk. Og það sama kveld koma þeir í þær stöðvar er átti Sveinn konungur, og leggja þeir skip sín í lægi þar er þeim þótti aðdjúpast vera. Þá var allgott veður á um kveldið. Þannig búa þeir um skipin, að þeir snúa framstöfnum frá landi og leggja árar allar í hömlur, að þeim skyldi sem skjótast til að taka ef þeir þyrfti bráðungar við. 
   Og síðan ganga þeir á land upp og fara leiðar sinnar þar til er þeir koma til konungsins, og sitja menn þá við drykkju er þeir koma þar, og er þetta hið fyrsta kveld veizlunnar. Nú gengur Pálnatóki inn í höllina og þar þeir allir eftir honum. Hann gengur innar eftir höllinni og fyrir konunginn ‹og kveður konunginn vel›; konungur tekur og vel hans máli og vísar honum til sætis og öllum þeim. 
   Og sitja þeir nú við drykkju og eru kátir vel. Og er þeir hafa drukkið of hríð, þá er þess við getið, að Fjölnir víkur að konunginum og talar við hann nokkura hríð hljótt. Konungurinn brá lit við og gerir rauðan á að sjá og þrútinn. En maður er nefndur Arnoddur; hann var kertasveinn konungs, og stendur hann frammi fyrir borði hans. Honum selur Fjölnir í hönd eitt skeyti og mælti að hann skyldi bera það fyrir hvern mann er í væri höllinni, allt þar til er nokkur kannaðist við að ætti það sama skeyti. Og eftir því gerir Arnoddur, sem Fjölnir mælti fyrir. 
   Nú gengur hann fyrst innar eftir höllinni frá hásæti konungsins og ber þessa ör fyrir hvern mann, og kannast engi við að eigi. Þar kömur enn er hann fer utar eftir höllinni hinum óæðra megin, þar til er hann kömur fyrir Pálnatóka og spyr hann eftir hvort hann kenni örina. Pálnatóki svarar: "Fyrir hví muna eg eigi kenna skeyti mitt? Sel mér," segir hann, "þvíað eg á það." Þá skorti eigi hljóð [2] í höllinni, og hlýddu menn til þegar er nokkur varð til að eigna sér örina. 
   Og nú tekur konungurinn til orða og mælti: "Þú Pálnatóki," segir hann; "hvar skildist þú við þetta skeyti næsta sinni?" 
   Pálnatóki svarar: "Oft hefi eg þér eftirlátur verið, fóstri, og ef þér þykir það þinn vegur meiri að eg segja þér það í allmiklu fjölmenni heldur en svo að færi sé hjá, þá skal það veita þér. Eg skildumst við hana á bogastrengnum, konungur," segir hann, "þá er eg skaut í rassinn föður þínum og eftir honum endilöngum, svoað út kom ‹í› munninn." 
   "Standið upp allir," segir konungur, "og hafið hendur á þeim Pálnatóka og förunautum hans og drepið þá alla, fyrir því að nú er niður slegið allri vináttu milli okkar Pálnatóka og öllum góða þeim er með okkur hefir verið." 
   Og nú spretta upp allir menn í höllinni, og gerist nú eigi allt alkyrra. Pálnatóki fær brugðið sverði sínu og lætur sér það verða fyrst á vegi, að hann höggur til Fjölnis frænda síns og klýfur hann í herðar niður. En svo á Pálnatóki sér marga vini innan hirðar, að engi vildi vopn á hann bera, og komust þeir út allir úr höllinni, nema einn maður brezkur af liði Bjarnar. Pálnatóki mælti þá er þeir voru út komnir og sagt var að saknað var eins manns af liði Bjarnar og segir að eigi var minna að von en svo, "og föru vér nú ofan sem skjótast til skipa vorra, fyrir því að nú er engi annar á görr." 
   Björn svarar: "Eigi mundir þú svo renna frá þínum manni," segir hann, "ef þú ættir minn hlut, og eigi skal eg heldur og," segir hann. Og snýr hann nú inn aftur þegar í höllina, og er hann kömur inn, þá kasta þeir hinum brezka manni yfir höfuð sér og höfðu nær í sundur rifinn, svo mátti að kveða. Og þá verður Björn var við og fær tekið hann og fleygir honum upp á bak sér og hleypur út síðan. 
   Og fara þeir nú ofan til skipa sinna, og gerði Björn þetta mest til ágætis sér, en vita þóttist hann að maður mundi dauður vera, og svo varð, að maðurinn lézt, og hafði Björn hann með sér, og hljópu nú út á skip sín, og féllu þegar við árar. En þá var á niðmyrkur mikið um náttina og logn, og komast þeir svo undan þeir Pálnatóki og Björn og nema hvergi staðar, áður en þeir koma heim til Bretlands. En konungurinn fer nú heim til hallarinnar og allt liðið með honum, og fá nú ekki að gert það er þeir vildu, og undu við hið versta. Taka þeir nú síðan og drekka erfið, en eftir það fer hver heim þaðan til sinna heimkynna.


13. KAPÍTULI
Lát Ólafar

Það er nú sagt, að hið næsta sumar eftir, þá tekur Ólöf sótt, kona Pálnatóka, og leiðir hana sú sótt til bana. En eftir andlát hennar, þá unir Pálnatóki eigi á Bretlandi, og setur hann þá til ríkis þess að varðveita Björn hinn brezka. En hann býr nú úr landi þrjá tigu skipa og ætlar nú að leggjast í víking og hernað. Hann fer úr landi þegar er ferð hans er búin, og herjar hann það sumar til Skotlands og Írlands og aflar sér mikils fjár og ágætis í herförunum. 
   Hann hefir nú þessa íðn tólf sumur í samt, og verður honum bæði gott til fjár og virðingar. En þá er þetta er tíðast, að hann er í herförunum, þá fer hann eitthvert sumar til Vindlands og ætlar að herja þar, og hefir þá við fingið tíu skip og hefir þá fjóra tigu skipa. 
   En í þann tíma réð þar fyrir konungur sá er Brúizláfur hét, og hugði hann illt til hernaðarins, fyrir því að honum var sagt frá Pálnatóka, að hann hafði nær ávallt sigar, þar sem hann herjaði, og var hann ágæztur víkinga í það mund, og þótti hann vera hverjum manni vitrari og ráðgari, og gengur þungt við hann flestum. 
   Og vonu bráðara, þá er Pálnatóki kömur þar við land og Búrizláfur hefir spurt til hans og hvað hann ætlaðist fyrir, þá sendir konungur menn sína á fund hans og ‹býður› Pálnatóka til sín og lézt vildu eiga við hann frið og vinfengi; það lét hann og fylgja þessu heimboði, að hann bauð að gefa honum eitt fylki eða ríki af landi sínu, þar er heitir að Jómi, til þess að hann skyldi þar staðfestast, og mundi hann þetta ríki gefa honum einkum til þess að hann skyldi þá vera skyldbundinn til að verja land og ríki með konunginum. Og þetta þiggur Pálnatóki og allir hans menn, að því er sagt er. 
   Og þar lætur hann gera brálliga í sínu ríki sævarborg eina mikla og ramgjörva, þá er Jómsborg er kölluð síðan. Þar lætur hann og gera höfn þá uppi í borginni að liggja máttu í þrjú ‹hundruð› langskip senn, svo að þau voru öll læst innan borgar. Þar var umb búið með mikilli vélfimni er í var lagt inn í höfnina, og þar var sem dyr væri gervar, en steinbogi mikill yfir uppi. En fyrir durunum voru járnhurðir og læstar innan úr höfninni. En á steinboganum uppi var görr kastali einn mikill og þar valslöngur í. Sumur hlutur borgarinnar stóð út á sæinn, og eru þær kallaðar sæborgir er svo eru görvar og af því var innan borgar höfnin.


14. KAPÍTULI
Lög Jómsvíkinga

Nú eftir þetta, þá setur Pálnatóki lög við hygginna manna ráð þar í Jómsborg til þess að þar skyldi gerast meiri afli en þá var enn orðinn. "Þangað skyldi engi maður ráðast til föruneytis við Pálnatóka sá er ellri væri en fimmtugur að aldri og engi yngri en átján vetra gamall; þar á meðal skyldu allir vera að aldrinum. 
   Alls engi maður skyldi sá þar vera er rynni fyrir jafnvíglegum manni sér jafnbúnum. 
   Hver maður er þangað réðst í þeirra föruneyti skyldi því heita fastlega, að hver þeirra skyldi hefna annars sem mötunauts síns eða bróður síns. 
   Og alls engi skyldi þar róg kveykja á milli manna. Svo og þótt þangað spyrðist tíðendi, þá skyldi engi maður svo hvatvís vera að þau skyldi segja, þvíað Pálnatóki skyldi þar fyrst tíðendi segja. 
   Og sá er fundinn yrði að þessu, er nú var upp tínt, og af brygði þessum lögum, þá skyldi sá þegar rækur og rekinn úr lögum þeirra. 
   Svo og þóað við væri tekið við þeim manni er vegið hafði bróður eða föður þess manns er þar var áður fyrir, eða nokkurn allskyldan hans frænda, og kæmi það upp síðan er við honum væri tekið, þá skyldi Pálnatóki það dæma. 
   Alls engi maður skyldi þar konu hafa innan borgar, og engi skyldi á braut vera þaðan þrem nóttum lengur úr borginni, nema Pálnatóka ráð væri til og leyfi. 
   Allt það er þeir fingi í herförum, þá skyldi til stanga bera meira hlut og minna, og allt það er fémætt væri. Og ef það reyndist á hendur nokkurum, að eigi hefði svo gert, þá skyldi hann í braut fara úr borginni, hvort sem til hans kæmi meira eða minna. 
   Engi maður skyldi þar æðruorð mæla né kvíða, hvegi óvænt sem þeim hyrfði. 
   Engi hlut skyldi þann að bera með þeim innan borgar, er eigi skyldi Pálnatóki því öllu setja og ráða eftir því sem hann vildi. 
   Ekki skyldi því ráða frændsemi eða vinfengi, þó að menn vildi þangað ráðast, þeir er eigi voru í þessum lögum. Og þó að þeir menn er fyrir voru bæði þeim þannig, er eigi voru til felldir þessara laga, þá skyldi þeim það ekki tjá. 
   Og sitja þeir nú í borginni við þetta í góðum friði og halda vel lög sín. Þeir fara hvert sumar úr borginni og herja á ýmsi lönd og fá sér ágætis mikils, og þykja vera hinir mestu hermenn, og öngvir þóttu vera nálega þeirra jafningjar í þenna tíma. Og eru nú kallaðir Jómsvíkingar héðan í frá allar stundir.


15. KAPÍTULI
Frá Sveini konungi og Áka

Nú er að segja frá Sveini konungi, að hann lætur sér verða á alla vega sem bezt til Áka, sonar Pálnatóka, svo sem þeirra vinátta hefði jafnan góð verið. Og þó að þar hefði á orðið nokkur drúpur [1] með þeim, þá lét konungurinn Áka ekki þess gjalda, og virðir hann mikils þeirra fóstbræðralag. 
   Og er Áki á Fjóni og ræður þar fyrir sem faðir hans hafði hann til settan og fyrr var sagt.


16. KAPÍTULI
Frá sonum Véseta

Sá maður er nefndur til sögunnar er heitið hefir Véseti; hann ræður fyrir fylki því er heitir í Borgundarhólmi. Kona hans hét Hildigunnur. Þau áttu sér þrjú börn, þau er getið verður við söguna. Og hefir heitið son þeirra Búi er kallaður var Búi hinn digri, en annar hét Sigurður er kallaður var Sigurður kápa; dóttir þeirra hét Þórgunna; hún hafði þá gift verið fyrir nokkurum vetrum þá er þetta var. Sveinn konungur bað hennar til handa Áka syni Pálnatóka, og var hún gift honum. 
   Og brátt er þau höfðu saman gingið, þá áttu þau Áki sér son er Vagn er nefndur. 
   En þá er þetta er tíðast, þá ræður fyrir Sjólöndum jarl sá er nefndur er Haraldur og var kallaður Strút-Haraldur; en það bar til þess, að hann átti hött einn þann er strútur var á mikill. Hann var af brenndu gulli görr og svo mikill, að hann stóð tíu merkur gulls; og þaðan af fékk hann það nafn, að hann var kallaður Strút-Haraldur. Ingigerður hefir heitið kona jarls. Þrjú voru börn þeirra, þau er hér eru nefnd í þessi sögu: Sigvaldi hefir heitið son þeirra, en annar Þorkell og var kallaður Þorkell hinn hávi, en dóttir þeirra hét Tófa. 
   Áki son Pálnatóka býr á Fjóni með vegsemd mikilli og tign, og vex Vagn þar upp heima með feður sínum, þar til er hann er nokkurra vetra gamall. En það er frá honum sagt, þegar er nakkvað má marka skaplyndi hans, að hann var meiri vandræðamaður í sínum skapsmunum en allir menn aðrir, þeir er þar höfðu upp vaxið. Svo var hann og í allri lýzku og í öllu sínu athæfi að trautt þótti mega um tæla. Og er það frá sagt, að Vagn er stundum þá heima fæddur sem þangað til hafði verið, en stundum er hann í Borgundarhólmi með Véseta afa sínum, og er það fyrir því, að nær þykjast hvorigir ráði mega við hann koma eða festa hendur á honum, svo þykir hann vera ódæll. Við Búa er hann bezt allra sinna frænda, og það hefir hann nökkvi helzt er Búi mælir fyrir honum, fyrir því að hann var honum skapfelldastur. En að öngu hafði hann það er frændur hans mæltu, ef honum sýndist annan veg, hvað sem það var. Hann var allra manna vænstur og fríðastur sjónum og hinn mesti atgörvismaður og bráðgörr um hotvetna. 
   Búi móðurbróðir hans var maður óorðasamur og heldur hljóður oftast og skapmikill. Hann var maður svo sterkur, að menn vissu ógerla afl hans. Búi var ekki vænleiksmaður, en þó var hann vörpulegur og mikilúðlegur og garpur hinn mesti í alla staði. 
   Sigurður kápa bróðir hans var maður vænn og kurteis og liðmannlegur og þó enn raunæfur viðureignar og heldur fámálugur. 
   En frá Sigvalda syni Strút-Haralds er það að segja, að hann er maður nefljótur og fölleitur; hann var eygður manna bezt; hár var hann vexti og allsnöfurmannlegur. Þorkell bróðir hans var allra manna hæstur; hann var sterkur maður og forvitri, og svo var hvortveggi þeirra bræðra.


17. KAPÍTULI

Það er nú frá sagt, að þeir Sigvaldi bræður búa skip tvö úr landi og ætla til Jómsborgar og vilja vita ef við þeim væri tekið, og spyrja ráðs Harald jarl föður sinn, hversu ráðlegt honum sýndist það, að þeir réðist til liðs með þeim Jómsvíkingum. En hann svarar og kallar það ráðlegt, að þeir færi þangað og aflaði sér svo ágætis og virðingar, "og er nú mál að ið reynið ykkur bræður hvort ið eruð nokkuð að mönnum." Þeir beiða hann fjártillaga til fararinnar og svo vista, en hann svaraði og kvað þá annað tveggja gera skyldu, að þeir færi þess kostar úr landi í braut, að þeir fengi sér sjálfir vistir og annað það er þeir þyrfti að hafa, eða færi hvergi elligar og sæti um kyrrt. 
   Nú fara þeir eigi að síður, þó að Haraldur jarl faðir þeirra vildi ekki til leggja. Þeir hafa tvö skip og hundrað manna; þeir vönduðu það lið sem mest og fóru síðan þar til er þeir komu til Borgundarhólms og þóttust þurfa að afla sér vista og fjár nokkurs kostar. Og taka þeir nú það ráð, að þeir gera þar upprásir og ræntu og taka upp bú Véseta eitt, það er auðgast var, og ræntu hann því fé öllu og báru ofan til skipa sinna. Og fara þeir nú í braut leiðar sinnar, og er nú ekki að segja frá förum þeirra fyrr en þeir koma til Jómsborgar. Þeir leggja utan að borgarhliðinu. En Pálnatóki gekk ávallt með miklu liði fram í kastalann þann er görr var yfir sundinu, og var hann því vanur að mæla þaðan við þá menn er komu til borgarinnar. 
   Og nú er hann verður var við kvámu þeirra Sigvalda, þá gerir Pálnatóki enn sem hann var vanur: geingur upp í kastalann með miklu liði og spyr þaðan hver fyrir liði því réði og skipum, er þá var þar komið. [1] Sigvaldi svarar honum: "Hér ráða fyrir," sagði hann, "bræður tveir, synir Strút-Haralds jarls, og heiti eg Sigvaldi, en bróðir minn heitir Þorkell. En það er örendi okkart hingað, að við vildim ráðast til liðs með yður við þeim mönnum er yður þykja nýtandi vera í voru liði." 
   Pálnatóki svarar vel um þetta mál, og leitar þó ráðs undir Jómsvíkinga félaga sína og kvað sér kunnigt vera kynferði þeirra og segir að þeir voru vel bornir. En Jómsvíkingar báðu Pálnatóka fyrir sjá sem honum sýnist og kalla það sitt ráð sem hann vill. 
   En nú eftir þetta, þá er lokið upp Jómsborg, og nú róa þeir Sigvaldi í borgina upp. Og er þeir voru þar komnir, þá skal reyna lið þeirra eftir því sem lög þeirra standa til Jómsvíkinga. Og nú fer það sama fram, að til er reynt um lið þeirra, hvort þeir þykja til hafa vaskleik og karlmennsku að ganga í lið með Jómsvíkingum og undir þau lög öll er þar voru sett. 
   En svo gengur sú raun, að helmingur liðs þeirra er í lög tekinn af þeim Jómsvíkingum, en helminginn senda þeir aftur. 
   Nú er tekið við Sigvalda og Þorkatli bróður hans og hálfu hundraði manna með þeim, og eru þeir nú leiddir í lög með þeim Jómsvíkingum, og ganga öngvir hærra í mannvirðingu af Pálnatóka en þeir bræður, og stendur þar nú svo búið um hríð.


18. KAPÍTULI
Frá Véseta

Nú verður þar til máls að taka er Véseti er, að hann er ræntur einu búi sínu því er auðgast var, og kömur þetta nú brátt til eyrna Véseta, og tekur hann það til ráðs í fyrstunni, að hann setur aftur sonu sína að geysingum öllum og yfirgangi, en fer sjálfur á fund Sveins konungs og segir honum til hvað títt var um þá Haralds sonu, og hversu þeir höfðu ræntan hann og tekið upp bú hans það er hann átti eitt hvert auðgast. 
   Konungur svarar: "Það ráð legg eg til með þér," segir hann, "attú skalt nú vera láta fyrst kyrrt. En eg mun senda orð Strút-Haraldi og vita ef hann vili gjalda upp fé fyrir sonu sína, svo attú sér haldinn af, og vil eg attú látir þér það vel líka." 
   Nú fer Véseti heim við svo búið, en Sveinn konungur sendir þegar menn eftir Haraldi jarli og bað hann koma á sinn fund. Jarl leggst eigi förna undir höfuð og fer þar til er hann kemur til konungs, og er þar tekið við honum vel. Nú spyr konungur eftir Harald jarl, hvað hann vissi til hvern auvisla [1] synir hans hefði görvan Véseta. Hann kveðst ógörla vita. Konungurinn segir honum að þeir höfðu tekið upp bú hans eitt, það er mest var, og beiddi hann þess, að hann skyldi bæta fyrir þá fjárhlutum og væri síðan kyrrt. En jarl svarar og kveðst ófengið enn hafa þess fjárins er hann mundi bæta fyrir það, þótt ungmenni tæki naut eða sauði til matar sér. 
   Konungur mælti: "Þá muntu fara heim við svo búið," segir konungurinn, "og hefi eg nú sagt yður vilja minn. En nú mun eg þó svo fyrir mæla, attú ábyrgist þig nú sjálfur við sonum Véseta og svo fé þitt, og mun eg nú eiga að öngan hlut, þar er þú vill það ekki hafa er eg legg til með þér, og viltu það einu hafa er þér sýnist, og varir mig að þessu muni vera misráðið." 
   Haraldur jarl svarar og kveðst sjálfur mundu vera í ábyrgð um það, en lézt ekki mundu það við hann meta, - "og em eg stórum óhræddur við Véseta og sonu hans." 
   Og nú eftir þetta fer Haraldur jarl heim, og er ekki getið um ferð hans, að néeitt yrði til tíðenda.


19. KAPÍTULI
Frá Búa digra

Það er nú að segja þessu næst, að Véseti og synir hans frétta viðræðu þeirra Haralds jarls og Sveins konungs, og svo hverjar lyktir á féllu þeirra tal, svo og það er jarl hafði mælt að skilnaði, áður en þeir konungur skildist. 
   Nú ætla þeir ráð fyrir sér, Véseta synir. Það er þeirra tiltekja, að þeir búa skip þrjú, þau er öll voru stór, og hafa þar með tvö hundruð manna, og búa það lið sem bezt megu þeir; fara síðan þar til er þeir koma á Sjóland og taka þar upp þau þrjú bú Haralds jarls er auðgust voru þeirra er hann átti. Og eftir það fara þeir heim synir Véseta með þetta hið mikla fengi er þeir hafa nú aflað. 
   Og nú koma brátt þessi örendi fyrir jarlinn Strút-Harald, að hann var ræntur og tekin upp þrjú hans bú, þau er auðgust voru. Kemur nú í hug hvað konungurinn hafði spáð honum. Hann gerir nú þegar menn á fund konungsins, ef hann vildi nú hlut í eiga að sætta þá, og kveðst nú vilja gjarna hans umb dæmi. En konungur svarar nú þessu, að - "nú skal Haraldur jarl hafa ráð sín hin góðu, en nú mun eg ekki láta til mín taka, þvíað hann vildi ekki mín ráð við hafa, þá er við ræddum þetta mál, og var þá umb minna að dæma en nú er, og hafi hann nú sjálfur einræði sitt, en eg mun mér öngu af skipta." 
   Nú fara sendimenn jarls heim aftur og segja honum svör konungsins. 
   "Vér munum þá verða taka til vorra ráða," segir jarl, "ef konungurinn vill sitja kyrr hjá málunum." 
   Haraldur jarl fær sér nú tíu skip og býr sem bezt að mönnum og vopnum, og fer síðan með þessu liði allt þar til er þeir koma í Borgundarhólm, og þar hlaupa þeir á land upp og taka upp þrjú bú fyrir Véseta, þau er eigi voru verri en þau er synir Véseta höfðu upp tekið fyrir ‹Haraldi jarli›. 
   Haraldur jarl vendir nú aftur til Sjólanda með þetta fé og þykist nú vel hafa hefnt sín í þessi ferð. 
   Svo er nú sagt að eigi líður langt héðan, áður en þetta spyr Véseti: fjárskaða þennan allan er orðinn var, og tekur hann það ráð, að hann fer þegar á fund Sveins konungs, og tekur hann vel við honum. Síðan ræðir Véseti mál sitt fyrir konunginum og tjár á þessa leið: "Það muntu spurt hafa, herra," segir hann, "að þungt hefir á lagzt með okkur Strút-Haraldi jarli of hríð, og varir mig að ófriður myni af gerast sjálfra landsmanna í milli ef þér eigið öngan hlut í með oss, og kann vera að verra sé síðar en nú, svo komið sem er, þvíað yðrir menn eru hvorirtveggju, herra." 
   Konungur svarar á þessa lund: "Eg mun bráðlega fara til þings þess er heitir Íseyrarþing, [1] og mun eg boða þangað Haraldi jarli, og skulu þið þar sættast með tillögu góðra manna og voru umbdæmi, og mun sá nú jarli hinn bezti að vér setim máli þessu eftir því er oss líkar, allra helzt er oss þykir þú vel fara með þínu máli." 
   Og eftir þetta fer Véseti heim, og liðu nú svo fram stundir, þar til er Sveinn konungur og hans föruneyti búast til þingsins. 
   Sveinn konungur hefir fimm tigu skipa, og því svo mikið lið, að hann vill einn skipa í milli þeirra um allt það sem í er orðið með þeim. 
   Haraldur jarl átti skammt að fara til þingsins, og hefir hann eigi meir en tuttugu skip. Véseti fer og til þingsins og hefir þrjú ein skip. Það er og sagt, að synir hans voru eigi í ferð með honum, þeir Búi digri og Sigurður kápa. 
   Og nú er konungur og jarl og Véseti voru komnir á þingið, þá setur Véseti tjöld sín niðri við sjó hjá sundi því er að gengur þingstöðinni. En Strút-Haraldur jarl hafði tjaldað upp frá stund þá. En þar á milli setur konungur sínar herbúðir. 
   Og er á leið kveldið, þá sá þeir þaðan af þinginu fara frá heimili Haralds jarls tíu skip. Og er þeir nálgast þangað, þá leggja þeir menn í lægi skip sín, og síðan ganga þeir menn á land upp frá skipum með sveit sína. Þeir snara þegar á þingið. 
   Nú eru þessir menn brátt kenndir, að þar eru komnir þeir synir Véseta, Búi og Sigurður. Búi hinn digri var þá búinn mjög ítarlega að klæðum, fyrir því að hann var þá í klæðum þeim er Haraldur jarl átti. En sá búnaður var svo fémikill, að til komu tuttugu merkur gulls. Þeir hafa og tekið upp fyrir jarli tvær gullkistur og svo mjög hlaðnar af gulli, að í hvorri kistunni voru tíu hundruð marka gulls. Hatt jarls hafði Búi digri á höfði sér, þann er til komu tíu merkur gulls. 
   Þeir ganga nú á þingið, bræður, alvopnaðir og með fylktu liði og snarplegu. Og er þeir voru þar komnir, þá tekur Búi til orða og kveður sér hljóðs. Og er hljótt var orðið, þá mælti hann til jarlsins Strút-Haralds: "Hitt er nú ráð, jarl," segir hann, "ef þú ber nokkur kennsl á gripi þessa er nú muntu sjá á oss skína, attú sæk nú til óraglega ef þú þorir og sé nokkur dáð í þér, fyrir því að lengi hefir þú stórt bergt [2] við oss frændur. Em eg nú og albúinn að berjast við þig, ef nokkurt er mannsmót í þér." 
   Sveinn konungur heyrir orð Búa, og þykist það sjá að hann fær eigi haldið sinni tign ef hann lætur þá berjast þar á þinginu og gingi eigi á milli þeirra, er hann hafði svo mikið af tekið, að þeir skyldu þar sættast á þinginu, og tekur konungurinn nú það ráð, að hann gengur á milli þeirra og lætur þá eigi ná að berjast, og kömur þar nú því máli loks við atgöngu konungsins og afla, að nú verða hvorirtveggju því að játa, að konungurinn skipi einn á millum þeirra, eftir því sem hann vill. En það skorar Búi í sættina, að hann læzt aldrigi mundu lausar láta gullkisturnar þær er hann hafði fingið af jarli og önga gripi hans, en bað konunginn ráða öðru sem hann vildi. 
   Konungur svarar: "Þú Búi," segir hann, "stór verður þú oss. Nú hafðu þitt mál um gullkisturnar, en jarl svo mikið fé annað, að hann þykist haldinn af. En lausa verður þú að láta, Búi digri," segir hann, "gripi jarls, þá er þú hefir tekið, og gera honum eigi þá hneisu eða svívirðu að hann nái eigi tignarklæðum sínum." 
   Svo lýkur, að konungur verður að ráða, og fer Búi af klæðunum. 
   Nú hélt konungurinn af því mest til þessa um, að gripir jarls raknaði, að það þótti jarli sér mest svívirðing ef hann skyldi eigi ná að hafa gripi sína. Og nú verða þeir á það sáttir að konungur skyldi þannig skipa með þeim sem nú hafði hann ákveðið um gripina, og gera og slíkt of annað sem þá sýndist honum jöfnuður milli þeirra. 
   Og síðan lýkur konungur upp gerðinni og fer þaðan að málinu, sem hann hafði áður sagt á von umb, að Búi skal þegar láta lausa gripina jarls, en hafa sjálfur gullkisturnar báðar til heilla sátta við jarl. Þeir skulu og aftur gjalda bú þau er upp voru tekin fyrir Strút-Haraldi jarli. - "En hann skal það leggja í móti yður til sæmdar að gifta Tófu dóttur sína Sigurði kápu, og skulu henni heiman fylgja þessi fé, og skal eigi öðruvís aftur gjalda upptöku búanna en þeir taka það undir sjálfum sér." 
   Því gerði konungurinn þannig sættina, að honum þótti þetta vænst til að um heilt mætti gróa með þeim og sættin mætti lengst haldast með þeim, ef mægðin tækist. Þessu taka þeir vel feðgar, og leggur Véseti til við Sigurð þriðjung alls fjár síns. Og þykir Sigurði hið vænsta of kvonfang þetta er honum er ætlað, og sættast þeir nú að þessu og fara þegar af þinginu til Strút-Haralds jarls, og skal þá vera þegar brullaup þeirra Sigurðar. 
   Þangað fer sjálfur konungurinn til þeirrar veizlu og Véseti og synir hans, sem líklegt var. Og er nú drukkið brullaup þeirra Sigurðar og Tófu með mikilli tign og virðu. 
   Og eftir boðið fer konungur heim, sæmdur með gjöfum, og aðrir boðsmenn. Véseti fer nú og heim og synir hans til Borgundarhólms, og er Tófa þar í för með þeim, jarls dóttir. 
   Og er nú kyrrt of hríð og friður góður allra manna í millum.


20. KAPÍTULI
Búi digri fer til Jómsvíkinga

Nú hafa þeir bræður skamma hríð heima verið með föður sínum, áður en Búi digri lýsir yfir því er honum bjó í skapi, að hann ætlast að fara til Jómsborgar að leita sér frægðar og ágætis. Sigurður bróðir hans vill og fara með honum, þótt hann sé nýkvongaður, og nú búast þeir heiman bræðurnir og hafa tvö skip og hundrað manna, og vilja gera sem líkast því er gerðu synir Strút-Haralds fyrr, þeir Sigvaldi og Þorkell. Fara síðan þar til er þeir komu til Jómsborgar og leggja þegar utan að steinboganum og að hafnardurunum. 
   Og er höfðingjar í borginni verða varir við kvámu þeirra, þá ganga þeir höfðingjarnir, Pálnatóki og Sigvaldi og Þorkell hávi, fram á steinbogann, og kenna þeir Sigvaldi mennina þá er fyrir skipunum réðu. Og nú tekur Búi til orða og segir að hann vill þangað ráðast til liðs með þeim Jómsvíkingum og þeir bræður með allt lið sitt, ef Pálnatóki vildi við þeim taka. 
   En Sigvaldi tekur til orða: "Hversu hafi þér faðir minn, Strút-Haraldur jarl, sett málum yðrum," segir hann, "áður en þér færið úr landinu?" 
   Búi svarar: "Það er löng saga," {segir hann,} "að segja frá vorum viðskiptum. En þau urðu lok á, að Sveinn konungur hefir skipað öllum málum með oss, og má eg nú eigi það upp inna í skömmu máli, er vér höfum saman átt, en sáttir eru vér nú." 
   Nú mælti Pálnatóki við félaga sína, Jómsvíkinga: "Vili þér til hætta," segir hann, "hvort þessir menn segja satt eða eigi? En allfúss væra eg til þeirra," segir hann, "fyrir því að þess vættir mig að fáir myni hér slíkir vera fyrir í voru liði sem þeir eru." 
   Þeir svara honum Jómsvíkingar: "Vér viljum attú takir þessa menn í lög með þér og oss, ef þér sýnist það. En ef þeir hlutir nokkurir koma upp síðar umb hagi þeirra er vér vitum nú eigi, þá skal það sem allt annað á þínu umdæmi." 
   Og nú eftir þetta, þá er upp lokið Jómsborg, og leggja þeir Búi skipunum inn í höfnina, og er síðan reynt lið þeirra, og hljótast af því liði átta tigir manna, en fjórir tigir fara aftur heim til Danmerkur. 
   Nú er frá því að segja að þeir eru nú í borginni allir samt höfðingjar þeir er áður voru nefndir og þessir er nú eru til komnir, og vorust góðir vinir. Þeir herja nú hvert sumar eftir annað á ýmsi lönd og fá sér bæði fjár og mikillar frægðar. Og þó að eigi sé hér í þessari frásögn frá þeim stórvirkjum sagt, sem þeir unnu, þá er það þó alsagt, að eigi er sýnt að verið hafi meiri hetjur eða garpar en þeir Jómsvíkingar, og hyggju vér að varla hafi fingist þeirra jamningjar. En þeir eru hvern vetur í Jómsborg í kyrrðum.


21. KAPÍTULI
Frá Vagni Ákasyni

Þar er nú til að taka er Vagn er Ákason. Hann vex nú upp heima með föður sínum á Fjóni, en stundum með Véseta afa sínum. Hann er maður svo óeirinn í sínum uppruna, að það er helzt sagt til marks um hans skaplyndi, að þá er hann var níu vetra gamall, þá hafði hann drepið þrjá menn. Hann er nú heima þar til er hann er tólf vetra gamall, og er þá svo komið að menn þóttust trautt mega umb hræfa hans skaplyndi og ofsa. Hann gerist og svo illgerðasamur að öngu vætta vildi hann eira. 
   Og nú þykjast hans frændur eigi vita hvað úr skyldi ráða þessu vandræði. 
   Og nú er það ráð tekið, að Áki faðir hans fær honum hálft hundrað manna og þar með eitt langskip. En annað lið jafnmikið fær honum Véseti afi hans og þar með annað langskip, og er engi maður sá er honum fylgir eldri en tvítugur að aldri og engi æri [1] en átján vetra gamall, nema Vagn sjálfur. Hann var tólf vetra gamall. Hann biður sér ekki fleira fá en nú var frá sagt: hundrað liðs og tvö langskip, og lézt einskis fleira við þurfa; kvaðst sjálfur mundu fá sér vistir og það annað er þeir þyrfti að hafa.


22. KAPÍTULI

Nú réðst Vagn heiman með lið þetta hið vænlega og þurfu þeir nú þegar að afla sér vistar, og verður Vagn ekki mjög örþrifráði, þótt hann væri ungur að aldri: Hann fer nú í fyrstu og rekur hernað fyrir endilanga Danmörk og höggur sér strandhögg ósparlega svo sem hann þarf. Hann rænir bæði klæðum og vopnum, og svo lýkur nú, að hann skortir hvorki vopn né herklæði né vistir, áður hann sigldi í braut úr Danaveldi, og lætur hann þá Danina fá sér slíka hluti. Allt hefir hann nú ærið það er þeir þurfu að hafa með þessum tveimur skipum. 
   Nú fer hann þar til er hann kemur til Jómsborgar; það var snemma umb morguninn í sólarupprás. Þeir Vagn leggja nú þegar skipunum utan að steinboganum. En þeir höfðingjar borgarinnar, Pálnatóki og Sigvaldi, Þorkell og Búi og Sigurður, þegar er þeir verða við lið varir, þá fara þeir í kastalann sem þeir voru vanir, og spyrja síðan eftir, hverir þar væri komnir. Vagn spyr í móti hvort Pálnatóki væri í kastalanum. Hann svarar og segir að sá væri maðurinn kominn til tals við hann, er svo heiti. - "Eða hverir eru þessir menn," segir hann, "er svo láta ríkmannlega?" 
   Vagn segir: "Ekki skal eg leyna þig heiti mínu. Eg heiti Vagn," segir hann, "og em eg son Áka á Fjóni og náfrændi yðvarr, og em eg því hér kominn að eg vilda ráðast til liðs með yður, fyrir því að ekki þótta eg nú dæll heima meir en svo, og þóttust frændur mínir nú ærið hafa, þótt eg færa nú í brott þaðan." 
   Pálnatóki svarar: "Þyki þér ráðið, frændi" segir hann, "að þú munt hér þykja hægur viðskiptis ef menn megu heima trautt eða eigi um tæla?" 
   Vagn svarar: "Logið er að mér, frændi," segir hann , "ef þú getur eigi temprað svo mitt skaplyndi að eg mega vera í samsæti með vöskum mönnum, og muntu vilja gera vorn sóma, þar er vér erum komnir á yðvarn fund." 
   Þá ræðir Pálnatóki við Jómsvíkinga; "Hvort þykir yður ráðlegra," segir hann, "að vér takim við þeim Vagni frænda eða eigi?" 
   Þá annsvarar Búi digri: "Það er mitt ráð," segir hann, "og er hann við mig bezt sinna frænda, að vér takim aldregi við honum, og hann komi hér aldregi innan borgar." 
   ‹Þá mælti Pálnatóki til Vagns:› "Við þér vilja menn rísa hér innan borgar, frændi," segir hann, "og jafnt frændur þínir, þeir er öll deili vita á þér." 
   Vagn svarar: "Hvort verða þeir menn berir að því," segir hann, "er þar standa hjá þér, að þeir vilja eigi við mér taka? En þó væri mér þess eigi von af Búa frænda mínum, að hann mundi í þessu ber gerazt." 
   "Þar em eg þó saður [1] að því," segir Búi, "að eg fýsi ekki að við yður sé tekið, heldur let eg þess, en þó vil eg að Pálnatóki ráði." 
   "En hvað leggja þeir til synir Strút-Haralds jarls?" segir Vagn; "það vil eg vita." 
   "Hafa skulu við til þess einörð," segir Sigvaldi, "að við vildim attú kæmir hér aldregi í vorn flokk." 
   Nú spyr Pálnatóki og mælti: "Hversu gamall maður ertu, frændi?" segir hann. 
   "Ekki mun eg ljúga til þess," segir hann; "eg em tólf vetra gamall," segir hann. 
   "Já," segir Pálnatóki; "þá mælir þú ólög við oss, frændi," segir hann, "þar er þú ert miklu æri maður að aldri en svo að vér hafim hér lögtekna í Jómsborg að vera í sveit með oss, og bítur það fyrir, og máttu af því eigi vera með oss." 
   Vagn svarar: "Eg mun ekki til þess halda, frændi," segir hann, "að þú brjótir lög þín. En þá eru þau sízt brotin ef eg em sem einn átján vetra eða ellri." 
   "Heill svo attú halt ekki lengur á þessu, frændi," segir Pálnatóki; "eg mun heldur senda þig vestur til Bretlands á fund Bjarnar hins brezka, og fyrir sakir vorrar frændsemi, þá gef eg þér upp hálft ríkið til eignar og stjórnar þar á Bretlandi." 
   "Vel þyki mér þetta boðið, frændi," segir Vagn, "en þó vil eg eigi þetta er nú býður þú." 
   "Hvað viltu þá, frændi," segir hann, "er þú vilt eigi slíka hluti sem nú býð eg þér, þvíað nú þykjumst eg vel bjóða?" 
   Nú svarar Vagn: "Eigi vil eg þetta heldur en áður," segir hann, "og er þetta þó vel boðið og frændsamlega." 
   Pálnatóki mælti: "Hvar ætlar þú til, frændi," segir hann, "með ofsa þinn og framgang, er þú vilt eigi þiggja slíka hluti?" 
   "Þess skulu þér nú vísir verða, Jómsvíkingar," ‹segir Vagn,› "hvað mér býr í skapi. Eg vil bjóða Sigvalda syni Strút-Haralds jarls að við eigim leik saman og berjumst við jafnmart lið. Hafi hann tvö skip úr borginni og hundrað liðs og reynim síðan með oss, hvorir undan skulu láta öðrum og hvorir meira hlut skulu hafa í voru viðskipti. Og skal þetta mál binda með oss, og ef svo kann að verða að {þeir láti sigrast og renn}i undan, þá skulu þér skyldir að taka við oss og göra oss {lögtekna hér í} Jómsborg. En ef vér eigum slíkan hlut máls sem nú ætla eg þeim Sigvalda, þá skulu vér í brott fara, og eru þér þá lausir þessa máls. En eigi býð eg yður með minna kappi en svo, að Sigvaldi jarlsson berist við oss ef hann þorir og sé hann óragur karlmaður og hafi heldur manns hjarta en berkykvendis." [2] 
   Nú svarar Pálnatóki: "Hér lýstur í endimi," segir hann "hvað þessi hinn ungi maður tekur til, og máttu þar til heyra, Sigvaldi," segir hann, "hversu mjög hann vandar boð að þér, þóttú sér jarlsson, og það þyki mér hvergi óvænna attú komir í fulla raun af þessum frænda mínum áður en þér skilið. En við það er svo er fast að skafið og fárlega, þá verður þú trautt hæfur maður af ef þú freistar eigi við þá, fyrir því að miklu er um mælt meira en þú megir undan víkjast. Og er það til að ér leggið að þeim og gerið þeim þá hina fyrstu hríð að þeir kunni hóf sín. En ef svo ber til að Vagn frændi vor verði eigi svo sigursæll sem hann er stórorður og gangi honum þyngra, þá vil eg þar mikinn varnað á bjóða, að engi maður beri vopn á hann, fyrir því að þeim mun þungt falla er það hendir, og leitt mun oss að sjá á ef hann er hart leikinn eða honum nakkvað til meins gert, þótt hann þyki trautt hvers barns leika vera. [3] En þó varir mig að nú sé gör skírsla til, hvílíkur þú ert, Sigvaldi, í framgöngu, þótt frændi minn sé ungur að aldri."


23. KAPÍTULI

Nú eftir þetta búast þeir Sigvaldi úr borginni tveim skipum til móts við Vagn. Og þegar er þeir hittast, þá leggja þeir saman randir og berjast. Og er svo frá sagt, að Vagn og félagar hans veita þeim Sigvalda hina snörpustu grjóthríð svo þegar, að þeir mega ekki annað en hlífa sér og forða, og hafa þeir þó ýrið að vinna, svo eru þeir ákafir hinir ungu menn. Og þegar er grjótið fættist, [1] þá láta þeir eigi lengi þurfa að bíða höggvopna, og hafa þeir þá höggorrustu og berjast með sverðum allhreystimannlega. 
   En svo kom of síðir því máli, að Sigvaldi létti undan og flýr inn til landsins og vildi fá grjót. En þeir Vagn leggja eftir þeim, og finnast þeir nú á landi, og verður Sigvaldi nú við að hrökkva, hvort hann vill eða eigi, og verður þar nú með þeim önnur atlaga. Og er þeirra bardagi nú miklu ákafari og snarpari en hið fyrra sinn. 
   Og er það nú frá sagt, að þeim Sigvalda veitti sjá hríðin þungt. Þeir Pálnatóki eru nú staddir í kastalanum borgarinnar og sjá þaðan til hversu þessi leikur fer með þeim Sigvalda. 
   Nú sækja þeir Vagn að fast, svoað þeir Sigvaldi hopa undan á hæli og hans félagar, allt þar til er þeir koma að borginni, en hún var læst og lukt, og máttu þar eigi inn komast í borgina. Og varð nú við að snúast og veita vörn eða gefast upp ella. 
   Og nú sér Pálnatóki og þeir Jómsvíkingar að nú mun tveimur um skipta: annað hvort að Vagn mun fá yfir komið Sigvalda og lið hans, eða hitt ella að þeir munu verða að lúka upp borginni og komist hann svo undan með fjörvi, þvíað hann má nú eigi undan flýja og eigi mun hann viljað hafa, slíkur maður sem hann var. 
   Hér kemur máli, að Pálnatóki biður upp lúka borginni, - "og hefir þú Sigvaldi," segir hann, "trautt þinn maka við að eiga þar er sjá er frændi vor, og er nú mál að létta þessum leik, þvíað reynt er nú til fulls ykkat viðurskipti, og megu þér nú þekkja hvílíkur hvor ykkar er. Og er það mitt ráð," segir Pálnatóki, "ef yður sýnist svo, að vér takim við þessum hinum unga manni og liði hans, þótt hann sé nökkvi yngri að aldri en svo sem í lögum vorum er mælt. Og hlær mér þess hugur," segir hann, "of einn jafngamlan hér í voru liði, að né einn fái fang af honum, og er góð von á um slíka menn síðar, að slíkir láti sér eigi allt í augu vaxa." 
   Nú gera þeir eftir því sem Pálnatóki mælti fyrir, og er nú upp lokið Jómsborg og slitið bardaganum með þeim. Og er nú Vagn í lög tekinn og allir hans menn. 
   Í bardaga þeirra Vagns og Sigvalda er sagt að fallið hafi af Sigvalda þrír tigir manna og jafnmargt lið af Vagni. En þó hafði Vagn einn virðing þeirra beggja af þessum fundi. Margir menn voru og sárir orðnir í bardaganum af hvorstveggja liði. 
   Nú er Vagn þar í Jómsborg með vild og samþykki allra höfðingja, þvíað svo stóðu lög þeirra til, að allir skyldu að einu ráði, þegar er þar kæmi, þótt áður hefði nakkvað um svarfað. 
   Vagn er sagt að svo gerist spakur maður og siðugur þar í Jómsborg, að engi maður var þar spakari né lystugari en Vagn Ákason né kunni betur allan sinn riddaraskap en hann. Hann fer úr landi hvert sumar og stýrir skipi og leggst í hernað, og var engi þeirra Jómsvíkinga meiri kempa en hann í framgöngu. 
   Því fer nú fram þrjú sumur í samt, frá því er hann kom í lið með þeim Jómsvíkingum, að þeir liggja úti hvert sumar á herskipum og hafa jafnan sigur, en um vetrunum eru þeir heima í Jómsborg. Og er þeirra nú víða getið um veröldina.


24. KAPÍTULI
Andlát Pálnatóka

Þess er nú við getið hið þriðja sumarið þá er á leið um haustið, að Pálnatóki tekur sótt, og er Vagn þá fimmtán vetra gamall er þetta er. Nú er þegar boðið konunginum Búrizláfi til borgarinnar, þvíað Pálnatóka segir svo hugur um sitt sóttarfar sem þessi sótt myni hann til bana leiða. Og er konungurinn kemur á fund Pálnatóka, þá ræðir hann svo: 
   "Það er hugboð mitt, herra," segir hann, "að eg muna eigi fleiri sóttir taka, og má það og eigi ólíklegt þykja fyrir aldurs sakir. En það er ráð mitt," segir hann, "og tillag með yður, að maður sé finginn annar í stað minn, og sé sá höfðingi í borginni að skipa þeim málum er eg hefi áður fyrir setið, og hafist þeir hér við í borginni Jómsvíkingar og hafi þeir enn landvörn fyrir þér sem vér höfum áður gört, og þyki mér sem Sigvalda myni fæst til skorta af þeim sem til er að ganga mér í hömlu [1] um ráðagerðir og dæma hér um mál manna, bæði fyrir vizku sakir og ráðspeki, og mun yður þó þykja nokkur hvatvísi í því er eg mun nú mæla fyrir yður, að eg get þess, - en eigi veit eg það -, að alla skorti nakkvað að því sem eg hefi verið." 
   Konungur svarar þá: "Oft hafa oss þín ráð vel gefizt," segir hann, "og skal þetta enn hafa er þú hefir til lagt, og mun oss það öllum bezt gegna, en það er ugganda, að nú myni eigi lengi þín við njóta eða þinna ráða, og er oss að skyldara að hafa hið síðarsta. Og skulu standa öll hin fornu lög þau er Pálnatóki hefir sett við hygginna manna ráð hér í Jómsborg." 
   Svo er sagt að Sigvaldi var þess ekki einkar trauður, og gengur hann undir þetta, er á hendur honum var lagt, með ráði Búrizláfs konungs og Pálnatóka. 
   Og nú eftir þetta, þá gefur Pálnatóki Vagni frænda sínum hálft Bretlands ríki til eignar og forráða með Birni hinum brezka, og síðan bað hann Vagni frænda sínum virkta á alla vega við þá Jómsvíkinga og einkum við konunginn og fór um það mörgum orðum og snjöllum og sýndi það í þessu, að honum var mikil ástúð á Vagni frænda sínum, og það annað að honum þótti miklu skipta að þeir gerði vel til Vagns. 
   Og litlu eftir þetta andast Pálnatóki, og þykir það öllum hinn mesti skaði. 
   Og lýkur þar frásögn um einn hinn bezta dreng.


25. KAPÍTULI
Sigvaldi tekur við lagastjórn

Nú eftir fráfall Pálnatóka, þá tekur Sigvaldi að stýra lögum þeirra Jómsvíkinga. Og er hann hafði eigi lengi þessu stjórnað, þá er það frá sagt, að nökkvað breyttist háttur laganna í borginni, og verða lögin haldin eigi með jafnmikilli freku sem þá er Pálnatóki stýrði. Gerist svo brátt, að þaðra eru konur í borginni tveim nóttum saman eða þrem. Svo og eru menn í brott úr borginni lengrum en lög stóðu til. Og verða nú í borginni stundum áverkar með mönnum og einstaka víg.


26. KAPÍTULI
Frá Sigvalda

Og nú er þetta er tíðenda, þá fer Sigvaldi úr borginni og til fundar við Búrizláf konung. En konungurinn átti sér dætur þrjár, þær er nefndar eru til sögunnar, og hét Ástríður hin elzta og var allfríð sjónum og hin vitrasta, en sú er næst var henni að aldri hét Gunnhildur, en Geira hin yngsta; hennar fékk Ólafur Tryggvason. 
   Og er Sigvaldi er kominn á fund konungsins, þá býður hann honum tvo kosti: annað hvort að hann lézt eigi vera mundu í Jómsborg, eða ella gæfi hann honum Ástríði dóttur sína. 
   Konungur svaraði honum: "Það hafða eg ætlað fyrir mér," segir hann, "að eg munda hana þeim manni gefa er tignari væri fyrir nafns sakir en þú ert. En þó væri mér þess þörf attú færir eigi í brott úr borginni, og skulu vér ráða um þetta öll saman, hvað oss þyki ráðlegast af að hafa." 
   Síðan hitti konungurinn Ástríði dóttur sína og spyr hana hversu henni væri að skapi þessi ráðahagur, að hún væri gift Sigvalda, "og vil eg," segir hann, "að við setim ráðið sem viturlegast, að Sigvaldi fari eigi brott úr borginni eða Jómsvíkingar, þvíað eg þarf þeirra mjög til landvarnar með mér." 
   Ástríður svarar feður sínum: "Þér satt til að segja, faðir," segir hún, "þá vilda eg Sigvalda aldregi eiga, en þó skaltu honum eigi frá hnekkja, og þó á þá leið sem eg mun fyrir segja: Hann skal það vinna til ráðahags þessa, að koma af landinu öllum sköttum þeim er vér höfum hingað til goldið Danakonungi, áður en hann komi mér á arm. Hinn er annar kostur, að hann fái hingað komið Sveini Danakonungi, svo attú eigir vald á honum." 
   Og eftir þetta ber konungurinn upp þetta mál fyrir Sigvalda, er þau mæltu til, og binda þau þetta síðan fastmælum með sér, og skal fram komið vera fyrir hin þriðju jól. En ef Sigvaldi kemur eigi þessu fram sem nú var skilið með þeim, þá skulu mál þeirra öll vera laus. 
   Sigvaldi fer nú heim eftir þetta til Jómsborgar. 
   Og á hinu sama vori fer hann með þrjú skip og þrjú hundruð manna þaðan úr Jómsborg. Hann fer til þess er hann kemur á Sjóland og hittir þar menn að máli og hefir fréttir til, að Sveinn konungur tekur veizlur skammt þaðan á land upp. Og nú er hann þykist glögglega spurt hafa til fara konungsins, þá leggur hann skip sín við nes eitt, þar er hvergi voru skip í nánd; en það var skammt frá bænum þar er konungurinn tók veizlu og drakk með sex hundruð manna. 
   Þeir Sigvaldi snúa skipum sínum og láta framstafna horfa frá landi og tengja saman hvert skip af stafni annars, og leggja þeir árar allar í háreiðar. [1] Síðan sendi Sigvaldi tuttugu menn skilríkja til fundar við Svein konung og mælti að þeir skyldi það segja konungi, að hann vildi hitta hann að nauðsynjum, og það annað, að hann væri svo sjúkur, að hann væri nálega að bana kominn; - "það skulu þér og segja konunginum, að þar liggi honum nálega við allt ráð og líf." 
   Og nú fara sendimenn til bæjarins og ganga í höll fyrir konunginn. Og sá er foringi þeirra var ber upp öll þessi erendi er þeir voru með sendir. Og er konungurinn heyrði þessi tíðendi, þá fer konungurinn þegar ofan til sjóvar og með honum þau sex hundruð manna er þar voru að veizlunni til fundar við Sigvalda. En þá er Sigvaldi verður þessa var að konungurinn var þangað á för, þá er það sagt að hann er á því skipinu er first var landi, og liggur hann nú í rekkju og gerist allmáttlítill. Hann mælti nú við sína menn: "Þá er þrír tigir manna eru út gingnir á það skip er næst er landinu, þá skulu þér hleypa út bryggju af landi og á skip út og mæla svo, að menn sökkvi eigi skipum undir oss og troðist eigi svo ákaft, og get eg að konungurinn myni ganga í fyrsta lagi. En þá er tuttugu menn eru komnir á miðskipið, þá skal kippa af þeirri bryggjunni er á það liggur skipið. ‹En þá er konungur kömur á hið yzta skipið með tíunda mann, þá skal taka af bryggjuna milli skipanna.›" [2] 
   Nú er svo frá sagt, að konungurinn kemur þar með lið sitt og spyr að Sigvalda, en honum er sagt að hann mátti lítið, - "og liggur hann á yzta skipinu," - og gengur hann síðan á það skip er næst er landi og hvert af öðru, þar til er hann kömur á skip Sigvalda. Menn ganga og eftir honum, en Sigvalda lið fer svo með öllu sem hann hafði ráð til gefið. 
   Og nú er konungurinn er kominn á skip það er Sigvaldi liggur á, með hinn tíunda mann, þá spurði konungurinn ef Sigvaldi hefði mál sitt, en honum er sagt að hann hefir mál sitt, og er þó máttur sem minnstur. "Síðan gengur konungur að þar er Sigvaldi liggur og lýtur að honum niður og spyr, ef hann mætti nema orð hans, eða hver tíðendi hann kynni honum að segja, þau er honum lægi svo stórt við að þeir fyndist, sem Sigvaldi hafði honum orð um send. 
   "Lúttu nú að mér líttað, herra," segir hann Sigvaldi; "þá muntu heldur mega nema mál mitt, þvíað eg em nú lágmæltur." 
   Og er konungur lýtur að honum niður, þá tók Sigvaldi hendi annarri um herðar konunginum, en annarri undir hönd honum, og er hann nú eigi allmeginlaus, og heldur hann nú eigi alllaust konunginum. Og í því byli, [3] þá kallar Sigvaldi að öllum skipverjum, að þeir skyldu falla við árar allar sem tíðast, og svo gera þeir og röru nú í brott sem þeir máttu. En þessi sex hundruð manna standa eftir á landi og sjá á. 
   Og nú tekur konungur til orða og mælti: "Hvað er nú, Sigvaldi," segir hann; "viltu svíkja mig nú, eða hvað er fyrir ætlað? Eg þykjumst nú sjá," segir hann, "að tíðendum mun sæta. En það má eg eigi vita, til hvers koma mun þessi tiltekja." 
   Sigvaldi svarar konunginum og mælti svo: "Eigi mun eg svíkja yður, herra, en fara verði þér nú með oss til Jómsborgar, og veita skulu vér yður það allt til virðingar sem vér megum, og allir yðrir menn, þeir er nú fylgja yður, skulu velkomnir með oss, og munu þér þá vita til hvers hvatki kemur, er þér komið þar til þeirrar veizlu er vér höfum yður búið, og skaltu þar einn fyrir öllu ráða; en vér skulum allir, sem skylt er, til þín lúta og veita þér alla sæmd þá er vér megum." 
   "Það munu vér nú þekkjast," segir konungur, "úr því sem að ráða er." 
   Þeir fara nú þar til er þeir koma til Jómsborgar, og þjónar Sigvaldi konunginum, sem vert var, og gera nú Jómsvíkingar í móti honum hina beztu veizlu og kallast allir hans menn vera. En Sigvaldi segir nú konunginum hver sök til er, er hann hafði konunginn úr landi hafðan, að hann lézt beðið hafa konu til handa honum, dóttur Búrizláfs konungs - "og þeirrar meyjar er eg vissa vænsta vera og bezt um sig, og tókumst eg það á hendur fyrir vináttu sakir við yður, herra, að því er mér sýnist, og vilda eg eigi attú misstir hins bezta kvonfangs." 
   Því gat Sigvaldi nú við komið, að allir Jómsvíkingar sönnuðu þetta með honum. Konungurinn spurði hvað mærin héti. "Sú mær heitir Gunnhildur," segir Sigvaldi, "er eg hefi beðið þér til handa. En mér er föstnuð önnur dóttir hans, sú er Ástríður heitir, og er þó Gunnhildur fyrir hversvetna sakir framar, sem vera á. En þú, konungur, skalt hér vera að veizlu í Jómsborg, en eg skal fara á fund Búrizláfs konungs og vitja málanna fyrir hönd okkra beggja, og muntu nú verða mér að trúa til málanna þinna allra, og skulu vér yður og vel gefast." 
   Nú eftir þetta fer Sigvaldi á fund Búrizláfs konungs með hundrað manna, og er góð veizla og vegsamleg ger honum í móti. Og er þeir konungur ræðast við, þá lézt Sigvaldi nú kominn til ráða við Ástríði og kvaðst nú því hafa á leið komið, sem til var mælt, að Sveinn Danakonungur var nú kominn til Jómsborgar og þeir áttu nú við hann alls kosti að gera við hann slíkt af sínu tilstilli og vitru sem þeir vildi, og bað þá konunginn og Ástríði gera sem þeim sýndist ráðlegast og viturlegast. 
   Þau ræddu nú um og leituðu nú ráða undir Sigvalda, bæði konungurinn og dóttir hans Ástríður, hvað honum sýndist ráðlegast um þetta mál, er til konungs tók Sveins. 
   Sigvaldi svarar: "Hugað hefi eg eitthvert ráðið um þetta málið," segir hann; "eg vil attú gefir Sveini konungi dóttur þína Gunnhildi og gerir hingaðför hans virðulega, en hann vinni það til ráðahags að hann gefi þér upp áður alla skatta þá er þú hefir áður átt honum að gjalda hingað til, og mun eg ganga með þeim málum ykkar í milli, og mun eg svo þeim málum fylgt geta, að þetta mun fram ganga sem nú hefi eg fyrir yður rætt." 
   Nú eftir þessa viðræðu þeirra, þá fer Sigvaldi aftur með lið sitt, hundrað manna, þar til er hann hittir Svein konung, og spyr konungur brátt eftir hversu honum hefði málin gingið. 
   "Það er nú á yðru valdi, herra," segir hann. "Hvernveg er þess?" segir konungur. 
   "Það þá," segir Sigvaldi, "ef þú vilt það til vinna að gefa upp áður skattana Búrizláfi konungi, áður en hann gifti þér dóttur sína. Máttu og á það líta, herra," segir "Sigvaldi, "að þitt er allt eftir hans dag, og er þetta þinn vegur meiri, attú eigir þann mág að undir öngan sé skattgildur, þvíað þeir þykja ávallt konungarnir minni er skattana gjalda, en hinir er eigi gjalda." 
   Og nú telur Sigvaldi um fyrir Sveini konungi á marga vega, að honum skyldi þetta sýnast, og skorti hann hvorki til vit né orðfæri. Svo kömur þessu máli, að Sveini konungi sýnist þetta ráð, er Sigvaldi lagði til, og er honum títt til að þessi ráðahagur tækist, og er nú þetta ráðið og kveðið á brullaupsstefnu, og skulu bæði vera senn brullaupin. 
   Og er að því kömur, þá fara þeir allir til boðsins Jómsvíkingar, og er þar Sveinn konungur í för með þeim, og var þar hin ríkulegsta veizla að hvívetna, svo að þeir menn er þá voru uppi mundu eigi að veglegra boð hefði verið í Vindlandi en þetta. 
   Það er nú frá sagt hinn fyrsta aftan er menn sitja að brullaupi, að brúðirnar falda sítt, svo að ógerla má sjá þeirra yfirlit. En um morguninn eftir, þá eru þær vel kátar og skupla þá ekki. 
   Og nú hyggur Sveinn konungur vandlega að yfirlitum þeirra systra, þvíað hann hafði hvoriga fyrr séna en að því boði, og hafði hann það eina til er Sigvaldi hafði honum frá sagt þeirra vænleik og kurteisi systranna. Og er nú sagt að Sveini konungi lízt allra bezt á þá konuna er Sigvaldi átti [4] og sýndist sú vera vænni og kurteisari en sín kona, og þykir Sigvaldi eigi {til loks} hafa hið sanna frá sagt. Og finnur nú Sveinn konungar að mikið stendur undan við hann í vinfenginu af hendi Sigvalda, og sér konungurinn nú með viturra manna ráði bragð hans allt, og drepur þó huldu á fyrir alþýðu manns, og nýtir það af allt sér til sæmdar og virðingar sem nú er í boði, þannig sem komið er málinu. Á hann nú og að taka Vindland að þriðjungi eftir daga Búrizláfs konungs. 
   Nú eftir þetta er slitið veizlunni. Fer nú Sveinn konungur í brott með Gunnhildi konu sína og hefir þaðan þrjá tigu skipa og fer með mikið lið í brott og margar gersimar. En Sigvaldi fer til Jómsborgar með konu sína Ástríði. 
   Og gangast nú mjög úr stað lögin þeirra frá því sem þau voru sett fyrir öndverðu af Pálnatóka og öðrum vitrum mönnum, og finna þeir það nú Jómsvíkingar, og eru þó nú allir samt þar í borginni of stundar sakir, og eru frægir mjög.


27. KAPÍTULI
Heitstrengingar Jómsvíkinga

Eigi eftir þetta miklu, er nú var frá sagt, þá spyrjast tíðendi mikil úr Danmörku, að Strút-Haraldur jarl er andaður, faðir þeirra Sigvalda og Þorkels, en Hemingur bróðir þeirra er ungur að aldri þá er þetta er tíðenda, og þykist Sveinn konungur skyldur til að gera erfi eftir Strút-Harald jarl, ef synir hans hinir ellri kæmi eigi til, þvíað Hemingur þótti þá enn ungur til að ráða fyrir veizlunni. 
   Nú sendir hann orð þeim bræðrum til Jómsborgar, að þeir Sigvaldi og Þorkell kæmi til erfisins og hittist þar og gerði allir samt veizlu og hefði tilskipan á, að hún yrði sem virðilegust eftir þvílíkan höfðingja sem var faðir þeirra Strút-Haraldur jarl. En þeir bræður sendu þegar konunginum þau orð í móti, að þeir kóðust koma mundu og mæltu að konungur skyldi allt láta til búa það er til veizlunnar þyrfti að hafa, en þeir kváðust til mundu fá og báðu hann taka öll tilföng af eigu þeirri er átt hafði Strút-Haraldur. 
   Þetta sýndist flestum mönnum óráðlegt, að þeir færi þangað, og grunuðu að vinátta þeirra Sveins konungs og Sigvalda mundi vera heldur grunn, og þeirra allra saman Jómsvíkinga, þannig sem farið hafði fyrr með þeim viðurskiptin, þótt þeir léti þá hvorirtveggju skyldilega [1] við aðra; en Sigvaldi og Þorkell hávi vilja ekki annað en fara sem þeir höfðu heitið. En Jómsvíkingar vilja og eigi eftir vera, og vilja þeir allir fylgja þeim Sigvalda til boðsins. 
   Og er að því kömur, þá fara þeir úr Jómsborg með miklu liði. Þeir hafa sjö tigu skipa annars hundraðs. 
   {Þeir fara} nú þar til er þeir koma á Sjóland, þar sem Haraldur jarl hafði fyrir ráðið, og var Sveinn konungur þar fyrir og hafði búa látið erfið, svo að þá var albúið. Og er þetta um veturnáttaskeið. Þar er hinn mesti mannfjöldi og hin bezta veizla, og drekka þeir Jómsvíkingar ákaflega hið fyrsta kveldið, og fær á þá mjög drykkurinn. 
   Og nú er því fer fram um hríð, þá finnur Sveinn konungur það, að þeir gerast nálega allir dauðdrukknir með þeima hætti, að þeir gerast málgir mjög og kátir og þykir lítið fyrir mörgu það að tala er ella væri eigi örvæna að undan liði. Og nú er konungur finnur þetta, þá tók hann til orða og mælti: 
   "Hér er nú glaumur mikill og fjölmenni," segir hann, "og vilda eg nú til þess mæla að ér tækið upp nokkura gleði nýja til skemmtunar mönnum, og það er lengi væri síðan að minnum haft og mikils væri um vert" 
   Sigvaldi svarar konunginum og mælti: "Það þykir oss vera upphaflegast," segir hann, "og von að bezt myni verða fyrir séð um gleðina, að ér hefið fyrst, herra, þvíað vér eigum allir til yðvar að lúta, og vilju vér því allir samþykkjast sem þér vilið vera láta um gleðina eða upp taka." 
   Konungur svarar: "Það veit eg menn gert hafa jafnan", segir hann, "að dýrlegum veizlum og samkundum, og þar er mannval hefir gott saman komið, að menn hafa fram haft heitstrengingar sér til skemmtunar og ágætis, og em eg þess fús að vér freistim nú þess gamans, fyrir því að eg þykjumst það sjá, svo miklu sem þér eruð nú ágætari, Jómsvíkingar, um alla norðurhálfu heimsins en allir menn aðrir, þá er það og auðvitað að það mun með meira móti er þér vilið til hafa tekið í slíkri skemmtan, og mun það enn fara eftir öðru, að þér eruð nú meiri fyrir yður en aðrir menn, og það líklegt að menn myni lengi þá hluti að minnum hafa, enda skal eg eigi undan draga að hefja þetta gaman: Þess strengi eg heit," segir konungurinn, "að eg skal eltan hafa úr ríki sínu Aðalráð konung áður liðnar sé hinar þriðju veturnætur, eða hafa felldan hann ella og náð svo ríkinu. Og nú áttu, Sigvaldi," segir konungur, "og mæltu eigi minna um en eg." 
   Sigvaldi svarar: "Svo skal vera, herra," segir hann, "að um skal nokkuð mæla. Þess strengi eg heit," segir Sigvaldi, "að eg skal herja í Noreg fyrir hinar þriðju veturnætur með því liði er eg fæ til og hafa eltan Hákon jarl úr landi eða drepið hann ella; að þriðja kosti skal eg þar eftir liggja." 
   Þá mælti Sveinn konungur: "Nú fer vel að," segir hann, "og er þessa vel heitstrengt ef þú efnir þetta, og eigi er þetta lítilmannlegt, og ver hálfu að heilli attú hafir þetta mælt, og efn þetta nú vel og drengilega, er þér hafið nú um mælt. Nú er þar til að taka er þú ert, Þorkell hinn hávi," segir konungur, "hvers þú vill heitstrengja, og er einsætt að láta verða stórmannlega." 
   Þorkell svarar: "Hugað hefi eg mína heitstrenging, herra," segir hann. "Þess strengi eg heit," segir Þorkell, "að eg mun fylgja Sigvalda bróður mínum og flýja eigi fyrr en eg séig [2] á skutstafn skipi hans. En ef hann berst á landi, þá strengi eg þess heit, að eg skal eigi flýja meðan hann er í fylkingu og eg mega sjá merki hans fyrir mér." 
   "Vel er þetta mælt," segir Sveinn konungur, "og muntu það að vísu efna, ertu svo góður drengur. - Búi digri," segir konungur; "nú áttu, og vitu vér attú munt nokkurnig mikilmannlega um mæla." 
   "Þess strengi ‹eg› heit þá," segir Búi, "að eg skal fylgja Sigvalda í för þessa, svo sem mér endist karlmennska til og drengskapur, og flýja eigi fyrr en færri standa upp en fallnir eru, og halda þó við meðan Sigvaldi vill." 
   "Svo fór sem vér gátum," segir konungur, "að mikilmannlega mundi verða um mælt af þinni hendi. En nú áttu, Sigurður kápa," segir konungur, "að mæla umb enn nökkvað eftir hönd Búa bróður þíns." 
   "Skjót er heitstrenging mín, herra," segir Sigurður. "Þess strengi eg heit að eg mun fylgja Búa bróður mínum og flýja eigi fyrr en hann er líflátinn, ef þess verður auðið." 
   "Slíks var þar von," segir konungur, "attú mundir því vilja að fylgja sem bróðir þinn. - En nú áttu, Vagn Ákason," segir konungur, "og er oss þar mikið um að heyra hvers þú sttengir heit, þvíað ér langfeðgar eruð garpar miklir og afætur." [3] 
   Vagn svarar og mælti: "Þess strengi eg heit," segir Vagn, "að eg skal fylgja Sigvalda í för þessa og Búa frænda mínum og halda við meðan Búi vill, ef hann er lífs, og það læt eg fylgja," segir hann, "minni heitstrenging, ef eg kem í Noreg, að eg skal komið hafa í rekkju Ingibjargar dóttur Þorkels leiru í Vík austur ón [4] hans ráði og allra frænda hennar, áður en eg koma heim aftur í Danmörk." 
   "Nú fór sem mig varði," segir konungur, "og ertu fyrir flestum mönnum þeim er vér vitum of allan vaskleik og kurteisi" 
   Það er sagt að Björn hinn brezki var þar í liði þeirra Jómsvíkinga, og var einkum félagi Vagns Ákasonar, þvíað þeir áttu Bretland báðir samt, síðan er Pálnatóki andaðist. Og nú mælti konungur: "Hvers strengir þú heit, Björn hinn brezki?" segir honungur. 
   "Þess strengi eg heit," segir Björn, "að eg mun fylgja Vagni fóstra mínum sem eg hefi vit til og drengskap." 
   Og nú eftir þetta slítur tali þeirra, og fara menn að sofa vonu bráðara, og fer Sigvaldi í rekkju hjá konu sinni Ástríði, og sofnar hann fast brátt, er hann kom í rekkjuna. En Ástríður kona hans vakir, og vekur hún hann Sigvalda, þá er hann hefir sofið mjög lengi svo, og spyr ef hann myni heitstrenging sína, þá er verið hafði um kveldið. En hann svarar og kveðst eigi muna að hann hefði heitstrengt né eins um kveldið. 
   Hún mælti: "Eigi mun þér að því verða," segir Ástríður, "að því er eg get til, og muntu bæði við þurfa vit og ráðagerð." 
   "Hvað skal nú þá til ráðs taka?" segir Sigvaldi. "Þú ert vitur ávallt, og muntu nú kunna nokkur góð ráð til að gefa." 
   Hún svarar: "Eg veit eigi nú," segir hún, "hvert það ráð sé, er gott er. En til skal þó nakkvað leggja: Þá er þú kömur til drykkju á morgin, þá vertu glaður og kátur, þvíað Sveinn konungur mun muna heitstrengingar yðrar, að því er eg get til. Og þá er konungur ræðir umb við þig, þá skaltu honum þessu svara, að "öl er annar maður, og munda eg sýnu minna hafa af tekið ef eg væra ódrukkinn." En síðan skaltu spyrja konunginn, hvað hann mun vilja til leggja, attú getir efnt heitstrenging þína, og tak síðan glaðan á við konunginn og lát sem þú þykist þar allt eiga er konungurinn er, fyrir því að hann þykist nú hafa stilltan þig mjög í þessu, og spyr hversu mörg skip hann myni fá þér til fararinnar, ef þú reipast við að fara. [5] Og ef hann tekur þessu vænlega og kveður þó ekki á umb, hversu mörg skip hann mun til leggja með þér, þá skaltu skora við hann fast, að hann kveði þegar á hvað hann mun til leggja, og seg attú munt margra þurfa, fyrir því að Hákon jarl hefir mikinn afla. En fyrir því skaltu svo skjótt að gála [6] um þetta og skora fast við konunginn," segir hún, "að eg hygg að honum myni nú minnst fyrir þykja að heita þér liðinu og leggja skipin til með þér, meðan hann veit eigi víst hvort förin tekst eða eigi. En þá er förin er ráðin, þá get eg þig lítið af honum fá um liðið, ef hann hefir eigi áður heitið, fyrir því að hvorgan ykkarn Hákonar jarls mun hann spara til að hljóti óförna og þykja þá bezt að báðir hlyti." 
   Það er nú frá sagt, að Sigvaldi gerir svo sem Ástríður réð honum. 
   Og þá er þeir taka til drykkju of daginn eftir, þá er Sigvaldi hinn kátasti og fær margt til gamans. Og nú innir konungur til umb heitstrengingar þeirra, er verið höfðu um aftaninn, og þykir konunginum nú umb hið vænsta og þykist mjög hafa í vaðhorni upp komið við Sigvalda [7] og alla þá saman Jómsvíkinga. En Sigvaldi svarar konunginum og mælti slíkum orðum öllum sem Ástríður hafði fyrir hann lagt og fréttir nú eftir hvað konungurinn vill til leggja með honum. 
   En þar kömur að konungur mælir svo, að hann kveðst ætla þá er Sigvaldi er búinn til þeirrar farar, að hann mundi til leggja með honum tuttugu skip. 
   Sigvaldi svarar: "Þetta tillag er gott," segir hann, "af einhverjum ríkjum bónda, en ekki er þetta konunglegt tillag, slíkur höfðingi sem þú ert." 
   Þá svarar Sveinn konungur og var nakkvað brúnölfi [8] og spurði Sigvalda: "Hversu mikils mundir þú þykjast við þurfa," segir hann, "ef þú hefðir lið eftir því sem þú vildir?" 
   "Skjótt er það að segja," segir Sigvaldi; "beint sex tigu skipa, þeirra er öll sé stór og vel skipuð. En eg mun þó fá í staðinn eigi færri skip, eða þaðan af fleiri, og munu þau vera smærri, fyrir því að eigi má vita hvort öll koma aftur skipin yður, og er það ósýnna að svo beri til." 
   Nú svarar konungur: "Búin skulu öll skipin, Sigvaldi, þá er þú ert búinn til fararinnar," segir konungur. "Ráð þú til að heldur; eg skal til fá þetta er þú beiddir." 
   "Þá er vel við orðið, herra," segir Sigvaldi, "og vegsamlega, sem von var að yður, og látið þá nú vel efnt verða sem nú hafi þér heitið, fyrir því að nú skal fara þegar er boði þessu er lokið, er nú sitju vér að, og fá þú nú öll skipin svo að eigi verði sein að, [9] en eg mun lið til fá og við báðir samt." 
   Og nú drepur úr hljóð fyrst úr konunginum, og verður honum staður á, og mælti þó vonu bráðara: "Svo skal vera, Sigvaldi," segir konungur, "sem þú mælir til, en þó hefir þetta skjótara að borizt en eg hugða, og varði mig trautt að svo skjótt mundi á þjóta sem nú er." 
   Þá mælti Ástríður kona Sigvalda: "Eigi er yður þess von," segir hún, "að þér munið mjög sigrast á Hákoni jarli ef ér dvalið ferðinni, svo að hann spyri og megi við búast lengi, ef þér fáið nú ósigur, og er þetta eitt ráðið," segir hún, "að bregða við sem skjótast og láta enga fara fréttina fyrir, og komið þér jarli á óvart." 
   Það er nú sagt að þeir láta ráðna vera ferðina þegar veizlunni er slitið, og skipa þar nú til alls að erfinu og hafa ætlan á um ferðina. 
   Svo er sagt að Tófa dóttir Strút-Haralds jarls tekur til orða og mælti við Sigurð bónda sinn: "Þú munt nú fara," segir hún, "sem þú hefir ætlað; en þess vil eg þig biðja," segir hún, "attú fylgir sem bezt Búa bræður þínum og leif eftir þig orðstír sem beztan, en eg mun þín bíða, svo að engi maður skal koma í mína rekkju meðan eg spyr þig heilan og lífs. En menn eru þeir tveir, Búi," segir hún, "er eg vil þér gefa til farar þessarrar, þvíað þú hefir allar stundir vel til mín verið. Annar heitir Hávarður og er kallaður Hávarður höggvandi, en annar heitir Áslákur og er kallaður Áslákur hólmskalli. En því gaf eg þér þessa menn að mér er við þig vel, og ekki skal óeinurð við það hafa, að miklu heldur vilda eg þér hafa gefin verið en þeim er nú á eg; en þó mun það nú svo búið vera verða." 
   Búi þiggur mennina að henni og biður hana hafa þökk fyrir og gefur þegar Áslák Vagni frænda sínum til fylgdar. En Hávarður var með honum sjálfum. 
   Nú slítur boðinu, og búa þeir nú lið sitt Jómsvíkingar þaðan frá veizlunni. Og er þeir eru búnir, þá fara þeir úr landinu og hafa hundrað stórskipa. En þeir höfðu þangað haft úr Jómsborg til veizlunnar sjö tigu annars hundraðs, og voru í því tali mörg smá skip.


