Vi, de druknede

Author

Carsten Jensen

Støvlerne

Laurids Madsen havde været i Himlen, men kom ned igen takket være sine støvler.

Han røg ikke så højt op som en fløjknap, knap nok som storråen på en fuldrigger. Han havde stået ved Paradisets port og set Sankt Peter, om end det kun var sin røv, vogteren af porten til det hinsides viste ham.

Laurids Madsen skulle have været død. Men døden ville ikke have ham, og så blev han en anden.

Før Laurids Madsen blev berømt for sin visit i Himlen, var han berygtet for egenhændigt at have startet en krig. Han mistede sin far, Rasmus, til havet, da han var seks, og stod til søs med Anna af Marstal, da han var fjorten. Allerede efter tre måneder forliste Anna i Østersøen. Besætningen blev reddet af en amerikansk brig, og lige siden drømte Laurids Madsen om Amerika.

Han havde taget sin styrmandseksamen i Flensburg, da han var atten, og var samme år forlist for anden gang ud for Norges kyst ved Mandal, hvor han en kold oktobernat stod på et skær, der blev overskyllet af bølgerne, og spejdede efter frelse. Fem år sejlede han på verdenshavene.

Han havde været syd om Kap Horn og hørt pingvinen skrige i den begsorte nat. Han havde set Valparaiso, vestkysten af Amerika og Sydney, hvor træerne om vinteren mister barken i stedet for bladene, og kænguruerne springer omkring. Han havde mødt en pige med drueøjne ved navn Sally Brown og kunne berette om Foretop Street, La Boca, Barbary Coast og Tiger Bay. Han havde krydset ækvator, hilst på Kong Neptun og mærket det bump, det giver, når skibet krydser Linjen. Han havde ved den lejlighed drukket saltvand, fiskeolie og eddike. Han var blevet døbt i tjære, lampesod og lim, barberet med en rusten kniv med hakker i bladet og havde fået sine rifter plejet med salt og kalk. Han havde kysset den koparrede Amfitrites’ okkerfarvede kind og haft næsen nede i hendes lugteflaske, som var fyldt med afklippede negle.

Laurids Madsen havde været vidt omkring.

Det var der mange, der havde. Men han kom som den eneste tilbage med den fikse idé, at alt i Marstal var for småt, og som for at bevise det talte han ustandseligt et sprog, han kaldte amerikansk. Han havde sejlet et år med orlogsfregatten Neversink og lært sig det fremmede tungemål. „Givin nem belong mi Laurids Madsen,“ sagde han.

Han havde tre sønner og en datter med Karoline Grube fra Nygade, Rasmus, opkaldt efter faren, Esben og Albert. Pigen hed Else og var den ældste. Rasmus, Esben og Else lignede moren, de var små af vækst som hende og sagde aldrig meget. Albert lignede sin far. Allerede som fireårig var han lige så høj som den tre år ældre Esben. Han trillede altid rundt med en engelsk kanonkugle af støbejern og forsøgte igen og igen at løfte den op i armene. Han gik ned i knæ og blev stædig og stiv i blikket, men endnu var den ham for tung.

„Heave away, my jolly boys! Heave away my bullies!“ råbte Laurids opmuntrende, når han så den yngste søns øvelser.

Det var under den engelske belejring af Marstal i 1807, at kuglen var gået gennem taget på huset i Korsgade. Bedstemoren blev så forskrækket, at hun fødte Laurids midt på køkkengulvet. Når Albert ikke tog på udflugt med den, havde kanonkuglen stadig sin plads i køkkenet, hvor Karoline brugte den som morter til at støde senneppen.

„Ja, det kunne sgu lige så godt have været dig, der meldte din ankomst på den måde,“ havde Rasmus engang sagt til Laurids, „så stor var du, da du kom til verden. Hvis storken havde tabt dig, var du gået gennem taget som en engelsk kanonkugle.“

„Finggu,“ sagde Laurids og stak fingeren i vejret.

Han ville lære børnene det amerikanske sprog.

Fut betød fod. Han pegede på støvlen. Maus var mund.

Han gned sig på maven, når han satte sig til bords, og blottede tænderne.

„Hanggre.“

Så kunne alle forstå, at han var sulten.

Mor hed misis, far papa tru. Når Laurids ikke var der, sagde de mor og far ligesom alle andre børn, undtagen Albert. Han var sin fars særlige ven. Børn hed mange ting. Pikinini, bullies og hearties.

„Laikim tumas,“ sagde Laurids til Karoline og spidsede læberne, som om han ville til at aflevere et kys.

Hun kom til at fnise af forlegenhed og blev bagefter vred.

„Vær ikke sådan et fjols, Laurids,“ sagde hun.

Det blev krig med tyskerne i Slesvig-Holsten på den anden side af Østersøen.

Det var i 1848, og den gamle toldforvalter de la Porte blev den første, der fik det at vide, fordi den provisoriske oprørsregering i Kiel sendte ham Proklamationen sammen med en anmodning om at udlevere toldkassen. Hele Marstal kom i oprør, og vi blev straks enige om at danne et landeværn. I spidsen stod en ung lærer fra Rise, som vi siden kaldte Generalen. På alle øens højeste punkter blev der tømret bavner. Det var vipper anbragt på en høj stang med en tønde fyldt med gammelt tovværk og tjære hængende for enden. Hvis fjenden kom, gik den brændende tjæretønde til vejrs for at signalere, at nu kom krigen sejlende.

Der var bavner både på Knasterbjerg og ved klinterne ved Vejsnæs, og alle steder gik der strandvagter og spejdede ud over vandet.

Krigshalløjet blev for meget for Laurids, som i forvejen ikke havde respekt for nogen ting. En aften, da han på vej hjem fra Eckernförde Fjord passerede Vejsnæs, sejlede han tæt på stranden og råbte, så det gjaldede ud over vandet: „Tysken er efter mig!“

Få minutter efter brændte tønden på toppen af klinten. Så tændtes bavnen på Knasterbjerg, og nu sprang ilden videre ind over øen, helt til Synneshøj, næsten 20 kilometer borte, indtil Ærø stod i brand som på sankthansaften. Laurids lå på vandet, mens bålene flammede op, og grinte godt over al den ravage, han havde forårsaget. Men da han lagde til i Marstal, så han lys alle vegne, og gaderne var fulde af mennesker, selv om det var sent på aftenen. Nogle råbte uforståelige ordrer, andre græd og bønfaldt. En kampberedt flok stormede allerede op ad Markgade bevæbnede med leer, høtyve og enkelte geværer. Unge mødre løb i skræk rundt i gaderne med deres skrigende spædbørn på armen, overbeviste om, at tysken ville spidde deres afkom på bajonetterne. Ved brønden på hjørnet af Markgade og Vestergade stod en skipperkone og skændtes med en tjenestepige. Konen havde fået den idé, at de skulle gemme sig for tysken i brønden, og befalede pigen at springe først ned i det sorte dyb.

„Efter Dem,“ sagde pigen.

Vi mænd kommanderede også med hinanden. Der er for mange skippere i vores by, til at nogen bryder sig om at adlyde andre, og det eneste, vi kunne blive enige om, var under fremsigelse af mange eder højtideligt at erklære, at vi ville sælge vores liv så dyrt som muligt.

Da tumulten trængte ind hos pastor Zachariassen på præstegården i Kirkestræde, hvor der samme aften var fremmede, besvimede en dame af bevægelse, men den tolvårige søn Ludvig greb en ildrager for at forsvare fædrelandet mod den indtrængende fjende. Hjemme hos lærer Isager, der også virkede som degn, gjorde familien sig klar til det forestående angreb. Alle tolv sønner, der var hjemme for at fejre den tykke fru Isagers fødselsdag, blev af deres mor udstyret med lerpotter fyldt med aske og fik ordre til at kaste asken i hovedet på tysken, hvis han skulle finde på at storme degneboligen.

I spidsen for flokken, der gennem Markgade bevægede sig ud mod Reberbanen, befandt sig den gamle Jeppe, der svingede med en fork og hujende udfordrede tyskerne til bare at komme an, hvis de turde. Den lille snedker Laves Petersen måtte vende om igen. Han bar kækt sin bøsse over skulderen, og hans lommer bugnede af kugler, men midt under ilmarchen opdagede han, at han havde glemt krudtet derhjemme.

Ved Marstal Mølle stod den svære møllerkone madam Weber klar med en høtyv og forlangte at komme med til slaget, og i den almindelige forvirring, og måske også fordi hun tog sig mere imponerende ud end de fleste af os mandfolk, åbnede vi straks vore krigslystne rækker for hende.

Laurids, der var et letbevægeligt gemyt, blev så grebet af den almindelige kampgejst, at også han løb hjem for at finde et våben. Karoline og de fire børn havde frygtsomt gemt sig under spisebordet i stadsstuen, da han stormede ind og muntert råbte: „Kom unger, nu skal vi i krig.“

Der lød en hul lyd, da Karoline slog hovedet mod spisebordets underside. Så kravlede hun besværet frem under dugen og rejste sig op i sin fulde højde, mens hun ophidset skreg til ham: „Er du da helt fra den, Madsen? Børn skal ikke i krig!“

Rasmus og Esben gav sig til at hoppe op og ned.

„Vi vil med! Vi vil med!“ råbte de i kor. „Åh, må vi ikke nok.“

Den lille Albert kom allerede trillende med kanonkuglen.

„Er I da blevet gale?“ skreg moren og langede en lussing ud til den nærmeststående.

„Kan I så komme ind under bordet igen!“

Laurids løb ud i køkkenet for at finde sig et passende våben, men fandt ikke noget brugbart.

„Hvor gemmer stegepanden sig?“ råbte han ind i stuen.

„Ikke den,“ råbte Karoline. „Min stegepande holder du fingrene fra.“

Laurids så sig rådvild omkring.

„Jamen, så tager jeg kosten,“ meddelte han og løb tilbage gennem stuen. „Nu skal tysken få.“

De hørte gadedøren smække bag ham.

„Hørte du det?“ hviskede Rasmus, den ældste, til Albert. „Far snakkede ikke engang amerikansk.“

„Det gale menneske,“ sagde moren og rystede på hovedet i mørket under spisebordet, hvor hun atter havde søgt tilflugt. „At gå i krig med en kost.“

Det vakte almindelig jubel, da Laurids sluttede sig til den kampberedte flok. Nok havde han ry for at være storsnudet, men han var stor og stærk og god at have ved sin side. Så fik vi øje på kosten.

„Har du ikke andet våben?“

„Den er god nok til tysken,“ svarede han og rakte kosten i vejret. „Med den fejer vi ham ud af landet.“

Vi var kæphøje og lo ad hans vittighed.

„Lad nogle høtyve blive tilbage,“ sagde Lars Bødker. „Så kan vi stakke tyskerne bagefter, når de alle er døde.“

Vi kom ud på de åbne marker. Der var en halv times march til Vejsnæs, men vi gik rask til, stadig med kamplysten i blodet. Vi var nået til Drejbakkerne og kunne se bålene flamme ud over øen, et syn, der yderligere skærpede vores krigeriskhed. Så hørte vi hovslag i mørket og stivnede. Nu kom fjenden!

Vi havde håbet at overraske tyskerne på stranden, men vi havde stadig terrænet på vores side. Laurids stillede sig i kampposition med kosten, og vi andre efterlignede ham.

„Vent på mig!“ lød det bag os.

Det var den lille snedker, der vendte tilbage efter at have været hjemme efter krudtet.

„Shh!“ tyssede vi. „Tysken er lige i nærheden.“

Hovslagene kom nærmere, men nu kunne vi høre, at der kun var én hest. Så dukkede en rytter frem af mørket. Laves Petersen hævede sin bøsse og tog sigte. Laurids lagde en hånd på geværløbet.

„Det er kontrollør Bülow,“ sagde han.

Kontrolløren sad overskrævs på en sveddryppende hest, hvis sorte flanker gik ud og ind efter et hårdt løb. Han hævede hånden.

„Gå hjem igen. Der er ingen tyskere ved Vejsnæs.“

„Jamen, tønderne brænder,“ råbte Laves.

„Jeg har talt med strandvagten,“ sagde Bülow. „Det var falsk alarm.“

„Og her er vi blevet jaget ud af vore gode senge. For hvad? For ingen ting!“

Madam Weber lagde armene over kors og så sig omkring iblandt os med et brøsigt blik, som om hun ledte efter én, hun kunne kaste sig over, nu da fjenden havde meldt afbud.

„Nu har vi vist, at vi er parate,“ sagde kontrolløren udglattende. „Og det allerbedste er da, at de slet ikke kommer.“

Vi mumlede bekræftende. Men selv om vi godt kunne se fornuften i kontrollørens synspunkt, var det alligevel en slem skuffelse. Vi havde været parate til at se både tysken og døden i øjnene, og så var ingen af dem gået i land på Ærø.

„Tysken kan bare vente sig,“ sagde Lars Bødker.

Vi mærkede trætheden og begav os hjemad. En kold natteregn var begyndt at falde, og vi var tavse, indtil vi nåede møllen, hvor madam Weber skilte sig ud fra vores mistrøstige flok. Hun stillede sig med front mod os med høtyven i den ene hånd, som om hun præsenterede gevær.

„Jeg gad nok vide,“ sagde hun med truende stemme, „hvem den spøgefugl var, som fik ærlige folk ud af deres senge midt om natten for at sende dem i krig.“

Vi stirrede alle sammen på Laurids, der ragede op midt iblandt os med kosten på skulderen.

Men Laurids hverken dukkede sig eller slog blikket ned. Han så i stedet på os. Så lænede han sig tilbage og gav sig til at le lige op i regnen.

Snart blev det alvor med krigen. Vi blev indkaldt til flåden. Orlogsdamperen Hekla lagde til i nabobyen Ærøskøbing for at hente os. Vi stod i kø påkajen og blev råbt op én efter én, før vi sprang om bord i barkassen, der skulle bringe os ud til damperen. Vi havde følt os snydt for krigen den aften i november, men nu var ventetiden forbi, og modet var højt.

„Halløj, her kommer en dansk mand med liv og sjæl og køjesækken med!“ råbte Claus Jacob Clausen.

Han var en lille, senet mand, som altid pralede af, at en tatovør i København ved navn Stikke-Frederik engang havde sagt til ham, at han havde den hårdeste arm, han nogen sinde havde stukket en nål i. Clausens far, Hans Clausen, havde været lods og hans bedstefar før ham, og det var også den vej, han selv var sikker på at gå, for natten før indskibningen havde han haft en drøm, der varslede, at han ville slippe levende fra krigen.

I København blev vi mønstret på fregatten Gefion. Laurids blev skilt fra os andre og kom som den eneste med på linjeskibet Christian den Ottende,hvis stormast var så høj, at der fra fløjknappen til dækket var halvanden gang kirketårnet i Marstal. Vi blev svimle og øre, når vi lagde nakken tilbage, men det var den svimmelhed, der gør én stolt, for vi forstod, at vi var kaldet til at udføre store handlinger.

Laurids stod tilbage og så efter os. Christian den Ottende passede til ham. Han ville færdes hjemmevant på dækket, han, der engang havde sejlet et år med det amerikanske orlogsskib Neversink. Alligevel tænkte vi, at han et øjeblik må have følt sig forladt, da han så os forsvinde op ad landgangen til Gefion.

Så stod vi ud for at gå i krig. Palmesøndag sejlede vi langs Ærøs kyst. Vi kunne se klinterne ved Vejsnæs, hvor Laurids havde sat øen på den anden ende med sit: „Tysken kommer.“ Nu var det dansken, der kom, og tyskens tur til at sætte ild til tjæretønderne og løbe rundt som hovedløse høns.

Vi lagde os ud for Als og ventede. Om onsdagen satte vi kursen mod Eckernförde Fjord og nåede mundingen sidst på eftermiddagen. Vi blev kaldt sammen ved skansen. Vi var en broget skare i vadmelstrøjer og klædesbukser i forskellige farver, nogle blå, andre sorte eller hvide. Kun båndet om vores huer med Gefions navn og den rød-hvide kokarde fortalte, at vi var matroser på kongens orlogsskibe. Kommandøren, der selv var i sin fineste uniformsfrakke med epauletter og sabel, holdt en tale og bad os stride som tapre gutter. Han svingede med sin trekantede hat og råbte tre gange hurra for kongen. Vi råbte med, så højt vi kunne. Så beordrede han alle kanoner affyret, så vi kunne erfare, hvordan det ville gå under en batalje. Ingen af os havde prøvet krigen. Det buldrede ud over havet og lugtede skarpt af krudt bagefter. Det var blæst op til kuling, og den blå kanonrøg blev revet væk af vinden. I nogle minutter kunne vi ikke råbe hinanden op. Larmen fra kanonerne havde gjort os døve.

Vi var nu en hel eskadre. To dampere var kommet til. Vi genkendte den ene fra afskibningen fra Ærøskøbing, det var Hekla. Vi forberedte os til slaget den næste dag. Kanonerne blev gjort klar i deres porte, pumper og sprøjte stillet op, så de straks kunne tages i brug, hvis der udbrød brand om bord. Kardæsker og skråsække anbragte vi ved hver enkelt kanon, og fængrørene lagde vi i kasser. I de sidste par dage havde vi øvet det hele så mange gange, at vi næsten kunne de mange ordrer udenad. Vi var elleve mand om hver kanon, og fra den første ordre lød: „Klart over alt!“ efterfulgt af „Bor og kardus!“ og „Fængrør i!“, til ordren om at fyre omsider kom, fór vi rundt mellem hinanden, stive af skræk for at gøre noget forkert.

Vi var vant til blot at arbejde tre eller fire mand sammen på vore små jagter og galeaser, og nu var vi pludselig herrer over liv og død. Alt for ofte blev vi stående som lammede, når kanonkommandøren skreg sit „Stiller efter visir!“ eller „Stråger!“ Hvad i helvede betød det i daglig tale? Hver gang det lykkedes os uden fejl at tilbagelægge den indviklede vej frem mod den sidste ordre, fik vi ros af kanonkommandøren. Så brød vi ud i et muntert hurra. Han så på os og derefter på sin kanon og til sidst ned i dækket, mens han rystede på hovedet.

„I hvalpe,“ sagde han, „gør nu for satan jeres bedste!“

Vi vidste ikke ganske, hvem det var, vi skulle skyde. Den gamle Ilse med den skæve hofte, brændevinsmutteren, der kom på havnen i Eckernförde og solgte os den livsalige drik, når vi lagde til med vores skuder, var det vel ikke. Kornhandler Eckhart, med hvem vi havde gjort mangen en god handel, var det nok heller ikke. Så var der værtshusholderen på Der Rote Hahn.

Han hed Hansen, et navn så dansk som noget. Et gevær havde vi aldrig set ham holde i hænderne. Ingen af dem var tysken, så vidt vi da kunne forstå. Men kongen vidste, hvem tysken var. Og kommandøren, der råbte så kækt hurra.

Vi stævnede ind mod fjorden. De fjendtlige batterier inde på kysten begyndte at tordne, men vi var uden for rækkevidde, og snart blev der stille igen. Vi fik udleveret brændevin i stedet for det sædvanlige tevand. Klokken ni blev der slået tappenstreg, nu var det på tide at tørne ind. Vi blev purret ud syv timer senere, det var skærtorsdag den 5. april 1849. Igen fik vi skænket brændevin i stedet for tevand. En tønde øl stod allerede på dækket. Af den kunne vi drikke, som vi havde lyst, og vores humør var højt, da vi lettede anker og nærmede os fjorden.

Forplejningen om bord i Hans Majestæts skibe ville vi ikke klage over, for kosten var sparsom, når vi selv skulle stå for den. De sagde om os, at der aldrig var måger i kølvandet på et skib fra Marstal, og det var rigtigt nok. Hos os gik intet til spilde. Men her var der hver dag ud over tevand og øl så meget brød, vi orkede at spise, til middag et pund fersk kød eller et halvt pund flæsk, ærter, grød eller suppe, om aftenen fire lod smør og dertil en snaps. Derfor elskede vi krigen, længe før vi havde lugtet krudtrøg for første gang.

Vi var nået ind i Eckernförde Fjord. Bredderne rykkede nærmere, og kanonstillingerne i land lod sig tydeligt se. Kresten Hansen bøjede sig ind over Ejnar Jensen og betroede ham endnu en gang, at han ikke ville overleve slaget.

„Jeg har vidst det, siden tysken bad om toldkassen. Jeg dør i dag.“

„Du har ikke vidst en skid,“ sagde Ejnar. „Du anede ikke, at slaget skulle stå på en skærtorsdag.“

„Jo, jeg har vidst det længe. Nu er tiden, vi skal skydes!“

„Hold nu kæften,“ sagde Ejnar irriteret. Han havde hørt på jammeren, siden de havde pakket køjerne sammen og snøret støvlerne.

Men Kresten var ikke til at standse, han trak vejret i hurtige stød og lagde en hånd på vennens arm.

„Lov mig, at du bringer min køjesæk med hjem til Marstal.“

„Du kan selv bringe dit kluns hjem. Hold nu op, før du får jaget en skræk i livet på mig også.“

Ejnar kastede et foruroliget blik på kammeraten. Kresten var søn af skipper Jochum Hansen, der også var opsynsmand ved havnevæsenet, og Kresten lignede sin far, lige fra fregnerne under det rødblonde hår til det lidt fåmælte væsen. Vi havde aldrig set ham i så sælsom en tilstand før.

„Her,“ sagde Ejnar og stak ham et krus øl. „Tag så en ordentlig tår.“

Han holdt kruset hen til Krestens mund. Den anden spruttede og fik øllet i den gale hals. Hans øjne blev glasagtige. Ejnar bankede ham på ryggen.

Kresten trak vejret i et hivende stød, så øllet stod ud af næseborene på ham.

„Dit torskehoved.“ Ejnar lo. „Den drukner ej, der hænges skal,“ sagde han. „Der havde du sgu nær taget livet af dig selv. Det behøver du slet ikke tysken til.“

Men Krestens blik var lige fjernt.

„Nu er tiden, vi skal skydes,“ gentog han med hul stemme.

„Ja, jeg skal ikke skydes.“

Det var Lille Clausen, der blandede sig i samtalen.

„Jeg ved det, for jeg har selv drømt det. Forstår I, jeg gik ad Møllevejen, jeg skulle ind til byen. På hver side af mig stod der militær, rede til at skyde.

Der var en stemme, der råbte: ‘Du skal gå!’ Og så gik jeg. Kuglerne susede mig om ørerne, men der var ingen, der ramte. Så jeg bliver ikke skudt i dag. Det ved jeg med bestemthed.“

Vi spejdede ud over fjorden og de omliggende marker, der var dækket af et lag af forårsgrønt. En stråtækt gård gemte sig i en lille lund af knoppede lindetræer. En vej kantet med kampesten førte op til gården. Der stod en ko og græssede i vejkanten. Den havde vendt bagen til os og viftede dovent med halen, uvidende om den krig, der ude på vandet kom nærmere.

Kanonstillingerne på den styrbords pynt var nu ganske tæt på. Vi så røgen, før vi hørte braget rulle hen over vandet som et uvejr, der uvarslet var trukket op.

Det gav et ryk i Kresten.

„Nu er det tiden,“ sagde han.

Et ildglimt slog ud fra den styrbords agterstok på Christian den Ottende.

Vi så rådvildt på hinanden. Var skibet blevet ramt?

Vi var uvante med krigsførelse og vidste ikke, hvad en fuldtræffer kunne medføre. Der kom ingen reaktion fra linjeskibet.

„Hvorfor svarer de ikke igen?“ spurgte Ejnar.

„De er endnu ikke på tværs af batteriet,“ sagde Clausen kyndigt.

Et øjeblik efter forkyndte en blågrå sky af krudtrøg på den styrbords side af Christian den Ottende, at de svarede igen. Slaget var i fuld gang. Ild og jord slog op inde på stranden, og små fyrstikmænd løb rundt mellem hinanden.

Der blæste en god østlig vind, og kort tid efter blev det Gefions tur til at levere en bredside. Bragene fra de store 60-punds-kanoner fik det til at rykke i hele skibet, og det var, som om mellemgulvet sank i os. Vi holdt hænderne for ørerne og skreg i en blanding af skræk og fryd, lamslåede over kanonernes slagkraft.

Nu fik tysken det glatte lag!

Det blev ved i nogle minutter. Så ophørte skydningen fra batteriet inde på pynten. Vi måtte forlade os på vores øjnes dømmekraft. Høre noget kunne vi ikke. Det lignede et ørkenlandskab derinde. Grus var rodet op i store bunker. Det sorte løb på en 24-punder stak op i luften som efter et jordskælv. Der var ingen, der rørte sig.

Vi dunkede hinanden i ryggen i en stum sejrsdans. Selv Kresten så et øjeblik ud til at glemme sine dystre forudanelser og overgive sig til ekstasen: Krigen var en svir, en brændevinsrus, der gik lige i blodet. Blot var rusen større og renere. Der var en klarhed i luften, da krudtrøgen drev bort.

Aldrig havde vi set verden med sådan en tydelighed. Vi grimasserede som nyfødte spædbørn. Rigning, master og sejl hvælvede sig over os som løvhanget i en nyudsprunget bøgeskov. Der var et skær over det hele, vi aldrig før havde oplevet.

„Ja, jeg blev sgu helt højtidelig,“ sagde Lille Clausen, da vi havde fået mælet og hørelsen igen. „For satan da, for satan da.“

Han kunne slet ikke holde op med at bande.

„Fanden brænde mig, om jeg har set noget lignende.“

Kanontorden havde vi jo hørt under generalprøven aftenen før, men at være vidne til kanonernes virkning – det gjorde noget ved en mand.

„Ja,“ sagde Ejnar eftertænksomt. „De kanoner, det er lige godt noget andet end pastor Zachariassens prædikener. Ja, hvad siger du, Kresten?“

Kresten var blevet helt from i ansigtet. „Tænk, at jeg skulle få lov at opleve det,“ sagde han stille.

„Så tror du ikke længere, at du skal skydes?“

„Jo, nu ved jeg det. Men bange er jeg ikke mere.“

Ilddåben var det ganske vist endnu ikke, for 60-punds-kanonerne, vi bemandede, var monteret på øverste dæk i bagbords side, men snart ville det blive vores tur, når vi trængte længere ind i fjorden mod Eckernförde, hvor yderligere to batterier ventede, et på hver side af fjorden. Men den modstander var jo ikke for noget at regne. Klokken var endnu ikke otte om morgenen og slaget allerede halvt vundet. Vi frygtede, at krigen ville være ovre, før den knap var begyndt. Nu havde vi lige smagt på den, og så ville tysken være slået inden frokost.

Gefion fortsatte ind mod bunden af fjorden, og det nordre batteri lå ret forude. Vi var kun to kabellængder fra det søndre batteri, da vi brasede på mærssejlene, så vinden gik af dem. Klyveren halede vi ned og lod bagbords anker gå sammen med et drivanker, så vi kunne ligge med bredsiden til, for nu skulle der skydes. Christian den Ottende gjorde det samme.

Det sang i blodet på os. Vi var som børn, der skulle opleve kinesisk fyrværkeri. Skrækken var helt gået af os. Der var kun forventning tilbage. Vi var endnu ikke kommet os over den allerede vundne sejr, før en ny ventede.

Gefion begyndte at svaje rundt. Det var drivankeret, der ikke holdt. Strømmen var for stærk, og vi drev ind mod det søndre batteri. Vi så over mod Christian den Ottende. Også det store linjeskib drev tæt ind under kysten og var allerede kommet under intens beskydning. De lod det svære anker gå for at standse afdriften og svarede igen med en voldsom salve, der løb langs skibssiden fra for til agter. Krudtrøgen blomstrede ud af kanonportene én efter én, indtil den i en stor, hurtigtvoksende sky drev ud over fjorden. Men skuddene gik for højt og slog ned inde på markerne bag batteriet. De havde ikke haft tid til at indstille kanonerne, da de uventet begyndte at drive ind mod kysten.

Et øjeblik efter blev det vores tur. Så tæt var vi på kysten, at vi var inden for geværernes rækkevidde. Strøm og vind blev ved med at lege med os.

Vi lå på tværs i fjorden, og det betød, at begge vore bredsider vendte ud mod det tomme vand. Kun de fire agterkanoner havde en chance for at besvare den voldsomme ild inde fra batteriet.

Den første træffer ryddede vores agterdæk for elleve mand. Grå ærter kalder vi kanonkuglerne, men det var ingen ært, der gik over dækket i en byge af træsplinter og rev skanseklædning, kanonporte og mennesker fra hinanden. Ejnar så kuglen komme. Han registrerede hver meter af dens færd, da den strøg lavt hen over dækket. Den slog benene væk under en mand, og benene fløj i én retning, resterne af manden i en anden. Den tog en skulder og knuste et hoved. Bensplinter, blod og hår klæbede til den. Den havde retning mod ham. Han lod sig falde bagover og så den passere. Han sagde senere, at den tog hans snørebånd i forbifarten. Så tæt var den på ham, før den bragede ud gennem bagbords skanse.

For Ejnar var kanonkuglen et uhyre med sin egen fri vilje. Den viste ham, hvad krigen var, og det var ikke et strandbatteri, der røg i luften, og fyrstiksoldater på flugt. En drage åndede hedt på hans nøgne hjerte. Tid til at tænke var der ikke. Alt var virvar på dækket. En officer skreg til ham med vilde øjne, at han skulle gå hen til masten sammen med styrmanden og en soldat. Nogen mening var der ikke i ordren, men han gjorde, som han fik besked på. Soldaten faldt om med det samme i en blodpøl.

Det så ud, som om han blev sprængt indefra. Et hul åbnede sig i hans bryst, og blodet vældede ud. Ejnar så et øje eksplodere i rødt og en kranieskal blive revet af. Det var et mærkeligt syn, da den lyserøde hjernemasse blottedes og sprøjtede ud, som om den var en grød, nogen slog i med en slev. Ejnar vidste ikke, at noget sådant kunne overgå et menneske. Så ankom endnu en kanonkugle og tog løjtnanten med sig. Ejnar blev på én gang hed og kold ved synet af denne verdensundergang, og hans næse sprang op at bløde af lutter forstyrret ophidselse.

En ny officer med blod løbende ned over ansigtet gennede ham hen til kanon nr. syv. Ejnar havde været ved kanon nr. ti, men den havde i mellemtiden fået en fuldtræffer og stod skævt på kanonporten. Rundt om lå et virvar af kroppe ubevægelige hen. Blodet flød ud under dem i en langsomt voksende sø. Små strømme af pis dannede et delta imellem de dødes ben. Han kunne ikke se, om Kresten eller Lille Clausen var iblandt dem. En afrevet fod lå et stykke derfra. Selv havde han ligesom de døde ladet vandet gå. Kanontordenen havde forårsaget et jordskælv i hans indvolde, og sine bukser havde han også fyldt. Han vidste nok, at de døde tømte deres tarme i dødsøjeblikket, men at det også kunne overgå de levende, det havde han ikke forestillet sig. Krigen skulle være en manddomsdåb.

Den tro mistede han i samme øjeblik, han mærkede noget klæbrigt glide ned ad sine lår. Han følte sig halvt som en død, halvt som et spædbarn, men indså snart, at han ikke var den eneste. En stank som af en væltet lokumstønde drev hen over dækket. Den kom ikke kun fra de dræbte. De fleste af de kæmpende havde tilsølede buksebage.

Kanonkommandøren ved kanon nr. syv var stadig i live. Han blødte fra et sår over øjenbrynet, hvor en flyvende træsplint havde ramt. Han skreg til Ejnar, der intet kunne høre, men da han pegede mod løbet, forstod han, at han skulle lade kanonen. Hans arme var ikke lange nok, og han måtte kravle halvvejs ud af kanonporten for at stoppe kuglen ind i løbet. Her var han synlig inde fra det fjendtlige batteri og kunne nemt blive ramt. Hans eneste tanke var, om de dog ikke snart kom med brændevinen. Det var i mellemtiden lykkedes Gefion at manøvrere sig på plads i fjorden, så vi nu lå med bredsiden til, men damperen Geiser, som havde forsøgt at bistå med et slæbetov, havde fået en træffer i maskinen og var blevet trukket ud af slaget. Det samme gjaldt Hekla, hvis ror var skudt i stykker. Vinden var i stik øst, og tabet af de to dampere, der skulle have bugseret os, betød, at vi var afskåret fra at stikke af, hvis alt gik galt.

Nu syntes krigslykken imidlertid at vende. Det nordlige batteri fik den ene fuldtræffer efter den anden, og vi så fyrstiksoldaterne i strandkanten stikke af i løb. Det var den halve sejr! Men kanonerne var ubeskadigede, for nye soldater kom løbende til, og der var knap nok en pause i skydningen.

Der blev uddelt en ny ration af brændevin. Kvartermesteren gik rundt med brændevinspøsen. Vi tog imod det tilbudte krus med en højtidelighed, som når vi gik til nadvers og drak af kalken. Tønden med øl havde heldigvis ikke fået nogen træffer, og vi besøgte den hyppigt. Vi følte os så forvildede. Det konstante bombardement og den tilfældighed, hvormed døden høstede blandt os på dækket, gjorde os inderligt trætte, skønt slaget stadig kun var et par timer gammelt. Vi gled ustandselig i fedtede blodpøle og havde hele tiden skrækkeligt lemlæstede kroppe for øje. Kun døvheden, som for længst var indtruffet som følge af den vedvarende kanontorden, forhindrede os i at høre de såredes skrigen. Vi turde knap nok se os omkring af angst for at stirre ind i en vens ansigt og blive fanget af disse blikke, der tryglede om lindring, men som også med ét kunne slå over i had, som om de sårede bebrejdede os, der endnu stod på benene, vores held og ikke ønskede sig noget mere intenst end at bytte skæbne med os. Et trøstende ord kunne ingen udveksle med hinanden, for det ville gå uhørt hen i kanonlarmen. En hånd på en skulder kunne det blive til. Men det var allerede nu, som om vi, der stadig var uskadte, foretrak vores ligestilledes selskab og undgik de sårede, der dog nok kunne have trængt til mere trøst. Vi levende sammensvor os mod de allerede dødsmærkede.

Endnu en gang ladede vi kanonerne og tog sigte, som kanonkommandørerne bød, men vi tænkte ikke længere på hverken sejr eller nederlag.

Mest kæmpede vi for at undgå at få øje på de døde, for et spørgsmål lød i vore hoveder som et ekko af ødelæggelsen omkring os: Hvorfor dem? Hvorfor ikke mig? Men det ville vi ikke høre. Vi ville overleve, og vi så verden, som befandt den sig for enden af en sort tunnel af jern. Vi havde kanonløbets begrænsede udsyn.

Brændevinen havde gjort sin velsignede virkning. Vi var fulde nu og overgav os til en beruset tankeløshed, hvis bund var skræk. Vi sejlede på et sort hav, og vi havde kun ét mål, ikke at se ned og gå til bunds i det.

Ejnar kravlede ind og ud ad kanonporten. Det var en smuk forårsdag, og hver gang han dukkede op i det milde solskin, ventede han en kugle i brystet. Han mumlede hele tiden frem for sig, men havde ingen anelse om, hvilke ord der kom over hans læber. Han så farlig ud, indsmurt i sod og blod, som han var. Fra hans næse blev det ved at bløde, af og til tørrede han blodet bort fra underansigtet med sit ærme. Så lagde han hovedet tilbage i håb om at standse blødningen. Han havde hele tiden en ram smag i munden. Kun når han skoldede svælget med brændevinen, gik den væk, men snart var den der igen. Efterhånden gik hans anspændthed over i sløvhed, og hans bevægelser blev mekaniske. Han var ikke værre stillet end os andre. Heller ikke hans blodige udseende og tilsølede bukser skilte ham ud. Ingen af os lignede længere levende, men genfærd fra et for længst udkæmpet slag, døde fra en opmudret slagmark, hvor vi i ugevis havde ligget glemte i den silende regn.

Tre gange så vi mændene på det nordre batteri blive afløst. Ikke ét af fyrstiksoldaternes skud syntes at forfejle sit mål, og det virkede, som om batterierne på begge sider af fjorden koncentrerede deres ildkraft om os.

Da klokken var et, gik et signalflag til tops i Gefions sønderskudte rig. Dets budskab var rettet til folkene på Christian den Ottende: Vi kan ikke mere. Flere af vore kanoner stod ubemandede, og de, der stadig skød, var alle underbemandede. Vi, der endnu stod på benene, arbejdede midt i dynger af lig og sårede, der i vildelse greb ud efter os, som om de bønfaldt om selskab nede i sølet af indvolde, blod og tømte tarme.

Det var et signal sendt i kode. Fjenden på bredderne af Eckernförde Fjord kunne ikke forstå det, men det blev opfanget på Christian den Ottende.

På linjeskibet var der endnu ikke sket det store mandefald. Tidligt på morgenen var en kvartermester fra Nyborg blevet dræbt. Siden havde der været to sårede, men skibet havde været sparet for de store, ødelæggende fuldtræffere. Til gengæld kunne kommandør Paludan konstatere, at det intense bombardement af batterierne inde på nordre og søndre bred ikke havde forvoldt den store skade. Slaget havde nu stået på i over seks timer, og nogen udsigt til sejr var der ikke. Men et tilbagetog var umuligt. Det kunne enhver se. Damperne Hekla og Geiser var sat ud af spillet, og vinden var stik imod os. Kommandør Paludan besluttede derfor at hejse parlamentærflaget. En overgivelse var det endnu ikke, blot en pause i slaget. En løjtnant blev roet i land med et brev og kom straks tilbage med den besked, at der kunne ventes svar om en time. Mærssejlet og undersejlet blev gjort fast, og folkene fik brød og øl. Endnu var der orden på dækket, og skønt alle var døve af kanonerne, var der ingen opgivelse at spore. Højst følte de en vag uro over slagets udvikling. De kunne se, at Gefion var ilde stedt, men det blodige kaos på vores dæk kunne ingen have beskrevet for dem.

Laurids sad for sig selv med sit brød og var optaget af at stille sin sult. Endnu kendte han ikke sin skæbne.

Tusinder af mennesker var i mellemtiden strømmet ud fra Eckernförde By og fyldte bredderne på begge sider. Laurids så på dem, mens han gumlede på brødet, og kunne snart se, at det ikke var nysgerrighed, der havde drevet dem ud af byen. De tændte store bål inde på markerne og opsamlede de kanonkugler, der lå spredt på stranden. Så lagde de kuglerne, der var af jern, i ilden og opvarmede dem til glødepunktet, hvorefter de fragtede dem hen til kanonstillingerne. På landevejen fra Kiel dukkede landartilleri op, trukket af heste, og soldaterne fordelte sig sammen med deres kanoner bag de stengærder, der kransede de omkringliggende marker.

Laurids huskede sin fars beretning fra krigen mod engelskmanden, da Marstal kom under angreb. To engelske fregatter ankrede op syd for byen. De kom for at bortføre byens skibe, af hvilke der lå et halvt hundred stykker i havnen. Englænderne satte tre barkasser i søen fyldt med bevæbnede soldater, men det lykkedes marstallerne sammen med grenaderer fra andet jyske kompagni at jage dem på flugt. Byens forsvarere troede knap nok deres egne øjne, da engelskmændene trak sig tilbage.