28. KAPÍTULI
Frá herferð Jómsvíkinga til Noregs

Nú fara þeir ferðar sinnar og gefur þeim vel byri og taka Víkina í Noregi. Þeir koma að síð aftans. Og þegar um nóttina héldu þeir til býjarins í Túnsbergi og komu þar með öllu liðinu um miðnættis skeið. 
   Sá maður er nefndur til sögunnar er Ögmundur hét og var kallaður Ögmundur hvíti; hann var lendur maður Hákonar jarls, ungur að aldri og virður mikils af Hákoni jarli. Hann hefir mest forráð býjarins í Túnsbergi, þá er þessi tíðendi eru. 
   Og nú er herinn er kominn í bæinn, þá tóku þeir upp nálega allan bæinn og drápu þar margt manna; tóku síðan allt það er þeir máttu í fjárhlutum og fóru eigi þörfsamlega. [1] En þeir er fyrir voru vöknuðu eigi við góðan draum, og áttu margir þegar við höggum að taka og vopnagangi. 
   Ögmundur hvíti vaknar og sem aðrir menn við þenna ófrið, og þeir er sváfu næstir honum í herbergi. Nú tekur hann það ráð og þeir með honum, að þeir flýja undan í eitt loft, það er þeim þótti sem lengst mundi verjast mega, þvíað engi voru föng á að komast mætti til skógarins. Og er þeir Jómsvíkingar verða þessa varir, þá drífa þeir að loftinu og höggva loftið í ákafa. 
   Og nú sjá þeir Ögmundur að þeir munu eigi fá varizt; miklu er her þessi harðfengri og ákafari, er þar er kominn. 
   Það er sagt að Ögmundur hvíti tekur það ráðs, að hann hleypur úr loftinu ofan og á strætið og kömur standandi niður. En Vagn Ákason var þar nær staddur, er hann kom niður, og höggur þegar til hans Ögmundar, og hjó á hönd honum fyrir ofan úlflið, og hefir Vagn eftir höndina, en Ögmundur komst í skóg í braut. Gullhringar hafði fylgt hendinni, og tekur Vagn hann upp og hefir. 
   En Ögmundur er hann kömur í skóginn, þá nemur hann staðar þar er hann má heyra mál þeirra, og vill vita ef hann fái það skilt af orðum þeirra hverir þar eru komnir, þvíað hann veit eigi áður og þykir vera heldur til [2] ófróðlegt ef hann kann ekki frá segja, ef hann hittir aðra menn enn, slík víti sem hann hafði á sér tekið. Hann verður nú þess var af orðum þeirra og ákalli, að þar eru komnir Jómsvíkingar, og svo veit hann nú hver á honum hefir unnið sjálfum. Og nú eftir þetta, þá fer hann leiðar sinnar á skóga í brott og merkur, og það er nú frá sagt, að hann liggur úti sex dægur á mörkum, áður en hann kömur til byggða. 
   En þegar er Ögmundur finnur byggðir og menn, þá hefir hann greiða allan þann er þarf, þvíað margir menn vissu deili á honum, og var hann vel um sig og vinsæll maður. Og fer hann nú þar til er hann spyr hvar jarl er á veizlum, og sækir hann nú á hans fund. Jarl hefir þá tekið veizlu á þeim bæ er heitir á Skugga, og sá maður er Erlingur nefndur er veizluna hélt; hann var lendur maður. Jarl var þar með hundrað manna á veizlunni, og þar var Eiríkur sonur hans með honum. 
   Svo er sagt að Ögmundur hvíti kömur þar síð aftan dags og gengur þegar inn í höllina og fyrir jarl og kveður hann vel. Jarl tekur kveðju hans, og er hann spurður almæltra tíðenda. En hann svarar Ögmundur: 
   "Lítil eru enn tíðendi undir förum mínum," segir hann, "en gerast mætti að tíðendum eigi alllitlum." 
   "Hvatta?" segir jarl. 
   "Þatta!" segir Ögmundur, "að eg kann að segja yður hersögu, að mikill her er kominn í landið austur í Víkina og með hinum mesta ófriði og styrjöld, og það sama ætla eg þeim í skapi búa, að halda slíku fram." 
   Jarl mælti: "Hvað veit eg," segir hann, "hvort menn munu aldregi hætta fyrr lygisögum í landinu en nokkur hangir uppi fyrir." 
   Eiríkur svarar og mælti: "Eigi er svo á slíku að taka, faðir," segir hann; "ekki er þessi lygimaður, er nú segir frá." 
   Jarl mælti: "Veiztu það mjög gerla, frændi," segir hann, "hver þessi maður er, og væri það líklegt, fyrir því er þú fylgir máli hans?" 
   "Það ætla eg að eg vita nokkuð til," segir Eiríkur, "eigi síður en þú, faðir, að ætlan þinni: Það hygg eg að hér sé kominn Ögmundur hvíti, lendur maður þinn, og hefir hann oss oft betur fagnað en vér fögnum honum nú." 
   "Eigi kennda eg hann," segir jarl. "Gangi hann enn hingað til máls við mig." 
   Nú gerir Ögmundur þegar er honum komu orð jarls, þá gengur hann enn fyrir hann. Síðan spyr jarl: "Hver Ögmundur ertu?" segir hann. En hann segir honum öll deili á, svo að hann má við kannast. 
   Þá mælti jarl: "Veit eg," segir hann, "attú munt sanna sögu segja ef þú ert þe{ssi} maður. En seg mér," segir jarl, "hver ræður fyrir her þessum hinum mikla?" "Sigvaldi heitir {sá," segir Ögmundur,} "er fyrir herliðinu ræður. En nefnda heyrða eg í herinum bæði Búa og {Vagn og hefi eg} þess nokkur merki á sjálfum mér að eg lýg þetta eigi." Og bregður {síðan upp hendinni og} sýnir jarli handarstúfinn. 
   Jarl mælti þá: "Hart ertu leikinn," segir hann, {"og sár}lega. En hvort vissir þú það hver þér veitti þann geig?" 
   "Réð eg {að líken}dum, jarl," segir hann, "af því er þeir mæltu, þá er sá tók upp hringinn er fylgt hafði hendinni: "Fénaði þér nú, Vagn Ákason." sögðu þeir, og þóttumst eg þaðan af vita að hann {mundi á mér} hafa unnið, og það kannaða eg af," segir hann, "að sá her mundi kallaður vera {Jómsvíkingar}." 
   "Sannfróður muntu of það vera," segir jarl, "af þeim mönnum sem þú heyrðir nefnda í liðinu. {En það er þó sa}tt að segja, að þenna munda eg sízt kjósa herinn;" segir jarl, "þótt eg ætta um {alla að} velja, og mun nú bæði við þurfa vit og harðfengi; svo segir mér {hugur} umb."


29. KAPÍTULI
Frá Hákoni jarli

Nú sendir jarl þegar menn norður á Hlaðir til Sveins sonar síns að segja honum hersöguna, og sendir honum orð til að hann samnaði liði um allan Þrándheim af sinni tilsýslu og kveðja upp alla þá menn er mikils eru verðir [1] og svo hina er minna háttar eru, og sé búið hvert skip það þaðan, það er nokkur vöxtur er að. 
   En Guðbrandur hvíti var þar með jarli, er hann unni mest. 
   Og fer jarl nú þegar af veizlunni með því liði er hann fékk þar. Hann fer þar til er hann kömur ofan í Raumsdali, og síðan samnar hann liði um Norðmæri. En hann sendir Erling suður um Rogaland að segja tíðendin og samna þar {liði;} sendi jarl Erling þegar suður þá þangað, áður hann færi frá veizlunni, og sendir hann orð öllum vinum sínum, þeim er í landinu voru og öllum þeim er nokkur tilkvæmd var að, að þeir skyldu allir til hans koma með því liði er þeir fingi til. Og jamvel sendi jarl þeim mönnum orð, er hann var missáttur við, að þeir skyldu og koma á hans fund, og kveðst sættast {mundu} við hvern mann þeirra er sóttu á hans fund því sinni og veitti honum lið. 
   Eiríkur fer norður í Naumudal, [2] son Hákonar jarls, í móti Sveini bræður sínum, og samnar liði sem hann má allt um eyjarnar hið ytra. 
   Það er sagt þá er Eiríkur siglir suður eftir Hamrasundum, að þar koma í móti honum {skip; það voru herskip}, [3] og ræður sá maður fyrir liðinu er Þorkell hét og var kallaður Þorkell miðlangur; hann er rauður víkingur og í missætti við Hákon jarl. Þeir brjóta þegar upp vopn sín, víkingarnir, og ætla að leggja að þeim Eiríki. Þeir hafa þrjú skip. En þá er Eiríkur sér það, þá mælti hann við Þorkel miðlang: 
   "Ef þú vill berjast við oss," segir hann, "þá skulu vér búnir þess. En þó sæi eg hér betra ráð til." 
   "Hvert er það?" segir Þorkell. 
   "Óskaplegt sýnist mér," segir Eiríkur, "að vér berimst sjálfir Noregsmenn, þvíað nú mætti vera að fingist {aðrir nær aukvisarnir. En} [4] ef þú vilt koma á fund föður míns með lið þitt og viltu veita honum slíkt sem þú ert til fær, þá munu þið sættast, og mun það þá eigi verða torsótt af föður míns hendi." 
   En Þorkell svarar: "Þenna kost vil eg ef þú bizt í því, Eiríkur, að mér akist þetta eigi í tauma er þú segir, þá er eg hitti föður þinn." 
   "Eg skal það annast," segir Eiríkur. 
   Og nú ræðst Þorkell miðlangur með sveit sína til liðs með Eiríki. 
   Og brátt eftir þetta finnast þeir bræðurnir, Eiríkur og Sveinn, og fara þeir nú til þess staðar er þeir höfðu ákveðið með sér, Hákon og Eiríkur, áður en þeir skildist. Og síðan hittast þeir þar allir feðgar, Hákon og Eiríkur og Sveinn, í þeim stað sem þeir höfðu mælt mót með sér og allur herinn skyldi hittast og saman koma. En það var á Sunnmæri við ey þá er heitir Höð, og kemur þar mart lendra manna. Þeir höfðu feðgar alls þrjú hundruð skipa, og voru mörg ekki allstór. Þeir liggja þar á vogi þeim er Hjörungavogur heitir og bera nú saman ráð sín, og liggja þar á voginum öllum flotanum.


30. KAPÍTULI

En nú er að segja frá þeim Jómsvíkingum. Þeir fara nú sunnan fyrir landið ófriðsamlega: herja þar og ræna sem þeir koma við. Þeir höggva strandhögg stór og drepa margt manna, og víða er það er þeir brenna býi að köldum kolum, og fara með herskildi allt sunnan fyrir landið. Og flýr hotvetna undan herinum, það er spyr til og undan má komast. 
   Og nú fara þeir þar til er þeir koma fyrir sund það er kallað er Úlfasund, og eru þeir þá komnir að Stað. Og er það frá sagt, að hvorigir spyrja til annarra glöggt, Hákon jarl eða Jómsvíkingar. 
   Og nú sigla þeir Jómsvíkingar sunnan fyrir Stað sex vikur sævar og fara þar til er þeir koma í höfn þá er heitir í Hereyjum og leggja þar í höfnina allan flotann sinn. 
   Og er þeir eru þar komnir, þá þykjast þeir þurfa að nýju að fá sér vista, og er það sagt að Vagn Ákason fer á skeið sinni til eyjar þeirrar er Höð heitir, og veit Vagn eigi að jarl liggur þar í voginum skammt frá eyjunni. Vagn liggur við eyna, og ganga þeir upp og ætla að fá sér strandhögg, ef það ber að hendi. 
   Og nú ber svo að, að þeir finna mann einn að máli; sá rekur fyrir sér kýr þrjár og geitur. Vagn spyr þann mann að nafni. Sá svarar og kveðst Úlfur heita. Þá mælti Vagn við sína menn: "Takið ér nú kýrnar og geiturnar og höggvið út á skip vort, og svo og ef ér finnið hér fleira fé." 
   "Hver er þessi maður," segir hann Úlfur, "er fyrir liðinu ræður á þessu skipi?" 
   "Þessi heitir Vagn og er Ákason." 
   "Svo þætti mér nú," segir hann Úlfur, "sem vera mundi nú stærri slátrarefni og nú eigi allfjarri yður komin, að því er ér ætlið nú til Jómsvíkingar, en höggva niður kýr mínar eða geitur." 
   "Segðu oss ef þú veizt nakkvað til ferða Hákonar jarls," segir Vagn; "og ef þú kannt oss nakkvað það að segja með sannindum, að vér vitim hvar hann er, þá muntu undan koma bæði kúm þínum og geitum, - eða hver eru tíðendi oss að segja? Hvað veiztu til Hákonar jarls?" 
   Úlfur svarar: "Hér lá hann í gærkveld síð einskipa fyrir innan eyna Höð á Hjörungavogi, og munu þér þegar fá drepið hann er þér vilið, þvíað hann bíður þar manna sinna." 
   "Þá skaltu," segir Vagn, "hafa keypt í frið fé þitt allt, og gakk nú á skip með oss og seg oss leið til jarls." 
   "Svo hæfir eigi," segir Úlfur, "og vil eg víst eigi berjast í móti jarli, og samir það eigi, en segja mun eg yður leið þar til er þér hittið inn í voginn ef þér vilið. Og ef eg fer með yður á skip út, þá vil eg það mælt eiga að eg sjá þá látinn vera í friði er þér séið yfir það, að ér hittið í voginn." 
   Nú gengur Úlfur út á skip með þeim. En það er snemma dags, og fara þeir Vagn þegar í Hereyjar sem tíðast og segja Sigvalda og öllum Jómsvíkingum þessi tíðendi er Úlfur sagði þeim.


31. KAPÍTULI

Nú taka þeir Jómsvíkingar að búast við að öllu sem þeir mundi þá að þeir skyldi fara til hins harðasta bardaga og vilja vera við öllu um búnir, þótt Úlfur taki auðvellega á. Og er þeir eru albúnir, þá veita þeir atróður að voginum. 
   Það er sagt að Úlf grunar um nokkuð, að þeim myni fleiri sýnast skipin í voginum en svo sem hann hafði sagt þeim. Og þegar er þeir sá fram koma skipin, þá hleypur Úlfur útbyrðis og þegar á kaf og ætlar að leggjast til lands og vildi eigi bíða þess er þeir launaði honum sitt starf. Og er Vagn sér þetta, þá vill hann að vísu launa honum ettir verðleikum; grípur upp síðan eitt spjót og sendir eftir honum, og kemur spjótið beint á hann miðjan, og lézt hann þar. 
   Nú róa þeir Sigvaldi og allir Jómsvíkingar inn í voginn og sjá þá að skipaður var vogurinn allt frá þeim í brott af herskipum. Þeir fylkja nú þegar liði sínu öllu. En í öðrum stað, þá sá þeir jarlarnir, Hákon og synir hans, hvar þeir eru komnir Jómsvíkingar, og taka þegar skip sín úr tengslum og ætla til hverir hverjum skulu í móti berjast. 
   En svo er hér frá sagt að í austur horfi botninn á Hjörungavogi en mynnið í vestur. Þar standa og út á voginum steinar þrír þeir er heita Hjörungar, og er einn þeirra nokkuru mestur, og er við þá steina vogurinn kenndur. En sker liggur inn á voginum miðjum, og er jafnlangt til lands á alla vega frá skerinu, bæði inn á vogsbotninn og út tveim megin gagnvert. En ey liggur sú fyrir norðan voginn, er heitir Prímsigð, en Harund [1] liggur fyrir sunnan voginn, og þar inn frá er Harundarfjörður. 
   Nú er frá því að segja að þeir Jómsvíkingar skipa þannog í fylkingar skipum sínum sem nú mun hér sagt: Sigvaldi leggur skip sitt í miðja fylkingina, en Þorkell hávi bróðir hans leggur þar skip sitt næst honum. En Búi digri og Sigurður kápa bróðir hans, þeir leggja skip sín út í fylkingararminn annan, en Vagn Ákason og Björn hinn brezki skipa annan arm. 
   En þeir Hákon jarl ætla fyrir sér í öðru lagi, hverir berjast skulu í móti þessum köppum af þeirra liði. Og skipa þeir svo til í flestum stöðum að þrír voru ætlaðir í móti einum þeirra. Nú munu vér þar fyrst til taka að segja frá þeirra tilskipan, að ætla Svein Hákonarson í móti Sigvalda, en þrem mönnum var skipað í móti Þorkatli háva, bróður Sigvalda, og var þar Yrja-Skeggi einn, en annar Sigurður steiklingur norðan af Hálogalandi, þriði Þórir er kallaður var hjörtur. Ætlaðir voru enn tveir menninir með Sveini Hákonarsyni í móti Sigvalda, þeir er eigi var áður getið: Guðbrandur úr Dölum og Styrkár af Gimsum. 
   Í móti Búa var ætlaður Þorkell miðlangur [2] og annar Hallsteinn kerlingabani af Fjölum - og hinn þriði Þorkell leira; hann var lendur maður jarls. En á mót Sigurði kápu bróður Búa voru þeir feðgar Ármóður úr Önundarfirði og Árni son hans. En í mót Vagni Ákasyni var ætlaður Eiríkur jarl Hákonarson og annar Erlingur af Skugga. Hinn þriði Ögmundur hvíti, og sá hinn sami átti að gjalda Vagni handarhöggið sem fyrr var sagt. 
   Á mót Birni hinum brezka var ætlaður Einar litli lendur maður, annar Hávarður uppsjá, þriði Hallvarður af Flyðrunesi bróðir Hávarðar. En Hákon sjálfur skal leika laus við svo, og vera öngum ætlaður einkum í móti, og skal hann styðja allar saman fylkingarnar og ráða fyrir liðinu. 
   Það er frá sagt að fjórir menn íslenzkir hafi verið með þeim feðgum Hákoni og Eiríki, þeir er nefndir eru. Þar er til nefndur Einar er þá var kallaður Skjaldmeyjar-Einar; hann var skáld jarls og hafði þá lítinn sóma af jarli hjá því sem verið hafði. Einar hafði það mjög í máli að hann mundi hlaupa úr flokki jarlsins Hákonar og til Sigvalda, og síðan kveður hann vísu:

 

3.
Gerða eg veig of virða
víðis illrar tíðar,
það vann eg meðan aðrir,
ör Váfaðar, sváfu.
Komkað eg þess þar er þótti
þingseturs fé betra,
meiður sparir hodd við hróðri,
hverr, en skáldið verra. [3]


- enda skal eg að vísu til Sigvalda," segir hann; "eigi mun hann minna sóma gera til mín en jarl gerir." 
   Hann hleypur síðan utan af skipi Hákonar jarls og á bryggjurnar og gerir á sér brautfús sem mestan, en hleypur eigi skelegglega í brott og vill sjá hvernog jarl brygði við. Og er hann kömur á bryggjurnar, þá verður honum enn vísa á munni og kveður til Sigvalda:

 

4.
Sækjum jarl þanns auka
úlfs verð þorir sverðum,
hlöðum við borð á barða
baugskjöldum Sigvalda;
drepur eigi sá sveigir
sárlinns er gram finnum,
rönd berum út á andra
Endils, við mér hendi. [4]


Og nú finnur Hákon jarl að Skjaldmeyjar-Einar er nú í brottbúningi, og nú kallar jarl á hann og biður hann ganga þangað til máls við sig, og hann gerir svo. Síðan tekur jarl skálir góðar, þær er hann átti; þær voru görvar af brenndu silfri og gylldar allar. En þar fylgdu tvö met, annað af gulli, en annað af silfri. Á hvorutveggju metinu var gert sem væri líkneskja, og hétu það hlótar, en það voru reyndar hlutir sem mönnum var títt að hafa, og fylgdi þessu náttúra mikil, og til þess alls er jarli þótti skipta, þá hafði hann þessa hluti. Jarl var því vanur að leggja hluti þessa í skálirnar og kvað á hvað hvor skyldi merkja fyrir honum, og ávallt er vel gingu hlutir og sá kom upp er hann vildi, þá var sá ókyrr hluturinn í skálinni er það merkti er hann vildi að yrði og breylti [5] sá hluturinn nokkuð svo í skálinni, að glamm það varð af. En þessar gersimar gefur jarl Einari, og verður hann við þetta kátur og glaður og sezt nú aftur að brottförinni og fer ekki á fund Sigvalda. 
   Og af þessu fær Einar nafn, og er síðan kallaður Einar skálaglamm. 
   Sá maður var þar annar íslenzkur er hét Vigfús son Víga-Glúms, þriði Þórður er kallaður var örvahönd, fjórði Þorleifur er kallaður var skúma; hann var son Þorkels hins auðga vestan úr Dýrafirði úr Alviðru. 
   Það er sagt frá Þorleifi að hann fær sér í skógi klumbu [6] eina mikla eða hálfróteldi [7] það, og fer síðan þangað er matsveinar hafa elda og matbúa, og svíður klumbuna utan alla nokkuð svo, og hefir hana í hendi sér og fer á fund Eiríks Hákonarsonar, - og gengar Eiríkur þá ofan til skips, og er þar þá í för með honum Einar skálaglamm, og þá slæst Þorleifur í för með þeim. Og er Eiríkur sér hann, þá mælti hann: "Hvað skal þér, Þorleifur," segir hann, "klumba sú hin mikla er þú hefir í hendi?" En Þorleifur svarar honum á þá leið:

 

5.
Hefi eg í hendi
til höfuðs gerfa
beinbrot Búa,
böl Sigvalda,
vá víkinga,
vörn Hákonar;
sjá skal vera
ef vér lifum
eikikylfa
óþörf Dönum.


Og nú fara þeir þar á skip fjórir íslenzkir menn með Eiríki: Þorleifur skúma og Einar skálaglamm, Vigfús Vígaglúmsson og Þórður örvahönd.


32. KAPÍTULI

Nú eftir þetta leggjast að fylkingar með þeirri tilskipan sem nú var tjáð og sagt. Og er Hákon jarl í fylkingu með Sveini syni sínum að efla hann í móti Sigvalda, og tekst nú hinn harðasti bardagi millum fylkinganna, og er hvorigum sóknar að frýja né framgöngu. Og er það sagt að að jöfnu gengur með þeim Sigvalda og þeim feðgum, svo að hvorigir láta undan síga sín skip. 
   En þá er svo ‹er› komið, þá geta þeir Hákon jarl að líta að Búi hefir á gört mikinn bug á fylkingu þeirra, þar sem hann var, hinn nörðra arminn, og höfðu þeir er við hann börðust látið síga skipin undan, og þótti þeim sem betra mundi firr honum. En hann gengur þó á{vallt} eftir eigi að síður, og verður hann þeim stórhöggur og fá þeir illt af honum, og er hann mannskæður í bardaganum. Jarl getur að líta, að mjög var jafnleiki í með þeim Eiríki og Vagni að svo búnu, og eru þeir í fylkingararminum syðra. Og nú leggur Eiríkur frá þaðan skip sitt það er hann er á sjálfur, og Sveinn bróðir hans öðru skipi, og fara þeir nú bræðurnir og leggja nú að Búa og berjast við hann og geta rétta fylking sína og eigi betur. En Hákon jarl berst við Sigvalda meðan. 
   En þá er Eiríkur kemur aftur í fylkingararminn syðra, þá hefir Vagn á gört mikinn bug á liði Eiríks og hafa látið undan sígast, og þá hafa sundur skila orðið skipin Eiríks, og hafa þeir Vagn gingið þar í gegnum fylkingina og lagt svo fast að þeim. Og nú verður Eiríkur reiður mjög er hann sér þetta, og leggur nú Járnbarðann að harðfenglega að skeiðinni þeirri er Vagn stýrði, og stinga þeir nú saman stöfnum og berjast þeir nú af nýju, og hefir eigi verið snarpari orrostan en nú er. 
   Og það er nú frá sagt, að Vagn og Áslákur hólmskalli hlaupa af skeið sinni og á Járnbarðann Eiríks, og gengur síðan með sínu borði hvor þeirra, og höggur Áslákur hólmskalli á tvær hendur, svo má að kveða. Og svo Vagn hið sama. Og svo ryðjast þeir nú umb, að allt hrökkur liðið fyrir. 
   Eiríkur sér það, að þessir menn eru svo óvægnir og óðir að eigi mun lengi hlýða svo búið, og mun þurfa sem bráðast að leita ráða í. Áslákur er maður sköllóttur, að því er sagt er, og hefir öngan hjálm á höfði: etur fram berum skallanum um daginn. Og er heiðviðri á og bjart veðrið og varmt, og fara margir menn af klæðum fyrir hita sakir og hafa ekki nema herklæðin ein. Og nú eggjar Eiríkur menn sína í móti þeim, og ráða þeir í móti Ásláki hólmskalla og bera vopn á hann, höggva í höfuð honum bæði með sverðum og öxum, og þótti þeim sem honum mundi eigi annað geigvænlegra, þars hann hafði beran skallann fyrir. En þó er svo frá sagt, að vopnin hrjóta af upp af skallanum Ásláks, hvort sem þeir færa í höfuð honum sverð eða öxar, og beit ekki á, og hrýtur úr skallanum við höggin. Og nú er þeir sjá að hann gengur fram hart, hvatki er þeir hafa að, og ryðst hann um hið sama: [1] höggur á báðar hendur bæði títt og hart og stórt og fellir margan mann. 
   Það er nú frá sagt, að Vigfús son Víga-Glúms tekur það fangaráðs, að hann þrífur upp nefsteðja einn mikinn er þar lá fram á þiljum á Járnbarðanum, og þar hafði Vigfús áður hnoðið við sverðshjölt sín er losnað höfðu, og færir síðan steðjann í höfuð Ásláki hólmskalla, svo að þegar sökkur steðjanefið. En við því átti hann eigi gert, og fellur hann niður þegar dauður. 
   En Vagn gengur með borði öðru og ryðst umb hið harðasta: höggur á tvær hendur og veitir mörgum manni skaða. Og er því fer fram, þá hleypur Þorleifur skúma í móti Vagni og lýstur til hans með kylfunni, og kömur höggið á hjálminn uppi, og springur fyrir þó undir, svo varð höggið mikið, og hallast hann við og stakar nær að honum Þorleifi við. Og jafnt í því er hann stakaði, þá stakk hann sverðinu til hans Þorleifs, og síðan stiklar hann út af Járnbarðanum og kömur niður standandi í skeið sína sjálfs. Og hefir engi verið snarpari í atsókninni en nú var hann og allir hans menn. En svo höfðu þeir Hólmskalli þó ruddan Járnbarðann fyrir Eiríki, að hann lét mennina þangað ganga á af öðrum skipum, þar til er hann var alskipaður, og þótti honum eigi annað hlýða mega. 
   Og tekst nú enn hin harðasta atlaga með þeim Vagni. 
   Og því næst sjá þeir Eiríkur að Hákon faðir hans og fylking hans var komin að landi, og verður nú á hvíld nokkur á bardaganum.


33. KAPÍTULI

Nú hittast þeir feðgar allir saman og talast við. Þá mælti Hákon jarl: "Það þykjumst eg sjá," segir hann, "að mjög rekur á oss að hallast bardaginn, og var hvortveggja þegar, að eg hugða til þess verst að berjast við þessa menn, enda reynist mér svo, að mér þykja öngvir vera þessum mönnum líkir, að eigi sé þessir menn verri viðureignar, og það kann eg sjá, að oss mun eigi svo búið hlýða ef eigi er ráðs leitað. Og skuluð ér nú vera eftir með herinum, þvíað óvarlegt er að höfðingjarnir allir fari frá liðinu, ef þeir leggja að, Jómsvíkingar, og er þess aldregi örvænt. En eg mun ganga á land upp með nokkura menn og sjá þá enn hvað í gerist," segir Hákon jarl.


34. KAPÍTULI

Og nú fer jarl á land upp með nokkura menn og fer norður í eyna Prímsigð, en þar var mörk mikil í eyjunni. Síðan gengur hann í rjóður eitt er í mörkinni var, og leggst jarl þar niður á knébeð og biðst fyrir, og horfir þó í norður, og mæltist nú fyrir sem honum þótti vænlegast. 
   Og þar kömur nú bænarorðum hans, að hann skorar á fulltrúa sinn, Þorgerði Hörðatröll. En hún daufheyrðist við bæn jarls, og þykist hann það finna að hún mun honum reið orðin, og býður hann henni nú að þiggja af sér ýmsa hluti í blótskap, og vill hún ekki þiggja, og þykir honum allóvænt horfa málið. 
   Og þar kömur því máli loks að hann býður fram mannblót, en hún vill það ekki þiggja er hann býður henni í mannblótum. 
   Nú þykir jarli óvænkast sitt mál, ef hann fær eigi sefað hana. Tekur nú og eykur boðið við hana, og þar kömur máli, að hann býður henni alla menn aðra, nema sjálfan sig og sonu sína Eirík og Svein. En jarl átti son þann er Erlingur hét og var sjö vetra gamall og hinn efnilegsti maður. En það verður nú of síðir, að Þorgerður þiggur af honum og kýs nú Erling son jarls. 
   Og nú er jarli þykja heyrðar vera bænir sínar og áheit, þá þykir honum vænkast umb, og lætur síðan taka sveininn og fær hann í hendur Skofta kark þræli sínum, og veitir hann sveininum fjörlöst með þeima hætti sem Hákon var vanur og hann kenndi honum ráð til. 
   Nú eftir þetta fer jarl til skipa sinna og eggjar nú lið sitt allt að nýju - "og veit eg nú víst" segir hann, "að vér munum sigrast á þeim Jómsvíkingum, og gangið nú fram að betur, þvíað nú hefi eg heitið til sigurs oss á þær systur báðar, Þorgerði og Irpu, og munu þær eigi bregðast mér nú heldur en fyrr." 
   Og nú hefir hvíld verið á bardaganum meðan jarl var í brautu, og hafa þó enn hvorirtveggju búizt við orrostunni sem vænlegast þótti, meðan þessi dvöl var. 
   Nú eftir þetta gengur jarl á skip, og leggjast þeir nú að öðru sinni. Og er jarl nú í móti Sigvalda, og gengur nú fram hið harðasta í trausti Hörðabrúðar og Irpu. 
   Og nú tekur veðrið að ylgjast í norðrið og dregur upp ský dökkt og dimmt með hafinu og gengur upp með öllu skjótt. En það var í það mund dags er tók út eyktina. [1] Og dregur nú yfir skýið skjótt og fylgir þegar él, og þótti þeim sem þangað væri bæði eldingar og reiðarþrumur. Þeir allir Jómsvíkingar áttu að vega í gegn élinu. En þetta él var svo með miklum býsnum og veðrið það er fylgdi, að ekki máttu sumir menn betur en fá staðizt. 
   Og nú er menn höfðu áður um daginn farið af klæðunum fyrir hita sökum, en nú var veðrið nakkvað öðru vís, og tekur þeim nú að gnolla. Og er þó svo að þeir sækja bardagann frýjulaust. 
   Það er sagt að Hávarður höggvandi, förunautur Búa, sér fyrstur manna hvar Hörðabrúður er í liði Hákonar jarls, og margir sjá það ófreskir menn, og svo þeir er eigi voru ófreskir, og það sjá þeir með, þá er líttað linaði élinu, að ör fló að því er þeim þótti af hverjum fingri flagðsins, og varð ávallt maður fyrir svo að bana fékk af. Og nú segja þeir Sigvalda og öðrum sínum félögum. 
   Og nú tekur Sigvaldi til orða og mælti, þvíað þeir Hákon sóttu þá bardagann sem þeir máttu er élinu laust á og meðan það hélst: 
   "Eigi þyki mér," segir Sigvaldi, "sem vér eigim hér við menn að berjast í dag, heldur við hin verstu tröll, og mun það þykja nokkuð mannvandara að ganga vel í móti tröllunum, og er þó einsætt að menn herðist við sem bezt." 
   Það er nú í frá sagt jarlinum Hákoni, að þá er hann finnur að élinu latar og eigi var jafnákaft sem verið hafði, þá hét hann enn á Þorgerði ákaflega og systur hennar Irpu, og telur hann það til við hana og þær, hversu mikið hann hefir til unnið, er hann hefir blótað syni sínum til sigurs sér. Og nú rökkur að élinu annað sinni. Og í þessu élinu öndverðu, þá sér Hávarður höggvandi að tvær konur eru á skipi Hákonar jarls og hafa eitt atferli báðar, jafnt sem hann hafði fyrr séð til annarrar. 
   Og nú tekur Sigvaldi til orða og mælti: "Nú vil eg brott flýja," segir hann, "og geri svo allir mínir menn, og er nú því verr en fyrr, þá er eg gat umb þetta, að vér berjumst nú við tvö flögðin, en þá var eitt, enda skal nú eigi lengur við haldast. Enda er það til kostar, að eigi flýju vér fyrir mönnunum þótt vér haldim undan. Ekki strengdu vér þess heit að berjast við tröll." 
   Og nú snýr Sigvaldi undan skipi sínu og kallar á þá Vagn og Búa, að þeir skyldu undan flýja sem harðast. 
   Og nú í því bili er Sigvaldi hafði frá flotanum leyst skip sitt og hann kallar á þá Búa og Vagn, þá hleypur Þorkell miðlangur af skipi sínu og á skipið Búa og höggur þegar til Búa, og ber þetta nú allbráðum. Hann höggur af honum vörina og hökuna alla niður í gegnum, svo að það féll þegar niður í skipið, og fuku tennurnar úr Búa við höggvið það er hann fékk. 
   Þá mælti Búi er hann fékk sárið: "Versna mun hinni dönsku þykja að kyssa oss," segir hann, "í Borgundarhólmi, þótt vér kæmim enn þangað þessu næst." 
   Búi höggur í mót til Þorkels, en hált var á skipinu er blóðugt var, og fellur hann Þorkell í skjaldrimina [2] er hann vildi forða sér við högginu, og kömur nú höggið á hann miðjan Þorkel, og höggur Búi hann í sundur í tvo hluti út við skipsborðið. [3] 
   Og þegar eftir þetta, þá tekur Búi gullkistur sínar í sína hönd hvora og hleypur síðan fyrir borð með kisturnar báðar, og kömur hvorki upp síðan svo að menn sæi, kistarnar né hann. 
   Það segja sumir menn, þá er Búi sté upp á borðið og ætlaði að ganga fyrir borð, sem hann gerði síðan, að hann hafi mælt þessum orðum: "Fyrir borð allir Búa liðar," segir hann, og þá þegar stígur hann fyrir borðið. 
   Nú er þar til að taka er Sigvaldi dregst út frá flotanum og gáir eigi þess er Búi er fyrir borð ginginn, og kallar nú á þá Vagn og Búa, að þeir skyldi flýja sem hann. En Vagn svarar honum og kvað vísu:

 

6.
Sigvaldi hefir setta
sjálfa oss und kylfu,
en fárhugaður fnauði
fór heim til Danmarkar;
hyggur í faðm að falla
fljótt vinkonu [4] sinni,
en fyrir borð hið breiða
Búi gekk með hugrekki." [5]


Það er sagt að Sigvalda var orðið kalt í élinu og hleypur hann til ára og vill láta orna sér, en annar maður sezt við stjórnina. Og er Vagn hafði kveðið vísuna og hann sér Sigvalda, þá fleygir hann spjóti til hans og ætlaði að hann sæti enn við stjórnina, en Sigvaldi var þá þó við árar, og hlaut sendingina sá er stýrði. Og þá er Vagn fleygði af hendi spjótinu, þá mælti hann til Sigvalda, að hann skyldi fara manna armastur. 
   En Þorkell hávi, bróðir Sigvalda, fer í brott þegar er Sigvaldi var farinn og hafði sex skip, og svá Sigurður kápa, þvíað Búi bróðir hans var þá fyrir borð ginginn, og var þá ekki hans að bíða; og þykist nú hvortveggi þeirra hafa efnt sína heitstrenging, Þorkels og Sigurðar, og fara þeir nú allir þar til er þeir koma heim til Danmerkur, og höfðu í brott með sér fjögur skip og tuttugu. En allt það er af komst þeim skipum er eftir voru, þá hlaupa þeir allir upp á skeiðina Vagns og verjast þar allir saman hið hvatlegsta, allt þar til er myrkva tók. En þá sleit bardaganum, og stóðu þá enn upp mjög margir menn á skeiðinni Vagns, og varð þeim Hákoni jarli dagfátt til að leita um skipin, hvað lífvænt væri eða lífs, og létu vörðu á halda um nóttina, að engi maður skyldi komast af skipunum þeirra um nóttina, Jómsvíkinga, og tóku frá ræðin öll frá skipunum. 
   Og er þetta var að gört, þá róa þeir Hákon jarl til lands og skjóta yfir sig tjöldum [6] og þykjast nú eiga sigri að hrósa. Nú síðan vega þeir haglkornin og reyna svo ágæti þeirra systra, Þorgerðar og Irpu, og þykir vel reynast. Og er það frá sagt að eyri [7] vægi eitthvert haglkornið, og vágu þeir í skálum. 
   Og nú eftir þetta, þá eru bundin sár manna, og vaka þeir of nóttina, Hákon jarl sjálfur og Guðbrandur úr Dölum.


35. KAPÍTULI
Frá Vagni

Nú er að segja frá þeim Vagni og Birni hinum brezka að þeir ræða um með sér hvað þeir skulu til ráða taka -"og er annað tveggja til," segir Vagn, "að vera hér á skipunum þar til er dagar og láta þá taka oss hér höndum, og er sá ókörlegur. En hinn er annar, að leggja til lands og gera þeim það íllt er vér megum, og leita síðan að koma oss undan að forða oss." 
   Það ráða þeir nú úr allir saman, að þeir taka siglutréið og fara af skipinu og flytjast þar á, og eru saman átta tigir manna, og flytjast á trjánum í myrkrinu og vildu til landsins flytjast, og komast í sker eitt og þóttust þá komnir á meginland. Og voru þá farnir margir menninir mjög, og þar létu tíu menn líf sitt um náttina, þeir er sárir voru, en sjö tigir lifðu eftir, og voru þó margir raunmjög þrekaðir. 
   Og verður nú ekki farið lengra. 
   Eru þar of nóttina. 
   Það er nú og frá sagt, þá er Sigvaldi hafði undan flýið, að þá tók af élið og eldingar og reiðarþrumur allar og varð eftir það veðrið kyrrt og kalt. Og svo er nú og um nóttina er þeir Vagn eru í skerinu, þar til er dagur er og allt til þess er ljóst er orðið. 
   Það er sagt þá er skammt er til dags, að þeir menn jarls eru þá enn að, að binda sár sín, og hafa að verið alla nóttina frá því er þeir lögðu að landi, og olli það því, að fjöldi manna var sár orðinn, en þó höfðu þeir nú lokið mjög svo. En nú eftir þetta, þá heyra þeir að strengur gellur útá skipi og flýgur ör af skipi því er Búi hefir á verið og kömur undir hönd honum Guðbrandi frænda jarls, svo að hann þarf eigi fleira, og er hann þegar dauður. Og þykir jarli og öllum þeim þetta vera hinn mesti skaði, og taka þeir að búa of lík hans svo sem þeim sýnist, þvíað þar voru engi önnur efni að. 
   Þess er og við getið að maður einn stóð hjá tjaldsdurunum. Og þá er Eiríkur gekk inn í tjaldið, þá spyr Eiríkur: "Hví stendur þú hér," segir hann, "eða hví ertu þannig yfirlits sem þú sér að bana kominn, eða hvort ertu sár, Þorleifur?" segir hann. 
   "Eigi munda eg vita," segir hann, "að blóðrefillinn Vagns Ákasonar kæmi við mig í gær líttað, þá er eg laust hann kylfuhöggið." 
   Jarl mælti þá: "Illa hefir þinn faðir þá haldið [1] út á landinu," segir hann, "ef þú skalt nú deyja." 
   Þetta heyrði Einar skálaglamm, er jarl mælti. Þá verður honum Einari vísa á munni:

 

7.
Það kvað jarl að æri
unnviggs fyrir haf sunnan,
þá er á seima særi
sárelda spjör váru:
öllungis hefir illa,
eybaugs, ef skalt deyja,
vér hyggjum það viggja
valdur, þinn faðir haldið. [2]


Og nú fellur Þorleifur skúma niður dauður eftir þetta. 
   Og þegar er ljóst var orðið um morguninn, þá fara þeir jarl að kanna skipin og koma á það skip er Búi hafði átt og vildu allra helzt verða varir við hver skotið hefði um nóttina, og þótti þeim sá maður ills verður vera. Og er þeir koma á skipið, þá finna þeir þar einn mann þann er íendur [3] var og litlu meir. En þar var Hávarður höggvandi, er verið hafði fylgdarmaður Búa. En hann var þó sár mjög, svo að fæturnir báðir voru höggnir undan honum fyrir neðan kné. 
   En þeir Sveinn Hákonarson og Þorkell leira ganga þangað að honum; og er þeir koma þar, þá spurði Hávarður: "Hvernig er, sveinar," segir hann, "hvort kom héðan nokkur sending af skipinu í nótt þangað á land til yðvar eða engi?" 
   Þeir svara: "Kom að vísu," segja þeir; "eða hvort hefir þú því valdið?" 
   "Ekki er þess að dylja," segir hann, "að eg senda yður, eða hvort varð nokkurum manni mein að er örin nam staðar?" 
   Þeir svara: "Bana fékk sá af," segja þeir, "er fyrir varð." 
   "Vel er þá," segir hann, "eða hver varð fyrir maðurinn?" 
   "Guðbrandur hvíti," segja þeir. 
   "Já," segir hann; "þess varð nú eigi auðið er eg vildag helzt. Jarli hafða eg ætlað, en þó skal nú vel yfir láta er nokkur varð fyrir sá er yður þótti skaði að." 
   "Eigi er á að líta," segir Þorkell leira; "drepum þenna hund sem skjótast," - og höggur síðan til hans; og þegar hlaupa til aðrir og bera vopn á hann og saxa hann þar til er hann hefir bana. Spurt höfðu þeir hann áður að nafni, og sagði hann til sín hið sanna. 
   Og nú fara þeir síðan til lands inn er þeir höfðu þetta að gört og sögðu jarli deili á hvern þeir höfðu drepið; sögðu það eigi meðalfárbauta [4] vera, að það eitt kváðust þeir á finna á hans orðum að eigi mundi skaplyndi um bæta. 
   Nú eftir þetta sjá þeir hvar menninir eru á skerinu mjög margir saman, og biður jarl nú fara eftir þeim og taka þá höndum görvalla og færa sér, og lézt hann vildu ráða fyrir lífi þeirra. Nú gingu menn jarls á eitt skip og röru út til skersins, og var þar bæði um þá menn er fyrir voru, að fáir voru vel liðfærir, bæði fyrir sára sakir og kulda, enda er ekki frá því sagt að né einn maður verðist. Voru þeir nú allir þar hannteknir af jarlsmönnum og fluttir til lands á fund jarls, og voru þeir þá saman sjö tigir manna. Og eftir þetta lét jarl leiða þá á land upp, Vagn og hans félaga, og eru nú reknar hendur þeirra á bak aftur og bundinn hver hjá öðrum með einum streng og eigi þyrmsamlega. [5] En jarl og hans menn brjóta upp vistir og setjast til matar, og ætlar jarl þá í ærnu tómi um daginn að höggva þessa menn alla, Jómsvíkinga, og þeir höfðu nú höndum á komið. 
   Og áður þeir settist til matar, þá voru skip þeirra Jómsvíkinga flutt að landi og svo fjárhlutur, og var féið til stanga borið, og skipti Hákon jarl og hans lið fénu með sér görvöllu og svo vopnum þeirra, og þykjast þeir nú alls kostar hafa unninn mikinn sigur, er þeir hafa féið allt, en hönlað þá Jómsvíkinga, en elta suma í brott, en það þó mestur hluti er drepinn er. Og gambra þeir nú hið mesta. 
   Og nú er þeir jarl eru mettir, þá ganga þeir út úr herbúðunum og fara þangað til er þeir eru bandingjarnir. Og er það sagt að Þorkell leira væri til ætlaður að höggva þá alla. 
   Þeir hafa áður orð við þá Jómsvíkinga og spyrja hvort þeir væri menn svo harðir sem frá þeim var sagt. En þeir Jómsvíkingar svara þeim öngu um þetta, svoað hér sé frá sagt.


36. KAPÍTULI
Jómsvíkingar voru drepnir

Frá því er nú að segja þessu næst, að nú eru menn leystir úr strengnum nokkurir þeir er sárir eru mjög. En þeir Skofti karkur og aðrir þrælar hafa varðveitta þá og halda strengnum. En nú er menninir voru leystir, þá gera þeir það að þrælarnir, að þeir snúa vöndu í hár þeim Jómsvíkingum. Og eru nú leiddir fram fyrst sárir menn með þessum búningi, og gengur Þorkell síðan að þeim og höggur höfuð af hverjum þeirra, og mælti síðan við félaga sína og spyr ef honum hefði nakkvað brugðið við þessa sýslu svoað þeir fyndi það, "þvíað það er mál manna," segir hann, "að öllum mönnum bregði við ef þrjá menn höggva hvern eftir annan." 
   En Hákon jarl svarar honum: "Ekki sjá vér þér brugðið hafa við þetta," segir jarl; "en þó sýndist mér þér áður brugðið." 
   Nú er leiddur úr strengnum hinn fjórði maður og snúinn vöndur í hár þeim og leiddur til þangað er Þorkell hjó þá. Þessi maður er enn sár mjög. Og er hann kömur þar, þá mælti Þorkell við hann áður hann veitti honum tilræði, og spurði hversu hann hygði til bana síns. En hann svarar: "Gott hygg eg til bana míns," segir hann; "það mun mér verða sem mínum föður, að eg mun deyja." 
   Og nú eftir þetta, þá höggur Þorkell höfuð af þessum manni, og lauk svo hans æfi.


37. KAPÍTULI

Nú er leystur úr strengnum hinn fimmti maður og leiddur þangað; og er hann kömur þar, þá segir Þorkell leira: "Hvern veg er þér um [1] {að deyja?" 
   Hann svarar: "Eigi man eg lög vor Jómsvíkinga ef eg hygg íllt til eða kvíða eg við bana mínum eða mæla eg æðruorð, þvíað eitt sinn skal hver deyja." 
   Og nú höggur Þorkell þennan mann. 
   Og nú ætla þeir Hákon jarl og Þorkell að spyrja hvern þeirra áður þeir sé höggnir, hvern veg þeir hygði til banans, og reyna svo liðið, hvort svo hart væri sem sagt var, og þykir reynt ef engi þeirra mælir æðruorð þegar þeir sjá banann opinn fyrir sér, að svo mörgum mönnum sem þar voru handteknir, þá þótti þeim sem eigi mundi margt slíkt að harðfengi, og mundi þá vera sem sagt var. En í öðru lagi þá þótti þeim gaman að heyra á orð þeirra, hvort sem upp kæmi. 
   Og nú er hinn sjötti maður tekinn úr strenginum og snúinn vöndur í hár honum og búinn til höggs. Og er svo var komið, þá spyr Þorkell hversu gott hann hyggi ‹til› dauða. Hann svarar: "Mér þykir gott að deyja," segir hann, "við orðstír góðan; en þér er skömm að lífi þínu, þvíað þú munt lifa við skömm og klæki meðan þú lifir." 
   Eigi líka Þorkatli orð þessa manns, og lætur honum skammt til þess að hann höggur höfuð af honum, og er honum eigi forvitni á hans tali lengra. 
   Síðan er leiddur til höggs hinn sjöundi maður, og spyr Þorkell hann hversu gott hann hygði til dauðans. "Eg hygg allgott," sagði hann, "og þyki mér vel til bera. En það vilda eg að þú veittir mér, að þú hyggir sem skjótast af mér höfuðið, en eg helda á einum tigilknífi, þvíað vér Jómsvíkingar höfum oft rætt um það, hvort maður vissi nokkuð þá er af færi höfuðið, ef maður væri sem skjótast högginn, og nú skal það til marks, að eg mun fram vísa knífinum ef eg veit nokkuð frá mér, ellegar mun hann falla þegar niður úr hendi mér. En þú lát það eigi að skorta, er þú skalt að vinna, að þú högg höfuðið svo skjótt af mér, að það megi reynt verða fyrir þá sök." 
   Og nú höggur Þorkell svo að þegar fauk höfuðið af bolnum, en knífurinn féll á jörð niður, sem líklegt var. 
   Síðan var þangað leiddur hinn áttundi maður, og spyr Þorkell hins sama. 
   "Gott hygg eg til," sagði ‹hann›. 
   Og nú snúa þeir vönd í hár honum. Og er honum þótti sem skammt mundi að bíða höggsins, þá mælti hann: "Hrútur," sagði hann. 
   Þorkell stöðvar höggið og spurði hví hann mælti slíkt. 
   "Því," segir hann, "að þó mun eigi ofskipað með ánum, þeim sem þér nefnduð í gær jarlsmenn, þá er þér fenguð sárin." [2] 
   "Manna armastur," sagði Þorkell, "slíkt mælandi," - og höggur hann þegar, og lætur hann líf sitt. 
   Nú var leystur ‹hinn› níundi maður úr strengnum, og spyr Þorkell: "Hvað er sannast, félagi," segir hann; "hversu gott hyggur þú til að deyja?" 
   "Gott hygg eg til að deyja sem allir vorir félagar, þeir sem hér láta nú líf sitt. En það vilda eg að þú veittir mér að eg sé eigi þannveg leiddur til höggs sem sauður, heldur vil eg sitja fyrir, og vil eg að þú gangir að mér framan og höggir í andlit mér, og hygg að vandlega hvort eg blöskra nokkuð við, þvíað vér höfum oft um rætt, Jómsvíkingar, hvort maður mundi nokkuð bregða sér við, ef höggið væri í andlit honum." 
   Þorkell gerir sem hann bað. Hann situr nú fyrir, en Þorkell höggur framan í andlit honum. Svo er sagt að þeir sæi hann ekki blöskra við, nema þá er dauði færðist í augu honum, þá dregur saman augun, sem oft kann verða þá er menn andast. 
   Og eftir þetta var leystur hinn tíundi maður úr strengnum og til höggs leiddur, og spyr Þorkell enn hins sama. 
   "Til þess hygg eg einkar gott," segir hann; "en það vilda eg að þú veittir mér að þú látir dvöl á að höggva mig, að eg nái áður að bjarga brókum mínum." 
   "Það skal veita þér," segir Þorkell; "en þó sé ‹eg› þér ekki það skipta, hvort þú gerir þetta, en þó skaltu ráða." 
   Sjá maður var vænn yfirlits og mikill vexti. 
   Og er hann hafði það gjört sem hann vildi, þá tekur hann til orða, og hefir eigi upp kippt brókunum og hélt á félaga [3] sínum: "Það er þó satt," segir hann, "að margt verður annan veg en maðurinn ætlar fyrir sér, þvíað það hafða eg ætlað að þessi félagi [4] minn skyldi nær koma Þóru Skagadóttur, konu jarls, og skyldi hún hann fóstra og í rekkju hafa hjá sér," - og hristir hann við nokkuð svo er hann mælti þetta, og kippir síðan upp brókunum. 
   En jarl tekur til orða: "Höggvi þenna sem skjótast," segir hann, "þvíað sjá maður hefir lengi íllt haft í hug sér, og hefir nú sjálfur bert gjört." 
   Og nú högg‹ur› Þorkell af þessum manni höfuð, og lauk svo hans æfi. [5] 
   Þessu næst var maðr leiddur úr strengnum og til höggs. Hann var ungur maður og hærður vel, svo að það lá á herðum honum niðri og gult sem silki. Þorkell spyr enn hvern veg hann hygði til að láta lífið. En hann svarar: "Lifað hefi eg hið fegursta," segir hann, "og þeir hafa nú látið lífið fyrir skömmu, að mér þykir lítið í veitt að lifa lengur, og eiga þó eigi meira kost en nú á eg. En þó vil eg að þú veitir mér það, að eigi leiði þrælar mig til höggs, og vilda eg að sá nokkur leiddi mig er eigi væri verri maður en þú, og hygg þó að, að óvandfenginn sé þér í mót," segir hann; "það er og annað, að eg er svo vandur að hári mínu að eg vil að sá maður haldi hárinu fram af höfðinu meðan eg er högginn og hnykki skjótt höfðinu af bolnum, svo að hárið verði eigi blóðugt, en þú högg af mér höfuðið svo skjótt að þetta megi svo verða sem eg hefi til ætlað." 
   Og það er sagt að einn hirðmaður yrði til, jarls, að halda honum, og þykir eigi þurfa að snúa vönd í hár honum er hárið var svo mikið, og tekur hann hirðmaðurinn og vefur um hönd sér og heldur svo báðum höndum undir höggið, en Þorkell} reiðir [6] að sverðið {og ætlar} að veita honum það tilræði er hann bað, að höggva hann hart og skjótt, og höggur hann til. {En} þessi hinn ungi maður, er hann heyrir hvininn af högginu, þá hnykkir hann hart höfðinu og {ber} þar þannig til, að sá hlýtur höggið er honum hélt, og höggur Þorkell af honum hirðmanninum hendurnar báðar í olbogabótum. En hann sprettur upp hinn ungi maður og bregður á gamanmál {og} mælti: "Hver á sveina," segir hann. "hendur í hári mér?" 
   Hákon jarl tekur þá til orða og mælti: "Stórófarar gerast nú," segir hann, "of menn þessa er eftir eru í strengnum, og taki sem skjótast og drepi, og hefir hann þó miklu slysi á oss komið; og er einsætt að þeir sé drepnir allir sem skjótast er eftir eru, þvíað miklu eru menn þessi óðindælli [7] en vér fáim við þeim séð, og hafa eigi ofsögur verið frá sagðar þeirra garpskap og herði." 
   Eiríkur tók nú til orða og svarar föður sínum: "Vita vilju vér nú, faðir," segir hann, "hverir menninir sé, áður drepnir sé allir, - eða hvað heitir þú hinn ungi maður?" segir Eiríkur. 
   "Sveinn heiti eg að nafni," segir hann. 
   "Hvers son ertu, Sveinn," segir Eiríkur, "eða hvert er kynferði þitt?" 
   "Búi digri hét faðir minn," segir hann, "og var Vésetason úr Borgundarhólmi, og em eg danskur að kyni" 
   "Hversu gamall maður ertu?" segir Eiríkur. 
   "Ef eg líð yfir þenna veturinn," segir hann, "þá em eg átján vetra gamall að aldri." 
   "En þú skalt og yfir líða veturinn," segir Eirikur, "ef vér megum ráða, og skal þig eigi drepa." 
   Og tekur Eiríkur hann nú í frið og lætur hann nú vera í sveit með sér og sínum mönnum. 
   Og er Hákon jarl sér þetta, þá tekur hann til orða og mælti: "Eigi veit eg nú," segir hann, "hversu þú ætlar til ef þú vilt þenna manninn undan þiggja er oss hefir svo mikla skömm og háðung görva, sem þessi hinn ungi maður er vér höfum verst af hlotið. En þó kann eg eigi það sjá, að eg muna sækja eftir manninum í hendur þér, og muntu nú ráða verða að sinni." 
   Og nú verður svo búið að vera sem Eiríkur vill. 
   Og nú mælti Hákon jarl við Þorkel leiru: "Högg enn mennina sýslega," segir hann. 
   Eiríkur svarar: "Eigi skal nú höggva mennina," segir hann, "fyrr en eg hefi áður haft orð við þá, og vil eg vita hver hvergi sé."


38. KAPÍTULI
Er Vagni voru grið gefin

Þá er maður enn leystur úr strenginum á því mélinu, [1] og hefir strengurinn brugðizt líttað of fót honum, svoað festi nokkuð. Þessi maður er mikill vexti og vænn, ungur að aldri og hinn vasklegsti. Þorkell spyr hann hversu hann hygði til að deyja: "Gott hygg eg til þess," segir hann, "ef eg gæta áður enda heitstrenging mína." 
   Eiríkur jarl mælti: "Hvert er nafn þitt," segir hann, "eða hver er sú heitstrenging þín er þú vildir áður einkum að fram kæmi áður en þú létir líf þitt?" 
   Hann svarar: "Vagn heiti eg," segir hann, "og em eg son Áka Pálnatókasonar af Fjóni. Svo er mér til kennt." 
   "Hvers strengdir þú heit, Vagn" segir Eiríkur, "þess er þér kveðst þá þykja gott að deyja, ef hún væri fram komin og efnd, eftir því sem þú vildir?" 
   "Þess strengda eg heit," segir Vagn, "að eg skylda kominn í rekkju Ingibjargar dóttur Þorkels leiru ón hans ráði og allra hennar frænda, ef eg kæmag í Noreg, og [2] þyki mér nú {mikið að skorta um mitt} mál ef {eg skal þessu eigi fram koma áður en eg deyjag." 
   "Eg} skal að því gera," {segir Þorkell, "að þú skalt} þeirri heitstrenging {eigi fram koma áður," - og hleypur} að honum fram Vagn{i og} höggur til {hans báðum höndum, en Björn hinn brezki fóstri Vagns spyrnti til} hans {fæti sínum} og hratt honum {hart} frá {sér og undan högginu flötum fyrir fætur Þorkatli af láginni, svo spyrnti} hann honum hart; {hjó} Þorkell yfir hann, {en sverðið kemur á strenginn er Vagn var bundinn með og} bítur {hann í sundur, en} Vagn verður {laus, en ekki sár. Þorkell steyptist við er hann missti manns}ins, og fellur hann, {en sverðið} hrýtur úr höndum honum í brott. En Vagn liggur eigi lengi, þótt Björn {hefði} hrundið {honum}, og sprettur hann á fæt{ur og tekur þ}egar sverðið er Þorkell hafði haft og höggur Þorkel leiru {banahögg}, svo að þegar lét hann {sitt líf}. 
   Þá mælti Vagn: "Nú hefi eg {efnda aðra heit}strenging mína," segir hann," {og uni eg nú} við þegar sýnu betur en áður." 
   Hákon jarl mælti: "{Láti} þér hann eigi lengi {leika lausan við," segir hann, "og} drepið sem skjótast, fyrir því að hann hefir {oss} mikinn skaða gört." 
   "Eigi skal hann fyrr vera drep{inn en} eg sjálfur," segir Eiríkur, "og vil eg Vagn {un}dan þiggja." 
   Hákon jarl mælti: "Eigi þurfu vér {nú} til að hlutast," segir hann, "þvíað einn viltu {nú} ráða, Eiríkur frændi." 
   "{Gott er mann}kaupið í Vagni, {faðir}," segir Eiríkur, "{og sýnist mér því vel keypt}, þótt við {takim} Vagn {í virðingar og metnað} er Þorkell leira {hefir hafð}ar, og komi {hann í stað hans. Átti Þorkell þess af von, sem nú hlaut hann, þvíað nú kemur að því sem oft er mælt, að spá er spaks geta, en þú sátt þegar í dag feigðina á honum." 
   Og nú tekur Eiríkur Vagn í sitt vald, og er honum nú við öngu hætt. 
   Og þá mælti Vagn: "Því að eins þyki mér betra að þiggja grið að þér, Eiríkur," segir} hann, "ef þeim öllum {eru grið gefin er eftir} eru {vorra félaga, elligar munu vér fara allir sömu förina félagar." 
   Eiríkur svarar}: "Eg vil enn hafa {orð við þessa félaga þína, en þó fyrirtek eg eigi það er þú beiðir}." 
   Nú gengur Eiríkur að þar {er var} Björn hinn brezki {og spyr hver hann væri eða} hvað hann héti, {en hann svarar} og kveðst Björn heita. {Eiríkur jarl mælti: "Ertu sá Björn} hinn brezki er bezt sóttir eftir förunaut þínum í höllina Sveins {konungs}?" 
   "Eigi veit eg það," segir Björn, "að eg s{ækta} bezt eftir. En þó kom eg þaðan {mann}inum einum." 
   "Hvað {áttir þú að oss að sækja}," segir Eiríkur, "{gamall maður, er þú hefir farið hingað, eða hvað r}ak þig til farar {þessarar}, mann sköllóttan og hvítan {sem} máskára, [3] og er það þó sannast að öll strá vildu oss stangað {hafa} Noregsmenn, er jafnvel fóruð ér hingað, er komnir eruð af {fótum} fram fyrir aldurs sökum, að berjast við oss, eða hvort viltu þiggja líf af mér," segir Eiríkur, "{þvíað eigi} þyki mér að þér veganda, svo gömlum manni?" 
   Björn svarar: "Þiggja vil eg líf að þér, Eiríkur," segir hann, "{við þann} kost ef Vagn fóstri minn er undan leystur og allir vorir menn, þeir er eftir eru." 
   Eiríkur mælti: "{Það skal yður} veitt vera og öllum," segir hann, "ef eg má ráða, sem eg skal ráða." 
   Og nú gengur Eiríkur [4] {fyrir föður sinn og biður hann þess, að þeir hafi allir grið, Jómsvíkingar, er eftir eru; og það veitir jarl honum. 
   Og nú eru þeir allir leystir, Jómsvíkingar, og þeim tryggðir veittar og í frið teknir. Og nú er þannveg til skipað af þeim Hákoni jarli og Eiríki, að Björn hinn brezki fer til búss þess er átt hefir Hallsteinn kerlingarbani. 
   Það er sagt að fimm félli lendir menn aðrir en Hallsteinn. 
   Vagn Ákason fór austur til Víkur að ráði Eiríks, og mælti Eiríkur við Vagn áður þeir skildust, að hann skyldi svo breyta um brúðkaup við Ingibjörgu Þorkelsdóttur sem hans væri vili til sjálfs. Og er Vagn kemur austur í Vík, þá gengur hann í sæng hjá Ingibjörgu hinn sama aftan, dóttur Þorkels leiru, og er Vagn þar um veturinn. 
   En um vorið eftir fer Vagn í brott og hélt hvern hlut vel þann sem hann hafði heitið Eiríki, og fer Vagn til Danmerkur, heim á Fjón til búa sinna, og réð þar fyrir lengi síðan og þótti vera hinn mesti afreksmaður, og er margt stórmenni frá honum komið. 
   Það er sagt að Vagn hafði Ingibjörgu heim með sér, en Björn hinn brezki fer heim til Bretlands og réð þar fyrir meðan hann [5] lifði og þótti vera hinn vaskasti drengurinn. [6]


39. KAPÍTULI

Nú er að segja frá Sigvalda, að þá er hann flýði úr bardaganum nam hann eigi fyrr staðar en hann kom heim í Danmörk, og var Ástríður kona hans þar fyrir, er þeir koma heim, og gjörði hún veizlu í mót honum. 
   Þeir segja tíðendin frá bardaganum og frá förinni allri saman, síðan er þeir Jómsvíkingar fóru heiman úr Danmörku, og þótti mönnum það mikil skemmtan að heyra, er þeir sögðu frá þeim tíðendum. Og þess er við getið, að Ástríður vill fagna sem bezt Sigvalda í hvívetna og sýna það að hún er fegin orðin hans heimkvámu. Hún lætur gjöra honum laug; biður hann síðan [1] fara í laugina - "og veit eg," segir Ástríður, "að leið svo langri sem er úr Noregi, þá mun mál að fægja sárin þau er þér fenguð í bardaganum." 
   Síðan fer "Sigvaldi í laugina, og hlítir Ástríður ekki öðrum konum að því að þjóna honum í lauginni, og mælti síðan: "Verið get eg hafa nökkura í bardaganum í liði Jómsvíkinga, er þaðan munu hafa borið raufóttara belginn en svo sem þú hefir borið, þvíað mér þykir sjá til þess bezt fallinn að varðveita í hveitimjöl." 
   Sigvaldi svarar: "Það mætti verða minnar æfi, að þú ættir eigi slíkum sigri að hrósa," sagði hann, "og hygg þú að því, að þér líki þá betur." 
   Og þá er ekki sagt frá þeirra viðurtali lengra að sinni. 
   Sigvaldi réð fyrir Sjólöndum nökkura stund síðan og þótti vera hinn vitrasti maður og var eigi þar allur sem hann var sénn, og eru mikil tíðendi frá honum sögð í öðrum sögum. En Hákon jarl réð skamma stund Noregi síðan, og þótti hann verða hinn ágætasti allskostar [2] af þessu öllu saman, og svo synir hans. 
   Ekki er hér frá því sagt, hvað Sveinn Búason lagði fyrir sig, hvort hann var með Eiríki eða gjörði hann annað af sér, en Sigurður kápa bróðir Búa fór til Danmerkur og tók við föðurleifð sinni eftir Véseta í Borgundarhólmi og bjó þar langa æfi, og þótti vera hinn bezti drengur, og er margt manna frá honum komið og þeim Tófu, og voru samfarar þeirra góðar síðan. 
   Þorkell hinn hávi bróðir Sigvalda þótti hinn vitrasti maður, sem reyndist síðan í mörgum hlutum. En Skjaldmeyjar-Einar fór til Íslands og drukknaði á Breiðafirði, og heita þar af því Skáleyjar, að þar rak skálirnar á land, þær sem jarl gaf honum. En Þórður örvahönd [3] fór heim í Dýrafjörð til Þorkels föður síns í Alviðru, og verður hér svo sagt ‹að› þeir Þorleifur skúma og Þórður örvahönd [3] hafi bræður verið, og bjó Þórður í Alviðru eftir föður sinn, og er margt manna frá honum komið í Fjörðum vestur, og sögðu þeir Einar glöggvast frá þessum tíðendum út til Íslands. 
   En það er sögn manna síðan að Búi hafi að ormi orðið og lagizt á gullkistur sínar; en vér hyggjum það til þess haft vera að þar hafi ormurinn sézt á Hjörungavogi, og kann vera að nökkur ill vættur hafi lagizt á féð og sýnzt þar síðan. En eigi kunnum vér að segja hvort heldur er. Má og vera að hvorki sé satt, þvíað marga vega má sýnast.