„Ja, jeg forstod aldrig, hvad den krig handlede om,“ tilføjede faren.

„Englænderne er jo ellers udmærkede sømænd. Jeg har ikke noget at udsætte på dem. Men for os handlede krigen om brødet. Hvis de tog skibene fra os, var vi færdige. Det var derfor, vi vandt. Hvad skulle vi ellers gøre?“

Nu sad Laurids på Christian den Ottende under parlamentærflaget og betragtede mylderet af mennesker inde på bredden. Han var ikke sikker på, at han forstod krigen bedre, end hans far havde gjort. De kæmpede for Dannebrog imod tysken, og det burde vel være ham nok. Det havde det også været indtil for et øjeblik siden. Krigen var som sømandslivet. Man kunne gøre sig klog på skyerne, vindretningen og strømforholdene, men vide noget med bestemthed om det uberegnelige hav kunne man aldrig.

Det gjaldt blot om at indrette sig og komme levende hjem igen. Fjenden, det var kanonbatterierne i Eckernförde Fjord. Når de var gjort tavse, lå vejen hjem åben. Det var krigen for ham. Nogen patriot var han ikke, men heller ikke det modsatte. Han tog tilværelsen, som den kom, og den horisont, han havde blikket rettet mod, var takket af mastetoppe, møllevinger og tagrytteren på kirken. Det var Marstal, som byen tog sig ud, når vi om bord på et skib nærmede os fra søsiden. Nu så han almindelige mennesker kaste sig ud i krigen, ikke kun soldater, men folk fra Eckernförde By, et sted, han ofte anløb med kornlaster, og hvorfra han var kommet den aften, da han satte hele Ærø på den anden ende. Borgerne fra Eckernförde stod sammen derinde på strandbredden, ligesom marstallerne engang havde gjort, og hvad gjaldt krigen så?

Inde på stranden blev en båd sat i vandet. Det var løjtnanten fra Christian den Ottende, der for tredje gang havde været til forhandlinger. Hver gang var slaget blevet udsat. Nu havde våbenhvilen varet i to en halv time, og klokken var halv fem. Noget afgørende måtte være sket. Matroserne trak i årerne. Så bragede det uvarslet løs fra kanonerne på stranden. Parlamentærflaget vajede stadig fra stortoppen, men krigen var i gang igen.

Kanonerne på Christian den Ottende besvarede straks ilden, mens Gefion, tavs som et spøgelsesskib, forsøgte at komme ud af skudzonen. Vi havde givet op og brugte de sidste kræfter til at trække os fremad i varpankeret. Fjenden skiftede nu taktik. Batterierne på begge sider af fjorden tog sigte på Christian den Ottende i stedet for os. De ville sætte det store skib i brand. Mange af de kugler, der slog ind i skibet, var rødglødende efter at have ligget den halve eftermiddag i bålene på markerne. De havde udnyttet tiden godt, borgerne i Eckernförde.

Dækket var med ét fyldt med faldne og sårede. Angrebet kom så uventet. Ilden blussede op flere steder, og pumper og sprøjter kom straks i brug. Døden skulle spules af dækket, men den knitrende ild havde allerede fået fat.

Nu så kommandør Paludan, at slaget var tabt. Christian den Ottende svajede rundt for at komme ud af skudlinjen, men vinden var stadig stik imod, og linjeskibet opnåede kun at komme på tværs i strømmen og tabe fordelen ved at ligge med bredsiden til. På stranden gættede tyskerne straks kommandørens hensigt og tog sigte mod sejl og rigning. De ville forhindre fjenden i at stikke af.

Det svære anker blev hevet op under store tab. Brandbomber landede på forskibet, og granater sprang mellem benene på de stakler, der gik i gangspillet. Hele tiden måtte de råbe på afløsning. Så stort var mandefaldet iblandt dem. De nytilkomne skubbede de døde og sårede væk med støvlerne. Så sprang en ny granat, og af vindebommene var der kun flossede stumper tilbage, af de hænder, der havde skubbet dem rundt, kun knuste knogler og halve fingre. Ankeret kom op til sidst og hang og dryppede med rester af fjordbund, mudder og tang. Prisen var ti familiers lykke, brødre, sønner og fædre, der aldrig kom hjem igen.

Så gik klyveren op, og mærseskøderne blev gjort fast. Sejlene blev hejst. Laurids var topgast og gik til vejrs med de øvrige. Han entrede ud på råen. Her havde han overblik over kampen.

Solen sank mod horisonten og kastede sit bløde lys over fjordlandskabet. Skytotter bredte sig i vifteform på den rødmende himmel. Kun få hundred meter fra fjorden var alt fred og spirende forår, men bredden var sort af bevæbnede mennesker. Artilleriet i ly bag stengærdet skød løs. Fra strandbatteriet fløj ildkuglerne i en uafbrudt kanonade, og i folkemængden var der tusind, der på én gang løftede bøssen og tog sigte.

Laurids havde hængt på det yderste af en rå under en røgstorm syd for Kap Horn med hænder, der var frosset til isklumper. Han havde måttet kravle tilbage til rigningen, mens han klyngede sig til råen med arme og ben, og han havde aldrig været bange. Nu rystede hans hænder, så han ikke kunne løsne selv det simpleste knob.

Sejl, master og rigning blev flået fra hinanden under beskydningen. Rundt om ham faldt matroserne én efter én fra master, ræer og rig, ramt af en splint så stor som et spyd fra en anskudt mast, en granat eller en ildkugle, tumlende ned mellem kun halvt hejste sejl, tovværk og fald, indtil de ramte dækket dybt nede eller forsvandt med et plump i vandet. Da gav han op og søgte tilbage mod riggen.

På dækket var alt et tiltagende kaos. Ingen sejl kunne længere hejses, da fald og braser var overskudte. En flok halede løs i krydssejlet og havde næsten fået det op, da blokke og halser kom faldende ned mod dem, tunge nok til at slå en mand ihjel, hvor de ramte.

Ethvert forsøg på at bringe Christian den Ottende ud af skudlinjen slog nu fejl. Ingen fornuftig sejlføring var mulig, og vinden stod lige på land. Det var blæst op til en stiv kuling, og det mægtige skib drev ind mod kysten, hvor det gik på grund lige østen for det sydlige batteri, hvorfra ilden nu intensiveredes over for det værgeløse skib. Kun agterkanonerne var brugbare i denne position, men skibet hældede voldsomt, og intet ville længere stå fast.

Da blev der skreget: „Brand i skibet!“

Hvad de før havde taget for ildløs, var blot falsk alarm mod dette. En ildkugle var gået ind under det inderste batteri og ned i lasten om styrbord.

Ilden bredte sig hurtigt og avancerede mod krudtkamrene. Også andre steder brændte det. Mændene arbejdede ved pumperne, men forgæves. Ilden havde fået overtaget.

Klokken seks blev flaget strøget, og skydningen fra Christian den Ottende blev indstillet, men bombardementet af skibet vedblev et kvarter endnu, før den umættelige fjende endelig var tilfreds med omfanget af det nederlag, som var blevet tilføjet et krigsskib, der blot timer før havde forekommet uovervindeligt.

Kommandør Paludan blev roet i land som tegn på overgivelse, og nu sank mændenes mod. De opgav at kæmpe imod ilden. De stod og ludede, tilsølede og ildelugtende. For deres sømandskab var der ingen brug, og hverken med krig eller nederlag havde de nogen erfaring. De havde troet, krigen var en fest, og nu var deres hoveder tomme for andet end ekkoet af kanontordenen, og deres sjæle tømt for al energi. Halvanden time havde denne sidste del af det skamfulde slag varet, men for dem kunne det gerne have varet halvandet liv. De kunne ikke se noget komme efter dette. De var så helt og aldeles opbrugte.

Nogle satte sig ned på dækket midt i flammehavet, som om præsternes prædikener var gået i opfyldelse, og afskibningen til helvedes ild allerede havde fundet sted. Andre stirrede blot ubevægeligt frem for sig. Spilleværket i dem var gået i stykker. Løjtnanterne Ulrik, Stjernholm og Corfitz fór omkring og råbte dem ind i ansigterne. Skulle katastrofen undgås og fædrelandets stolthed ikke ryge i luften som punktum for et slag, de ikke ligefrem havde fået ære af, var der mere end nogen sinde brug for dem. Men kanonerne havde gjort dem døve. Kun på puf og skub og sparken reagerede de.

Laurids lod sig genne ned i det agterste krudtkammer, men det gik småt med at få losset krudtet i søen. Kun fem mand var de, og hver gang nye blev jaget ned i kammeret, løb de straks op igen.

Så lød pludselig råbet: „Alle mand op!“

De vidste straks, hvad det betød. De så på hinanden. Så slap de bomber og krudttønder og galopperede op ad lejderen.

På dækket løb får, kalve, grise, høns og ænder rundt mellem benene på de skrækslagne søfolk. De var undsluppet deres aflukker. En gris rodede med blodig tryne i indvoldene på dækket. Af og til smaskede den noget i sig.

Alle løb i hver sin retning med sit eget uopsættelige ærinde. Nogle ledte efter tøj og køjesæk. Andre kravlede op på skanseklædningen, som om de overvejede at kaste sig i det kolde vand. Ingen tænkte på de sårede, der lå i vejen på dækket og i det almindelige virvar måtte finde sig i at blive hensynsløst trampet på. Deres smertensskrig var der ingen, der hørte. De fleste var stadig døve efter de mange timers intense kanontorden.

Laurids løb ned i lazarettet. Han kunne ikke tro, at de sårede skulle lades i stikken. Røgen sivede op mellem de svære egeplanker. Han holdt hånden for munden og trådte et par skridt længere ind i det røgfyldte rum. En sygepasser med en klud for ansigtet trådte tæt ind på ham.

„Kommer der nogen?“

Laurids hørte ordene. Hans hørelse var vendt tilbage.

„Vi må have de sårede op! Vi bliver kvalt hernede!“

„Jeg henter hjælp!“ råbte Laurids.

På dækket fandt han ingen af de officerer, der før var gået løs på besætningen med spark og den flade side af klingen. Han så en sammenstimlen ved falderebsporten og løb derhen. Evakueringen var allerede i fuld gang. Han fik øje på et par af løjtnanterne, der kæmpede med dragne sabler for at nå frem til porten. Skibets næstkommanderende, kaptajn Krieger, stod ude til siden og betragtede det hele med et mærkeligt fjernt blik. Under armen bar han i en forgyldt ramme et portræt af sin kone.

Over ryggen havde han hængt sin kikkert. Da Laurids kom tættere på, hørte han ham gentage de samme sætninger igen og igen, mens han hævede armen i en hilsen, som om han ville velsigne den desperate flok foran sig.

„I har vist jer som brave mænd, I har gjort jeres pligt, I er alle mine brødre.“

Ingen tog notits af ham. Alle havde blikket rettet mod den foranståendes ryg, som var den vigtigste hindring på vejen til den frelsende falderebsport.

Laurids skubbede sig tæt på kaptajnen og råbte ham ind i ansigtet.

„De sårede, kaptajn Krieger, de sårede!“

Kaptajnen vendte sig mod ham. Hans blik blev ved med at være lige fjernt. Han lagde en hånd på skulderen af Laurids, som mærkede den skælve, men kaptajnens stemme var rolig, næsten søvnig.

„Min broder, når du kommer i land, må du komme til mig, og vi skal tale sammen som brødre.“

„De sårede må hjælpes!“ råbte Laurids igen. „Hele skibet ryger snart i luften.“

Kaptajnens hånd hvilede stadig på Laurids’ skulder.

„Ja, de sårede,“ sagde han i samme uforanderligt rolige tonefald som før, „de sårede er mine brødre. Når de er kommet i land, skal vi alle tale sammen som brødre.“

Hans stemme døde hen i en mumlen. Så begyndte han forfra på sin remse.

„I har vist jer som brave mænd. I har gjort jeres pligt. I er alle mine brødre.“

Laurids opgav ham og vendte sig mod flokken af mænd, der indbyrdes kæmpende nærmede sig falderebsporten. Han greb fat i skulderen på én, så en anden, vendte dem rundt og råbte dem sit budskab om nødvendigheden af at hjælpe de sårede ind i ansigtet. Den første reagerede ved at slå ham med en knytnæve på hagen. Den næste rystede uforstående på hovedet og rev sig så løs for med fornyet energi at styrte sig tilbage i slagsmålet.

Det gik hurtigere med evakueringen nu. Fiskerbåde stod ud fra strandbredden for at undsætte besætningen på det krigsskib, der et par timer før havde bombarderet dem. Skibets egen chefchalup lå i konstant rutefart frem og tilbage mellem skib og strand. Laurids lænede sig ud over rælingen og så ilden med en buldren springe ud af de agterste kanonporte. Så vidste han, at det ikke kunne vare længe.

Røgen stod op af alle luger. Det var lige så svært at ånde på dækket som nedenunder. Han løb endnu en gang ned ad lejderen til lazarettet, men måtte opgive at trænge igennem røgen. Den var nu så tyk og kvælende, at han slet ikke kunne forestille sig, at nogen stadig kunne være i live dernede.

„Er der nogen?“ råbte han, men fik intet svar.

Røgen rev ham i lungerne. Han fik et hosteanfald, og tårerne løb ham ned ad kinderne. Så løb han op på dækket igen. Han kneb de sviende øjne sammen i smerte og var et øjeblik blind. Han gled på dækket, der var fedtet af menneskelige udsondringer og knuste organer. Han fik hånden ned i noget blødt og vådt og kom med det samme på benene igen, mens han skrækslagen gned håndfladen mod sine allerede tilsølede bukser.

Han kunne ikke udholde tanken om med sin hånd at have rørt ved et andet menneskes blod og indvolde. Det var, som om han blev skoldet på sjælen.

Han vaklede hen til rælingen, hvor røgen var mindre intens, og forsøgte at få synet igen. I en tåge af tårer så han chaluppen gå på grund på en revle. Folkene måtte ud i vandet og selv vade i land. Inde på bredden stod fjendens soldater og ventede på dem. Chaluppen kom fri og satte straks kursen tilbage mod Christian den Ottende. Flere af fiskerbådene var ganske nær på skibet, men pludselig hang de på årerne. Så begyndte de at ro tilbage mod land. Også chaluppen vendte om. Henne fra falderebsporten lød et brøl af protest.

Laurids trådte et skridt tilbage fra rælingen, ind i de bølgende røgmasser.

jensen_drowned The Boots

Translated by Charlotte Barslund with Emma Ryder

Many years ago there lived a man called Laurids Madsen, who went up to Heaven and came down again, thanks to his boots.

He didn’t soar as high as the tip of the mast on a full-rigged ship; in fact he got no farther than the main. Once up there, he stood outside the pearly gates and saw Saint Peter — though the guardian of the gateway to the Hereafter merely flashed his bare ass at him.

Laurids Madsen should have been dead. But death didn’t want him, and he came back down a changed man.

Until the fame he achieved from this heavenly visit, Laurids Madsen was best known for having single-handedly started a war. His father, Rasmus, had been lost at sea when Laurids was six years old. When he turned fourteen he shipped aboard the Anna of Marstal, his native town on the island of Ærø, but the ship was lost in the Baltic only three months later. The crew was rescued by an American brig and from then on Laurids Madsen dreamt of America.

He’d passed his navigation exam in Flensburg when he was eighteen and the same year he was shipwrecked again, this time off the coast of Norway near Mandal, where he stood on a rock with the waves slapping on a cold October night, scanning the horizon for salvation. For the next five years he sailed the seven seas. He went south around Cape Horn and heard penguins scream in the pitchblack night. He saw Valparaiso, the west coast of America, and Sydney, where the kangaroos hop and the trees shed bark in winter and not their leaves. He met a girl with eyes like grapes by the name of Sally Brown, and could tell stories about Foretop Street, La Boca, Barbary Coast, and Tiger Bay. He boasted about his first equator crossing, when he’d saluted Neptune and felt the bump as the ship passed the line: his fellow sailors had marked the occasion by forcing him to drink salt water, fish oil, and vinegar; they’d baptized him in tar, lamp soot, and glue; shaved him with a rusty razor with dents in its blade; and tended to his cuts with stinging salt and lime. They made him kiss the ocher-colored cheek of the pockmarked Amphitrite and forced his nose down her bottle of smelling salts, which they’d filled with nail clippings.

Laurids Madsen had seen the world.

So had many others. But he was the only one to return to Marstal with the peculiar notion that everything there was too small, and to prove his point, he frequently spoke in a foreign tongue he called American, which he’d learned when he sailed with the naval frigate Neversink for a year.

“Givin nem belong mi Laurids Madsen,” he said.

He had three sons and a daughter with Karoline Grube from Nygade: Rasmus, named after his grandfather, and Esben and Albert. The girl’s name was Else and she was the oldest. Rasmus, Esben, and Else took after their mother, who was short and taciturn, while Albert resembled his father: at the age of four he was already as tall as Esben, who was three years his senior. His favorite pastime was rolling around an English cast-iron cannonball, which was far too heavy for him to lift — not that it stopped him from trying. Stubborn-faced, he’d brace his knees and strain.

“Heave away, my jolly boys! Heave away, my bullies!” Laurids shouted in encouragement, as he watched his youngest son struggling with it.

The cannonball had come crashing through the roof of their house in Korsgade during the English siege of Marstal in 1808, and it had put Laurids’s mother in such a fright that she promptly gave birth to him right in the middle of the kitchen floor. When little Albert wasn’t busy with the cannonball it lived in the kitchen, where Karoline used it as a mortar for crushing mustard seeds.

“It could have been you announcing your arrival, my boy,” Laurids’s father had once said to him, “seeing how big you were when you were born. If the stork had dropped you, you would have gone through the roof like an English cannonball.”

“Finggu,” Laurids said, holding up his finger.

He wanted to teach the children the American language.

Fut meant foot. He pointed to his boot. Maus was mouth.

He rubbed his belly when they sat down to eat. He bared his teeth.

“Hanggre.”

They all understood he was telling them he was hungry.

Ma was misis, Pa papa tru. When Laurids was absent, they said “Mother” and “Father” like normal children, except for Albert. He had a special bond with his father.

The children had many names, pickaninnies, bullies, and hearties.

“Laihim tumas,” Laurids said to Karoline, and pursed his lips as if he was about to kiss her.

She blushed and laughed, and then got angry.

“Don’t be such a fool, Laurids,” she said.

In 1848, war broke out between the Danish crown and the rebellious Germans across the Baltic in Schleswig-Holstein, who wanted to cut their ties with Denmark. The old customs steward, de la Porte, was the first to know because the provisional insurgent government in Kiel sent him a “proclamation,” accompanied by a request to hand over the customs coffers.

All of Ærø was up in arms, and we immediately formed a home guard led by a young teacher from Rise, who from then on was known as the General. On the highest points of the island we erected beacons made of barrels filled with tar and old rope, attached to poles. If the German came by sea, we’d signal his approach by setting them alight and hoisting them up.

There were beacons at Knasterbjerg and on the hills by Vejsnæs, and all around our coast, guards watched the horizon closely.

But all this war business soon became too much for Laurids, who never had much respect for anything to begin with. One evening, as he was on his way home from Eckernförde Fjord, he passed Vejsnæs, where he neared the shore and yelled, “The German is coming!” His voice rang out across the water.

A few minutes later the barrel at the top of the hill was set alight, then the one on Knasterbjerg, and the others followed all the way down to Synneshøj, almost fifteen miles away, until the whole of Ærø was illuminated as on bonfire night.