Jomsvikinga Saga
Translated by Carl Christian Rafn
 

Første fortælling

1. Kapitel

Kong Gorm, med Tilnavn den Barnløse, herskede over Danmark; han var en mægtig Konge og vennesæl af sine Mænd, og havde allerede regeret længe, den Gang de Begivenheder, som her skulle fortælles, foregik. I Saxland var paa den Tid en Jarl, ved Navn Arnfin, som havde Riget til Len af Kong Karl den Store, han og Kong Gorm havde draget i Vikingsfærd sammen, og vare gode Venner. Jarlen havde en smuk Søster, hvem han elskede mere end tilbørligt, og avlede et Barn med hende; men dette holdtes skjult, og Jarlen sendte Folk bort med det, og paalagde dem, ikke at forlade Barnet, førend de vidste, hvad der blev af det. De kom til Danmark, og da de kom til en Skov, blev de var, at Kong Gorm og hans Huustrop var i samme; de lagde da Barnet under et Træ, og skjulte sig. Om Aftenen drog Kongen hjem med hele Huustroppen, paa tvende Brødre Halvard og Havard nær, som blev der tilbage. De gik frem til Søen, og da hørte de et Barn græde, og gik efter Lyden, men vidste ikke, hvorledes det kunde forholde sig. De fandt da der et Drengebarn under et Træ, og et stort Knytte i Grenene oppe over det. Barnet var indsvøbt i fiint Atlask, og om dets Hoved var bundet et Silketørklæde, hvori der fandtes en Guldring af en Trediedeel Unses Vægt. De toge Barnet op, og bragte det med sig, og de kom først hjem, da Kongen og Hofsinderne allerede sade ved Drikkebordene. De undskyldte sig for, at de ikke havde kunnet følge Kongen hjem, men denne sagde, at han ikke vilde regne dem det til Last; og nu fortalte de Kongen, hvad der var hændt dem i Skoven. Kongen forlangte at see Drengen, og lod ham bringe til sig. Han syntes vel om ham, og sagde: "Han maa være af fornem Slægt, og det er en Lykke, at han er bleven funden." Siden lod han Drengen overøse med Vand, og give Navn, og han lod ham kalde Knud, fordi Guldringen havde været knyttet i hans Pande, da han fandtes, hvoraf Kongen fandt det passende at give ham Navn. Han gav ham dernæst en god Amme, og kaldte ham sin Søn, gjorde vel imod ham, og elskede ham meget. Og nu, da det led mod Enden af Kong Gorms Levedage, og han var bleven gammel, faldt han i en Sygdom, som blev hans Død; men førend han døde, bød han sine Frænder og Venner til sig, da han troede at forudse, hvad Udfald hans Sygdom vilde faa; han bad dem om, at han maatte selv bestemme, til hvem de efter hans Død skulde sværge Land og Folk; dertil vilde han have deres Tilladelse; men han sagde, at han vilde give Knud hele sit Rige og alt det, som efter hans Død kunde forhøie hans Værdighed; og formedelst Kongens Vennesælhed, da han var inderlig elsket af sine Mænd, tilstode de dette, at Kongen skulde bestemme det; og det blev altsaa saaledes besluttet. Efter dette døde Kongen. Knud antog da Regjeringen over Land og Folk og hele det Rige, som Gorm havde besiddet, og han var vennesæl af sine Mænd. Han avlede en Søn, som fik Navnet Gorm, og var først kaldt Gorm den Folkeskye, men, da han var voxen, blev han benævnt Gorm den Gamle og den Mægtige.

 

2. Kapitel

Over Holseteland (1) herskede til den Tid en Jarl, ved Navn Harald, som blev kaldt med Tilnavn Klak-Harald; han var en viis Mand. Han havde en Datter, som hed Thyre, der i Forstand overgik alle andre Kvinder, og udlagde Drømme bedre end nogen anden; hun var ogsaa meget smuk. Jarlen satte i Henseende til Landets Styrelse hele sin Lid til sin Datter, og lod hende raade alle Dele med sig, og han elskede hende særdeles høit. Da nu Gorm var bleven voxen, og havde antaget Regjeringen, drog han ud af Landet, og agtede at beile til Harald Jarls Datter, og det var derhos hans Beslutning, hvis Jarlen ikke vilde give ham Datteren, da vilde han med væbnet Magt angribe ham. Da Harald Jarl og hans Datter Thyre spurgte til Kong Gorms Færd og hans Beslutning, sendte de Mænd imod ham, og indbøde ham til et anseeligt Gilde; han tog imod Indbydelsen, og blev der holdt i megen Anseelse; og da han havde fremført sit ærinde for Jarlen, gav denne ham det Svar, at hun skulde selv raade derfor; ”thi hun er meget forstandigere end jeg", føiede han til. Og da nu Kongen fremførte denne Sag for hende selv, da svarede hun saa: "Ei skal dette besluttes dennesinde, men du skal nu drage hjem med gode og anseelige Foræringer, og hvis det er dig meget om at gjøre, at faae mig til ægte, da skal du, saasnart du kommer hjem, lade bygge et Huus saa stort omtrent, at det kan være passende for dig at sove i; dette Huus skal bygges paa et Sted, hvor der ikke før har staaet noget Huus; i dette Huus skal du da sove den første Vinternat og tre Nætter i Træk; husk saa nøie efter, om du drømmer noget, og send dernæst Mænd til mig, at de kunne sige mig dine Drømme, om du har haft nogle! og da skal jeg bestemme for dem, om du skal faae mig til ægte eller ikke; men drømmer du intet, saa maa du slaae det Giftermaal ud af dine Tanker." Efter denne deres Samtale forblev Kong Gorm kun en kort Tid ved Gildet, men beredte sig til Hjemreisen, og var begjerlig efter at forsøge denne hendes Snildhed og Anordning. Han drog da hjem efter megen Hædersbevisning og med anseelige Foræringer. Da han var kommen hjem, bar han sig i alt ad, som hun havde bestemt ham; han lod Huset bygge, og gik siden ind i det, ligesom det var bestemt; og udenfor Huset lod han være tre hundrede væbnede Mænd, og bød dem vaage og holde Vagt, da det faldt ham ind, at der kunde være Svig under. Nu lagde han sig ned i Sengen, som var anbragt i Huset, og faldt i Søvn, og derpaa drømte han, og han sov der i dette Huus i tre Nætter; og derefter sendte han sine Mænd til Jarlen og hans Datter Thyre, og lod dem fortælle hans Drømme. Da de kom til Jarlen og hans Datter, bleve de vel modtagne, og siden fortalte de Jarlens Datter de Drømme, som Kongen havde haft. Da hun havde hørt Drømmene, sagde hun: "Nu kunne I være her, saa længe som I selv ville, men I kunne sige eders Konge, at jeg vil ægte ham." Da de kom hjem, fortalte de Kongen denne Tidende. Kongen blev munter og vel tilfreds derover, og kort derefter beredte han sig med meget Mandskab, for at faae Giftermaalet bragt i Stand. Han havde en heldig Reise, og kom til Holtseteland. Harald Jarl havde faaet at høre, at han kom, og lod gjøre de bedste Tilberedelser til at modtage ham. Han kom nu, og der blev holdt Bryllup, og Gorm og Thyre elskede hinanden høit. Ved Gildet morede man sig ved, at Kong Gorm fortalte sine Drømme, og Thyre udlagde dem. Kongen fortalte da saaledes, hvad han havde drømt den første Vinter nat, og de tre Nætter, da han sov i Huset; han drømte nemlig, at han var ude under aaben Himmel, og skuede over hele sit Rige; han saae da, at Søen faldt ud fra Landet saa langt, at han ingensteds kunde følge den med Øinene, og saa stort Ebbested var der, at alle Øsundene og Fjordene vare tørre; men derefter saae han, at tre hvide Øxne ginge op af Søen, og løb op paa Landet nær ved det Sted, hvor han stod, og afbede, hvor de kom frem, alt Græsset ligetil Stubbene, og derefter ginge de bort. Den anden Drøm, som var meget lignende med denne, var saaledes, at det igjen forekom ham, at tre Øxne ginge op af Søen; de vare røde af Farve, og havde store Horn; de afbede, ligesom de forrige, Græsset af Jorden, og da de havde været der i nogen Tid, gik de atter tilbage i Søen. End drømte han den tredie Drøm, som ogsaa var hine lig: det forekom ham atter, at tre Øxne ginge op af Søen, som alle vare sorte af Farve, og havde de allerstørste Horn; de vare ogsaa nogen Tid der, og fore igjen samme Vei bort, og gik tilbage i Søen; og efter det forekom det ham, som han hørte et Brag saa stort, at han tænkte, det kunde høres over hele Danmark, og han saae, at det forvoldtes af Søen, som styrtede op paa Landet. "Men nu ønsker jeg, Dronning!" sagde han, ”at du til Morskab for Folkene udlægger disse Drømme, og viser saaledes Prøve paa din Forstand." Hun undslog sig ikke, men udlagde Drømmene, begyndte først med den tidligste Drøm, og udlagde den saaledes: "De tre hvide Øxne, som ginge op af Søen paa Land, betyde tre store Vintre, i hvilke der vil falde saa megen Snee, at den vil tilintetgjøre Frugtbarheden over hele Danmark; og de tre andre Øxne, der forekom dig at komme op af Søen, og som vare røde, de betyde tre andre Vintre, i hvilke der kun vil falde liden Snee, men som dog der for ikke ville være ubetydelige, efterdi det forekom dig, at Øxnene afbede Græsset af Jorden; men de tredie Øxne, som ginge op af Havet, og vare sorte af Farve, de betyde trende derpaa følgende Vintre, som ville blive saa haarde, at alle ville sige, at de ikke kunne mindes saadanne, og der vil komme skrækkeligt Uaar og Nød over Landet, saa at ingen nogensinde har oplevet sligt. Det, at Øxnene forekom dig at have store Horn, det betyder, at mange, ville blive skilte ved deres Eiendomme; (2) men det, at de alle ginge tilbage i Søen, betyder, at Uaarene ville igjen drage bort fra Landet og tilbage i Søen, hvorfra Øxnene vare komne; og at du hørte der et stort Brag, da Søen styrtede mod Land, det bebuder mægtige Mænds Ufred, og de ville mødes her i Danmark og holde her Slag og store Kampe; jeg har ogsaa Formodning om, at nogle af dine Nærbeslægtede ville deltage i denne Ufred; og hvis du havde drømt dette den første Nat, som du drømte sidst, da vilde denne Ufred have kommet i dine Dage og da vilde jeg ikke have ægtet dig; men nu vil det ikke skade, thi jeg vil kunne raade Bod paa Uaaret, som alle dine Drømme bebude." Efter at nu dette Gilde var endt, beredte Kong Gorm og Dronning Thyre sig til Hjemreisen, og lode mange Skibe lade med Korn og andre Fødemidler, og førte saaledes Overflødighed til Danmark; og saaledes gjorde de fra den Tid af hver Sommer, indtil Uaaret, som hun havde forudsagt, indtraf; og da det kom, skadede det hverken dem selv, da de havde forberedt sig, heller ikke Folket omkring dem i Danmark, thi de meddeelte deraf megen Overflødighed til alle deres Undersaatter, og Thyre ansaaes for den forstandigste Kvinde, som nogensinde er kommen til Danmark, og blev kaldt Danmarks Bod eller Frelse. Kong Gorm og Dronning Thyre havde to Sønner, af hvilke den ældste hed Knud, den yngste Harald; de vare begge haabefulde Mænd, men Knud blev i sin Ungdom holdt for den viseste, og han overgik i Skjønhed saavel som i Færdigheder og alle Idrætter de fleste, som paa den Tid vare i Anseelse. Han havde hvidt Haar, og var i Mandighed alle overlegen. Han voxte op hos sin Bedstefader Jarlen Klak Harald, som opfostrede ham, og elskede ham høit; han var ogsaa vennesæl i sin Opvæxt. Men Harald blev opfødt hjemme ved sin Faders Hof; han var meget yngre end sin Broder, og var tidlig vild og heftig og ond at omgaaes, hvorfor han i sin Opvækst var kun lidet yndet.

 

3. Kapitel

Det fortælles nu, at Kong Gorm engang sendte Mænd til sin Svigerfader Harald Jarl, med det Ærende, at byde ham til Julegilde hos sig. Jarlen tog vel imod Indbydelsen, og lovede at komme om Vinteren til Gildet; og derefter droge Kongens Mænd tilbage, og berettede Kongen, at Jarlen kunde ventes til Gildet. Og da nu den Tid kom, da Jarlen skulde berede sig til Bortreisen, udvalgte han sig et saadant Følge, som ham syntes bedst, til Gildet, men det fortælles ikke, hvor meget Mandskab han havde med sig. De droge nu Veien frem, indtil de naaede til Limfjorden; da saae de et Træ staae der, som de fandt at være af en meget underlig Beskaffenhed; paa Træet groede der meget smaae Æbler, som endnu vare grønne, og Træet var tildeels i Blomster, men under samme laae der andre Æbler, som vare baade gamle og store. De undredes meget derover, og Jarlen sagde, at han fandt det meget besynderligt, at der paa den Tid af Aaret vare grønne Æbler, da man endnu saae under Træet dem, som havde voxet om Sommeren. "Og vi maae derfor," sagde Jarlen, "vende tilbage, og ikke drage længere." Det siges nu, at han med hele sit Følge drog tilbage, og fortsatte Reisen, indtil de kom hjem, og Jarlen forblev det Aar rolig hjemme med sin Huustrop. Kongen fandt det besynderligt, at Jarlen ikke kom, men troede imidlertid, at han maatte have faaet nogen nødvendig Hindring. Der foregik nu intet mærkeligt den Sommer; men da Vinteren igjen kom, sendte Kongen atter sine Mænd til Holseteland, at indbyde sin Svigerfader til Julegilde ligesom den forrige Gang, og, kort at berette, Jarlen lover atter at komme, og de Udsendte droge hjem, og fortalte Kongen Udfaldet af deres Ærende. Da Tiden nu kom, drog Jarlen hjemmefra med sit Følge, og de fortsatte atter Reisen ligetil Limfjorden; de bestege nu et Skib, og agtede at fare over Fjorden; og det fortælles, at de førte nogle Tævehunde med sig, som gik med Hvalpe; men da de vare komne om Bord paa Skibet, forekom det Jarlen, som Hvalpene gjøede i Hundene, men Hundene tav. Dette syntes Jarlen, saavel som dem alle, at være et stort Under, og han sagde, at han nu ikke vilde fortsætte Reisen; de vendte da tilbage, og droge hjem, og vare hjemme den Juul. Tiden led nu frem, indtil den tredie Vinter kom, og da sendte Kongen atter Mænd, for at byde Jarlen til Julegilde. Denne lovede at komme, og de Udsendte droge tilbage, og fortalte Kongen Ærendets Udfald. Atter beredte Jarlen sig til Bortreisen, og da Tiden kom, begav han sig paa Veien med sit Følge, og de fortsatte atter Reisen lige til Limfjorden, og havde en heldig Reise, og kom over Fjorden. Det var da ud paa Eftermiddagen, hvorfor de besluttede at forblive der ved Fjorden om Natten. Der forekom dem da et Syn, som de fandt at have noget Mærkeligt at betyde; de saae nemlig en Bølge reise sig indenfor i Fjorden og en anden udenfor, og de gik imod hinanden; disse Bølger vare store, og der blev et stærkt Bulder, da de mødtes og stødte sammen, og der opstod et høit Brag, og i det samme forekom det dem, at Vandet deraf blev blodigt. Da sagde Jarlen: "Dette ere store Varsler, og vi ville nu vende tilbage, og jeg vil ikke drage til Gildet." De gjorde nu saa, og droge hjem, og Jarlen var hjemme den Juul. Men paa den anden Side blev Kongen meget vred over, at Jarlen ingensinde var kommen efter hans Indbydelser, da han ikke vidste Grunden til hans Udeblivelse. Om Vinteren fattede Kong Gorm derfor den Beslutning, at hærje paa sin Svigerfader Harald Jarls Rige, da han fandt, at han havde meget trodset hans hæderlige Indbydelse, i det han ikke en eneste Gang var kommen, da det var bestemt, og han holdt for, at Jarlen derved havde beskæmmet ham meget. Denne Kong Gorms Beslutning fik Dronning Thyre at vide, og hun afraadede da fra sammes Udførelse: "Det anstaaer dig ikke," sagde hun, "formedelst eders Slægtskab og Svogerskab, at paaføre ham Ufred, og der er meget bedre Raad for denne Sag;" og ved Dronningens Overtalelser formildedes Kongens Vrede noget, og der blev intet af Krigstoget. Der blev siden tagen den Beslutning, at Kong Gorm sendte sine Mænd efter Jarlen, for at faae at vide, hvad Grunden var til Jarlens Udeblivelse. Dette Raad havde Dronningen givet, at Svogrene først skulde komme sammen, og tales ved, for at see, hvorledes det forholdt sig. Kongens Udsendinge kom nu til Jarlen, og fremførte Kongens Ærende, og Jarlen gjorde sig nu i Hast færdig, og kom til Kongen med et anseeligt Følge. Kongen tog temmelig koldt imod sin Svigerfader, og de gik dernæst ind i Talestuen; og da de vare komne der, spurgte Kongen Jarlen med disse Ord: "Hvad er Grunden til", sagde han, "at du ingensinde kom, da jeg bød dig til mig, og beskæmmede saaledes mig og min Indbydelse?" Jarlen svarede, og sagde, at han ikke havde gjort det, for at beskæmme ham, ved ingensinde at komme til Gildet, men at der vare andre Aarsager der til, og han fortalte nu Kongen de Undere, som de havde seet, og som bleve før omtalte; og derpaa sagde Jarlen, at han vilde forklare for Kongen, hvis han ønskede at vide det, hvad han troede, at disse store Undere betydede eller varslede. Dette tilstod Kongen. Jarlen sagde derpaa: "Jeg maa da begynde med det, at vi saae Træet ved Høivinter med grønne og smaae Æbler, men gamle og store Æbler laae underneden samme; det troer jeg maa bebude Troesforandring, som vil komme i disse Lande, og den nye Religion vil være mere blomstrende, og den betegnes ved de smukke Æbler; men den Religion, som hidtil har hersket her, betegnes ved de gamle Æbler, som laae nede paa Jorden, og ville der raadne og blive ganske til Støv; saaledes vil ogsaa denne Religion nedlægges, naar den anden kommer i Landene, og den vil da tilintetgjøres og ganske forsvinde, ligesom Mørket for Lyset. Det andet Under var det, at vi hørte Hvalpene gjøe i Tævehundene, det troer jeg vil bebude, at de Mennesker, som ere yngre af Alder, ville tage Ordet fra de Ældre og ville tidlig snakke med, og det vil blive at vente, at de faae ikke mindre Deel i Raadene, skjønt de Ældre ofte ere mere forfarne; men jeg troer, at de, som dette gjelder om, endnu ikke ere komne til Verden, thi de Hvalpe gjøede, som endnu ikke vare fødte, men Tævehundene tav. Det var det tredie Under, da vi saae Bølgerne reise sig imod hinanden, den ene inden for i Fjorden, og den anden udenfor, og de mødtes midfjords, og styrtede i hinanden, og Vandet blev blodigt af deres heftige Sammenstød; det troer jeg bebuder Uenighed imellem Stormænd her indenlands, og deraf vil opstaae store Kampe og megen Ufred, og det er sikkert at vente, at denne Krig vil for en Deel føres paa Limfjorden, hvor disse Varsler, som jeg nu har opregnet, bares os for." Kongen lod sig Jarlens Ord vel befalde, og fandt, at han var meget viis, og derefter gav han ham Sikkerhed og Fred, og lod nu sin Vrede imod ham fare. Men det fortælles, at Kong Gorm, før han og Jarlen ginge sammen i Talestuen, havde sat Mænd til at anfalde Jarlen med Vaaben, hvis han fandt, at denne af Ligegyldighed eller Hovmod havde undladt at drage til Gildet, og ikke en eneste Gang var kommen, naar han havde budet ham, hvorom han troede at faae Vished, naar han kom til at tale med ham; men nu fandt Kongen, at der var Grund til, at han ikke var kommen. Kongen og Jarlen ginge nu bort fra Mødet, og derefter var Jarlen der hos ham i nogen Tid i megen Anseelse, men siden skiltes Svogrene forligte og gode Venner, og Jarlen fik ved sin Bortreise anseelige Foræringer af Kongen, og han drog nu derfra igjen med sit Følge, og fortsatte Reisen, til han kom hjem. Men ikke længe Herefter drog Harald Jarl sydefter, og kom til Saxland, og antog Kristendommen, og kom aldrig siden tilbage til sit Rige.

 

4. Kapitel

Nu er det at fortælle om Kong Gorm og hans Søn Harald, at de bleve uenige, saa snart Harald var bleven voksen og kommen noget til Kræfter; Kong Gorm tog da den Beslutning, at han gav ham nogle skibe, og fik ham saaledes bort. Harald var hver Vinter i Danmark, og havde der sit Tilholdssted. Og da det havde gaaet saaledes en Tid, fortælles det, at Harald bad sin Fader Kong Gorm om, at han vilde give ham saadanne Eiendomme og saadant Rige at besidde og bestyre, som hans Bedstefader Klak-Harald havde givet Knud; men han fik ikke af sin Fader, hvad han forlangte; og fra den Tid siges det at der opstod stor Forbitrelse imellem Brødrene Knud og Harald, og Harald syntes, at der i alle Henseender blev gjort stor Forskjel imellem dem, og bar Formodning om, at der for Eftertiden ikke vilde blive gjort mindre Forskjel. Det fortælles ogsaa, at Harald engang ikke kom om Høsten hjem til Danmark, som han pleiede, da han bestandig opholdt sig der om Vinteren, og han havde hærjet den Sommer i Østerlandene. Men et andet Sagn beretter, at Kong Gorm sendte Folk til Holseteland, at byde hans Søn Knud til ham til Julegilde; og da Tiden kom, drog Knud hjemmefra med sit Følge, og havde tre Skibe, og han havde indrettet sin Reise saaledes, at han kom i Limfjorden Dagen før Juul, silde paa Dagen. Og samme Aften kom hans Broder Harald der med ni eller ti Skibe; han var kommen fra Østersøen, hvor han havde ligget paa Vikingsfærd om Sommeren. Harald blev nu var, at hans Broder Knud laae der med tre Skibe, og han mindedes nu al den Misforstaaelse, som havde været imellem dem; han bød da sine Mænd at iføre sig deres Rustninger og gribe til Vaaben: "Og nu skal det," sagde han, "komme til en Endelighed imellem mig og min Broder Knud." Knud mærkede nu sin Broder Haralds Forehavende og Beslutning, og agtede at værge sig, skjønt han havde mindre Mandskab; de grebe da til deres Vaaben, og beredte sig til Forsvar, og Knud opmuntrede sine Folk. Harald lagde nu til dem paa alle Sider, og det kom strax til Slag imellem Brødrene, og det var selve Juleaften de sloges. Stridens Udfald blev, at Knud faldt og hele hans Mandskab eller dog det meste af samme, thi Harald benyttede sig af den Overmagt, han havde.

 

5. Kapitel

Efterat dette var skeet, drog Harald lige til Kong Gorms Opholdsted, og kom der silde om Aftenen, og de ginge fuldt væbnede til Kongens Gaard; og det er somme kyndige Mænds Sagn, at Harald søgte Raad, da han ikke selv kunde finde paa, hvorledes han skulde bære sig ad med at berette sin Fader denne Tidende, fordi Kong Gorm havde gjort det høitidelige Løfte, at han vilde dræbe den, som berettede ham hans Søn Knuds Død. Harald sendte da sin Fostbroder, som hed Hauk, til sin Moder, og lod hende anmode om, at give ham noget Raad, hvorledes han kunde komme ud af denne Vanskelighed. Kort efter kom Harald selv til sin Moder, fortalte hende Tidenden, og spurgte hende om Raad; men hun gav ham det Raad, at han skulde selv drage til sin Fader, og fortælle ham den Tidende, at to Høge havde stredet mod hinanden , og den ene var ganske hvid, men den anden graa, og begge vare dog fortrinlige, men saa endtes Striden mellem dem, at den hvide blev fældet, og det holdtes for et stort Tab. Efter dette gik Harald bort til sine Folk, og før nogen tænkte derpaa, gik han til sin Faders Hal, hvori denne sad og drak med sine Hofsinder; de sade just ved Bordene. Harald gik da ind i Hallen for sin Fader, og fortalte ham om Høgene, ligesom hans Moder havde raadet ham, og sluttede sin Tale med, at den hvide Høg nu var død. Da han havde sagt det, forlod han øieblikkelig Salen, og gik derpaa atter til sin Moder. Det omtales ikke, hvor han og hans Mænd havde Herberge om Natten; men Kong Gorm forstod ikke, saa vidt Folk kunde mærke, Meningen af det, som hans Søn havde sagt ham; men Kongen drak saa længe ham syntes, og gik siden at sove. Men om Natten, da alle Folk vare gangne bort fra Hallen og til Sengs, gik Dronning Thyre med sine Mænd til, og lod nedtage hele Hallens Beklædning, og siden lod hun Hallen betrække overalt i steden med sorte Tapetserier. Dette gjorde hun, fordi det var kloge Folks Raad i den Tid, naar Folk spurgte sørgelige Budskaber, da ikke at fortælle dem med Ord, men at bære sig ad, saaledes som hun nu lod gjøre. Gorm den Gamle stod nu op om Morgenen, gik til sit Høisæde, og satte sig ned, og han agtede nu at begynde at drikke. Men da han gik ind i Hallen, og satte sig i sit Høisæde, og vilde begynde at drikke, betragtede han, i det han gik igjennem Salen, Væggene i Hallen og den før omtalte Beklædning paa samme. Thyre sad i det andet Høisæde ved Siden af Kongen. Kongen tog da til Orde, og sagde: "Dette maa være din Foranstaltning, Thyre! at Hallen er saaledes betrukken. "Hvorfor synes det dig rimeligt, Herre!" sagde hun. "Fordi," svarede Kongen, "at du derved vil tilkjendegive mig min Søn Knuds Død." "Den tilkjendegiver du mig," sagde Dronningen. Kong Gorm havde staaet oppe foran Høisædet, da de begyndte denne Samtale, men nu satte han sig haardt ned, og svarede intet, og faldt tilbage imod Væggen, og lod sit Liv. Kongen blev siden baaren bort derfra, og begravet, og der blev en Høi opkastet over ham efter Dronning Thyres Foranstaltning. Da havde han været Konge over de Danske næsten i hundrede Aar. Derefter sendte Thyre Bud til sin Søn Harald, at han skulde komme hjem med hele sit Mandskab og drikke Arveøl efter sin Fader. Han gjorde nu saa, og Arveøllet blev baade godt og anseeligt, og derefter antog Harald Regjeringen over Land og Folk og hele det Rige, som hans Fader havde besiddet; og han holdt derpaa Thing med Folket, og de Danske toge ham da til Konge over hele det Rige, som hans Fader Kong Gorm havde eiet. Han sad nu nogle Aar i Fred, styrede sit Rige med Hæder og Anseelse, og var en stræng og dygtig Høvding og vennesæl.

 

6. Kapitel

Der fortælles fremdeles om en Mand, ved Navn Hakon, som var en Søn af Sigurd Ladejarl; han havde sit Hjem og sin Slægt i Norge. Han troede sig berettiget til et Rige i Norge, at være Jarl over fire Fylker. Men i den Tid herskede Harald Graafeld over Norge tilligemed sin Moder Gunhild, som blev kaldt Kongemoder, og de tillode ikke Hakon at regjere eller besidde hele sit Rige. Men han vilde intet have, naar han ikke kunde raade det hele, og han drog derfor bort fra Landet med betydeligt Mandskab; han havde ti Skibe med sig fra Norge. Siden drog han i Vikingsfærd, og hærjede vidt omkring om Sommeren, men om Høsten kom han til Danmark med sine Skibe og Folk, og indgik Venskabsforbindelse med den danske Konge, og bad om, at han maatte have sit Tilholdsted i hans Rige, og opholde sig der om Vinteren. Kong Harald optog dette særdeles vel, og indbød ham med et halvt hundrede Mand til Ophold ved sit Hof. Hakon tog imod Indbydelsen, og drog til Kongen med dette Mandskab, og skaffede sit øvrige Folk Ophold der i Danmark. Det fortælles ogsaa, at Knud Gormsøn havde efterladt sig en Søn, som hed Harald, og blev kaldt med Tilnavn Guld-Harald. Han kom ikke mange Dage derefter til Danmark med ti Skibe; han havde hærjet vide om Land, og forhvervet sig betydelig Rigdom, og agtede nu at opholde sig om Vinteren hos sin Frænde Harald Gormsøn og have der sit Tilholdsted. Kong Harald tog vel imod sin Frænde og Navne, og bød ham hjem til sig med lige saa mange Folk, som Hakon forud var kommen der med, og Harald tog imod Indbydelsen. Hakon og GuldHarald vare der nu begge om Vinteren, og bleve holdte i stor Anseelse af den danske Konge. Da Julen om Vinteren kom, gjordes der endnu større Anrettelser til Gilde end hidtil, saavel i Henseende til Drikkevarer og Fødemidler, som ogsaa i Henseende til den Mængde Mennesker, som bleve indbudne did til Julen. Det fortælles, at man ved Drikkelaget havde sin Morskab af at spørge hinanden, om der var nogen Konge i Norden, som viste mere Pragt eller Rundhed i sine Gjæstebude end Harald Gormsøn; og alle vare enige i, at der var ingen Konge ham lig i hele Verdens nordre Part, og saa vidt som den danske Tunge taltes. Men der var en Mand ved Hoffet, som ikke syntes derom, og ingen Deel tog i denne Samtale, det var nemlig Jarlen Hakon Sigurdsøn. Men det er, som Ordsproget lyder, at mange ere Kongens Øren, og det blev strax fortalt Kongen, at Hakon ikke havde deeltaget i at berømme ham, da alle ellers vare enige deri. Da nu Natten var forløben, lod Harald Gormsøn Hakon Jarl og Guld-Harald kalde til sig, og de tre ginge nu sammen til en Samtale; og da de vare komne sammen, spurgte Kongen Hakon, om han havde sagt, at han ikke var den største Konge i Norden, thi der var ham saa fortalt. Hertil svarede Jarlen: "Jeg sagde hverken til eller fra, Herre! da de andre vare mest ivrige i at tale derom, men jeg deeltog ikke i deres Samtale, og jeg troer mig sagløs i dette." "Da vil jeg dog vide," sagde Kongen, "hvad Grund du har for dig, at du ikke heri er af samme Tanker som andre." "Det er vanskeligt, Herre!" sagde Jarlen, "at tale om sligt, men aldrig kan jeg holde den Mand for større, som lader en anden hæve Skatterne af sine Lande, og saaledes har det gaaet længe, og den, som eier dem, har ikke Magt til at kræve dem." Da tav Kongen en Stund, og tog dernæst til Orde, og sagde: "Jeg har nu overveiet, at du har sagt sandt, og fundet Grund dertil; men ei vil man kunne kalde dig den Viseste Jarl og min bedste Ven, om du ikke giver mig et Raad, som kan hjælpe imod Gunhilds Søn Harald Graafeld, thi jeg indseer vel, at det er ham, du sigter til." "Alene derved," svarede Jarlen, "kan din Anseelse tiltage ved denne Indbydelse til mig og din Frænde Guld-Harald, hvis du herefter kan ansees for en større Konge end tilforn, og lad os derfor alle i Forening fatte et Raad, som vi kunne finde godt, og hvorved vi alle kunne vente vor Hæder forøget!" "Giv du da Raadet," sagde Kongen, "og lad det sees, at du med Rette kaldes viis og raadsnild!" Hertil svarede Hakon: "Hvis det skal overlades til mig at give Raadet, da har jeg nu betænkt det," sagde han; "der skal afsendes nogle Mænd paa eet velbemandet Skib til Harald Graafeld, hvilke skulle bringe ham saadant Budskab, at I, for, saa meget det staaer til eder, at hædre ham, byder ham hid, dog ikke med meget Mandskab, til et anseeligt Gjæstebud, og lad saa sige ham, at hvad der hidtil har været eder imellem, det ville I nu selv kunne komme overeens om, naar I komme sammen; ogsaa skal du lade tilføie," vedblev han, "at du agter at beile til hans Moder Gunhild, men jeg kjender hendes Sind i saa Henseende, skjønt hun er noget til Alders, at hun da vil gjøre sig al Umage for at tilskynde sin Søn til Reisen, naar det bliver tilføiet, thi hun har længe syntes noget giftelysten. Vi skulle da paatage os at besørge Reisen, men du skal tilstaae din Frænde Guld-Harald Hælften af Norge,og Hælften mig, dersom vi kunne faae Harald Graafeld taget af Dage, uden at du behøver at være til stede med dine Mænd; men jeg gjør dig derimod det Løfte, og det samme gjør Guld-Harald, at du skal have følgende Skatter af Norge, som jeg nu vil opregne: vi love nemlig at udrede, hvis Landet bliver vort, hundrede Mark Guld og tresindstyve Falke, og hvis dette faaer saaledes Fremgang, som jeg nu har foreslaaet, da ville vi alle tiltage i Magt og Anseelse." Kong Harald sagde: "Dette Raad synes mig vil kunne lede til noget, og dette skal saa skee og iværksætttes, om det vil lade sig udføre." Ogsaa Guld-Harald syntes særdeles vel om dette Anslag, og de ginge nu fra Forsamlingen. Kong Harald lod et Skib gjøre færdigt, inden nogen tænkte derpaa, det var en stor Snekke, som han besatte med tresindstyve Mand; de fore derpaa bort, saa snart de vare færdige, havde en heldig Reise, og traf Kong Harald Graafeld i Norge; de fremførte det dem overdragne Ærende for ham, og bragte Frieriet paa Bane hos Gunhild, at Kong Harald Gormsøn agtede at beile til hende, og, da hun hørte det, gik det som Hakon formodede, at hun tilskyndte sin søn Harald til Reisen: "og det bedste bliver," sagde hun, "at du skynder dig afsted; thi jeg skal bestyre Landet imedens, og det formoder jeg kan være tilstrækkeligt for saa kort en Tid, og skynd dig med Reisen saa meget som mueligt!" Derefter droge Harald Gormsøns Udsendinge tilbage, og havde en heldig Hjemreise, og de berettede Kongen, at Harald Graafeld kunde ventes der.

 

7. Kapitel

Hakon og Guld-Harald fremsatte nu deres Skibe, og Harald Gormsøn bestyrkede dem saaledes, at de i alt havde tresindstyve Skibe. De laae da paa Vandet heelt beredte til Slag, og agtede at tage imod Harald Graafeld, hvis han kom. Han brød ikke sit givne Løfte om at møde, og han havde to store Skibe og fire hundrede Mand, og nærede ingensomhelst Frygt. De mødtes ved Hals i Limfjorden. Hakon sagde, at han ikke syntes om at lægge til med mange Skibe, hvor der kun behøvedes lidet: "Og for at sige min Mening ligefrem," føiede han til, "saa finder jeg det meget betænkeligt for mig at drage imod Harald Graafeld for vort Slægtskabs Skyld, men jeg under dig meget vel denne Seier." Det fortælles ogsaa, at Harald, da han i Hakon havde en snedigere Mand for sig, lod sig af denne tilskynde dertil. Guld-Harald lagde da med tredive Skibe imod sin Navne, og lod raabe Krigsraab, og de saae sig nu pludselig indviklede i Kamp, thi de ventede aldeles ingen Ufred; men de værgede sig dog vel og mandig. Hakon Jarl lod sig ikke tilsyne ved Slaget imellem de tvende Navner, og han tilbageholdt ogsaa den Deel af Flaaden, som var forbleven hos ham. Da Kong Harald Graafeld var stædt i denne Fare, og mærkede, at der var Svig under, og forudsaae, hvad Udfaldet vilde blive, da sagde han: "Det fornøier mig, min Navne! at jeg seer, at din Seier ikke vil blive langvarig , om du end fælder mig, thi jeg veed, at dette er Hakon Jarls Raad, som her nu iværksættes, og saasnart jeg er død, kommer han strax imod dig, og dræber dig strax efter, og hævner saaledes os." Og det fortælles nu, at Kong Harald Graafeld faldt i Slaget tilligemed den største Deel af hans Mandskab, og saaledes endte han sine Levedage. Da havde han regieret over Norge i femten Aar i Forbindelse med sine Brødre og sin Moder Gunhild. Saasnart Hakon Jarl spurgte dette, gjorde han et haardt Angreb paa Guld-Harald, da han og hans Folk vare mindst beredte derpaa, og bød Haralds Folk de Vilkaar, om de heller vilde holde Slag imod ham, eller overgive Guld-Harald til ham, og han sagde, at han vilde hævne sin Frænde Harald Graafeld. De foretrak, ikke at slaaes imod Hakon, thi de vidste, at Kong Harald Gormsøn vilde, at Guld-Harald skulde dræbes; og det havde været en hemmelig Aftale imellem ham og Hakon, hvad som nu viste sig. Guld-Harald blev da tagen fangen, ført bort i Skoven og hængt. Nu drog Hakon Jarl dernæst til Harald Gormsøn, og underkastede sig hans Dom, fordi han havde dræbt hans Frænde Guld-Harald, men dog var dette blot alene Forstillelse, thi det var i Grunden begges fælles Anslag. Kong Harald idømte ham, at han skulde være skyldig at drage til Danmark een Gang, og udbyde Leding over hele Norge, og komme ham til Hjælp, naar han troede at have Hjælp nødig, men stedse selv at komme, naar han sendte ham Bud, og vilde spørge ham til Raads; han skulde ogsaa betale alle de før omtalte Skatter. Og førend han og Hakon skiltes, tog denne det Guld, som Guld-Harald havde eiet, og hvoraf han havde faaet Navn og var bleven kaldt Guld-Harald; dette Guld, havde han ført fra de sydlige Lande, det var saa meget, at det fyldte to Kister saa store, at to Mænd ikke kunde løfte mere. Alt dette Guld tog nu Jarlen i Bytte, og betalte Kong Harald deraf Skat for de tre paafølgende Aar, sigende, at han ikke nogensinde vilde blive bedre i Stand til at betale Skatten end nu. Kong Harald tog vel imod det. De skiltes derpaa, og Hakon drog bort fra Danmark, og begav sig til Norge. Han drog strax til Gunhild Kongemoder, og sagde hende, at han havde hævnet hendes Søn Harald Graafeld og dræbt Guld-Harald, og desuden, at han skulde hilse hende fra Harald Gormsøn, at han inderlig ønskede, at hun skulde drage til ham med et anseeligt Følge, da han vilde ægte hende; men dette var i Grunden Haralds og Hakons fælles oplagte Raad, og det tillige, hvis hun gik i denne Snare, og kom til Danmark, da havde de sat Mænd til strax at dræbe hende. Det viste sig nu, som mange sagde, at hun syntes at være noget giftelysten; thi hun drog nu bort fra Landet med tre Skibe og tresindstyve Mand paa hvert. Hun reiste nu uafbrudt, indtil hun kom til Danmark; og da det spurgtes, at Gunhild var kommen til Landet, lod Harald kjøre Vogne imod hende og hendes Folk, og hun blev strax sat i en prægtig Vogn, og man sagde hende, at der hos Kongen var anrettet et kosteligt Gilde for hende. De kjørte med hende om Dagen; og om Aftenen, da det var bleven mørkt, kom de ikke til Kongens Hal, men i det Sted var der et stort Morads for dem; og de grebe da fat i Gunhild, og trak hende af Vognen, og handlede noget ……Streng…… siden ud i Moradset, og druknede hende der, og saaledes lod hun sit Liv; og det Sted kaldes siden Gunhilds Mose. Derefter droge de bort, kom hjem til Kongen, og fortalte ham, hvad der var skeet. Kongen sagde: "Da have I gjort vel; der har hun nu den Hæder, som jeg tiltænkte hende." Kong Harald og Hakon Jarl sade nu nogle Aar i god Ro, og der var nu Fred imellem Landene Norge og Danmark. De vare i særdeles god Venskabs Forstaaelse, og Hakon Jarl sendte Kong Harald et Halvaar tresindstyve Falke, og lod sig forlyde med, at han syntes bedre om, heller at betale sin Skyld i eet Aar og ikke hvert Aar.

 

8. Kapitel

I den Tid regjerede Keiser Otto, med Tilnavnet den Røde, over Saxland og Peituland, tillige med sine to Jarler Urge-Thrjot og Brimiskjær. Det fortælles, at Keiser Otto en Juul gjorde det høitidelige Løfte, at han vilde drage til Danmark tre Somre efter hinanden, om det Behøvedes, og kristne hele Danmark, hvis han kunde faae det udført; og efter dette Løfte samler Keiseren Folk til denne Færd. Da Harald Gormsøn spurgte dette, og fik at vide, at Keiseren havde en meget betydelig Styrke, afsendte han strax tresindstyve Mand paa en Snekke til Norge til Hakon Jarl, og bad dem at sige saaledes til Jarlen, at Kongen vilde aldrig mere end nu komme til at behøve, at han udbød Leding over hele Norge, og kom ham til Hjælp. Kongens Udsendinge droge bort, kom til Norge, forkyndte Jarlen Kongens Budskab, og droge siden tilbage. Hakon Jarl tog sig strax af denne Sag, og fandt, at Nødvendigheden krævede, at Folket i Danmark og andre nordiske Lande ikke bleve tvungne til at antage Kristendommen, og afstaae fra deres Fædres Tro og Skikke. Han samlede da i en Hast nogle Folk, men vilde have faaet flere, hvis Ledingen havde været fuldstændig, og der havde været given længere Frist. Jarlen begav sig strax paa Veien, saasnart han var færdig, med hundrede Skibe; men senere hen paa Sommeren kom der atter Mænd fra Norge med betydeligt Mandskab, som stødte til Hakon Jarl. Nu drog Hakon Jarl afsted, men havde ikke den heldigste Reise; og da han kom til Danmark, spurgte Kong Harald det, og blev meget glad, og drog ham strax i møde ....... med inderlig Glæde, og anrettede et Gilde, og de toge den Beslutning, at de droge imod Keiser Otto med saa meget Mandskab, som da var sammentrukket over hele Danmark, og over denne Hær vare Kong Harald og Hakon Jarl de øverste Høvdinger, og de droge nu, indtil de traf Keiseren. De mødtes til Søs, og det kom strax til Slag imellem dem, og der blev en meget skarp Strid. De strede hele Dagen igjennem, og der faldt meget Mandskab paa begge Sider, men dog flere paa Keiserens. Da det begyndte at blive Nat, gjorde de en Stilstand paa tre Dage imellem sig, og lagde til Land, og beredte sig paa begge Sider. Og da nu de tre Dage vare forløbne, ginge Keiser Ottos og Kong Haralds og Hakon Jarls Fylkinger sammen, og sloges nu paa Land, og Kampen faldt nu Keiseren besværlig, og der faldt langt flere af hans Folk om Dagen, og det kom saa vidt, at han begav sig paa Flugten med sin Hær. Keiser Otto var til Hest om Dagen, og det fortælles, at de søgte ned til Skibene, og Keiseren red frem til Stranden, og havde et stort, guldbeslaaet og ganske blodigt Spyd i Haanden, og siden stak han Spydet i Vandet, kaldte den almægtige Gud til Vidne, og sagde derpaa: "Anden Gang, naar jeg kommer til Danmark, da skal een af Delene skee, enten skal jeg kristne Danmark, eller lade her mit Liv." Derefter ginge Keiser Otto og hans Folk om Bord paa deres Skibe, og fore nu hjem til Saxland. Men Hakon Jarl blev endnu hos Kong Harald, og gav ham mange kloge Raad, og nu lode de opføre det Virke (3), som er meget berømt, og kaldes Danevirke; det var opført imellem Ægisdør og Slesmynne tværs over Landet imellem Havene. Siden drog Hakon Jarl til Norge, og førend de skiltes, sagde han til Kongen: "Det gaaer nu saa, Herre! at jeg seer mig ikke i Stand til at udrede Skatterne, saaledes som jeg vilde, formedelst al denne store Anstrængelse og Bekostning, som jeg har haft for eders Skyld; men fremfor alt ville vi betale eder Skatterne, naar vi slippe for dette." Kongen svarede, og bad ham raade derfor; men dog troede Folk at mærke, at Kongen tyktes, at Skatterne kom noget vel seent. De skiltes nu saaledes, og Hakon Jarl foer hjem i sit Land, og tyktes nu at have vundet en stor Seier. Det var nu roligt baade i Norge og Danmark i tre Aar, og i disse tre Aar lod Keiser Otto samle Folk, og fik en overordentlig stor Hær, og da disse Aar vare omme, drog han til Danmark med denne store Hær, og Jarlerne Urge-Thrjot og Brimiskjær fulgte ham.

 

9. Kapitel

Da Kong Harald spurgte dette, skikkede han Mænd til Hakon Jarl, ligesaa mange som forrige Gang, og sendte ham det Budskab, at han tyktes aldrig mere end nu at behøve hans Hjælp og Bistand. Hakon Jarl gjorde sig strax færdig paa Budskabet fra Kong Harald, da det syntes ham høist nødvendigt; han drog strax afsted, saasnart han var færdig, og han havde nu ikke mindre Mandskab end forrige Gang. Da han kom til Danmark, drog han strax med tolv Mænd til Kong Harald; Kongen blev særdeles glad ved ham, og sagde, at han havde taget sig vel af hans Trang. "Og der skal nu," tilføiede han, "sendes Bud efter hele dit Mandskab, at det kan komme hid til Gilde, og jeg takker enhver af eder." "Vi skulle dog forud tales et Ord ved," sagde Jarlen, "førend dette skeer; paa mig kan du gjøre Fordring, at jeg skal følge dig og staae dig bi med Raad, og paa dette Mandskab, som jeg nu har, disse tolv Mænd; men ikke flere, uden jeg vil, thi jeg er førhen een Gang kommen dig til Hjælp med Leding, ligesom vi forud havde aftalt det imellem os." "Det er sandt, hvad du siger," sagde Kong Harald, "men jeg venter dog, at du lader dette Mandskab, som du har ført hid for vort Venskabs Skyld, komme mig til Gavn." "Det kan jeg vel formaae mine Mænd til," sagde Hakon, "at de anse sig skyldige at følge mig til at forsvare mit Land og Rige; men det tykkes de ikke skyldige, at forsvare Danmark eller et andet Kongerige, og udsætte sig for Krigens Farer, men ikke faae Gods eller Anseelse til Gjengjeld derfor." "Hvad skal jeg da tilstaae dig eller dine Mænd," sagde Kong Harald, "for at I skulle være mig til Hjælp, nu da jeg mest behøver det, thi jeg har spurgt for vist, at jeg har med Overmagten at gjøre, da Keiseren har en meget betydelig Hær?" Jarlen svarede: "Derfor er een Betingelse," sagde han, "hvorom jeg og mine Mænd ere blevne enige, det er nemlig den, at du skal eftergive alle Skatterne af Norge, som ikke ere betalte, og ligeledes skal du aldeles eftergive Skatterne for Fremtiden, saa at Norge aldrig herefter skal være skatskyldig under dig; men hvis du ikke vil tilstaae denne Betingelse, da vil hele denne Hær, som har fulgt mig hid, drage tilbage, undtagen jeg selv, som skal blive her og staae dig bi med disse tolv Mænd, som nu ere komne her, thi jeg skal opfylde alt det, som vi kom overeens om." "Det er et sandt Ord, man siger," sagde Kongen, "at du ved din Forstand og dine Raad sætter alle i Forlegenhed, og der ere mig nu budne tvende vanskelige Vilkaar, af hvilke intet synes mig godt." "Ja betænk du nu nøie Vilkaarene!" sagde Jarlen, "men saa synes mig, som Skatten af Norge ikke vil komme dig til nogen Nytte, hvis du lader Livet her i Danmark." "Jeg skal da hurtig vælge," sagde Kongen, "eftersom Sagen nu staaer, at du med hele dit Mandskab skal være mig til Hjælp, saa megen som du har Mandighed til, og du skal da opnaae det, som du forlanger." Derefter sendtes der Bud efter hele Jarlens Hær, at den skulde komme did til et Møde, paa hvilket de sluttede en fast Aftale med Haandslag om dette, og de bleve nu prægtigen beværtede af Danekongen, og droge siden mod Keiseren med hele den Hær, som de kunde faae. Kong Harald foer med Flaaden til Ægisdør, men Hakon Jarl med sin Hær til Slesdør paa den anden Side af Landet. Keiser Otto spurgte nu, at Hakon Jarl var kommen til Danmark, for at stride imod ham; han tog da den Beslutning, at han sendte sine Jarler Urge-Thrjot og Brimiskjær imod ham til Norge med tolv Kugger (4), som vare vel besatte med væbnet Mandskab, i det Ærende at kristne Norge, medens Hakon Jarl var borte.

 

10. Kapitel

Nu er først at fortælle om Keiseren og den store Hær, som han førte med sig, at de gik op i Land, saasnart de kom til Danmark, og betragtede Danevirke, som ikke forekom dem let at angribe, naar der vare Forsvarere derpaa, og de gik da igjen derfra og ned til deres Skibe og ud paa samme. Og i det samme mødtes Kong Harald og Keiser Otto, og det kom strax til Slag imellem dem. De sloges paa Skibene, og der faldt mange paa begge Sider, men ingen af dem fik nogen fuldstændig Seier, og dermed skiltes de. Derpaa lagde Keiseren sin Flaade ved Slesdør, og der traf han Hakon Jarl med sit Mandskab; de angrebe ogsaa strax hinanden, og det blev en meget skarp Strid, og Slaget gik da Keiseren imod, og han mistede der meget Mandskab, og det sluttede med, at Han undflyede med sin Hær. Han fandt, at han havde en haard Modstrider, og han tænkte, at det derfor var bedst, at han nærmere overveiede, hvorledes han helst skulde bære sig ad. Det fortælles, at, da Keiseren lagde sine Skibe til Leie, mødte de en Flaade, som bestod af fem Skibe, som alle vare store Langskibe. Keiseren spurgte, hvad Anføreren for denne Flaade hed; han svarede, og sagde, at han hed Ole. Derpaa spurgte Keiseren, om han var Kristen eller ikke; Ole sagde, at han havde antaget Kristendommen vester ovre i Irland, og han tilbød Keiseren sin Hjælp, hvis han troede at behøve mere Styrke, end han forud havde. Keiseren sagde, at han gjerne vilde modtage det Tilbud, og at han takkede ham meget derfor: "Og du seer mig ud til at have Held med dig," tilføiede han. Ole forenede sig da med ham, og havde tre hundrede Mand, som alle vare særdeles raske Folk, skjønt dog den, som styrede Mandskabet, overgik dem alle. Keiseren og hans Mænd gik nu paa Raad sammen, fordi de vare komne i den vanskelige Stilling, at de ikke havde Fødemidler, og hertil kom, at alt det Kvæg, som havde været paa den Side af Danevirke, hvor de laae, var drevet bort til det sidste Høved, saa at de intet kunde faae, og de mest betænksomme Mænd fandt, at der vare kun to Nødmidler for Haanden, enten at drage bort med saa forrettet Sag, eller at dræbe deres Rideheste til Fode, og man syntes at begge disse Vilkaar dog vare haarde. Dette voldte nu Keiseren stor Bekymring, og han henvendte sig da til Ole, om han kunde hjælpe dem ud af denne vanskelige Stilling, og bad ham at give dem noget Raad, som kunde gavne. Ole svarede, og sagde, at han satte stor Priis paa sine Raad, og vilde have det, som han foreslog, paa nogen Maade sat igjennem, og at alle skulde antage det, ellers vilde han slet intet Raad give. Det blev da Udfaldet af Sagen, at alle gave lydelig tilkjende, at de vilde følge det Raad, som Ole vilde give. Da sagde han: "Det er da mit Raad, at vi alle, som troe paa Krist, skulle gaae til Skrifte, og love den almægtige Gud, alle Tings Skaber, sex Dages Faste, for at han skal give os Seier, og at vi ikke skulle behøve at dræbe Heste til vor Fode; dernæst vil jeg give et andet Raad, sagde han, "at vi skulle i Dag drage hen i de nærmest liggende Skove og Lunde, og hver Mand skal hugge sig en Dragt af det Slags Ved, som vi ville finde lettest til at fænge Ild, og alt dette Træ skulle vi bære til Virket, og saa siden see, hvad vi kunne finde paa." Dette Oles Raad syntes de vel om, og de gjorde nu, som han havde raadet. Danevirkes Beskaffenhed var saaledes, at en stor Grav var gravet paa den Side, hvor de vare, den var ti Favne bred og ni Favne dyb, men noget smallere der, hvor der stode Kasteller oppe over; disse vare saaledes anlagte, at der stod et Kastel oppe paa Virket for hvert Hundrede Favne. Dagen efter at de havde ført Veddet til Virket, foretoge de sig at gjøre store Broer over Graven, og lagde en Bro lige før hvert Kastel, og satte Pæle under, og Broerne naaede saaledes lige til Virket. Og den samme Dag toge de alle de Vandtønder, som de havde, udsloge den ene Bund i dem, og lagde deri tørre Splinter og Spaaner, som de afhuggede, indtil Karrene vare fulde; derpaa stak de Ild i Spaanerne, og satte nu Bundene igjen i Karrene, men lode dem være aabne foroven, for at Vinden kunde trænge derind. Ligeledes satte de Ild i det Ved, som de havde ført til Virket; det traf sig netop saa, at det var tørt Veirlig, og der blæste en skarp Søndenvind, saa at Vinden stod ind paa Virket; de toge nu Karrene, og støde dem ud over Graven, og Vinden trængte nu ind i Aabningen paa Karrene, og Slog ud paa Virket og ind under samme; det var om Aftenen, at de havde endt disse Tilberedelser. Nu fortælles det, at, da Natten kom, begyndte Ilden at blusse i Vandkarrene og Veddet, og Luen slog nu op i Kastellerne og dernæst i Virket, og det brændte nu, det ene Sted efter det andet, thi Virket var for det meste bygget af Træ. Det blev da Udfaldet, at i denne Nat brændte hele Danevirke op med Kastellerne, og der saaes intet Mærke eller Ruin deraf, og al denne Ødelæggelse voldte Vandkarrene, som førte Ilden paa Virket. Men strax ved Morgenens Begyndelse kom der en stærk Regn, saa at Folk næppe mindedes et saadant Vandskyl fra Himmelen; den slukte ganske Ilden, saa at man strax kunde fare over det store Brandsted; men hvis det ikke var blevet slukt af Regnen, saa havde man ikke saa snart kunnet komme der over. Da Kong Harald og Hakon Jarl saae alt dette, overfaldt der dem nogen Frygt, og de undflyede siden til deres Skibe. Men Keiseren gik med sine Folk over de Broer, som de havde gjort over Graven, hvilke endnu vare i Behold, da Ilden havde staaet der fra, den Gang Virket brændte, og de gik nu over hele Brandstedet, som nu var ganske slukt og koldt. De havde da fastet i to Døgn, for at den almægtige Gud skulde hjælpe dem; og paa den tredie Dag rykkede de fra Virket derhen, hvor den danske Konge og Hakon Jarl havde staaet. Da de nu kom der, fattedes de ikke Kvæg, og fik nu tilstrækkelige Fødemidler, thi der var dreven en betydelig Mængde Kvæg derhen, for at det ikke skulde falde Keiserens Folk i Hænderne; disse havde saaledes nu tilstrækkelig Føde, og de sparede ikke meget de Danskes Kvæg, og der vare gode Slagtefaar. Nu priste de Gud for denne skjønne Seier, og Keiseren fandt, at Oles Raad havde hjulpet godt, og han spurgte nu, hvor Ole havde sin Slægt, og fra hvad Land han var. "Ei vil jeg længer holde mig skjult for dig," sagde Ole, "jeg hedder Olaf, jeg har min Slægt i Norge, og Tryggve hed Fader min."

 

11. Kapitel

Det fortælles nu, at Keiser Otto og Olaf satte efter Kong Harald og Hakon Jarl, og de holdt med hinanden tre Slag paa Fastlandet, i hvilke der skete et stort Mandefald; Kong Harald og Hakon Jarl undflyede saarede, men Keiseren og Olaf satte efter dem gjennem Landet, og hvor de kom frem, bøde de alle dem, som de toge fangne, at enhver af dem skulde enten antage Troen og Daaben, eller strax blive dræbt; mange valgte da det bedste Vilkaar, og antoge Troen og Daaben, men de Bønder, som ikke vilde underkaste sig det Vilkaar, fik ingen Huusholdning at føre de næste tolv Maaneder, thi Keiserens Folk brændte Bygderne og Landsbyerne, og ødelagde saaledes alle Eiendomme for dem, som ikke vilde antage Troen, og dræbte endogsaa mange af dem selv. Keiser Otto og Olaf Tryggvesøn vandt nu en stor og skjøn Seier i disse tolv Maaneder, thi Hæren holdt ikke Stand imod dem, og Kong Harald og Hakon Jarl undflyede bestandig, og mærkede nu tydelig, at deres Styrke blev stedse mindre og mindre, eftersom alt flere og flere bleve kristnede i Landet. Kong Harald og Hakon Jarl holdt nu en Sammenkomst, for i Forening at overlægge, hvad Beslutning de skulde fatte, da de nu mærkede, at de trængtes haardt, og havde flyet bort fra deres faste Eiendomme og fra deres Skibe og Gods. Det kunde de indsee, at Skibene kunde de ikke igjen komme til, efterdi de Steder, hvor de laae, allerede vare faldne i Keiserens Hænder, og de fandt det da raadeligst, da det nu var kommet saa vidt, at skikke Mænd til Keiser Otto og Olaf Tryggveson. Der bleve da afsendte nogle Mænd til Keiseren, som fremførte den danske Konges og Hakon Jarls Andragende. Keiseren optog det vel, og bestemte dem det Vilkaar, at de skulde antage Troen, og gjorde dem det Forslag, at de skulde alle i Forening have et Møde. Kong Haralds og Hakon Jarls Udsendinge droge nu tilbage og berettede dem Udfaldet af deres Ærende. Derefter kom de alle sammen til et Møde, som var det talrigste Thing, der indtil da havde været holdt i Danekongens Rige. Paa Thinget fremtraadte nu Biskoppen Poppo, som var med Keiseren, og forkyndte med megen Veltalenhed Troen for de paa Thinget Forsamlede, og han talte længe og vel. Kong Harald førte Ordet paa den anden Side, og svarede, da han havde hørt Talen ud: "Det er ikke at vente," sagde han, ”at jeg lader mig bevæge ved Ord alene, naar det ikke kommer til, at jeg faaer nogle Jærtegn at see, at jeg kan skjønne, at den Tro, som I forkynde, besidder større Kraft, end den vi hidtil have haft." Dette var dog egentlig Hakon Jarls Ord, skjønt Kongen fremførte dem, thi han vilde heller alt andet, end antage Troen. Biskoppen svarede herpaa saaledes: "Ei skal det fattes," sagde han, "at man jo skal prøve denne Troes Kraft; nu skal der fremtages gloende Jern, men jeg vil forud synge Messe og anrette et offer for den almægtige Gud, og derpaa vil jeg gaae over gloende Jern ni Skridt i Haab til den hellige Treenighed, og hvis Gud beskjermer mig derimod, saa at mit Legem bliver aldeles heelt og uforbrændt, da skulle I alle tilstaae at ville bekjende eder til den sande Tro." Kong Harald, saavel som Hakon Jarl og alle deres Mænd tilstode dette, at, hvis han kunde gaae over gloende Jern, uden at blive forbrændt, da vilde de antage Troen. Det gik nu for sig, at Biskoppen sang Messe, og efter Messen gik han til denne Prøve, satte med Kjød og Blod sin Fortrøstning til den almægtige Gud, og var iført hele sin biskoppelige Prydelse, da han betraadte Jernene; men Gud beskjermede ham saaledes, at der ingensteds paa hans Legeme fandtes nogen forbrændt Plet, og heller ikke vare hans Klæder nogensteds svedne. Da Danekongen saae denne mærkelige Begivenhed, antog han strax Troen og Daaben, og det samme gjorde alle hans Mænd, og Kongen fandt disse Jærtegn meget mærkværdige, og hele de Danskes Hær blev nu døbt med det samme. Hakon Jarl var meget uvillig til at lade sig døbe, men fandt dog det andet Vilkaar haardere, og bekvemmede sig derfor tilsidst til at lade sig døbe, og udbad sig derefter Tilladelse til at drage bort, og han agtede at skynde sig hjem, men det kom dog saa vidt, at Hakon Jarl maatte love Keiseren, at han skulde kristne Norge, om han blev i Stand dertil, eller i andet Fald flye bort fra sit Rige. Derefter drog Hakon Jarl bort, og did hvor hans Skibe laae, og han fortsatte dernæst Reisen, indtil han kom hjem til Norge. Der begyndte nu at blive god Venskabs Forbindelse imellem Kong Harald og Keiser Otto, og de droge nu begge til et Gjæstebud, som Kongen havde ladet anrette. Olaf drog ogsaa did; og førend Keiser Otto og Kong Harald skiltes, lovede den danske Konge, at alle hans Mænd, som han kunde overtale dertil, skulde antage Troen, og dette løfte holdt han vel. Keiser Otto drog hjem til Saxland til sit Rige, og bad Olaf hjem med sig, men denne sagde, at han havde i Sinde at drage til Østervegen, og han begav sig ogsaa did. Keiser Otto og Olaf skiltes i Danmark, og vare bestandig siden gode Venner.

 

12. Kapitel

Nu staaer det til at fortælle, hvad der hændte sig paa Hakon Jarls Færd. Paa Hjemreisen til Norge kom han til Gotland, og saasnart han kom der, gjorde han Landgang hist og her, og begyndte at hærje, og han tilbagesendte alle de Præster og Lærere, som Keiseren havde givet ham med til Følge, for at døbe Folket i Norge. Hakon vilde nu ikke, at de skulde følge ham længere. I det han hærjede, fik han Underretning om det største Afgudstempel i Gotland, medens Hedenskabet endnu herskede der; i dette Tempel vare hundrede Afgudsbilleder. Hakon bemægtigede sig al den Rigdom, som fandtes der inde, men de, som passede Templet og Offerstedet, undflyede, og nogle af dem bleve dræbte. Hakon drog dernæst tilbage til sine Skibe med Godset, og skændte og brændte alt, som traf for ham paa denne Vei, og han havde en umaadelig Mængde Rigdomme, da han kom til Skibene. Da Hakon nu saaledes færdedes omkring i Gotland, spurgte Ottar Jarl, som herskede over en stor Deel af dette Land, til hans Færd; han gjorde sig da i Hast færdig, sammentrak hele Landets Hær imod Hakon Jarl, og rykkede med betydeligt Mandskab imod ham; det kom strax til Slag imellem dem, Hakon blev overmandet af den Hær, som strømmede til fra Landet, og Udfaldet af Kampen blev, at Hakon undflyede med sin Hær, og drog hjem til Norge. Der efter lod Ottar Jarl et Thing sammenkalde, paa hvilket han afsagde en Kjendelse, hvorved han erklærede Hakon Jarl for en Ulv i Helligdommen, fordi intet Menneske havde bedrevet nogen slettere Gjerning, end den, at Hakon havde ødelagt det ypperste Tempel i Gotland, og derhos udøvet meget andet Ondt, hvis Lige intet Menneske havde hørt, og hvor han foer eller kom, der skulde han bære dette Navn. Medens dette nu foregik, spurgte de før i denne Fortælling omtalte Jarler, Urge-Thrjot og Brimiskjær, til Hakon Jarls Færd, og hvad han foretog sig, og syntes, at han kun gik lidet fredsommelig til Værks, og de ønskede nu ikke at oppebie hans Ankomst did; men flyede nu bort fra Landet med alle deres Skibe, som alle vare fuldt besatte med Mandskab, og de vilde helst søge at undgaae at træffe Hakon Jarl. Men da Jarlen kom i Land i Vigen, og strax spurgte, hvad Jarlerne imidlertid havde foretaget sig, at de havde kristnet hele Vigen nord op til Lindesnæs, saa blev Jarlen derover meget vred og opbragt, og han sendte strax Bud over hele Vigen, at det skulde ikke nytte nogen at holde den Tro, men at enhver, som vilde forsøge det, skulde blive haardt straffet af ham. Da dette spurgtes, undflyede alle de, som vilde holde Kristendommen, men nogle ginge formedelst Jarlens Voldsomhed tilbage til Hedenskabet og den Vildfarelse, hvori de tilforn vare. Selve Hakon Jarl afkastede Troen og Daaben, og blev da den største Gudsfornægter og Blotmand, saa at han aldrig før havde ofret mere end nu. Hakon sad nu rolig i Landet, og herskede nu ene over hele Norge, og betalte aldrig siden Skat til Kong Harald Gormsøn, og deres Venskab var nu meget i Aftagende.

 

13. Kapitel

Kong Harald udbød nu Leding af hele Danmark, og drog derpaa til Norge med en overordentlig stor Hær imod Hakon Jarl, og da han var kommen op forbi Lindesnæs i det Rige, som Jarlen havde løsrevet fra Skatskyldigheden til ham, begyndte han at hærje, og lod Ild og Jern rase over Landet, hvor han foer frem, og ødelagde hele Sogn i Norge langs med Søen lige op til Stat, paa fem Gaarde i Læredalen nær. Siden spurgte han, at Thrønderne, Rummedølerne, Romsdølerne og Haleyerne i Norge havde samlet sig, hver Mand, som kunde føre Vaaben, paa eet Sted under Hakon Jarl, for at forsvare Landet, og at han havde saa betydelig en Styrke, at det ikke vilde være muligt at stride imod den med en fremmed Hær. Kong Harald gik nu paa Raad med sine viseste Mænd. Kongen laae da ved Solunderne, og truede med at ville drage ud til Island, for at hærje der, og saaledes hævne det Nidkvad, som alle Indbyggerne havde gjort om Kong Harald, formedelst det Ran, at Birgir Bryde havde ulovlig bemægtiget sig nogle Islænderes Gods, og fordi Kongen ikke vilde godtgjøre Ranet, da han var anmodet derom. Dette Nidkvad var saaledes beskaffent:

Da den drablystne Harald,
Venders Morder, om Bord paa
Skibet gik, blev i Hingste-
Ham til Vox han forvandlet;
Men den svage, af Landets
Klippeguder (5) forskudte
Birger saaes i Hoppe-
Ham i Spidsen at fare.

Følgende Vise havde Eyolf Valgerdesøn digtet, da hans Tjenestekarl havde solgt sin Oxe og faaet en graa Skindpels derfor, og da havde Kong Haralds Fjendskab spurgtes herud, og nu kvad Eyolf denne Vise:

Man ei Vaaben bør sælge,
Saa maa Kvadet lyde,
Thi nu Sværdegny skal
Høres, og Landser farves;
Gorms Søn nu fra Gandvigs
Gamle Taageland (6) vi
Vente skulle, en vældig
Vaabendyst er at haabe.

Kong Harald fattede, som man kunde vente, da han havde mange vise Mænd paa Raad med sig, den Beslutning, som var ham bedst tjenlig; han vendte nu tilbage, og drog ned igjen til Danmark, og han styrede nu sit Rige til sin Dødsdag med al Hæder og Anseelse, men Hakon Jarl beholdt Skatterne og Norge.

 

Anden Fortælling

 

14. Kapitel

I det Herred i Danmark, som kaldes Fyen, boede en Mand, ved Navn Toke, hvis Kone hed Thorvør. De havde tre Sønner, som nævnes her i Sagaen, af hvilke den ældste hed Aage, den anden, som i Alder var ham nærmest, Palner, den tredie, som han avlede med en Frille, Fjølner. Deres Fader Toke havde allerede opnaaet en høi Alder, da dette, som her skal fortælles, foregik, og en Høst ved Vinterens Begyndelse faldt han i en Sygdom, og døde af samme. Det varede ikke længe, inden ogsaa hans Kone Thorvør blev syg og døde. Alle deres Eiendomme tilfaldt da Aage og Palner, thi dem tilhørte Arven efter deres Fader og Moder. Da det nu var kommet saa vidt, spurgte Fjølner sine Brødre, hvad af Godset de tiltænkte ham. De svarede, at de vilde tilstaae ham den tredie Deel af Løsøret, men intet af Landene, hvorved det dog tyktes dem, at de gave ham en god Andeel, men som om han var fuldkommen arveberettiget, krævede han den tredie Deel af alt Godset. Det fortælles om Fjølner, at han var en viis Mand, snedig og ondskabsfuld. Hans Brødre sagde, at han ikke skulde faae mere Gods, end de havde tilstaaet ham. Dermed var Fjølner ilde tilfreds, og han drog nu bort med denne Andeel, og kom til Kong Harald, og blev nu Kongens Hofsinde og Raadgiver. Det fortælles om Aage Tokesøn, at ingen Mand, der ikke bar høit Værdigheds Navn, var til den Tid ham lig i Danmark; han laae hver Sommer ude paa Krigstoge, og havde næsten Seier overalt, hvor han kom frem. Fjølner talte saaledes til Kong Harald, at han vilde ikke ansees for Enekonge i Danmark, saalænge hans Broder Aage Tokesøn var i Anseelse, og ved sin Tale virkede han til sidst saa meget paa Kongen, at det ikke længer var fredeligt imellem Aage og Kong Harald. Aage stod i god Venskabs Forstaaelse med Ottar Jarl i Gotland, og havde der et sikkert Tilholdssted, og engang drog han efter Indbydelse til Ottar Jarl, og havde to Skibe, af hvilke det ene var en god og stor Drage, det andet en Snekke (7); han havde paa disse Skibe hundrede Mand, som alle vare vel forsynede med Klæder og Vaaben. Det er ikke fortalt, at noget Mærkeligt forefaldt paa denne deres Reise, og Aage fik ved Skilsmissen gode Foræringer af Jarlen, og siden drog han hjem til Danmark. Imidlertid spurgte Kong Harald, at Aage var dragen til Gildet. Aage var i saa stor Anseelse hos Landsfolket, at der holdtes intet Gilde der i Landet, til hvilket han jo blev indbuden ligesaa vel som Kongen, og han fik da paa hvert Gilde anseelige Gaver, og han var saa vennesæl, at han af Almuen næsten agtedes ligesaa høit som Kongen selv, og kunde frit benytte enhver Mands Eiendom, saa meget som han vilde. Hensigten af Aages Reise til Gotland var fornemmelig den, at han beilede til Jarlens Datter, paa hvilket Andragende han fik ønskeligt Svar. Aage drog nu, som før er sagt, hjemefter med de to Skibe, og da Kongen fik Underretning derom, lod han fremsætte ti Skibe, som han lod besætte med fire hundrede Mand, og bød dem drage ud og passe paa, naar Aage drog tilbage fra Gildet, og dræbe ham og hele hans Følge, om det vilde lykkes. De droge derpaa ud, og udspeidede Aages Færd, og det var en let Sag, da Aage ikke ventede nogen Fare. Det fortælles nu saaledes, at da Aage kom til Sjælland i Danmark, lod han opslaae Telte oppe paa Landet, og nærede ingensomhelst Frygt. Men imidlertid kom Kongens Mænd med den før omtalte Hær uforvarendes paa dem, hug Teltene ind over dem, og lode dem føle Vaabnene; og da de vare ganske uberedte, blev Udfaldet, at Aage faldt der med hele sit Mandskab. Derefter droge de andre tilbage til Kong Harald, og berettede ham, hvad de havde udført, at Aage og hele hans Mandskab var fældet; Kongen ytrede sin Tilfredshed dermed, og sagde, at han nu dog ventede at kunne være Enekonge over Danmark for Aages Skyld. Kongens Mænd, som dræbte Aage og hans Folk, toge alle deres Vaaben og alt Godset, og førte det med sig som Bytte, og de bragte alt Godset til Kong Harald, og tillige Aages tvende Skibe, Dragen og Snekken, og alt dette tilegnede Kongen sig nu. Ogsaa Aages Broder Fjølner syntes, at det var gaaet fortræffeligt, og at han nu havde gjengjeldt sin Broder det, at han ikke fik den Arvedeel, hvortil han troede sig berettiget efter sin Fader.

 

15. Kapitel

Denne Tidende spurgtes nu hjem til Fyen, og da Aages Broder Palner hørte dette, gjorde det saadant Indtryk paa ham, at han derover lagde sig til Sengs, og mest tog han sig det nær, fordi han ikke kunde have noget Haab til nogensinde at faae Hævn over den, som han her i Grunden havde med at gjøre, nemlig Kongen selv. Der var paa den Tid en viis og rig Mand, ved Navn Sigurd, som var Aages og Palners Fostbroder; med ham raadførte Palner sig, hvorledes han skulde forholde sig. Sigurd svarede, at det var den bedste Bistand han kunde yde ham, at han vilde beile for ham til en Kvinde, hvem det vilde være ham til betydelig Forfremmelse at ægte. Palner spurgte, hvo det var: "Jeg vil drage til Gotland," sagde Sigurd, "og beile for dig til Ottar Jarls Datter Ingeborg." "Jeg frygter," sagde Palner, "at jeg ikke vil faae hende, men vist troer jeg, at jeg kunde snarest vente Bod for min Sorg, om jeg fik hende til ægte." De sluttede dermed deres Samtale, og Sigurd beredte sig til denne Reise; og med et Skib og tresindstyve Mand begav han sig paa Veien, og kom til Gotland, hvor Ottar Jarl tog vel imod ham. Sigurd kundgjorde snart sit Ærende, og beilede til Jarlens Datter Ingeborg for Palner Tokesøn, og sagde, at han i ingen Henseende gav sin Broder Aage noget efter, og at han besad betydelige Eiendomme i Fyen, og føiede til, at Palner næsten var død af Sorg, førend han begav sig paa Reisen did, og at det snarest vilde give ham Lindring i hans Kummer, om han fik Jarlens Datter til ægte. Jarlen svarede vel, men dog noget langsomt paa dette Andragende, og sagde, at man dog kom til nøie at overveie saadan Sag, inden man fattede nogen Beslutning, og ikke handle uden Overlæg, men tilføiede, at han dog holdt det for rimeligt, naar han tog Hensyn til sin Ven Aage, at dennes Broder fortjente et godt Giftermaal. Ei formaae vi at sige, hvor længe de underhandlede om denne Sag, men Udfaldet blev dog, at Ottar Jarl lovede Palner sin Datter Ingeborg. "Det er nu saa, Herre!" sagde derpaa Sigurd, "at Palner er ikke i Stand til at komme hid til eder, for at holde Bryllup, formedelst den Udmattelse, som Sorgen har voldt ham; men han fattes hverken Eiendomme eller Stormodighed til at anrette Gildet ovre i Fyen, og derfor ville vi, da Nødvendigheden kræver det, bede, at I vil reise did til Gildes med eders Folk, saa mange som I selv vil tage med eder;" dette lovede Jarlen. Derpaa drog Sigurd hjem, og fortalte Palner dette, og dennes Sorg lettedes derved meget. De gjorde nu Anrettelser til et stort Gilde, for at modtage Jarlen, og sparede intet, for at det kunde i alle Henseender blive saa anseeligt, som det var mueligt. Paa den bestemte Dag, da de Indbudne skulde komme, indfandt Jarlen sig der med meget Folk, og der blev da holdt et kosteligt Bryllup, og Palner og Ingeborg bleve begge førte i een Seng. Det fortælles, at hun sov snart, da hun kom i Seng, og havde en Drøm, som hun fortalte Palner, da hun vaagnede: "Jeg drømte," sagde hun, "at mig syntes, at jeg var her paa denne Gaard, hvor jeg nu er, og mig syntes at jeg havde en Væv oppe, og det var et Stykke Lærred, som var graat af Farve. Væven tyktes mig opfæstet, og jeg var i Færd med den og vævede, og der var lidet vævet derpaa, eftersom det forekom mig, og da jeg slog Væven, da faldt en Rendegarnsteen ned bagved fra Midten af Væven, og jeg tog den da op, og saae nu, at disse Stene vare eneste Menneskehoveder; og da jeg havde taget det nedfaldne Hoved op, holdt jeg paa det og betragtede det, og jeg kjendte da Hovedet." Palner spurgte nu, hvis Hoved det da var; hun svarede, at det var Kong Harald Gormsøns Hoved. "Denne Drøm er bedre end ingen," sagde Palner; "saa tykkes ogsaa mig," svarede Ingeborg. De vare nu ved Brylluppet, saa længe de fandt for godt, og derefter drog Ottar Jarl hjem til Gotland med gode og anseelige Foræringer. Palner og Ingeborg levede særdeles lykkelig sammen, og fattede stor Kjærlighed til hinanden, og de vare ikke længe sammen, inden de fik sig en Søn, og der blev givet ham Navn, og han blev kaldt Palnatoke. Han voxte op der hjemme i Fyen, og blev tidlig baade forstandig og vennesæl. I hele sin Færd lignede han ingen saa meget, som sin Farbroder Aage. Palnatoke havde næsten ikke fyldt sine Børneaar, da hans Fader Palner faldt i en Sygdom, som gjorde Ende paa hans Liv; og Palnatoke tog nu alle Eiendommene at bestyre i Forbindelse med sin Moder. Det fortælles om ham, at han, saasnart han havde Alder dertil, om Sommeren drog ud paa Krigstoge, og hærjede vide om Land.

 

16. Kapitel

En Sommer, berettes der, laae han saaledes igjen i Vikingsfærd, og havde tolv Skibe, som alle vare vel bemandede. Paa den Tid regjerede over Bretland en Jarl, som hed Stefner, der havde en Datter ved Navn Olof; hun var en forstandig og vennesæl Kvinde, saa at hun var et særdeles godt Parti. Det fortælles, at Palnatoke kom til dette Land med sine Skibe, og agtede at hærje paa Stefner Jarls Rige. Og da det spurgtes, fattede Olof, i Forbindelse med Jarlens Fostbroder Bjørn den Bretske, af hvis Raad hun meget betjente sig, den Beslutning, at byde Palnatoke hjem til Gilde, og tilbyde ham megen Hædersbeviisning og et sikkert Tilholdsted i Landet, for at han ikke skulde hærje der. Palnatoke tog imod Indbydelsen, og drog til Gildet med hele sin Hær; og paa dette Gilde beilede Palnatoke til Jarlens Datter. Dette var let udvirket, og Kvinden blev ham lovet og dernæst fæstet, og hun sad ikke længere som Fæstemø, end saa, at deres Bryllup blev strax holdt paa samme Gilde, og derhos blev der givet Palnatoke Jarlsnavn og Halvdelen af Stefner Jarls Rige, for at han skulde nedsætte sig der, men efter Stefners Død skulde han have hele Riget, da Olof var Jarlens eneste Arving. Palnatoke forblev der det tilbagestaaende af Sommeren og ligeledes den følgende Vinter; men om Vaaren kundgjorde Palnatoke Jarl, at han vilde drage hjem til Danmark. Førend han om Sommeren drog derfra, sagde han til Bjørn den Bretske: "Nu vil jeg, Bjørn! at du skal blive her tilbage hos min Svigerfader Stefner, og paa mine Vegne staae ham bi med Landets Styrelse, thi han begynder nu at blive meget til Alders, og det er ikke usandsynligt, at det vil vare længe, inden jeg kommer her tilbage, og om Jarlen imidlertid skulde komme noget til, da vil jeg, at du skal passe hele Riget, indtil jeg kommer tilbage." Derefter drog Palnatoke bort derfra med sin Kone Olof, og han havde en lykkelig Reise, og kom hjem til Fyen i Danmark. Han var nu hjemme en Tid, og blev holdt for den mægtigste og forstandigste Mand i Danmark næst efter Kongen selv.

 

17. Kapitel

Det fortælles nu, at Kongen drog omkring i Landet, og gjæstede hos sine Venner. Palnatoke anrettede da et kosteligt Gilde for Kongen, drog siden til ham og indbød ham; han tog imod Indbydelsen, og drog til Gildet med meget Folk. Der paakom da et Uveir for dem, og de kom om Aftenen til en Bonde, som hed Atle, og kaldtes med Tilnavn Atle hin Svarte; han var en fattig Mand, og tog med særdeles Glæde imod Kongen. Hans Datter gik og vartede op om Aftenen; hun hed Æsa, og blev kaldt Saum Æsa eller Sy-Æsa, og var stor af Væxt og af et mandigt Udseende. Kongen syntes vel om hende, og sagde til hendes Fader: "Det kan man sige med Sandhed, at vi neppe kunde nogensteds vente os bedre Beværtning, end den som vi her nyde hos dig, Bonde! men der er dog een Ting, som du holder tilbage for os, det er din Datter Æsa og hendes Seng." Bonden sagde, at det ikke anstod sig for ham, at ligge hos saadan en simpel Pige, som hans Datter var; men Kongen sagde, at han kunde vente sig hans Venskab til Gjengjeld, om han tilstod ham hans Ønske; og det blev Enden paa deres Samtale og Snak, at Kong Harald laae hos Bondens Datter om Natten. Dagen derefter standsede Uveiret. Kongen beredte sig tidlig til at drage bort fra Atle, og førend de skiltes, gav han ham gode Gaver og betænkte ogsaa Datteren. Derefter fortsatte Kongen Reisen, og kom til det før omtalte Gilde. Kongen var længe paa dette Gilde, og Palnatoke beværtede ham særdeles kostelig, og da Kongen drog bort fra Gildet, gav Palnatoke ham gode og anseelige Foræringer, hvilket Kongen ogsaa tog vel op. Men i Begyndelsen af den følgende Vinter mærkede Folk, at Bondens Datter Saum-Æsa begyndte at trives og blive tyk, og maatte være frugtsommelig. Hendes Fader talte da med hende i Eenrum, og spurgte om, hvo der havde haft med hende at gjøre; hun sagde, at ingen havde været hos hende uden Kong Harald, "men dog har jeg," tilføiede hun, "ikke turdet sige dette til noget Menneske uden til dig allene. "Ja," sagde han, "saa meget desto høiere skal jeg agte dig, jo anseeligere Mand du har ladet ligge hos dig." Og Tiden led nu frem, indtil hun nedkom. Hun fødte et Drengebarn, og der blev givet denne Dreng Navn og han blev kaldt Svend, og han sik Tilnavn efter sin Moder, og blev kaldt Saum-Æsa-Svend. Det hændte sig nu saa, at Kong Harald den tredie Sommer derefter atter skulde drage til Fyen til Gildes. Da nu Kongen kom, talte Palnatoke til Æsa, som var kommen der med sin Søn, til hvem hun udlagde Kong Harald som Fader: "Nu skal du," sagde han, "gaae djærvt ind for Kongen, i det han sidder ved Drikkebordet, og kun tiltale ham frit ud angaaende det, som ligger dig paa Hjerte; du skal ogsaa føre Drengen med dig, og derpaa tiltale Kongen med disse Ord: Her fører jeg en Dreng med mig, til hvem jeg ingen anden udlægger som Fader end dig, Kong Harald! men hvad Svar Kongen end giver dig herpaa, saa skal du kun tale djærvt; men jeg skal være i Nærheden og stemme i med dig, og understøtte din Sag." Hun gjorde, som han raadede hende; og hun gik nu for Kong Harald, førte Drengen med sig, og sagde disse samme Ord, som Palnatoke havde lagt hende i Munden. Kongen svarede strax, da hun havde sagt disse Ord, og spurgte efter, hvad det var for en Kvinde, som var saa dristig, at hun torde fremføre sligt for Kongen, og han spurgte hende om Navn; hun sagde, at hun hed Æsa, og hendes Fader var en Bonde der i Danmark. "En saare dumdristig og taabelig Kvinde est du," sagde da Kongen, "og understaa du dig ikke oftere at tale sligt, om du vil beholde dine Lemmer hele!" "Dette taler hun, Herre!" sagde da Palnatoke, "fordi det tykkes hende, at en stor Nødvendighed kræver det, og hun er ingen Skjøge eller løs Kvinde, men derimod en brav og retskaffen Kvinde, og skjønt hun er af ringe Æt og Herkomst, saa troe vi dog, at hun kun taler Sandt allene." Da sagde Kongen: "Ei ventede jeg det af dig, Palnatoke! at du vilde saaledes paabyrde mig denne Sag, som det nu viser sig." "Det skal nu ogsaa være saa," sagde Palnatoke, "at jeg ikke vil foruleilige eder, Herre! med denne Sag, men saa skal jeg behandle Drengen i alle Henseender, som han er din eneste Søn, men nu ville vi for dennesinde ikke tale mere herom." Kort efter dette beredte Kongen sig til at drage bort fra Gildet; Palnatoke gav ham Foræringer, men han vilde hverken antage eller modtage dem. Men den her i Sagaen før omtalte Fjølner, som var Palnatokes Farbroder, var den Gang med Kong Harald, og han bad Kongen at tage imod disse anseelige Gaver, og ikke blotte sig saa meget i denne Sag, at han saaledes vilde beskæmme den mest anseete Høvding, ved ikke at ville modtage Æresbeviisninger af ham, skjønt han forud var hans kjæreste Ven. Og han fik da saaledes talt for Kongen, at denne antog Gaverne, og tog imod dem, men dog takkede han ikke, og det var tydeligt at see, at det havde særdeles mishaget Kongen, at Palnatoke havde erklæret ham for Fader til Drengen; og de skiltes nu saaledes, at der herskede megen Kulde imellem dem, og deres Venskab blev aldrig saa godt siden. Kongen drog nu hjem med sine Mænd; men Palnatoke tog Svend Haraldsøn og hans Moder Æsa hjem til sig, efterdi Æsas Fader Atle hin Svarte da var død, og Godset næsten alt gaaet op. Svend voxte nu op hos Palnatoke i Fyen, og han behandlede Drengen saa vel, som om han var hans egen Søn, og holdt ham hæderlig i alle Henseender; han elskede ham ogsaa meget. Det fortælles nu, at Palnatoke avlede en Søn med sin Kone Olof, som fødtes kort efterat Kongen var dragen bort fra Gildet; denne Dreng blev kaldt Aage; han blev opfødt hjemme hos sin Fader, og han og Svend Haraldsøn vare Fostbrødre. Der opfødtes Svend, indtil han var femten Aar gammel.

 

18. Kapitel

Men da nu denne unge Mand var bleven saa gammel, vilde hans Fosterfader Palnatoke sende ham til hans Fader Kong Harald, og han medgav ham da tyve anseelige Mand, og raadede ham, at han skulde gaae ind i Hallen for Kongen, sin Fader, og sige, at han var hans Søn, hvad enten denne saa vilde synes vel eller ilde derom, og han skulde da forlange af ham, at han skulde vedgaae deres Slægtskab. Han gjorde nu efter Palnatokes Raad, og der fortælles intet om hans Reise, førend han kom i Hallen for sin Fader Kong Harald, og sagde alle de Ord, som Palnatoke havde raadet ham at sige; og da han havde udtalt, svarede Kongen: "Det tykkes jeg finde og forstaae af din Tale, at der ikke er løiet om din Mødreneæt, eftersom det forekommer mig, at du maa være den største Fjante og Tosse, og ikke ulig din Moder Saum-Æsa." Derpaa svarede Svend: "Hvis du ikke vil vedgaae at være min Fader, da vil jeg dog bede dig, at du vil give mig tre Skibe og Mandskab til at besætte dem med, og det er ikke for meget at tilstaae mig, thi jeg veed vist, at du er min Fader, men min Fosterfader Palnatoke vil silkert give mig ligesaa meget Mandskab og ikke mindre Skibe, end du giver mig." "Det synes mig," svarede Kongen, "at være en god Handel, at kjøbe dig bort med det, som du nu begjærer, saa at du aldrig mere kommer for mine øine." Det fortælles nu, at Kong Harald gav Svend tre Skibe og hundrede Mand, og baade Folk og Skibe vare vel udrustede; og derefter drog Svend bort derfra, og begav sig igjen hjem til sin Fosterfader Palnatoke, og fortalte ham nøiagtig alt, hvorledes det var gaaet af imellem ham og hans Fader. "Sligt kunde man vente af ham," sagde Palnatoke, "og ikke bedre." Derpaa gav Palnatoke Svend tre gode Skibe og hundrede meget udvalgte Mænd, og han gav ham nu Raad, hvorledes han skulde forholde sig; og førend de skiltes, sagde Palnatoke til ham: "Nu maa du forsøge i Sommer at drage ud paa Krigstoge med dette Mandskab, som du nu har faaet; men det Raad vil jeg give dig, at du for det første ikke drager længere bort end saa, at du hærjer her i Danmark paa de Dele af din Faders Rige, som ere noget fjernt fra ham, og udøver der alt det Onde, som du formaaer. Far over Landet med Hærskjold, og skænd og brænd saa meget, som du er i Stand til, og bliv saaledes ved hele Sommeren, men kom til mig til Vinter, og ophold dig her med dit Mandskab!" Svend drog dernæst bort fra sin Fosterfader med sin Flaade, og han foer nu frem i alt, som hans Fosterfader havde raadet ham, og anrettede store Ødelæggelser i Kongens, sin Faders, Rige, og der opstod en stor Knurren blandt de Bønder, som bleve udsatte for hans Ufred og Overfald, thi han sparede hverken Ild eller Jern imod dem. Dette spurgtes nu snart, og kom Kongen for Øren, og han syntes nu ilde om, at han havde bestyrket ham til saadan Ufred og Overfald, og sagde, at det saaes af denne hans Fremfærd, at han vilde slægte sin Mødreneæt paa. Nu forløb denne Sommer, og da Vinteren kom, drog Svend hjemefter, og fortsatte Reisen, indtil han kom til Fyen til sin Fosterfader Palnatoke; og han havde da forhvervet sig meget Gods om Sommeren. Førend de kom hjem, fik de en stor Storm og Uveir, og alle de Skibe, som Faderen havde givet ham, forliste med hele det Mandskab, som var paa samme. Men der efter seilede Svend hjem til Fyen efter Bestemmelsen, og han opholdt sig nu der med det øvrige af sit Mandskab, og blev vel behandlet.

 

19. Kapitel

Det er nu at fortælle, at Palnatoke, da Vaaren kom, igjen talte til sin Fostersøn, og bad ham atter at drage til sin Fader Kong Harald, og bede ham, at han skulde give ham sex Skibe, og Mandskab til samme, saa at de kunde blive fuldt besatte; "men husk vel paa," tilføiede han, "at du i alt, hvad du beder ham om, tiltaler ham med onde Ord, og før i alt et djærvt Sprog!" Svend drog nu bort, og kom til sin Fader, og forlangte af ham sex Skibe tilligemed Besætning til samme, og gav onde Ord af sig i alt, ligesom Palnatoke havde raadet ham; men Kong Harald sagde: "Til Ondt allene tyktes mig du brugte det Mandskab, som jeg gav dig forrige Sommer, og du er meget dumdristig, at du atter tør forlange Mandskab af mig, saadan Ondskab som du nu har udviist." "Ei vil jeg drage bort herfra," sagde Svend, "førend I giver mig det, som jeg kræver; og hvis jeg ikke faaer det, da vil min Fosterfader Palnatoke give mig Folk, og jeg vil da anfalde dine egne Mænd selv, og jeg skal da ikke spare at tilføie dem alt det Onde, som jeg formaaer." Da sagde Kongen: "Du skal da have sex Skibe og to hundrede Mand, men kom aldrig mere for mine Øine!" Svend drog nu bort med saa forrettet Sag til sin Fosterfader Palnatoke, og fortalte ham alt, hvorledes det var gaaet af imellem ham og hans Fader. Palnatoke gav ham igjen ligesaa mange Skibe og Folk, som hans Fader havde givet ham, og gav ham ligeledes atter Raad. Nu havde Svend altsaa tolv Skibe og fire hundrede Mand. Og før han drog bort, sagde Palnatoke til ham: "Nu skal du igjen hærje, og, skjønt ikke der, hvor du hærjede forrige Sommer, saa skal du dog igjen hærje paa de Danske, og lad dem nu finde, at Overfaldet paa dem er saa meget haardere end forrige Sommer, som du nu har baade større og bedre Skibe og Mandskab end da, og forlad dem nu ikke hele Sommeren, men drag til Vinter igjen her hjem til Fyen, og ophold dig her hos mig!" Svend drog nu bort fra sin Fosterfader med sin Flaade, og foer frem med Hærskjold vidt omkring i Landet; han hærjede baade paa Sjælland og Halland, og saadan Heftighed udviste han om Sommeren, at man kunde sige, at han hærjede baade Nat og Dag, og den Sommer forlod han aldrig den danske Konges Rige. Han dræbte mange Mennesker, og brændte mange Herreder om Sommeren. Det spurgtes nu vidt omkring, at der var kommen en stor Ufred i Landet, men, skjønt det blev berettet Kongen, lod denne dog, som han ikke lagde Mærke dertil, og lod det gaae, som det kunde. Ud paa Høsten drog Svend hjem til Fyen til sin Fosterfader Palnatoke, og mistede nu ingen Skibe paa Hjemreisen saaledes som forrige Sommer, og han opholdt sig nu om Vinteren med hele sit Mandskab hos sin Fosterfader.

 

20. Kapitel

Om Vaaren gik Palnatoke atter til sin Fostersøn, og sagde da saaledes til ham: "Nu skal du udruste alle dine Skibe, og dernæst drage til din Fader med hele din Flaade; du skal da gaae for ham og sige, at han skal give dig tolv Skibe til, alle med fuld Besætning; og hvis du ikke kan faae ham til at tilstaae dig det, udbyd ham da til Slag strax paa Stand med den Flaade, som du nu har, og tiltal ham endnu langt haardere end før!" Svend gjorde nu, som Palnatoke raadede ham, og drog med hele sin Flaade lige til sin Fader Kong Harald, og krævede det, som hans Fosterfader havde raadet ham. Da han havde udtalt, svarede Kongen: "Du er saa dumdristig en Mand," sagde han, "at jeg kjender neppe din Lige, i det du tør komme til mig, skjønt du baade er Sørøver og Tyv, og det holder jeg for, at du er eet af de allerværste Mennesker i alt, hvori du maa raade dig selv; og ikke tør du at troe, at jeg skulde vedgaae at vare din Fader, thi jeg veed vist, at du er ikke af min Slægt." "Tilvisse er jeg din Søn," sagde Svend, "og sandt er det, at vi ere i Slægtskab, men dog skaaner jeg dig derfor i ingen Henseende, og hvis du ikke giver mig det, som jeg forlanger, saa ville vi nu prøve en Dyst med hinanden, og vi skulle slaaes strax paa Stand, og du skal ingensteds kunne undflye!" Kongen svarede: "Et vanskeligt Menneske er du," sagde han ", og dit Sind synes rigtignok at vidne noget om, at du ikke maa være af saa ganske ringe Forældre; og du kommer til at have det, som du forlanger; men drag siden bort af mit Rige og til andre Lande, og kom her aldrig mere, saa længe som jeg lever!" Svend drog da bort med fire og tyve Skibe, som alle vare vel bemandede, og han drog nu hjem til Fyen til sin Fosterfader Palnatoke. Denne tog vel imod sin Fostersøn, og sagde: "Det tykkes mig at du udfører mine Raad vel, og nu ville vi begge i Forening overlægge, hvad der kan synes os raadeligst. Du skal nu drage ud, og hele Danmark skal nu staae dig frit til at hærje i, undtagen Fyen, her hvor jeg opholder mig, her skal du ogsaa have dit Tilholdsted. Den Gang, da dette foregik, var Svend atten Aar gammel. Palnatoke kundgjorde, at han agtede om Sommeren at drage bort fra Landet og til Bretland, at besøge sin Svigerfader Stefner Jarl, og sagde at han vilde have tolv Skibe: "Og far du kun i alt frem, Svend!" sagde han, "saaledes som jeg nu har raadet dig, men imod Slutningen af Sommeren skal jeg komme til dig med meget Mandskab, thi det aner mig, at der i Sommer vil blive sendte Folk ud imod dig, og at Kongen ikke længer vil taale, at du anfalder hans Rige; jeg skal da komme dig til Hjælp; men vogt dig omhyggelig for at undflye, skjønt der sendes Folk imod dig, og hold Slag med dem, om der end er nogen Overmagt!" Palnatoke og Svend skiltes nu, og hver af dem drog sin Vei; de droge begge bort paa een Gang, og Palnatoke begav sig til Bretland. Men Svend gjorde nu, som der var ham raadet; han hærjede paa ny i sin Faders Rige, Nat og Dag, og foer vidt omkring i Landet, Landsfolket undflyede, og syntes at være ilde behandlet, og de kom til Kongen, og berettede ham deres ulykkelige Stilling, og bade ham at tage nogen hurtig Beslutning, for at frelse dem. Kongen syntes da, at det ikke kunde være længer saa, og at han havde altfor længe taalt af Svend det, som han ikke vilde have taalt af nogen anden. Han lod da halvtredsindstyve Skibe udruste, og drog selv med denne Flaade, og agtede at dræbe Svend og hele hans Hær. Udpaa Høsten mødtes Kong Harald og Svend en Aften silde ved Bornholm. De kunde godt see hinanden, men da det var saa mørkt om Aftenen, at de ikke kunde see at stride, lagde de deres Skibe til Leie. Men den følgende Dag strede de lige til Nat, og da vare ti af Kong Haralds og tolv af Svends Skibe ryddede. De forbleve endnu begge liggende der, og Svend lagde om Aftenen sine Skibe ind i Havbugten, men Kongen lod sine Skibe lænke sammen tværs over Mundingen af Vigen, og lægge Stavn ved Stavn, saaledes at Svend var indesluttet i Vigen, og han ventede nu, at denne ikke skulde komme ud, om han vilde forsøge derpaa. Men de havde i Sinde, at lægge imod dem om Morgenen, og dræbe Svend og hele hans Mandskab.

 

21. Kapitel

Samme Aften, da det saae ud til, at der vilde følge saadanne store Begivenheder, kom Palnatoke tilbage fra Bretland, og han naaede Land i Danmark denne Aften, og havde fire og tyve Skibe. Han lagde til under Næsset paa den anden Side, og tjældede der over sine Skibe. Derefter gik Palnatoke ene bort fra sit Skib op i Land, og havde et Pilekogger paa sin Ryg. Det traf sig just saa, at Kong Harald ogsaa gik i Land, ledsaget af nogle Mænd; de gik hen i en Skov, og gjorde en Ild for sig, til at varme sig ved. De sade alle paa en Træbul. Det var blevet mørkt, da dette skete. Palnatoke gik op til Skoven ligeover for, hvor Kongen varmede sig ved Ilden, og han blev staaende der en Tid. Men Kongen varmede sit Bryst, og der bleve lagte Klæder for ham, og han laae da paa Knæerne og Albuerne, og heldede sig meget ned, i det han varmede sig ved Ilden; han varmede sig nu om Skuldrene, og hans Bagdeel hævedes i det samme meget i Veiret. Palnatoke hørte nøie, hvad de sagde, og han kunde tydelig kjende sin Farbroder Fjølners Stemme; og han lagde nu Piil paa Streng, og skød til Kongen, og saa berette de fleste kyndige Mænd, at Pilen fløi lige i Bagdelen paa Kongen og langs igjennem ham, og kom frem i Munden, og Kongen faldt strax død til Jorden, som man kunde vente. Hans Ledsagere saae nu, hvad der var skeet, og tyktes at det var et meget stort Under. Da tog Fjølner til Orde, og sagde, at den Mand havde gjort en stor Ulykke, som havde bedrevet denne Gjerning eller raadet dertil, og det var et uhørt Tilfælde, saaledes som det var skeet. "Men hvad Beslutning skulle vi nu tage?" sagde de, og alle henvendte de sig til Fjølner, fordi han var den viseste og mest anseete af dem. Det siges nu, at Fjølner gik hen, hvor Kongen laae, og tog Pilen bort fra det Sted, hvor den sad, og gjemte den i samme Forfatning, som den var; men Pilen var let at kjende, thi den var omvunden med Guld. Derpaa sagde Fjølner til sine Mænd, som vare der tilstede: "Jeg raader helst til," sagde han, "at vi alle skulle have eet Udsagn om denne Tildragelse, og intet tykkes mig mere passende at sige, end at han er bleven skudt i Slaget i Dag; det vil være os hæderligst; men en stor Skændsel vil det være for os, som have været til stede ved denne Tildragelse, saa uhørt som det her er gaaet, at bekjendtgjøre dette for Folket." De indgik nu en fast Aftale herom, og havde alle eet Udsagn, ligesom de vare komne overeens om. Palnatoke gik strax efter denne Gjerning til sine Skibe, kaldte dernæst tyve Mænd til sig, og sagde at han vilde drage til sin Fostersøn Svend. De gik da fra Skibene og tværs over Næsset, og kom der sammen om Natten, og beraadsloge med hinanden, hvad Beslutning de skulde tage. Palnatoke sagde, at han havde spurgt, at Kong Harald vilde gjøre Angreb paa dem, saasnart det om Morgenen var blevet saa lyst, at der kunde strides. "Men," sagde han, "jeg skal holde, hvad jeg har lovet dig, nu da jeg er kommen hertil, at jeg skal hjælpe dig, saa meget som jeg kan, og begge skulle vi dele een Skjæbne." Ikke en eneste af Svends og Palnatokes Hær vidste, at Kongen var død uden Palnatoke selv, og han lod, som intet Mærkeligt var foregaaet, og fortalte endnu ikke dette til noget Menneske. Svend tog til Orde, og sagde til sin Fosterfader: "Jeg vil bede dig, min Fosterfader! at du vil give os noget Raad, som kan hjælpe os i vor nærværende vanskelige Stilling." Palnatoke sagde: "Ei skulle vi være sene i at tage en Beslutning; vi skulle gaae om Bord hos eder, og derpaa skulle vi løse alle Skibene fra hinanden, og binde Ankeret foran Forstavnen paa ethvert Skib; vi skulle da have Lygter under Teltene, fordi det nu er mørkt om Natten; derpaa skulle vi roe saa heftig som mueligt ud imod Kongens Flaade, thi det er mig fortrædeligt, at Kong Harald skal indeslutte os her i Havbugten i Morgen, og dræbe os." De gjorde nu efter Palnatokes Raad, og roede saa heftig de kunde lige ud paa Flaaden, saa at tre af Kongens Snekker bleve stødte i Sænk, og blot de Mænd, som kunde svømme, reddede sig i Land; men Palnatoke og Svend roede ud efter dem igjennem den samme Aabning med alle deres Skibe, lige til de naaede til den Flaade, som Palnatoke havde ført did. Saasnart det om Morgenen blev lyst til at stride, lagde de mod Kongens Folk, og de spurgte da den Tidende, at Kongen var død. Derpaa sagde Palnatoke: "Da ville vi sættte eder to Vilkaar, hvoraf I kunne vælge, hvilket I ville, at I enten skulle holde Slag og slaaes med os, og seire saa den, hvem Lykken vil være gunstig! men det andet Vilkaar er, at alle de, som have fulgt Kong Harald, skulle nu tilsværge min Fostersøn, Kong Svend, Land og Folk, og tage ham til Konge over hele Danmark. Kongens Mænd gik nu paa Raad sammen, og bleve da alle enige om, at tage Svend til Konge, og ikke slaaes; og derpaa gik de til Palnatoke, og berettede ham, hvad de havde valgt, og dette gik nu i Udførelse, og alle de Tilstedeværende tilsvore Svend Land og Folk. Derpaa droge Palnatoke og Svend begge sammen igjennem hele Danmark, og, hvor de kom frem, lod Palnatoke holde Huusthing, og Svend blev nu tagen til Konge over hele Danmark, inden de standsede, og over alle danske Lande. Kong Haralds Lig blev ført til Roeskilde, og der jordet. Da havde han været Konge over Danmark efter sin Fader Kong Gorm i syv og fyrretyve Aar. Da Svend nu var bleven Konge, holdt han det for sin Pligt, ligesom alle andre Konger, at gjøre Arveøl efter sin Fader inden tre Aars Forløb. Han besluttede strax at holde dette Gilde og ikke opsætte det længer. Han indbød da først sin Fosterfader Palnatoke til Arveøllet, og ligeledes Fyenboerne, hans Venner og Frænder. Men Palnatoke svarede saaledes herpaa, at det ikke var ham beleiligt, næste Vinter at komme til Gildet: "Jeg har nemlig hørt," sagde han, "hvad der er mig en mærkelig Begivenhed, at min Svigerfader, Bretlands Jarl Stefner, er død, og jeg maa nødvendig drage derover, thi mig tilkommer dette Rige efter hans Død." Men da Palnatoke ikke troede at kunne komme til Arveøllet, blev der den Gang intet af samme, thi Kongen vilde for al Ting, at hans Fosterfader skulde være tilstede ved Gildet.

 

22. Kapitel

Palnatoke drog nu om Høsten bort fra Landet med sin Flaade, og da han drog bort, lod han sin Søn Aage blive der tilbage, til at bestyre hans Gaarde i Fyen og alle hans Eiendomme der; og inden de skiltes udbad han ham Kongens Gunst, og Kongen lovede, at han vilde drage den bedste Omsorg for Aage, og dette Løfte holdt han. Derpaa drog Palnatoke bort; han fortsatte Reisen, indtil han kom til Bretland, og tog nu imod det Rige, som hans Svigerfader Stefner Jarl havde besiddet, og Bjørn den Bretske styret i Forbindelse med ham, og saaledes forløb det næste Aar. Om Sommeren efter sendte Kong Svend Bud til Bretland, at Palnatoke skulde komme der til Gildet med saa meget Mandskab, som han vilde tage med, da Kongen nu vilde holde Arveøl efter sin Fader. Kongens Udsendinge vare tolv i Følge, og det var næsten kommet saa vidt, at Palnatoke vilde begive sig paa Reisen derfra; men da sagde han: "Jeg beder eder at takke Kongen for hans Indbydelse, men det er nu saa, at jeg har faaet en Sygdom paa mig, og saa længe det ikke bedrer sig, seer jeg mig ikke skikket til at reise; dertil kommer ogsaa, at jeg har her langt flere Forretninger at varetage, end at jeg kan drage saaledes bort denne Sommer. Han undslog sig saaledes paa alle Maader fra Reisen, og Kongens Mænd droge med saa forrettet Sag hjem, og berettede Kongen Udfaldet af deres Ærende. Men da de vare dragne bort, forlod al Sygdom strax Palnatoke. Kongen opsatte da Arveøllet endnu denne Høst, og nu forløb den følgende Vinter og næste Sommer; og det var altsaa kommet saa vidt, at Svend ikke vilde kunne ansees for en brav Konge, hvis han ikke nu holdt Arveøl efter sin Fader, inden de tre Aar vare omme; og Kongen vilde derfor paa ingen Maade opsætte det længer. Han sendte da de samme Mænd som før til Bretland til sin Fosterfader Palnatoke, for atter at indbyde ham ligesom før til Gildet, og han lod sige, at han skulde have hans store Vrede, hvis han nu ikke kom. Palnatoke gav da Kongens Udsendinge til Svar, at de skulde drage hjem, og sige saaledes til Kongen, at han kun skulde berede alt til Gildet, saa godt som han var i Stand dertil, at det kunde blive saa anseeligt som mueligt, og han sagde, at han vilde komme til Gildet samme Høst. Kongens Udsendinge droge nu hjem, og berettede Kongen Udfaldet af deres Ærende, at Palnatoke kunde ventes der. Kongen lod da gjøre Forberedelser til Gildet, og lod alt berede saaledes, at det kunde blive saa anseeligt som mueligt, baade i Henseende til Anrettelser og talrig Forsamling. Og da nu alt var ganske færdigt til Gildet, og Gjesterne komne, var Palnatoke endnu ikke ankommen; og det var langt ud paa Dagen, og det kom endogsaa til den Tid, at man gik til Drikkebordet om Aftenen, og der blev anviist Folk Sæde i Hallen. Da fortælles det, at Kong Svend lod staae Plads aaben paa den laveste Bænk i Høisædet for hundrede Mand, hvilken Plads han tiltænkte sin Fosterfader Palnatoke og hans Følge; men da det syntes, at Palnatoke tøvede længe, inden han kom, begyndte de at drikke. Men om Palnatoke er det nu at fortælle, at han, tilligemed Bjørn den Bretske gjorde sig færdig til Afreisen med tre Skibe og hundrede Mand, af hvilket Mandskab Halvdelen var Danske og Halvdelen Britter. De droge siden derfra, og begave sig til Danmark, og samme Aften, da Gildet begyndte, kom de til Kong Svends Hovedsæde; de lagde Skibene til Leie, hvor det forekom dem at være dybest; det var da meget godt Veir om Aftenen; de lagde Skibene saaledes, at Forstavnene vendte fra land, og de lagde alle Aarerne imellem Roertollene, for at de desto hurtigere kunde gribe til dem, hvis de behøvede at skynde sig. Dernæst gik de op paa Land, og begave sig siden til Kongens Gaard, hvor Folk da sade ved Drikkebordene. Det var, som sagt, den første Aften af Gildet. Palnatoke gik nu ind i Hallen, og alle hans Mænd fulgte ham. Han gik ind langs igjennem Hallen, og hen for Kongen, og hilste paa ham; Kongen optog vel hans Hilsen, og viste ham og dem alle til Sæde, og de sade nu ved Drikkebordene og vare meget muntre. Og da de havde drukket en Tid, fortælles der, at Fjølner gik hen til Kongen, og talte nogen Tid sagte med ham. Kongen skiftede Farve derved, og blev rød og opsvulmet i Ansigtet. Der var en Mand, ved Navn Arnodd; han var Kongens Kertesvend eller Opvarter, og stod foran hans Bord; ham rakte Fjølner en Piil, og sagde at han skulde bære den for hver Mand i Hallen, indtil nogen vedkjendte sig den. Arnodd gjorde nu, som Fjølner bød ham; han gik først fra Kongens Høisæde indefter i Hallen, og fremviste Pilen for hver Mand, men ingen kjendte sig ved den. Dernæst gik han udefter langs den lavere Bænk, indtil han kom for Palnatoke, og spurgte ham efter, om han kjendte Pilen. Palnatoke svarede: "Hvi skulde jeg ikke kjende min egen Piil, ræk hid!" sagde han, "det er min." Der blev nu ikke liden Støi i Hallen, og Folkene lyttede efter, da nogen vedkjendte sig Pilen. Og nu tog Kongen til Orde, og talte: "Du Palnatoke!" sagde han, "hvor skiltes du ved denne Piil sidste Gang?" Palnatoke svarede: ”Ofte har jeg været føielig imod dig, Fostersøn! og hvis dig tykkes, at det er større Hæder for dig, at jeg siger dig det i en stor Forsamling, heller end naar faa ere tilstede, da skal jeg tilstaae dig det; jeg skiltes ved den paa Buestrengen, Konge!" sagde han, "da jeg skød den i Rumpen paa din Fader og langs igjennem ham, saa at den kom ud af Munden." "Stander op, alle Mand!" sagde da Kongen, "og griber Palnatoke og hans Følgesvende, og dræber dem alle! thi nu er sønderbrudt alt Venskab mellem mig og Palnatoke, og al den gode Forstaaelse, som har været imellem os." Da sprang alle Mand i Hallen op, og der blev nu ikke mindre uroligt. Palnatoke fik sit Sværd draget, og lod det nu være sin første Daad, at han hug til sin Frænde Fjølner, og kløvede ham ned i Skuldrene. Men saa mange Venner havde Palnatoke der i Huustroppen, at ingen vilde anfalde ham; og de kom alle ud af Hallen undtagen en bretsk Mand af Bjørns Folk. Da de vare komne ud, og der savnedes een Mand af Bjørns Folk, sagde Palnatoke: "Det var det mindste man kunde have ventet; og lad os nu ile saa hurtig som mueligt ned til vore Skibe, thi nu er der intet andet for." "Ei vilde du saaledes have løbet fra din Mand," svarede Bjørn, "hvis du var i mit Sted, og det skal jeg heller ikke;" og han vendte strax tilbage ind i Hallen; og da han kom ind, kastede Kongens Folk den bretske Mand over deres Hoveder, og havde næsten, saa at sige, revet ham sønder. Dette blev Bjørn vaer, og han greb ham, kastede ham paa sin Ryg, og løb siden ud, og de ginge derpaa ned til deres Skibe. Dette gjorde Bjørn mest for at indlægge sig Berømmelse, thi han kunde vel vide, at Manden maatte være død, og det var ogsaa Tilfældet, at Manden døde, og Bjørn bar ham med sig; og de løb nu ned til deres Skibe, og grebe strax til Aarerne; men det var paa den Tid ganske bælmørkt om Natten og Blikstille; Palnatoke og Bjørn undkom saaledes med deres Folk, og standsede ingensteds, førend de kom hjem til Bretland. Men Kongen drog hjem til Hallen og alt Folket med ham, og fik ikke udført, hvad de vilde, og vare meget ilde tilfredse dermed. De begyndte derpaa igjen at drikke Arveøllet, og drog siden derfra, enhver til sin Hjemstavn.

 

23. Kapitel

Det fortælles nu, at Palnatokes Kone Olof næste Sommer derefter faldt i en Sygdom, hvoraf hun døde. Efter hendes Død syntes Palnatoke ikke længer om at være i Bretland, og han satte da Bjørn den Bretske til at styre dette Rige. Han drog derefter bort fra Landet med tredive Skibe, og agtede at drage i Vikingsfærd og paa Krigstoge. Han begav sig paa Veien, saasnart han var færdig, og hærjede samme Sommer paa Skotland og Irland, og forhvervede sig meget Gods og Berømmelse paa Krigstogene. Saaledes vedblev han nu tolv Somre efter hinanden og forøgede sine Rigdomme og sin Anseelse. Imedens han var paa disse Krigstoge, drog han en Sommer til Vindland, i den Agt ogsaa at hærje der; han havde da faaet ti Skibe til, saa at han i alt havde fyrretyve Skibe. I den Tid herskede over Vindland en Konge, som hed Burislaf. Han saae ikke gjerne Palnatokes Overfald, fordi han havde hørt om ham, at han næsten havde Seier alle Steder, hvor han hærjede, og han var den berømteste Viking paa den Tid, og han syntes at overgaae enhver anden i Viisdom og Forstand, saa at de fleste havde tungt ved at modstaae ham. Da Palnatoke nu var kommen der til Land, og Burislaf spurgte hans Ankomst, og hvad han agtede, sendte Kongen, inden nogen tænkte derpaa, sine Mænd til ham, bød ham til sig, og lod ham sige, at han vilde holde Fred og indgaae Venskab med ham. Til Indbydelsen føiede han, at han vilde give ham det Fylke eller Rige af sit Land, som hed Jom, for at han skulde tage fast Bopæl der, og dette Rige vilde han give ham, fornemmelig for at han skulde være forpligtet til at forsvare Kongens Land og Rige. Dette Tilbud modtoge, som der fortælles, Palnatoke og alle hans Mænd; og han lod strax der i sit Rige anlægge en stor og stærk Søborg, som siden blev kaldt Jomsborg. Oppe i denne Borg lod han gjøre en Havn, der var saa stor, at der i samme kunde paa een Gang ligge tre hundrede Langskibe, saa at alle vare indelukkede i Borgen. Den var indrettet med megen Kunst ved Indløbet; der vare anbragte Porte paa den, og en stor Steenhvælving oppe over, og foran Aabningerne vare Jerndøre, der vare laasede indenfra, og oppe paa Steenhvælvingen var bygget et stort Kastel, hvori der vare Valslynger. Den ene Deel af Borgen laae ud i Søen; de Borge, som ere saaledes byggede, kaldes Søborge; og saaledes var Havnen indenfor Borgen.

 

24. Kapitel

Dernæst gav Palnatoke efter vise Mænds Raad Love der i Jomsborg, for at der kunde samles flere til, end der tilforn vare: I Palnatokes Samfund maatte ingen Mand optages, som var ældre end halvtredsindstyve Aar, og ingen yngre end atten Aar, derimellem skulde alle være. Aldeles ingen Mand maatte være der, som veg for en lige stridbar og lige udrustet Mand. Alle, som gave sig i deres Samfund, skulde give fast Løfte om, at de skulde hævne hverandre, som Bordfæller eller Brødre. For alting maatte ikke nogen udbrede onde Rygter imellem Folk, og naar nogen Tidende spurgtes dertil, da maatte ingen være saa ubesindig at fortælle den, thi Palnatoke skulde først fortælle alle Tidender. Og hvis nogen fandtes at handle imod det, som nu er opregnet, og at overtræde disse Love, da skulde han strax udvises og forjages af deres Samfund. Og om der optoges nogen, der havde dræbt een af de førhen Optagnes Broder eller Fader eller nogen af hans Nærpaarørende, og det blev opdaget, efterat han var optagen i Samfundet, da skulde Palnatoke fælde Dom i denne Sag. Aldeles ingen Mand maatte have en Kvinde hos sig i Borgen, og ingen maatte uden Palnatokes Befaling eller Tilladelse være længer end tre Nætter borte fra Borgen. Alt det Bytte, som de gjorde i Krigen, skulde, hvad enten det var lidet eller stort, bæres til Stangen at skiftes, saa og alt, hvad der kunde vurderes til Penge, og hvis det befandtes om nogen , at han ikke havde iagttaget dette, da skulde han drage bort derfra, hvad enten han var en større eller ringere Mand. Ingen maatte ængsteligt Ord mæle, eller nogen Ting frygte, hvor farlig den end saae ud. Ingen Forhandling maatte nogen have med dem, som vare i Borgen, men Palnatoke skulde fastsætte og bestemme alt, ligesom han vilde. Slægtskab eller Venskab skulde ikke komme i Betragtning, om nogen, som ikke svarede til disse Bestemmelser, ønskede at optages; og om end nogle af de Mænd, som forud vare der, indbøde saadanne did, der ikke svarede til Bestemmelserne, da skulde det dog ikke nytte dem noget. De sade nu saaledes i Borgen i god Fred, og holdt vel deres Love. De fore hver Sommer bort fra Borgen, hærjede paa forskjellige Lande, og vandt megen Berømmelse; de bleve anseete for de ypperste Krigere, saa at næsten ingen i den Tid holdtes for deres Jævnlige, og de bleve fra den Tid bestandig kaldte Jomsvikinger.

 

25. Kapitel

Om Kong Svend er det nu at fortælle, at han i alle Henseender behandlede Palnatokes Søn Aage paa det Bedste, som om de bestandig havde været i god Venskabs Forstaaelse, og skjønt der var kommet noget imellem dem, lod Kongen dog ikke Aage undgjelde det, men agtede meget paa deres Fostbrødrelag. Aage boede i Fyen, og herskede der over de Eiendomme, hvilke hans Fader, som før blev fortalt, havde overdraget ham.

 

26. Kapitel

I Sagaen nævnes en Mand, ved Navn Vesete, der herskede over det Fylke, som kaldes Bornholm; hans Kone hed Hildegun; de havde tre Børn, som omtales her i Sagaen, nemlig to Sønner, Bue med Tilnavnet hin Digre eller den Tykke, og Sigurd, som kaldtes Sigurd Kappe, og en Datter ved Navn Thorgunna; hun havde nogle Aar, førend dette skete, været gift. Kong Svend beilede nu til hende for Palnatokes Søn Aage, og hun blev gift med ham, og de havde ikke været længe sammen, inden de fik en Søn, som blev kaldt Vagn. I den Tid herskede over Sjælland en Jarl, som hed Harald, og blev kaldt Strut-Harald, fordi han havde en Hat, hvorpaa der var en stor Strut eller Kokarde, som var forfærdiget af brændt Guld, og saa stor at den vog ti Mark Guld, og deraf fik han det Navn, at han blev kaldt Strut-Harald. Jarlens Kone hed Ingegerd; de havde tre Børn, som nævnes her i denne Saga, nemlig to Sønner Sigvald og Thorkel med Tilnavnet Thorkel den Høie, og en Datter ved Navn Tofa. Palnatokes Søn Aage boede i Fyen i megen Hæder og Anseelse, og Vagn voxte op der hjemme hos sin Fader, indtil han var nogle Aar gammel. Om ham fortælles der, at, saasnart hans Sindelag begyndte at vise sig, var han vanskeligere end alle andre, som havde opvoxet der; i sine Sæder og i hele sin Adfærd var han ogsaa saaledes, at man neppe kunde komme ud af det med ham. Ogsaa fortælles det, at Vagn i sin Opvæxt stundom opfødtes hjemme, men stundom var han paa Bornholm hos sin Bedstefader Vesete, fordi han var saa uregjerlig, at næsten ingen syntes at kunne komme ud af det med ham, eller tvinge ham med Magt. Af alle sine Frænder kunde han bedst lide Bue, og hvad han sagde, agtede han mest, fordi han var ham kjærest; men aldrig gjorde han det, som hans andre Frænder sagde, hvad det end var, hvis han selv ikke syntes derom. Han var den skjønneste og mest velvoxne Mand, man kunde see, særdeles fortrinlig i Legemsfærdigheder, og tidlig udmærket i alt. Hans Morbroder Bue var uomgængelig og som oftest meget tavs, men heftig af Sind, han var saa stærk, at man ikke ret kjendte hans Kræfter. Bue var ikke nogen smuk Mand, men dog var han anseelig og stormodig, og var i alle Henseender en stor Helt. Hans Broder Sigurd Kappe var en smuk, beleven og rask Mand, men dog ogsaa vanskelig at omgaaes og meget faatalende. Strut-Haralds Søn Sigvald var meget bleg, og havde en styg Næse men deilige Øine, og var høi af Væxt og rask af Udseende. Hans Broder Thorkel var den høieste af Mænd; han var derhos stærk og forstandig, og saa vare de begge.

 

27. Kapitel

Det fortælles nu, at Sigvald og hans Broder udrustede to Skibe til Bortreise, i den Agt at drage til Jomsborg, og forsøge om de kunde blive optagne der, og de spurgte nu deres Fader Harald Jarl til Raads, om han fandt det tilraadeligt, at de gave sig i Jomsvikingernes Samfund. Han svarede, at han kunde ikke andet end tilraade, at de droge derhen, og søgte at vinde Hæder og Anseelse: "og det er nu paa Tide," føiede han til, "at I Brødre forsøge eder, om I ere duelige til noget." De bade ham om Reisepenge og Fødevarer, men han svarede, at eet af to maatte skee, at de enten selv maatte skaffe sig Fødevarer, og hvad andet de behøvede til Reisen, eller de skulde slaae sig til Ro, og ingensteds fare. De begave sig imidlertid ligefuldt paa Veien, skjønt deres Fader Harald intet vilde forstrække dem med. De havde to Skibe og hundrede Mand, hvilket Mandskab de udrustede paa det bedste; siden seilede de deres Kaas, indtil de kom til Bornholm. De troede da at behøve Kvæg og andre Fødevarer, og de toge derfor den Beslutning, at de gjorde Landgang, og plyndrede, og de opbrøde Vesetes rigeste Gaard, røvede alt Godset, og bare det ud paa deres Skibe. De fore derpaa deres Vei bort, og om deres Færd veed man dernæst intet videre at fortælle, førend de kom til Jomsborg. De lagde til udenfor Borgporten; men Palnatoke pleiede bestandig, naar nogen ankom til Borgen, at gaae med betydeligt Mandskab op i det Kastel, som var bygget over Indløbet til Havnen, og derfra pleiede han at tale med dem, som vare ankomne. Dette gjorde han ogsaa nu, da Sigvalds Ankomst blev ham mældt, han gik med betydeligt Mandskab op i Kastellet, og spurgte derfra, hvo der styrede de Skibe og Folk, som vare ankomne. Sigvald svarede ham: "To Brødre styre dem," sagde han, "Strut-Harald Jarls Sønner; jeg hedder Sigvald, og min Broder Thorkel; men vort Ærende hid er, at vi ønske at optages blandt eder tilligemed de Mænd i vor Hær, som I finde duelige dertil." Palnatoke svarede vel paa deres Andragende, men raadførte sig dog desangaaende med sine Stalbrødre Jomsvikingerne, og sagde at han kjendte deres Herkomst, og vidste at de vare af god Byrd. Jomsvikingerne bade Palnatoke raade derfor, som ham selv syntes, og sagde, at hans Villie var ogsaa deres Raad. Derefter blev da Jomsborg lukket op, og Brødrene roede op i Borgen, og da de vare komne der, skulde deres Mandskab prøves, ligesom det var bestemt i Jomsvikingernes Love. Dette skete nu ogsaa, at deres Mandskab blev prøvet, om de befandtes at have Raskhed og Mandighed til at træde i Jomsvikingernes Samfund og være underkastede de Love, som gjaldt der. Men saa faldt Prøven ud, at Halvdelen af deres Mandskab blev antagen af Jomsvikingerne, men den anden Halvdeel sendte de tilbage. Sigvald og hans Broder Thorkel og tresindstyve Mand med dem bleve nu antagne, og indførte i Jomsvikingernes Samfund; ingen stode høiere i Anseelse hos Palnatoke end disse Brødre, og saaledes forløb nu en Tid.

 

28. Kapitel

Om Vesete er dernæst at fortælle, at han fik snart at høre, at hans rigeste Gaard var plyndret; han tog da først den Beslutning, at han stillede sine Sønner tilfreds, og holdt dem tilbage fra al Hidsighed og Selvhævn, og drog selv til Kong Svend, og fortalte ham, hvorledes Haralds Sønner havde baaret sig ad, at de havde plyndret ham og ødelagt hans rigeste Gaard. Kongen svarede: "Jeg giver dig det Raad," sagde han, "at du for det første skal lade alt være roligt; jeg vil imidlertid sende Bud til Strut-Harald, og lade forespørge hos ham, om han vil give Erstatning for sine Sønners Brud, saa at du kan staae dig derved, og jeg vil, at du skal dermed være tilfreds." Vesete drog nu hjem med saa forrettet Sag, men Kong Svend lod strax stikke Bud efter Harald Jarl, og bad ham komme til sig. Jarlen unddrog sig ikke fra Reisen, men begav sig til Kongen, hvor han blev vel imodtagen. Kongen spurgte ham, om han vidste, hvad Forurettelse hans sønner havde tilføiet Vesete; han sagde, at han ikke vidste det nøie. Kongen fortalte ham da, at de havde udplyndret hans rigeste Gaard, og han bad ham nu at give Erstatning for det røvede Gods, og tilføiede, at Sagen dermed skulde være endt. Men Jarlen svarede, at han endnu ikke havde Penge til at give i Bøder for, at unge Mennesker havde taget sig nogle Køer eller Faar til Føde. "Saa kan du nu drage hjem igjen," sagde Kongen, "og jeg har nu sagt dig min Villie, men jeg vil dog sige dig forud, at du maa selv vogte dig og dit Gods for Vesetes Sønner, og jeg vil nu ingen Deel tage i eders Forhandlinger, da du ikke vil gjøre det, som jeg raader til, men kun hvad du selv synes, og det aner mig, at det er en slet Beslutning." Harald Jarl svarede, at han skulde nok selv vogte sig derfor, og ingenlunde tilregne Kongen det. "Jeg er heller ikke," tilføiede han, "i nogen Maade bange for Vesete og Hans Sønner." Derefter drog Harald Jarl hjem, og om hans Færd fortælles der ikke, at noget hændtes paa samme.

 

29. Kapitel

Det er dernæst at fortælle, at Vesete og hans Sønner spurgte Harald Jarls og Kong Svends Samtale, og ligesaa, hvad Udfald den havde faaet, og hvad Kongen havde sagt til Jarlen, da denne drog bort. Vesetes sønner agtede nu at gjøre noget ved den Sag, og udrustede tre Skibe, som alle vare store, og besatte dem med to hundrede Mand, hvilket Mandskab de udrustede paa det bedste. De droge derpaa lige til Sjælland, hvor de udplyndrede tre af Harald Jarls rigeste Gaarde, og efter det fore de hjem igjen med det meget Bytte, som de nu havde gjort; Det blev snart berettet Strut-Harald Jarl, at hans tre rigeste Gaarde vare udplyndrede, og han tænkte nu paa, hvad Kongen havde spaaet ham. Han sendte da strax Mænd til Kongen, om han nu vilde tage sig af at forlige dem, og sagde at han nu gjerne ønskede, at han skulde dømme i Sagen. Men Kongen svarede saaledes: "Harald Jarl kan nu følge sit eget gode Raad, eftersom han ikke vilde følge mit Raad, da vi talte om denne Sag, og da var der mindre at tale om, end der nu er; lad ham kun nu raade sig selv, og jeg vil ingen Deel have deri." Jarlens Udsendinge droge derpaa hjem igjen, og berettede Jarlen, hvad Kongen havde svaret. "Vi komme da til at følge vort eget Raad," sagde Jarlen, "om Kongen vil sidde rolig imedens." Harald Jarl skaffede sig nu ti Skibe og Mandskab til samme, og udrustede dem paa det bedste. Med denne Flaade drog han lige til Bornholm; der gik de i Land, og udplyndrede tre af Vesetes Gaarde, som ikke vare ringere end dem, Vesetes sønner havde udplyndret. Harald Jarl vendte nu tilbage til Sjælland med dette Gods, og tyktes nu, at han havde hævnet sig godt i denne Færd. Det fortælles nu, at der ikke forløb lang Tid, inden Vesete spurgte dette, al den Skade, som han havde lidt paa sit Gods, og han fattede da den Beslutning, at han drog strax til Kong Svend, som tog vel imod ham. Nu fremførte Vesete sin Sag for Kongen, og androg den paa denne Maade: "Du maa have spurgt, Herre!" sagde han, "at der en Tid har hersket stor Uenighed imellem mig og Strut-Harald Jarl, og jeg frygter for, at Ufred deraf vil opstaae mellem selve Landets Indbyggere, hvis du ikke vil lægge dig derimellem, og det kan hændes, at det senere hen vil blive vanskeligere, end det nu er, thi begge Parter ere eders Mænd, Herre!" Kongen svarede paa denne Maade: "Jeg skal snart drage til det Thing, som kaldes Isørething, did vil jeg byde Harald Jarl, og I skulle da indgaae Forlig efter gode Mænds Raad og vor Bestemmelse, og det maa nu være bedst for Jarlen, at vi afgjøre denne Sag efter som os synes bedst, allerhelst da det forekommer os, at du farer vel med din Sag." Derefter drog Vesete hjem, og nu forløb den Tid, til Kong Svend skulde med sit følge drage til Thinget. Kong Svend havde halvtredsindstyve Skibe med sig, og saa betydelig en Magt, fordi han havde besluttet, ene at afgjøre hele Sagen imellem dem. Harald Jarl havde ikke langt til Thinget, og han havde ikke mere end tyve Skibe. Vesete drog ogsaa til Thinget, og havde allene tre Skibe. Det fortælles ogsaa, at hans sønner Bue Digre og Sigurd Kappe ikke fulgte ham. Da nu Kongen, Jarlen og Vesete vare komne til Thinget, reiste Vesete sine Telte nede ved Søen ved det Sund, som løber ind til Thingstedet. Strut-Harald Jarl derimod havde opslaaet sine Telte længere oppe fra Søen, og derimellem leirede Kongen sig. Ud paa Aftenen bleve de fra Thinget af vaer, at der kom ti Skibe seilende fra Harald Jarls Bopæl, og da de nærmede sig did, bleve Skibene lagte for Anker, og Anførerne gik op med deres Mandskab fra Skibene i Land; de begave sig strax hen paa Thinget. Disse Mænd kjendtes strax, og man saae, at Vesetes sønner Bue og Sigurd vare komne. Bue hin Digre var meget prægtig klædt, thi han var da iført Harald Jarls Klædning, som var saa kostbar, at den var besat med tyve Mark Guld. De havde ogsaa frataget Jarlen to Guldkister, som vare saa fulde af Guld, at der i hver af dem var ti hundrede Mark. Jarlens Hat havde Bue Digre paa sit Hoved; den var smykket med ti Mark Guld. Fuldt væbnede og med fylket Mandskab ginge disse Brødre rask frem paa Thinget; og da de vare komne der, tog Bue til Orde, og opfordrede til Tavshed, og da han havde faaet Ørenlyd, talte han saaledes til Strut-Harald Jarl: "Det er nu mit Raad, Jarl!" sagde han, "hvis du har noget Kjendskab til dette Smykke, som du seer skinne her paa os, at du nu uden Feighed søger at faae det tilbage, om du tør, og der er nogen Daad i dig, thi længe har du forurettet os Frænder; jeg er nu ganske færdig til at slaaes med dig, om du besidder noget Mandemod." Kong Svend hørte Bues Ord, og indsaae, at hans Værdighed vilde lide derunder, hvis han tillod dem at slaaes der paa Thinget, og ikke gik imellem dem, da han havde saa fast bestemt, at de skulde forliges der paa Thinget; Kongen tog da den Beslutning, at han gik imellem dem, saa det ikke kom til Strid, og ved hans kraftige Mellemkomst kom det tilsidst saa vidt, at begge Parter maatte tilstæde Kongen at dømme imellem dem, som han vilde; dog betingede Bue sig i Forliget, at han vilde aldrig give Slip paa Jarlens Guldkister eller nogen af hans Prydelser, men han bad Kongen at raade for alt andet, som han vilde. Kongen svarede: "Du Bue!" sagde han, "du bliver os haard, lad din Fordring gaae igjennem i Henseende til Guldkisterne, og for dem skal Jarlen have saa meget andet Gods, at han tykkes holden der ved; men du kommer til, Bue Digre!" sagde han, "at overgive Jarlen sine Prydelser, som du har taget, og ikke gjøre ham saa megen Vanære eller Beskæmmelse, at han ikke skulde faae sin Hædersdragt tilbage." Udfaldet blev da, at Kongen kom til at raade, og Bue afførte sig Klæderne. Grunden til, at Kongen stod mest paa, at Jarlen skulde have sine Stadsklæder tilbage, var den, at Jarlen holdt det for størst Beskæmmelse for sig, at han ikke beholdt sine kostbare Klæder. Og de bleve nu enige om, at Kongen skulde saaledes afgjøre det imellem dem i Henseende til Kostbarhederne, som han nu havde bestemt, og ligeledes afgjøre hele den øvrige Sag, saaledes som han fandt det billigst for begge Parter. Og derpaa afsagde Kongen den endelige Afgjørelse, begyndte med den bestemmelse, som han forud havde sigtet til, at Bue skulde strax tilbagegive Jarlens kostbare Klæder, men selv beholde begge Guldkisterne, for fuldkommen at blive forligt med Jarlen; de skulde ogsaa godtgjøre Strut-Harald Jarl de tre Gaarde, som vare udplyndrede; "men han skal derimod," sagde han, "eder til Hæder gifte sin Datter Tofa med Sigurd Kappe, og disse Gaarde skulle være hendes Medgift, og I skulle ikke paa anden Viis gjengjelde Gaardenes Udplyndring, end at I skulle selv tage dem i Besiddelse." Paa denne Maade afgjorde Kongen Sagen, fordi han troede at vente, at de da vilde blive fuldkommen enige, og Forliget vilde kunne holde sig længst imellem dem naar de kom i Svogerskab sammen. Baade Vesete og hans Sønner vare meget veltilfredse dermed, og Vesete overgav Sigurd Trediedelen af alle sine Eiendomme, men især Sigurd glædede sig meget ved det Giftermaal, som var ham bestemt. De forligtes nu saaledes, og droge strax fra Thinget til Strut-Harald Jarl, hos hvem Brylluppet strax skulde holdes. Did kom ogsaa, som rimeligt var, Kongen selv tillige med Vesete og hans Sønner, og Sigurds og Tofas Bryllup blev nu holdt med megen Pragt og Høitidelighed. Efter Gildet drog Kongen hjem, hædret med anseelige foræringer, og ligeledes de andre Gjæster. Vesete og Hans Sønner droge nu ogsaa hjem til Bornholm, og Jarlens Datter Tofa fulgte med dem; det var nu roligt en tid, og der herskede god Fred imellem dem alle.

 

30. Kapitel

Kun en kort Tid havde Brødrene været hjemme hos deres Fader, inden Bue Digre lod sig forlyde med, hvad han havde i Sinde, at han nemlig agtede at drage til Jomsborg og søge sig Hæder og Berømmelse. Hans Broder Sigurd vilde ogsaa drage med ham, uagtet han nylig var bleven gift, og Brødrene beredte sig til at drage bort, og udrustede to Skibe og hundrede (8) Mand, og agtede at gjøre aldeles, ligesom Strut-Harald Jarls Sønner Sigvald og Thorkel før dem havde gjort. De fore dernæst lige til Jomsborg, og lagde strax til ved Steenhvælvingen udenfor Indløbet til Havnen. Da Høvdingerne i Borgen bleve deres Ankomst vaer, ginge Palnatoke, Sigvald og Thorkel Høie frem paa Steenhvælvingen, og Sigvald kjendte Mændene, som anførte Skibene. Bue fremførte da sit Ærende, og sagde, at han vilde give sig i Jomsvikingernes Forbund, og ligesaa vilde hans Broder og alt deres Mandskab, hvis Palnatoke vilde tage imod dem. Men Sigvald tog til Orde: "Hvorlunde have I og min Fader Strut-Harald afgjort eders Sag?" sagde han, "inden I forlode Landet." "Saa meget er der foregaaet imellem os," svarede Bue, "at det vil udgjøre en vidtløftig Fortælling, men Udfaldet paa det Hele blev, at Kong Svend afgjorde hele Sagen imellem os, og alle de Forhandlinger, som vi havde med hinanden, vil jeg ikke i Korthed kunne opregne, men forligte ere vi nu." Da talte Palnatoke til sine Stalbrødre Jomsvikingerne: "Ville I vove paa," sagde han, ”om disse Mænd sige sandt eller ikke, men meget tilbøielig er jeg til at tage imod dem, thi jeg venter, at det vil vise sig, at der i vor Trop ere faa saadanne, som de ere." Jomsvikingerne svarede ham: "Vi ønske at du optager disse Mænd i vort Forbund, om dig saa synes, men kommer der siden noget, dem angaaende, for Dagen, som vi nu ikke vide, da skal det, som andet, være underkastet din Dom." Derefter blev Jomsborg lukket op, og Bue og Sigurd lagde deres Skibe ind i Havnen. Dernæst blev deres Mandskab prøvet, og firsindstyve Mand holdt sig i Prøven, men fyrretyve droge tilbage hjem til Danmark. Alle Høvdingerne, baade de som til forn ere nævnte, og disse som nu kom til, vare nu sammen i Borgen, og vare gode Venner. De hærjede nu den ene Sommer efter den anden paa forskjellige Lande, og forhvervede sig baade Rigdom og megen Berømmelse, og skjønt der ikke i denne Fortælling er berettet om de store Bedrifter, som de udførte, er det dog et almindeligt Ord, at man aldrig har fundet større Helte eller Kæmper end Jomsvikingerne, og vi troe, at deres Lige have neppe nogensinde været til; men hver Vinter opholdt de sig i Rolighed i Jomsborg.

 

31. Kapitel

Nu er at fortælle om Vagn Aagesøn, at han voxte op hjemme hos sin Fader i Fyen, men opholdt sig stundum hos sin Bedstefader Vesete. Han var saa vild og uregjerlig i sin Opvæxt, at det fortælles som det bedste Kjendemærke paa hans Sindelag, at, da han var ni Aar gammel, havde han dræbt tre Mennesker. Han var nu hjemme, indtil han var tolv Aar gammel, og det var da kommet saa vidt, at Folk neppe troede længer at kunne udholde hans Heftighed og Overlast; han blev ogsaa saa udædisk, at han ingen Ting vilde skaane. Hans Frænder vidste ingen Udveie i denne vanskelige Sag; og man tog da den Beslutning, at hans Fader Aage gav ham et halvt Hundrede Mand og et Langskib, og ligesaa meget Mandskab gav hans Bedstefader Vesete ham og derhos et andet Langskib; ingen af de Mænd, der fulgte ham, var ældre end tyve, og ingen yngre end atten Aar, undtagen Vagn selv, som var tolv Aar gammel. Han forlangte ikke mere, end nu er sagt, hundrede Mand og to Langskibe, og sagde, at han behøvede ikke flere, og at han selv skulde skaffe sig Levnedsmidler, og hvad andet han havde nødig.