As the flames rose, Laurids lay in his boat, laughing his head off at the mayhem he’d caused. But when he reached Marstal, he saw lights everywhere and the streets teeming with people, even though it was late evening. Some were shouting incomprehensible orders; others were whimpering and praying. A belligerent crowd was marching up Markgade armed with scythes, pitchforks, and the odd gun, and terrified young mothers rushed around the streets, clutching wailing babies, sure that the German would skewer them on his bayonet. By the well on the corner of Markgade and Vestergade a skipper’s wife was arguing with a servant girl. The woman had got it into her head that they should hide in the well and was ordering the girl to go first.

“After you, madam,” the girl insisted.

We men were ordering one another about as well, but there were too many skippers in our town for anyone to heed anyone else, so all we could agree on was a solemn vow to part with our lives only at the highest possible price.

The upheaval reached the parsonage in Kirkestrædet where Pastor Zachariassen was entertaining guests. One lady fainted, but the pastor’s twelve-year-old son, Ludvig, grabbed a poker, ready to defend his country against the advancing enemy. At the home of Mr. Isager, the schoolteacher, who also doubled up as parish clerk, the family prepared for imminent attack. All twelve sons were on hand to celebrate the birthday of their mother, the portly Mrs. Isager; she equipped them with clay pots filled with ashes and commanded them to throw the contents in the face of the German, should he dare to storm their house.

Our flock moved on through Markgade toward Reberbanen led by old Jeppe, who was waving a pitchfork and yelling that the German was welcome to come and get him if he dared. Laves Petersen, the little carpenter, was forced to return home. He had bravely slung his gun over his shoulder and filled his pockets to bursting with bullets, but halfway down the street, he suddenly remembered he’d left his gunpowder behind.

At Marstal Mill the miller’s hefty wife, Madam Weber, already armed with a pitchfork, insisted on joining the fight, and because she appeared more intimidating than most of us men, we instantly welcomed her to our bloodthirsty ranks.

Laurids, who was an emotional man, was so fired up by the general fighting spirit that he too ran home to find a weapon. Karoline and the four children were hiding under the dining table in the parlor when he burst in and proclaimed cheerfully, “Come along, kids, time to go to war!”

There was a hollow thud. It was Karoline, banging her head against the underside of the dining table. She crawled laboriously out from under the tablecloth, stood to her full height, and screamed at her husband, “Have you completely lost your mind, Madsen? Children don’t go to war!”

Rasmus and Esben started jumping up and down.

“We want to go! We want to go!” they yelled in unison. “Please, please, let us go.”

Little Albert had already started rolling his cannonball around.

“Have you all gone stark raving mad?” their mother shouted, boxing the ears of whichever child came near. “You get back under that table right now!”

Laurids ran into the kitchen to find a suitable weapon. “Where do you keep the big frying pan?” he called into the parlor.

“You keep your hands off it!” Karoline shouted back.

“Well, I’ll take the broom then,” he announced. “The German will be sorry!”

They heard the front door slam behind him.

“Did you hear that?” whispered Rasmus, the eldest, to Albert. “Father wasn’t even speaking American.”

“The man’s insane,” their mother said, shaking her head in the darkness underneath the dining table. “Have you ever heard of anyone going to war with a broom?”

Laurids’s arrival in our militant crowd stirred great delight. True, he had a reputation for being cocky, but he was big and strong and good to have on your side.

“Is that the only weapon you’ve got?”

We had spotted the broom.

“It’s good enough for the German,” he replied, brandishing it aloft. “We’ll sweep him right out of here.”

Feeling invincible, we roared with laughter at his joke.

“Let’s leave a few pitchforks behind,” Lars Bødker said. “We’ll need them for stacking the bodies.”

By now we’d reached the open fields. It was half an hour’s march to Vejsnæs, but our pace was brisk and our blood was up. At Drejbakkerne, the sight of the flaming beacons further fueled our fighting spirit. But at the sound of horses’ hooves in the darkness we froze. The enemy was upon us!

. . .

We had hoped to surprise the German on the beach, but here on the hill the terrain still favored us. Laurids positioned himself for battle with his broom and we followed suit.

A voice rang out behind us. “Wait for me!”

It was the little carpenter, who’d gone home for his gunpowder.

“Shhhh,” we warned. “The German is closing in.”

The hoofbeats grew louder — and it became clear that there was only one horse. When the rider appeared out of the darkness, Laves Petersen raised his gun and took aim. But Laurids pushed down on the barrel.

“It’s Bülow, the controller,” he said.

The horse was dripping with sweat, its black flanks pumping in and out. Bülow raised his hand.

“You can go home. There’s no German at Vejsnæs.”

“But the beacons were alight,” Laves called out.

“I’ve spoken to the coast guard,” Bülow said. “It was a false alarm.”

“And we left our warm beds. For what? For nothing!”

Madam Weber folded her arms across her chest and fired us all a warning glance as though looking for a new enemy, now that the German had failed to show.

“At least we’ve proved that we’re ready for him,” the controller said soothingly. “And surely it’s good news that he’s not coming at all.”

We mumbled in agreement. But although we saw his logic, we were sorely disappointed. We had been ready to stare the German in the face, and death too — but neither had made it to Ærø.

“One day that German will be sorry,” Lars Bødker said.

Starting to tire, we decided to head home. A chilly shower had started to fall. In silence we reached the mill, where Madam Weber parted company from us. Turning to face our miserable flock, she placed her pitchfork on the ground as though presenting a rifle.

“I wonder,” she said in an ominous voice, “which one of you jokers got decent folks out of their beds in the middle of the night to go to war.”

We all stared at Laurids, towering there with his broom on his shoulder.

But Laurids neither flinched nor averted his eyes. Instead he looked straight at us. Then he threw his head back and started laughing into the rain.

Soon war broke out in earnest and we were called up for the navy. The naval steamer Hekla anchored off the neighboring town of Ærøskøbing to pick us up. We lined up on the wharf and as our names were called, one by one we jumped into the launch, which took us to the steamer. We’d felt cheated out of war that evening in November, but now the wait was over and we were in high spirits.

“Make way for a Dane with his life, his soul, and his sea bag!” yelled Claus Jacob Clausen.

He was a small, sinewy man who liked to boast that a Copenhagen tattoo artist called Frederik the Spike had once told him he had the toughest arm he’d ever stuck a needle into. Clausen’s father, Hans Clausen, had been a pilot, as had his grandfather, and Clausen wanted to follow in their footsteps; what’s more, the night before we embarked he’d had a dream that told him he’d emerge from the war alive.

In Copenhagen we were inspected on board the frigate Gefion. Laurids was separated from the rest of us and was the only one to join the Christian the Eighth, the ship-of-the-line, whose mainmast was so tall that from top to deck, it stood one and a half times the height of the church tower in Marstal. We had to crane our necks to take it in, but the dizziness it induced filled us with pride about the great deeds we’d been summoned to perform.

Laurids watched us as we left. After a year on the American man-of-war Neversink, the Christian the Eighth suited him. He’d soon feel at home on her deck — though when he saw the rest of us disappear up the gangway to the Gefion, he must have briefly felt abandoned.

So off we went to war. On Palm Sunday we sailed along the coast of Ærø, past the hills at Vejsnæs, where Laurids had turned the island upside-down with his cry “The German is coming!” Now the Dane was coming, and it was the German’s turn to light his tar barrels and take off like a headless chicken.

We moored off Als and waited. On Wednesday we set course for Eckernförde Fjord and reached its mouth late that afternoon. There we followed the order to line up on the quarterdeck: in our homespun shirts and cloth trousers of blue, black, or white, we were a motley crew. Only the ribbons on our caps emblazoned with the name Gefion and a red and white cockade announced that we were members of the king’s navy. The captain, who was dressed in his finest uniform, complete with epaulettes and a sword, gave a speech in which he ordered us to fight like brave men. He shouted three cheers for the king and waved his tricorn, and we joined in with all our might. Then he ordered the cannons to be fired so we raw recruits could hear how they’d sound in battle. A formidable roar rolled across the sea, accompanied by the acrid smell of gunpowder. A strong breeze was blowing, carrying the blue haze of cannon smoke off on the wind. For several minutes we couldn’t hear a thing. The noise from the cannons had deafened us.

Two steamers arrived, and we recognized the Hekla, the ship we had sailed in from Ærøskøbing. We were now a full squadron. The next day we geared up for battle, settling the cannons in their ports, positioning the pumps and hoses where they could be put to immediate use if fire broke out on board, and placing case shots, grapeshot, and boxes of cartridges by each cannon. Over the past few days we had practiced this drill so many times that we knew most of the naval commands by heart. We were eleven men to each cannon, and from the moment the first command sounded — “Get ready!” followed by “Fuse powder and paper!” and “Insert cartridge!” to the command “Fire!” — we scrambled around one another, terrified of making a mistake. We were used to working in threes or fours on our small boats and ketches but now suddenly we were to be masters of life and death.

All too often we’d stand there, baffled, while the gun captain screamed something like “Tend the vent!” or “Search the piece!” What the hell did that mean in plain Danish? Whenever we succeeded in performing a complicated routine without errors, the captain would congratulate us and we’d erupt in cheers. Upon which he’d look first at us, then at his cannon, and finally down at the deck, and shake his head.

“You bunch of puppies,” he said. “Just do your best, damn you!”

. . .

We weren’t entirely sure which German we were supposed to be shooting. It surely couldn’t be old Ilse with the crooked hip who sold us our beloved schnapps when we moored our boats at Eckernförde Harbor. Nor Eckhart, the grain trader: we’d struck many a fine bargain with him. Then there was Hansen, the innkeeper at Der Rote Hahn. What could be more Danish than the name Hansen? And we’d never seen him anywhere near a gun. None of them could be the German; that much we understood. But the king knew who the German was. As did the captain, who had been cheering with such bravado.

We approached the fjord. The enemy batteries on the coast started to thunder, but we were outside their range and they soon grew quiet. We were given schnapps rather than the usual tea. At nine o’clock came the beating of the tattoo; it was time to turn in. Seven hours later we were roused from our slumbers. It was Maundy Thursday, April 5, 1849. Again we got schnapps rather than tea, and a barrel of beer awaited us on the deck. We could drink as much as we wanted, so morale was high by the time we raised the anchor and headed into the fjord.

We had no complaints about the victuals on board His Majesty’s ships. Food had been scarce when we’d had to supply it for ourselves. They said you’d never see a seagull in the wake of a Marstal ship, and that was true enough: we never wasted a crumb. But on top of tea and beer, the navy gave us all the bread we could eat and more. Lunch was a pound of fresh meat or half a pound of bacon, dried peas, porridge or soup; in the evening it was four weights of butter, and a schnapps to go with it. Long before we smelled our first whiff of gunpowder smoke, we loved the war.

Now we were inside Eckernförde Fjord, where the shores were closer and the cannons’ positions clearly visible. Kresten Hansen leaned over to Ejnar Jensen and confided in him, yet again, his conviction that he wouldn’t survive the battle.

“I’ve known it since the day the German demanded the duty coffers. I’m going to die today.”

“You know nothing,” Ejnar replied. “You had no idea the battle would be on Maundy Thursday.”

“I’ve known a long time: the hour is upon us!”

“Shut your trap,” growled Ejnar. He’d suffered Kresten’s bleating ever since they’d packed their sea bags and laced their boots.

But Kresten was unstoppable. Breathing in rapid gasps, he placed a hand on his friend’s arm.

“Promise me you’ll bring my sea bag back to Marstal.”

“You can bring it yourself. Now stop it, before you scare the living daylights out of me too.”

Ejnar threw an anxious glance at Kresten. We’d never seen our friend in such a state before. Kresten was the son of the skipper Jochum Hansen, an official with the harbor authority. Kresten took after him, right down to the freckles, the strawberry blond hair, and the silent manner.

“Here,” Ejnar said, handing him a pitcher of beer. “Get that down your neck.”

He held it to Kresten’s lips, but the beer went down the wrong way; he spluttered and his eyes grew glassy. Ejnar slapped him on the back, and Kresten gasped and wheezed, the beer pouring from his nostrils.

“You dumb oaf,” Ejnar laughed. “You won’t drown if you’re meant to hang. You nearly finished yourself off there. You’re doing the German out of a job.”

But Kresten’s eyes remained distant.

“The hour is upon us,” he repeated in a hollow voice.

“Well, I for one am not going to be shot.” Little Clausen had joined in the conversation. “I know, because I dreamt it. I was walking down Møllevejen, going into town. There was a soldier on either side of me, ready to shoot. Then a voice called out, ‘You shall go!’ And so I did. The bullets whizzed past my ears, but none of them hit me. So I’m not going to get shot today. I’m certain of it!”

We looked across the fjord: the surrounding fields were clad in spring green, and a thatched farmhouse lay snuggled in a small grove of lime trees in bud, with a road flanked by stone walls leading up to it. A cow grazing by the roadside turned her back to us and flicked her tail lazily, oblivious to the war approaching by water.

The cannon batteries to starboard were closing in; we saw the smoke, then heard their thunder roll across the water like a storm gathering from nowhere.

Kresten leapt up.

“The hour is upon us,” he said.

A tongue of fire flashed from the Christian the Eighth’s starboard stern. We exchanged puzzled glances. Had she been struck?

Being unfamiliar with warfare, we did not know what a direct hit might entail. There was no reaction from the ship-of-the-line.

“Why don’t they shoot back?” Ejnar asked.

“Because they’re still not crosswise to the battery,” Clausen answered knowledgeably.

A moment later a cloud of pewter smoke on the starboard side of the Christian announced that they were indeed responding. The battle had begun. Fire and earth exploded on the shore and tiny matchstick men rushed around. A good easterly wind was blowing and soon it was Gefion’s turn to deliver a broadside. The roar from the huge sixtypound cannons made the whole ship shudder. Our stomachs lurched. We pressed our hands to our ears and screamed from a mixture of fear and elation, astounded by the force of the impact.

Now the German was getting a real hammering!

After some minutes, the firing from the battery on the point ceased. By now we had to rely solely on our eyes because we couldn’t hear a thing. The shore looked like a desert landscape, with sand shoved up in piles. The black barrel of a twenty-four-pounder stuck up in the air, flipped over as if by an earthquake. No one was moving.

We slapped one another’s backs in mute victory. Even Kresten appeared to forget his grim premonitions of doom and surrendered to the general ecstasy: war was a thrill, a rush of schnapps that fired up your blood — only the joy was wider and purer. The smoke drifted away and the air cleared. Never before had we seen the world with such clarity. We stared like newborn babies. Rigging, masts, and sails formed a canopy above us like the foliage of a fresh-sprung beech forest. Everything bore an otherworldly sheen.

“Christ, I feel all solemn,” Little Clausen said, once our faculties had returned. “Damn, damn, damn.” He couldn’t stop swearing. “Damn me if I’ve ever seen the like.”

We’d heard the thunder of cannons being tested the previous evening, but actually witnessing their effect — that did something to a man.

“Yes,” Ejnar reflected. “Those cannons make Pastor Zachariassen’s hellfire seem tame. So what do you say, Kresten?”

Kresten’s expression had turned almost pious. “Fancy me living to see this,” he said quietly.

“So you’ve stopped thinking you’re going to die?”

“Oh, I’m more certain of it than ever. But I’ve stopped being scared.”

We couldn’t claim this incident as our personal baptism of fire, because the sixty-pound cannons that we manned were mounted on the top deck on the port side, and the fighting was to starboard. Our turn would come soon, when we sailed deeper along the fjord toward Eckernförde, where two more batteries awaited on either bank. But this was no great threat, as we saw it. It wasn’t yet eight in the morning and the battle was already half won; we even began to fear the war would end before it had begun. We’d just had a taste of it, and now it looked as if the German might be beaten before lunch.

The Gefion continued toward the head of the fjord; the northern battery lay straight ahead. We were only two cable lengths from the southern battery when we shivered the topsails so they spilled the wind. We struck the jib and let go a drag anchor on the port side so that we lay facing the enemy with our broadside, and the Christian the Eighth did likewise. It was time to fire.

Our blood sang. We were like children waiting to see Chinese fireworks. Fear had melted away completely and only anticipation remained. We hadn’t yet recovered from our first victory, and a second one awaited us.

Then the Gefion started to move. The drag anchor was failing to hold her and the strong current propelled us toward the southern battery. We looked across to the Christian the Eighth. The huge ship-of-the-line was adrift too and already coming under intense fire from the shore. Its sailors lowered the heavy anchor to stop her from drifting and let off a violent salvo, which burst from her side, from stem to stern. Cannon smoke erupted from the ports, floating across the fjord to form a rapidly growing cloud. But there hadn’t been time to adjust the cannons before the ship’s unexpected drift toward the shore, and they’d fired too high, hitting the fields behind the batteries.

A moment later it was our turn. We were now close enough to the coast to be within firing range of the German rifles. The current and the wind continued to torment us, and we were crossing the fjord with both broadsides facing the empty water. Only our four stern cannons had a chance to respond to the vicious fire from the battery on shore.

The first hit cleared our aft deck of eleven men. We’d been calling the cannonballs “gray peas,” but the thing that shot low across the deck, tearing rail, cannon ports, and people apart in a shower of wooden splinters, was no pea. Ejnar saw its approach and registered every meter of its journey as it swept across the deck, shearing the legs off one man and sending them flying in one direction while the rest of him went in another. It sliced off a shoulder here and smashed a skull there. It was hurtling toward him, with bone splinters, blood, and hair stuck to it. He let himself fall backward and saw it shoot past. He later said that it took off his bootlaces in passing; that’s how close it came before it tore out through the quarterdeck aft.

To Ejnar that cannonball was a monster with a will of its own. It showed him what war was: not a battery that exploded and sent matchstick soldiers fleeing, but a dragon that breathed hot fire on his naked heart.

The deck was in chaos; a wild-eyed officer screamed at him to go to the mast with the helmsman and a soldier. The order made no sense, but he did as he was told. The soldier collapsed straightaway in a pool of blood. It looked as if he’d imploded: a hole had opened in his chest and blood gushed out. Ejnar saw a man’s eye explode into a red mess and another man’s skull torn off. That was a strange sight: pink brain matter exposed and splattered as if it were porridge, and someone had slammed a wooden spoon into it. Ejnar had not known that such things could happen to human beings. Then a second cannonball struck and killed the lieutenant. As he witnessed Armageddon, Ejnar went hot and cold and his nose started bleeding from the shock.

Another officer with blood pouring down his face ordered him to cannon number seven. Ejnar had originally been assigned to number ten, but that one had taken a direct hit and now stood lopsided by the cannon port. Around it lay a roil of motionless bodies in a slowly spreading pool of blood. Small streams of urine formed deltas between their legs. He could not see if Kresten or Little Clausen was among them. A severed foot lay a short distance away. Like the dead men, Ejnar had wet himself. The roar of cannons had caused an earthquake in his intestines, and he’d filled his trousers too. He knew that people emptied their bowels at the moment of death, but he hadn’t imagined that it could happen to the living as well. The notion that war made a man of you vanished as he felt the stickiness slide down his thighs. He felt half corpse, half baby, but soon discovered that he was not the only one. The stench of upturned privy buckets wafted across the deck. It wasn’t just coming from the slaughtered. Most of those still fighting had soiled pants.

The gun captain at cannon number seven was still alive, bleeding from a cut above his eyebrow where he’d been hit by a flying splinter. He screamed at Ejnar, who could hear nothing, but when he pointed at the cannon, Ejnar understood that he wanted him to load it. His arms were too short to reach, so he had to climb halfway out of the cannon port in order to stuff the cannonball into the muzzle, exposing himself to the enemy battery. As he worked, only one thought occupied him: when was the next round of schnapps?

Meanwhile, the Gefion had managed to reposition herself so her broadsides were aligned with both shores. But the steamer Geiser, which had tried to come to our aid with a hawser, had taken a hit to her engine and was being pulled out of the battle, and so was the Hekla, whose rudder was shot to pieces. The wind was due east and the loss of the two steamers, which were supposed to tow us, meant that we were unable to retreat if things went wrong.