 

32. Kapitel

Vagn drog nu hjemmefra med dette skjønne Mandskab; de kom strax til at trænge til Levnedsmidler, men Vagn var ikke meget raadvild, skjønt han var ung; han foer nu langs med Danmarks Kyster med væbnet Magt, og hug Strandhug (9) uden Skaansel, saa meget som han behøvede; han røvede baade Klæder og Vaaben, og han holdt ikke op, før han hverken fattedes Vaaben og Klæder eller Levnedsmidler; han seilede derpaa bort fra Danmark, efter at have ladet de Danske skaffe sig alle disse Fornødenheder, og han havde nu alt i Overflødighed, hvad han behøvede til disse to Skibe. Han drog nu ligetil Jomsborg, og kom der tidlig om Morgenen ved Solens Opgang. Han lagde strax Skibene udenfor til Steenhvælvingen, men Borgens Høvdinger Palnatoke og Sigvald, Thorkel, Bue og Sigurd begave sig, saa snart de bleve Skibene vaer, op i Kastellet, som de pleiede, og spurgte derpaa om, hvo der vare komne. Vagn spurgte igjen, om Palnatoke var i Kastellet; han svarede, og sagde, at den Mand, som var kommen at tale med ham, bar dette Navn: "Men hvilke ere disse Mænd," sagde han, "som føre et saa mandigt Væsen." Vagn svarede; "Ei vil jeg fordølge dig mit Navn, jeg hedder Vagn, og er en Søn af Aage i Fyen, og eders Nærpaarørende; og jeg er kommen Her, for at give mig i eders Samfund, da man fandt mig vanskelig at komme til Rette med hjemme, og mine Frænder syntes at have faaet nok af det, skjønt jeg nu drog bort derfra." "Troer du da, Frænde!" sagde Palnatoke, „at du vil her blive holdt for at være let at have med at gjøre, da man hjemme vanskelig kunde komme ud af det med dig?" Vagn svarede: "Løiet er for mig, Frænde!" sagde han, "om du ikke vil kunne styre mit Sind saaledes, at jeg kan være i raske Mænds Samfund, og jeg venter, at du vil hæderlig modtage os, da vi ere komne til eder." Da raadførte Palnatoke sig med Jomsvikingerne: "Tykkes det eder raadeligt," sagde han, ”at vi tage imod min Frænde Vagn eller ikke?" ”Det er mit Raad," svarede Bue Digre, "skjønt Vagn af sine Frænder agter mig høiest, at vi aldrig skulle tage imod ham, og at han aldrig skal komme indenfor Borgen." Palnatoke henvendte sig derpaa til Vagn, og sagde: "Mændene her i Borgen modsætte sig din Optagelse, Frænde! og det end ogsaa dine Frænder, som nøie kjende dig." Vagn spurgte videre: "Ville de Mænd, som staae hos dig, vedgaae det, at de ikke ville antage mig? mindst havde jeg ventet det af min Frænde Bue, at han vilde ved kjende sig den Mening." "Saa er det dog," svarede Bue, "at jeg ikke raader til, at I optages, snarere fraraader jeg det, men dog vil jeg, at Palnatoke skal raade derfor." "Men hvad stemme Strut-Haralds Sønner'" vedblev Vagn, "det ønsker jeg at vide." "Det driste vi os dog til at sige," sagde Sigvald, ”at det er vort bestemte Ønske, at du aldrig kommer i vor Flok." Nu tog Palnatoke igjen Ordet: "Hvor gammel er du, Frænde!" spurgte han. "Derom skal jeg ikke lyve," sagde han, "jeg er tolv Aar gammel." "Ja!" sagde Palnatoke, "da kan du ikke komme i vort Forbund, da du ikke nær har den Alder, som vi have bestemt, for at kunne optages i vort Samfund her i Jomsborg, og det forhindrer altsaa, at du kan være her hos os." Vagn svarede: "Ei agter jeg, at du for min Skyld skal bryde dine Love, men da ville de mindst kunne siges at være brudte, om jeg er som een, der alt har fyldt sine atten Vintre eller mere." "Det er bedre, Frænde! at du opgiver dette forsæt," sagde Palnatoke, "jeg vil heller sende dig over til Bretland til Bjørn den Bretske, og for vort Slægtskabs Skyld vil jeg give dig Hælften af mit Rige i Bretland til Eiendom og Bestyrelse." ”Vel tykkes mig dette budet, Frænde!" sagde Vagn, "men dog vil jeg ikke antage dette dit Tilbud." "Hvad vil du da, Frænde!" sagde han, "om du ikke vil antage det, som jeg nu byder dig, thi jeg mener, at jeg gjør dig et godt Tilbud." "Alligevel vil jeg dog ikke antage det," svarede Vagn, "skjønt Tilbudet er godt og passende for en Frænde." "Hvad agter du da, Frænde!" spurgte Palnatoke videre, "med din Heftighed og Paastaaenhed, om du ikkke vil modtage saadanne Tilbud?" "Det skulle I nu faae at vide, Jomsvikinger!" sagde Vagn, "hvad jeg har i Sinde, jeg vil udbyde Strut-Harald Jarls Søn Sigvald, at vi skulle prøve en Dyst sammen, og slaaes med lige meget Mandskab paa begge Sider; han skal lægge ud af Borgen med to Skibe og hundrede Mand, og vi skulle dernæst prøve hinanden, hvo af os der først trækker sig tilbage, og hvo der gaaer af med Seiren i vort Skifte; og saa skal det være en Aftale imellem os, at, hvis det gaaer saa, at de vige tilbage og undflye, da skulle I være forpligtede til at tage imod os, og tillade os at være hos eder i Jomsborg; men hvis vi faae den Lod, som jeg venter vil komme over Sigvald, da skulle vi drage bort, og have I da ikke nogen Forbindtlighed mere i den Sag. Men ei udfordrer jeg eder med ringere Ord, end at slaaes maa Sigvald Jarlsøn med os, hvis han tør, og hvis han er en uforsagt Mand, og hvis han har Mandemod og ei er feigere end det usleste Kryb." Nu svarede Palnatoke: "Det seer ud til at blive noget mærkeligt," sagde han, "hvad denne unge Mand vil foretage sig, og nu kan du høre, Sigvald! hvor lidet han skaaner dig i Udfordringen, skjønt du er en Jarls Søn, og det tykkes mig, at man kan vente, at du vil komme i en fuld Prøve, inden du faaer endt Striden med denne min Frænde. Men eftersom Udfordringen er saa bestemt og heftig fremført, da vil du neppe holdes for en brav Mand, naar du ikke forsøger dig med dem, thi der er talt alt for meget, til at du kan undslaae dig; det er derfor det bedste, at I lægge imod dem, og gjører det første Anfald paa dem saaledes, at de kunne faae deres Overmod dæmpet! Men hvis det gaaer saa, at vor Frænde Vagn ikke bliver saa seiersæl, som han fører store Ord til, og det gaaer ham mindre heldig, da vil jeg dog byde enhver at vogte sig for at røre ham med Vaaben, thi det vil komme dem dyrt at staae, som gjøre det, og ubehageligt vil det være mig at see paa, at han bliver haardt medtagen, eller at nogen Skade tilføies ham, skønt han tykkes vanskelig at komme til Rette med; men det aner mig, Sigvald! at der nu vil blive sat en Prøve paa, hvad Mand du er i Strid, skjønt min Frænde endnu er ung." Derefter beredte Sigvald sig, og roede ud af Borgen med to Skibe, og, saasnart de mødtes, angrebe de hinanden og sloges, og det siges, at Vagn og hans Stalbrødre strax i Begyndelsen angrebe deres Modstandere med saa heftig en Steenregn, at Sigvald og hans Folk ikke kunde andet end dække og beskytte sig, og de havde dog nok at bestille dermed, saa hidsige vare disse unge Mænd; og saasnart Stenene gik op, lode de det ikke bie med Hugvaabnene, de holdt da Hugstrid, og brugte Sværdene med megen Mandighed. Men saa faldt Sagen omsider ud, at Sigvald trak sig tilbage, og flyede ind til Land, for at hente Stene. Men Vagn satte efter ham, og de mødtes nu paa Land, og Sigvald nødtes da til at vige, hvad enten han vilde eller ikke; der blev nu en anden Kamp, som var meget heftigere og skarpere end den forrige, og det siges, at ogsaa denne Kamp faldt Sigvald besværlig. Palnatoke og de andre Høvdinger stode i Borgens Kastel, og vare derfra Øievidner til, hvorledes Striden faldt ud for Sigvald. Vagn angreb nu Sigvald saa heftig, at han og hans Mænd vege ganske tilbage, lige til de kom til Borgen, men den var tillukket og laaset, saa at de ikke kunde komme ind i Borgen, og maatte da vende om, og enten forsvare eller overgive sig. Palnatoke og Jomsvikingerne saae nu, at een af Delene maatte skee, at enten vilde Vagn overvinde Sigvald og hans Mandskab, eller de maatte nødsages til at lukke Borgen op, for han kunde undslippe med Livet, thi flye kunde han ikke, og havde heller ikke villet, saadan en Mand som han var. Det blev da Udfaldet, at Palnatoke bød, at Borgen skulde lukkes op: "Du har, Sigvald!" sagde han, "neppe med din Lige at skifte, naar du strider mod denne vor Frænde, og det er nu det bedste, at standse denne Leg, thi den er nu prøvet tilfulde af eder, og vi kunne nu skjønne, hvad Mand enhver af eder er; og det er mit Raad," vedblev han, "hvis eder saa synes, at vi antage denne unge Mand og hans Mandskab, skjønt han er noget yngre, end det er bestemt i vore Love, og det venter jeg, at ikke een Mand her i vor Trop vil kunne faae Bugt Med ham, og saadanne Mænd kan man have godt Haab om for Fremtiden, og saadanne holde ikke Alting for at være stort og uoverkommeligt." De gjorde nu efter Palnatokes Ord, lukkede Jomsborg op, og standsede Kampen imellem dem, og Vagn blev nu med alle sine Mænd optagen i Samfundet. I denne Strid imellem Vagn og Sigvald faldt, ifølge Beretningen, tredive Mand paa Sigvalds Side, og ligesaa mange paa Vagns, men dog havde Vagn Anseelse for at have seiret i denne Træfning. Paa begge Sider vare ogsaa mange blevne saarede i Striden. Vagn var nu der i Jomsborg med alle Høvdingers Villie og Samtykke, thi deres Lov bød, at alle skulde være enige, naar det kom dertil, skjønt de forud havde været af forskjellig Mening. Det siges om Vagn, at han blev der i Jomsborg saa sagtmodig og sædelig, at ingen Mand der overgik ham i Besindighed, ligesaa lidt som nogen var behændigere i Legemsfærdigheder eller mere øvet i Ridderskab end han. Han drog bort, hver Sommer, styrede et Skib, og begav sig paa Krigstoge, og ingen af Jomsvikingerne var større Kæmpe end han i Striden. Saaledes gik det nu i tre Aar fra den Tid, da han blev optagen i Jomsvikingernes Forbund, at de hver Sommer laae ude paa Krigsskibe, og havde bestandig Seier, men om Vinteren var de hjemme i Jomsborg, og de vare nu navnkundige vidt omkring i Verden.

 

33. Kapitel

Udpaa Efteraaret det tredie Aar faldt Palnatoke i en Sygdom; den Gang var Vagn femten Aar gammel. Kong Burislaf blev da strax indbuden til Borgen, efterdi Palnatoke anede, at denne Sygdom vilde blive hans Død. Da Kongen kom til Palnatoke, talte denne saaledes til ham: "Det er min Anelse, Herre! at dette er min sidste Sygdom, og det er heller ikke usandsynligt, naar man tager Hensyn til min Alder; men det er mit Raad," vedblev han, "som jeg vil give eder, at der sættes en anden Mand i mit Sted til at være Høvding i Borgen og bestyre de Anliggender, som jeg tilforn har haft med at gjøre, saa at Jomsvikingerne blive her i Borgen, og fremdeles værne Landet for dig, ligefom vi hidtil have gjort; og det forekommer mig, at af dem, som kunne komme i Betragtning, fattes Sigvald mindst, imod mig at regne, i hvad der udfordres for at kunne styre Borgen og afgjøre Folks Sager, baade i Henseende til Klogskab og Raadsnildhed, og maa det synes eder noget ubesindigt, hvad jeg nu siger eder, at jeg troer det, skjønt jeg ikke tør sige det for vist, at alle fattes noget, i det jeg har været." Kongen svarede ham: ”Ofte have dine Raad været os gode," sagde han, "vi ville derfor ogsaa end følge dette, som du giver os, og det vil være os alle det bedste, men det er at befrygte, at vi nu ikke længe ville have Nytte af dig og dine Raad, og desto mere pligtige ere vi til at følge det sidste, og alle de gamle Love, som Palnatoke med forstandige Mænds Raad har givet her i Jomsborg, skulle fremdeles staae ved Magt." Det siges, at Sigvald var ikke meget uvillig til at antage den Post, som overdroges ham efter Kong Burislafs og Palnatokes Raad. Derefter gav Palnatoke sin Frænde Vagn det Halve af Riget i Bretland til Eie og Bestyrelse i Forbindelse med Bjørn den Bretske, og siden anbefalede han Vagn paa det bedste i alle Henseender til Jomsvikingerne og i Særdeleshed til Kongen; derom talte han meget, og viste derved, at han elskede sin Frænde Vagn høit, og at det var ham meget magtpaaliggende, at de skulde behandle Vagn vel. Kort derefter døde Palnatoke, og alle holdt det for et stort Tab, og her ender For tællingen om een af de bedste Helte.

 

34. Kapitel

Efter Palnatokes Død antog Sigvald Bestyrelsen over Jomsvikingernes Samfund, og det varede nu ikke længe, inden man afveg noget fra de forrige Vedtægter i Borgen, og Lovene bleve nu ikke overholdte med saa stor Nøiagtighed, som da Palntoke styrede Borgen; saaledes varede det nu ikke længe, inden kvinder vare i Borgen to eller tre Nætter efter hinanden, ligesaa vare ogsaa Mændene længere ude af Borgen, end det var bestemt i Loven; stundum forefaldt endogsaa i Borgen Slagsmaal imellem Folk og enkelte Drab.

 

35. Kapitel

Sigvald drog nu ud af Borgen, og begav sig til Kong Burislaf. Kongen havde tre Døtre, som ere nævnte i Sagaen: den ældste hed Astrid og var meget smuk og forstandig; den næstældste hed Gunhild, og den yngste Geira; hende ægtede Olaf Tryggvesson. Da nu Sigvald var kommen til Kongen, bød han ham to Vilkaar, at enten vilde han ikke blive i Jomsborg længer, eller han skulde give ham sin Datter Astrid til ægte. Hertil svarede Kongen ham: "Det havde jeg bestemt," sagde han, ”at jeg vilde have giftet hende til en Mand af en høiere Værdighed end du, men dog vil det være mig en Nødvendighed, at du ikke drager bort af Borgen; vi ville derfor alle i Forening overlægge, hvad der synes os raadeligst." Kongen gik nu til sin Datter Astrid, og spurgte hende, hvad hun syntes om dette Giftermaal, at hun blev gift med Sigvald; "og vil jeg," sagde han, "at vi tage en fornuftig Beslutning, for at Sigvald og Jomsvikingerne ikke skulle drage bort fra Borgen, thi jeg behøver særdeles meget deres Landeværn." Astrid svarede sin Fader: "Om jeg skal sige dig Sandheden, Fader!" sagde hun, "da vilde jeg aldrig ægte Sigvald; men dog skal du ikke afvise ham, men kun give ham Haab paa de Vilkaar, som jeg bestemmer: han skal, for at naae dette Giftermaal, sætte det igjennem, at han befrier Landet fra alle de Skatter, som hidtil have været betalte til den danske Konge, før han kommer i min Arm, eller ogsaa han skal skaffe den danske Konge Svend herhid, saa at du har ham i din Vold." Kongen fremsatte nu dette Forlangende for Sigvald, og derefter sluttede de en fast Aftale derom indbyrdes, at det skulde være udført inden tredie Juul; men, hvis Sigvald ikke til den Tid fik det sat igjennem, da skulde hele Aftalen være ophævet.

 

36. Kapitel

Sigvald drog nu efter dette hjem til Jomsborg; og samme Vaar seilede han med tre Skibe og tre hundrede Mand bort fra Borgen; han foer lige til, Sjælland, og traf der paa nogle Folk, af hvilke Han spurgte, at Kongen gjæstede oppe paa Landet ikke langt derfra. Og da han nu troede at have faaet Vished om, hvor Kongen opholdt sig, lagde han sine Skibe ved et Næs, hvor der ingen Skibe vare i Nærheden; det var ikke langt fra den Gaard, hvor Kongen gjæstede med sex hundrede Mand. Sigvald lagde sine Skibe saaledes, at Forstavnene vendte fra Land, og han lod det ene Skib forbinde ved det andets Bagstavn, og alle Aarerne lægge imellem Roertollene. Derpaa sendte Sigvald tyve paalidelige Mand til Kong Svend, og bød dem at sige til Kongen, at han ønskede at tale med ham i et nødvendigt Anliggende, men at han var syg og laae for Døden, og at han havde Ting at aabenbare ham, hvorpaa Kongens Liv beroede. De Udsendte begave sig nu til Gaarden, og gik ind i Hallen for Kongen, og deres Formand fremførte hele det Ærende, hvormed de vare sendte. Da Kongen hørte denne Tidende, begav han sig strax, tilligemed de sex hundrede Mand, som vare ved Gildet, ned til Stranden, for at tale med Sigvald. Da denne blev vaer, at Kongen kom, fortælles det, at han var paa det Skib, som var fjernest fra Land, og han laae nu i Sengen, og var meget afmægtig. Han bød da sine Mænd saaledes: Naar tredive Mand ere komne ud paa det Skib, som er nærmest Land, da skulle I, trække Bryggen bort fra Landet og op i Skibet, og sige, at man ikke maatte trænge saa heftig ud paa Skibene, at de ikke skulle synke under os; og jeg venter, at Kongen vil være imellem de forreste; men naar tyve Mænd ere komne paa det midterste Skib, da skulle I ligeledes der trække Bryggen ind." Det fortælles nu, at Kongen kom der med sit Mandskab, og spurgte efter Sigvald; man sagde ham, at han var meget afmægtig, og laae paa det yderste Skib; og han gik dernæst ud paa det Skib, som var nærmest ved Land, og siden fra det ene til det andet, indtil han kom til Sigvalds Skib. Hans Mænd fulgte efter ham, men Sigvalds Folk forholdt sig i alt, som han havde budet. Og da nu Kongen kom selv tiende ud paa det Skib, paa hvilket Sigvald laae, spurgte Kongen om, hvorledes Sigvald befandt sig, og man svarede ham, at han endnu kunde tale, men var dog yderlig afmægtig. Derpaa gik Kongen hen, hvor Sigvald laae, bøiede sig ned til ham, og spurgte, om han kunde høre, hvad han sagde, og hvad Tidende han kunde berette ham, hvorfor det var ham saa magtpaaliggende, at de talte sammen, som Sigvald havde sendt ham Bud. "Bøi dig lidt ned til mig, Herre!" sagde da Sigvald, "for at du bedre kan høre, hvad jeg siger, thi jeg taler kun sagte." Og da Kongen bøiede sig ned til ham, tog Sigvald med den ene Haand over hans Skuldre, men med den anden under hans Arme, og han var nu ikke saa ganske svag, og holdt ikke Kongen saa meget løst; i det samme raabte han til Skibsfolkene, at de skulde bruge alle Aarerne saa rask som mueligt; og de gjorde efter hans Bud, og roede nu bort saa hurtig de kunde; men de sex hundrede Mand stode tilbage paa Landet, og saae derpaa. Kongen tog nu til Orde, og sagde: "Hvad er det nu, Sigvald! vil du svige mig, eller hvad har du i Sinde? Jeg tykkes nu at forudsee, at der vil møde mærkelige Begivenheder, men jeg kan ikke vide, hvad Hensigten er med dette Foretagende." Sigvald svarede Kongen: "Ei vil jeg følge eder, Herre! men I skal nu fare med os til Jomsborg, og vi skulle vise eder al den Hæder, som vi formaae, og alle eders Mænd, som nu følger eder, skulle være velkomne hos os, og naar I komme til det Gilde, som vi have beredt for eder, da skulle I faae at vide, hvad Grunden er til alt dette; der skal du ene raade for alt, men vi skulle, som vor Pligt er, vise dig al Underdanighed og al den Hæder, som vi formaae." "Det maae vi nu tage til Takke med," sagde Kongen, "eftersom Sagerne nu staae." De seilede nu ligetil Jomsborg, og Sigvald viste Kongen den tilbørlige Agtelse, og Jomsvikingerne beredte et stort Gilde for ham, og kaldte sig alle hans Mænd. Sigvald sagde nu Kongen, hvad Aarsagen var til, at han havde ført ham bort fra Landet, at han nemlig havde beilet for ham til Kong Burislafs Datter: "Det var den smukkeste og fortrinligste Mø, jeg kjendte, og det foretog jeg mig af Venskab for eder, Herre! fordi jeg ikke vilde, at du skulde gaae glip af det Parti, som forekom mig at være det bedste." Alle Jomsvikingerne sandede dette med Sigvald, eftersom han forud havde bestemt. Kongen spurgte efter, hvad Møen hed. "Denne Mø," sagde Sigvald, "til hvem jeg har beilet for dig, hedder Gunhild, men til mig er Kongens anden Datter Astrid fæstet, men Gunhild bærer dog Fortrinnet i alt, som tilbørligt er. Du, Konge! skal blive her ved dette Gilde i Jomsborg, men jeg skal imidlertid drage til Kong Burislaf, og sætte Sagen igjennem for os begge, og du kan kun sikkert stole paa mig i hele din Sag, og jeg skal ogsaa svare til din Tillid." Derefter drog Sigvald til Kong Burislaf med hundrede Mand, og der blev anrettet et stort og anseeligt Gilde imod ham. Sigvald talte nu med Kongen, og sagde, at han nu var kommen, for at ægte Astrid, da han nu havde faaet det sat igjennem, som var betinget, at den danske Kong Svend var kommen til Jomsborg, og det stod nu ganske i deres Magt at gjøre ved ham, ifølge deres egen bedste bestemmelse, hvad de vilde, og han bad da Kongen og Astrid gjøre, hvad der forekom dem raadeligst og forstandigst. De talte nu sammen derom, og baade Kongen og hans Datter Astrid spurgte Sigvald til Raads, hvad han raadede til i denne Sag, Kong Svend betræffende. Sigvald svarede: "Jeg har udtænkt et Raad i denne Sag," sagde han, "jeg raader nemlig, at du skal gifte din Datter Gunhild med Kong Svend, og gjøre hans Hidreise hæderlig, men han skal, for at naae Giftermaalet, eftergive dig alle de Skatter, som du hidtil har været pligtig at yde ham; paa den Maade vil jeg søge at mægle imellem eder, og jeg skal nok see til at faae det sat igjennem, som jeg nu har sagt." Efter denne deres Samtale drog Sigvald tilbage med sit Mandskab, som bestod af hundrede Mand; og saa snart han kom til Kong Svend, spurgte denne strax, hvorledes Sagen havde gaaet. "Det beroer allene paa eder, Herre!" sagde han. "Hvorledes det," spurgte Kongen. "Saaledes," svarede Sigvald, "at, om du vil eftergive Kong Burislaf Skatterne, da gifter han dig sin Datter; du maa ogsaa tage det i Betragtning, Herre!" tilføiede Sigvald, "at alt, jo tilhører dig efter hans Død, og det er en større Hæder for dig, at du har en Svigerfader, som ikke er skatskyldig under nogen, thi de Konger ere altid ringere anseete, som yde Skat, end de som ingen have at yde." Saaledes talte Sigvald for Kong Svend paa mange Maader, for at faae ham til at synes vel om dette, og han manglede hverken Snildhed eller Veltalenhed. Det kom da, saa vidt, at Kong Svend syntes vel om at følge det Raad, som Sigvald gav, og ønskede meget, at Giftermaalet kunde komme i Stand. Denne Beslutning blev da tagen, og Bryllupstiden berammet, og begge Bryllupper skulde holdes paa een Gang. Da Tiden nu kom, droge alle Jomsvikingerne, og Kong Svend i Færd med dem, til Høitideligheden, og der blev nu holdt et i alle Henseender, saa prægtigt Gilde, at ingen mindedes, at der nogensinde havde været et anseeligere Gilde i Vindland. Det fortælles, at Brudene Gildets første Aften havde sidt Hovedtøi, saa at man ikke nøie kunde see dem i Ansigtet, men Morgenen derefter vare de muntre, og havde da aflagt det side Hovedtøi. Kong Svend betragtede da nøie begge Søstrrene, thi han havde ikke seet nogen af dem førend paa dette Gilde, og kjendte blot af Sigvalds Udsagn til Søstrenes Skjønhed og Belevenhed; og det siges nu at Kong Svend syntes allerbedst om den Kone, som Sigvald havde faaet, den Ræv, og fandt at hun var baade smukkere og mere beleven end hans Kone, og Kongen fandt nu, at Sigvald ikke fuldkommen havde faret med Sandhed, og at Sigvalds Venskab imod ham ikke havde været saa ærlig meent; og Kongen skuede nu, efter at have talt derom med sine Mænd, hele hans Anslag, men han lod sig dog, som Sagerne nu stode, ikke formærke dermed for Folket, men benyttede alt, saa meget som mueligt, til sin hæder og Anseelse, og trøstede sig ved, at den tredje Deel af Vindland nu tilkom ham efter Kong Burislafs Død. Efter at Gildet nu var endt, drog Kong Svend bort med sin Kone Gunhild, og havde tredive Skibe med sig derfra, og betydeligt mandskab og mange kostbarheder, men Sigvald drog med sin kone Astrid til Jomsborg. Nu afveges der meget fra de, Love, som i førstningen var givne af Palnatoke og andre vise mænd, hvilket jomsvikingerne selv mærkede, men de vare dog alle end en tid i borgen, og vare meget navnkundige.

 

37. Kapitel

Ikke længe derefter spurgtes en stor Tidende fra Danmark, at Sigvalds og Thorkels Fader, Strut-Harald Jarl var død. Deres Broder Heming var endnu ung, da dette skete, og Kong Svend ansaae sig derfor pligtig til at gjøre Arveøl efter Strut-Harald Jarl, hvis dennes sønner ikke kom hjem, eftersom Hemming var for ung til at bestyre Gildet. Han sendte da bud til Jomsborg til Brødrene Sigvald og Thorkel, at de skulde komme til Arveøllet; der skulle de træffes, og alle i Forening gjøre Gildet og sørge for Anretningen, for at det kunde blive saa anseeligt som mueligt efter saadan en Høvding, som deres Fader Strut-Harald Jarl havde været. Brødrene sendte strax Kongen Bud, at de vilde komme, og sagde, at Kongen kun skulde lade alle Anrettelser gjøre, som behøvedes til Gildet, og de lode sige, at det skulde være paa deres Regning, og bade ham tage af den eiendom som Strut-Harald havde besiddet, alt hvad der behøvedes. De fleste fandt det ikke raadeligt at drage did, da de havde Mistanke om, at Kong Svends Venskab til Sigvald og til alle Jomsvikingerne i Almindelighed ikke var at stole paa, efter hvad der var foregaaet imellem dem, skjønt de den Gang ikke ytrede noget fjendskab imod hinanden, men Sigvald og Thorkel Høie vilde bestemt reise, som de havde lovet, og ikke blive tilbage, og dem vilde alle de andre følge til Gildet. Og da Tiden nu kom, droge de bort fra Jomsborg med meget Mandskab, og havde hundrede og halvfjerdsindstyve Skibe. De seilede nu lige til Sjælland, hvor Harald Jarl havde regjeret. Der var Kong Svend forud, og havde ladet gjøre Anrettelser til Arveøllet, saa at alt var færdigt til samme; det var ved Vinterens Begyndelse. En stor Mængde Mennesker vare der forsamlede, og Gildet var meget anseeligt. Jomsvikingerne drak meget første Aften, og Drikken gjorde stærk Virkning paa dem. Da det nu havde gaaet saaledes en Tid, mærkede Kong Svend, at de alle bleve næsten ganske betagne af Drikken, saa at de bleve meget snaksomme og muntre, og toge ikke i Betænkning at tale meget, som de ellers aldrig vilde have sagt. Og da Kongen mærkede dette, tog han til Orde, og sagde: "Her er en stor Forsamling og megen Munterhed," sagde han, "og jeg vil nu foreslaae, at I begynde paa nogen ny Glædskab og Skjemt for Folkene, som kan være af Betydenhed og længe kan blive i Folks Minde." Sigvald svarede Kongen , og sagde: ”Det tykkes mig at være det bedste, herre!, at I begynder først; thi da vil man helst kunne vente, at Munterheden i Hallen vil forøges, og vi have alle at følge eder, og vi ville derfor alle samtykke i det, som I vil bestemme angaaende Maaden, hvorledes vi skulle opvække denne Munterhed." "Jeg veed," sagde Kongen, ”at det har været Skik ved kostelige Gilder og Sammenkomster, hvor raske Mænd have været samlede, at de have gjort høitidelige løfter sig til Skjemt og Berømmelse, og jeg synes nu vel om, at vi forsøge den samme Morskab, thi jeg venter vist, at saa meget som I Jomsvikinger i Berømmelse overgaae alle andre her i Verdens nordre Deel, saa meget mere mærkværdigt vil det blive, som I ville fremkomme med i denne Glædskab; og det vil vise sig heri som i andet, at I ere nu mere udmærkede end andre, og det er rimeligt, at Folk ville længe mindes det, som I fremsætte, men dog skal jeg ikke undslaae mig fra at begynde denne Skjemt, thi gjør jeg da det Løfte," sagde Kongen, ”at jeg, inden tre Aar ere forløbne, skal have uddrevet Kong Adelraad af hans Rige eller ogsaa fældet ham og saaledes erholdt Riget; og nu er Raden til dig, Sigvald!" vedblev Kongen, "og lad dit Løfte ikke blive ringere end mit!" "Saa skal det skee, Herre!" svarede han, "at jeg skal ogsaa sige noget: Det Løfte gjør jeg," vedblev han, "at jeg skal hærje paa Norge med det Mandskab, som jeg kan samle, og inden tre Aars Forløb have uddrevet Hakon Jarl af Landet eller dræbt ham eller i tredie Fald selv naae min Bane." Nu gaaer det godt," sagde Kong Svend, "og det Løfte er vel gjort, naar du udfører det derefter; ei er det umandig talt, Held være med dig, at du har talt dette, og udfør dette dit Løfte vel og mandigen! Nu er Raden til dig, Thorkel Høie!" vedblev Kongen, at du ogsaa skal gjøre et Løfte, og er det passende, at du lader det blive noget mandigt." ”Jeg har betænkt mit Løfte, Herre!" svarede Thorkel, "jeg gjør det Løfte, at jeg vil følge min Broder Sigvald, og ikke flye, iførend jeg seer Bagstavnen paa hans Skib; men, hvis han holder Slag paa Land, da gjør jeg det løfte, at jeg skal ikke flye, saa længe han er i Fylkingen, og jeg kan see hans Banner foran mig." "Vel er dette talt”, sagde Kong Svend, "og saa rask en Mand er du, at du tilvisse vil udføre det." "Nu, Bue Digre!", vedblev Kongen, "nu kommer det til dig, og det vide vi, at du vil komme frem med noget ret Mandigt." ”Det Løfte gjør jeg da," sagde Bue, "at jeg skal følge Sigvald i denne Færd saa vel som jeg har Manddom og Tapperhed til, og ikke flye, førend der staae færre tilbage end der ere faldne, og dog blive, saa længe Sigvald holder Stand." "Det gik, som vi formodede," sagde Kongen, ”at der vilde komme noget Mandigt fra din Haand; men nu er Raden til dig, Sigurd Kappe!" sagde Kongen, "ogsaa at sige noget efter din Broder Bue." ”Mit Løfte ere snart gjort, Herre!" sagde Sigurd, "det Løfte gjør jeg, at jeg skal følge min Broder Bue, og ikke flye, førend han er død, om Skjæbnen saa vil." ”Det kan man vente”, sagde Kongen, "at du vil udføre det saa vel som din Broder; men nu skal du til det, Vagn Aagesøn! "og vi ere meget begjærlige efter at høre, hvad løfte du gjør, thi I Frænder have gjennem flere Slægter været drabelige Folk." Vagn svarede, og sagde: "Det Løfte gjør jeg, at jeg skal følge Sigvald og min Frænde Bue paa denne Færd, og blive, saa længe Bue vil, om han er i Live; og til dette Løfte føier jeg endnu," sagde han, ”at, om jeg kommer til Norrig, da skal jeg komme i Seng til Ingeborg, Thorkel Leiras Datter øster i Vigen, uden hans eller nogen af hendes Frænders Minde, førend jeg drager tilbage hjem til Danmark." "Nu gik det som jeg anede, "sagde Kongen, "og du overgaaer de fleste, som vi kjende, i Raskhed og Belevenhed." Det fortælles, at Bjørn den Bretske var der med i Jomsvikingernes Trop, og var især Vagn Aagesøns Stalbroder, thi de styrede Bretland i Forening efter Palnatokes Død. Og nu sagde Kongen: ",Hvad Løfte gjør du, Bjørn hin Bretske?" "Det Løfte gjør jeg," svarede Bjørn, ”at jeg vil følge min Fostersøn Vagn saavel, som jeg har Forstand og Mandighed til." Efter dette endte de denne Samtale, og Folk gik hurtigere end man kunde vente det at sove. Sigvald gik i Seng til sin Kone Astrid, og sov snart haardt ind, da han kom i Sengen. Men hans Kone Astrid vaagede, og da han havde sovet meget længe saaledes, vakte hun ham, og spurgte, om han mindedes sit Løfte, som han havde gjort om Aftenen, men han sagde, at han ikke mindedes, at han havde gjort nogetsomhelst Løfte om Aftenen. ”Det vil du ikke kunne slippe saaledes fra," sagde Astrid, "saa vidt jeg skjønner, og du behøver baade Forstand og Overlæg." "Hvad Beslutning raader du mig da til at tage?" sagde Sigvald, ”thi du ere bestandig viis, og du vil nu kunne give noget godt raad. Ei veed jeg nu noget Raad, som er godt, sagde hun, "men noget vil jeg dog sige: Naar du kommer til Drikkebordet i Morgen, vær da munter og glad, thi Kong Svend vil, som jeg formode, huske eders Løfter, og naar Kongen da taler derom til dig, da skal du svare ham paa den Maade: Naar Øllet gaaer ind, gaaer Forstanden ud, og havde jeg ikke været drukken, da vilde jeg ikke have gjort saa stort et Løfte; men derpaa skal du spørge Kongen, hvad han vil tilstaae dig, for at du kan faae dit Løfte Udført, og tal saa kun frit til Kongen, og lad, som du troer, at hele din Sag beroer paa Kongens Bistand, thi han troer at have besnæret dig meget i dette, og spørg, hvor mange Skibe han vil give dig til dette Tog, om du bekvemmer dig til at drage, og hvis han optager det vel, men dog ikke bestemmer, hvor mange Skibe han vil give dig, da skal du trænge fast ind paa ham, at han strax skal bestemme, hvad han vil tilstaae, og siig, at du vil behøve mange, fordi Hakon Jarl har en stor Styrke; men du maa endelig strax drive paa dette, og trænge stærkt ind paa Kongen," sagde hun, ”fordi jeg troer, at han nu vil være lettere til at tilstaae dig Hjælpetropper og Skibe, saa længe han ikke bestemt veed, om der bliver noget af Toget eller ikke, men er Toget først besluttet, da formoder jeg, at du vil kun faae liden Bistand af ham, om han ikke forud har lovet den, fordi han ønsker tilvisse hverken Held over dig eller Hakon Jarl, og det vil synes ham bedst, om det gaaer eder begge ilde."

 

38. Kapitel

Det fortælles nu, at Sigvald gjør, ligesom Astrid havde raadet ham; og da de den følgende Dag begydte at drikke, var Sigvald særdeles munter, og skjemtede meget. Og nu bragte Kongen deres Løfter paa Bane, som de havde gjort om Aftenen, og Kongen syntes meget vel om dem, og tyktes at han ret havde besnæret Sigvald og alle Jomsvikingerne tilsammen. Sigvald svarede Kongen, og sagde alle de Ord, som Astrid havde lagt ham i Munden, og spurgte nu om, hvad Kongen vilde tilstaae ham hertil. Det kom da saa vidt, at Kongen sagde, at han agtede, naar Sigvald var færdig til dette Tog, at tilstaae ham tyve Skibe. ”Dette Bidrag," svarede Sigvald, "er godt for een eller anden anseelig Bonde, men ikke er dette et kongeligt Bidrag, saadan en Høvding som du er." Da svarede Kong Svend og med et vredt Øiekast til Sigvald, spurgte han ham: "Hvor meget troer du da at behøve, om du skal have saa meget, som du ønsker?" ”Det skal jeg snart sige," svarede Sigvald, "lige tresindstyve Skibe, alle store og veludrustede, men jeg vil dog give dig i steden ikke færre Skibe, men snarere flere, skjønt de blive mindre, thi man kan ikke vide, om alle eders Skibe komme tilbage, hvilket er meget usikkert." Da sagde Kongen: "Færdige skulle alle Skibene være, Sigvald! naar du er færdig til Toget, bered du dig kun, jeg skal give dette, som du forlanger." ”Det er et godt og hæderligt Tilbud, Herre!" sagde Sigvald, "som man kunde vente af eder, og udfør nu vel det, som du nu har lovet, thi nu skulle vi strax begive os paa Toget, naar dette Gilde, ved hvilket vi ere her, er til Ende, og skaf du nu alle Skibene, saa vi ikke blive opholdte, og jeg skal skaffe besætning til dem og vi begge i forening.” Og nu studsede først Kongen, og taug lidt, men sagde dog, førend man ventede det: "Saa skal skee, Sigvald, som du siger, men dog er dette kommet lidt hurtigere paa, end jeg tænkte, thi jeg ventede ikke, at Toget skulde saa snart gaae for sig." Da sagde Sigvalds kone Astrid: "Ei kunne I vente," sagde hun, "at I vilde faae nogen betydelig Seier over Hakon Jarl, om I opholde Toget saa længe, at han bliver underrettet derom, og faaer Tid til at berede sig, hvis I nu ikke kunne faa seier, og det er det eneste Raad, at I gjøre eder færdige saa hurtig som mueligt, og ikke lade noget Nys gaae foran eder, men komme uforvarendes over Jarlen." Det fortælles nu, at de toge den Beslutning at begive sig paa Toget, saasnart som Gildet var sluttet, og de lode Arveøllet være til Ende, og begyndte, at tænke paa Reisen. Strut-Harald Jarls Datter Tofa tog da, fortælles der, til Orde, og sagde til sin Mand Sigurd: "Du maa nu reise, som du har besluttet, men jeg vil bede dig, at du følger din Broder Bue saa vel som mueligt, og efterlad dig et hæderligt Minde, og jeg skal vente efter dig, saa at ingen Mand skal komme i min Seng, saa længe jeg spørger, at du er i live; men her ere to Mænd, Bue!" sagde hun, "som jeg vil give dig med paa denne Færd, fordi du stedse har været velvillig imod mig: den ene hedder Havard med Tilnavn Huggende, den anden Aslak med Tilnavn Holmskalle; disse Mænd giver jeg dig, fordi jeg holder af dig, og ikke undseer jeg mig ved at tilstaae, at jeg meget heller vilde have været gift med dig, end med ham, som jeg nu har, men dog kommer det nu til at forblive ved, hvad skeet er." Bue modtog Mændene af hende, og takkede hende for dem, og gav, strax Aslak til sin Frænde Vagn, at han skulde følge ham, men Havard fulgte ham selv. Gildet endtes nu, og Jomsvikingerne begave sig strax derfra, og, saa snart de vare færdige, droge de strax bort fra Landet, og havde hundrede store Skibe; fra Jomsborg havde de ført hundrede og halvfjerdsindstyve med sig, men blandt disse vare der mange smaae.

 

39. Kapitel

De begave sig nu paa Veien, havde god Bør og kom til Vigen i Norge, de naaede Land silde om Aftenen, og strax om Natten styrede de til Byen Tønsberg, og kom der med hele Hæren ved Midnatstid. I Sagaen nævnes en Mand, som hed Øgmund, og kaldtes Øgmund Hvide; han var Hakon Jarls Lehnsmand, var en ung Mand og meget anseet af Jarlen; han var den øverste Befalingsmand i Tønsberg, den Gang dette skete. Da Hæren var kommen i Byen, udplyndrede de den næsten ganske, og dræbte der mange Mennesker, og røvede uden Skaansel alt, hvad der havde nogen Værd; og Beboerne vaagnede ikke til nogen glad Tidende, men mange af dem maatte strax døie Hug og Vaabengang. Øgmund Hvide vaagnede ogsaa ved denne Ufred, ligesom de andre, der sov nærmest ham i Herberget. Han tog da den Beslutning, og de andre med ham, at de undflyede op paa et Loft, hvor de troede at kunne forsvare sig længst, thi der var ingen Mulighed i, at de kunde undkomme til Skoven. Da Jomsvikingerne bleve det vaer, trængte de op. mod Loftet, og hug paa det af alle Kræfter; Øgmund saae nu, at den ankomne Hær var altfor stridbar og hidsig, til at de kunde forsvare sig der. Han tog da den Beslutning, at han sprang ned fra Loftet paa Gaden , og kom staaende ned; Vagn Aageson stod just der, hvor Øgmund kom ned, han hug strax til ham, og hug ham Haanden af ovenfor Haandledet. Vagn beholdt Haanden, men Øgmund undslap til Skoven. Med Haanden fulgte en Guldring, hvilken Vagn tog op, og beholdt. Men da Øgmund kom til Skoven, og han endnu der kunde høre dem tale, standsede han, for at forsøge, om han af deres Ord kunde forstaae, hvo de vare, thi han vidste det endnu ikke, og syntes at man kunde have Grund til at bebreide ham hans Uvidenhed, om han ikke, naar han kom til Folk, vidste nogen Besked derom, skjønt han dog bar et kjendeligt Mærke paa sig. Af deres Ord og Raab blev han da vaer, at det var Jomsvikingerne, som vare komne, og ligeledes fik han at vide, hvo der havde givet ham selv Hugget. Derefter drog han sin Vei bort over Skove og Krat, og det siges at han i tre Døgn laae ude i Skovene, inden han kom til beboede Steder; men saasnart han kom til Bygder og Folk, havde han al den Bistand, som han behøvede, thi mange kjendte ham, og han var en vel anseet og vennesæl Mand. Han spurgte nu, hvor Jarlen gjæstede, og begav sig strax til ham. Jarlen gjæstede den Gang paa Gaarden Skugge hos en Lehnsmand, ved Navn Erling; Jarlen var der med hundrede Mænd, og hans Søn Erik var der med ham. Det siges, at Øgmund Hvide kom der en Aften silde, og gik strax ind i Hallen for Jarlen, og hilste paa ham; Jarlen. tog vel imod hans Hilsen, og spurgte ham om, hvad tidender der gik blandt Folk. "Fra min Færd ere kun ringe Tidender at berette," svarede Øgmund, ”men det kunde hænde, at de kunne blive til ikke saa ganske ringe." "Hvad da?" spurgte Jarlen; "det da,” svarede Øgmund, ”at jeg kan forkynde dig Budskab om Krig, at en stor fjendtlig Hær er kommen i Land øster i Vigen, som farer frem med megen Ufred og Hærværk, og det troer jeg de have i Sinde, ret at fortsætte for Alvor." Jarlen svarede "Jeg kan da see”, sagde han, "at Folk her i Landet aldrig ville holde op med løgnagtige Beretninger, førend nogen bliver hængt derfor!" "Ei maa du tage dette saa," sagde Erik, "dette er ingen usandfærdig Mand, som fremfører denne Tidende." "Veed du da meget nøie, Frænde!" sagde han, "hvo denne Mand er, og det er da rimeligt, eftersom du tager dig af hans Sag” "Derom troer jeg at vide nogen Besked," sagde Erik, ikke Mindre end du, Fader! efter din Formodning; jeg troer, at det er din Lehnsmand Øgmund Hvide, og han har ofte modtaget os bedre, end vi nu modtage ham." "Ei kjendte jeg ham," sagde Jarlen, "lad ham igjen komme hid at tale med mig!" Øgmund kom strax efter Jarlens Bud, og gik igjen hen for ham. "Hvilken Øgmund er du?" spurgte derpaa Jarlen; og han gav ham da nøiagtig Underretning om sig, saa at Jarlen kunde gjenkjende ham. Da sagde Jarlen: "Jeg veed, at du vil kun fremføre en sand Beretning, om du er saadan en Mand. men siig mig," vedblev Jarlen, "hvo anfører denne store Hær?" "Sigvald hedder Anføreren," sagde Øgmund, "men desuden hørte jeg nævnes i Hæren baade Bue og Vagn, og jeg bærer noget Vidnesbyrd paa mig selv om, at jeg ikke opdigter dette;" og han rakte nu Haanden op, og.viste Jarlen Stumpen. Da sagde Jarlen: "Haardt er du behandlet, og ynkelig tilredt, men veed du, hvo der tilføiede dig denne Skade?" "Jeg sluttede mig dertil, Jarl!" sagde han, "af det, som de sagde, da han optog Ringen? som sad paa Haanden: Der er noget fortjent for dig, Vagn Aagesøn! sagde de, og deraf troede jeg at forstaae, at det var ham, som havde hugget Haanden af mig, og at denne Hær maatte være Jomsvikingerne." "Dette maa du have forstaaet ret," sagde Jarlen, "af de Mænd, som du hørte nævnes i Hæren, men det er dog vist, at denne Hær valgte jeg sidst imod mig, om jeg kunde vælge blandt alle, og nu behøves baade Forstand og Haardførhed, saa er min Formodning herom.”

 

40. Kapitel

Jarlen sendte nu strax nogle Mænd til Lade, til sin Søn Svend, at berette ham Krigstidenden, og byde ham, at han skulde besørge Folk samlede over hele Trondhjem, og at han skulde opfordre alle de mest anseete Mænd, og ligesaa de mindre anseete, og faae hvert Skib af nogen Størrelse udrustet derfra. Gudbrand Hvide var der hos Jarlen, og var mest afholdt af ham. Jarlen drog strax bort fra Gildet med det Mandskab, som han der fik samlet, og han drog nu, indtil han kom ned i Romsdalen, og siden samlede han Folk fra Nordmøre. Han sendte Erling sydefter igennem Rogeland, at berette Tidenden, og samle Folk der; og han skikkede ham strax afsted derhen, inden han drog fra Gildet, og sendte det Budskab til alle sine Mænd, som vare i Landet, og til alle dem, som var noget ved, at de skulde alle komme til ham med det Mandskab, som de kunde faae samlet. Og Jarlen sendte ligesaa vel Bud til de Mænd, med hvilke han var uenig, at ogsaa de skulde komme til ham, og lod tilføie, at han vile indgaae Forlig med alle dem, som kom til ham denne Gang, og ydede ham Bistand. Hakon Jarls Søn Erik drog nordefter igjennem Rummedalen imod sin Broder Svend, over alt omkring paa Øerne og Udkanterne af Landet, og samlede alle de Folk, som han kunde faae. Da Erik seilede sydefter igjennem Hamresund, fortælles der, at der kom Krigsskibe imod ham, under Anførsel af en Mand, som hed Thorkel med Tilnavn Midlang, han var en barsk Viking, og var i Uenighed med Hakon Jarl. Vikingerne grebe strax til deres Vaaben, og agtede at lægge imod dem, de havde tre Skibe. Men da Erik saae det, sagde han til Thorkel Midlang: "Hvis du vil slaaes med os, da skulle vi være beredte dertil, men dog seer jeg her et bedre Raad." ”Hvad er det?" spurgte Thorkel. "Upassende synes mig det,” sagde Erik, ”at vi Norges Mænd slaaes selv indbyrdes, thi nu vilde der være bedre Vilkaar for Haanden: hvis du vil komme til min Fader med dit Mandskab, og yde ham den Bistand, som du formaaer, da ville I blive forligte, og det vil da ikke være vanskeligt fra min Faders Side." "Det Vilkaar vil jeg modtage,” svarede Thorkel, "dersom du staaer inde for, Erik! at dette ikke skal blive uopfyldt, naar jeg kommer til din Fader." "Det skal jeg staae inde for," sagde Erik, og Thorkel Midlang gav sig da med sit Mandskab i Følge med. Erik. Strax derefter traf Brødrene Erik og Svend paa hinanden, og de droge nu til det sted, som Hakon og Erik, førend de skiltes, havde aftalt med hinanden, og siden mødtes de alle, Hakon, Erik og Svend, paa det Sted, hvor de havde aftalt, at de skulde træffes, og hele Hæren skulde komme sammen: det var paa Søndmøre ved den Ø, som hedder Hød; der kom mange Lehnsmænd. De havde i alt tre hundrede Skibe, af hvilke dog mange ikke vare meget store. De laae der i den Vig, som hedder Hjørungevaag, og de gik nu paa Raad sammen, og laae der i Vigen med hele Flaaden.

 

41. Kapitel

Om Jomsvikingerne er dernæst at berette, at de droge søndenfra langs med Kysten, og fore frem med Ufred, hærjede og røvede, hvor de kom frem. De hug store Strandhug, og dræbte mange Mennesker, og vidt omkring opbrændte de Gaardene til Aske, og de fore frem med Hærskjold overalt nordefter, og alle undflyede, som spurgte til dem, og fik Leilighed til at undslippe. De droge nu saaledes, indtil de kom til det Sund, som kaldes Ulvesund, og de vare da komne til Stat, og det siges, at ingen af dem, hverken Jarl eller Jomsvikingerne, havde faaet nogen sikker Underretning om hinanden. Jomsvikingerne seilede nu søndenfra, Stat forbi, tyve Sømile, og fore, ligetil de kom i Havnen ved Herøerne, hvor de lagde sig til Leie med hele deres Flaade. Da de vare komne der, syntes de paa ny at behøve Levnedsmidler, og det siges da, at Vagn Aagesøn drog paa sit Skib til Øen Hød, og han vidste ikke, at Jarlen laae der i Vigen kort fra Øen. Vagn laae ved Øen, og de gik op paa samme, i den Agt at gjøre Strandhug, om de kunde træffe noget Kvæg. Det skete nu, at de traf en Mand, som drev foran sig tre Køer og tolv Geder; Vagn spurgte denne Mand om Navn; han svarede og sagde, at han hed Ulf. Da sagde Vagn til sine Mænd: "Tager I nu Køerne og Gederne, og slagter dem, og fører dem ud paa vort Skib, og gjører ligesaa, hvis I her træffe mere Kvæg!" "Hvo er denne Mand”, sagde da Ulf, "som anfører Mandskabet paa dette Skib?" "Han hedder Vagn, og er Aages Søn," svarede Vagn. "Saa tykkes mig nu," sagde da Ulf, "at der nu maa være større Slagtekvæg, og nu ikke meget langt fra eder, eftersom eders Agt nu er, Jomsvikinger! end at I behøve at slagte mine Køer eller Geder." ”Siig os det da, om du veed noget til Hakon Jarls Færd," sagde Vagn, "og hvis du med Sikkerhed kan sige os det, saa at vi kunne vide, hvor han er, da skal du undslippe baade med dine Køer og Geder: hvilke Tidender kan du da berette os, hvad veed du om Hakon Jarl?" Ulf svarede: "Her laae han i Gaaraftes silde med eet Skib indenfor Øen Hød paa Hjørungevaag, og I kunne strax dræbe ham, om I ville, thi han venter der paa sine mænd." "Da skal du have frikjøbt alt dit Kvæg, og gaa nu om Bord paa Skibet til os, og lots os ind til Jarlen." "Det gaaer ikke an" sagde Ulf, ”og jeg vil visseligen ikke stride imod Jarlen, det passer sig ikke; men sige vil jeg eder Veien, saa at I kunne finde ind i Vigen, om I ville; og hvis jeg drager med eder ud paa Skibet, da vil jeg betinge mig, at I skulle lade mig fare i Fred, naar I kunne see saa langt, at I kunne finde Veien ind i Vigen." Ulf gik nu om Bord paa Skibet til dem; det var tidlig om Morgenen, og de ilte nu saa hurtig som mueligt til Herøerne, og berettede Sigvald og alle Jomsvikingerne denne Tidende, som Ulf sagde dem.

 

42. Kapitel

Jomsvikingerne beredte sig nu i alt, saa vel som det stod i deres Magt, som om de skulde drage til den haardeste Kamp, og vilde være beredte paa alt, skjønt Ulf lod, som det var en let Sag; og da de vare heelt beredte, roede de til Vigen. Det siges nu, at Ulf anede, at Skibene i Vigen vilde forekomme dem flere, end han havde berettet dem; og saasnart de saae Skibene komme frem, sprang Ulf over Bord, dukkede strax under, og agtede at svømme i Land, og vilde ikke vente efter, at de skulde lønne ham for hans Arbeide; men da Vagn saae det, vilde han tilvisse lønne ham efter hans Fortjenesie, han greb da et Spyd, og kastede det efter ham, og Spydet traf ham lige paa Midten, og han døde der. Sigvald og alle Jomsvikingerne roede nu ind paa Vigen, og saae da, at hele Vigen foran dem var bedækket af Krigsskibe. De lagde nu strax hele deres Flaade i Slagorden. Paa den anden side saae nu Jarlerne Hakon og hans Sønner, hvor Jomsvikingerne vare komne, de løste da strax Skibene fra hinanden, og bestemte, hvo der skulde stride imod enhver af Fjenderne. Det siges, at Bugten af Hjørungevaag vender imod Øst, men Mundingen imod Vest; ude paa Vigen staae tre Stene, som kaldes Hjørunger, af hvilke den ene er noget større end de andre; efter disse Stene er Vigen opkaldt. Midt inde i Vigen ligger der et Skjær, fra hvilket der til alle Sider er lige langt til Land, baade indefter i Bugten af vigen og udefter i begge sider; nordenfor Vigen ligger en Ø, som hedder Primsigud, og sønden for Vigen ligger Harund, og indenfor samme Harunderfjord. Nu fortælles det, at Jomsvikingerne lagde deres Skibe i følgende Orden: Sigvald lagde sit Skib i Midten af Fylkingen, og nærmest ved ham lagde hans Broder Thorkel Høie sit; Bue Digre og Hans Broder Sigurd Kappe lagde deres Skibe ude i den ene Fløi af Fylkingen; og Vagn Aagesøn og Bjørn den Bretske deres i den anden Fløi. Hakon Jarl og hans sønner overveiede paa deres Side, hvo af deres Flaade der skulde stride imod disse Kæmper, og de ordnede saaledes deres Folk paa de fleste Steder, at tre bleve satte imod een af Jomsvikingerne. Nu er da først at fortælle om deres bestemmelse, at Svend Hakonsøn skulde stride imod Sigvald: men mod Sigvalds Broder Thorkel Høie vare satte tre Mænd, af hvilke den ene var Yrjar Skegge, den anden Sigurd Steikling oppe fra Halogeland, den tredie Thorer, med Tilnavnet Hjort: med Svend Hakonsøn vare ogsaa bestemte tvende Mænd imod Sigvald, som ikke forhen ere nævnte, nemlig Gudbrand fra Dale og Styrkar fra Gimse: imod Bue sattes Jarlens Lehnsmand Thorkel Midlang og Halstein Kærlingebane fra Fjaler, og som den tredie Thorkel Leira, som ogsaa var Jarlens, Lehnsmand: imod Bues Broder Sigurd Kappe sattes Armod fra Ønunderfjord og hans Søn Arne; imod Vagn Aagesøn sattes Jarlen Erik Hakonsøn, Erling af Skugge og Øgmund Hvide som den tredie, hvilken sidste havde at gjengjelde Vagn, fordi han, som før blev berettet, havde afhugget hans Haand: imod Bjørn den Bretske bestemtes Lehnsmanden Einar den Lille, Havard Uppsja som den anden, og Halvard af Flydrenæs som den tredie; men Hakon selv skulde seile frit omkring, og var ikke bestemt imod nogen enkelt, men skulde understøtte alle Fylkingerne og anføre Flaaden. Det siges at fire Islændere have været med Jarlerne Hakon og Erik, hvilke her ere nævnte; det var nemlig Einar, som da blev kaldt Skjoldmø-Einar; han var Jarlens Skjald, men stod da i liden Anseelse hos Jarlen, imod hvad han før havde staaet! Einar talte meget om, at han vilde løbe fra Hakon Jarls Flok og over til Sigvald, og siden kvad han denne Vise:

I en Uhelds Tid jeg
Odins Drik (10) tillaved,
Kvad til Heltes Hæder,
Medens andre slumred;
Ingensteds jeg kom, hvor
Penge agtedes meer end
Skjalde; Jarlen sparer
Guld for en Hæders Drapa!

"Og tilvisse vil jeg til Sigvald," sagde han, "ei vil han bevise mig mindre Hæder, end denne Jarl beviser mig;" han sprang derpaa ud fra Hakon Jarls Skib op paa Bryggen, og lod som han havde megen Lyst til at løbe bort, men løb just ikke strax, men vilde see, hvorledes Jarlen vilde tage det op; og da han kom paa Bryggen, kom der ham igjen en Vise paa Tungen, og han kvad til Sigvald:

Jarlen, som Ulve føder
Søge vi nu ville
Vore Skjolde paa Sigvalds
Skibe ville vi hænge (11)
Saa mig ei ringeagter
Høvdingen, naar vi træffes,
Ud paa Søens Heste, (12)
Vore Vaaben vi bære!

Hakon Jarl mærkede nu, at Skjoldmø-Einar var i Færd med at drage bort, og han kaldte da paa ham, og bad ham komme tilbage at tale med ham. Denne gjorde saa. Derpaa tog Jarlen gode Skaaler, som han havde, der vare gjorte af luttret Sølv og heelt forgyldte, dermed fulgte to Vægter, den ene af Guld, den anden af Sølv, paa hver af disse Vægter var anbragt Billedet af et Menneske, og de kaldtes Lodder, men de vare i Grunden Lodder, som Folk pleiede at have, og havde fortrinlige Egenskaber, og Jarlen brugte disse Lodder i alle Tilfælde, som vare af nogen Vigtighed. Jarlen pleiede at lægge disse Lodder i Skaalerne, og bestemme, hvad ethvert skulde betyde for ham, og bestandig, naar Lodderne gik godt, og det kom op, som han vilde, da bevægede Loddet sig i Skaalen, som bemærkede, at det, som han ønskede, vilde skee, og dette Lod rumlede da noget i Skaalen, saa der hørtes en Glam deraf. Disse Kostbarheder gav Jarlen Einar, og han blev munter og glad derover, og han opgav nu Bortfærden, og drog ikke til Sigvald; og deraf fik Einar Navn, og blev siden kaldt Einar Skaaleglam. Den anden Islænder, som var der, hed Vigfus, og var en Søn af Vigaglum; den tredie var Thord, med Tilnavn Ørvehønd eller Keithaand, den fjerde Thorleif, med Tilnavnet Skuma, han var en Søn af Thorkel den Rige vesten fra Alvidra i Dyrefjord. Det fortælles om denne Thorleif, at han tog sig i Skoven en stor Kølle eller knortet Træbul, gik derpaa hen, hvor Kokkene havde Ild paa og lavede Mad, og sved Køllen rundtomkring udvendig, og med den i Haanden gik han nu til Erik Hakonsøn, just som denne gik ned til Skibet, ledsaget af Einar Skaaleglam; Thorleif gav sig da i følge med dem og da Erik saae ham, sagde han; "Hvad vil du, Thorleif! med den store Kølle, som du holder i Haanden.” Thorleif svarede ham paa denne Maade:

I Haanden jeg har
Den til Hoveder gjorte
Bues Beenbrækker,
Sigvalds Ulykke,
Vikingers Fare,
Hakons Værge
Egekøllen,
Om vi leve,
Vist skal vorde
Ond for Daner.

De fire Islændere Thorleif Skuma og Einar Skaaleglam, Vigfus Vigaglumson og Thord Ørvehønd begave sig nu om Bord paa Skibet med Erik.

 

43. Kapitel

Derefter lagde Fylkingerne imod hinanden i den Orden, som nu er opregnet og fortalt, og Hakon Jarl var i Fylkingen med sin Søn Svend for at staae ham bi imod Sigvald, og der begyndte nu en meget hidsig Kamp imellem Fylkingerne, og man behøvede ikke at opmuntre nogen af dem til Strid eller Fremgang, og det siges, at saavel Sigvald som Hakon og Erik holdt vel Stand, og ingen af dem lod deres Skibe vige tilbage. Men som Sagerne stode saaledes, fik Hakon Jarl at see, at Bue havde gjort en stor Bugt paa deres Fylking, der hvor han var i den nordre Fløi, og de, som strede imod ham, havde ladet Skibene trække sig tilbage, og fandt, at det var bedre at være længere fra ham; men han trængte ikke desto mindre efter dem, han hug dem svære Hug, og de fik megen Skade af ham, og han var farlig i Kampen. Jarlen mærkede, at det stod omtrent lige imellem Erik og Vagn, som vare i den søndre Fløi af Fylkingen. Erik lagde da derfra med det Skib, som han selv førte, og ligesaa gjorde hans Broder Svend med sit Skib, og Brødrene seilede nu hen, og lagde imod Bue, og strede mod ham, og fik deres Fylking netop rettet, men ikke mere. Hakon Jarl stred imidlertid med Sigvald, men da Erik kom tilbage i den søndre Fløi af Fylkingen, havde Vagn gjort en stor Bugt paa Eriks Flaade; Eriks Skibe vare vegne tilbage, og vare adskilte, og Vagn havde gaaet igjennem Fylkingen, og trængt fast ind paa dem. Da Erik saae dette, blev han meget vred, og lagde nu Jernbarden (13) haardt imod det Skib, som Vagn styrede, og de stak Stævnene sammen og de sloges nu paa ny, og Striden havde ikke været hidsigere, end den nu blev. Det siges nu, at Vagn og Aslak Holmskalle sprang fra deres Skib over paa Eriks Jernbarde, og hver af dem gik derpaa langs med sit Bord, og Aslak Holmskalle hug til begge Sider, saa det er værdt at omtale, og ligesaa gjorde Vagn, og de sloge saaledes omkring sig, at alt Mandskabet veg for dem. Erik saae nu, at disse Mænd vare saa hidsige og rasende, at det ikke vilde gaae godt længe saaledes, og at det var nødvendigt at saa hurtig som mueligt at søge Jarlens Raad. Aslak var, som der berettes, skaldet, og havde ingen Hjelm paa Hovedet, men trængte frem med den bare Hjerneskal om Dagen. Det var klart Veir og varmt, og formedelst Heden aftoge mange deres Klæder, og beholdt alene Rustningerne paa. Erik ophidsede nu sine Mænd imod dem, og de trængte ind paa Aslak Holmskalle og brugte Vaabnene imod ham; de hug ham i Hovedet, baade med Sværde og Øxer, og tænkte, at de vilde gjøre ham den største Skade med det, da han havde den blottede Hjerneskal; men det siges dog, at Vaabnene sprang uden Virkning af Aslaks Hjerneskal, hvad enten de hug ham i Hovedet med Sværde eller Øxer, thi ingen af dem bede, men sprang alle bort fra Skallen, i det de hug. Da de nu saae, at han gik haardt frem, hvad de end foretoge sig, og gjorde ryddeligt omkring sig, hug til begge Sider baade tidt og haardt og stort, og fældte mange Mænd ; saa siges der, at Vigfus Vigaglumsøn fattede det snilde Raad, at han greb en stor Ambolt med Horn, som laae paa Dækket af Jernbarden, og hvorved Vigfus forud havde nittet sit Sværdefæste, som var løsnet, og slog den i Hovedet paa Aslak Holmskalle, saa at Hornet eller Spidsen strax gik ned i Hovedet; dette var Aslak ikke Hærdet imod, men faldt strax død paa Stedet. Men Vagn gik langs det andet Bord, og slog fra sig paa det hidsigste, hug til begge Sider, og tilføiede mangen Mand Skade, og i det det gik saa, løb Thorleif Skuma imod Vagn, og slog til ham med Køllen; Hugget traf oppe paa Hjelmen, og var saa svært, at han blev saaret indenfor, vaklede og snublede nær hen imod Thorleif, og i det han snublede, stak han Sværdet i Thorleif, og dernæst sprang han ud fra Jernbarden, og kom staaende ned paa sit eget Skib. Ingen havde været skarpere i Angreb, end han og alle hans Mænd vare; og saaledes havde han og Holmskalle dog ryddet Jernbarden for Erik, at denne maatte lade gaae Folk fra andre Skibe om Bord paa samme, indtil den igjen var fuldstændig besat, hvilket han fandt fornødent, og der begyndte nu igjen en skarp Strid imellem ham og Vagn. Nu saae dernæst Erik, at hans Fader Hakon Jarl og hans Fylking var kommen i Land, og der blev nu nogen Stilstand i Kampen.

 

44. Kapitel

Hakon Jarl og hans Sønner kom nu alle sammen, og talte med hinanden; da sagde Hakon Jarl: "Det forekommer mig, at Kampen gaaer os meget imod, og det er baade saa, at jeg forud holdt disse Mænd for haarde at stride imod, og nu tykkes mig ogsaa, at ingen ere dem lige, at de jo ere værre end alle andre, og det kan jeg see, at det ikke vil gaae godt saaledes, om man ikke finder paa et Raad. I skulle nu blive tilbage ved Hæren, thi det er uforsigtigt, at alle Høvdingerne gaae bort fra Mandskabet, om Jomsvikingerne skulde lægge imod os, som man aldrig kan være rolig for; men jeg vil imidlertid gaae op i Land med nogle Mænd," sagde Hakon Jarl, "og see hvad der kan udrettes." Jarlen gik da op i Land med nogle Mænd, og gik nordefter op paa Øen Primsigud. Der paa Øen var en stor Skov. Jarlen gik hen til en aaben Plads, som var i Skoven, og lagde sig der ned paa begge Knæer, og gjorde Bøn. Han vendte sig imod Nord, og han talte nu saaledes, som han ventede det vilde bedst hjælpe, og saa vidt kom det med Hans Bønner, at han anraabte sin Skytsgudinde Thorgerde Hørdetrold, men hun lukkede Ørerne for Jarlens Bøn, og det forekom ham, at hun maatte være vred paa ham. Han bød hende nu at tage forskjellige Ting af ham til Offer, men hun vilde ikke modtage det, saa at han syntes næsten at maatte opgive Haabet. Saa vidt kom det omsider, at han bød hende til Menneskeoffer, men hun vilde ikke antage det, som han bød hende til Menneskeoffer. Nu syntes Jarlen, at det, blev slettere med hans Sag, om han ikke fik hende formildet, og han forøgede nu Tilbudet til hende, og det kom endelig saa vidt, at han bød hende ethvert andet Menneske, ham selv og hans Sønner Erik og Svend undtagne; men Jarlen havde en Søn, som hed Erling, og var syv Aar gammel, og var en meget haabefuld Dreng; og det blev da omsider Udfaldet, at Thorgerde modtog Jarlens Tilbud, og kaarede Jarlens søn Erling. Og da nu Jarlen tyktes, at hans Bønner og Paakaldelse bleve hørte, fik han bedre Haab; og han lod derpaa Drengen tage, og overgav ham til sin Træl Skopte Kark, og han tog Drengen af live paa samme Maade, som Hakon pleiede, og som han gav ham Bestemmelse om. Derefter drog Jarlen til sine Skibe, og opmuntrede nu hele sit Mandskab paa ny: "og nu veed jeg vist," saa sagde han, "at vi ville faae Seier over Jomsvikingerne, gaaer derfor des bedre frem! thi nu har jeg, for at skaffe os Seiren, gjort Løfter til de tvende Søstre Thorgerde og Irpa, og de ville ligesaa lidet slaae Haanden af os nu som før." Medens Jarlen var borte, havde der været en Stilstand i Kampen, og imidlertid havde de paa begge Sider, saa godt som de kunde, igjen beredt sig til Strid. Derefter gik nu Jarlen om Bord, og de lagde nu imod hinanden anden Gang. Jarlen var nu imod Sigvald, og gik paa det hidsigste frem i Fortrøstning til Hørdebrud og Irpa; og nu begyndte Veiret at oprøres i Nord, en tyk og sort Sky trak op af Havet, og hævede sig pludselig over dem; det var paa den Tid Dags, at Klokken var henimod tre, og Skyen skjulte nu hurtig Himmelen, og der fulgte strax en stærk Byge paa, og det forekom dem, som der var den baade Lyn og Tordenbrag, thi alle Jomsvikingerne maatte stride imod Uveiret. Denne Byge, og Veiret, som stod i Forbindelse med samme, var med saadant Under, at somme ikke kunde gjøre mere end holde Stand, og Folkene, som forud om Dagen havde taget Klæderne af for Hedens Skyld, begyndte nu, da Veiret havde forandret sig, at ryste af Kulde, men desuagtet kæmpede de dog med Mandighed. Det fortælles, at Bues Følgesvend Havard Huggende var den første, der saae Hørdebrud paa Hakon Jarls Flaade; der vare ogsaa mange andre, som saae hende, om de end ikke pleiede at kunne see Spøgelser, og da Bygen sagtnedes lidt, saae de tillige, at en Piil fløi, som det forekom dem, af hver Finger Paa Hexen , og en Mand faldt bestandig for hver Piil død paa Stedet. Dette fortalte de nu til Sigvald og deres andre Stalbrødre; da tog Sigvald til Orde, thi Hakon og hans Sønner fortsatte Striden saa hidsig som de kunde, baade da Bygen kom paa, og saalænge den varede, og sagde: "Ei tykkes mig, som vi stride imod Mennesker allene i Dag, men snarere imod de værste Trolde, og skjønt det maa synes noget vanskeligere at gaae vel imod Trolde, er det dog det bedste, at enhver viser sig saa haardfør som mueligt." Det fortælles nu om Jarlen Hakon, at, da han fandt at Bygen formindskedes, og ikke var saa heftig, som den havde været, paakaldte han igjen med Ivrighed Thorgerde og hendes Søster Irpa, og gjorde hende og dem begge opmærksomme paa, hvor meget han havde opofret, i det han havde ofret sin Søn, for at faae Seier; og Bygen drev nu paa anden Gang, og strax, da Uveiret igjen blev stærkere, saae Havard Huggende, at to Koner vare paa Hakon Jarls Skib, og bare sig begge eens ad, ligesom han før saae den ene, og Sigvald tog nu til Orde: "Nu vil jeg flye bort," sagde han, "og saa skulle alle mine Mænd gjøre, og er det nu blevet saa meget værre end før, da jeg talte herom, som vi nu stride imod to Troldkvinder, og der da kun var een, og nu ville vi ikke tøve her længer, og det kan tjene os til Undskyldning, for at vi holde bort, at vi ikke flye for Mennesker, thi ei gjorde vi det Løfte, at stride imod Trolde." Sigvald holdt nu bort med sit Skib, og raabte til Vagn og Bue, at de skulde undflye saa hastig mueligt. I det samme som Sigvald løste sit Skib fra Flaaden, og raabte til Bue og Vagn, sprang Thorkel Midlang fra sit Skib op paa Bues Skib, og dette skete nu i en Haandevending; han hug af ham Læben og Hagen heelt ned igjennem, saa at Stykket strax faldt ned paa Skibet, og tænderne sprang Bue ud af Munden ved Hugget. Da Bue fik dette Saar, sagde han: "Kun lidet vil nu den danske Mø paa Bornholm synes om at kysse os, om vi skulle nogensinde herefter komme did." Bue hug igjen til Thorkel, men det var glat paa Skibet, som var blodigt, og Thorkel faldt paa Skjoldegangen (14), da han vilde bøde Hugget af, og Hugget traf ham da paa Midten, og Bue hug ham sønder i to Stykker ved Skibsbordet. Strax efter dette tog Bue sine Guldkister, een i hver Haand, og sprang derpaa over Bord med begge Kisterne, og ingen af dem kom op mere, saa at nogen siden saae enten ham eller Kisterne. Da Bue steg op, og agtede at springe over Bord, som han derpaa gjorde, skal han, efter nogles Udsagn, have sagt disse Ord: "Over Bord, alle Bues Mænd!" og da sprang han strax over Bord. Nu er at fortælle om Sigvald, at han trak sig ud af Flaaden, og agtede ikke paa, at Bue var sprungen over Bord, og han raabte nu paa Vagn og Bue, at de skulde flye ligesom han; men Vagn svarede ham, og kvad denne Vise:

Selve Sigvald haver
Sat os her i Kampen,
Og den feige usling
Foer nu hjem til Danmark
Tænker snart i sin kones
Arme sig at kaste
Men over breden borde
Bue gik med sin kjækhed.

Sigvald var, som der fortælles, bleven kold i Bygen, og gik til Aarerne, for at roe sig til Varme, men en anden Mand satte sig imidlertid ved Styret; og da Vagn havde kvædet Visen, og saae forud Sigvald, kastede han et Spyd til ham, og troede, at han endnu sad ved Styret, men Sigvald var da gaaet til Aarerne, og Spydet traf, ham, som styrede; men i det Vagn kastede Spydet ud af Haanden, sagde ham til Sigvald: "Gid du faae en ulykke for din Flugt!" Sigvalds Broder Thorkel Høie drog strax bort, da Sigvald var flygtet, og havde sex Skibe, og ligesaa gjorde Sigurd Kappe, thi hans Broder Bue var da gaaet over Bord, og der behøvedes da ikke at vente efter ham, og begge, baade Thorkel og Sigurd troede nu at have udført deres Løfte, og de fortsatte nu alle Reisen uafbrudt til Danmark, og havde fire og tyve Skibe bort med sig. Men alle de, som kunde komme bort fra de efterværende Skibe, sprang op paa Vagns Skib, og forsvarede sig der alle paa det hidsigste, lige til det begyndte at blive mørkt, da ophørte Striden, og der stode da endnu tilbage en betydelig Mængde Mænd paa Vagns Skib; men Dagen strakte ikke til for Hakon Jarl og hans Folk til at undersøge Skibene, hvor mange der vare levende paa samme eller kunde leve, og de lode derfor holde Vagt om Natten at ingen skulde ved Mørkets Hjælp slippe bort fra Jomsvikingernes Skibe, og toge al Takkelagen bort fra Skibene. Efter at have gjort dette roede Hakon Jarl med sine Folk til Land, og skøde Skjoldene over sig, og tyktes nu at kunne glæde sig over vunden Seier. De veiede nu Haglkornene, for saaledes at prøve Søstrene, Thorgerdes og Irpas Duelighed, og den stod sig vel i Prøven, thi det siges, at hvert Hagelkorn vog en Øre, da de veiede dem i Skaalerne. Derefter bleve Mændenes Saar forbundne, og Hakon Jarl selv og Gudbrand af Dale holdt Vagt om Natten.

 

45. Kapitel

Nu er at fortælle om Vagn og Bjørn den Bretske, at de overlagde med hinanden, hvad Beslutning de skulde tage: "Eet af to maae vi gjøre," sagde Vagn, "enten blive her paa Skibene, indtil det dages, og da lade os tage til Fange, og det Vilkaar er ikke værdt at vælge, eller søge til Land og gjøre dem saa meget Ondt, som vi formaae, og siden forsøge at undslippe." De toge nu alle det Raad, at de toge Masttræet og Raaerne, gik af Skibet, og de firsinds tyve Mand, som de vare, førtes paa Træerne i Mørket, og vilde søge at komme i Land. De naaede til et Skjær, og troede da at være komne paa Fastlandet. Mange af dem vare da meget udmattede, og ti Mand, som vare saarede, lode der Livet om Natten, saa at kun halvfjerdsindstyve endnu levede, og af disse vare dog mange meget afkræftede, og de mægtede nu ikke at drage længere, men bleve der om Natten. Det siges ogsaa, at saavel Hagelbygen, som Lynilden og Tordenen standsede, da Sigvald var flygtet, og Veiret blev igjen roligt og koldt, og saaledes var det nu ogsaa om Natten, da Vagn og hans Stalbrødre vare paa Skjæret til det blev Dag, og lige til det var bleven lyst. Det siges, at Jarlens Mænd endnu, da Morgenen stundede til, vare i Færd med at forbinde deres Saar, og havde anvendt hele Natten dertil fra den Tid af, da de lagde til Land, hvortil Grunden var, at der var en stor Mængde bleven saaret; men dog vare de nu næsten færdige dermed. Og nu strax efter hørte de en Buestreng smelde ude paa det Skib, paa hvilket Bue havde været, og en Piil fløi fra samme, og traf Jarlens Frænde Gudbrand under Armen, saa at han ikke behøvede mere, men var strax død, og saavel Jarlen som alle de andre toge sig Tabet af ham meget nær, og de lagde da hans Lig tilrette, thi der var ikke andet at gjøre. Det fortælles, at der stod en Mand ved Døren til Teltet, og da Erik gik ind i Teltet, spurgte han: "hvi staaer du her," sagde han”og hvi seer du saaledes ud, som om du er Døden nær." Det var Thorleif, og han svarede ham: "Jeg veed ikke," sagde han, "om ikke Vagn Aagesøns Sværdsod rørte mig lidt i Gaar, da jeg gav ham Køllehugget." Da sagde Jarlen: "Til liden Glæde har din Fader ladet dig drage bort fra Island, om du nu skal døe." Dette, som Jarlen sagde, hørte Einar Skaaleglam, og der kom ham da en Vise i Munden:

Til den unge Havets
Helt saa kvad nu Jarlen,
Da paa den gjæve Kriger
Spor af Sværde vare:
Meget Uheld din Fader
Nammer, at han ei hjemme
Holdt dig, hvis du her skal
Døe, det skeer dog sikkert

Og derefter faldt Thorleif Skuma om, og døde.

 

46. Kapitel

Saasnart det om Morgenen var blevet lyst, droge Jarlen og hans Folk ud, at eftersee Skibene, og kom til Bues Skib, da de især ønskede at faae at vide, hvo der havde skudt Pilen om Natten, og det syntes dem, at denne Mand havde fortjent en haard Medfart. Da de nu kom til Skibet, fandt de der een Mand, som endnu var kun lidet mere end netop i Live, det, var Havard Huggende, som havde været Bues Følgesvend, han var meget saaret, thi begge Fødderne vare huggede af ham nedenfor Knæerne. Svend Hakonsøn og Thorkel Leira gik hen til ham, og da de kom der, spurgte Havard: "Hvorledes var det, Svende!" sagde han, "kom der nogen Sending her fra Skibet over til eder i Nat eller ingen?" "Tilvisse kom der een," svarede de, "kom den maaskee fra dig?" "Ei er det at fordølge," sagde han, "at jeg sendte eder den, blev den nogen Mand til Skade, der hvor den ramte?" "Han, som den ramte, døde paa Stedet," svarede de. "Det er da vel," sagde han, „men hvo ramte den?" "Gudbrand Hvide," svarede de. "Ja!" sagde han, "saa skete da ikke det, som jeg helst ønsked thi Jarlen selv havde jeg tiltænkt Pilen, men nu vil jeg dog være tilfreds dermed, da nogen faldt for den, som I nødig vilde have mistet." "Det er ikke noget at betænke sig paa," sagde Thorkel Leira, "lad os dræbe denne Hund som snarest!" og derpaa hug han til ham, og strax løb andre til, og hug ham sønder, indtil han var død. De havde forud spurgt ham om Navn, og han havde sagt dem det. Da de havde, udført dette, droge de igjen ind til Landet, og fortalte Jarlen, Hvem havde dræbt, og sagde, at det ikke var nogen ringe Trold, og at de af hans Ord tydelig mærkede, at hans Sind ikke stod til at forbedre. Derefter bleve de vaer, at der var en heel Mængde Mænd ude paa Skjæret; Jarlen bød sine Folk at drage ud efter dem, og tage dem alle uden Undtagelse til Fange, og føre dem til ham, og han tilføiede, at han vilde raade for deres liv. Jarlens Mænd gik da om Bord paa et Skib, og roede ud til Skjæret. De Mænd, som vare der vare saa forkomne af Saar og Kulde, at kun faa af dem vare i Stand til at føre Vaaben, og der fortælles heller ikke om, at nogen af dem har forsvaret sig; de bleve nu alle tagne til Fange af Jarlens Mænd, og førte i Land til Jarlen, de vare halvfjerdsindstvve Ialt. Derefter lod Jarlen Vagn og hans Stalbrødre lede op paa Land. De bleve bundne med Hænderne bag paa Ryggen med eet Reb, uden Skaansel, den ene ved Siden af den anden. Jarlen og hans Mænd aabnede nu deres Madgjemmer, og satte sig til at spise, og Jarlen agtede nu i god Mag om Dagen at dræbe alle disse Jomsvikinger, som de havde taget fangne. Førend de satte sig til at spise, bleve Jomsvikingernes Skibe førte i Land, og Godset blev sammenbaaret til Deling, og Hakon Jarl og hans Mænd skiftede Godset nøie imellem sig og ligesaa deres Vaaben, og de syntes nu, at de i alle Henseender havde vundet en stor Seier, da de havde faaet alt Godset, taget en Deel af Jomsvikingerne til Fange, og fordrevet nogle, mens dog dræbt den største Deel, og de snakkede og brovtede nu dygtig. Og da de nu vare Mætte, gik de ud af Teltene, og hen hvor de Fangne sade, og det siges at Thorkel Leira blev bestemt til at hugge dem alle ihjel. De tiltalte først Jomsvikingerne, og spurgte dem, om de vare saa haardføre, som Ordet gik om dem, men Jomsvikingerne svarede dem intet paa dette, saa vidt her er fortalt.

 

47. Kapitel

Det er dernæst at fortælle, at nogle af dem, som vare meget saarede, bleve nu løste af Rebet. Skopte Kark og nogle andre Trælle havde imidlertid holdt Vagt ved dem, og holdt Rebet. Da Jomsvikingerne nu vare løste, foretoge Trællene sig at snoe Vøire i Haaret paa dem, og der bleve nu først fremførte tre saarede Mænd med denne Tilberedelse. Thorkel Leira gik dernæst til dem, og hug Hovedet af den ene efter den anden, og talte derpaa til sine Kammerater, og spurgte dem, om de kunde finde, at han ved denne Forretning havde i nogen Maade forandret Udseende: "thi Folk sige," sagde han, "at det pleier at skee, naar man hugger tre Mænd ihjel, den ene efter den anden." Hakon Jarl svarede ham: "Ei kunne vi see, at du ved dette har forandret Udseende, men dog synes mig, at dit Udseende tilforn var forandret." Man førte nu den fjerde Mand fra Rebet, snoede en Vøir i hans Haar, og førte ham derhen. Thorkel hug ligeledes ham ihjel, ogsaa han var meget saaret. Da han kom der, talte Thorkel til ham, førend han gav ham Hugget, og spurgte, hvorledes han syntes om at døe. Han svarede: ”Godt synes mig om min Bane," sagde han, "det vil gaae mig ligesom min Fader, at jeg skal døe;" og derefter hug Thorkel Hovedet af denne Mand, og han endte saaledes sine Dage. Nu blev den femte Mand løst fra Rebet, og ført derhen, og da han kom der, sagde Thorkel Leira: "Hvorledes synes du om at døe?" Han svarede: "Ei mindedes jeg da Jomsvikingernes Lov, om jeg frygtede ved Døden, eller talte Angestord, ethvert Menneske skal een Gang døe;" Thorkel hug ham. De besluttede nu at tilspørge enhver især af dem, førend de bleve dræbte, for saaledes at prøve Mandskabet, om det var saa tappert, som Ordet gik om dem, og da syntes det tilstrækkelig prøvet, om ingen talte Angestord. Derpaa fremførtes den sjette Mand, og en Vøir blev snoet i hans Haar. Thorkel spurgte ham paa samme Maade. "Godt synes mig om at døe med god Berømmelse," sagde han, "men du, Thorkel! vil leve med Vanære." Han hug denne. Da blev den syvende Mand fremført, og Thorkel spurgte ham som sædvanlig. "Jeg synes meget vel om at døe," sagde han, "men hug mig hurtig; jeg holder paa en Tællekniv, thi vi Jomsvikinger have ofte talt om indbyrdes, om et Menneske, naar han hugges meget hurtig, kan være sig noget bevidst, efter at Hovedet er skilt fra Kroppen, og skal jeg nu derpaa give det Tegn, at jeg vil række Kniven frem, hvis jeg er mig noget bevidst, men hvis ikke, vil den falde ned." Thorkel hug ham, og Hovedet fløi af, men Kniven faldt ned. Derpaa blev den ottende Mand fremtagen, og Thorkel spurgte ham som sædvanlig. Han sagde, at han syntes godt derom, og, da han mærkede, at Hugget snart vilde falde, raabte han: "Væder!" Thorkel standsede Hugget, og spurgte ham, hvi dette Ord kom ham paa Tungen. Dertil svarede han: "Ei ere her dog for mange til alle de Au'er (15), som I Jarlsmænd nævnte i Gaar, da I finge Hug." "Elendige!" raabte Thorkel, og lod Hugget falde. Derpaa blev den niende Mand løst. Thorkel gjorde ham det sædvanlige Spørgsmaal. Han sagde: "Godt synes jeg om min Død, som alle vi Stalbrødre, men jeg vil ikke lade mig hugge som Faar, men jeg vil sidde for dig, og hug mig saa lige i Ansigtet, og læg nøie Mærke til, om jeg blinker noget, thi vi have ofte haft det at tale om indbyrdes!" Saa skete nu, han sad for Thorkel, og denne gik foran ham, og hug ham i Ansigtet, og han blinkede ikke, uden det at Øielaagene trak sig sammen, da Døden foer over ham. Derpaa blev den tiende Mand fremført, og Thorkel spurgte ham ogsaa. Han sagde: "Jeg ønsker, at du bier, medens jeg løser Mine Buxer." "Det skal tilstaaes dig," sagde Thorkel. Og da han havde gjort det, sagde han: "Mange Ting hændes dog Mennesket anderledes, end han venter det; jeg ventede at komme i Seng til Jarlens Kone Thora Skagedotter, men nu kan du dog fortælle, at jeg er voxen dertil." Derpaa trak han Buxerne op. Hakon Jarl sagde: "Hug denne paa det hurtigste, han har længe haft Ondt i Hu!" Thorkel hug ham. Derpaa fremførtes en ung Mand, som havde et stort Haar, der var guult som Silke. Thorkel spurgte som sædvanlig. Han sagde: "Levet har jeg nu min skjønneste Tid, og ei agter jeg Livet kjært, nu da saadanne Mænd ere døde, men ei vil jeg, at Trælle skulle lede mig til Døden, men en Mand, der ikke er ringere end du, og vil en saadan ikke være vanskelig at finde her, og han maa holde Haaret ud fra Hovedet, og rykke Hovedet til sig, saa at Haaret ikke bliver blodigt." En Hirdmand gik da til, og tog Haaret og viklede det om sin Haand; men Thorkel svang Sværdet, og agtede at hugge ham saa haardt og hurtig, som han formaaede, og han hug til; men da den unge Mand hørte Hvinet af Hugget, rykkede han Hovedet haardt til sig, og det traf saa, at Hugget ramte Hirdmanden, som holdt Haaret, og Thorkel hug begge hans Arme af i Albueledet; men den unge Mand sprang op, og gjorde Løier af det, og sagde: "Hvo har sine Hænder i mit Haar?" Hakon Jarl tog da til Orde, og sagde: ”Stor Ulykke hændes os nu af disse Mænd, dræber ham saa hurtig som mueligt! han har tilføiet os Skade nok, og det er det bedste, at de, som ere tilbage, blive dræbte som snarest, thi disse Mænd ere altfor onde at komme til Rette med, til at vi kunne tage os i Agt for dem, og der har ikke været talt for meget om deres Haardhed og Manddom." Erik tog til Orde, og talte til sin Fader: "Vide ville vi nu, Fader!" sagde han, "hvilke Mændene ere, inden de alle blive dræbte, og hvad hedder du, unge Mand?" sagde Erik. "Svend er mit Navn," svarede han. "hvis Søn er du, Svend!" spurgte Erik videre, "og hvad Herkomst er du af?" "Bue Digre hedder min Fader," svarede han, ”og er Vesetes Søn fra Bornholm, og jeg er dansk af Herkomst." "Hvor gammel er du?" spurgte Erik. "Hvis jeg overlever denne Vinter," svarede han, "da bliver jeg atten Aar gammel." "Du skal overleve Vinteren," sagde Erik, "om vi maae raade, og skal ikke dræbes;" og Erik tog ham nu i Fred, og lod ham være i Trop med sig og sine Mænd. Da Hakon Jarl saae dette, tog han til Orde, og sagde: "Ei veed jeg nu, hvad du tænker paa, om du vil tage saadan en Mand fri, som har tilføiet os saa stor Vanære og Beskæmmelse, som denne unge Mand, af hvem vi have lidt størst Skade, men dog kan jeg ikke ansee det passende at tage Manden ud af dine Hænder, og kommer du nu til at raade dennesinde;" og det blev da, som Erik vilde. Derpaa sagde Hakon Jarl til Thorkel Leira: "Hug nu de andre snart!" Erik sagde: "Ei skulle nu Mændene dræbes, førend jeg forud har talt med dem, thi jeg vil vide, hvo enhver af dem er."

 

48. Kapitel

Efterat dette var talt blev nu en Mand løst fra Rebet, men Rebet havde viklet sig noget om Fødderne paa ham, saa at han ikke ret kunde komme løs. Denne Mand var stor af Væxt, smuk og ung og meget rask. Thorkel spurgte ham, hvorledes han syntes om at døe. ”Godt synes jeg derom," sagde han, "naar jeg blot forud havde faaet mit Løfte udført." Erik Jarl sagde: "Hvad er dit Navn, og hvilket er det Løfte, du har gjort, som du saa gjerne vil have udført, inden du lader dit Liv?" Han svarede: "Jeg hedder Vagn," sagde han, "og er, som man har sagt mig, en Søn af Aage Palnatokesøn fra Fyen." "Hvad Løfte har du da gjort, Vagn!" spurgte Erik videre, "efter hvis Opfyldelse, saaledes som du ønsker, du synes godt om at døe?" "Det Løfte gjorde jeg," sagde Vagn, "at jeg skulde, naar jeg kom til Norge, komme i Seng til Thorkel Leiras Datter Ingeborg uden hans eller nogen af hendes Frænders Minde, og dræbe ham selv, og tykkes mig, at det gaaer meget slet Med min Sag, om jeg ikke skal faae dette udført, inden jeg døer." "Det skal jeg forhindre," sagde Thorkel, "at du ikke skal faae det udført forinden," og han sprang da lige ind paa Vagn, og hug til ham med begge Hænder, men Vagns Fosterfader Bjørn den Bretske sparkede til Vagn saa haardt, at han stødte ham bort fra Hugget. Thorkel hug da over Vagn, og Sværdet traf paa Rebet, hvormed Vagn var bunden, som gik itu, og Vagn blev løs uden at blive saaret. Thorkel snublede, da han hug feil af Manden, og faldt, men Sværdet fløi ham ud af Haanden. Bjørn havde stødt saa haardt til Vagn, at han var falden om derved; han blev dog ikke længe liggende, men sprang strax hurtig op, og hug Thorkel Banesaar. "Nu har jeg udført det ene af Mine Løfter," sagde Vagn, "og jeg er nu noget bedre tilfreds end tilforn." Hakon Jarl sagde: "Lad ham nu ikke gaae løs længe, men dræber ham først, thi han har gjort os en stor Skade." "Han skal ligesaa lidt dræbes som jeg," sagde Erik, "hvis jeg maa raade, og jeg vil tage Vagn under min Beskyttelse." Hakon Jarl sagde: "Ei behøve vi nu at bestemme noget, eftersom du vil raade ene, Frænde!" "Godt Mands Bytte er i Vagn, Fader!" sagde Erik, "og det synes mig et godt Bytte, at vi tage ham til den Hæder og Værdighed, som Thorkel Leira har haft; dette kunde Thorkel vente sig, som nu er truffet ham, thi nu gaaer det, som man siger, at den Vises Gjætning gaaer i Opfyldelse; du saae strax i Dag Døden paa ham." Nu tog Erik Vagn i sin Beskyttelse, og han var nu ingen Fare udsat for; men da sagde Vagn: "Kun under den Betingelse foretrækker jeg at tage Fred af dig, Erik! hvis der ogsaa skjenkes Fred til alle mine Stalbrødre, som ere tilbage, ellers ville vi fare een Færd alle tilsammen." "Jeg vil nu tale med disse dine Stalbrødre," svarede Erik, "men dog afslaaer jeg ikke ganske det, som du forlanger." Erik gik da hen til Bjørn den Bretske, og spurgte hvo han var, og hvad han hed; han svarede, og sagde, at han hed Bjørn; "Er du den Bjørn," spurgte Erik fremdeles, "som med saadan Raskhed hentede Manden ud af Konning Svends Hal." "Ei veed jeg det," sagde Bjørn, "at jeg med Raskhed hentede Manden, men dog tog jeg ham bort derfra." "Hvad bringer dig gamle Mand til at drage hid og angribe os?" vedblev Erik, hvad bevægede dog dig skaldede og graahærdede Gubbe til denne Færd? ja det kan man sige med Sandhed, at alle Straa vilde stikke os Norges Mænd, eftersom end ogsaa saadanne, som gaae paa Gravens Rand, droge hid at stride imod os; og vil du nu modtage dit Liv af mig?" sagde Erik, "thi jeg synes ikke om at dræbe dig, saa gammel en Mand som du er." "Modtage vil jeg vist Livet af dig, Erik!" svarede Bjørn, "paa det Vilkaar, at min Fostersøn Vagn og alle de Mænd, som ere tilbage, erholde Fred." "Det skal nu tilstaaes eder alle, hvis jeg maa raade," sagde Erik, "og jeg skal raade." Derpaa gik Erik for sin Fader, og bad ham om, at alle de tilbageværende Jomsvikinger maatte faae Fred, og dette tilstod Jarlen ham; hvorpaa alle Jomsvikingerne bleve løste, tagne i Fred og skjenkede Sikkerhed. Hakon Jarl og Erik tog nu den Bestemmelse, at Bjørn den Bretske erholdt den Gaard, som Halstein Kærlingebane havde besiddet. Det siges, at der foruden Halstein faldt fem lehnsmænd. Vagn Aagesøn drog øster over til Vigen med Eriks Minde, og Erik sagde til Vagn, førend de skiltes, at han efter eget Tykke kunde holde Bryllup med Ingeborg Thorkelsdatter. Og da Vagn kom over til Vigen, gik han samme Aften, som han kom der, i Seng til Thorkel Leiras datter Ingeborg. Han opholdt sig der om Vinteren, men om Vaaren efter drog han bort derfra, og, holdt vel alt, hvad han havde lovet Erik. Vagn drog da ned til Danmark og hjem til sine Gaarde i Fyen, hvor Han levede i lang Tid, og blev anseet for en udmærket Mand, og mange Stormænd nedstamme fra ham. Det fortælles at Vagn førte Ingeborg hjem med sig, men Bjørn den Bretske drog hjem til Bretland, og herskede der, saa længe han levede, og han blev anseet for en ypperlig Mand.

 

49. Kapitel

Om Sigvald er nu at fortælle, at da han var flygtet bort fra Slaget, seilede han uafbrudt hjem til Danmark. Ved sin Hjemkomst traf han sin Kone Astrid, som anrettede et Gilde for ham. De fortalte alle Beretninger om Slaget, og om hele Toget ligefra den Tid Jomsvikingerne droge hjemmefra Danmark, og Folk havde Moerskab af at høre dem fortælle disse Tildragelser. Det siges, at Astrid vilde modtage Sigvald Jarl i alle Henseender paa det bedste, og ret vise, at hun glædede sig ved hans Hjemkomst; hun lod da anrette et Bad for ham, og bad ham derpaa at gaa i Badet; "thi jeg veed," sagde hun, "at efter saa lang en Reise, som der er fra Norge, vil det være godt at rense Saarene, som I fik i Slaget." Sigvald gik derpaa i Badet, og Astrid brugte ikke andre Kvinder til at betjene ham i Badet; hun sagde siden: "Jeg formoder dog, at der have været nogle af Jomsvikingerne i Slaget, som have ført en mere skrammet Bælg bort derfra, end den du har, thi mig tykkes denne bedst skikket til at gjemme Hvedemeel i." Hertil svarede Sigvald: "Endnu kunde det vel indtræffe i mit Liv, at du ikke havde saadant at sige, og tænk da efter, om du da vil være bedre tilfreds." Om deres Samtale fortælles der nu ikke videre. Sigvald herskede fremdeles over Sjælland i nogen Tid, og blev anset for en meget viis Mand, og holdtes for at være underfundig, og om ham ere mange Beretninger fortalte i andre Sagaer. Men Hakon Jarl herskede kun kort Tid derefter over Norge, og han vandt ved alt dette tilsammen saare megen Berømmelse, og ligesaa hans Sønner. Der er ikke her fortalt noget om, hvad Svend Buesøn foretog sig, om han blev hos Erik, eller tog anden bestemmelse. Men Bues Broder Sigurd Kappe drog til Danmark, og antog Bestyrelsen af sit Fædrene gods paa Bornholm efter sin Fader Vesete, og boede der i lang Tid. Han blev anseet for en meget duelig Mand. Han og Tofa levede siden lvkkelig sammen, og en stor Slægt nedstammer fra dem. Sigvalds Broder Thorkel den Høie blev holdt for en særdeles viis Mand, som siden prøvedes ved mange Leiligheder. Skjoldmø-Einar drog til Island, og druknede i Bredefjord, og Skaaløerne sammesteds have faaet Navn af, at Skaalerne, som Jarlen havde givet ham, dreve der i Land. Thord Ørvehønd drog hjem til Dyrefjord til sin Fader Thorkel i Alvidra, og her fortælles saaledes, at Thorleif Skuma og Thord Ørvehønd have været Brødre, og Thord boede i Alvidra efter sin Fader, og fra ham nedstamme mange i Fjordene der vesterpaa. Einar, Thorleif og Thord bragte de nøiagtigste Beretninger om disse Tidender ud til Island. Men det er siden Folks Sagn, at Bue er bleven til en Orm, og har lagt sig paa sine Guldkister, men vi tænke at Grunden til denne Fortælling har været, at en Orm er bleven seet paa Hjørungevaag. Det kan ogsaa hændes, at nogen ond Vætte har lagt sig paa dette Guld, og er bleven seet der siden: men ei formaae vi at sige, hvad det retteste er; det kan ogsaa være, at ingen af disse Formodninger er sand, thi om sligt kan man have mange Forestillinger.

 

50. Kapitel

Kong Svend Saumæsasøn var nu hjemme i Danmark. Hans Søn Knud voxte op hjemme hos sin Fader, og blev opfostret af Thorkel den Høie. Kong Svend hærjede paa Kong Adelraads Rige, og uddrev ham af Landet sydefter over Havet. Kong Svend satte Thingmannalid (16) paa to Steder: det ene i Lunduneborg, der havde Ulfs Broder Eilif Thorgilsøn Anførselen; han havde tresindstyve Skibe paa Themsen; det andet Thingmannalid var nord oppe i Slessvik; der havde Thorkel den Høies Broder Heming Jarl Anførselen; der vare ogsaa tresindstyve Skibe. Thingmændene fastsatte den Lov, at ingen Matte udbrede uvisse Rygter, og ingen maatte være borte om Natten. De søgte til Burekirke; der var en stor Klokke, med hvilken der skulde ringes hver Nat Klokken tre; da skulde alle gaae til Kirke uden Vaaben. Samme Lovbestemmelse havde de i Slessvik. I Hæren nævnes to Mænd Thord og Audun.

 

51. Kapitel

Borgen styredes af Alrek Strjona, en Broder til Kong Adelraads Dronning Emma, som var en Datter af Rikkard Jarl, Vilhelms Fader. Over den nordlige Deel af England herskede Ulfkel Snilling, som var gift med Kong Adelraads Datter Ulfhild. Kong Svend døde i England, og de Danske førte hans lig hjem til Danmark, og begrov ham i Roeskilde hos hans Fader. Da var Knud ti Aar. Thingmændene havde stor Magt. Der var to Gange Marked om Aaret, den ene Gang om Midsommer, og den anden Gang ved Midvinters Tid. Engelskmændene syntes, at ingen Tid var mere beleilig til at tilintetgjøre Thingmannalid end netop nu, da Svend var død, og Knud endnu ung. Hver Vinter imod Juul droge Folk til Borgen med Vogne, belæssede med det Gods, som de pleiede at føre til Markeds; saa skete det ogsaa denne Vinter, og alle Vognene vare tjældede. Det skete efter Ulfkel Snillings og Brødrene Adelraads Sønners svigefulde Raad og Anstiftelse. Den syvende Dag af Julen gik Thord udenfor Borgen til en Kone, som han holdt til med, der boede i et Huus der udenfor; hun bad ham blive der om Natten. "Hvi beder du mig om det, hvorfor der er fastsat Straf?" spurgte han. "Jeg beder dig derom," sagde hun, "fordi det tykkes mig vigtigt." "Vi ville da indgaae den Aftale," sagde han, "at jeg skal blive her, men du skal sige mig Grunden til, at du beder mig derom." "Grunden til denne min Bøn," sagde hun, "er, at jeg veed at det er bestemt at tilintetgjøre hele Thingmændnes Hær." "Hvorledes kan du vide det," spurgte han videre, "som vi ikke veed?" "Det er saa," sagde hun, "at Folk kjørte i Vogne hid til Borgen, og lode som de føre med Gods, men der var en Mængde Mænd i hver Vogn, men intet Gods, og saaledes have de ogsaa gjort nord oppe i Slessvik; og naar den tredie Deel af Natten er forløben, da ringes der i Borgen, for at Krigerne kunne berede sig om Midnat, da skulle Mændene berede sig paa deres Side i Borgen, men naar de to Trediedele af Natten ere forløbne, da bliver der ringet paa Burekirke; da skulle I gaae vaabenløse til Kirken, men da vil der blive slaaet en Kreds om Kirken." "Det er vist," sagde Thord, "at dit Venskab er stort, og jeg maa berette det til Eilif, skjønt det tykkes at være et Rygte, men denne Gaard skal du have til Eiendom." Thord gik ind i Borgen, hvor han traf sin Stalbroder Audun, og de gik og fortalte Eilif, hvad de havde hørt. Han underrettede Mændene derom; nogle troede det, men andre sagde, at det var en ugrundet Frygt. De hørte, at der blev ringet som sædvanlig, og mange troede at Præsten ringede. Alle de, som troede Thords Ord, gik med Vaaben, men alle de andre vaabenløse.

 

52. Kapitel

Da de kom i Kirkegaarden, traf de der en Mængde Folk for sig; de kunde da ikke faae deres Vaaben, thi de kunde ikke komme hjem. Eilif spurgte dem om Raad, men de sagde, at de intet vidste. ”Ei tykkes det mig raadeligt," sagde Eilif, "at vise sig frygtsomme og løbe ind i Kirken, da den intet Tilflugtsted kan være os; men bedst tykkes det mig , at vi springe over Skuldrene paa dem, som staae udenfor Muren, og forsøge om vi kunne undslippe til Skibene." Saaledes gjorde de nu. Det største Mandefald skete ved Skibene; imidlertid slap Eilif dog bort med tre Skibe, men fra Slessvik undslap ingen, og Heming faldt der. Eilif drog til Danmark. Noget efter dette blev Edmund tagen til Konge i England; han var Konge i ni Maaneder, i hvilken Tid han holdt fem Træfninger med Knud Svendsøn. Alrek Strjona, som nogle kalde Erik, var Edmunds Fosterfader og Broder til Emma, som den engelske Kong Adelraad havde haft til ægte. Thorkel den Høie havde da Overbestyrelsen i Danmark. De holdt Ting om Vaaren efter Thingmændenes Fald; Eilif tilskyndte, at man skulde drage over at hævne sig, men Thorkel svarede: "Vi have en ung Konge; det passer ikke at hærje, uden Kongen er med paa Toget, men efter tre Aars Forløb venter jeg, at Kongen ikke vil fattes Haardførhed, og Fjenderne ere da uberedte." "Uvist er det," svarede Eilif, "om de, som nu ikke bekymre sig derom, vil huske det om tre Aar." Eilif drog da ud til Miklegaard, og blev Høvding for Væringernes (17) Hær, og faldt omsider der. Efter tre Aars Forløb drog Knud, Thorkel og Erik med otte hundrede Skibe til England. Thorkel havde tredive Skibe, og dræbte Ulfkel Snilling, og hævnede saaledes sin Broder Heming, og ægtede Kong Adelraads Datter Ulfhild, som Ulfkel havde haft til ægte. Med Ulfkel faldt hele Mandskabet af tresindstyve Skibe, men Kong Knud indtog Lunduneborg. Thorkel foer frem langs med Kysten, og traf paa et Skib Dronning Emma, som han førte hjem i Land med sig; han skyndte Kong Knud til at beile til hende, og denne ægtede hende. Hun fødte om Vinteren en Søn, som fik Navnet Harald, og blev af Knud antagen som Søn. Hørde-Knud var begges Søn. Svend var Knuds og Alfifas Søn. Knuds Datter hed Gunhild, hende ægtede Keiser Henrik Konradsøn, med hvem Knud reiste til Rom. Længe derefter var Kong Knud til Gjæstebud hos Thorkel Høie, da saae Kongen Ulfhild, og syntes at Thorkel havde sveget ham, i det han havde faaet ham til at ægte Emma istedenfor hende, og for den Sags Skyld lod han Thorkel dræbe. Kong Knud og Edmund holdt nogle Træfninger, hvorefter baade de Danske og Engelskmændene bade dem at indgaae Forlig. De gjorde efter deres Bøn, og bestemte, at den, som overlevede den anden, skulde erholde hele Riget. En Maaned efter blev Edmund dræbt af sin Fosterfader Alrek Strjona, hvorefter Knud erholdt hele England, og herskede derover i fire og tyve Aar.

 

Noter:

1) d. e. Holsten.
2) i Grundskriften: ville blive hornungar af det, de eie.
3) d. e. Skandse eller Vold
4) et Slags korte Fartøier
5) Det er landvætterne
6) Gandvig, d.e. Det hvide hav, hvis kystlande holdtes for troldes fornemste hjemstavn.
7) Et Drageskib var et langskib, dannet i Form af en Drage; en Snekke, et Slags let Fartøi
8) d.e. 120 eller et stort hundrede, ligesom alle steder her i sagaen
9) d. e. røvede og slagtede det ved Kysterne gaaende Kvæg.
10) Skjaldskab benævntes Odins drik eller mjød.
11) Til dækning mod fjendens skud
12) Skibene
13) Eriks skib, som var beslaaet med jern paa forstavnen.
14) d.e. den kant paa skibsbordet, hvor skjoldene opstilledes til dækning.
15) Klageudraabet ”Au” bemærker i oldsproget ogsaa faar
16) En hær af thingmænd eller faste krigere, som hørte til et thing eller en garnison.
17) Saa kaldtes de græske keiseres af nordboere bestaaende livvagt.

Fortællingen om Jomsvikingerne
Translated by Alexander Bugge
 

1. Palnatoke og hans æt.

Paa Fyn i Danmark levde der engang en mand som het Toke. Han hadde tre sønner. Den ældste het Aake, den anden Palne og den tredje Fjølne. Fjølnes mor var av lav æt, saa han blev ikke regnet for jevngod med brødrene sine. Da Toke døde, delte Aake og Palne arven efter sin far. Fjølne krævde ogsaa sin del av arven; men da svarte hans brødre at de vilde gi ham en tredjedel av løsøret, men ikke noget land; det var nok for ham, syntes de. Fjølne var svært misfornøid med dette; dog maatte han finde sig i det; men han hevnet sig siden, som vi skal se. Fjølne drog nu til kong Harald Blaatand, og blev hans hirdmand og fortrolige raadgiver; for Fjølne var klok, men han var herskesyk og ond av sind.

Aake Tokessøn var mellem de gjeveste høvdinger i Danmark paa denne tid. Hver sommer laa han i viking, og hadde næsten altid seier. Mellem Aake og kong Harald var det ikke venskap; for Fjølne satte kongen op mot Aake, saa det blev ikke trygt for ham at være i Danmark. Hos Ottar jarl i Gautland hadde han derimot fredland, og mellem dem var det det bedste venskap. Engang drog Aake i gjestebud til Ottar jarl. Grunden til hans færd var mest at han vilde fri til jarlens datter Ingebjørg. Jarlen svarte vel paa dette frieri, og giftermaalet blev avtalt. Men da Aake seilte hjemover, og laa ved Sjælland, kom kong Haralds mænd over ham, og dræpte ham. Og kongen tok hans skib og det gods som var dér ombord. Fjølne syntes nu at han hadde lønnet sin bror fordi han ikke hadde latt ham faa det han krævde av arven efter deres far.

Da Palne spurte sin brors død, tok han sig saa nær av det at han la sig tilsengs. Men det som græmmet ham mest, var at han ikke skjønte hvordan han skulde faa hevnet sin bror, siden det var kongen som hadde voldt hans død. Palne hadde en fosterbror som het Sigurd. Han sa til Palne at han vilde drage avsted og søke at faa en kone til ham, nemlig Ingebjørg, Ottar jarls datter. Palne var ræd for at han ikke vilde faa hende; men Sigurd seilte avsted med 60 mand, og beilet til Ingebjørg for sin fosterbror. Jarlen svarte ja til hans frieri. Sigurd fortalte at Palne for sorg og avmagt ikke kunde drage til Gautland. Derfor bad han om at jarlen og hans datter vilde komme til Fyn og holde bryllup dér. Det lovte jarlen. Til den avtalte tid kom de, og bryllupet blev feiret med stor stas.

Brudenatten drømte Ingebjørg at hun sat ved væven; det var en linvæv som var graa av farve. Det hang kljaastener paa væven; men hun syntes det var litet vævet. Mens hun slog væven, faldt en av kljaastenene ned, og da hun skulde se op, saa hun at alle stenene var mandehoder. «Men da jeg tok det hode som var faldt ned, og skulde se paa det, kjendte jeg det,» sa hun. «Hvis hode var det?» spurte Palne. «Kong Harald Gormssons,» svarte hun. «Det er bedre drømt end ikke,» sa Palne. Det syntes hun ogsaa.

Da en stund var gaat, fik Ingebjørg en søn som blev kaldt Toke efter sin farfar; men oftest blev han kaldt Palnatoke (eller Palnes Toke). Han vokste op der paa Fyn, og blev tidlig klok og vennesæl. Han lignet mest paa sin farbror Aake. Ikke længe efter døde Palne, og Palnatoke tok arven efter ham, og styrte gaarden sammen med sin mor. Saasnart han blev gammel nok, laa han i hærnad om sommeren, og herjet viden om land.

En sommer laa han i viking med 12 skibe, og kom til Bretland - saa kaldte de Wales i gamle dage - og tænkte at herje dér. I Bretland raadde en jarl som het Stevne; han hadde en datter ved navn Olov; hun var klok og vennesæl, og var det bedste gifte.

Da Olov fik høre at Palnatoke var kommet til landet, raadslog hun med sin fosterbror, Bjørn den bretske, om hvad de skulde gjøre. De blev enige om at de skulde by Palnatoke hjem, og vise ham stor hæder, saa han kunde ha fredland dér og la være at herje. Da Palnatoke kom, blev det holdt et gjestebud til ære for ham; under dette beilet han til jarlens datter, og fik hende. Bryllupet blev straks drukket, og Palnatoke fik jarlsnavn og halve Bretland og løfte paa resten efter Stevnes død. Han blev om vinteren over i Bretland. Men næste vaar drog han hjem til Fyn med sin kone, og lot Bjørn den bretske være efter og styre landet sammen med sin maag.

Palnatoke var nu lang tid i Danmark. Mellem Palnatoke og kong Harald var det litet venskap. Først fordi Harald Blaatand hadde voldt hans farbror Aakes død, og saa fordi Palnatoke opfostret Haralds søn Svein, som kongen nødig vilde vedkjende sig. Engang roste Palnatoke sig av at han var saa flink til at skyte med bue, at han langt borte fra kunde skyte ned selv det mindste eple fra en stang. Hirdmændene fortalte kongen hvad han hadde sagt. Kongen sa da at Palnatoke skulde vise hvor flink han var, paa sin egen søn, og hvis han ikke traf eplet paa guttens hode, skulde han miste livet. Palnatoke maatte stille gutten op; han la eplet paa hans hode, og sa at han maatte staa stille og hverken skjælve eller bøie hodet, naar han hørte pilen komme susende. Derefter tok han tre piler ut av koggeret og skjøt. Gutten stod ganske stille, og pilen traf midt i eplet. Da kongen spurte hvorfor han tok ut tre piler, naar han bare hadde lov til at bruke én, svarte Palnatoke: «Hadde jeg ikke truffet første gang, saa hadde jeg tiltænkt dig de to andre pilene.»

En anden gang hændte det at kong Harald roste sig av at han var flink til at gaa paa ski, slik som finnerne brukte. Men Palnatoke sa at han var endda flinkere. Kongen sa da at han skulde løpe ned over Kullen; saa kaldes en brat fjeldvæg som ingen nogensinde hadde prøvet paa at løpe; Palnatoke løp, men da han var kommet langt ned, støtte han mot et klippestykke, saa begge skiene gik i stykker. Ellers vilde han sikkert ha styrtet i sjøen. Han grep nu om stener og busker som stak frem, og lot sig langsomt gli nedover i revnerne i fjeldet. Nedenunder laa et skib som tok ham op.

Kong Harald kunde ikke like sin søn Svein. Palnatoke gjorde ikke noget for at forsone dem, men søkte tvertimot at vække uvenskap mellem dem. Til slut kom det til aapen krig mellem far og søn. Begge kongerne kjæmpet mot hverandre. Efter kampen gik kong Harald i land med nogen av sine mænd, og op til en skog; dér sat han og bakte sig ved varmen. Imens hadde Palnatoke gjemt sig i skogen. Da han hørte folk tale og kjendte sin bror Fjølnes røst, tok han en pil og skjøt efter dem. Skuddet traf kongen bak, og han faldt død om. Fjølne gik straks bort til dér hvor kongen laa, og tok pilen ut og gjemte den. Den var let at kjende; for den var omvundet med guld. Harald Blaatands søn Svein, med tilnavnet Tjugeskjeg, blev nu konge i Danmark.

Da kong Harald var død, vilde ikke Palnatoke være længer i Danmark, men seilte snart efter til Bretland. Om høsten skulde kong Svein holde arveøl efter sin far. Han sendte da mænd til sin fosterfar Palnatoke, og bad ham komme til gjestebudet. Men Palnatoke svarte at han hadde faat en tyngde over sig saa han ikke kunde fare. Svein sendte da paany bud til Bretland, og bad Palnatoke om at komme, og til slut lovte han det. Han seilte avsted sammen med Bjørn den bretske, og hadde tre skibe. Gildet var alt begyndt, da Palnatoke og hans mænd kom ind i hallen. Palnatoke gik frem for kongen og hilste ham. Kongen tok vel mot hans hilsen, og viste dem hvor de skulde sitte. Da de hadde sittet og drukket en stund, gik Fjølne bort til kongen og hvisket noget til ham. Kongen skiftet farve og blev rød som blod. Kong Svein hadde en kjertesvend ved navn Arnodd, som stod foran kongens bord. Ham gav Fjølne en pil i haanden, og sa at han skulde bære den frem for hver mand i hallen, og spørge om nogen kjendtes ved den. Han gjorde som Fjølne sa, og gik rundt i hallen med den. Til slut kom han dit hvor Palnatoke sa, og spurte om han kjendte pilen. «Hvorfor skulde jeg ikke kjende min egen pil?» svarte Palnatoke. «Ræk mig den hit! for jeg eier den.» Kongen tok da tilorde og sa: «Du, Palnatoke! Hvor skiltes du sidst ved denne pil?» Palnatoke svarte: «Ofte har jeg føiet dig, fostersøn. Synes du at det øker din hæder om jeg fortæller det i en stor forsamling heller end hvor det er faa tilstede, saa kan jeg gjerne sige det. Jeg skiltes ved den paa buestrengen, konge, da jeg skjøt den i ryggen paa far din.» Da kong Svein hørte det, ropte han: «Staa op, alle mand, og ta Palnatoke og hans følge og dræp dem! Nu er det slut med venskapet mellem os.» Alle mændene sprat op, og det blev ikke altfor rolig i hallen. Men Palnatoke svang sit sverd og hugg til Fjølne og kløvet ham ned gjennem skuldrene. Derefter banet han sig vei gjennem hallen, og kom ut med alle sine mænd uten én. Da de merket at de savnet en mand, løp Bjørn den bretske ind igjen i hallen og tok og svang ham op paa ryggen av sig, og skyndte sig ut igjen. Derefter ilte de ned til skibene, og seilte like til Bretland. Dér var Palnatoke til hans kone Olov døde. Da likte han sig ikke længer i Bretland, men drog i viking.

 

2. Jomsborg.

En sommer kom Palnatoke til Vendland, og tænkte at herje dér.

Kongen i Vendland het Burislav. Da han hørte at Palnatoke var kommet til landet, blev han ilde ved; for folk sa at Palnatoke altid hadde seier. Derfor sendte han bud til Palnatoke, og bød ham et fylke av sit rike som heter Jom, mot at han skulde love at verne landet for kongen. Palnatoke og hans mænd tok imot dette tilbud. Han nedsatte sig i Jom, og lot gjøre en stor og sterk sjøborg dér, som siden kaldtes Jomsborg. Inde i borgen lot han med stor kunstfærdighet gjøre en havn som kunde romme 300 langskibe; rundt havnen lot han bygge murer med en aapning i, over denne lot han gjøre en stor stenbue, og i aapningen satte han jerndører, saa skibene kunde laases inde i havnen. Men oppe paa stenbuen bygde han et stort kastel med valslynger i. - I gamle dage, før folk hadde kuler og krudt, brukte de kastemaskiner som slynget ut store stener; dem kaldte de valslynger. -

Palnatoke satte nu med forstandige mænds raad love for dem som vilde være i Jomsborg. Ingen som var ældre end 50 aar, og ingen som var yngre end 18 aar, skulde optages i laget. Ingen fik lov til at være dér som flygtet for en mand som var hans like i vaaben og kræfter. Enhver skulde love at hevne sin fælles død som om det var hans egen bror. Ingen skulde utsaa splid mellem kameraterne. Den som spurte nyt, skulde først melde det til Palnatoke, før han sa det til nogen anden. Om nogen hadde dræpt far eller bror til en jomsviking, og dette først kom op efterat han var optat i borgen, da skulde Palnatoke dømme i saken. Ingen kvinde skulde faa lov til at være i borgen; og ingen mand skulde være borte mere end tre nætter hvis ikke Palnatoke hadde git ham lov til det. Alt bytte som gjordes paa hærfærd, skulde de bære til stangen, og kaste lod om det; hvis en holdt noget tilbake, skulde han jages væk fra borgen. Ingen mand skulde tale frygtsomme ord eller vise sig ræd, hvor ilde det end saa ut for dem. Hverken frændskap eller venskap skulde raa for hvem som skulde være med i laget, heller ikke om de var indbudt av dem som var dér i forveien; men bare de som hadde vist manddomsmod, skulde optages i laget. Hvis nogen brøt disse love, skulde han jages væk med skam fra borgen. I alle saker skulde Palnatoke styre og raa som han vilde.

Kjæmperne i Jomsborg blev kaldt jomsvikinger. De sat nu i borgen og overholdt vel sine love. Hver sommer drog de i hærfærd, og det varte ikke længe før jomsvikingernes navn gik over alle land, og ingen syntes at kunne maale sig med dem. Mange av de gjeveste høvdinger i Danmark seilte til Jomsborg, og bad om at bli optat mellom kjæmperne dér. Men ikke alle stod sig i manddomsprøven, og mange maatte vende hjem igjen.

Det var ved denne tid en høvding ved navn Vesete som raadde for Bornholm. Hans kone het Hildigunn. De hadde to sønner; den ældste het Bue - han blev kaldt Bue Digre; - den anden het Sigurd, han blev kaldt Sigurd Kaape. - Desuten hadde de en datter ved navn Torgunna. Hun blev gift med Palnatokes søn, Aake, som bodde paa Fyn. De fik en søn som blev kaldt Vagn. Da Vagn vokste op, var han saa vild og ugrei, at ingen kunde holde styr paa ham uten hans morbror, Bue. Men Vagn var den vakreste gutt en kunde se, og han blev tidlig flink i alle idrætter. Bue Digre var ogsaa den største kjæmpe, og saa sterk at ingen visste hvor sterk han var. Han var ikke vakker at se til, men han saa anselig ut, og var storsindet. Bue var faamælt, og taug oftest stille. Hans bror Sigurd var vakrere og mere omgjængelig, men han var heller ikke en mand av mange ord.

I Skaane var det ved denne tid en jarl som het Harald. Han blev kaldt Strutharald, fordi han i hatten sin hadde en stor strut eller top av guld som veide ti merker. Han hadde to sønner, Sigvalde og Torkel, og en datter ved navn Tova. Sigvalde hadde blekt anlet og styg næse; men han hadde skarpe øine og var høi og rask. Hans bror Torkel var høiere end andre mænd; derfor blev han kaldt Torkel den høie; han var likeledes sterk og forstandig.

Rygtet om jomsvikingerne naadde ogsaa til Sigvalde og Torkel. De spurte da sin far tilraads om han syntes de burde drage til Jomsborg og gi sig i lag med jomsvikingerne. Strutharald svarte at han syntes det var et godt raad at fare dit og vinde sig ry og anseelse. «For nu er det paa tide at dere viser at dere duger til noget,» sa han. Men da de bad ham om gods til færden, vilde han ikke gi dem noget, og sa at de enten selv fik skaffe sig det de trængte, eller ogsaa fik de sitte i ro. Sigvalde og Torkel seilte allikevel av gaarde med to skibe og 120 mand.

Paa veien kom de til Bornholm; dér gjorde de strandhugg og plyndret den bedste gaarden som Vesete eide. Derefter drog de videre, og kom til Jomsborg. De la til utenfor borgporten. Da Palnatoke saa dem komme, gik han op i taarnet over porten, ropte ned til dem og spurte hvem de var. De svarte at de var sønner av Strutharald jarl, og sa at de agtet at gi sig ind i jomsvikingernes lag. Da Palnatoke hørte dette, lot han borgen lukke op, og Sigvalde og Torkel rodde ind med sine mænd. Men da de skulde vise hvor raske og mandige de var, stod bare halvdelen av deres mænd sig i prøven. De andre blev sendt hjem igjen. Begge brødrene blev snart Palnatokes venner og raadgivere.

Det varte ikke længe før det kom for Vesetes øren at Sigvalde og hans bror hadde ranet den bedste gaarden hans paa Bornholm. Da Strutharald jarl ikke vilde gi nogen bot for sønnerne sine, rustet Vesetes sønner ut tre skibe, og drog over til Skaane og plyndret tre av Strutharalds gaarder. Jarlen hevnet sig, og gjorde landgang paa Bornholm, og slik holdt de ved en stund. Men til slut fik kong Svein mæglet fred og forlik mellem dem, og Strutharald jarl gav Sigurd Kaape sin datter tilegte.

Ikke længe efter lyste Bue at han vilde drage til Jomsborg. Hans bror Sigurd vilde ogsaa være med, skjønt han var nygift. Da de kom til Jomsborg, la de til utenfor havndørene. Før borgmændene vilde lukke op, spurte Sigvalde hvordan det var mellem dem og hans far. Bue fortalte at nu var de og Strutharald blit forlikt, og saa slap Palnatoke dem ind i havnen. Siden blev deres manddom prøvet, og det er kort at fortælle at paa hvert skib blev 80 mand tat op i laget; men 40 blev sendt tilbake til Danmark. En stund efter kom ogsaa Vagn Aakesson til Jomsborg. Han var ikke mere end 9 aar gammel da han alt hadde dræpt tre mænd. Da han var 12 aar gammel, skjønte ikke hans frænder længer hvad de skulde gjøre med ham. Hans far Aake gav ham da et langskib, og hans morfar Vesete gav ham et andet, og med dem seilte han til Jomsborg. De vilde ikke slippe ham ind i borgen fordi han var for ung, og desuten saa vild og gal. Men da bød Vagn Sigvalde ut til kamp mot sig med to skibe, og søkte saa haardt ind paa ham at Sigvalde og hans mænd maatte vike. Efter dette maatte de slippe Vagn ind i borgen, og svor sig i lag med ham. Da Vagn var kommet til Jomsborg, blev han førstandig og omgjængelig, og lærte sig høviske seder, saa det snart ikke var nogen ypperligere kjæmpe i hele borgen.

Tre aar efter dette døde Palnatoke, og Sigvalde blev nu jarl i Jomsborg. Han hadde ikke styrt længe før folk sa at lovene ikke blev overholdt saa strengt som dengang da Palnatoke raadde for borgen. Det hændte at kvindfolk var i borgen to eller tre nætter, og at folk var borte længer end de hadde lov til.

 

3. Gravøllet.

Mellem Sigvalde jarl og kong Svein i Danmark var det ikke venskap. For Sigvalde hadde engang overlistet Svein Tjugeskjeg. Det gik slik til. Kong Burislav i Vendland hadde tre døtre. Den ældste het Aastrid; hun var vakker og klok. Den anden het Gunnhild, den tredje Geira; hun blev siden gift med Olav Tryggvason. Sigvalde jarl drog nu til kong Burislav, og sa at enten skulde han gi ham sin datter Aastrid, eller ogsaa vilde han ikke være længer i Jomsborg. Kong Burislav raadslog med sin datter om hvad de skulde gjøre, for ingen av dem hadde lyst paa dette gifte. Burislav hadde tiltænkt sin datter en gildere høvding, og Aastrid likte ikke Sigvalde, men de vilde nødig la ham fare. Burislav svarte da, at hvis Sigvalde kunde fri landet fra de skatter som de hittil hadde git danekongen, skulde han gi ham sin datter. Ikke længe efter seilte Sigvalde jarl til Danmark. Dér sendte han sine mænd op til kong Svein for at sige at Sigvalde nødvendig maatte træffe ham. Men Sigvalde var syk, sa de, saa han kunde ikke komme i land; derfor skulde de be kongen komme ombord til ham. Paa den maate fik Sigvalde lokket kong Svein ombord paa sit skib, og tok ham med sig til Jomsborg. Da de var kommet dit, fortalte han kongen at han hadde beilet for ham til kong Burislavs datter Gunnhild, og at han selv skulde gifte sig med hendes søster Aastrid; men Gunnhild var den vakreste av søstrene, sa han. Svein maatte gaa ind paa dette, og lovte at opgi skatterne fra Vendland; for Sigvalde sa at han i andet fald vilde gi kongen i vendernes vold. Bryllupet blev da holdt. Den første kvelden da folk sat ved bryllupet, kunde de ikke for brudelinet se hvordan bruden saa ut. Men om morgenen saa kong Svein at Sigvaldes kone var meget vakrere end den han hadde faat. Han skjønte da at Sigvalde jarl hadde narret ham. Dog sa han ikke noget, og seilte hjem til Danmark med sin kone. Men han tænkte at han skulde nok lønne det siden.

Ikke længe efter spurtes den tidende fra Danmark at Sigvaldes og Torkels far, Strutharald jarl, var død. Deres bror Heming var ikke voksen endda. Derfor syntes kong Svein at han vilde holde arveøl efter Sigvalde. Han sendte da bud til Sigvalde og Torkel den høie i Jomsborg at de skulde komme til gravøllet efter sin far, og foreslog at de skulde holde det sammen alle tre, saa det kunde bli saa prægtig som mulig efter en slik høvding som Strutharald hadde været. Brødrene svarte tilbake og sa at de skulde komme, og bad kong Svein stelle alt i stand til gjestebudet, og ta det som trængtes av Strutharalds eie.

De fleste av jomsvikingerne syntes det var uraad at følge indbydelsen. For de stolte ikke paa kong Sveins venskap. Men Sigvalde og Torkel vilde ikke andet end at fare som de hadde lovt, og da vilde de andre jomsvikinger heller ikke bli efter. Enden blev da at de drog avsted allesammen med ikke mindre end 180 skibe og alle de modigste av sine mænd. Da de kom til Danmark, hadde kong Svein gjort alt i stand til gjestebudet, og det var en stor mængde mennesker samlet dér. Om kvelden drak jomsvikingerne tæt, og det blev skjænket den sterkeste drik som var for dem, i de største horn, saa det varte ikke længe før de blev drukne. Kong Svein sa da at han vilde de skulde finde paa nogen ny skjemt, og gjøre som det var skik naar mange høvdinger var samlet, at drikke mindebægre og avlægge løfter. Først drak han sin far kong Haralds minde og lovte, at før tre vintre var gaat, skulde han være kommet til England og ha dræpt kong Adalraad eller ha drevet ham fra landet. Efter dette blev hornene baaret rundt paany, og kong Svein sa: «Nu maa I, jomsvikinger, som er de navnkundigste kjæmper i Norderland, se Eder om efter en eller anden stordaad. Og nu maa du, Sigvalde, love ikke mindre end jeg har gjort.» Sigvalde jarl stod da op og drak sin fars mindebæger. Siden gjorde han det løfte, at før det var gaat tre vintre, skulde han være kommet til Norge og ha drevet Haakon jarl fra landet eller ha dræpt ham, eller ogsaa skulde han selv miste livet. «Dette er vel lovt,» sa kong Svein; «og nu er det halve gjort siden du har avlagt løfte om det. Nu staar det tilbake at utføre det vel og mandig.» Siden lovte Torkel den høie at han skulde følge sin bror Sigvalde til Norge, og ikke flygte saalænge Sigvalde blev efter og kjæmpet. «Jeg lover,» sa Bue Digre, «at jeg skal følge Sigvalde paa denne færd saa godt jeg kan, og ikke flygte før det er færre i live end faldne, og dog skal jeg holde ved saalænge Sigvalde vil.» Sigurd Kaape lovte at følge sin bror Bue og ikke flygte før han var falden. «Jeg lover,» sa Vagn Aakesson, «at jeg skal følge Sigvalde og min frænde Bue paa denne færd, og holde ved saalænge Bue vil, og det lar jeg følge med løftet,» sa han, «at hvis jeg kommer til Norge, skal jeg ha giftet mig med Ingebjørg, datter av Torkel Leira øst i Viken, uten hans og hendes andre frænders raad, før jeg kommer tilbake til Danmark.» Bjørn den bretske lovte at følge sin fostersøn Vagn, og mange andre høvdinger gjorde løfter om andre ting.

Om morgenen, da jomsvikingerne hadde sovet rusen ut, syntes de at de hadde tat munden fuld, og holdt stevner og raadslog om hvordan de skulde bære sig ad med denne færd. De blev enige om at de skulde gjøre sig færdige saa skyndsomt som mulig, forat folk ikke skulde faa nys om deres færd, og gik straks i gang med at ruste sine skibe og mænd.

 

4. Kampen i Hjørungavaag.

Haakon jarls søn Eirik var jarl i Viken. Han var paa Raumarike da han spurte denne tidende. Han drog straks mænd til sig, og fór til Oplandene og videre nordover fjeldet til Trøndelagen, og meldte budskapet til sin far. Haakon jarl og Eirik lot nu skjære op hærpil over hele Trøndelagen, og sendte bud til Søndmør og Nordmør og til Raumsdal, og likesaa nord til Naumadal og til Haalogaland, og stevnet ut fuld almenning av folk og skibe.

Imens styrte jomsvikingerne med sine skibe til Limfjorden; derfra satte de over sjøen til Agder. De styrte straks videre nordover til Rogaland, og tok til at herje saasnart de var kommet ind i Haakon jarls rike. Slik seilte de nordover langsmed landet, og overalt fór de med hærskjold. Geirmund het en mand som drog avsted med en hurtigseilende skute og nogen faa mand ombord. Han kom frem til Møre, og fandt Haakon jarl, mens han sat tilbords. Han gik straks ind i salen og fortalte jarlen at det var kommet en hær syd i landet fra Danmark. Jarlen spurte om han visste det for sikkert. Geirmund stak da op den ene armen som haanden var hugget av, og sa at det var jertegn om at en hær var i landet. Siden spurte jarlen ham nøie ut om denne hær. Geirmund fortalte at de var jomsvikinger, og at de hadde dræpt mange maand og ranet viden om. De fór fort og voldsomt, sa han, «og jeg tænker ikke det vil vare længe før de kommer hit.» Siden rodde jarlen gjennem alle fjordene, og ind langsmed det ene land, og at langsmed det andet. Han fór dag og nat, og hadde speidere ute.

Imens styrte Sigvalde jarl med sin hær nordom Stad, og la først til ved Herøerne. Men naar vikingerne fandt landsens folk, saa sa de aldrig sendt om hvad de hadde fore. De herjet hvor de kom. Siden la Vagn Aakesson med sit langskib ind til Hareidland; han visste ikke at Haakon jarl laa i vaagen et litet stykke borte. Mens Vagn laa ved øen, gik hans mænd i land og tænkte at gjøre strandhugg. Da møtte de en mand som drev nogen kjør og gjeter fremfor sig. Vagn spurte hvad han het. Han svarte at han het Ulv. Vagn sa nu til sine mænd at de skulde ta kjørne og gjeterne hans ombord paa skibene og slagte dem, og likedan skulde de gjøre om de fandt mere fæ. «Dere farer ikke frem paa hærmandsvis,» sa Ulv, «dere som driver kjør og gjeter ned til stranden. Det vilde være større fangst for dere at ta bjørnen som nu næsten er kommet i bjørnebaasen.» «Kan du sige os noget om Haakon jarl?» spurte Vagn. Bonden svarte: «Han laa igaarkveld med et skib eller to i Hjørungavaag. Men nu kan dere faa dræpt ham om dere vil; for han ligger der og venter paa sine mænd.» «Du skal beholde alt kvæget dit,» sa Vagn, «hvis du vil følge med os ombord og vise os vei til jarlen.» «Det sømmer sig ikke for mig at kjæmpe mot jarlen,» svarte Ulv; «men jeg skal vise dere vei til dere kommer ind i vaagen, om dere vil.» Med disse ord fulgte han ombord med Vagn, og de skyndte sig straks til Herøerne for at melde Sigvalde og alle jomsvikingerne denne tidende.

Da jomsvikingerne hørte at Haakon jarl var i nærheten, tok de til at ruste sig som om de skulde fare til den haardeste kamp, skjønt Ulv lot som om det ikke vilde være nogen sak at komme uforvarende over jarlen. Da de var færdige, rodde de indover mot vaagen. Det siges at Ulv mumlet noget om at de kanske vilde finde flere skibe i vaagen end dem han hadde sagt. Straks de saa skibene komme frem, løp Ulv utenbords og hoppet i sjøen; han tænkte at svømme i land før de lønnet ham for hans stræv. Da Vagn saa dette, vilde han lønne Ulv efter fortjeneste, og grep et spyd og sendte det efter ham; spydet kom like i midjen paa ham, og han lot sit liv. Jomsvikingerne rodde nu ind i Hjørungavaagen; men da fik de se at hele vaagen var fuld av hærskibe, og fylket straks sin hær til kamp. Midt i hæren var Sigvalde jarls merke. Imot det la Haakon jarl sig. I den ene arm av fylkingen var Bue Digre og hans bror Sigurd med 20 skibe; imot dem la Eirik Haakonsson jarl sig med 60 skibe. I den anden arm la Vagn Aakesson frem med 20 skibe, og imot ham Haakon jarls søn Svein.

Siden la de flaaterne sammen og tengslet skibene; og nu begyndte den grummeste kamp. Det faldt mange paa begge sider, men dog flest paa Haakon jarls side; for jomsvikingerne kjæmpet baade kraftig. djervt og skarpt, og skjøt tvers igjennom skjoldene. Det blev baaret saa mange vaaben mot Haakon jarl, at brynjen hans til slut blev slitt ut og unyttig, saa han kastet den av sig. Jomsvikingerne hadde større skibe med høiere bord. Men paa begge sider søkte de frem paa det djerveste. Vagn Aakesson la saa haardt frem mot Svein Haakonsson, at Svein lot sige unda, og holdt paa at fly. Eirik jarl blev sint da han saa dette, og la sig med Jernbarden - saa het skibet hans - mot Vagns skib; de støtte nu sammen med stavnene, og det blev den skarpeste kamp. Mellem Vagns mænd var det en drabelig kjæmpe som het Aslak Holmskalle; han og Vagn løp fra skibet sit over paa Eiriks Jernbarde, og hugg med begge hænder, og ryddet omkring sig, saa folk vek tilbake; men ingen vaaben bet paa ham. Da tok en islænding, ved navn Vigfus Vigaglumsson, en nebambolt som laa paa tiljerne, og som en mand før hadde brukt til at lodde haandplaten paa sit sverd. Han kastet ambolten med begge hænder og drev den i hodet paa Aslak Holmskalle, saa den gik ned i hjernen, og han faldt død om. Vagn gik frem paa det andet skibsbord, hugg med begge hænder, og voldte mangen mands død. Da løp Torleiv Skuma mot ham. Han var islænding, og hadde i haanden en svær ekekølle som han hadde lovt skulde bli Bues benbrud og Sigvaldes mén. «Vikingers ve, Haakons vern,» kaldte han den. Den svang han i hodet paa Vagn, saa han holdt paa at falde. Men Vagn fik skubbet Torleiv av veien, og stak efter ham med sverdet, derefter hoppet han ut av Jernbarden og kom staaende over paa sit eget skib. Men da hadde han og Aslak Holmskalle ryddet Eiriks skib slik at Eirik jarl maattte faa folk ombord dér fra andre skibe.

Ved denne tid blev det en liten stans i kampen. Den nyttet Haakon jarl og hans søn Eirik til at møtes og tales ved. Haakon sa at han syntes at kampen gik dem imot; for ingen var disse vikingers like; og det vilde ikke lykkes at vinde seier over dem, mente han, hvis han ikke fandt paa et eller andet raad. Han gik da i land med nogen mænd paa en ø som var dér. Midt paa øen var det en stor skog, og i skogen en rydning. Dit gik Haakon jarl og la sig paa knæ. Han vendte sig mot nord, og bad til sin fuldtro ven, Torgerd Hølgabrud. Hun var den gudinden som mest hjalp Haakon jarl og de andre Ladejarler, og hun bodde længst nord i Norge, trodde de. Men hun var døv for jarlens bønner, og han syntes at merke at hun maatte være vred paa ham. Han lovte da at ofre forskjellige ting til hende om hun vilde bønhøre ham. Men hun vilde ikke ta imot noget av det. Til slut bød han hende menneskeblot; men Torgerd vilde heller ikke ta imot dem som han bød til at ofre. Da syntes jarlen at det saa rent ilde ut hvis han ikke fik formildet hende; han øket da tilbudet, og til slut lovte han at han skulde ofre hvem hun end vilde ha, uten sig og sine to sønner, Eirik og Svein. Jarlen hadde ogsaa en søn som het Erling; han var 7 aar gammel, og en haabefuld gut. Til slut tok Torgerd Hølgabrud mot Haakons tilbud, og valgte hans søn Erling. Efter dette syntes jarlen at hans bønner blev bønhørt, og at det begyndte at se lysere ut. Han tok da sin søn og gav ham til en av trællene sine; denne gjorde som jarlen hadde sagt ham, og skar halsen over paa gutten.

Efter dette vendte Haakon jarl tilbake til sine skibe og egget paany sine mænd. «Jeg vet nu for visst,» sa han, «at vi skal seire over jomsvikingerne; for jeg har paakaldt Torgerd Hølgabrud og hendes søster Irpa, og de vil ikke svigte mig nu, likesaa litt som før.» Kampen tok nu til paany; Haakon jarl la sig igjen mot Sigvalde, og gik haardelig frem, for han trøstet sig til Torgerds og Irpas hjælp. Nu begyndte veiret at se truende ut fra nord; det drog op en svart sky og mørk skodde fra havet, og dermed fulgte en iling med lyn og torden, og det faldt hagl saa store at hvert hagl veiet en øre. Uveiret stod ret i synet paa jomsvikingerne. Mange saa ogsaa to kvinder som kjæmpet i Haakon jarls hær; det var Torgerd Hølgabrud og Irpa. «Jeg synes ikke,» sa Sigvalde jarl, «at vi kjæmper mot mennesker idag, men mot de værste troll.»

Da en stund var gaat, begyndte uveiret at lægge sig. Haakon jarl paakaldte av al sin magt Torgerd Hølgabrud og Irpa, og talte til dem om hvor meget han hadde ofret til dem, da han hadde blotet med sin egen søn. Uveiret begyndte da paany, og folk kunde nu se to kvinder ombord paa jarlens skib. - Det var søstrene, som hjalp Haakon jarl. - Da hugg Sigvalde jarl tengslerne over, og snudde sit skib unda og vilde fly. Vagn Aakesson ropte til ham og bad ham ikke at fly, men Sigvalde hørte ikke paa hvad han sa. Da skjøt Vagn et spyd efter ham og bad ham faa en ulykke; men han traf den som sat ved roret. Torkel den høie, Sigvaldes bror, fór ogsaa bort straks Sigvalde var flygtet. Siden flygtet ogsaa Sigurd Kaape. 35 av jomsvikingernes skibe rodde bort, men 25 var tilbake.

Derefter la Haakon jarl sit skib paa den anden side av Bues. Da blev det ikke længe for Bues mænd mellem huggene. Under kampen gik Eirik jarls mænd op paa Bues skib og agterut i løftingen mot Bue. Torkel Midlang hugg da til Bue, og skar av ham læberne og haken, saa de faldt ned i skibet; Bues tænder føk ogsaa ut ved det hugg som han fik. Da Bue fik saaret, sa han: «Nu blir det værre for de danske møer at kysse os.» I det samme hugg han til Torstein i siden, saa han skar munden over paa midten. Straks efter tok Bue to kister fulde av guld, én i hver haand, og ropte høit: «Overbord! overbord! alle Bues mænd!» Derefter stupte han sig utenbords med kisterne, og mange av hans mænd løp ogsaa overbord, men nogen faldt paa skibet, for det var ikke godt at be om grid. Hele Bues skib blev da ryddet fra stavn til stavn, og siden det ene skib efter det andet. Til slut løp alle som var i live, ombord paa Vagn Aakessons skib, og verget sig der til mørket faldt paa. Da endte kampen, men endda stod mange paa benene ombord paa Vagns skib. Det var nu for mørkt til at undersøke hvem som var i live ombord paa jomsvikingernes skibe. Derfor lot Haakon jarl holde vakt om natten, saa ingen av dem skulde komme unda.

Vagn og Bjørn den bretske raadslog nu om hvad de skulde gjøre, enten de skulde bli ombord paa skibene til det blev dag, og da la sig gripe, eller de skulde søke at komme i land og skjule sig dér. De blev alle enige om at de skulde prøve det sidste. De tok masten og raaen paa skibet sit, og flyttet sig i land paa dem, da det blev mørkt. De kom til et skjær, og dér var de om natten, og trodde det var det faste land.

Like før dag, mens jarlens mænd endda holdt paa at binde saarene sine, hørte de en buestreng gjalde ute paa Bues skib, og en pil kom flyvende, og traf jarlens frænde og kjære ven, Gudbrand Hvite, saa han faldt død om. Straks det var blit lyst om morgenen, fór Haakon jarl og hans mænd ut for at undersøke skibene. Da de kom til Bues skib, og skulde se hvem som hadde sendt det skuddet om natten, fandt de en mand i live ombord dér. Det var Haavard Huggende. Han hadde store saar, og begge benene var hugget av ham nedenfor knæet. Da Svein Haakonsson og Torkel Leira kom bort til ham, spurte han: «Hvordan er det? kom det nogen sending til dere her fra skibet her inat?» «Tilvisse,» svarte de; «men var det du som voldte det?» «Det kan ikke negtes,» sa han; «men blev det til mén for nogen?» De fortalte da at en mand hadde faat bane av det. «Hvad var det for en mand?» spurte Haavard. «Gudbrand Hvite,» svarte de. «Ja, det blev nu ikke som jeg helst vilde,» sa han; «for jeg hadde eslet jarlen dette skud; men jeg faar være glad fordi nogen kom til skade av det.» Da han hadde sagt dette, hugg de til ham og dræpte ham.

De fik nu se at det var folk ute paa skjæret, og jarlen bød dem fare ut dit og ta disse mænd til fange: han vilde raa for deres liv, sa han. De gjorde som han bad, og rodde ut til skjæret. Dér fandt de Vagn Aakeason og hans mænd, og fanget dem, og flyttet dem til land; men faa av dem kunde røre sig for saar og kulde. Hænderne blev bundet paa ryggen, og den ene blev bundet til den anden med et taug, og ikke lempelig. Siden blev nogen av dem som var meget saaret, løst fra tauget; trælene som holdt vakt over dem, viklet kjepper i haaret paa jomsvikingerne for at holde hodet fast. Først blev tre saarede mænd ledet frem, og høvdingen Torkel Leira gik frem og hugg hodet av dem. Siden spurte Torkel dem som stod i nærheten, om de kunde merke nogen forandring paa ham. «For folk siger,» sa han, «at en kan se forandring paa alle som har hugget ned tre mand efter hverandre.» Haakon jarl svarte ham: «Det er ingen forandring at se paa dig nu; men i forveien var det.»