However, our luck was about to change. The northern battery took one direct hit after another, and we saw the matchstick soldiers on the beach run for cover. Their cannons were undamaged and new soldiers kept running to man them, so there was hardly any respite from their fire, but still, it was halfway to victory. The quartermaster came around with a pail of schnapps, and we accepted the outstretched mug solemnly, as if it were communion wine. Fortunately the beer barrel had survived intact and we paid it frequent visits. We felt utterly lost. The constant bombardment and the randomness with which death scythed us down had exhausted us, although the battle was only a few hours old. We kept skidding in sticky pools of blood and there was no avoiding the spectacle of all the horrifically maimed bodies. Only one sense was spared: our deafness prevented us from hearing the screams of the wounded.

We were afraid to look around, for fear of staring straight into the face of a friend, snared by eyes that might plead for relief one moment and burn with hatred the next, as though the fallen blamed us for our luck and wanted nothing more in this world than to exchange fates with us. No one could offer a single word of comfort; it would pass unheard in the din from the cannons. A hand on the shoulder would have to do. But already those of us who were still uninjured were keeping to ourselves and avoiding the stricken, even though they were the ones in need of consolation. The living closed ranks against those marked for death.

We reloaded the cannons and aimed as the gun captains ordered us, but we’d stopped thinking in terms of victory or defeat. Our battle was to escape the sight of the wounded, and questions rang in our heads like an echo of the destruction around us: Why him, or him? Why not me? But we didn’t want to heed them: we wanted to sur vive. Nothing existed beyond what we could see through the barrel of a gun.

The schnapps had worked its blessed magic. Drunk now, we surrendered to a blankness born of terror. We sailed on a black sea and we had only one goal: not to look down and drown in it.

Ejnar climbed in and out of the cannon port. It was a beautiful spring day and every time he appeared in the mild sunshine, he expected a bullet to his chest. He was muttering to himself, though he’d no idea what he was saying. He was a sight to behold, smeared in soot and blood, with a bleeding nose, which from time to time he would wipe with his sleeve before tilting his head back to try and stanch the flow. There was an acrid taste in his mouth that only repeated swigs of schnapps could relieve. Eventually his tension loosened into lethargy and his movements became mechanical. But he was in no worse a state than the rest of us, with his bloodstained appearance or his soiled trousers: none of us looked alive anymore. We resembled ghosts from a battle fought long ago: corpses on a muddy battlefield where we’d lain for weeks, forgotten in the pouring rain.

Three times we saw the men on the northern battery relieved, and not one of the shots fired by the matchstick soldiers appeared to miss its target. It seemed that the batteries on both sides of the fjord had concentrated their fire on us.

At one o’clock a signal flag was hoisted on the mangled rigging of the Gefion. Its message was intended for the crew of the Christian the Eighth: we can do no more. Most of our cannons were now abandoned and the ones firing were undermanned. Those of us still standing were working amid piles of corpses and the dying, who reached out for us in their delirium, pleading for company in the mire of guts, blood, and voided bowels.

The signal we sent was in code. The enemy on the shores of Eckernförde Fjord couldn’t understand it, but the Christian the Eighth knew exactly what it meant.

On the ship-of-the-line there was no significant loss of life as yet. Early that morning a quartermaster from Nyborg had been killed and since then two men had been wounded, but the vessel had been spared any major hits. At the same time, Commander Paludan was forced to acknowledge that our squadron’s bombardment of the batteries on the northern and southern shores had inflicted no significant damage. The battle had now been raging for more than six hours and there was no prospect of victory. Retreat was impossible; anyone could see that.

The two steamers, the Hekla and the Geiser, were out of action, and the wind was set against us. So when Commander Paludan decided to raise the flag of truce, it was not a surrender, not yet: merely a pause in the battle.

A lieutenant was rowed ashore with a letter and returned soon after, with the message that a reply would be forthcoming in an hour. Christian the Eighth’s top and lower sails were fastened and the crew given bread and beer. There was still order on deck, and though everyone had been deafened by the cannons, there was no mood of resignation. At most the crew felt a vague unease about the course of the battle. They could see that the Gefion was in a bad way, but there was no way they could imagine the bloody chaos on our deck.

Laurids Madsen sat by himself with his bread, busy satisfying his hunger and as yet unaware of his fate.

By now thousands of people had spilled out of the town of Eckernförde and were crowding both shores. Watching them as he munched his bread, Laurids soon realized that it was not curiosity that had brought them out. They were lighting huge fires in the fields and collecting the cannonballs that lay scattered on the beach, then shoving them in the fires and heating them until the iron glowed red before transporting them to their own cannons. Horse-drawn land artillery appeared on the high road from Kiel and spread out behind the stone walls that bordered the surrounding fields.

Laurids recalled his father’s account of the war against the English, when Marstal came under attack. Two English frigates had anchored south of the town; they had come to hijack the town’s ships, of which there were roughly fifty in the harbor. The English sent out three launches crammed with armed soldiers, but the inhabitants of Marstal, together with some grenadiers from Jutland, managed to drive them off. They could scarcely believe their own eyes when the English started retreating.

“Well, I never did understand what that war was really about,” his father said afterward. “The English are good sailors, and I’ve no quarrel with them. But our livelihoods were at stake. If they took our ships, that would be the end of us. That’s why we won. We had no choice.”

On the deck of the Christian the Eighth Laurids sat beneath the flag of truce, watching the teeming crowds on the shores. He wasn’t sure he understood war any better than his father had. They were defending the Danish flag against the Germans, and that had sufficed for him up until a moment ago. War was like sailing. You could learn about clouds, wind direction, and currents, but the sea remained forever unpredictable. All you could do was adapt to it and try to return home alive. Here the enemy was the cannon fire in Eckernförde Fjord. Once it had been silenced, the way home would lie clear. That was the war, as far as he was concerned. He was no patriot, nor was he the opposite. He took life as it came. His horizon was one of mast tops, mill wings, and the ridged turret on the church: the skyline of Marstal, as we saw it when we approached from the sea. Here were ordinary people throwing themselves into war: not just soldiers, but people from Eckernförde, a port where he’d often docked with cargoes of grain, the very place he’d sailed from on the evening he’d turned all of Ærø upside-down. Now the Eckernfördeners stood shoulder to shoulder on the beach, just as the Marstallers had once done. So what the hell was this war all about?

A boat was launched from the beach. In it sat the lieutenant from the Christian the Eighth, returning from a third round of negotiations. On each occasion the battle had been deferred. The ceasefire had lasted two and a half hours and it was now half past four. From the furious way the sailors were tugging at the oars, it was clear that something decisive had happened. Then out of nowhere the cannons on the beach burst into a roar. The flag of truce was still fluttering from the mast, but the war had resumed.

The Christian the Eighth returned fire immediately, while the Gefion, silent as a ghost ship, tried to get out of the way. We had given up and were using our last strength to inch ourselves forward with the kedge.

Now the enemy changed tactics, aiming the batteries on both sides of the fjord at the Christian the Eighth rather than us, in an attempt to set her alight. Many of the cannonballs that struck her were red-hot from lying on the field fires half the afternoon. The Eckernfördeners had made good use of their time.

Within seconds, the deck was covered with fallen and wounded men. The attack had come out of the blue. Fires flared in several places, and we immediately deployed pumps and hoses to swill death off the deck, but the crackling flames had already taken hold.

Commander Paludan now saw that the battle was lost. The Christian the Eighth swayed to escape the line of fire, but the wind was still set against her and all she succeeded in doing was traversing the current, losing the advantage of facing the shores broadside-on. Secondguessing the commander’s plan, the Germans immediately aimed at her sails and rigging. They weren’t going to let us cut and run.

The heavy anchor was raised, but to huge losses. Firebombs landed on the bows; grenades exploded between the legs of the poor souls manning the capstan. They called for reinforcements and the new arrivals kicked aside the dead and the wounded with their boots. Then fresh grenades blew off the bars of the capstan, leaving ragged wood stumps, shattered bones, and mangled fingers. Finally the anchor was pulled up, dripping with mud and seaweed. This feat alone cost the happiness of ten families. Their sons and fathers would never return home.

The jib was raised, the topsail sheets secured, and the sails hoisted. As a top-man, Laurids went up with the others and clambered onto the yardarm, from which he had an excellent view of the battle.

The sun was setting on the horizon, casting its soft light across the fjord and the landscape. Wisps of cloud fanned out across the blushing sky; only a few hundred meters from the fjord everything was peaceful and springlike. But the shores were black with armed people and the artillery was firing away from behind the shelter of the stone walls. From the beach, red-hot cannonballs flew in an endless cannonade, while civilians in the thousands raised their guns and took aim.

Once, Laurids had hung off the far end of a yardarm through a whiteout south of Cape Horn, his hands freezing to lumps of ice. He’d had to crawl back to the rigging, clinging to the yard with his arms and legs — but he hadn’t been afraid. Now his hands were shaking so badly that he couldn’t undo the simplest knot.

Sails, masts, and rigging had been torn apart during the firing. Around him other top-men fell one by one, hit by grenades or fireballs or spear-sized shards from the stricken masts, tumbling down between half-raised sails, ropes, and halyards, plunging to the deck far below or plummeting into the water. Then he gave up and made his way back to the rigging.

On deck chaos reigned. The sails couldn’t be hoisted because the halyards and braces were shot to pieces. Some of the crew were pulling like mad at the cross-sail and had almost managed to raise it when suddenly the blocks and tackle — heavy enough to crush any man in their path — came hurtling down.

Every attempt to rescue the Christian the Eighth had failed. Sailing her had become impossible and in any case the wind blew directly toward land. A severe gale was brewing and the mighty ship drifted helpless to the shore, where she foundered just east of the southern battery, which continued its ferocious shelling of the now defenseless ship. Only her stern cannons could have been used in this position, but she’d tilted so violently that nothing would hold in place.

Then the cry went up: “Fire on board!”

The earliest shouts had been cries of wolf compared to this. A fireball had pierced the innermost battery and lodged in the starboard hold. The blaze spread quickly, threatening the powder magazines. Other areas had caught too. The men worked the pumps, but in vain. The flames had the upper hand.

At six o’clock the flag was lowered and the Christian the Eighth ceased firing, but the bombardment continued for another quarter of an hour before the enemy’s lust for victory — over a battleship that only hours before seemed invincible — was assuaged.

Commander Paludan was rowed ashore as a sign of surrender, and it was at that point that the crew’s courage finally plummeted. They gave up fighting the fire and shuffled around, filthy and foul-smelling. Their seamanship was of no use to them now, and they had no experience of war or of defeat: they’d imagined the battle would be a laugh, and now their souls were drained of energy and their heads empty of all but the echo of cannons. This last shameful part of the battle had lasted one and a half hours, but it felt like one and a half lifetimes. They could see nothing beyond this. They were utterly spent.

Some sat down on the deck in the midst of the sea of flames, as if clergymen’s pulpit warnings about the fires of hell had become reality, while others stood motionless, staring straight ahead, their inner mechanisms broken. Lieutenants Ulrik, Stjernholm, and Corfitz rushed around, screaming into the men’s faces: they must act, they were needed more than ever, if complete disaster was to be prevented and the honor of Denmark saved after a battle that they could hardly pride themselves on. But they’d been deafened by the cannons, and only pushing, shoving, and kicking would stir them.

Laurids let himself be herded to the powder magazine farthest astern, but it was slow work throwing the kegs into the water. They were only five men, and whenever a new crewman was forced into the chamber, he’d rush straight back out.

Suddenly came the cry “All men up!”

They knew instantly what that meant. Exchanging looks of alarm, they dropped the bombs and the kegs and raced up the ladder to find sheep, calves, pigs, hens, and ducks out of their enclosures, running on deck among the terrified sailors. A pig rummaged about, sticking its snout into bloody piles of guts, slurping things up.

The men raced about, each on his own urgent mission. Some hunted for their clothes and sea bags, while others climbed onto the rail as though contemplating jumping into the cold water. No one paid heed to the wounded men, who got in the way and were carelessly trampled. Their screams of agony went unheard; most of the crew were still deaf after the hours of intense shelling.

Laurids rushed downstairs to the sickbay, concerned that the wounded might be abandoned. Smoke seeped up through the heavy oak planks. Covering his mouth with his hand, he stepped into the murky room, where an orderly, covering his face with a cloth, came up to him.

“Is anyone coming?” Laurids realized his hearing had returned. “We’ve got to get the wounded upstairs. We’re choking down here!”

“I’ll go get help!” Laurids shouted back.

On deck there was no sign of the officers who had kicked the crew and whacked them with the flat side of their blades; instead he saw a crowd of men flocking to an open gangway with a Jacob’s ladder, and ran over to them. The evacuation was already in full force. He spotted a couple of the lieutenants slashing through the crowd with their swords as they tried to reach the gangway. The ship’s second in command, Captain Krieger, stood to one side, watching it all with an odd, distant gaze, his binoculars slung across his back, a gilt-framed portrait of his wife tucked under one arm, and the other raised in salute.

“You have shown yourselves to be brave men,” he muttered over and over again, as if blessing his woeful flock. “You have done your duty. You are all my brothers.”

No one took notice of him; each man was focusing on the most important obstacle in his path to salvation: the back of the sailor ahead of him, blocking his access to the open gangway. Laurids made his way to Krieger and screamed into his face:

“The wounded, Captain Krieger, the wounded!”

The captain turned to him, but his gaze remained distant. He placed a hand on Laurids’s shoulder. Laurids felt it tremble, but the captain’s voice was calm, almost sleepy.

“My brother, once we are ashore, we shall speak like brethren.”

“The wounded need help!” Laurids screamed once more. “The whole ship is about to blow sky high.”

The captain’s hand stayed on Laurids’s shoulder.

“Yes, the wounded,” he said in the same monotonous tone of voice. “They too are my brothers. When we are ashore, we shall all speak like brethren.” His voice disintegrated into mumbling, and then he began again, reeling off the same phrases. “You have shown yourselves to be brave men. You have done your duty. You are all my brethren.”

Giving up on the captain and turning to the men who were struggling to reach the open gangway, Laurids grabbed them by the shoulder one by one, shouting his message about helping the wounded into their faces. The first man reacted by punching him on his chin. The second shook his head in disbelief and then threw himself with renewed energy back into the brawl.

The evacuation had picked up pace. Fishing boats set off from the beach to rescue the crew from the battleship that only a few hours earlier had been bombarding them, while the ship’s own main launch shuttled continuously between ship and beach. Laurids leaned over the rail and spotted the roaring fire leaping out of the stern cannon ports. It was only a matter of time.

Smoke was pouring out of every hatch, making it just as difficult to breathe above deck as below. Once again he rushed down to the sickbay but was soon forced to abandon the idea: the smoke was now so dense and suffocating that it seemed impossible that anyone might have survived.

“Is anyone here?” he called out, but there was no reply.

The smoke seared his lungs and a fit of coughing sent tears streaming down his cheeks. He hurtled back up to the deck, squeezing his burning eyes shut in pain, temporarily smoke-blinded. He slipped and fell on the deck, slick from human excretions and spilled organs. His hand touched something soft and wet, and he shot to his feet, rubbing his palm on his soiled trousers in terror. He couldn’t bear the thought that he’d touched another human being’s blood and guts. It felt as though his soul had been scalded.

He staggered to the rail, where the smoke was thinner, and tried to regain his vision. Through a mist of tears he made out the launch, which had run aground on a sandbank, forcing the crew to jump into the water and wade ashore, where the enemy soldiers were waiting for them. Then the launch came unstuck and immediately set course for the Christian the Eighth, while several of the fishing boats close to the ship started heading back to the shore. The launch too turned around. Howls of protest erupted from the open gangway.

Laurids stepped back from the rail into the billowing clouds of smoke.

Saappaat

Translated by Pirkko Talvio-Jaatinen and Jelena Vallenius

Laurids Madsen oli käynyt taivaassa, mutta pudonnut takaisin, ja siitä hän sai kiittää saappaitaan.

Ei hän ihan niin korkealle noussut kuin isomaston toppi, hädin tuskin yhtä korkealle kuin fregatin isoraaka. Hän oli seissyt Paratiisin portilla ja nähnyt pyhän Pietarin, joskin tuonpuoleisen portinvartija tuolloin näytti hänelle pelkän persamuksensa.

Laurids Madsenin olisi kaiken järjen mukaan pitänyt olla vainaa. Mutta kuolema ei huolinut häntä, ja niin hänestä tuli toinen.

Ennen kuin tuli kuuluisaksi taivaskäynnistään, Laurids Madsen oli niittänyt mainetta miehenä, joka aloitti omin käsin erään sodan. Kuuden vanhana hän oli menettänyt merelle isänsä, Rasmuksen, ja neljätoistavuotiaana hän itse otti ensimmäisen pestinsä Marstalin Annatta. Vain kolme kuukautta myöhemmin Anna haaksirikkoutui ja upposi Itämerellä. Laivan miehistön pelasti eräs amerikkalainen priki, ja siitä lähtien Laurids Madsen uneksi Amerikasta.

Laurids oli suorittanut perämiehentutkintonsa Flensburgissa kahdeksantoistavuotiaana, ja samana vuonna hän oli haaksirikkoutunut jo toistamiseen, tällä kertaa Norjan rannikolla Mandalin edustalla, missä hän eräänä hyytävän kylmänä lokakuun yönä päätyi aaltojen huuhtomalle luodolle tähyilemään pelastusta. Viisi vuotta hän oli jo seilannut maailman meriä. Hän oli käynyt Kap Hornin eteläpuolella ja kuullut pingviinien kirkuvan sysimustassa yössä. Hän oli nähnyt Valparaison, ja Amerikan länsirannikon, ja Sydneyn missä puut karistavat talvisin lehtien sijaan kaarnansa ja kengurut loikkivat ympäriinsä. Hän oli tavannut mantelisilmäisen tytön nimeltä Sally Brown ja osasi kertoa sellaisista paikoista kuin Foretop Street, La Boca, Barbary Coast ja Tiger Bay. Hän oli ylittänyt päiväntasaajan, tervehtinyt merenkuningas Neptunusta ja tuntenut tömähdyksen, joka aina vavahduttaa laivaa sillä hetkellä kun seilataan linjan yli. Ensi ylityksellään hän joutui linjakasteessa juomaan ryypyn suolavettä, kalanmaksaöljyä ja etikkaa. Hänet mönjättiin tervan, lamppunnoen ja liiman seoksella, hänen partansa nyrhittiin ruosteisella puukolla, jonka terä oli lovilla, ja haavoihinsa hän sai lääkkeeksi suolaa ja kalkkia. Hän suuteli rokonarpisen Amfitriten okranväriseksi maalattua poskea ja joutui haistelemaan perusteellisesti samaisen merenjuma-lattaren hajusuolapulloa, joka oli täytetty kynnensuikaleilla.

Laurids Madsen oli matkustellut maailmaa ristiin rastiin.

Niinhän oli moni muukin. Mutta Laurids oli ainoa, jolla kotiin palatessaan oli sellainen päähänpinttymä, että kaikki Marstalissa oli liian pientä, ja kuin todistaakseen ajatuksensa todeksi hän puhui alituisesti kieltä, jota kutsui ameriikaksi. Hän oli purjehtinut vuoden verran sotafregatti Neversinkillä ja opetellut sinä aikana tuon vieraan puheenparren.

»Givin neim bilong mii Laurids Madsen», hän sanoi.