Derefter blev en fjerde mand ledet frem, og Torkel Leira spurte ham, før han hugg til ham, hvad han tænkte om at han skulde dø. «Jeg vil gjerne dø,» svarte han; «jeg vet vel at det maa gaa mig som min far, at jeg skal dø.» Derefter blev den femte ledet frem, og Torkel spurte ham hvordan det kjendtes at skulle dø. Han svarte: «Jeg mindes ikke den lov hos jomsvikingerne at en skal være ræd for at dø eller tale frygtsomme ord: én gang skal hver mand dø.» Saa hugg Torkel ham ned. Slik blev de enige om at spørre hver av jomsvikingerne for at høre om ingen av dem skulde tale rædde ord før han døde. Da den sjette mand blev ledet frem med en kjep i haaret, og Torkel spurte ham, svarte han at han gjerne vilde dø med hæder; «men du Torkel vil leve med skam,» sa han. Saa blev han hugget ned. Da den syvende blev ledet frem, spurte Torkel Leira ham om det samme. «Jeg vil gjerne dø,» svarte han; «men hugg mig fort. Jeg har en tollekniv i haanden, og den vil jeg stikke i jorden om jeg kjender noget, naar hodet er hugget av mig.» Torkel hugg, og hodet føk av, men kniven faldt ned. Da den næste blev ledet frem, spurte Torkel ham likedan. «Jeg vil gjerne dø som alle vi kamerater,» sa han; «men jeg vil ikke la mig hugge som en sau; jeg vil sitte ned. Men hugg mig forfra i ansigtet, og se om jeg blunker med øinene!» Torkel gjorde som han bad om, og han blunket ikke, men øinene seg sammen, da døden kom paa ham.

Siden blev en vakker mand med stort haar ledet frem. Han svøpte haaret frem over hodet sit, rakte halsen frem og sa: «La det ikke komme blod i haaret!» En hirdmand tok da haaret og viklet det om haanden sin. Torkel svang øksen og skulde til at hugge; men vikingen rykket hodet fast til, og han som holdt i haaret, gav efter, saa øksen faldt ned paa begge hænderne hans, saa den tok fæste i jorden. Da kom Eirik jarl til og spurte: «Hvem er denne vakre mand?» «De kalder mig Sigurd,» sa han, «og jeg gaar for at være søn av Bue; endda er ikke alle jomsvikinger døde.» Eirik sa: «Du er nok til visse en sand søn av Bue. Vil du ha grid?» la han til. «Det kommer an paa hvem der byr,» svarte Sigurd. «Den byr,» sa jarlen, «som har magt til det, - Eirik jarl.» «Da vil jeg,» sa han. Han blev da tat fra tauget. Da sa Torkel Leira: «Om du vil la alle disse mænd ha grid, jarl, saa skal aldrig Vagn Aakesson komme fra det med livet.» Med disse ord løp han frem med løftet øks. Men vikingen Skarde snodde sig til fald i tauget, og faldt frem for føtterne til Torkel. Torkel faldt flat over ham. Da grep Vagn øksen, svang den i veiret og hugg Torkel banehugg. «Vagn, vil du ha grid?» spurte jarlen. «Det vil jeg,» sa han, «hvis vi faar det alle.» «Løs dem av tauget!» sa jarlen. Saa blev gjort. Atten var da dræpt, men tolv fik grid.

Siden skiltes hæren. Haakon jarl drog til Trondheim, og likte svært daarlig at Eirik hadde git Vagn Aakesson grid. Eirik jarl fór til Oplandene og videre øst til sit rike, og Vagn Aakesson var med ham. Da de kom til Viken, giftet Eirik jarl ham med Ingebjørg, Torkel Leiras datter, og gav ham et godt langskib med fuld utrustning, og skaffet ham folk til det; og de skiltes som de kjæreste venner. Vagn drog da hjem syd til Danmark. Han blev siden en navngjeten mand, og mange stormænd er kommet fra ham.

 

 

Jomsvikingarnas saga
Translated by Albert Ulrik Bååth

 

I. ÅKE OCH PALNE.
En man hette Toke. Han bodde i Danmark, i det härad, som kallades Fyn. Han var en mäktig och dugande man. Hans husfru hette Torvar. De hade tre söner, som alla komma före i denna saga. Den äldste hette Åke; närmast honom i ålder var Palne. Den yngste bar namnet Fjolne. Han var frilloson. Toke var nu en gammal man. En höst sjuknade han och dog. Sedan led det ej lång tid, förrän även Torvar vart kränk och gick hädan. All kvarlåtenskapen tillföll Åke och Palne. De togo den ock under sig. Fjolne sporde sina bröder, vad de tillärnade honom av arvet efter fadern Toke. Det var en ansenlig rikedom, de ärvt, både jordar och lösören. Bröderna gåvo det svaret, att en tredjedel av lösörena skulle de avstå men alls ingen av jordarna. Fjolne krävde då tredjedelen av all förmögenheten, såsom om han varit sann arvtagare; men bröderna förklarade, att de ej ville giva honom mera än vad de bjudit. Han vart mycket missnöjd med att icke få samma arvslott som sina bröder, och han menade, att han nog någon gång skulle stå dem emot. Därmed for han med det gods, han fått. Han drog till konung Harald Gormsson och vart hans handgångne man och rådgivare. Fjolne var klok, rådig och ondskefull, och konungen var icke djupsinnig. Snart belackade Fjolne inför honom sin broder Åke. Ingen, som icke bar furstligt namn, var i Danmark vid denna tid ansenligare man än Åke Tokesson. Varje sommar låg han i härnad, och nästan alltid vann han seger. Han var vettig och vänsäll; och många gåvo sig till honom, när konungen syntes dem hård. Fjolne sade konung Harald, att han ingalunda ensam komme att hållas för konung i Danmark, så länge Åke vore i livet. Han ordade härom så länge för kungen, att dennes stämning emot Åke till sist ej vart så ofarlig. Åke fann alltid ett fredligt tillhåll och god vänskap hos jarl Ottar i Gotland. En gång drog han till honom på gästabud med två skepp och hundra man, alla väl försedda med vapen och kläder. Han stannade där någon tid. Vid avskedet fick han gåvor av jarlen och vände sedanhem. Så snart konung Harald sport, att Åke dragit ur landet, lät han rusta ut tio skepp och femhundra man. Han bjöd dem fara åstad och invänta Åke, när han vore på hemvägen, samt taga livet av honom och allt hans följe. Konungsmännen gävo sig av. De spejade snart ut Åkes färd. Det gick lätt, ty han visste ej om att han skulle vakta sig. På Selands kust föll hären en natt oförvarandes över honom och hans folk. Den drev mot dem en skur av pilar och andra vapen, rev ned tälten, som de lagt sig att sova i, och fällde dem alla. Därefter förde männen till konungen allt det byte, de tagit. Han förklarade sig mycket nöjd och menade, att nu kunde han för Åkes skull vara ensam konung. Fjolne fann allt väl beställt: nu hade han givit n å g o n gengäld, för det han icke kom åt arvet.

Dessa tidender spordes till Fyn. När de nått Palne, grepo de hononi så hårt, att han lade sig till sängs. Om hämnd hade han intet hopp, enär den skulle tagas på konungen själv. Hans fosterbror hette Sigurd, en förslagen och rik man. Hos honom sökte han råd, huru han nu skulle förfara. Sigurd sade sig vilja å hans vägnar gilja till en kvinna. Palne sporde, vem hon vore. Han svarade, att hon hette Ingeborg, dotter av jarl Ottar i Gotland. »Jag fruktar,» sade Palne, »att jag icke kan fä den mön; men visst tänker jag, att min sorg säkrast skulle lindras, om jag blott finge henne.» Sigurd gjorde sig resfärdig. Med ett skepp och sextio man drog han norr ut till Götland. Han kungjorde jarlen sitt ärende och bad å Palnes vägnar om hans dotter; han sade, att guld icke tröt denne på Fyn, men hans liv stod på spel för sorgens skull. Slutet vart, att jarlen lovade bort dottern, och skulle han själv bringa Palne bruden. Sigurd vände åter till Fyn med detta budskap; och strax vart det mycket bättre med Palne. Ett ståtligt gille tillrustades, och intet vart därvid sparat. På den utsatta dagen kom jarl Ottar med stort följe till Fyn. Där hölls sedan ett yppigt gästabud. Hedersamt vart Palnes bröllop drucket. Den första aftonen somnade Ingeborg fort in. Hon fick en dröm. Då hon vaknade, sade hon Palne den. »Jag drömde,» berättade hon, »att jag var här i denna gård. Jag tyckte mig hava uppe en lingrå väv; mycket var ej färdigt av den. Ränningen var behängd med sina vikter; i det jag nu vävde, föll ifrån dess mitt baktill en vikt ned, och jag tog upp den. Då såg jag, att alla dessa vikter voro manshuvud; det, som lossnat och jag upplyft, betraktade jag. Och jag kände igen det.» Palne sporde, vem det huvudet tillhört. Hon svarade: »Harald Gormsson!» »Det är bättre drömt än odrömt,» sade han. Gillet slöts, och gästerna drogo hem med ansenliga gåvor.

 

II. PALNATOKE.
Palnes och Ingeborgs samliv var gott, och hädanefter höll sig hans anseende väl uppe. Och det dröjde ej länge, innan dem föddes en son. Namn gavs åt svennen, och han kallades Toke. Han växte upp där hemma på Fyn och vart tidigt både klok och fager och vänsäll, och ingen var han så lik i allt som sin farbror Åke. Sedermera vart han kallad Palnatoke.

Då han nått något över barnaåldern, sjuknade hans fader och dog. Mycken rikedom tog han i arv efter honom, både land och lösören. Över allt detta rådde han tillsammans med sin moder där på Fyn. Det är berättat, att Palnatoke var sommartid ute i härnad, så snart han hade ålder till det. Första sommaren hade han med sig tolv skepp, härjade vida omkring och vann mycket gods och stor ära. Så var han åter en sommar ute i viking ined många skepp och talrikt manskap. Vid denna tid var jarlen Stemne herre över Bretland. Han hade en dotter, som hette Ålof, en klok, vänsäll och mycket skön kvinna. Hon var det yppersta gifte. Palnatoke lade med sina skepp till vid Bretlands kust och ärnade nu härja i jarlens rike. När Stemne och hans dotter sport detta, vordo de, på hennes fosterfader Björn bretskes inrådan, överens om att Palnatoke skulle bjudas hem till ett gästabud, såvida han ville hava ett fredligt tillhåll i landet och icke skövla där. Inbjudningen täcktes Palnatoke, och han drog med allt sitt folk åstad till gillet. När han där satt, såg han jarlens vackra dotter, och han bad öppet om hennes hand. Jarlen gav lätt med sig, och kvinnan vart honom lovad. Sä blev hon Palnatokes fästmö, men länge satt hon ej som sådan, ty deras bröllop dracks vid samma gästabud. Med henne fick han ock jarls namn och hälften av Stemnes rike; han hade att taga emot det helt och hållet, när jarlens dagar ändats, ty Ålof var dennes enda barn. Palnatoke stannade i Bretland den sommaren ut och vintern med. När det vårades, gav han till känna, att han ärnade vända hem till Danmark. Innan han for, kallade han till sig Björn bretske och förtrodde honom styrelsen över sitt rike i Bretland, till dess han själv återkomme. Därefter drog han bort med husfrun Ålof. Färden vart god, och de kommo hem till Fyn i Danmark. Palnatoke förblev hemma någon tid och gällde numera, näst konung Harald, för den störste och mest frejdade mannen i hela Danmark.

 

III. SVEN SÖM-ÅSASON.
Konung Harald drog genom landet på gästning, såsom danakonungars sedvänja var. Palnatoke redde till ett gille och bjöd konungen hem till sig. Han kom och satt i hans gård länge som gäst. Hos Palnatoke var en kvinna, som hette Åsa och kallades Söm-Åsa. Fattig var hon men mycket förfaren i det, hon hade att ombestyra. Hon sattes att betjäna konungen, medan han var vid gästabudet. Mycket täcktes hon honom. När konungen omsider bröt upp, valdes ut åt honom goda gåvor. Då det vårades, skönjde man, att Åsa gick med barn, och Palnatoke talade i enrum med henne och sporde, vem samman med henne ägde barnet. Hon genmälde, att det ingen annan vore än konung Harald Gormsson. »Hittills har jag icke för någon utom dig yppat detta», sade hon. »Först och främst,» förklarade Palnatoke, »giver jag dig lov att stanna här, till dess du varder förlöst.» Och tiden gick, tills Åsa nödgades hålla sig inne i kvinnokammaren. Hon födde en gosse, som fick namnet Sven; sedan vart han efter sin moder kallad Sven Söm-Åsason. Han växte upp hos Palnatoke på Fyn, och denne gav honom god omvårdnad.

När Sven var tre år gammal, bar det så till, att konung Harald åter hade att draga kring Fyn på gästning. Då han infann sig hos Palnatoke, sade denne till Åsa: »Nu skall du med svennen vid din hand träda inför konung Harald och tala så: ’här leder jag efter mig denne pilt; jag säger, herre, att ingen annan man än I äger honom tillsammans med mig!’ Huru konungen än tager detta, så var dock dristig. Jag skall giva svaren och stödja din sak.» Hon gick fram till konungen och sade de ord, Palnatoke lagt henne på tungan. Harald sporde, vad det där vore för en kvinna. Hon nämnde sitt namn. »En förunderligt djärv kvinna är du,» sade han. »Drag dina färde och fördrista dig icke att tala slikt, såvida du vill behålla liv och lemmar!» Palnatoke inföll: »Herre, hon nödgas att tala så. Vi känna henne. Hon är ej som andra löperskor eller skökor; snarare är hon en god kvinna, fastän hon är fattig; och torde det, hon sagt, vara sant. Fördenskull hava vi tagit svennen till oss, och därmed har i varje fall eder ära vuxit.» »Det väntade jag icke av dig, Palnatoke,» sade konungen, »att du på sådant vis ville vid m i g häfta denna sak.» »Som din son skall jag akta honom,» svarade Palnatoke, »och höja hans ställning; men nu skola vi sluta detta samtal.» Kort därefter drog konungen bort frän gästabudet — men utan gåvor. Det var kyligt mellan honom och Palnatoke.

 

IV. SVEN OCH HANS FADER HARALD.
Ej läng tid efter det konung Harald bröt upp från gillet, fick Palnatoke en son med husfrun Ålof. Han kallades Åke och uppföddes på Fyn hos sin fader. Vän var han att se. Han och Sven blevo fosterbröder. Palnatokes fränder och vänner menade det icke vara rådligt, att han fostrade upp den, som gällde för konungens son — allra minst, ifall denne dock var av en ringare ätt. Men han sade sig härutinnan vilja råda. »Mig anar,» tillade han, »att av detta kan komma något gott.» Så fostrades Sven på Fyn, tills han nått femton år. Då yttrade Palnatoke till honom: »Nu skall du draga hän till konung Harald och bedja honom vidkännas dig och eder släktskap. Du skall kalla dig hans son, vare sig det behagar honom eller icke.» Palnatoke gav honom tjugu raska män till färden. Sven for åstad. När han trätt in i konung Haralds hall, sade han fram det, som Palnatoke ingivit honom; och då han talat ut allt, vad honom lyste, tog konungen till orda: »Vi är du nog förmäten att kalla dig min son? Din moder torde ej med så mycken omtanke just valt en fader åt dig — snarare har hon det gjort efter sitt eget kynne. Av dina ord höres det mig, som om du vore en kollrig glop och icke olik moder din.» »Nog är den meningen sann,» svarade Sven, »att dig är det en heder att handla väl emot mig, ty jag är förvisso din son; men vill du icke unna mig makt i riket, så skänk mig skepp och skaffa mig något anseende. Trenne bemannade skepp må du giva — det är icke för riklig gåva åt din son! Min fosterfader Palnatoke kommer att lägga lika många farkoster till och ej färre kämpar än dem, du bringar mig.» »Jag väntar,» genmälde konungen, »att din avfärd lätt kan köpas med vad du här begär — men aldrig komme du sedan inför min åsyn!» Konung Harald gav Sven tre skepp och hundra man, och voro varken skepp eller folk av utsökt art. Därefter drog Sven sina färde. När han kom hem till sin fostrare på Fyn, sade han honom, huru orden i allo fallit mellan honom och fadern. »Sådant, men intet bättre, var att vänta», förklarade Palnatoke. Sedan gav han honom tre skepp och hundra man, väl rustade, samt råd, huru han nu skulle förfara. När han åter stod redo att draga hemifrån, yttrade Palnatoke: »Nu skall du pröva på en härnadsfärd med detta följe. Dock skall du i sommar icke draga längre bort än att du kan härja här i Danmark, i konung Haralds rike, så mycket du mäktar — det hålle du på med hela sommaren! Underligt är det,» tillade han, »att konungen lät d i g vederfaras vanära men höjer de män till makten, som ej i den äga någon del med rätta, och gör dem till hövdingar och till sina rådgivare.» Han menade vidare, att Fjolne vållade det, att landets folk vore så oblitt stämt emot honom, Sven. »Är det därför som sig vederbör,» slöt han, »att man av dig får tåla hård dom eller räfst. Kommen vid hösttiden åter till oss och haven här en fridsam vistelseort!»

Sven seglade bort med sitt folk. I allo följde han Palnatokes råd. Han härjade i konung Haralds rike: på Öland, Langeland, Seland och Mön; och gjorde han mången illbragd, drap män och brände land. Detta sporde danakonungen, och det tycktes honom hava varit ett dåligt köp, när han givit Sven manskapet. Då vintern var inne, gav sig denne på hemfärd. Han hade under sommaren vunnit gods i mängd. Medan han seglade hemåt med sina kämpar, föll det över dem en stor storm och mäktigt oväder; alla skeppen, som konung Harald skänkt, förliste, och i kvav gick allt vad de buro, både gods och folk. Med de skepp, som voro kvar, kom Sven hem till Fyn. Och Palnatoke tog väl emot honom. Han stannade där med sina män över vintern. När det åter var vår, sade Palnatoke: »Än en gäng skall du fara att träffa din fader konungen och äska av honom, att han nu visar dig större aktning än förra gången. Du skall bedja honom förära dig sex skepp och full besättning — allt i vederbörligt skick! Kom ihåg, att du därmed beder om varjehanda ont åt honom själv! Har din framfart likat honom mycket illa, så säg, att det skedda varit mindre än ryktet mält. Låt icke märkas på dig, att du kommer föga manstark!» Väl rustad, gav Sven sig i väg ined sitt följe. De nådde fram till konung Harald, just då han satt vid dryckesbordet. De trädde inför honom. »God dag, herre!» sade Sven. Konungen såg på honom men svarade intet. »Herre,» fortfor Sven, »vi vilja till eder ställa det tal, vi förr en gång ställt: vi begära av eder folk till följesmän!» »Detta är mera djärvt än vettigt talat,» svarade konungen, »eller menar du dig hava så präktigt lönat mig för vad jag sist halp dig med? Du har härjat i mitt rike, och rätt vore, att I nu hängdens upp allasamman, men för det ryktets skull, som säger, att du är min son, skall det icke ske.» »Herre,» återtog Sven, »lämnen mig sex bemannade skepp, och jag skall med det folket skövla hos edra ovänner men aldrig i edert rike — eder skall jag låta vederfaras ära! Men viljen I icke förläna mig detta manskap, så skall jag med härsköld fara fram emot edra egna män och ej underlåta att göra allt ont, jag förmår, inom edra landamären.» Konung Harald svarade: »Sex skepp och tvåhundra man vare dina! Men kom sedan aldrig mer inför mina ögon!» Sven lovade att värna landet.

Han drog åter till Palnatoke. Av honom erhöll han lika många följeslagare, och han hade nu fyrahundra man och tolv skepp. Vid avskedet med Palnatoke tog denne till orda: »I sommar skall du fara ut och härja Haralds länder, dock icke desamma som förra sommaren. Nu skall du plundra de större fastlanden; du skall hemsöka Seland och Halland, och far där fram med värre våldsamhet, eftersom du nu har med dig en större här. Bryt icke upp från de landen i sommar! Vid vintertid må du vända åter till mig och sedan bliva här.» De skildes, och Sven drog med sin härskara skövlande fram över riket. Han kom både till Seland och Halland. Så hetsig var han under sommaren, att han härjade natt och dag, och ingen stund lämnade han danakonungens välde i ro: han utförde, vad Palnatoke rått honom till. Många män dräptes, och många byar och härad brändes. Nu skedde vida värre och större dåd än förra sommaren, och inbyggarna flydde för härskaran. Till danakonungen nådde budskapet, att stor ofrid var i landet, och man hotade honom med sitt tadel, om han ej ville värja sitt rike; men Harald lät orden gä sig förbi, fastän mycket talades härom.

När hösten kom, drog Sven sig hemåt, och intet folk gick på den färden förlorat för honom. Hemma på Fyn vart han välkomnad av Palnatoke och stannade hos honom vintern över med sitt följe. Runt i landet gick talet om, att konungen ej månde behålla riket, om slikt fortfore, och hans vänner menade, att han borde rensa sitt land från denna flock av rånare och illgärningsmän; de sade, att det vore enligt Palnatokes råd som Sven och hans män ofredade riket. Då vintern gått, gav Palnatoke sig i tal ined sin fosterson och sade: »Nu har din styrka blivit sä stor, att du ej är stadd i någon som helst förlägenhet. Konung Haralds välde har du ock vållat mycken skada, och hända kunde, att du snart lade det allt under dig. Gör nu dina skepp segelklara och drag med alla dina män till honom. Du skall med dem besöka honom, när han sitter vid dryckesbordet. Alla skolen I komma inför honom med svärden dragna och i full vapenrustning såsom till strid. Träd fram till högsätesbordet och kräv följesmän av kungen — fyrahundra man och tolv skepp! Giv löfte att fara ur riket; lova därtill att stödja detta, blott han skänker dig, vad du äskar! Men vägrar han, skall du bjuda honom strid på stället — och må du aldrig hava varit mera harmsen än nu!»

Åter gjorde Sven, som Palnatoke sagt. Han for till konung Harald, och intet rykte om hans färd gick före honom. Han kom med alla sina män inför Harald. »Ett och detsamma, herre, har jag ofta här att säga,» började han. »Jag beder er om ett län här i landet, det där vore min börd värdigt. Länge har jag varit utan varje ärebevisning ifrån eder sida. Änskönt det må hava synts eder dristigt, torde det dock ej ha överraskat eder, att jag velat hämnas den skam, jag av fränder lidit. Given mig nu, herre, tolv skepp och fyrahundra man, och vi skola lämna edert rike.» I vredesmod svarade konungen: »Ej lönar det sig att äska slikt. Du är en undransvärt oförvägen man, som vågar visa dig inför mig — du, som är både tjuv och missdådare. Jag håller före, att all nedrighet blivit ditt sinne rikligt beskärd, och du behöver ej vänta på att jag skall vidgå frändskap med dig, ty du är icke av min ätt. Förr skola vi näpsa eder såsom tjuvar och rånare, ty vårt rike får ingen ro för eder, och I viljen öda det.» Fjolne inföll: »Det säger jag eder, herre, att länge har Palnatoke haft sin hand med i dessa resningar mot eder.» »Två ting,» avbröt Sven, »har du, konung, att välja emellan: giv mig, vad jag begär, eller ock mån I slåss med oss här på stället — då skall du icke komma ut ur denna hall! Vi skola ej skona eder mera än I oss.» Då sade konung Harald: »Du är vansklig att komma till rätta med. Måhända du ändock äger gäva fränder — sådan till kynnet som du är; ty mycket är det icke, du skrämmes av. Denna gången vilja vi ej våga oss i en strid med eder; därtill äro vi icke väl beredde.» Konungen gav honom tolv skepp och fyrahundra man samt bad honom draga ur riket. Han sade sig icke skola oftare sätta tro till honom, ifall han nu visade svek. Sven lovade att utan härjningar segla förbi danakonungens välde. »Hellre skola vi,» sade han, »stärka det efter vår förmåga. Vi ärna sommaren i ända plundra våra ovänner!»

Sven for sina färde med det folk, han fått; det var lika välrustat som talrikt. Med tjugufyra skepp kom han hem till Fyn och hälsades med fägnad av Palnatoke. »Din färd synes mig god,» sade han, »vad jag velat, har fullbordats: din styrka har blivit stor och trösterik, och än större varder den framdeles, liksom den hittills oavlåtligen vuxit. Nu är det sannolikast, att konung Harald hädanefter blott i kort tid kommer att styra riket, och därför är det mitt råd, att du icke hejdar dig, förrän du haver det allt i ditt våld. För dig skall nu hela Danmark ligga fritt till härjning — dock icke Fyn. Här skall du hava din fristad. Nu vilja vi låta denna ofred nå sitt slut! Du är behandlad såsom en viking, jagad från makten, och konung Harald giver dig sin hjälp, blott för det han vet, vad det är, du verkligen äger del uti! Överväg, huru mycket en slik handräckning gäller emot det, du har rätt att besitta; han vill blott med sina gåvor göra sig fri från dig. Härja därför hans rike i sommar och tillred dem, som det ej lyster att ställa sig vid din sida, allt vad ont du förmår. Jag skall giva dig lika många skepp som dem, du redan har; och skall mitt rike varda eder alla en trygg hemort. Själv drager jag,» fortsatte han, »denna sommar till Bretland att där träffa min frände Stemne jarl; femton skepp tager jag med mig. Men du, Sven, skall fara fram så, som jag rått dig till. Jag skall låta hålla utkik på din flotta i sommar, och vid hösten skall jag komma till dig med mycket folk. Hjälp skall jag bringa dig, enär mig anar, att en här skall resas upp mot dig: man skall icke vilja hava denna ofred längre. Tänk aldrig på att fly, om än en stor härsmakt föres emot dig; håll kampen uppe, fastän fienden kommit något mera manstark!»

Sven följde det råd, honom givits, och härjade ånyo dag och natt i sin faders rike. Han drog under sommaren vida kring i Danmark och for dess värre fram, som hans härskara nu var större. Alla, som det kunde, flydde undan för denna örlig. De funno sig svårt misshandlade och hastade till konung Harald, förtalde honom sina olyckor och bådo honom taga ett beslut, som döge. Då konungen såg av de förnyade härjningarna, att hans rike vart använt till härland, blev han mäkta vred, samlade kämpar i mängd och drog själv åstad med de kamplystna. Hans mening var att möta Sven och dräpa honom och allt hans följe, om så kunde ske. För länge tyckte han sig hava suttit lugn vid allt det oskick, som han icke skulle hava tålt av någon annan. Han hade med sig femtio storskepp. När det led med sommaren, träffades han och Sven. Det var vid Bornholm sent en afton. De förmådde visserligen att skönja varandra, men dagen var dock så långt framskriden, att det icke var ljust nog till kamp. I morgonbräckningen rustade de sig bägge; de lade var sina skepp tillsammans. Strax drabbade de ihop. Det var dagen före allhelgonamässan. De slogos ända till kvällen, och manfallet i bådas flockar var stort. Tio av Haralds skepp och tolv av Svens vordo rödda, och sår buro bäggederas kämpar. Sven förde sina skepp in i en havsbukt, och där utanför lade Harald sina, hopkedjade stam vid stam. Därmed stängde han Sven inne i bukten, så att denne ej kunde komma dädan, om han än gjorde ett försök. Konungen ärnade om morgonen falla över honom och slå ned varje man i hans följe och honom själv med, ty han hade en vida större styrka ikring sig.

Samma afton landade Palnatoke vid ön. Han kom med tjugufyra skepp. Dem lade han in under näset på andra sidan viken. Bredvid dem lät han slå upp tälten. Därefter gick han ensam upp i land. I handen hade han en båge och på axeln ett pilkoger; han var omgjordad med svärd och hade en gyllene hjälm på huvudet. Det hände sig, att konung Harald nu var uppe på ön med ett följe av elva man. I skogen hade de gjort upp en eld åt sig, och de värmde sig vid den. Alla tolv sutto på en fallen trädstam. Det var mörk natt. Palnatoke gick in i skogen. Där blev han stående en stund mitt emot männen, som sutto vid elden. Konungen höll på att värma sitt bröst. Under honom voro kläder bredda, och han stödde sig på knäna och armbågarna, djupt nedhukad och med ryggen vänd emot det håll, där Palnatoke stod. Denne hörde tydligt männens samtal. Han tog nogsamt sikte på konungen, lade en pil på bågsträngen och sköt den av. Bakifrån susade den rakt in i konungen och gav honom banesåret. Han föll strax död till marken. Så snart man sett, vad där timat, drog Fjolne ut pilen och gömde den, sådan den var. Den var lätt igenkännlig, ty den var guldomvirad. »Stort olycksskott var detta!» utropade Fjolne. Sedan sade han till de andra: »Rådligast synes det mig, att vi alla hava detsamma att förtälja om konung Haralds bane; ty med nöd kunna vi, tyckes det mig, säga annat än att han skjutits i strid och därav fått sin död. Säga vi detta, skola vi, som varit här tillstädes, befrias från det tyngsta tadlet. Jag håller före, att detta ej bör omtalas så, som det tillgått.» Alla instämde, och de gjorde härom ett fast avtal med varandra. Sedan förtalde de allt så, som de kommit överens om. De togo Haralds lik och buro det ned till skeppen.

Palnatoke hade hört deras rådplägning. Han vände om till sina skepp, kallade till sig tolv man och sade sig vilja draga hän att träffa sin fosterson Sven. De gingo tvärsöver näset. Sedan rådslogo Sven och Palnatoke i natten om vad utväg de nu skulle söka. Palnatoke berättade, att han sport, det konungshären ärnade göra ett överfall, så snart morgonen blivit så ljus, att man kunde se att slåss. »Jag skall fullborda d e t, vars framgång jag lovat dig», sade han. »Ett och detsamma skall gå över oss bägge, och Gud skall unna dig makten — snart skall du styra ett konungavälde!» Ingen av deras män hade ännu kunskap om att Harald Gormsson fallit. Endast Palnatoke visste det, och han sade det ej för någon. »Min fostrare,» bad Sven, »leta nu upp ett gott råd, som hjälper oss!» »Länge skall jag icke töva därmed,» svarade han, »alla skola vi gå med eder ut på skeppen, och vi skola styra dem fram emot kedjorna. Vi binda ankare fast vid deras bord, som föras främst, och vi skola hava lyktor tända i varje framstam, ty det är ännu kolmörk natt. Därpå ro vi som häftigast emot deras flotta. Det är mig förhatligt, att de hålla oss vanmäktiga härinne i bukten.» Detta råd följdes. De rodde strax om natten så skarpt emot konungsflottan, att de skepp, de stötte på, drevos undan och gingo i kvav. Det var tre snäckor, och varje man, som ej var simkunnig där ombord, gick till botten. Sven och Palnatoke ströko sedan med alla sina skepp in i öppningen och ut förbi näset, tills de nådde Palnatokes flotta. Så fort det dagats så mycket, att man med knapp nöd kunde se att strida, angrepo Palnatoke och Sven med hela sin styrka konungens här. Då först vart tidningen om hans fall förkunnad. Det var allhelgonadagen. Palnatoke tog från sitt skepp till orda och talade så: »I, som följt konung Harald, haven nu att välja mellan tveggehanda. Antingen skolen I hålla ut en strid emot mig och Sven, eller ock skolen I alla gå honom till handa och tillsvärja honom både rike och undersåtar: I skolen taga honom till konung över eder — ty till sådan är han boren!» Kämparna höllo rådplägning, och alla enades om att kora Sven till konung, enär de ej ville slåss med Palnatoke. De kungjorde, vad beslut de tagit, svuro Sven trohet och gåvo ed på att stärka hans välde.

Palnatoke och Sven drogo sedan bägge tillsammans runtom i Danmark. Varhelst de kommo, lät Palnatoke kalla folket tillhopa, och innan de lyktat sin färd, var Sven tagen till konung över allt danahärskarens välde.

 

V. SVEN OCH PALNATOKE.
Man fann det nu skäligt, att konung Sven lät arvöl drickas efter sin fader, ty den tiden ålåg det både den mäktige och den ringe att efter död fader göra ett sådant gille, innan den tredje julen gått in. Fjolne kom till konung Sven och erbjöd sig att inträda i hans tjänst, såsom han varit i hans faders. Konungen samtyckte. Fjolne hade icke åldrats i ondsinthet, fastän han eljest nått hög ålder. Han sade till konungen: »I skolen få vetskap om något, som I ären skyldig att känna: man har fördolt sanningen om konung Haralds död. Palnatoke har tett sig illistigt i mot eder. Han understödde eder, blott på det han själv måtte nå eder fader med sitt svek — han är nämligen dennes sanne baneman! Det kan jag med vittnen stlyrka. Ej kunnen I vara konung, om I icke hämnens eder fader. Betrakten den här pilen: den gav honom en neslig död. Män finnas, de där kunna vittna, att jag säger sant.» Konungen vart högeligen vred. Sedan enades de om att Palnatoke skulle bjudas till ett gästabud. Sven ämnade nu heller icke dröja längre med sin faders gravöl, ty på det skulle han dräpa Palnatoke. Han sände några män till honom med hälsning, att han skulle komma och dricka Haralds arvöl tillsammans med alla de fynbor, han ville taga med sig. När sändebuden fört fram sitt ärende, svarade han dem, att han ej kunde gästa det gillet, enär han sport den nyheten, att hans frände jarl Stemne dött i Bretland: han vore nödd att draga dit, ty han ägde allt riket efter honom. Männen vände åter till konungen och sade honom svaret. Gästabudet vart om intet, ty kungen ville, att Palnatoke skulle vid det vara tillstädes. Innan denne for hemifrån, bjöd han sin son Åke stanna kvar i landet och ägna det sin bästa omvårdnad, medan han själv var borta. Det gjorde också Åke. Palnatoke drog med några skepp till Bretland och tog emot hela det rike, hans svärfader Stemne rått över.

Vid sommartiden skickade konung Sven åter budskap till honom, att han skulle komma till gästabudet med så stort följe, det honom lyste. Palnatoke bjöd kungen tack för inbjudningen. »Dock är det så,» sade han, »att en krankhet tynger mig, vadan jag icke tror mig duglig till färden. Därtill kommer, att jag har så mycket att här i riket ombestyra, att jag ock fördenskull ej kan resa.» Sändemännen gåvo sig hem och sade konungen, vad han svarat. Men så snart de dragit bort, gick all sjukdomen från Palnatoke. Konung Sven lät åter inställa gravölet. När nästa sommar var ute, kunde han icke längre skjuta upp det. Fjolne gav sig då i samtal med honom. »Herre,» sade han, »nu kunnen I förnimma, att jag talat sant om det slut, eder faders liv fick — fördenskull vill Palnatoke icke komma inför eder! Ej hällen I uppe eder värdighet, om I intet gästabud gören efter en sådan hövding som konung Harald. Sanden därför åter bud till Palnatoke, och drabbe honom eder vrede, om han icke kommer!» För tredje gången infunno sig sändemän hos Palnatoke för att bjuda honom gästa kung Harald. De framförde inbjudningen och därtill den hälsning, att konungen skulle låta sin vrede falla över honom, om han stannade hemma. Då Palnatoke hört detta, svarade han: »Om så är, att konungen kastar sin vrede på mig, skall jag långt hellre resa till arvölet, när jag för gott finner.» Han bad dem fara tillbaka med det budskapet: »Till gillet kommer jag!» De vände åter och läto Sven veta, att Palnatoke kunde väntas.

Konungens män tillrustade nu gravölet så, att allt komme där att varda mäkta ansenligt, både kosten och gästernas mängd. Den dagen, gillesfolket samlades, syntes Palnatoke icke till. Dagen gick, och det vart afton. Då satte man sig till bords, och konung Sven lät högsätet å den oansenligare långbänken stå tomt och därinvid rum finnas för hundra man, åt dörren till. Han väntade nämligen, att Palnatoke och hans följesmän likväl skulle komma och där taga plats. Men då deras ankomst syntes varda något sen, togo gästerna för sig av maten och drycken. Detta gille hölls i en kungsgård nära havet.

När Palnatoke gjorde sig redo att draga från Bretland tillsammans med Björn den bretske, yttrade hans husfru Ålof till honom: »Mig anar, att vi ej mera skola se varandra.» Han genmälde, att detta dock ej skulle förhindra hans färd. »Tid är för konung Sven,» sade han, »att få veta vad sant är om hans faders fall, fast jag dock skulle hava önskat, att han ägt en annan rådgivare än Fjolne.» Palnatoke hade med sig ur landet trenne skepp och trehundra man, hälften daner och hälften britter. Vid kvällstid lade han med sin skara i land nära gärden, där konung Svens gästabud nyss börjats. Vädret var gott, och det var vindstilla. Sina skepp förtöjde de, där vattnet tycktes dem djupast. De vände framstammarna från land och gjorde skeppen roddfärdiga, liksom om de tänkte sig blott få ett kort uppehåll där; de läto alla årorna vila mellan årtullarna, så att de måtte som fortast kunna fatta dem, om så tarvades. Därpå tågade Palnatoke med allt sitt folk upp till kungsgården. Därinne satt man vid dryckesborden. Med hela följet kom han in i hallen, trädde fram till konungen och hälsade honom. Denne tog emot hans hälsning och visade honom och männen hän till deras platser. De slogo sig ned på den andra långbänken. Här sutto de nu och drucko och voro mycket glada. Fjolne steg fram till konungen och talade tyst till honom en stund. Kungen skiftade färg och vart röd som blod. Hans fackelsven hette Arnold. Han stod framför hans bord. Fjolne lade en bågpil i piltens hand och bjöd honom bära den från man till man i salen, till dess någon därinne kändes vid den som sin. Arnold lydde. Han gick ifrån högsätet inåt hallen och bragte varje man pilen, men ingen visste sig vara dess ägare. Då han kom till Palnatoke, sporde han, om denne kände pilen. »Varför skulle jag icke igenkänna mitt eget vapen,» svarade han, »ty jag äger det. Giv mig det fort!» Det vart tyst en stund i salen. »Du, Palnatoke!» utbrast konung Sven, »varest var det du sista gången skildes från den pilen?» »Ofta har jag fogat mig efter dig,» genmälde Palnatoke, »är du därför hågad att erhålla mitt svar hellre inför en ansenlig skara män än inför få, och tyckes dig detta vara en större heder, så skall jag även nu göra dig till viljes. Sista gången, jag skildes från denna pil, låg den på bågsträngen — det var, innan jag sköt den in i din faders bak, och den tog hans liv!» Då ropade konung Sven: »Stån upp med fart, alla män! Gripen Palnatoke och hans följe, dräpen dem alla, ty nu är det ute med vår vänskap!» Det vart just icke lugnt därinne i hallen. Palnatoke drog sitt svärd och sprang på Fjolne, högg honom i huvudet och klöv det helt ned i hals och skuldror. »Oftare skall du ej missfirma mig inför konungen», sade han. Han vände sig till Sven: »Icke är det dig förunnat att taga hämnd på mig. Med din fader hade jag i lång tid fördragsamhet, och dig har jag gjort vad gott jag kunnat!» Så vänligt voro alla gästerna stämda emot honom, att ingen ville lyfta sitt svärd. Han kom med hela sin flock ut ur hallen; blott en av Björn bretskes män blev kvar. Därute mönstrade de sitt folk. Björn sade, att en man saknades. »Mindre förlust var väl icke att vänta,» svarade Palnatoke, »skyndom ned till skeppen!» »Ej skulle du så där ränna din väg,» återtog Björn, »om du varit i mitt ställe, och mannen varit din. Jag ärnar icke löpa min kos.» Han vände om och gick in i hallen. Där voro konungens kämpar sysselsatta med att kasta britten över sina huvud, och de hade redan nästan slitit honom sönder. Björn nådde mannen, grep tag i honom, kastade honom upp på sin rygg och sprang ut med honom. Det bar av ned till skeppen. Detta gjorde han mest för egen äras skull; han hade nämligen tyckt sig förstå, att den mannen, såsom sant var, redan givit upp andan. Sedan gingo Palnatoke och alla hans följeslagare ombord. De fattade årorna och rodde bort i natten, och konungen kunde icke hindra deras avfärd. Han lät arvölet drickas efter fadern. När det lyktats, drog envar gäst hem till sitt efter undfången ärebevisning.

 

VI. JOMSVIKINGARNA.
Då Palnatoke kom hem till Bretland, var hans husfru Ålof död. Han tyckte sig hava gjort en stor förlust. Sedan fann han ingen trevnad i Bretland. Han satte Björn bretske att vårda riket, och när våren kom, lämnade han det med tjugu skepp. Han ville ligga i härnad. Om sommaren härjade han i Skottland och Irland och vann sig rikedom och ros. Denna sysselsättning hade han i tre somrar, och han var den segersällaste, vart han kom. Gods och ära flödade till honom. Nu hade han i sin ägo tio storskepp och i allt sextio skepp. Han ärnade härja i Venden. Vid denna tid härskade över landet den konung, som hette Burislef. Palnatokes rykte nådde honom. Hans härnad gav homom dystra tankar, ty det förtaldes, att Palnatoke städse vann seger, där han stred, och var den ypperste av alla, som voro i viking; och ginge det tungt att slåss mot honom. Konung Burislef sände några män till honom med det budskap, att han bjöde honom till sig på ett tre dagars gästabud, och att han åstundade fred med honom. Den hälsningen bragtes ock, att konungen ville giva honom till skänks det fylke, som hette Jom, på det han där måtte taga sitt uppehåll, och förärade han honom detta rike mest av önskan att se honom tillsammans med sig själv värja landet, när ofred var å färde. Till allt detta samtyckte Palnatoke och hans män. Han drog med dem alla till gästabudet. Där slöto konung Burislef och Palnatoke vänskap med varandra.

Palnatoke lät med hast resa en stor borg, som sedan vart kallad Jomsborg. En del av den stod ute i sjön. I dess inre lät han bygga en så vid hamn, att trehundra långskepp kunde alla ligga innelyckta där. Med mycken konstmässighet var allt i hamnen förfärdigat; utåt havet voro liksom portar gjorda, och uppe över inloppet välvde sig ett väldigt stenvalv; för portarna voro starka järnstängsel satta, de där innantill voro låsta med järntaggar. Ovan stenvalvet var ett ansenligt kastell byggt. I det funnos många valslungor. När borgen blivit färdig, stiftade Palnatoke lagar i samråd med de klarsyntaste männen där i Jomsborg, på det att hans härskaras kraft skulle varda än större.

I borgen skulle som följesman ingen tagas upp, vars ålder ginge över femtio år, eller som ännu ej hunnit aderton. Emellan de åldrarna skulle alla där inne vara. Ingen finge i Jomsborg vistas, som sprunge undan för annan man, lika vapenduglig och lika rustad som han själv, ej heller den, som ensam ryggade för tvä mans angrepp. Varje man, som trätt in i förbundet, hade att hämnas envar av de andra såsom sin fader eller broder. Ingen skulle där väcka tvedräkt mellan andra. Ej heller finge någon där fara med falska rykten eller osannfärdigt sladder. Spordes tidender dit, skulle man först mäla Palnatoke dem; han hade sedan att kungöra dem för alla. Den, som funnes saker till brott mot dessa nu sagda bud, vore vräkbar. Han skulle drivas ur förbundet, vare sig han vore en mera eller mindre ansenlig man. Alla de, som vore eller ville vara i Jomsborg, skulle leva i god sämja inbördes, såsom om de vore samborna bröder. Ingen finge bryta annans fred — även om i borgen tagits mot en man, vilken dräpt dens fader eller broder, som redan vore där inne; komme sådant i dagen, efter det tillträde givits honom, skulle Palnatoke om allt döma. Inom Jomsborgs murar finge ingen enda man hava kvinna. Och ingen man vore det tillstått att vara borta ifrån borgen längre än en natt, såvida Palnatoke icke givit lov därtill. Allt vad i härnad vunnes skulle bäras till huvudbaneret för att kring det skiftas, både större och mindre ting. Icke skulle den man få stanna i Jomsborg, som förde klenmodigt tal eller räddes för något, om han än kommit i vådligt trångmål. Bland männen skulle intet tima, som ej till fullo kungjordes för Palnatoke. Frändskap eller andra band finge intet gällla om sådan man äskade inträde, som vore yngre än vad denna lag bjöde eller på något vis oskicklig att hålla det, som i den stode. Bleve det med visshet utrönt, att någon icke lydde dessa bud, skulle han jagas bort, vare sig han vore en mera eller mindre ansenlig man.

I god fred sutto kämparna i Jomsborg och höllo sina lagar väl. Varje sommar drogo de ut och härjade vida kring i landen samt vunno sig ärorikt rykte. De höllos för de väldigaste härmän, och man ansåg, att deras vederlikar icke funnes i den tiden. De voro frejdade över hövan och kallades j o m s v i k i n g a r n a.

 

VII. STRUT-HARALDS SÖNER MOTTAGAS I JOMSBORG.
Om konung Sven har man att förtälja, att han på allt vis skickade sig vänlig emot Palnatokes son Åke och icke lät denne umgälla det groll, som varit mellan honom och fadern. Konungen höll sitt fostbrödralag med Åke högt i ära. Åke var av sin fader satt till herre över Fyn, såsom förut omtalats. Han var en mycket vänsäll man, en mäktig och stor hövding.

Nu nämnes i sagan en man vid namn Vesete. Han rådde över Bornholms fylke. Tre barn ägde han. Den ene av hans söner var Bue och kallades den digre, den andre hette Sigurd med tillnamnet vite eller kåpa, och dottern hette Torgunna. Hon var änka sedan några år. Om den kvinnans hand bad konung Sven å sin fosterbroder Åkes vägnar, och enär denne var en vacker och vänsäll man, sågo Vesete och hans söner i detta gifte ett gott stöd. Hon vart Åkes fästekvinna. Sedan gjordes ett dråpligt bröllop, och gästernas skara var talrik; konung Sven var där även och med honom många andra gäva män. Samlivet mellan Åke och Torgunna var gott, och länge hade de ej varit tillsammans, innan de fingo en son. Han kallades Vagn. Tidigt vart han stor till växten och stark. Han fostrades upp hemma hos sin fader. Så snart hans skaplynne lät sig något förspörja, visade han sig olik alla andra, svår som han var att handskas med. Han slog och dängde till allt. Så hårdnackad var han, att man trodde sig näppeligen kunna komma till rätta med honom. Vänligast var han mot Bue ibland alla sina fränder. Han lydde helst vad denne talade för honom. Bue var ock väl stämd emot Vagn. De andra frändernas ord aktade denne alls icke på, så snart han själv hade en annan mening. Han vart till växten resligare än alla andra män och till utseendet fagrare. Han vart den ypperste i alla idrotter. Hans morbroder Bue var en ordkarg man, givmild och storslagen i lynnet. Han var så stark, att man knappast kände måttet av hans styrka, ty krafter tröto honom aldrig, vad han än tog tag i. Hans anletsdrag voro icke väna, men han var väl vuxen och väldigare byggd än andra. Därför kallades han den digre. Det är sagt, att Bue var vid denna tid den handfastaste mannen i hela Danmark. Hans broder Sigurd kåpa var fagerhyad och hövisk och hade en krigares gestalt. Han var tystlåten och storsint.

Över Seland härskade vid denna tid jarlen Harald, som kallades Strut-Harald. Sitt tillnamn fick han därav, att han ägde en hatt, varpå satt en topp av guld, så stor, att den vägde tio mark. Med sin husfru Ingegerd hade han tre barn, som alla komma före i denna saga. Sönerna voro Sigvalde och Torkel höge; dottern hette Tova. Sigvalde hade en ful näsa, var blek och krum i ansiktet; men hans ögon voro sköna, och hans växt var god. Han var klok, förslagen och stark. Brodern Torkel var en sällsamt högrest, senfull och vettig man. Båda bröderna voro stora härmän, städse segersälla. Tvenne skepp gjorde de segelfärdiga. De aktade att lämna landet och fara till Jomsborg för att pröva på, om de togos emot där. De sporde sin fader Strut-Harald, hur rådligt detta syntes honom. Han menade, det vore rådligt nog att fara åstad och träffa så frejdstora män. »Och skall det så varda utrönt,» tillade han, »vad män i själva bliven eller ären.» De bådo honom om penningunderstöd och livsmedel till färden. Han gav dem till svar, att antingen finge de fara på sådant sätt, att de själva skaffade sig vad de behövde, eller också alls icke fara. De drogo ändock sina färde, fastän fadern med intet ville hjälpa dem. De seglade, tills de hunno Bornholm. Nu menade de sig behöva något till egendom och till vägkost, och de beslöto sig för att där göra landgång. De plundrade en av Vesetes gårdar, den rikaste, han ägde. Allt gods, där fanns, rånade de och buro ned till sina skepp. Sedan styrde de till havs. Intet är förtalt om deras färd, förrän de kommo till Jomsborg.

De lade sina skepp utanför borgporten. Då jarl Palnatoke vart dem varse, gick han med stort följe upp i kastellet, som höjde sig ovan inloppet. Därifrån plägade han tala till dem, som närmat sig borgen. Han sporde, vem styresmannen vore för detta folk. Skeppen och all rustningen såg han vara i mycket vårdat skick, och därav tyckte han sig förstå, att han hade för sig utmärkta män. En man stod i röd kortrock uppe i lyftingen. Det var Sigvalde. Han hälsade jarl Palnatoke. Sedan sade han: »Hövdingarna här äro tvenne bröder, söner av Strut-Harald. Jag heter Sigvalde; min broder är Torkel. Mitt ärende hit är, att jag önskar giva mig i edert lag tillsammans med honom och dem av våra män, I finnen brukbara. »Gott rykte,» genmälde Palnatoke, »går om eder, bröder — det stämmer också väl samman med eder ätt.» Palnatoke överlade med sina män, om de borde taga emot de komna eller icke. Alla enades om, att han skulle avgöra det så, som honom lyste, och komme hans beslut att bliva deras. Därpå sade Palnatoke till Sigvalde: »Viljen I stanna här i Jomsborg, så haven I först att höra våra lagar.» Han sade fram lagarna. Bröderna förklarade, att de ville underkasta sig dem. Borgen vart upplyckt, och de rodde med sitt folk in i den. Sedan mönstrade man manskapet för att få utrönt, om alla voro dugliga till jomsvikingar. Det befanns, att den ena hälften syntes användbar; den andra sändes tillbaka. Därefter blevo Sigvalde och brodern Torkel jämte ett halvt hundrade man upptagna i jomsvikingarnas förbund.

 

VIII. VESETES SÖNER KOMMA TILL JOMSBORG.
Nu vänder sig sagan till Vesete, vars gård vart plundrad. Han drog till konung Sven och förtalde, vad honom timat, sedan han likväl först därhemma lagt band på sina söners lust till en våldsam hämndfärd. Konungen rådde honom att till en början hålla sig lugn. »Jag skall,» sade han, »sända bud till jarl Strut-Harald och se till, om han vill å sönernas vägnar giva sådana böter, att du hålles skadeslös. Jag önskar, ätt du härmed låter dig nöja.» Vesete vände hem. Konungen sände några män efter jarl Harald. När han hade honom inför sig, förtalde han, huru sönerna farit fram mot Vesete, samt äskade, att han för dem gåve gods i böter; och skulle då fred råda. Strut-Harald genmälde: »Ännu har jag icke i min ägo de penningar, jag skall gälda som böter, för det unga män skaffa sig får och nöt till föda.» »Far då hem,» utbrast konungen, »nu har jag sagt dig min önskan. Men vakta dig själv och ditt gods för Vesete och hans söner!» Jarl Harald svarade, att för dem räddes han icke. Därefter for han hem. Då Vesete och hans söner fått spörja detta samtal, utrustade de med stor omsorg trenne skepp och tvåhundra man. De styrde till Seland, plundrade tre gårdar, de rikaste jarl Harald där ägde, och vände åter hem. När jarlen sport rånet, sände han några män hän till konung Sven med bön, att han måtte åstadkomma en förlikning. Gärna ville han nu göra allt, vad konungen bjöd. »Blott sina egna goda råd skall jarlen numer följa,» förklarade konungen, »alldenstund han tillförne icke velat lyssna till mina. Med detta vill jag ej befatta mig.» Sändebuden kommo åter och sade jarlen konung Svens svar. »Så skola vi då begagna oss av våra egna råd,» utbrast jarl Harald, »om blott kungen under tiden vill hålla sig i ro.» Med tio skepp seglade han till Bornholm. Där skövlade han trenne av Vesetes gårdar, som ej voro ringare än de, vilka lagts öde för honom. Han vände åter hem, och färden tycktes hava lyckats över måttan väl. Så snart ryktet härom nått Vesete, for han till konungen, som mottog honom vänligt. »Mellan mig och jarl Harald,» sade han, »har förhållandet blivit sådant, att strid lätt kan bryta ut mellan landets egna män, om du icke ingriper. Hända kan, att ställningen framdeles kommer att synas dig mera vansklig än nu.» »Snart skall jag fara till Isöreting, svarade konungen, dit skall jag bjuda jarl Harald att komma, och där skolen I förlikas.»

Så led det till tingstid. Med ett synnerligt stort följe gav sig konung Sven till tinget, ty han ville ensam avgöra allt mellan parterna. Han hade med sig femtio skepp. Jarl Harald, som ej hade lång väg att fara, kom med tjugu. Vesete infann sig med blott fem skepp. Hans söner syntes icke till. Han slog upp sina tält nära stranden av det sund, som stryker förbi tingsstället. Jarl Harald hade tältat något längre upp i land. Emellan dem lägrade konungen sig. Hän emot aftonen såg man tio skepp styra ifrån jarl Haralds hem fram emot tingsplatsen. De lades för ankar, och anförarna gingo med sitt manskap i land. De skredo upp till tinget. Det var Vesetes söner. Bue digre var präktigt klädd, ty han bar Harald jarls högtidskläder, de där voro smyckade med tjugu marker guld. På huvudet hade han jarlens hatt med tio marker guld i toppen. Han hade ock tagit tvenne kistor ifrån jarlen; i varje av dem lågo tusen marker guld. I fylkad flock drogo Bue och brodern Sigurd fullrustade fram på tinget. Bue tog till orda: »Om du, jarl Harald, känner något till dessa klenoder, som du här ser skina på oss, så är det mitt råd, att du utan feghet söker få dem tillbaka — ifall du djärves, och någon käckhet finnes i dig! Länge har du blåst upp dig emot oss fränder; nu är jag redo att slåss med dig, om du äger något mansmod.» Konung Sven hörde Bues ord och fann, att han ej hölle uppe sin värdighet, ifall det tillätes att bliva strid. Han trädde fram emellan dem. Nu kunde de ej drabba tillsammans. Till sist fingo båda parterna nöja sig med att låta konungen skipa dom. Dock framställde Bue det förlikningsvillkoret, att han aldrig skulle lämna ifrån sig jarlens guldkistor. Och har man sagt, att han verkligen tyckes hava genomdrivit detta. Konungen sade fram fredsförslaget. »Du, Bue digre, förklarade han, skall återgiva jarlen hans högtidskläder, men båda guldkistorna skall du hava. I skolen ock gengälda honom de tre gårdar, som utplundrats, emot det, att han gifter sin dotter Tova med Sigurd kåpa. Gårdarna skola medfölja henne såsom hemgift!» Bägge parter samtyckte villigt till denna förlikning. Vesete överlämnade därefter åt sonen Sigurd tredjedelen av all sin egendom, och denne gladde sig mycket åt sitt gifte. Från tinget for man strax till bröllopet hos jarl Harald; dit bjöds konung Sven av båda parterna. Bröllopet vart drucket med mycken prakt.

Vesete drog hem till Bornholm, och fred rådde nu. Endast kort tid hade hans söner varit hemma, då Bue fick lust att fara till Jomsborg och där öka sin ära. Brodern Sigurd kåpa ville följa honom, fastän han nyss ingått giftet. Med två skepp och hundra man bröto de upp från hemmet. De ärnade skicka sig på alldeles samma vis, som Strut-Haralds söner gjort före dem. De kommo till Jomsborg och lade sina skepp under stenvalvet ovan hamninloppet. Borgens hövdingar gingo med stort följe upp i kastellet. Sigvalde kände igen de komna. Bue framförde sitt ärende: han ville sluta sig till Palnatokes här, ifall denne ville taga emot honom och hans broder. Sigvalde sporde: »Huru haven I och min fader Strut-Harald gjort upp edra mål, innan I drogen hemifrån?» »Lång är berättelsen om det, som mellan oss timat,» svarade Bue, »annat kan jag icke nu förtälja än att vi äro förlikte efter konungens dom. Palnatoke vände sig till sina män: »Viljen I göra ett rön, huruvida dessa män tala sant eller ej? Själv vore jag mycket hugad att taga emot dem, ty många deras likar finnes det icke ibland oss.» Männen svarade: »Vår vilja är, att du tager dem upp i vårt förbund, ifall det täckes dig. Men yppa sig sedan mål, som dem angå och vi nu icke känna, så skola dessa liksom allt annat ställas under din domvärjo. Borgen öppnades, och Bue och Sigurd lade sina skepp in i hamnen. Därefter mönstrades deras folk. Åttio man höllo provet, men fyrtio fingo vända om till Danmark. Jomsvikingarna sutto nu i sin borg vida berömda. Men varje sommar voro de i viking, och åter utförde de många lysande bedrifter.

 

IX. VAGN VARDER JOMSVIKING.
Nu rör sig berättelsen om Åkes son Vagn. Han vistades ömsevis hos sin fader och hos sin morfader Vesete. Av så våldsamt lynne var han, att han vid nio års ålder redan dräpt tre män. Han dvaldes dock hemma, tills han nått tolv år. Dit hade det nu kommit, att man knappast trodde sig få makt med hans obändiga sinne. Han var en sådan våldsverkare, att han ingenting ville skona; och hans fränder visste sig ingen utväg ur denna vansklighet. Då tog man det beslutet, att hans fader Åke skulle skänka honom ett halvt hundrade man och ett långskepp. Morfadern Vesete gav honom lika mycket. Ingen av de män, han fått till följe, var äldre än tjugu år, och ingen yngre än aderton. Vagn allenast var tolv år gammal. Han förklarade, att han själv skulle skaffa sig vägkost och vapen, och drog sina färde med detta förhoppningsfulla manskap. Livsmedlen måste de strax skaffa sig, men Vagn fattades det icke utvägar, så ung han var. Han följde Danmarks kuster och gjorde strandhugg utan skonsamhet. Både vapen och härkläder rövade han och höll icke upp, förrän han fått nog av bäggedera — då först seglade han bort från Danmark.

Han förde sina skepp till Jomsborg. Bittida en morgon, strax vid soluppgången, kom han dit. Han stannade med skeppen nedanför stenvalvet. Med många män kring sig trädde borgens hövdingar Palnatoke, Bue och Sigvalde fram och sporde, vilka de komna voro. Vagn frågade tillbaka, om Palnatoke funnes däruppe i kastellet. Denne svarade, att just den mannen kommit att tala med honom, som bure det namnet. »Men vem är du, som skickar dig så storståtligt?» tillade han. »Det skall jag icke dölja för dig,» var svaret, »jag heter Vagn, och jag är Åkes son från Fyn, hit kommen, för det jag önskar inträda i eder trupp. Jag befanns icke lätt att umgås med därhemma, och mina fränder menade, att jag näppeligen skulle saknas, om jag droge bort.» »Tror du dig bliva fogligare här, frände,» återtog Palnatoke, då man därhemma med knapp nöd mäktat tygla dig?» »Man har ej sagt mig sant om dig, frände,» sade Vagn, »ifall du ej är karl att så tämja mitt sinne, att jag kan intaga en god kamrats plats bland raska män. Nog skall du visa oss någon heder, eftersom vi kommit hit till er.» Palnatoke yttrade till sina män: »Synes det eder rådligt, att de tagas mot?» »Fastän han aktar mig högst bland sina fränder,» yttrade Bue, »tyckes mig dock rådligast, att han aldrig kommer hit in i borgen.» »Vagn frände,» sade Palnatoke, »mina män vilja mota dig — dina egna fränder lika ivrigt som de andra.» »Det väntade jag mig icke av dig, Bue frände», utropade Vagn. »Dock är jag saker till den meningen», svarade Bue. »Vad säga Strut-Haralds söner?» sporde Vagn. Sigvalde genmälde: »Vårt rena allvar skall du höra. Vi önska, att du aldrig måtte komma att stå i vår flock.» »Hur gammal är du, frände?» frågade Palnatoke. »Ej vill jag ljuga för dig,» svarade Vagn, »jag är tolv år gammal.» »Då har du icke våra lagar på din sida,» sade Palnatoke, »ty du har på långt när icke den ålder inne, vi fastställt. Detta omöjliggör din härvaro.» »Icke vill jag yrka på, att du bryter dina lagar,» återtog Vagn, »men minst må de kallas brutna, om jag är jämngod med dem, som hunnit sina aderton vintrar eller flera.» »Håll icke på denna begäran, frände,» sade Palnatoke, »jag skall hellre sända dig till Björn i Bretland; och för vår skyldskaps skull skall jag giva dig hälften av det rike, jag där äger.» »Det är gott bjudet, men jag vill icke taga emot det», svarade Vagn. »Vad har du då i sinnet?» frågade Palnatoke. »Det skall jag nu yppa, genmälde han, jag bjuder Sigvalde, Strut-Haralds son, att komma med två skepp och hundra man ut ur borgen. Lätom oss så se till, vem av oss först viker i strid eller går av med seger, och skall detta varda avtalet mellan oss, att I tagen emot mig och mina män, om Sigvaldes skara ryggar — i annat fall draga vi våra färde! Min utmaning ställer jag icke till honom med tamare ord än de här: jarlssonen Sigvalde må slåss med oss, om han är en oförsagd karl och har mera mannamod än en hona!» »Hör du, Sigvalde, vad Vagn säger,» utbrast Palnatoke, »icke väljer han sina utmaningsord, och jag tänker, att I kommen att sättas på fullgott prov. Enär han äskat ut dig så eftertryckligt, vill jag ej avråda dig från att lägga mot honom och vålla honom vad men du förmår. Dock vill jag icke att I dräpen Vagn, min frände, om än han icke må synas eder så god att nappas med.»

Sigvalde och hans män klädde sig i rustningar och rodde med två skepp emot Vagn. De drabbade strax hårt tillhopa. Vagn och hans kämpar läto ett så stritt stenregn falla, att de andra ej förmådde annat än skydda sig, och gav detta dem tillräckligt att göra; de lågo långskepps. Så snart motkämparnas stenar tröto, behövde de icke länge vänta på deras huggvapen. Det blev en huggstrid, och man slogs oförskräckt med svärden. Omsider vart det så, att Sigvalde lät sina skepp glida undan in emot land. Han ville där skaffa sig sten; men Vagn satte genast efter honom. De möttes uppe i land, och Sigvalde nödgades vika. Här stod ett vida skarpare slag än ute på sjön, och folket stupade i Sigvaldes fylking. Palnatoke och de andra jomsvikingarna stodo uppe i kastellet och följde striden. Han tyckte sig nu se, hur den skulle ändas. Han ropade till Sigvalde, att man skulle sluta slaget. »Denna kamp skall det icke lyckas eder att härda ut,» sade han, »mitt råd är, att vi taga emot Vagn och hans följe, änskönt han är yngre än vad våra lagar bjuda. Efter min mening är det gott hopp om, att den mannen varder en ypperlig kämpe.» Man gjorde, som Palnatoke bjöd; slaget slöts. Borgporten upplåts, och Vagn och hans stallbröder togos in i förbundet. Trettio av Sigvaldes män hade fallit men blott få av Vagns. Många voro sårade. Nu var Vagn i Jomsborg; och det är berättat, att han där var en saktmodig man, och att ingen fanns där så godsint som han. Liksom de andra jomsvikingarna var han varje sommar ute i härnad, och Palnatoke satte honom till hövding över en stor skara. Fast han var ung till åren, var ingen i all ledung käckare eller dristigare än han. Bättre stridsmän gåvos icke än han och hans stallbröder. Vagn var den oförvägnaste kämpe.

Alla jomsvikingar utförde fortfarande varje sommar många och ansenliga bragder, om än dessa icke här äro var för sig omtalade, och segrar vunno de över alla folk. Därför ville också ingen hava ofred med dem, om han kunde slippa; hellre gav man sig med alla sina ägodelar i deras våld. Vart de kommo, drogo de fram så överdådigt dem lyste, och deras rykte spred sig över världens hela norra hälft. De höllos för mer än alla andra härmän. Varje vinter voro de hemma i Jomsborg.

 

X. PALNATOKES DÖD.
Nu hade Vagn i fyra somrar varit tillsammans med jomsvikingarna. Kort tid efter det de återkommit hem den fjärde hösten, kände Palnatoke sig sjuk. Vagn var då femton år gammal. När sjukdomen angripit Palnatoke, inbjödo jomsvikingarna konung Burislef till borgen. Palnatoke sade till honom: »Mig anar, herre, att jag icke skall få flera sjukdomar än denna; det synes sannolikt för min ålders skull. Min mening är, att en man må i mitt ställe koras till hövding här i Jomsborg och ombestyra de ärenden, jag hittills stått före.» »Vem tyckes dig bäst fallen till styresman?» sporde konungen. »Många äro här utmärkta i tapperhet,» svarade Palnatoke, »och stora kämpar, men jag tror dock, att dem brister något av det, som funnits hos mig — om än självros kan synas eder skymta fram av mina ord! Bue och Vagn äro i krafter och idrottsfärdighet för mer än alla de andra och på allt vis ypperligt utrustade, men de hava dock icke till fyllest det skaplynne, jag tror böra tillkomma den, som här skall vara förstyre. Bue är ordkarg och något strävsint, och Vagn är även fåordig; men ingen är klokare än Sigvalde. Han har ock det bästa hövdingsskicket. Honom finner jag både för vettets och rådklokhetens skull mest duglig att döma i de mål, som här kunna komma före.» Konung Burislef svarade: »Ofta hava dina råd varit oss goda, och skall även detta, du nu givit, följas. Det torde gagna oss alla mest. När vi därtill nödgas befara, att vi icke länge få lyssna till råd av dig, äro vi dess mer skyldiga att följa detta ditt sista. I dig hava vi haft vårt fastaste stöd, och främmande folk ha efter din hitkomst mindre oroat vårt rike.» Sigvalde var ej ovillig att varda Palnatokes efterträdare, och han åtog sig hövdingskapet efter dennes råd och konung Burislefs och alla jomsvikingars. Palnatoke gav sonsonen Vagn sitt rike i Bretland: tillsammans med Björn bretske skulle han äga och härska över det. Han bad jomsvikingarna på allt sätt vårda sig om Vagn, och han sade därvid många fagra ord. Sålunda yppade han, att han höll sin frände mycket kär, och att det var honom värderikt, om Vagn bemöttes väl. Ej länge därefter dog han, och alla kämparna funno förlusten stor, ty näppeligen gällde någon för hans jämlike i den tiden.

 

XI. SIGVALDES SVEK MOT KONUNG SVEN.
Efter Palnatokes död tog Sigvalde mot styrelsen i borgen. Dessa män voro de förnämsta hövdingarna där: Vagn Åkesson, Bue digre, Torkel höge och Sigurd kåpa. När Sigvalde en kort tid styrt Jomsborg, brötos i någon mån de forna bruken, sådana de varit under Palnatokes dagar. Kvinnor stannade kvar i borgen två eller tre nätter efter varandra. Männen blevo borta längre tid än lagen tillstadde. Stundom timade slagsmål där inne och även enstaka dråp.

Sigvalde for en dag ifrån borgen. Han drog till konung Burislef. Denne hade tre döttrar, som omnämnas i denna saga. Astrid hette den äldsta; hon var både klok och skön. Den andra var Gunnhild och den yngsta Gera; henne fick konung Olof Tryggvesson. Då Sigvalde kommit till konungen, bjöd han denne välja mellan tveggehanda: antingen skulle han, Sigvalde, övergiva borgen och ej längre hålla den besatt, eller ock skulle konungen skänka honom sin dotter Astrid. Burislef svarade: »Jag hade tänkt att låta henne äkta en förnämare man än du, Sigvalde. Dock är mig din vistelse i borgen nödvändig, och skola vi nu alla tre tillsammans överlägga om vad oss synes gagneligast. Han sökte upp sin dotter Astrid och sporde henne, huru ett gifte med Sigvalde täcktes henne. »Jag vill,» sade han, »att vi med klokskap klara detta mål — dock så, att icke Sigvalde drager sin kos ifrån Jomsborg, ty jag behöver honom väl som värn för mitt rike. »Det förhåller sig så, fader,» svarade Astrid, »att jag aldrig skulle kunna känna en lust att hava Sigvalde — och dock skolen I icke visa honom bort med ens. För detta giftes vinnande skall han fullgöra något, som ej är så ringa just: han skall göra Venden fritt från pålagor, så att man aldrig mera här gäldar danakonungen skatt. Ett annat villkor är, att han bringar hit konung Sven av Danmark — och det med ej större följe, än att I kunnen hava honom fullt i edert våld! Detta skall han först ha fullbordat, innan han kommer i samma bädd som jag.» Konung Burislef meddelade Sigvalde dotterns svar, och han vart mållös därvid. Han skönjde, att vad hon äskade ej läte sig så lätt ske. Om en stund sade han: »Det är ett svåra hårt prov, herre — huru skall jag få detta gjort?» »Ej känner jag rätt din klokskap och listighet, om du ej hittar på något råd!» svarade konungen. Enär Sigvalde var begärlig efter giftet med Astrid, sade han sig till sist skola utföra, vad hon fordrat, han slöt med konungen ett oryggligt avtal, att allt skulle vara verkställt, innan den tredje julen gått in. Bleve detta icke fallet, vore deras avtal hävt.