Lauridsilla oli kolme poikaa ja yksi tytär Karoline Gruben kanssa, joka oli Nygaden varrelta: Rasmus, joka oli nimetty isän mukaan, Esben ja Albert. Tytön nimi oli Else ja hän oli lapsista vanhin. Rasmus, Esben ja Else muistuttivat äitiään, olivat pienikasvuisia kuten hänkin eivätkä paljoa puhuneet. Albert tuli isäänsä. Nelivuotiaana hän oli jo yhtä pitkä kuin kolme vuotta vanhempi Esben. Minne menikin, hän vieritteli mukanaan englantilaista valurautaista kanuunankuulaa, jota yritti kerran toisensa jälkeen nostaa syliinsä. Hän pudottautui polvilleen ja katse muuttui vakaaksi ja päättäväiseksi, mutta kuula oli hänelle vielä liian painava.

»Hiiv away my jolly boys! Hiiv away my bulliis!» Laurids huudahti kannustavasti nähdessään nuorimman poikansa ponnistelut.

Kuula oli lentänyt Korsgadella sijaitsevan talon katon läpi engels-mannien piirittäessä Marstalia vuonna 1807. Mummu oli pelästynyt niin pahan kerran että synnytti Lauridsin keskelle kyökin lattiaa. Milloin Albert ei raijannut tykinkuulaa mukanaan jollekin retkelle, sillä oli yhä vakituinen paikkansa keittiössä, missä Karoline käytti sitä petkeleenä sinapinsiemeniä murskatessaan.

»Juu, yhtä hyvin olisit hiivatti vie voinut sinäkin ilmoittaa tulostasi sillä viisiin», oli Rasmus kerran sanonut Lauridsille, »sen verran kokoa sinussa oli tähän maailmaan syntyessäsi. Jos haikara olisi pudottanut sinut, olisit taatusti rymähtänyt katon läpi kuin engelsmannien tykinkuula.»

»Finggu», Laurids sanoi ja nosti etusormen pystyyn.

Hän halusi opettaa lapsille ameriikan kielen.

Fut tarkoitti jalkaa. Hän osoitti saappaitaan. Mauss oli yhtä kuin suu.

Ruokapöytään käydessään hän hieroi vatsaansa ja irvisti niin että hampaat paljastuivat.

»Hanggri.»

Siitä kaikkien sopi ymmärtää, että hänellä oli kiljuva nälkä.

Äiti oli missis ja isä papa truu. Kun Laurids ei ollut paikalla, he kaikki Albertia lukuun ottamatta sanoivat äiti ja isä kuten muutkin lapset. Albert oli isänsä erityisen uskollinen ystävä.

Lapsille oli monta nimeä. Pikiniini, bulliis ja haarttiis.

»Laikim tuumats», Laurids sanoi Karolinelle ja suipisti huuliaan kuin aikoisi suikata suukon.

Karoline meni ensin niin hämilleen että alkoi tirskua, ja jälkeenpäin hän tulistui.

»Älä viitsi olla tuollainen hölmö, Laurids», hän sanoi.

Syttyi sota saksalaisia vastaan Slesvig-Holstenissa, Itämeren toisella puolella. Vuosi oli 1848 ja vanha tulli-inspehtööri de la Forte sai tiedon ensimmäisenä, sillä Kielin väliaikainen vallankumoushallitus lähetti hänelle sodanjulistuksen ja sen mukana käskyn luovuttaa tullikassa.

Koko Marstalin kaupunki joutui kuohuksiin, ja päätimme heti yksissä tuumin perustaa maanpuolustusjoukot. Kärkihahmona meillä oli eräs nuori opettaja Risestä, ja kutsuimme häntä siitä lähtien Kenraaliksi. Kaikille saaren korkeimmille paikoille rakennettiin merkkitulia. Korkean tolpan päähän asennettiin vipusalko, jonka toisessa päässä roikkui tervalla ja käytöstä jääneillä köysillä'ja touvinpätkillä täytetty tynnyri. Jos vihollinen tulisi, sytytetty tervatynnyri nostettaisiin korkeuksiin varoitusmerkiksi, että nyt sota seilaa kohti isänmaan rantoja.

Merkkitulia oli sekä Knasterbjergilla että Vejsnæsin korkeilla rantatörmillä, ja kaikkialla kulki rantavahteja tähystelemässä ulapalle.

Lopulta Laurids, joka ei yleensäkään kunnioittanut mitään, sai tarpeekseen sotahössötyksestä. Eräänä iltana ohittaessaan Vejsnæsin niemenkärjen kotimatkallaan Eckernförde-lahdelta, hän purjehti aivan rannan tuntumaan ja huusi niin että raikui kauas veden yli: »Sakemanni jahtaa minua!»

Vain muutaman minuutin kuluttua roihusi jyrkän rantatörmän laella oleva tynnyri tulessa. Sitten sytytettiin merkkituli Knasterbjergin huipulla, ja nyt tuli loikki jo kauempana saaren sisäosissa harjanteelta toiselle, aina Synneshøjille asti, melkein 20 kilometrin päähän, kunnes koko Ærø loimusi kuin juhannusaattona.

Laurids pysytteli vesillä tynnyrin toisensa jälkeen leimahtaessa liekkeihin ja naureskeli tyytyväisenä tihutyönsä tuloksiin. Mutta Marstaliin saavuttuaan hän näki, että joka talossa paloivat valot ja kadut olivat täynnä ihmisiä, vaikka oli myöhäinen ilta. Jotkut huusivat komentoja, joissa ei ollut päätä eikä häntää, jotkut taas itkivät ja rukoilivat. Lauma taisteluvalmiita rynnisti pitkin Markgadea aseistautuneina kuka viikatteella, kuka heinähangolla, jokunen harva jopa kiväärillä. Nuoria äitejä juoksenteli kauhusta suunniltaan pitkin katuja kirkuvat pikkulapset sylissään vakuuttuneina siitä, että saksalaiset varrastaisivat kohta heidän jälkikasvunsa pistimillään. Markgaden ja Vestergaden kulmauksessa olevan kaivon vieressä eräs kipparmvaimo kävi ankaraa sanaharkkaa palvelustyttönsä kanssa. Vaimo oli saanut päähänsä, että heidän piti mennä kaivoon saksalaisia piiloon ja patisti nyt tyttöä hyppäämään edeltä alas mustiin syvyyksiin.

»Teidän perästä», tyttö sanoi.

Me miehetkin yritimme komennella toisiamme. Meidän kaupungissamme vain on liian monta kipparia, jotta kukaan välittäisi kallistaa korvaansa toisten komennoille, joten pääsimme yksimielisyyteen ainoastaan siitä, että myisimme henkemme mahdollisimman kalliilla, minkä julistuksen vahvistimme juhlallisesti monin valoin.

Kun väenpaljous änkesi sisään pastori Zachariassenin luokse Kirkestræden varrella sijaitsevaan pappilaan, missä sinä samaisena iltana kestittiin vieraita, yksi daameista pyörtyi mielenliikutuksesta, mutta talon kaksitoistavuotias poika Ludvig sieppasi käteensä ranstakan puolustaakseen sillä isänmaata päälle käyvältä viholliselta. Kotona opettaja Isagerilla, joka hoiti myös lukkarin virkaa, koko perhe valmistautui tulevaan hyökkäykseen. Kaikki kaksitoista poikaa, jotka olivat kerääntyneet lapsuudenkotiin viettämään paksun rouva Isagerin syntymäpäivää, saivat äidiltään varusteeksi tuhkalla täytetyn saviruukun ja käskyn kumota sisältö sakemannin niskaan, jos tämä keksisi rynnäköidä lukkarin taloon.

Kun väkijoukko vyöryi Markgadea pitkin Reberbanen suuntaan, etunenässä marssi vanha Jeppe, joka hosui talikolla ja haastoi kovaan ääneen saksalaisia käymään päälle jos tohtisivat. Pikkuisen puuseppä Laves Petersenin oli pakko pyörtää kesken kaiken takaisin. Hän kantoi rehvakkaasti pyssyä olallaan ja kaikki taskut pullistelivat kuulia, mutta kesken taistelumarssin hän huomasi unohtaneensa ruudin kotiin.

Tuhti myllärinrouva, matami Weber, odotteli Marstalin myllyllä valmiina heinähankonsa kanssa ja vaati päästä mukaan taisteluun, ja yleisessä hämmingissä, ja ehkä myös koska hän näytti vakuuttavammalta kuin useimmat meistä miesväkeen kuuluvista, teimme oitis hänelle tilaa sotaintoisissa riveissämme.

Laurids, joka oli luonteeltaan herkästi innostuvaa sorttia, tempautui siinä määrin mukaan yleiseen taistelukiihkoon että juoksi hänkin kotiin asetta hakemaan. Karoline ja kaikki neljä lasta piileskelivät pelokkaasti salin ruokapöydän alla, kun hän rynnisti sisään ja huikkasi hilpeästi: »Tulkaas penskat, nyt lähdetään sotaan!»

Kuului ontto kumahdus, kun Karoline kolautti päänsä pöytään. Sitten hän ryömi vaivalloisesti esiin liinan alta ja suoristautui koko pituuteensa kirkuen samalla raivoissaan Lauridsille: »Oletko vallan päästäsi vialla, Madsen? Eihän lapset sotaan mene!»

Rasmus ja Esben alkoivat hypellä ylös alas.

»Me halutaan mukaan! Me halutaan mukaan!» he huusivat kuorossa. »Päästäänhän me mukaan, päästäänhän?»

Pikku Albert oli jo tulossa tykinkuulaansa vieritellen.

»Oletteko kaikki tulleet hulluiksi?» äiti kirkui ja huitaisi korvatillikan lähimpänä seisovalle. »Te penskat saatte luvan kömpiä takaisin pöydän alle ja vähän vikkelästi!»

Laurids ryntäsi keittiöön etsimään sopivaa asetta, muttei löytänyt mitään käyttökelpoista.

»Missäs se paistinpannu lymyilee?» hän huusi salin suuntaan.

»Sitähän et ota», Karoline huusi. »Minun paistinpannustani pidät näppisi erossa.»

Laurids vilkuili neuvottomana ympärilleen.

»No mutta sitten minä otan luudan», hän ilmoitti ja juoksi taas salin poikki. »Nyt saa sakemanni kyytiä.»

He kuulivat ulko-oven läiskähtävän kiinni hänen perässään.

»Kuulitkos sen?» kuiskasi Rasmus, esikoinen, Albertille. »Isä ei puhunut yhtäkään sanaa ameriikkaa.»

»Hullu ihminen», äiti sanoi ja puisti päätään puolipimeässä salin pöydän alla, jonne oli jälleen hakeutunut turvaan. »Marssia nyt sotaan luuta aseena.»

Yleinen mieliala kohosi, kun Laurids liittyi taisteluvalmiiseen väkijoukkoon. Olihan hänellä tunnetusti ylen suuret luulot itsestään, mutta hän oli iso ja vahva, ja tuntui hyvältä saada hänet rinnalleen. Sitten huomasimme luudan.

»Eikö sinulla ole tuon parempaa asetta?»

»Tämä kelpaa sakemannia varten», hän vastasi ja nosti luudan korkealle. »Tällä me lakaisemme hänet ulos maasta.»

Meillä oli sotainto kihahtanut päähän ja nauroimme hänen sutkautukselleen.

»Jätetään muutama heinähanko tänne odottamaan», Lars Bødker sanoi. »Sitten me voimme haarukoida saksalaiset pinoon, kun ne ensin on kaikki tapettu.»

Kaupunki jäi taakse ja marssimme halki aukeiden peltomaiden. Vejsnæsiin oli puolen tunnin taival, mutta me etenimme rivakkaa tahtia, sillä taistelutahto kuohui yhä suonissamme. Pääsimme Drejbakkenin laelle ja erotimme joka puolelta saarta varoituskokkojen loimun, ja se näky paisutti sotaisuuttamme entisestään. Silloin kuulimme pimeydestä kavionkopsetta ja jähmetyimme. Vihollinen oli tulossa!

Olimme toivoneet pääsevämme yllättämään saksalaiset rannalla, mutta olihan meillä yhä maasto puolellamme. Laurids asettui luutineen taisteluasentoon, ja me muut otimme hänestä mallia.

»Odottakaa minua!» kuului huuto takaamme.

Huutaja oli pikkuinen puuseppä, joka oli tulossa takaisin käytyään kotona hakemassa ruutia.

»Shhh!» me hyssytimme. »Sakemanni on ihan tässä lähellä.»

Kavionkopse lähestyi, mutta nyt kuulimme, että hevosia oli vain yksi. Sitten pimeydestä sukelsi esiin ratsastaja. Laves Petersen kohotti pyssynsä ja tähtäsi. Laurids painoi kädellään kiväärinpiipun alas.

»Sehän on inspehtööri Bülow», hän sanoi.

Tullitarkastaja Bülow istui kahareisin hikeä valuvalla hevosellaan, jonka mustat kupeet kohoilivat raskaasti rankan juoksun jälkeen. Hän kohotti kätensä.

»Menkää kaikki takaisin koteihinne. Ei Vejsnæsissa ole mitään saksalaisia.»

»Mutta tynnyrithän ovat tulessa», huusi Laves.

»Olen puhunut rantavahdin kanssa», Bülow sanoi. »Se oli väärä hälytys.»

»Ja meidät on ajettu mukavista pedeistämme yön selkään. Ja miksi? Tyhjän takia!»

Matami Weber pani kädet puuskaan ja silmäili meitä katse tylynä, kuin etsien jotakuta jonka kimppuun voisi hyökätä, kun vihollinen oli jättänyt ilmoittautumatta paikalle.

»Nytpä olemme ainakin todistaneet, että olemme aina valmiina», tullitarkastaja sanoi tyynnytellen. »Ja kaikkein parasta on, etteivät ne pahalaiset tulekaan.»

Mutisimme myöntävästi. Mutta vaikka ymmärsimmekin mainiosti, että tullitarkastajan näkökulmassa oli järkeä, totuus oli kaiken kaikkiaan paha pettymys. Olimme valmistautuneet katsomaan sekä sakemannia että kuolemaa silmästä silmään, ja sitten kumpikaan niistä ei noussutkaan maihin Ærølle.

»Vielä me sille sakemannille näytämme», Lars Bødker sanoi.

Huomasimme olevamme uuvuksissa ja suunnistimme kohti kotia. Kylmä yösade oli alkanut ropista, ja me pysyttelimme vaitonaisina kunnes tulimme myllylle, missä matami Weber erosi lohduttomasta pikku laumastamme. Hän kääntyi ja jäi seisomaan kasvot meihin päin pidellen heinähankoa kädessään niin kuin tervehtisi kiväärillä.

»Tahtoisinpa tietää», hän sanoi uhkaavaan sävyyn, »kuka koiranleuka kehtasi hätistää rehelliset ihmiset keskellä yötä sängyistään ja usuttaa heidät sotaan.»

Kaikki tuijottivat Lauridsia, joka seisoi luuta olalla joukkomme keskellä paänmitan kaikkia muita pidempanä.

Mutta Laurids ei sen paremmin painanut päätään kuin laskenut katsettaan. Sen sijaan hän katseli meitä muina miehinä. Sitten hän nakkasi pään takakenoon ja nauraa hohotti taivaalta valuvaan sateeseen.

Pian sodasta kuitenkin tuli totista totta. Meidät kutsuttiin sotaväkeen. Höyryllä kulkeva sotalaiva Hekla ankkuroi naapurikaupunki Ærøskøbingin edustalle noutamaan meitä. Seisoimme laiturilla jonossa, josta meidät huudettiin toinen toisemme jälkeen nimeltä hyppäämään parkassiin, joka kuljettaisi meidät höyrylaivalle. Sinä marraskuisena väärän hälytyksen iltana meistä oli tuntunut, että meiltä oli huijattu koko sota, mutta nyt oli odotusaika päättynyt ja mieliala oli korkealla.

»Hei vaan, tässä tulee tanskalainen mies valmiina panemaan likoon henkensä, ja merimiessäkkinsä kanssa!» huusi Claus Jacob Clausen.

Claus oli pieni jäntevä mies, joka kehuskeli aina sillä miten eräs kööpenhaminalainen tatuoija nimeltään Neula-Frederik oli kerran sanonut, että hänen käsivartensa oli piukkalihaisin mihin tämä oli koskaan neulansa tuikannut. Clausin isä, Hans Clausen, oli ollut luotsi, kuten myös hänen isoisänsä sitä ennen, ja hän itse oli vuorenvarma että seuraisi heidän jälkiään, sillä laivausta edeltävänä yönä hän oli nähnyt ennusunen, joka antoi ymmärtää, että hän selviäisi sodasta elossa.

Kööpenhaminassa meidät pestattiin fregatti Gefionille. Laurids joutui eroon meistä muista ja päätyi ainoana linjalaiva Christian den Ottendelle, jonka isomasto oli niin korkea, että matka sen mastontopista kannelle oli puolitoista kertaa Marstalin kirkontornin korkeus. Meitä huimasi ja oksetti kun tähyilimme niska kenossa sinne ylös, mutta sellaisesta huimauksesta oli syytä olla ylpeä, sillä ymmärsimme, että meidät oli kutsuttu suorittamaan suuria tekoja.

Laurids jäi katselemaan meidän jälkeemme. Christian den Ottende sopi hänelle. Hän kyllä huseeraisi sen kannella tottuneesti kuin kotonaan, hänhän oli aikoinaan seilannut kokonaisen vuoden amerikkalaisen sotalaiva Neversinkin matkassa. Ajattelimme silti, että hän varmaan tunsi silmänräpäyksen ajan itsensä hylätyksi nähdessään meidän katoavan lankonkia ylös Gefionin kannelle.

Niin me sitten suuntasimme keulan kohti sotaa. Palmusunnuntain me purjehdimme Ærøn rannikkoa myötäillen. Matkan varrella näimme Vejsnæsin korkeat törmät, siellä niemen edessähän Laurids oli säikyttänyt koko saaren mullin mallin huutamalla »Sakemanni tulee!» Nyt olikin tanskalaisten vuoro tulla, ja saksalaisten vuoro sytyttää tervatynnyrinsä ja juoksennella pitkin poikin kuin päättömät kanat.

Ankkuroimme Alsin edustalle ja jäimme siihen odottamaan. Keskiviikkona otimme kurssin kohti Eckernförde-lahtea ja saavuimme sen suulle myöhään iltapäivällä. Meidät kutsuttiin kokoon skanssin eteen puolikannelle. Olimme kirjavaa joukkoa sarkapusakoissamme ja meillä oli kenellä siniset, kenellä mustat tai valkoiset verkahousut jalassa. Vain nimi Gefion lakin nauhassa ja punavalkoinen kokardi paljastivat, että olimme kuninkaallisen sotalaivan matruuseja. Kommodori, joka oli itse sonnustautunut hienoimpaan univormuunsa epoletteineen ja sapeleineen, piti puheen ja kehotti meitä taistelemaan kuten urheat pojat ainakin. Hän huiskutti kolmikolkkahattuaan ja huusi kolminkertaisen hurraan kuninkaalle. Me huusimme mukana, niin kovaa kuin osasimme. Sitten kommodori käski laukaista kaikki tykit, jotta me saisimme tuntumaa siihen, millaista sitten taistelussa olisi. Kukaan meistä ei ollut maistanut sotaa. Jylinä vyöryi kauas meren ylle ja kitkerä ruudin haju viipyi vielä kauan. Tuuli oli yltynyt navakaksi puhuriksi ja sininen tykinsavu ajelehti riekaleina tuulen mukaan. Emme muutamaan minuuttiin kuulleet toisiamme vaikka olisimme huutaneet. Tykkien jyly oli vienyt meiltä kuulon.

Meitä oli nyt koossa täysi eskaaderi. Paikalle oli tullut vielä kaksi höyrylaivaa. Toisen niistä tunnistimme Ærøskøbingin laivauksesta, se oli Hekla. Valmistauduimme seuraavan päivän taistelua varten. Tykit vieritettiin valmiiksi tykkiporteille, pumput ja paloruiskut asetettiin käden ulottuville jotta ne saataisiin heti käyttöön, jos laivalla syttyisi tulipalo. Toimme harjoja ja risoja säkkejä kaikkien tykkien viereen ja ladoimme ammukset valmiiksi laatikkoihin. Parin viime päivän mittaan olimme harjoitelleet tätä kaikkea niin moneen kertaan, että osasimme lukuisat käskyt lähes ulkoa. Meitä oli yksitoista miestä kutakin tykkiä kohti, ja siitä hetkestä kun kuului ensimmäinen komento: »mitta!» ja sen jälkeen »ruuti ja kartuusi!» ja »kuula!» ja »harjaa!» ja aina siihen asti kun komennettiin »tulta!» minkä jälkeen laukaus viimein kuului, me säntäilimme toinen toisiimme törmäillen ja peläten kaiken aikaa tekevämme taas jotakin päin mäntyä. Mehän olimme tottuneet työskentelemään vain kolmen tai neljän miehen laakissa pikku jahdeissamme ja kaljaaseissamme, ja nyt meistä oli äkkiä tehty elämän ja kuoleman valtiaita.

Aivan liian usein me seisoimme kuin halvauksen lyömät, kun tykkimestari karjaisi »visiiri!» tai »harja!» Mitä helvettiä sekin tarkoitti tavallisella kielellä? Joka kerran kun onnistuimme kulkemaan kompuroimatta mutkikkaan tien viimeiseen komentoon asti, saimme kehuja tykkimestarilta. Silloin me puhkesimme hilpeään hurraahuutoon. Hän katsoi meihin ja sen jälkeen tykkiinsä ja loi lopuksi katseensa kanteen päätään puistellen.

»Mokomat penikat», hän sanoi, »pankaa nyt jumaliste parastanne!»

Me emme oikein tarkkaan tienneet, ketä meidän oli määrä ampua. Ei kai sentään lonkkavaivaista vanhaa Ilse-muoria, paloviinantrokaajaa, joka tulla köpitteli Eckernförden satamaan myymään meille tuota autuuden tuovaa juomaa aina kun laskimme laituriin paatteinemme. Eikä varmaan myöskään viljakauppias Eckhartia, jonka kanssa olimme solmineet monet hyvät kaupat. Sitten oli vielä kestikievari Punaisen kukon isäntä. Hänen nimensä oli Hansen, ja sehän oli niin peritanskalainen nimi kuin, olla ja voi. Hänen kädessään emme olleet kuunaan nähneet kivääriä. Kukaan heistä ei ainakaan meidän käsittääksemme saattanut olla meidän vihollisemme sakemanni. Mutta kuningas tiesi, kuka se sakemanni oli. Ja kommodori, joka huusi niin terhakkaasti hurraata.

Suuntasimme keulan kohti merenlahtea. Vihollispatterit alkoivat jylistä rannoilta, mutta me olimme tykinkantaman ulkopuolella ja pian siellä tuli taas hiljaista. Meille tarjottiin paloviinaa tavanomaisen teeveden sijaan. Yhdeksältä soitettiin tappenstreg-iltasoitto ja sitten olikin aika painua punkkaan. Seitsemän tuntia myöhemmin meidät hätistettiin hereille, silloin oli kiirastorstai 5, huhtikuuta ja vuosi oli 1849. Meille tarjottiin taas paloviinaa teeveden sijaan. Tynnyrillinen olutta odotti jo valmiina kannella. Saimme juoda siitä milloin suinkin huvitti, ja mielialamme oli korkealla kun nostimme ankkurin ja lähestyimme lahden suuta.

Meillä ei ollut valittamista muonapuolesta hänen majesteettinsa aluksella, sillä silloin, kun olimme itse maksumiehinä, muonapuoli tahtoi olla niukanlainen. Meistä tavattiin sanoa, ettei marstalilaisen laivan vanavedessä koskaan nähty lokkeja riekkumassa, ja sehän piti paikkansa. Meillä ei ollut tapana heittää mitään hukkaan. Mutta nyt saimme joka päivä teen ja oluen lisäksi leipää minkä suinkin jaksoimme syödä, keskipäivän aterialla eli päivällisellä jaettiin kullekin naula tuoretta lihaa tai puoli naulaa suolattua sianlihaa, sekä herneitä, puuroa tai soppaa, ja iltaseksi tuli neljä luotia voita ja päälle vielä ryyppy. Siksi me rakastimme sotaa, kauan ennen kuin olimme ensimmäisen kerran edes haistaneet ruudinsavua.

Olimme purjehtineet sisään Eckernförde-lahteen. Rantatörmät tulivat lähemmäs ja maalla olevat tykkibunkkerit erottuivat selvästi. Kresten Hansen kumartui Ejnar Jensenin puoleen ja uskoi hänelle jälleen kerran, ettei selviäisi taistelusta hengissä.

»Olen tiennyt sen siitä lähtien, kun saksalaiset vaativat tullikassan. Minä kuolen tänään.»

»Sinä et tiedä tuon taivaallista», Ejnar sanoi. »Et edes arvannut, että hyökkäys osuisi kiirastorstaille.»

»Joopas, tiesin sen jo kauan sitten. Nyt se tapahtuu, meidät ammutaan!»

»Turpa kiinni», Ejnar sanoi ärsyyntyneenä. Hän oli kuunnellut samaa valitusvirttä aina siitä asti kun he aamusellakäärivät riippumattonsa ja nyörittivät saappaansa.

Mutta Kresteniä ei niin vain vaiennettu, hänen hengityksensä kulki nopein, hätäisin vedoin, ja hän laski käden ystävän käsivarrelle.

»Lupaa, että viet sitten minun merimiessäkkinitakaisin kotiin Marstaliin.»

»Saat kuule itse kantaa hynttyysi kotiin. Ole nyt jo vaiti ennen kuin saat minunkin pöksyni tutisemaan pelosta.»

Ejnar vilkaisi huolestuneena kumppaniaan. Krestenin isä oli kippari Jochum Hansen, joka oli myös valvojana satamalaitoksessa, ja poika muistutti isäänsä aina punertavanvaaleiden hiusten alapuolella näkyvistä kesakoista hieni an harvapuheiseen luonteeseen. Emme olleet koskaan ennen nähneet häntä no in oudossa mielentilassa.

»Siinä», Ejnar sanoi ja ojensi hänelle kolpakollisen olutta. »Ota reilu hörppy.»

Hän piteli kolpakkoa Krestenin huulilla. Kresten pärski ja sai olutta väärään kurkkuun. Hänen katseensa lasittui. Ejnar takoi häntä selkään. Lopulta Kresten veti henkeä niin voimallisesti että olut purskahti suihkuna sieraimista.

»Senkin typerä kapakalanpää», Ejnar nauroi. »Ei se huku jonka on määrä joutua hirsipuuhun», hän sanoi. »Hemmetin läheltä piti, ettet ottanut itse itseäsi hengiltä. Tuskin sinä siihen saksalaisiaedes tarttet.»

Mutta Krestenin katse oli edelleen yhtä etäinen.

»Hetki on tullut, nyt meidät ammutaan», hän ilmoitti taas ontolla äänellä.

»Joo, kuule, minuahan ei ammuta.»

Pikku-Clausen se siinä puuttui keskusteluun.

»Minä tiedän, koska näin itse siitä asiasta unta. Katsokaas, minä kävelin Møllevejeniä, olin matkalla kaupungille. Joka puolella minun ympärilläni seisoi sotilaita valmiina ampumaan. Sitten kuului ääni, joka huusi: ’Lähde menemään!’ Ja minähän lähdin. Kuulat viuhuivat korvissa, mutta yksikään ei osunut. Jotenka minua ei ammuta tänään. Sen minä tiedän varmaksi.»

Me tähyilimme lahden rantojen niityille ja pelloille, jotka olivat jonkin sortin kevätkasvullisuuden peitossa. Olkikattoinen maatalo piileksi lehdossa, hiirenkorvalla olevien lehmusten keskellä. Talolle johti jättiläismäisin kivenlohkarein reunustettu tie. Tien laidassa seisoi lehmä syömässä ruohoa. Se oli kääntänyt meille takamuksensa ja huiski laiskasti hännällään, onnellisen tietämättömänä sodasta, joka lähestyi meren ulapalta.

Tyyrpuuriripuoleisella niemennokalla sijaitseva tykkipatteri oli nyt melko lähellä. Me näimme savun ennen kuin kuulimme jyrinän vyöryvän veden yli kuin ukkonen, joka iskee varoittamatta.

Kresten hätkähti.

»Hetki on koittanut», hän sanoi.

Liekki leimahti Christian den Ottenden ahteripeilistä, tyyrpuurin puolelta. Katsoimme neuvottomina toisiamme. Oliko alus saanut osuman?

Me olimme tottumattomia sodankäyntiin emmekä tienneet, mitä täysosumasta voisi seurata. Linjalaivalta ei näkynyt minkäänmoista reaktiota.

»Mikseivät ne vastaa tuleen?» Ejnar puuskahti.

»Ne eivät ole vielä linjassa patterin kanssa», Clausen selitti asiantuntevasti.

Silmänräpäystamyöhemmin Christian den Ottenden tyyrpuurin puolelta pöllähtävä siniharmaa pilvi ruudinsavua paljasti, että sieltä vastattiin tulitukseen. Taistelu oli täydessä käynnissä. Rannalla tuprusi tulta ja maata ja pienet tikku-ukot juoksentelivatympäriinsä. Puhalsi voimakas itätuuli, ja vähän ajan päästä tuli jo Gefionin vuoro ampua täyslaidallinen. Isojen 60-naulaisten tykkien jyske sai koko aluksen tärisemään, ja meistä tuntui kuin pallea olisi pudonnut mahanpohjaan. Painoimme kädet korville ja kiljuimme yhtaikaa pelosta ja riemastuksesta, täysin tyrmistyneinä tykkien iskuvoimasta.

Siitäpä saivat saksalaiset kertalaakista jotta tuntui!

Sitä jatkuimuutaman minuutin ajan. Sitten ammunta niemennokassa olevasta patterista lakkasi. Meidän oli pakko jättäytyä silmiemme arvostelukyvyn varaan. Emme nimittäin kuulleet yhtään mitään. Näkymä mantereen puolella muistutti autiomaata. Kivet ja maa olivat kasautuneet isoiksi röykkiöiksi. Musta 24-naulaisen putki sojottisuoraan ilmaan kuin maanjäristyksen jäljiltä. Emme nähneet kenenkään liikkuvan.

Läimäyttelimme toisiamme selkään mykän voitontanssin tahdissa. Jopa Kresten näytti unohtavan silmänräpäykseksi karmeat aavistuksensa ja antautuvan hurmion valtaan: Sota oli pelkkä ryyppyreissu, paloviinahumala, joka iski suoraan vereen. Tämä humala oli vain kaikkia tavallisia suurempi ja puhtaampi. Ruudinsavun hälvettyä ilmakin oli oudon kirkasta. Emme olleet koskaan nähneet maailmaa niin selkeänä. Me irvistelimme naama vääränä kuin pikkuvauvat. Rikit, mastoineen ja purjeineen kohosivat yläpuolella kuin vasta lehteen puhjenneen pyökkimetsän lehvistö. Siinä kaikessa oli ennen kokematonta tunnelmaa.

»Joo, tässähän tulee hemmetti vie ihan juhlallinen olo», Pikku-Clausen sanoi, kun olimme saaneet puhekykymme ja kuulomme takaisin. »Saatana soikoon, saatana soikoon.»

Hän ei osannut lakata kiroilemasta.

»Piru minut käristäköön, jos olen ikinä nähnyt mitään vastaavaa.»

Tykinjylyähan me olimme kuulleet jo edellisillan kenraaliharjoituksissa, mutta kun sai olla omin silmin näkemässä tykkien voimaa ja vaikutusta – se kokemus jotenkin muutti miehen.

»Joo», Ejnar sanoi mietteliäästi. »Ne tykit on tosiaan ihan toista kuin pastori Zachariassenin saarnat. Vai mitäs sinä sanot, Kresten?»

Krestenin kasvot olivat muuttuneet autuaan hurskaiksi. »Ajatella että sain kokea tämän», hän sanoi hiljaa.

»Et siis enää kuvittele, että sinut ammutaan kuoliaaksi?»

»Juu, nyt tiedän sen varmaksi. Mutta enää minä en pelkää.»

Eihän se tietenkään ollut vielä varsinainen tulikaste, silla meidän miehittämämme 60-naulaiset tykit oli sijoitettu ylimmälle kannelle paapuurin puolelle, mutta pian koittaisi meidän vuoromme, kun purjehdimme syvemmälle lahteen kohti Eckernförden kaupunkia, missä odotti vielä kaksi tykkipatteria, yksi lahden kummankin puolen. Mutta sitä vastusta ei kannattanut edes ottaa lukuun. Kello ei ollut vielä kahdeksaa aamulla ja taistelu oli jo puoliksivoitettu. Pelkäsimme sodan olevan ohitse ennen kuin oli kunnolla päässyt edes alkuun. Me olimme vasta päässeet sotimisen makuun, ja tätä menoa sakemanni olisi lyöty jo ennen aamiaista.

Gefion jatkoi kulkuaan kohti lahden pohjukkaa, ja pohjoinen patteri oli suoraan meidän edessämme. Olimme vain kahden kaapelinmitan päässä eteläisestä patterista kun prassasimme märssypurjeet, niin että tuuli kuoli niistä. Viistopurjeen me haalasimme alas ja sitten laskettiin paapuurin puoleinen ankkuri ja sen mukana ajoankkuri, jotta voisimme asettua laita vihollispatterin suuntaan, silla nyt alettaisiin ampua toden teolla. Christian den Ottende toimi samoin.

Veri suonissamme lauloi. Olimme kuin lapsia, jotka ovat tulleet katsomaan ilotulitusta. Pelko oli tyystin kadonnut. Tilalla oli pelkkaa odotusta. Emme olleet vielä toipuneet äskeisestä voitosta, kun uusi jo häämötti edessä.

Sitten Gefion alkoi ajelehtia kylki edellä. Ajoankkuri ei pitänytkään. Virtaus oli liian vahva, ja me painuimme sen mukana yhä lähemmäs eteläistä patteria. Tähyilimme taaksemme kohti Christian den Ottendea. Iso linjalaiva oli ajautunut aivan rannan tuntumaan ja oli jo joutunut ankaran tulituksen kohteeksi. Sen miehistö laski raskaan isoankkurin, jotta laiva lakkaisi ajelehtimasta virtauksen mukana, ja vastasi voimakkaalla täyslaidallisella, keulasta perään. Ruudinsavua tuprusi tykkiportista toisensa jälkeen ja ajelehti isona nopeasti kasvavana pilvenä lahden ylle. Mutta kuulat lensivät liian korkealle ja iskeytyivät patterin takana oleville pelloille. Miehet eivät olleet ehtineet suunnata tykkejä, kun laivat alkoivat niin odottamatta painua kohti rantaa.

Hetkeä myöhemmin tuli meidän vuoromme. Olimme painuneet niin lähelle rantaa, että olimme jo kiväärinkantaman etäisyydellä. Virtaus ja tuuli leikittelivät jatkuvasti kanssamme. Olimme kääntyneet poikittain lahdessa, ja se tarkoitti että molemmilla sivuilla oli pelkkaa aukeaa vettä. Vain laivan nelj ällä ahtentykillä oli edes mahdollisuus vastata maissa olevan patterin tuhoisaan tulitukseen.

Ensimmäinen osuma raivasi peräkannelta yksitoista miestä. Kutsuimme tykinkuulia harmaiksi herneiksi, mutta se ei totisesti ollut mikään herne, joka pyyhälsi kannen poikki pyryssä puunsäleitä ja repi mennessään kansilaudoituksen, tykkiportit ja ihmiset. Ejnar näki kuulan tulevan. Hän tarkkaili sen matkaa metri metriltä, kun se syöksyi matalalta kannen poikki. Se vei yhdeltä mieheltä jalat alta, ja koivet lensivät toiseen suuntaan ja loppuosa miehestä toiseen. Yhdeltä se vei mennessään olkapään ja toiselta murskasikallon. Kuulaan tarttui luunsiruja, verta ja hiuksia. Se oli tulossa suoraan häntä kohti. Hän heittäytyi selälleen ja näki sen sinkoavan ohi. Jälkeenpäin hän sanoi, että kuula oli siepannut häneltä kengännauhat ohi pyyhkäistessään. Niin lähellä se kävi ennen kuin rysähti paapuurin skanssilaidan läpi.

Ejnarille tykinkuula oli hirviö, jolla oli oma vapaa tahto. Se näytti hänelle mitä sota on, eikä sota ollut tuusan nuuskaksi räjähtävä rantapatteri ja lauma karkuun säntäileviä tikkusotilaita. Lohikäärme hönki polttavia lieskojaan hänen alastomaan sydämeensä.

Ajattelemiseen ei ollut aikaa. Kannella kaikki oli yhtä kaaosta. Yksi upseereista kiljui hänelle silmät hurjistuneina, että hänen pitäisi kiivetä mastoon perämiehen ja yhden sotilaan kanssa. Siinä komennossahan ei ollut mitään järkeä, mutta hän teki mitä käskettiin. Samassa sotilas kaatui kannelle, ja hänen alleen alkoi levitä verilätäkkö. Näytti siltä kuin mies olisi räjähtänyt sisältä. Rintakehään repesi reikä ja veri pulppusi ulos. Ejnar näki, miten toinen silmä poksahti päästä punaisena suihkauksena ja kallosta repeytyi iso palanen irti. Näytti omituiselta, kun helakan punainen aivomassa pursui ja roiskahteli kannelle kuin puuro, kun joku läjäyttelee sitä lautaselle kauhalla. Ejnar ei ollut tiennyt, että vastaavanlaista voi tapahtua ihmisellekin. Sitten tuli vielä yksi tykinkuula ja vei luutnantin mennessään. Ejnarille tuli yhtaikaa kuumaa ja kylmä, kun hän näki tämän käsittämättömän tuhon, sehän oli kuin itse maailmanloppu, ja hänen nenästään alkoi vuotaa verta silkasta järjettömästä kiihtymyksestä.

Uusi upseeri, jonka kasvoja pitkin valui verta, hätisti hänet tykille numero seitsemän. Ejnar oli ollut tykillä numero kymmenen, mutta se oli tällä välin saanut täysosuman ja jökötti poikittain tykkiportin tukkeena. Ympärillä lojui rykelmittäin ruumiita, liikkumattomina kaikki. Niiden alta veri valui hitaasti paisuvaksi järveksi. Pienet pissavirrat muodostivat suiston vainajien jalkoväliin. Hän ei erottanut, olivatko Kresten tai Pikku-Clausen kuolleiden joukossa. Vähän kauempana lojui irti reväisty jalka. Hän oli itsekin laskenut alleen, aivan kuten kuolleet. Tykinjylinä oli nostattanut jonkinmoisen maanvyörymän hänen sisuksissaan, ja siinä myllerryksessä häneltä oli päässyt housuun pissan lisäksi kaikki muukin. Hän tiesi kyllä, että ihmiset tyhjentävät tahattomasti suolensa kuolinhetkellään, mutta että sama voi tapahtua elävillekin, sitä hän ei ollut arvannut. Sodanhan piti olla miehuuskoe. Se luulo karisi siinä samassa silmänräpäyksessä, jona hän tajusi jonkin tahmean valuvan alas reisiä pitkin. Hän tunsi itsensäpuolittain kuolleeksi ja puolittain pikkuvauvaksi, mutta tajusi piankin, ettei ollut kumpaakaan. Kannen yllä ajelehti sankka kaatuneen paskatynnyrin löyhkä. Eikä se levinnyt pelkästään vainajista. Useimmilla vielä taistelevista oli tuhruiset housuntakamukset.