Samma vår drog Sigvalde ur landet med tre skepp och trehundra man. Han seglade raka vägen till Seland. Dä han landat, träffade han några män, av vilka han fick höra, att konung Sven befann sig med sexhundra man på ett gästabud uppe i land ej långt från stället, dit han kommit. När han alltså tyckte sig hava vunnit visshet om var konungen vore att råka, lade han sina skepp vid ett näs, i vars närhet inga andra farkoster funnos. Det låg heller icke långt från gården, som konungen med sina män gästade. Sigvalde lät skeppen vända framstammarna ut mot havet, och det ena bands vid bakstammen till det andra. Så höllos de alla tillsammans, och årorna lågo redo emellan årtullarna. Han bjöd tjugu tillförlitliga män draga hän till konungen och säga, att Sigvalde ville råka honom. »I skolen,» tillade han, »bringa konung Sven från mig den hälsningen,, att han äventyrar allt sitt rike och livet därtill, om han icke kommer. I haven att meddela, det jag är mycket kränk — nära min bane!» Sändemännen träffade konungen och framförde sitt ärende. Han bröt upp och drog strax ned till stranden med allt det folk, som med honom gästade gården. Sigvalde höll sig då på det skepp, som låg längst ifrån land. Han var i sin säng och befann sig mycket illa. När han såg folkskaran komma, sade han så lågt, att blott de män, som stodo honom närmast, kunde höra honom: »Då trettio man kommit ut på skeppet, som ligger närmast land, skolen I draga upp bryggan och ropa: ’icke skall man tynga ned skeppen under oss eller trampa under fötterna sjuka män!’ Jag väntar, att konungen skrider före de andra. När han så med tjugu man nått det mellersta skeppet, skolen I draga dess brygga in, och då han är med tio följeslagare här ombord på mitt eget, må sista bryggan ryckas undan. Sedan skall jag nog hitta mig ett råd.» Detta talade han med matt stämma, dock så, att varje ord kunde urskiljas. Konung Sven hade nu hunnit fram med sitt folk. Han sporde, om Sigvalde låge maktlös, och det svarades, att hans krafter sjunkit mycket. Konungen steg ut på det närmaste skeppet och gick sedan ut på det andra. Sigvaldes folk gjorde i allo, vad han bjudit dem. När kungen till sist stod med tio män på hans eget skepp, frågade han, om Sigvalde ännu hade sitt mål i behåll; det genmäldes, att han jämnt upp kunde tala; krafterna vore nästan uttömda. Sven gick bort i lyftingen, där Sigvalde låg. Han höjde sig ned och sporde, om hans ord kunde höras, och vad tidender Sigvalde hade att förkunna, eftersom deras möte vore av sådan vikt. »Luta eder ned till mig, herre,» viskade Sigvalde, »så kunnen I bättre förnimma, vad jag säger, ty jag är så lågmält.» Då konungen hukade sig ned emot Sigvalde, grep denne honom med bägge händerna om midjan och höll honom orubbligt fast. Ej var han då så alldeles utan krafter. Sedan ropade han så högt, att det hördes ut över alla skeppen: »Dragen upp vartenda ankare, gripen årorna och ron ifrån land så raskt i förmån!» Man gjorde så, och vinden var förlig. Men de sexhundra konungsmännen stodo kvar uppe på land och sågo sin furstes bortfärd, ovissa om, vad slikt underligt hade att betyda. Konungen tog till orda: »Vad är det, Sigvalde? Vill du svika mig, eller vad bär du i sinnet?» »Herre, icke aktar jag att svika eder,» svarade han, »I skolen blott följa mig till Jomsborg, och jag skall visa eder all den heder mig är möjlig. I värden välkommen hos oss; och när I sitten vid det gille, vi ärna reda till åt eder, fån I veta, varför detta allt timat. Alla skola vi i underdånighet tjäna eder och, såsom det höves, giva eder på allt sätt den största hyllest.» Konungen förklarade sig skola hålla till godo med allt detta — sådan hans ställning nu var.

De seglade öster ut mot Venden, tills de nådde Jomsborg. Sigvalde uppvaktade på allt vis konungen, såsom tillbörligt var, och jomsvikingarna tillrustade för honom ett gästabud. Där sade Sigvalde honom, vad orsak han haft att föra honom bort från hans land: å hans vägnar hade han friat till konung Burislefs dotter, en mäkta fager, klok och i varje hänseende förträfflig mö. »Detta har jag blott gjort av vänskap för eder, herre,» sade han, »jag ville ej, att I gingen miste om ett så ypperligt gifte.» Konung Sven sporde vad hon hette, mön, som han tillärnat honom. »Kvinnan, som jag för eder giljat till,» svarade han, »heter Gunnhild. Den andra av konungens döttrar heter Astrid; henne har jag fäst mig. Dock är Gunnhild i allt mycket för mer än systern. Nu skolen I, herre konung, sitta i ro här vid gästabudet i Jomsborg, medan jag drager till konung Burislef och för igenom både er och min sak. Raskt skolen I fä vetskap om utgången, och skall den i allo varda för eder god!»

Sedan for Sigvalde till konung Burislef. Han sade honom, att han nu kommit dit för att äkta dottern Astrid. »Jag har fullgjort, vad överenskommet var, förklarade han, konung Sven dväljes i Jomsborg — i vårt våld!» Då Burislef hörde, att danakonungen var fången, vart han mycket glad och ville strax fara åstad till Jomsborg. Men Sigvalde bad, att det måtte tillåtas honom själv att i allt döma emellan de båda konungarna. Burislef genmälde, att Sigvalde vid deras avtal lovat att bringa konung Sven i h a n s händer — blott om detta och intet annat ville han höra en dom. Dä Sigvalde fått detta svar, förklarade han sig missnöjd med konungens oginhet. »Allra helst som jag skall bliva eder svärson,» utlät han sig. Han sade vidare, att han ämnade låta kung Sven fara åter till sitt land, ifall Burislef avsloge hans nyss gjorda anhållan, samt att han ej mindre hade danakonungens väl för ögonen: han ville handla hedersamt mot ett så manstarkt folks mäktige furste, ty tillfogades honom någon nesa, skulle sådant draga mycket efter sig. Konung Sven hade därtill tillitsfullt lagt sin sak i hans händer. »Och åligger det oss att hägna den så, att han varder till freds,» utbrast han och tillade, att han verkställt, vad lovat och avtalat var, när danernas herre nu funnes i hans våld borta i Jomsborg. Han bad konung Burislef och hans dotter handla klokt. Dessa togo det beslut tillsammans, att Sigvalde skulle ensam få avgöra allt. »Min mening är,» sade han, »att stor vördnad må visas konung Sven av Danmark, ty intet annat varder oss till båtnad; i varje fall kommer han dock att känna sig missbelåten med den smälek, han måst lida — fast han icke är en så djupsinnig man! Nu har jag hittat utvägen: given honom, herre, med all ståt eder dotter Gunnhild till äkta och gören hans färd hit ärofull! Till gengäld skall han efterskänka eder alla utskylder och skatter, så att I aldrig mera kommen att lämna sådana ifrån edert rike. Jag skall medla emellan er båda och föra detta mål till ett lyckosamt slut. Konungen gav sitt samtycke till att Sigvalde avgjorde allt mellan honom och konung Sven.

Sedan vände Sigvalde med sitt följe åter till Jomsborg. Sven sporde honom, huru saken gestaltat sig. »Allt beror nu på eder allenast, herre,» svarade han. »Huruledes då?» frågade konungen. »På så vis,» återtog Sigvalde, »att om I befrien Vendens konung från skatterna, gifter han sin dotter med eder. En större heder är det för eder bägge, om han, er svärfader, ej är skattskyldig under annan furste, ty de kungar aktas alltid ringare, som gälda skatt.» Konungen stod tyst. »Viljen I icke detta,» fortsatte Sigvalde, »så haven I att göra ett annat val. Jag skall då lämna eder i konung Burislefs händer.» När Sven besinnade, att han var i Sigvaldes våld, fann han det bättre att foga sig än att tåla tvång av venderkonungen, ty denne var en heden man. Bud sändes efter konung Burislef. Han kom till Jomsborg, och konungarna blevo ense om, att den dom skulle stå fast, som Sigvalde avgåve i målet mellan dem. I bägge furstarnas närvaro föreskrev han förlikningen: konung Sven skulle få Gunnhild, Burislefs dotter, mot det att han eftergav Vendens skatter. Han skulle ock giva Burislef sin syster Tyra till brud. Konung Harald Gormsson hade skänkt denna sin dotter stora jordagods i Jutland — dem skulle Gunnhild hava såsom brudgåva; men den egendom, som h o n fått av sin fader Burislef i Venden, skulle varda Tyras! Så fort denna dom sagts fram, vart bröllopssammankomst beramad, och skulle båda bröllopen stå samtidigt.

När tiden var inne, foro jomsvikingarna till gästabudet, och konung Sven följde med. Det var ett i allo mäkta ståtligt gille, så att man sagt, att ett ypperligare aldrig hållits i Venden. Det berättas, att första kvällen man satt till bröllops, hade brudarna sin plats å högbänken. De sutto i så sida huvuddukar, att man knappast kunde skönja deras anleten. Men nästa morgon hade de huvudena obetäckta och voro då mycket muntra. Konung Sven betraktade nu nogsamt deras ansiktsdrag, ty han hade ej sett någon av dem förrän vid denna högtid. Han kände blott av Sigvaldes utsago deras fägring och höviskhet. Konungen fann icke systrarna så, som denne skildrat dem, ty kvinnan, som han, den räven, nu ägde, syntes honom vara på allt vis den bästa. Dock var han så storsinnad, att han lät intet märkas utan vände allt, som han kunde, på denna färd till glädje och heder för sig. När gästabudet lyktats, seglade han bort med sin husfru Gunnhild. Han hade trettio skepp, lastade med mycket gods, många kostbarheter och vackert manskap. Han kom åter till sitt rike Danmark, och allt hans folk välkomnade honom glatt.

 

XII. VID STRUT-HARALDS GRAVÖL.
Jomsvikingarna foro hem till Jomsborg. Där skedde numera mången avvikelse från lagarna, sådana de hållits under jarl Palnatokes tid. Vikingarna aktgåvo på detta, men de voro dock alla ännu någon tid i sämja tillsammans, utan att något märkligt timade. Då spordes från Danmark den tidningen, att Sigvaldes och Torkel höges fader Strut-Harald var död. Deras broder Hemming var ännu ung till åren, och konung Sven fann sig därför förpliktigad att rusta till arvölet efter jarlen, såvida dennes båda andra söner ej komme hem.

Tillsammans med sina visaste män övervägde nu Sven, på vad sätt han skulle skaffa sig upprättelse av Sigvalde. Han sände bud till bröderna i Jomsborg, att de måtte komma till gravölet; där skulle de alla träffas, göra gillet tillhopa och så sörja för anordningen, att det bleve allra som hedersammast. Jomsvikingarna rådplägade sinsemellan, och många menade, att konung Sven Söm-Åsason nu ämnade hämnas den sidvördnad, som visats honom, och de misstänkte, att hans vänskap till Sigvalde ej vore sä djup efter allt det, som timat mellan dem. Det syntes dem föga rådligt att fara till gilles, sä vida de icke toge med sig så stor härskara, att Sven ej kunde hava någon makt över dem. Bröderna Sigvalde och Torkel sände Sven den hälsningen tillbaka, att de vore att vänta vid faderns arvöl. De bådo honom i allo tillreda gästabudet samt taga av deras egendom, vad han funne för gott. Konung Sven lät gillet göras präktigt; han bjöd dit gäster i stor mängd och bland dem många, som förstodo sig på mångt och mycket: dessa bryggde en stark och rusande dryck. När tiden var inne att färdas till gravölet, bröto Jomsvikingarna upp med allt sitt yppersta manskap. Man är icke ense om, med huru stor flotta de denna gäng dragit ut ur Jomsborg. Många mena, att de haft med sig hälften av borgens hela besättning på halvtannat hundra skepp, men somliga säga, att de seglat med sextio långskepp, alla övermåttan stora; så säger Sämund den vise. Manskapet var väl utvalt, blott sådant, som syntes dem mest dugande i strid.

Jomsvikingarna styrde rakt på Seland. Konung Sven var redan kommen till gillet; allt var färdigt, och gäster voro samlade i ansenlig myckenhet. Det var vid vinterns början. Sven bjöd jomsvikingarnas hövdingar plats i den hall, vari han själv satt. Här stod gillet ståtligast både för de utsökt frejdade mäns skull, som här voro tillstädes, och för de lysande anordningarnas. Sigvalde satt på fotsteget framför högsätet, såsom bruket bjöd, när arvöl hölls. Där skulle han sitta, tills den första minnesbägaren vart drucken. Man har berättat, att jomsvikingarna drucko under gillets första afton våldsamt, och drycken verkade starkt på dem. Dem bragtes ock blott sådan, som var mest rusande. När konung Sven förnam, att de voro på väg att bliva dödsdruckna, ty de pratade mycket och voro muntra och drogo sig icke för att säga, vad de eljest skulle hava hållit inne med, då tog han till orda: »Mäkta stor är gästernas mängd här inne, och många äro vitt berömda män. Jag ville nu bedja eder företaga något, som kunde varda oss alla till skämtan och glädje.» »Detta är väl talat, konung,» sade Sigvalde, »slikt kunde också väntas av eder. Men oss synes bäst, att I begynnen, ty vi have alla att med huldskap följa eder, höge herre!» »Jag vet,» svarade Sven, »det hava skett, att män högtidligen avgivit löften, sig själva till gamman och ros. Mig lyster att fresta den leken, ty jag håller före, att I, jomsvikingar, som ären så stora män, i all frejd större än andra kämpar å världens hela norra hälft, skolen förvisso i slik skämtan komma fram med mycket, som är mäkta märkligt; och skall det visa sig, att I i detta som i allt annat stån vida över andra män. Troligt är, att man länge skall hava edra löften i minne och prisa dem. Dock vill jag icke vägra att själv begynna denna gamman.» Konung Sven fortsatte: »Det löftet gör jag, att innan trenne vintrar äro lidna, skall jag hava fört min här väster ut till Engtland och även bort därifrån; och skall då konung Adalråd antingen vara fallen eller jagad ur landet och hans välde vara i mina händer. Nu äger du att tala, Sigvalde!»

»Det skall jag ock, herre,» sade han. Man bar till honom ett väldigt dryckeshorn. Han stod upp, tog emot det och talade: »Jag gör det löftet, att jag, förrän den tredje vintern gått, skall draga till Norge och där fara jarl Håkan härjande till mötes. Ej skall jag vända om, innan jag dräpt jarlen eller drivit honom dädan; eller ock skall jag själv till sist bliva liggande kvar där.» Han drack ut hornet. »Nu går det bra,» sade konung Sven, »det löftet var vackert givet.» Han ledde Sigvalde upp i högsätet. Sedan sade han sig vänta, att denne som manligast skulle utföra vad han nu lovat; därtill borde han ju ock löna norrmännen för mycken fiendskap. Konung Sven tog åter till orda: »Nu är ordningen din, Torkel höge! Vad löfte giver du? Nödigt är, att du låter det bliva dråpligt. »Jag lovar,» svarade Torkel, »att följa min broder Sigvalde. Slåss han på sjön mod jarl Håkan, så skall jag ej fly, innan jag sett bakstammen på hans skepp, eller årorna äro i färd med att flytta det undan; men håller han slag på land, skall jag icke flykta, så länge han själv är i fylkingen och jag ännu kan skönja hans baner framför mig.» »Det där var stolta ord,» utbrast konungen, »och nog skall du göra, som du sagt, så ädel och käck som du är! Nu tale du, Bue digre! Alla veta vi, att du månde låta något karlavulet höras, ty du är i sanning befunnen vara den förträffligaste kämpe. Bue sade: »Mitt löfte lyder: till Norge skall jag segla med Sigvalde och följa honom på denna färd, så långt som min mandom räcker, och icke skall jag rygga för jarl Håkan, förrän de, som stå upprätta av våra män, äro färre än de fallna — nej, stanna skall jag i alla fall, så länge Sigvalde håller stånd.» »Det gick, som jag förmodade,» sade konungen, »ditt löfte vart manhaftigt. Det stämmer samman med allt ditt skick i övrigt. Sigurd kåpa! Nu vilja vi lyssna till, vad du har att säga.» »Fort är mitt löfte givet,» sade Sigurd, »jag skall vara min broder Bue digre följaktig, så länge han drager andan, och ej fly, förrän livet lämnat honom, om ödet så vill.» »Av dig väntade jag mig,» inföll konungen, »att du skulle vilja detsamma som din broder Bue. Vagn Åkesson! Mycket lyster det oss att höra dina löftesord, ty I fränder haven genom flera ättled varit utmärkta kämpar, och även du är en baddare i uförskräckthet och annan mandom.» Vagn svarade: »Jag lovar att segla till Norge med min frände Bue den digre och vara på denna härfärd vid hans sida utan att vika, så länge han går fram och är i livet. Till detta mitt löfte lägger jag ett nytt: jag skall, innan den tredje julen brutit in, hava vilat i bädden hos Ingeborg, Torkel leras dotter öster ut i Viken, och hava dräpt honom själv.» Björn bretske var även med bland jomsvikingarna. Han var Vagn Åkessons synnerlige stallbroder, ty de styrde bägge Bretland tillsammans efter Palnatokes död. Konung Sven sporde: »Vad löfte gör du, Björn bretske?» »Jag följer,» svarade han, »min fosterson Vagn Åkesson sä, som jag har förstånd och mod till.»

Dessa löften avgåvo jomsvikingarna mest av rusighet och hänförelse. De drucko häftigt, och all den kraftigaste drycken bragtes dem. Sedan gingo männen att sova. Sigvalde lade sig hos sin husfru Astrid och somnade, så snart han kommit i sängen. Då han sovit en stund, väckte Astrid honom och frågade, om han droge sig till minnes det löfte, han gjort om aftonen. Han sade sig icke minnas något som helst löfte. »På det sättet kan du icke slippa ifrån det, efter vad jag förmår att se,» fortsatte hon, »nu tarvas dig både vett och råd.» Hon sade honom, vad han lovat. »Vad hjälpmedel givas nu?» sporde han, »du är alltid så rådig.» »Ej vet jag det nu,» svarade hon, »men något råd vill jag dock ge. När I i morgon satt eder vid dryckesborden, kommer konung Sven att spörja eder, om I haven edra löften i minne. Du skall då genmäla: ’drucken man är a n n a n man; drycken var mig för stark; hade jag ej varit rusig, så hade jag icke gått ifrån mitt vett!’ Sedan skall du fråga konungen, vad han vill bistå dig med, på det du måtte kunna göra denna färd, och du skall låtsa, som om du trodde, att all din räddning nu funnes hos honom allenast, ty han inbillar sig, att han med detta har hämnats på dig och fått seger över dig. Fråga honom vidare, huru många skepp han vill hugna dig med till tåget. Upptager han ditt spörsmål vänligt men likväl icke ger något besked om, huru många skepp han vill avstå, då skall du ställa dig enträgen och bedja, att han strax måtte säga dig, vad han kan giva. Säg, att du behöver mycket folk, ty Håkan jarl skall möta dig med stora härmassor. Du måste, Sigvalde, s t r a x låta honom giva dig visshet om, vad hjälp han vill lämna dig, ty jag tror, att han minst drager sig för att lova dig en sådan, så länge han ännu icke vet, o m färden kommer att företagas. Är denna väl en gång fullt besluten, så varder enligt min mening konung Svens bistånd ringa, ty han månde icke vilja hålla någon av eder, dig eller jarl Hakan, undan från dödshugget. Helst såge han, att I bägge gåven varandra döden.» Allt gick så, som Astrid gissat.

När man följande dagen börjat dricka i hallen, frågade konung Sven, om jomsvikingarna hölle i minnet sina löften, dem de låtit höras om natten, och Sigvalde svarade honom med alla de ord, Astrid lagt honom på läppen; han sporde, vad hjälp konungen ville giva honom. Till sist vart det så, att konungen lovade honom tjugu skepp till resan. »Den handräckningen är god att få av en och annan mäktig bonde, men icke är den kunglig,» sade Sigvalde. Konungen inföll något vresigt: »Vad begär du då?» »Det kan jag fort säga,» svarade han, »sextio skepp, alla präktigt utrustade med män och vapen.» »Alla dessa skepp,» återtog konungen, »skola vara utstyrda enligt din åstundan, så snart I viljen giva eder i väg.» »Detta är vackert och manligt bjudet, såsom man också av eder kunde vänta,» sade Sigvalde, »sätten nu även edert löfte i verket lika ädelt, som I haven givit det! Så snart detta gille ändats, skall jag låta hämta alla skeppen, på det färden icke måtte försinkas.» Konung Sven teg. Han satt en stund tvekande. Sedan sade han: »Det skall ske, som du önskar, Sigvalde. Dock går allt detta något hurtigare än jag tänkt mig.» »Större utsikt är, att denna vår föresats varder spord till Norge, ifall man sölar med färden», menade Sigvalde. Han sade sig hava bättre förväntan om seger, därest intet rykte om hären ginge före densamma.

Det berättas, att Tova, Strut-Haralds dotter, yttrade till sin husbonde Sigurd kåpa: »Nu månde du draga med på detta tåg, såsom du beslutat. Jag beder dig väl fullgöra, vad du lovat, och varda din broder Bue en god följesman — må du lämna ett fagert beröm efter dig! Mitt löfte giver jag dig, att ingen man skall vila i min säng, så länge jag hör dig vara i livet.» Sedan vände hon sig till Bue: »Här äro två män, som jag vill giva dig med på resan. Den ene heter Håvard och kallas den huggande; den andre heter Aslak holmskalle. Dessa kämpar skänker jag dig, enär jag håller av dig, och ärligt vill jag tillstå, att jag gärna hade velat vara gift med dig — hellre än med honom, jag nu äger!» Bue tog emot männen och bad henne hava tack för dem. Dessa bägge män hade av Tovas bröder tagits till fånga under ett härnadståg i österled. Hon fick dem till tjänare och skosvenner. De voro präktiga karlar, kampduktiga och okuvliga. Bue gav Holmskalle strax åt sin frände Vagn, men Håvard tog han till sig.

Jomsvikingarna sutto vid gästabudet den tid ut, de från början bestämt. Sedan bröto de upp. De drogo bort för att med danakonungens bistånd rusta sig till härnadståget emot Norges rike.

 

XIII. JOMSVIKINGARNA HÄRJA I NORGE.
När jomsvikingarna gjort allt det redo, som de ämnade taga med sig, foro de från Danmark med, såsom man sagt, etthundra storskepp, men somliga mena, att de haft sjuttio till. Skeppen voro lastade med utsökta dyrbarheter, förträffliga kämpar och allsköns vapen, sköldar och goda härkläder. De förnämsta hövdingarna voro: Sigvalde, Bue den digre och Vagn Åkesson. Sä gåvo de sig till havs. De fingo god vind och kommo till Viken i Norge. Det var sent på dagen. Oförvarandes kommo de för alla, ty intet hade sports om deras färd, förrän de nu voro framme. De styrde upp till staden Tunsberg. Där landade de vid midnatt. När de kommit in i köpstaden, plundrade de den helt och hållet. Med eld och vapen föllo de våldsamt över invånarna, togo all egendom, de kunde lägga hand på, och dråpo folket. Många, som endast sårades, fingo snart sitt banehugg. Enär staden mest var byggd av trä, brann den raskt. Vikingarna hejdade sig icke, förrän den låg i aska. Så noggrant dråpo de, att icke ett människobarn kom ur den staden levande. Därefter vände de om till sina skepp och seglade norr ut längs kusten.

Om deras härnad är intet förtalt, förrän de alla på en gång nådde Jädern. Skeppen fingo de alla gott i hamn. Detta var om julnatten. Landstigningen skedde hastigt. Hären fördelades i stora flockar, de där var för sig skulle härja i bygden. Den var stor och folkrik. Den mest ansedde mannen där hette Germund. Han var Håkan jarls länderman, ung till åren och mycket aktad av jarlen; han var högste styresman på Jädern och skötte sin syssla å jarlens vägnar. Jomsvikingarna skövlade strax i den närmaste bygden varenda gård, som var i deras väg; och invånarna vaknade ej vid en god dröm, när härbärgena lågade och en väpnad här kom rusande över dem. Germund vaknade vid denna ofred liksom de andra, vilka sovo med honom i huset. Tillsammans med några män flydde han upp på ett loft, där han trodde sig kunna göra det långvarigaste motståndet. Så snart vikingarna vordo varse hans flykt, trängde många fram till löftet och höggo med kraft och fart upp det. Germund såg, att de icke här kunde värja sig. Han hoppade ifrån löftet och kom stående ned på gatan. Vagn Åkesson stod där i närheten. Han högg till honom, och hugget tog av handen ovan handleden. Den föll i gatan, men Germund kom undan och lopp till skogs. En stor guldring hade följt med handen. Vagn tog den upp och gömde den. Då Germund nått in i skogen, stannade han på en plats, varifrån han kunde urskilja männens röster, ty det syntes honom fåvitskt att icke kunna berätta, vilka denna härs hövdingar voro — helst som han själv fått sig ett sådant märke. Av de ord och rop, han hörde, vart han viss om, att det var jomsvikingarna, som kommit dit. Han fick även veta, vem som givit honom hugget. Jomsvikingarna höllo vakt, på det ingen måtte slippa ut ur bygden. En och annan, som sökte smyga sig bort, vart strax nedhuggen eller motad tillbaka in i elden. Den gavs av det ena huset åt det andra. Omsider hade vikingarna bränt ned hela bygden med allt det folk, där bott. Ingen slapp undan utom denne ende, nyss nämnde Germund.

Han strök in i skogar och snår, och det säges, att han i tre dygn strövat ute i ödemarker, innan han nådde en bygd. Här gav han sig strax i samtal med folket och togs mycket gästvänligt emot, så snart man fått veta, vem han var. Han drog vidare, tills han fick spörja, var jarl Håkan och sonen Erik voro på gästning. De uppehöllo sig på gården Skugge. Mannen, som höll gästabudet, hette Erling. Han var jarlens länderman. Det var sent på dagen, då Germund hann fram till Skugge. Han gick strax in i dryckeshallen, trädde hän till jarlen, som satt vid bordet, och hälsade honom. Han tog väl emot hälsningen och sporde efter tidender. »Stora tidender har jag att förkunna», svarade Germund. »Goda skola de vara, och gott skola de bringa», sade jarlen. »Nog kommer jag med tidender, men de äro onda och därtill sanna,» återtog Germund. »Jag skall mäla eder ett stridsbud: en stor här har fallit in i landet; den drager fram med gruvlig ofred och våldsverkan och gör edert rike den argaste skada — det är daner, som kommit! Jag tror dem hava i sinnet att så färdas fram, till dess de träffat eder.» Jarlen utropade i vrede: »Detta budskap är en nedrig lögn! För länge sedan skulle allt Norges rike hava legat öde, om danerna här härjat varje gång, I förtalt det. Ej skall man höra upp med att ljuga krigsrykten här i landet, förrän någon blivit hängd för dem! Det skall också ske.» Erik vände sig till sin fader. »Tala icke så, herre,» sade han, »ty denne sagesman far icke med osanning — han är ingen lögnare.» »Känner du honom,» sporde jarlen, »eftersom du så här tager dig av hans sak och värnar honom?» »Jag håller före,» svarade sonen, »att det är Germund, som kommit hit, eder länderman söder ut frän Jädern. Ofta har han tagit vänligare emot oss, än vi nu taga emot honom.» »Icke kände jag igen honom,» sade jarlen. »Må han åter komma hit fram och tala!» Germund trädde ånyo hän till jarlen. »Vem är du ?» sporde denne. Germund sade sitt namn. »Jag vet,» fortsatte jarlen, »att du säger sant. Men vem för an denna stora här?» »Sigvalde heter den ene hövdingen,» svarade han, »de andra äro Bue den digre och Vagn Åkesson. Jag bär även ett märke såsom bevis på att jag like ljuger.» Han visade upp sin stympade arm. »Det anar mig,» fortsatte han, »att innan få veckor förlidit, skolen I och många andra medgiva, att vad jag sagt är sanning.» Han sade sig kunna besanna sina ord med ännu flera sår, som han hade. »Hårt och ömkansvärt har man handskats med dig,» utbrast jarlen, »känner du något till, vem som givit dig detta sår och huggit din hand av?» »Jag slöt mig till, vem mannen var,» svarade han, »av de ord, man sade, när han tog upp ringen, som följde med handen. ’Rikare vart du nu, Vagn Åkesson’, ropade man. Därav tyckte jag mig kunna veta, att det varit han, som huggit till mig. Jag fick ock utrönt, att dessa härmän kallades jomsvikingar.» »Nog bliva vi snart riktigt kloka på dessa tidender,» utbrast jarlen. »Sant att säga, skulle jag sist hava korat dessa män och denna här till mina motståndare, om jag fått göra ett val bland alla dem, jag i världen känner. Nu torde här tarvas både visa råd och käckhet.» Han lät dryckesborden skyndsamt tagas bort och gick till det härbärge, han skulle sova i. Så led natten.

Nästa morgon sände jarlen några män norr ut till Lade att där bringa sonen Sven detta budskap om örlig samt bjuda honom se till, att folket som snabbast samlade sig ifrån hela Trondhjem; han skulle ock med män och vapen utrusta varje skepp, han kunde erhålla. Jarl Håkan grubblade tillsammans med sina klokaste rådgivare mycket över, vad beslut man nu hade att fatta. Hans första råd var, att vårdkasar skulle tändas, budkavlar sändas ut och folkhopar giva sig i väg åt alla håll. Han bjöd envar att draga åstad, som vågade värja sig och sitt gods. Själv bröt han genast upp från gästabudet med det manskap, han vunnit. Han tågade in i Romsdalen. Sedan samlade han folk både i Nord- och Södermöre. Ländermannen Erling sände han söder ut till Rogaland att där draga ihop härflockar. Han avfärdade bud till alla de vänner, han hade i landet, att de skulle sluta sig till honom. Jämväl lät han bud gå till de män, han låg i osämja med; han bad dem komma till sig och hälsade dem, att han nu ville förlikas med var och en, som blott gjorde honom följe, hade han ock förbrutit sig aldrig så svårt; han förläte den man allt, som blott räckte honom en hjälp. Hans son Erik for norr ut igenom Nömdalen och överallt omkring på öarna längs kusten. Då han var i Hamarsundet, hände sig, att sex skepp kommo honom till mötes. Den man, som förde an folket, hette Torkel och benämndes midlång. Han var en väldig viking, svår att handskas med. Med jarlen låg han i skarp delo, ty han hade förövat många illgärningar och gjort riket mycken skada både med dråp och rån. Ofta hade Håkan sänt manskap mot honom för att få honom ur livet, men alltid hade han kommit undan. Då Erik stött på honom i sundet, tog han så till orda: »Vill du, Torkel, draga med ditt folk till min fader och i strid giva honom din hjälp, så skall han nog förlika sig med dig. G ä r n a torde han det göra!» »Villig är jag att på så vis köpa mig fred, svarade Torkel midlång, ifall du, Erik, går i god för att detta också bliver verklighet, när jag råkar fader din.» »Det gör jag», sade Erik. Torkel slog strax följe med Erik och skaffade sig därmed fred hos jarlen. Med Erik seglade han fram till det ställe, Håkan bestämt till mötesplats för sig och sönerna. Här träffade de alla tillsammans, jarl Håkan, Erik och Sven. Det var vid den ö i Södermöre, som heter Had. Hit samlades hela hären, och många ländermän voro i jarlens följe. Håkan och hans söner hade tillsammans trehundra skepp, men många av dem voro icke synnerligen stora. De lade dem alla in i den vik, som kallas Hjörungavåg. Sedan höllo de rådplägning. Här låg nu hela flottan.

Om jomsvikingarna har man att förtälja, att de fortsatte sin färd norr ut längs kusten. De foro icke fridsamt fram. De rånade och dräpte. Hela härad och byar brände de ned till kallt kol, och ideligen gjorde de strandhugg. Långt upp i norr ströko de på sådant vis längs landet; och intet motstånd funno de, ty när de, som bodde fjärran från bygderna, fingo spörja deras framfart, samlade de sig i stora flockar, och alla, som voro unga och stridbara, drogo bort till Håkan jarl; medan de inbyggare, som härnaden nådde, flydde hän till ödemarker och skogar, somliga upp på fjällen, andra ut till skären. Sålunda räddade sig alla, som det kunde, undan vikingarna och bidade landshären. Omsider vordo alla bygderna utmed havet lagda öde — ifrån Jädern i söder och norr ut helt till Stad. Jomsvikingarna hade nämligen nu hunnit till Ulvasundet och voro framme vid Stad. Ännu hade de ej fått någon säker nys om jarl Hakan, lika litet som han om dem. De seglade förbi Stad sex sjömil norr ut. Där var vanskligt att komma fram; varken funnos hamnar uppe vid kusten eller öar att landa vid. De nådde till sist hamnen vid Häröarna. Dit lupo de in med hela flottan. Nu ville de skaffa sig några livsmedel, och Vagn Åkesson for på ett långskepp bort till ön Had. Han visste ej, att jarlen låg med sitt folk i viken ej långt därifrån. Han lade till vid ön och steg i land med sina män i akt att där göra ett strandhugg, ifall det vore möjligt. De träffade en man, som drev sex kor och tolv getter framför sig. Vagn sade till sina följeslagare: »Tagen getterna och korna, slakten dem och forslen dem ut på vårt skepp!» »Vem är han, som befaller över det här folket?» frågade bonden. »Han heter Vagn Åkesson», svarade männen. »I så fall tyckes mig,» återtog bonden, »som om tillfälle till en större slakt skulle finnas för eder — och det ej så långt härifrån. Icke sköten I eder på rätt härmansvis i ett främmande land, vilket I fjärranfrån sökt, hur oöverträffliga; I än ären och lystna efter att på denna härfärd öka eder ära — I tagen kid och kalvar, getter och nöt, svin och får; men ros vunnen I, om I läten boskapen vara och i stället togen tag i björnen, som nu nästan sitter fast i snaran, blott I gripen till!» Vagn sporde mannen efter hans namn. Han sade sig heta Ulf. »Om vilken björn ordar du,» frågade sedan Vagn, »som det vore oss en sådan lycka att fånga?» »Om densamme, genmälde han, som inom kort skall sluka eder alla, ifall I icke nu fån honom fatt.» »Säg oss de goda och sanna tidender, vi behöva veta,» bad Vagn, »vi skola löna dig väl. Om du känner något till jarl Håkans förehavanden, och du säger oss sanningen, så skall du få behålla både dina getter och kor.» Ulf svarade: »Vare sig I viljen löna mig väl eller icke alls, skall jag likväl säga eder, var Håkan jarl i går låg med ett enda skepp — han låg här innanför ön Had i Hjörungavågen. I kunnen nog strax få honom dräpt, ifall I viljen; han bidar där ännu på sina män. Underligt finner jag det, att han utan en större styrka giver sig så där oförsiktigt åstad. Troligast är, att han nu är sin död nära. Han har förvisso icke sport till eder; eljest låge han icke så.» »Du skall ha friköpt all din boskap och dig själv med,» sade Vagn, »om det är sant, vad du säger. Följ oss nu ombord på skeppet och lotsa oss fram till jarlen!» »Sådant höves mig icke,» genmälde bonden, »då vill jag hellre slåss med jarlen, ty det anstår mig bättre. Dock skall jag säga eder vägen, så att I själva kunnen hitta till Hjörungavåg.» »Visst skall du fara med oss,» förklarade Vagn, »vare sig det behagar dig eller icke.» Ulf steg ombord med Vagn och de andra. Det var tidigt på dagen. De styrde strax hän till Häröarna och sade Sigvalde och alla jomsvikingarna dessa tidender. Genast gjorde man sig fullt stridsfärdig, som om man skulle draga till den hårdaste kamp; man ville finna sig beredd pä, att allt ej avlupe så lätt, som Ulf låtit förstå.

Så snart flottan var segelklar, blåstes det till anfall för hela hären, och skeppen ströko in längs ön Had. Det var svag östanvind. En rök av brinnande mossa drev emot dem; snart kom en ny och så en tredje, som icke var den mattaste. Sigvalde utbrast: »Denna rök månde visa, att en härsmakt kan väntas ligga i närheten. Måhända Håkan jarl ej har ett så fåtaligt följe, som man sagt oss.» Främst seglade Bue digre, därnäst Vagn och sist Sigvalde, envar med sitt folk. Så nådde de Hjörungavåg vid öns norra ända. Nu misstänkte bonden Ulf, att skeppen, som lågo där, skulle synas vikingarna något flera än vad han omförmält. Så fort skeppen började visa sig för dem, som styrde främst, sprang han över bord och dök i djupet. Han ärnade simma till land, ty han ville ej bida lönen för sina upplysningar; men Vagn, som såg hans hopp, fick lust att giva honom den; och han slungade sitt spjut efter honom. Det for i Ulfs midja, sä att han strax lät livet. Så skildes han och Vagn. Jomsvikingarna rodde in i Hjörungavåg. Med ens sågo de hela viken besatt av skepp. Här träffade de omsider jarl Håkan, som de letat efter; han låg här ej med e t t skepp, ej med två — snarare voro de över trehundra: snäckor, långskepp och handelsskepp, ja, varje flytande högbordad skuta, som han mäktat anskaffa. Och alla skeppen voro lastade med folk, vapen och sten. Jämte jarlen voro sönerna Erik, Sven, Sigurd och Erling härens främste män; envar av dem styrde sitt skepp. Inför deras åsyn lade nu jomsvikingarna plötsligt hela sin flotta i slagordning.

Bukten vid Hjörungavåg vetter åt öster och dess mynning åt väster. Ute i viken höja sig trenne stenar, den ena något större än de båda andra. De kallas Hjörungarna, och har viken fått av dem sitt namn. Mitt inne i den ligger ett skär, från vilket det åt alla håll är lika långt till land, både inefter bukten uch utmed de bägge stränderna. Norr om Hjörungavåg ligger ön Primsignd, söder om den ön Hörund; innanför denna breder sig Hörundsfjärden.

Jomsvikingarna ordnade sig sålunda till striden: Sigvalde lade sitt skepp i mitten av fylkingen; närmast honom höll sig på styrbords sida hans broder Torkel höge; Bue digre och brodern Sigurd befunno sig i fylkingens norra arm, Vagn Åkesson och hans fosterfader Björn bretske i dess södra. Emot dem alla gjorde nu jarlen och hans söner sin flotta slagfärdig. Det fastställdes, att tre skeppshövdingar skulle strida emot envar av dessa kämpar; ty så mycket manstarkare voro norrmännen enligt denna sagas mening. Dock säger biskop Bjarne i den dråpa, han diktat om jomsvikingarna, att fem av jarlens män stodo emot en dansk man, och flera äro de som instämma med honom. Man bestämde, emot vilkendera av jomsvikingarnas hövdingar envar skeppsförare skulle upptaga striden. Själv skulle jarl Håkan segla fritt omkring. Han hade att stärka och stödja alla fylkingarna. Det är förtalt, att fyra isländska män varit med jarlen. Den ene bland dem var Sköldmö-Ejnar, hans skald. Numera stod han ej så högt i heder hos Håkan som tillförne. En gång talade han om, att han ämnade löpa ifrån jarl Håkans flock och till Sigvaldes och kvad så detta:

Ljöd min sång om jarlen:
Hjälten landet hägnar
än, när andra slumra —
ångrar nu jag dråpan.
Goda guldet spara
gode kungar icke:
Skald, där jag har sjungit,
skattats mer än pengar!

»Jag skall till sist ändock draga till Sigvalde», utbrast han och sprang från Håkans skepp upp på bryggan. Han låtsade, som om han ville vandra vidare. Så rask var han dock ej i gången, ty han ville se, huru jarlen tedde sig. Uppe på bryggan kvad han denna visa:

Finnom jarl, som gärna
giver ulvar föda:
sköldens sken från Sigvalds
skepp låt mäktigt flamma!
Skall den skatteödarn
skald ej från sig kasta,
när jag fursten finner —
fort till skeppen hastom!

Nu fick jarlen se, att Sköldmö-Ejnar stod i beredskap att rymma undan. Han kallade på honom och bad honom komma hän till sig. Ejnar vände om. Sedan hämtade Häkan två skålar, dem han ägde. De voro gjorda av luttrat silver och helt och hållet förgyllda. Med dem följde tvenne vikter, den ena av guld, den andra av silver; på båda var en mansbild inskuren. De kallades lotter. Sådana ägde man ofta i forntiden, och i dem dolde sig en hemlig kraft. Jarlen brukade dem vid varje tillfälle, då något viktigt var å färde. Han plägade då lägga dem i skålarna, sedan han bestämt, vad var och en skulle betyda. Kom den lotten upp, han önskade, välte sig den andre om och låg aldrig lugn i skålen; därav vart en stark klang. Dessa klenoder gav jarlen Ejnar samt bad honom vara glad. Han stannade kvar och sprang icke bort mera. Av detta fick Ejnar ett tillnamn. Han kallades skålglam.

De övriga islänningarna voro Vigfus Viga-Glumsson, Tord vänsterhand och Torlef skurna, son av Torkel rike från Myrarna väster ut i Dyrafjorden. — Det berättas, att Torlef skurna drog till skogs och högg sig en väldig klubba av en knotig trädstam. Sedan gick han hän, där kockarna redde till maten, svedde klubban lätt och härdade så knottrorna. Han vandrade ned till skeppen och mötte jarl Erik, i vars följe var Ejnar skålglam. När jarlen såg denna ansenliga klubba, som Torlef hade i handen, sporde han: »Vad vill du med den där digre knölpåken, du bär på?» Torlef svarade således:

I handen jag har,
för huvun gjord,
store benbrytarn,
Sigvaldes ofärd,
vikingars ve,
värnet för Håkan.
Skall ekeklubban,
om jag lever,
icke varda
vänlig mot daner!

Därpå gick jarl Erik med sina islänningar ombord på sitt skepp och rodde ut till flottan.

 

XIV. SLAGET I HJÖRUNGAVÅG.
Fylkingarna stötte samman, och en hetsig strid började. Ingen behövde någon maning att gå fram. Det var före soluppgången. Först slogs man med stenar. Många sköto med låsbågar och handbågar. Somliga slungade spjut och kluvna stockar, och snart stupade folk på norrmännens skepp. Då jarlarna Håkan och Sven drabbat ihop med Sigvalde, hölls det å båda sidor gott stånd. Ingen lät sitt skepp vika. Kampen mellan jarl Erik och Vagn var även jämn. Men Bue och brodern Sigurd trängde fram med kraft, och Bue högg dryga hugg, så att det tycktes dem som stredo emot honom, bäst att hålla sig på avstånd. De läto skeppen sacka, och Bue gjorde ett stort veck i jarlafylkingen. Nu vart där ett starkt ropande, och lurarna ljödo våldsamt. Detta uppmärksammade jarl Erik. Han seglade ditåt på eget skepp, och brodern Sven följde honom på sitt; de styrde emot Bue. Det vart en rasande träffning, och för modlös man var det lett att vara inombords på skeppen. Jarlarna fingo fylkingen rät igen, men det var också allt. Under tiden kämpade Håkan allena med Sigvalde. Då hördes ett högljutt skri från Vagns kämpar. Erik rodde tillbaka. Vagn hade våldsamt sprängt dennes flotta. Han hade brutit sig igenom den och rivit upp hela fylkingsarmen. Då Erik vart varse detta, lade han sitt skepp Järnbarden långskepps emot Vagn, och de slogos ånyo. Det är en allmän mening, att hetsigare slag ej hållits. Med ens sprungo Vagn och Åslak holmskalle upp på Järnbarden och fram på dess däck. De följde var sin sida, och huggande trängde de fram, så att allt vek för dem. Åslak var stark och skallig. Ingen hjälm hade han på huvudet; med naken hjässa bröt han sig väg i vimlet. Fastän huggen föllo på hans skalle, vart där icke mera bett än om man klappat den med ett valfiskben. Vädret var gott, och solen sken varm. Många togo sina kläder av och buro endast rustningarna. Åslak och Vagn fällde män i mängd, och jarl Erik eggade ivrigt sitt folk. Då tog Vigfus Viga-Glumsson från Järnbardens däck upp ett stort städ, mot vilket han nyss nitat fast sitt lossnade svärdshjalte, och drev det i Åslaks huvud, så att dess spets sjönk ned däri. Han föll strax och var död. Vagn gick längs andra skeppsbordet och drap i ursinne norrmän. Torlef skuma sprang fram och slog till honom med ekklubban. Slaget kom i hjälmen, och var så väldigt, att den rämnade. Vagn vacklade tillbaka, men i detsamma stack han svärdet i Torlef, tog ett språng överbord och stod på sitt eget skepp samt kämpade med käckhet. Jarlen lät Järnbarden glida undan, ty Vagn och Holmskalle hade nästan rött det skeppet ända fram till masten. Håkan jarl hade under tiden lagt i land med hela sin här.

Nu vart vila i kampen, och jarlen och hans söner träffades åter alla. »Jag tror mig se,» sade Håkan, »att striden börjat taga en för oss vansklig vändning. Alltid har jag tänkt mig en kamp med dessa män mäkta mödosam — nu har jag fått visshet därom. Icke skall det gå oss väl, om vi ej fatta ett gott beslut. Själv stiger jag i land, men I skolen här vid skeppen akta under tiden på, om de lägga fram till anfall.» Jarlen trädde med några män upp på ön Primsignd. Han gick in i en skog. Här lade han sig ned på knä och gjorde bön, vänd emot norr. Han anropade sin skyddsgudinna Torgerd Hölgabrud, men hon ville ej lyssna till bönorden. Hon var vred. Mångahanda ting bjöd han henne såsom offer, men hon ville icke taga emot dem. Allt hopp syntes honom ute. Så långt gick det, att han lovade henne människooffer, men ännu vart hon ogunstig. Omsider bjöd han henne sin egen son Erling, sju år gammal och en mycket förhoppningsfull sven. Honom ville hon hava. Jarlen sände efter pilten och lämnade honom i trälen Skafte karks händer. Denne tog honom bort med sig och gjorde honom skada.

Sedan drog Håkan åter till skeppen. På nytt eggade han sina män. »Nu vet jag för visst,» utropade han, »att seger varder oss förunnad. Gån nu än bättre fram, ty jag har bönfallit de båda systrarna Torgerd och Irpa om segern!» Han steg ombord på sitt skepp. Ånyo gjorde de sig stridsfärdiga. De rodde fram till anfall, och åter tog den mest förbittrade kamp vid. Då började vädret tjockna i norr. En dunkel och dyster sky drog upp ur havet. Hastigt höjde den sig hel över viken. Det var vid tretiden om eftermiddagen. Snart täckte skyn himmeln, och en stark hagelby följde. Det syntes folket, som om både blixtar och åskskrällar blandade sig däri. Alla jomsvikingarna måste kämpa emot vinden. Detta oväder drog fram med så stora under, att somliga män ej förmådde mera än hålla sig upprätta. Och de, som förut tagit kläderna av sig för hettans skull, började nu att frysa; dock skötte de kampen tadelfritt. Då jomsvikingarna slungade stenar och vapen eller kastade sina spjut, drev vädret det alltsamman tillbaka emot dem, och därmed följde ock ovännernas vapenskurar. Bues följesven Håvard huggande var den förste, som såg Hölgabrud på jarl Håkans flotta. Sedan skönjdes hon av många andra, även av dem, som ej mäktade se spökelser. Då vädret saktat sig litet, sågo de, huru en pil flög ut från varje finger på trollet och tog, varenda en, fäste i någon man. Detta förtaldes Sigvalde. »Ej tyckes mig, att vi slåss med människor allenast i dag», utbrast han. »Dock är det nödigt, att envar visar den mandom, han förmår!» Då hagelbyn något mildrade sig, anropade jarlen för andra gången Torgerd och påminde henne om, huru stort offer han givit. För andra gången bröt ovädret löst men nu vida större och stridigare. Så snart skurarna begynte, såg Håvard huggande två kvinnor stå på Håkan jarls skepp. De hade samma åtbörder bägge. Sigvalde ropade: »Bort vill jag fly — följe mig alla mina män! Icke gjorde vi löfte att slåss emot trollen. Nu är det värre än nyss, ty vi hava tvenne trollkvinnor emot oss.» Han löste sina skepp från flottan och ropade till Bue och Vagn, att även de skulle flykta undan. Vagn bad honom draga ensam sina färde som den fegaste niding. Under denna oro sprang vikingen Torkel midlång ifrån sitt skepp upp på Bues och högg till honom — detta gjorde han i en enda handvändning. Han högg av honom läppen och hela hakan, så att tänderna röko ur huvudet. Och Bue sade: »Värre skall det nu tyckas den danska mön på Bornholm att kyssa oss.» Han högg emot Torkel, och som däcket var halt av blod, föll denne upp emot sköldbommen, när han ville avvärja hugget. Det råkade honom i midjan och skar honom mot skeppsbordet sönder i två delar. Strax därefter tog Bue den digre sina båda guldkistor, en i var hand, och ropade högt: »Över bord, alla Bues män!» Han sprang i havet med kistorna. Nu drog Sigvalde sig ur flottfylkingen, och Vagn kvad denna visa:

Sigvalde har under huggen
hållit i dag oss alla,
nu med fart den fege
flyktar hem till Danmark.
Fort till fagra husfruns
famn han hinna längtar.
Ned i sjön från skeppsbord
sjönk den tappre Bue.

Sigvalde hade blivit kall under ovädret. Han sprang hän till årorna för att ro sig varm, och en annan man satte sig vid styret. Vagn slungade sitt spjut. Det tog i den, som styrde, och nitade honom fast vid skeppsbordet, ty Vagn trodde, att den mannen var Sigvalde. Torkel höge drog sig ur striden, så snart brodern Sigvalde rott undan. Det gjorde ock Sigurd kåpa, när hans broder Bue sprungit över bord. Båda menade sig nu hava uppfyllt löftena, de gjort. Med tjugufyra skepp vände de hem till Danmark. Om Vagn och hans kämpar har man att förtälja, att de ånyo värjde sig käckt. De män, som ännu voro vapenföra, gingo alla upp på hans eget långskepp. Jarl Erik och många andra hövdingar anföllo det, och striden vart åter mäkta het. Men det gick så, som ordstävet säger: intet förmår man mot övermakt. Så grundlig manspillan blev det på Vagns långskepp, att icke flera än åttio man där stodo levande kvar. De värnade ännu lyftingen. Då föll natten så mörk på, att man icke såg att kämpa mer.

Jarl Håkan lät rycka bort alla årorna frän de rödda skeppen. Sedan rodde han med sina män till land, ty för nattmörkrets skull kunde de ej syna skeppen och se, hos huru många av männen hopp om liv funnes kvar. I land spände de tälten över sig — dem tycktes, att de nu kunde rosa sig av vunnen seger! Jarlen lät taga haglet och väga det. Varje hagelkorn vägde ett öre, och jarlen fann de båda trollsystrarnas makt ansenlig. Därefter förbundos männens sår, och nästan ingen fanns, som ej hade sådana. Jarlen själv och hans frände Gudbrand den vite från Dalarna höllo vakt om natten. Gudbrand var en klok och mäktig man. Näst sina söner älskade jarlen honom mest. Vagn Åkesson och Björn bretske överlade med varandra, vad utväg de nu skulle söka. Vagn menade, att de antingen skulle stanna där på skeppet, tills det dagades, och värja sig, så länge de det förmådde — »eller ock,» sade han, »fara in till land och göra Håkans här allt vad ont vi kunna.» De funno på det rådet att taga masten och årorna och med dem fortskaffa sig vidare. Tillsammans voro de åttio man, som sökte att på dessa trästycken leta sig i mörkret in till land. De kommo hän till ett skär och trodde, att de nått fastlandet. Mycket utmattade voro de, och tio män dogo där av köld och sår. Av de sjuttio, som ännu levde, voro många maktlösa av sårnaderna och ännu mera av nattkylan. De förmådde icke den gången färdas längre.

Så fort Bue hoppat i havet och Sigvalde och de andra flyktat, hade hagelskurar, ljungeldar och tordön stannat av, och luften hade blivit lugn och skyfri men mycket kall. Vagn och hans följeslagare blevo kvar på skäret, tills dagen kom och det vart ljust.

 

XV. EFTER SLAGET.
Under natten hörde jarlens män, hur en bågsträng klang. En pil kom susande från det skepp, Bue ägt. Den for in under armen på jarl Håkans frände, Gudbrand den vite från Dalarna, och han föll strax livlös ned. Jarlen och många andra funno förlusten mycket stor, då de sågo en så dugande man som Gudbrand död. De bonade om hans lik, såsom tidens sed var. Erik gick om natten ut ur sitt tält. Då vart han varse en man, som stod vid dörren. Han sporde, vein det vore. »Vi är du så blek som en död man?» frågade han. Det var islänningen Torlef skuma. »Se kan jag, att du är din bane nära», fortfor Erik. »Vad fattas dig?» »Jag är ej så säker på, om icke Vagn Åkessons svärdsklinga rörde litet vid mig i går, svarade han, när jag gav honom klubbslaget.» »Ute på Island har fader din haft klen lycka såsom din skyddsande, om du nu skall dö — en så karsk kämpe!» Därefter segnade Torlef ned och dog strax. Många andra av jarl Håkans män gåvo den natten upp andan för sina sårs skull.

Så snart dagen bräckt, drogo jarlen och hans folk ut att undersöka skeppen. De kommo till det, som varit Bues; mannen, som skjutit av pilen, tycktes dem väl värd allt ont. De funno där blott en enda man levande. Det var Håvard huggande, han, som varit Bues följesven. Han var svårt stympad: båda benen voro avhuggna ovan knäna. Sven Håkansson och Torkel lera gingo hän till honom. Han sporde: »Kom någon sändning här frän skeppet bort till er å land i natt?» »Visst kom det en,» svarades, »kom den kanske från dig?» »Ej vill jag dölja,» sade han, »att det var jag, som sände eder pilen. Stod någon i vägen för den, eller fick någon skada av den?» Man sade, att den, som pilen tog i, fick bane. »Vem tog den i?» frågade han. »Gudbrand den vite från Dalarna», svarade man. »Ja, ja,» sade Håvard, »så fick icke d e t ske, som jag helst önskat, ty skottet hade jag tillärnat jarlen. Dock är jag till freds med, att n å g o n föll för det, som I ogärna velat mista!» »Intet är här att betänka sig på,» sade Torkel lera, »dräpen fort denne man!» Torkel högg till honom, och många andra sprungo fram och sargade honom, tills livet flydde. Därefter foro de åter i land och förtalde Håkan, vem de fällt. De sade sig hava förstått av hans ord, att manhaftighet icke fattats honom.

Nu fingo de se, huru ute på skäret en mängd män sutto tillsammans. Håkan bjöd sitt folk fara ut till dem och bringa honom varenda en; han sade sig vilja själv råda över deras liv. Jarlens män gingo ombord på ett skepp och rodde ut till skäret. De flesta av dem, som sutto här, voro sa medtagna av sår och köld, att de ej mäktade värja sig. Ingen gjorde heller motvärn. De togo Vagn och alla hans följeslagare till fånga och förde dem hän till jarlen. Han lät leda dem alla upp i land. Deras händer snoddes på ryggen, och de blevo alla skoningslöst hopbundna vid ett rep. Skafte kark och andra trälar höllo tag i repet och vaktade dem. Därefter gingo jarlen och hans följe bort för att njuta sin måltid. De ärnade senare på dagen i gott mak hugga ned dessa fjättrade jomsvikingar. Innan de satte sig ned att dricka och äta, vordo vikingarnas skepp med all laddningen förda till land. Godset blev buret samman för att delas, och jarlen och hans kämpar skiftade sinsemellan både det och vapnen. De tyckte sig hava vunnit ett vackert byte och därtill en stor seger; några jomsvikingar hade de fångat, många hade de dräpt, och alla de andra hade givit sig på flykten. Då de blivit mätta, gingo de ut ur tälten.

De vandrade bort till vikingarna, där de sutto fängslade vid repet. Torkel lera vart utsedd att giva dem alla banehugget. Först gav man sig i samtal med dem. Man ville veta, om de verkligen voro så karska män, som ryktet sagt; men jomsvikingarna gåvo dem intet svar, såvitt man känner. Några av dem, som voro svårt sårade, löstes från repet, och trålarna snodde upp deras hår på käppar. Sedan leddes trenne fram för att halshuggas. Torkel lera högg huvudet av dem alla. Därpå vände han sig mot sina stallbröder. »Har jag under detta skiftat utseende något?» frågade han, »ty det säges, att sådant plägar hända de flesta, medan de äro sysselsatta med att slå livet av tre män efter varandra.» Håkan jarl svarade: »Medan du högg, skönjde vi ingen skiftning i dina drag; dock syntes oss ditt utseende redan ändrat dessförinnan.» Därefter framfördes den fjärde svårt sargade mannen; och en käpp virades i hans hår. Torkel sporde, huru det syntes honom att dö. »Det synes mig gott; mig går det, som det gått fader min — även jag skall dö», svarade han. Torkel högg ned honom, och slöt han så sitt liv. Den femte mannen befriades därpå från repet. Torkel frågade honom, huru det kändes att dö. »Ej hade jag vår jomsvikingalag i gott minne,» genmälde han, »ifall jag talade något rädslans ord, eller jag darrade för min död, ty varje människa skall en gång lämna livet.» Torkel högg av hans huvud. Nu bjöd jarlen att han skulle tillspörja envar, innan han dräptes, vad intryck döden gjorde på honom. Man menade, att det icke sagts för mycket om deras manhaftighet, ifall de nu icke gruvade sig, och det syntes alla en stor gamman att få höra deras utsagor, vare sig dessa uppenbarade någon dödsfruktan eller ej. Den sjätte mannen leddes fram, och en käpp snoddes i hans hår. »Hur finner du döden?» sporde Torkel. »Gott synes det mig att dö med ära, svarade han, men du skall leva med skam.» Denne mans ord behagade icke Torkel. Han lät honom ej länge vänta på banehugget, tv själv ville han ej invänta flera ord av honom. Den sjunde vikingen lösgjordes ur repet. Torkel gav honom samma fråga som nyss de andra. »Jag tycker mycket om döden,» genmälde han, »och den kommer mig nu mäkta lägligt. Jag vill nämligen, att du hugger huvudet av mig, så fort du förmår, ty vi jomsvikingar hava talat med varandra om, huruvida en man vet något till sig, när huvudet mycket hastigt slagits av honom. Här håller jag en täljkniv. Den skall jag räcka emot dig, om jag äger något medvetande; i annat fall skall den glida mig ur handen. Men sätt fart i hugget, så att det, vi ordat om, fördenskull må kunna utrönas. Hav nu till bevis det, som jag sagt!» Torkel högg så flinkt till mannen, att huvudet rök av bålen. Det är berättat, att kniven strax föll ur hans hand, såsom väntas kunde. Sedan fick den ättonde jomsvikingen framträda, och Torkel ställde till honom sin vanliga fråga. »Härlig finner jag min död», sade han. När hans hår sveptes om käppen, utbrast han: »Gumse, gumse!» »Vi kommer dig detta på tungan?» sporde Torkel. »Därför att här icke finnas av det slaget för många åt alla de får, I jarlsmän i går ropaden på, när I känden såren svida (1).» Då trädde Erik fram och sade: »Vill du hava nåd, gode kämpe?» »Råder d u för sådan, eller vem bjuder den?» frågade mannen. »Den bjuder, som har makt till det — Erik, son av jarl Håkan», svarade denne. »Då vill jag taga emot nåd», sade han. Erik tog till sig denne jomsviking och förklarade, att han förvisso vore en präktig man. Den nionde mannen vart löst. Torkel sporde: »Vad förnimmer du nu sannfärdigtvis, när du skall lämna livet?» »Gott kännes det att dö,» sade han, »men jag vill att du medgiver, att jag icke slaktas som ett får. Jag skall sitta lugn, om du blott hugger mig rakt i ansiktet. Lägg då nogsamt märke till, om jag blinkar något, ty vi jomsvikingar hava ofta sagt, att vi ej skulle rycka till för slikt.» Torkel samtyckte. Han ställde sig framför honom. Lugn satt han för hugget, som tog honom i ansiktet. Man såg honom icke blinka; alls ingen skiftning i dragen lät han ses, utom då döden for honom i ögonen; såsom det ofta sker, när en man giver upp andan. Den tionde vikingen lösgjordes. På Torkels fråga gav han det svaret, att döden tycktes honom ljuv. Han tillade:

En pil jag mig gjorde
åt jarlen i våras —
d e t var mig glatt,
som detta är nu.

Och han log till. »Hugg nu, hugg strax», sade han. Jarl Erik frågade honom: »Äskar du nåd, dråplige kämpe?» »Ja, herre», svarade han. Även den mannen tog Erik upp i sitt följe. Den elfte fången togs ifrån repet. Sedan han sagt sig med glädje möta sin död, tillade han: »Jag önskar, att du giver mig rådrum att göra mitt tarv.» Denne viking var vän i anletet och reslig till växten. Om en stund stod han åter framför Torkel lera och yttrade: »Som sant kan det dock sägas, att månget går på annat vis än man tänkt sig. Jag hade väntat mig komma i bädd hos Tora Skagesdotter, jarl Håkans husfru.» Jarlen utropade: »Dräp fort denne man! Han har länge haft ont i sinnet.» Torkel högg huvudet av honom. Därpå framfördes den tolfte. Han var en fulländat fager man, ung att se. Han hade ett stort hår, gult som silke, och lockarna föllo ned på hans axlar. Torkel gjorde honom sin vanliga fråga, och han sade sig vara vid gott mod. »Min mest frejdade tid,» fortfor han, »har jag levat, och jag håller ej livet kärt, när sådana män som dessa här nyss lämnat det. Dock vill jag, att du gör mig den tjänsten att ej låta trälar leda mig till döden, utan en man, som ej är sämre karl än du — en slik är väl ej vansklig att här finna! Må han hälla fast om mitt hår och rycka huvudet från bålen, sa att håret icke varder blodigt, ty jag har länge varit aktsam om det. Hugg huvudet av mig så raskt, du kan!» En av jarlens hirdmän fick i uppdrag att föra denne unge man till döden, och man menade sig ej behöva sno någon käpp i hans hår. Hirdmannen fattade tag idet, vecklade det om sina händer och höll honom så under hugget. Torkel svängde svärdet hårt i akt att giva ynglingen bane, men då denne hörde hugget vina, kastade han sig åt sidan och drog mannen, som höll i håret, in under svärdet, så att det tog hans båda armar av vid armbågsvecken. Den unge mannen sprang upp, riste på huvudet och brast ut i ett löje: »Vem hade händerna i mitt hår? I hållen länge på, när I huggen!» Då tog Håkan jarl till orda: »Detta var ett stort missöde; gripen genast denne man och dräpen honom! Han har vållat oss skada nog. Nu vill jag, att alla, som ännu äro i livet, må som hastigast dödas, ty dessa kämpar äro så hårdsinta och så svåra att handskas med, att vi ingalunda förmå taga oss till vara för dem. För mycket har icke ryktet haft att säga om deras mandom och oförsagdhet.» Erik jarl inföll: »Jag skulle, fader, först vilja veta, vilka männen äro, innan de dräpas. Vad heter du, unge man?» »Jag heter Sven», svarade han. »Vems son är du, eller av vad ätt är du?» »Bue digre hette min fader,» sade han, »han var son av Vesete på Bornholm. Jag är dansk till ätten.» »Troligast är,» genmälde Erik, »att man icke ljugit för dig om ditt fäderne. Vill du hava nåd?» »Vem annan skulle hellre vilja ha den!» utbrast han. »Hur gammal man är du?» sporde jarlen. »Detta blir mitt adertonde år,» sade han, »ifall jag överlever det helt och hållet.» »Du skall visst leva längre, om jag får råda», förklarade Erik. Han gav honom nåd och lät honom taga plats i sina egna mäns trupp. Då sade Torkel lera: »Skola alla dessa män hava fred, som dräpt våra vänner och fränder inför ögonen på oss? Därmed göra vi nu ingen nytta.» »Har du icke,» svarade Erik, »förrän nu vetat, att jag äger mera makt än du?» »Ej vet jag, vad du tänker på, Erik,» inföll jarl Håkan, »när du låter denne man slippa undan, som vållat oss sådan skam och vi fått så stor skada av. Men ej vill jag slåss med dig om honom. Den här gängen kommer du att råda.» Han bjöd Torkel lera att hastigt hugga ned de andra. »Det skall icke ske,» förklarade Erik, »förrän jag först talat med dem, ty jag vill veta, vilka de äro, som ännu leva.» I samma stund togs den trettonde mannen från icpet. Detta hade vecklat sig om hans fot, så att han dock var något fjättrad. Han var ung och ståtlig till växten, mycket fager och käck att se. »Hur synes det dig att dö?» sporde Torkel honom. »Gott skulle det tyckas mig, svarade han, om jag blott haft mitt löfte fullgjort.» »Vad är ditt namn?» frågade Erik. »Mitt namn är Vagn,» återtog han, »och jag är son av Åke Palnatokesson på Fyn.» »Vad löfte har du givit, Vagn?» sporde Erik. »Det löftet gav jag, svarade han, att om jag komme till Norge, skulle jag vila när Ingeborg, dottern av Torkel lera, och det utan hans och alla hennes andra fränders vilja och råd, men Torkel själv skulle jag dräpa. Mycket misshagar det mig, ifall jag skall dö, innan jag fått detta uträttat.» »Jag skall ombestyra, att du aldrig det får», utbrast Torkel och sprang i våldsam fart inpå honom. Han högg till med bägge händer. Vagn for undan i repet och snavade framstupa vid Torkels fötter, ty det var blodigt och halt ikring honom. Torkel högg fram över honom, och hugget tog i linan, bet den sönder, och Vagn vart lös. Torkel snubblade, då han högg miste, och föll; svärdet ven ur hans hand. Men Vagn låg ej länge, efter det han vart fri. Han for raskt upp och grep vapnet. Han lyfte det upp, svängde det med mycken styrka och högg Torkel lera tvärsöver axlarna. Han skar honom itu, och svärdet tog fäste i marken. Så lät Torkel lera sitt liv. »Nu har jag uppfyllt det ena av mina löften,» sade Vagn, »och har därmed hämnats några av mina män. N u tyckes det mig strax bättre att dö än nyss.» »Låt ej denne man länge leka lös,» sade Håkan jarl, »tagen och dräpen honom, ty stor manspillan har han vållat oss.» »Icke skall han här på stället dräpas före mig», inföll Erik. »Jag vill taga honom i mitt värn. Så härlig hövding skall man icke döda.» »Med den saken behöver alltså icke jag befatta mig, när du ändock ensam vill råda, frände», sade jarl Håkan. »Vagn är en ståtlig man, och näppeligen gives det hans like», fortfor Erik. »Torkel hade att vänta just det, som nu vederfarits honom. Spådom är den vises gissning — du såg ju själv i dag, hur dödsstämning vilade över hans drag.» Han tog även Vagn upp i sitt följe, och denne var därmed utom all fara. »Erik,» sade Vagn, »jag vill ej få livet till skänks av dig, om du ej giver alla dem av mina män nåd, som ännu leva. I annat fall skola jag och de fara en och samma färd.» »Jag vill först tala något med dem,» sade Erik, »dock avslår jag icke det, du begär.» Han gick hän till Björn bretske och sporde honom om hans namn. »Jag heter Björn», sade han. »Är du den Björn, som med sådan hurtighet hämtade din man ut ur kung Svens hall?» »Icke vet jag, om jag gjorde det med hurtighet,» genmälde han, »men bort kom jag med honom.» »Vad förmådde dig till denna färd, du gamle man — skallig och vit som en fiskmåsunge?» fortsatte Erik. »Som sannast kan man säga, att allt strå vill sticka oss norrmän. Vill du nu hava nåd av mig, fastän det icke är dig så ärofullt att leva? Du synes mig icke vara något byte att fälla, en så gammal gubbe.» »Jag vill taga emot livet,» svarade han, »ifall min fosterson Vagn får behålla sitt.» »Det får han,» sade Erik, »om jag kan råda. Det s k a l l jag också!» Erik gick bort till sin fader och förklarade, att han ville, det alla ännu levande jomsvikingar skulle få nåd. Håkan jarl svarade, att så skulle ske, som sonen ville.

Livet skänktes Vagn och alla hans män, och fred gjordes mellan jarl Håkan och jomsvikingarna; försäkran om trygghet till liv och lem gavs dem. Jarlen bestämde, att Björn bretske skulle taga sig bostad på den gård, som Hallsten käringbane ägt. Det är sagt, att sex av jarl Håkans ländermän fallit i denna strid; två vordo dräpta, när den lyktats: Gudbrand den vite och Torkel lera. Vagn drog med Erik jarlsson öster ut till Viken och stannade där tillsammans med honom en tid. Samma afton, han landat, gick han i bädd hos Ingeborg, Torkel leras dotter. Han blev i Viken vintern över. När det vårades, gjorde han sina skepp segelklara. Det berättas, att Erik skänkt honom tre välrustade långskepp, och de skildes omsider såsom goda vänner. Vagn gick till havs och seglade ned till Danmark, hem till sina gårdar på Fyn. Dem förestod han länge sedan. Han förde Ingeborg med sig från Viken, och hon vart sedermera hans husfru. I de flesta hänseenden var han en ypperlig hövding. Han var en förträfflig, för högsinthet frejdad man. Mera än andra var han i allo storslagen, och många stormän stamma ifrån honom. Han härskade över Fyn, så länge han levde, och hans jämlike i dåd och idrotter har aldrig i allt Danmarks rike blivit född.

Björn bretske for om våren hem till Bretland. Dess hövding var han till sin död. Han ansågs som en frejdstor och mäkta kampduglig man. Intet är förtalt om Sven Buessons öden, sedan han kommit åter till Danmark.

Om Sigvalde berättas det, att han efter sin flykt ur striden icke lade till någonstädes, förrän han nådde Danmark. Han drog till sitt fädernegods på Seland, där Astrid, hans husfru, var förstyre. Så snart hon sport sin husbondes ankomst, rustade hon till ett gästabud för honom. Där hade man till skämtan att förtälja om striderna i Hjörungavåg; envar sade, vad han hört och sett. Husfrun Astrid var glad över mannens hemkomst. Hon redde till ett bad och bad honom löga sig. »Och vet jag,» sade hon, »att det efter en så lång färd som från Norge och hit nu är tid för dig att feja de sår, du fått i kampen.» Sigvalde gick i bad, och Astrid betjänade honom själv. Hon gned honom. Medan han satt i badet, sade hon: »Några av jomsvikingarna hava allt haft flera rispor på buken än du, och tyckes mig den här bälgen mest lämplig att gömma vetemjöl i.» »Hända kan det ännu under mitt liv,» svarade han, »att du icke får skäl att rosa norrmännens seger. Tänk efter, om du då skall bli bättre till freds!» Mera är icke förtalt om deras samtal. Sigvalde satt någon tid som herre över Seland. Han var en stor hövding och en klok man, som aldrig rätt ansågs vara sådan han syntes. Om honom finnas berättelser runtom i sagorna. Hans son hette Gyrd och var en väldig viking.

Sigurd kåpa for även hem till Danmark och tog emot sitt arv efter fadern Vesete på Bornholm. Han härskade där i lång tid och gällde för en tapper man. Många män stamma från honom och husfrun Tova. Deras samliv var gott.

Sigvaldes broder Torkel höge var både en klok och en manhaftig kämpe. Det kom ofta i dagen.

Håkan jarl var icke aktsam om sig. Han började både av övermod och snikenhet att varda hård emot folket. Han lät starkt förtryck tynga både mäktiga och svaga; och många kallade honom Håkan den onde. Han rådde över Norge blott en vinter, efter det han kämpat mot jomsvikingarna i Hjörungavåg. Hans liv fick det slut, att trälen Kark skar halsen av honom.

Ejnar skålglam drog till Island. Hans liv lyktades i Borgarfjorden, där han drunknade. De öar, till vilka hans viktskålar drevo, kallades sedan Skålöarna.

Tord vänsterhand var den, som först bragte dem på land. Han hade mist sin högra hand i striden. Efter sin faders död bodde han i Alvidra på Island, och en stor ätt leder anorna från honom.

Vigfus Viga-Glumsson gav sig ock till Island. Han var den förste, som där förtalde alla dessa tidender.

Här lyktas jomsvikingarnas saga. Bevare Gud i evighet honom, som skrev och berättade den, och alla dem, som lyssnat till den.

A m e n.

Anmärkning:

1. Texten har här en ordlek, som är grundad på ljudlikheten mellan stammen á i ordet ær, får, och utropsordet á, aj!


  • Country in which the text is set
    Pomerania
  • Featured locations
    Wolin (Wollin)
  • Translations
    Language Year Translator
    Danish 1824 Carl Christian Rafn
    Danish 1846 Grimur Thomsen
    Danish 1895 Fredrik Winkel Horn
    Danish 1978 Helle Degnbol & Helle Jensen
    Norwegian 1910 Albert Joleik
    Swedish 1815 Magnus Adlerstam
    Swedish 1888 A. U. Bååth