Tykki numero seitsemän tykkimestari oli yhä elossa. Häneltä vuoti verta kulmakarvojen yläpuolella olevasta haavasta, siihen oli osunut jostain singonnut puunsäle. Tykkimestan karjui Ejnarille, joka ei kuullut yhtikäs mitään, mutta kun mestari osoitti tykinputkea, Ejnar käsitti että häntä käskettiin lataamaan tykki. Hänen kätensä eivät olleet tarpeeksi pitkät, ja siksi hänen oli pakko ryömiä puoliväliin ulos tykkiportista työntääkseen kuulan putkeen. Siinä kurotellessaan hän oli täysin vihollispatterin näkyvissä ja olisi ollut helppo maalitaulu. Hänen ainoa ajatuksensa oli, että eikös joku jo kohta tulisi tuomaan lisää sitä paloviinaa.

Tällä valin Gefion oli onnistunut kääntymään lahdessa kylki viholliseen, mutta rahtialus Geiser, joka oli pyrkinyt apuun hinaustouveineen, oli saanut osuman konehuoneeseen ja joutunut vetäytymään pois pelistä. Sama koski Heklaa, sen ruori oli ammuttu säpäleiksi. Tuuli puhalsi tiukasti idästä, ja koska olimme menettäneet molemmat höyrylaivat, jotka olisivat voineet hinata ajelehtivat aluksemme turvaan, meillä ei enää ollut mahdollisuutta häipyä mikäli kaikki menisi päin mäntyä.

Nyt sotaonni näytti kuitenkin kääntyvän. Pohjoinen patteristo sai täysosuman toisensa jälkeen ja näimme tikkusotilaiden pinkaisevan juoksuun rantakaistaleella. Se oli jo puoli voittoa! Mutta tykit olivat säilyneet vahingoittumattomina, sillä tilalle riensi juoksujalkaa uusia tykkimiehiä, eikä tulituksessa ollut juurikaan taukoa. Meille jaettiin taas annos paloviinaa. Rykmentinmajoittaja kiersi kannella paloviinahinkki mukanaan. Otimme tarjotun mukin vastaan yhtä juhlallisesti kuin ehtoollisella siemauksen ehtoolliskalkista. Oluttynnyri ei onneksi ollut saanut yhtäkään osumaa, ja me käväisimme tuon tuostakin sen äärellä. Tunsimme olevamme kerrassaan eksyksissä. Jatkuva pommitus ja sokea sattumanvaraisuus, jolla kuolema niitti satoaan joukossamme kannella, olivat uuvuttaneet meidät tyystin, vaikka taistelua oli kestänyt vasta muutama tunti. Me liukastuimme tuon tuostakin rasvaisiin verilammikoihin, ja silmiemme edessä lojui kaiken aikaa kammottavalla tavalla silvottuja ruumiita. Vain se, että olimme aikaa sitten tulleet jatkuvasta tykinjylystä umpikuuroiksi, esti meitä kuulemasta haavoittuneiden tuskanhuutoja.

Uskalsimme hädin tuskin katsoa ympärillemme pelosta, että jäisimme tuijottamaan jonkun ystävämme kasvoja ja jäisimme vangeiksi katseeseen, joka anoo helpotusta tuskiinsa mutta saattaa myös hetkessä muuttua pohjattomaksi vihaksi, ikään kuin haavoittunut syyttäisi meitä, jotka vielä seisoimme omilla jaloillamme, onnekkuudestamme, eikä toivoisi mitään kiihkeämmin kuin että voisi vaihtaa osaa meidän kanssamme. Emme voineet lausua edes lohdutuksen sanaa toisillemme,

sitä kun ei tykinjylinalta olisi kuitenkaan kuullut. Käden toki olisi voinut laskea toverin olkapäälle. Mutta jo tässä vaiheessa oli kuin me, jotka olimme vielä säästyneet, tieten tahtoen hakeutuisimme toistemme seuraan ja kaihtaisimme haavoittuneita, jotka epäilemättä olisivat kaivanneet enemmän lohtua. Me elävät lyöttäydyimme yhteen kuoleman merkitsemiä vastaan.

Jälleen kerran me latasimme ja tähtäsimme, kuten tykkipäälliköt käskivät, mutta enää emme ajatelleetsen paremmin voittoa kuin tappiotakaan. Me taistelimme lähinnä välttyäksemme näkemästä vainajia, sillä päässämme soi sitkeästi eräs kysymys kuin kaikuna ympärillä riehuvasta tuhosta: Miksi he? Miksen minä? Mutta sitä kysymystä me emme tahtoneet kuulla. Me halusimme jäädä eloon ja näimme maailman ikään kuin se olisi mustan rautaisen tunnelin päässä. Meillä oli enää tykinputken rajallinen näkökenttä.

Paloviina oli tehnyt siunatun tehtävänsä. Olimme juovuksissa ja antauduimme päihtyneen tyhjäpäisyyden valtaan, joka pohjasi kauhuun. Me seilasimme mustalla merellä, ja ainoa päämäärämme oli välttää katsomasta alas ja vajoamasta sen meren pohjalle.

Ejnar ryömi sisään ja ulos tykkiportista. Oli kaunis kevätpäivä, ja joka kerran sukeltaessaan esiin lempeään auringonpaisteeseen hän odotti saavansa kuulan rintaansa. Hän mutisi koko ajan itsekseen, mutta hänellä ei ollut aavistustakaan siitä mitä sanoja huulilta vieri. Hän näytti vaaralliselta, nokinen ja yltä päältä veressä kun oli. Nenästä norui edelleen verta, ja aina välillä hän pyyhkäisi veret suulta ja leualta takinhihaansa. Sitten hän kallisti päänsä takakenoon toivoen, että verenvuoto sillä konstilla tyrehtyisi. Hänellä oli kaiken aikaa tympeä maku suussa. Ainoastaan huuhtelemalla suuta ja nielua paloviinalla se hälveni hetkeksi, mutta tuli pian takaisin. Vaha vähältä hänen jännityksensävaih-tui turtuneisuudeksi ja hänen liikkeensä muuttuivat konemaisiksi. Hän ei ollut sen pahemmassa jamassa kuin me muutkaan. Ei hän eronnut joukosta myöskään verisen ulkonäkönsä eikä ryvettyneiden housujensa vuoksi. Yksikään meistä ei enää muistuttanut elävää, olimme kaikki kuin aaveita jostain aikakausia sitten käydystä taistelusta, kummittelemaan nousseita vainajia joltain mudaksi runnellulta taistelukentältä, missä olimme viruneet viikkokaupalla unohdettuina lakkaamatta tihuttavassa sateessa.

Näimme kolmasti pohjoisen tykkipatterin miehistön vaihtuvan. Yksikään tikkusotilaiden ammus ei näyttänyt harhautuvan ohi maalinsa, ja vaikutti silta että patterit molemmin puolen lahtea olivat keskittäneet tulensa juuri meihin.

Kun kello löi yksi, Gefionin hajalle ammuttuun rikiin nostettiin merkkilippu. Viesti oli osoitettu Christian den Ottenden väelle: Emme pysty enää. Useat tykeistämme jököttivät vailla miehistöä, ja nekin, jotka vielä ampuivat, olivat kaikki alimiehitettyjä. Me, jotka vielä pysyimme tolpillamme, teimme työtämme kahlaten ruumisröykkiöissa, joista haavoittuneet hourien kurottivat käsiään meitä kohti, ikään kuin rukoillen meitä liittymään heidän seurakseen kantta peittävään törkyyn sisälmyksiä, verta ja ulosteita.

Viesti oli lähetetty koodikielellä. Eckemförde-lahden rantapenkereillä odottava vihollinen ei sitä ymmärtänyt, mutta Christian den Ottendella se tulkittiin ja tajuttiin.

Linjalaiva ei toistaiseksi ollut kärsinyt suuriakaan miestappioita. Aikaisin aamulla oli eräs Nyborgista kotoisin olevia rykmentinmajoittaja saanut surmansa. Sen jälkeen oli kaksi miestä haavoittunut, mutta alus oli säästynyt isoilta, kohtalokkailta täysosumilta. Toisaalta kommodori Paludan saattoi todeta, ettei pohjoisen ja eteläisen rannikkopatterin kiivas pommitus ollut aiheuttanut korjaamatonta vahinkoa. Taistelua oli nyt jatkunut yli kuusi tuntia, eikä voitosta ollut enää toivoakaan. Mutta vetäytyminenkin oli mahdotonta. Se oli kaikille ilmiselvää. Höyryalukset Hekla ja Geiser olivat poissa pelistä ja tuuli oli meille vastainen. Kommodori Paludan päätti siis nostaa valkoisen lipun. Se ei silti tarkoittanut vielä antautumista vaan vasta pelkkää neuvottelutaukoa taistelussa.

Yksi luutnanteista soudettiin rantaan mukanaan kirje, ja hän tuli saman tien takaisin evästyksenään viesti, että vastausta sopi odottaa tunnin sisällä. Märssypurje ja isopurje koottiin ja kaikki saivat leipää ja olutta. Kannella vallitsi edelleen järjestys, ja vaikka kaikki olivat kuuroja tykinjylyn jäljiltä, merkkejä tappiomielialasta ei ollut näkyvissä. Miehet olivat korkeintaan hieman huolissaan taistelun saamasta käänteestä. He näkivät että Gefion oli pahassa jamassa, mutta meidän kansillamme vallitsevaa veristä sekasortoa ei kukaan edes olisi pystynyt heille kuvailemaan.

Laurids istui itsekseen leipäannoksineen ja keskittyi tyydyttämään nälkäänsä. Vielä hän ei osannut aavistaa, mitä kohtalolla oli varattuna hänelle.

Tällä välin Eckernförden kaupungista oli virrannut tuhansittain ihmisiä, jotka kansoittivat nyt rannat molemmin puolin lahtea. Laurids katseli heitä siinä leipää pureskellessaan ja oivalsi pian, ettei ihmisiä ollut ajanut kaupungista silkka uteliaisuus. He sytyttivät isoja nuotioita niityille ja keräsivät niiden viereen tykinkuulat, jotka lojuivat pitkin rantoja. Sitten he laittoivat rautakuulat nuotioon ja kuumensivat ne punahehkuisiksi, minkä j aikeen he raahasivat ne tykkipatterien luokse. Kielin kaupunkiin johtavaa maantietä pitkin ilmaantui näkyviin hevosten vetämää tykistöä, ja sotilaat asettuivat tykkeineen asemiin kiviaitojen taakse, jotka reunustivat niittyjä ja peltoja.

Laurids muisteli, mitä hänen isänsä oli kertonut siitä engelsmanneja vastaan käydystä sodasta, jossa Marstal oli joutunut hyökkäyksen kohteeksi. Kaksi englantilaisfregattia ankkuroi kaupungin eteläpuolelle. Ne olivat tulleet hakemaan pois kaupungin laivat, joista oli satamassa puolisen sataa. Englantilaiset laskivat vesille kolme parkassia täynnä aseistautuneita sotilaita, mutta marstalilaisten onnistui yhteisvoimin toisen jyllantilaiskomppanian krenatöörien kanssa ajaa heidät pakoon. Kaupungin puolustajat eivät olleet uskoa omia silmiään, kun englantilaiset vetäytyivät takaisin.

»Niin, minähän en kuunaan onnistunut ymmärtämään, mistä siinä sodassa oikein oli kyse», isä jatkoi, »englantilaisethan ovat muutoin mainioita merimiehiä. Minulla ei ole mitään heitä vastaan. Mutta meille sodassa oli kysymys jokapäiväisestä leivästä. Jos he veisivät meiltä laivat, olisimme mennyttä. Siksi me voitimme. Mitä muuta olisimme voineet?»

Nyt Laurids istui valkoisen lipun alla Christian den Ottendella katsellen rannalla vellovaa väenmyllerrystä. Hän ei ollut varma, ymmärsikö sotaa yhtään sen paremmin kuin isänsä. He taistelivat isänmaansa lipun, Dannebrogin, puolesta saksalaisia vastaan, ja sen tiedon olisi pitänyt riittää hänelle. Ja niinhän se olikin riittänyt vielä hetki sitten. Sota oli kuin merimiehen elämä. Olipa miten hyvin tahansa perehtynyt pilviin, tuulensuuntiin ja virtauksiin, lopullista varmaa tietoa alati arvaamattomasta merestä ei voinut saada. Piti vain sopeutua sen oikkuihin ja selviytyä hengissä takaisin kotiin. Vihollinen oli yhtä kuin tykkipatterit Eckernförde-lahden rannoilla. Kunhan ne ensin vaiennettaisiin, tie kotiin olisi avoinna. Siinä koko sota, hänen näkökulmastaan. Hän ei ollut mikään isänmaan puolesta intoilija, muttei liioin päinvastaista. Hän otti elämän sellaisena kuin se kulloinkin tuli kohdalle, ja se taivaanranta, johon hänen katseensa tähysi, oli mastonhuippujen, myllynsiipien ja kirkon kattoratsastajien kuvioima horisontti. Se oli Marstal, sellaisena kuin kaupunki näyttäytyi laivan kannelta katsoen, kun me lähestyimme sitä meren suunnalta. Nyt hän näki aivan tavallisten ihmisten rynnistävän sotimaan, ei pelkästään sotilaiden, vaan ihmisten, jotka asuivat Eckernfördessä, samassa kaupungissa josta hän usein oli purjehtinut viljalasteineen ja josta oli ollut palaamassa sinäkin iltana kun saattoi hälytyksellään koko Ærøn myllerryksiin. Eckernförden asukkaat olivat nyt kerääntyneet rantapenkereelle kuten marstalilaiset silloin kerran isän aikaan, ja mistä tässä sodassa siis loppujen lopuksi oli kysymys?

Rannassa lykättiin vene vesille. Veneessä istui Christian den Ottenden luutnantti, joka oli käynyt neuvottelemassa jo kolmatta kertaa. Joka kerralla taistelutaukoa oli pitkitetty. Nyt se oli kestänyt jo kaksi ja puoli tuntia ja kello oli puoli viisi. Oli täytynyt tapahtua jotakin ratkaisevaa. Matruusit puursivat airoissa. Äkkiä rannalla olevat tykit jyrähtivät ennalta varoittamatta. Valkoinen lippu liehui yhä isomaston huipussa, mutta sota oli taas käynnissä.

Christian den Ottenden tykit vastasivat saman tien tuleen, kun taas Gefion pyrki tykinkantaman ulkopuolelle äänettömästi kuin aavelaiva. Me olimme luovuttaneet ja käytimme viimeiset voimamme yritykseen haalata alusta eteenpäin varppiankkurin avulla.

Nyt vihollinen muutti taktiikkaansa. Molemmin puolin lahtea sijoitetut patterit tähtäsivät meidän sijastamme Christian den Ottendea. Tarkoituksena oli sytyttää iso alus tuleen. Monet laivaan osuneista kuulista hohtivat punahehkuisina paistuttuaan puoli iltapäivää nuotiossa. He olivat tosiaan käyttäneet tulitauon hyödyllisesti, nämä Eckernförden asukkaat.

Kansi täyttyi hetkessä kaatuneista ja haavoittuneista. Hyökkäys tuli täytenä yllätyksenä. Liekit leimahtivat useassa kohdassa alusta, ja pumput ja paloruiskut joutuivat saman tien käyttöön. Kuolema oli määrä huuhtoa pois kannelta, mutta rätisevä tuli oli jo saanut lujan otteen.

Kommodori Paludan näki, että taistelu oli menetetty. Christian den Ottende kääntyili ankkurin varassa päästäkseen pois tulilinjalta, mutta tuuli puhalsi jatkuvasti täysvastaisena ja linjalaiva onnistui vain kääntymään poikittain virrassa, jolloin menetettiin sekin etu että oli maattu kyljittäin viholliseen. Rannalla olevat saksalaiset arvasivat oitis kommodorin pyrkimykset ja ryhtyivät tähtäämään purjeisiin ja takilaan. He halusivat estää vihollista karkaamasta.

Valtava ankkuri hilattiin ylös suurin miesmenetyksin. Keulakannelle putoili palopommeja ja kranaatit räjähtelivät niiden raukkojen jalkovälissä, jotka käyttivät ankkuripeliä. Heidän oli pakko kaiken aikaa huutaa apuun vaihtomiehiä. Niin raskaat olivat miestappiot heidän keskuudessaan. Vastatulleet työnsivät kuolleet ja haavoittuneet pois tieltä saappaillaan. Sitten räjähti taas yksi kranaatti ja vintturinpuomeista oli jäljellä enää jokunen vintturitukista sojottava tynkä, ja puomeja työnnelleistä käsistä oli jäljellä vain murskautuneita luita ja sormenpuolikkaita. Vihdoin ankkuri saatiin ylös, ja siinä se roikkui ja valui kaikenlaista lahden pohjasta tarttunutta ainesta, mutaa ja merilevää. Hinnaksi tuli kymmenen perheen onni, veljiä, poikia ja isiä, jotka eivät enää milloinkaan palanneet kotiin.

Sitten nostettiin klyyvari ja kiinnitettiin märssyjalukset. Purjeet nostettiin. Laurids oli toppgasti, ja hän kiipesi muiden mukana yläilmoihin. Hän eteni raa'alle. Sieltä hän näki koko taistelun.

Aurinko vajosi kohti horisonttia ja langetti pehmeää valoaan vuonomaiseman ylle. Pilvenhattarat levittäytyivät viuhkaksi punahehkuiselle taivaalle. Vain muutaman sadan metrin päässä lahdesta kaikki oli silkkaa rauhaa ja orastavaa kevättä, mutta rantaviiva oli mustanaan aseistettuja ihmisiä. Kivimuurin takana lymyävä tykistö tulitti minkä ehti. Rantapatterista lensivät tulikuulat keskeytymättömänä sarjana ja väentungoksessa nostivat tuhannet miehet yhtaikaa pyssynsä ja tähtäsivät.

Kerran Kap Hornin eteläpuolella Laurids oli roikkunut lumimyrskyssä raakapuun nokassa jääkalikoiksi jäätyneiden käsiensä varassa. Hänen oli täytynyt hivuttautua takaisin märssylle tarrautuen raakaan kaikin voimin käsivarsillaan ja jaloillaan, eikä hän ollut missään vaiheessa pelännyt. Nyt hänen kätensä tärisivät niin, ettei hän pystynyt avaamaan yksinkertaisintakaan solmua.

Purjeet, mastot, puomit ja köydet repeilivät irti tulituksessa. Hänen ympärillään matruusit putoilivatyksi toisensa jälkeen mastoista, raaoilta ja köysistöstä, kun heihin osui keihään kokoinen säle poikki ammutusta mastosta, tai kranaatti tai tulikuula, ja he syöksyivät päistikkaa läpi puoliksi nostettujen purjeiden, köysistön ja nostoköysien kunnes mäjähtivät kaukana alhaalla häämöttävälle kannelle tai katosivat loiskahtaen veteen. Silloin hän luovutti ja hakeutui takaisin mastolle.

Kannella kaikki oli yhtä hetki hetkeltä yltyvää kaaosta. Yhtäkään purjetta ei saatu enää nostettua, koska fallit ja touvit oli ammuttu hajalle. Joukko miehiä haalasi parhaillaan epätoivon vimmalla kryssipurjetta, ja he olivat jo melkein saaneet sen ylös, kun heidän päälleen alkoi sadella pylpyröitä ja halsseja, jotka olivat riittävän painavia iskemään miehen hengiltä, milloin sattuivat osumaan.

Kaikki yritykset saada Christian den Ottende pois tulilinjalta epäonnistuivat. Yksikään järkevä purjeitus ei enää ollut mahdollinen, ja tuuli puhalsi täysvastaisena mereltä. Se oli yltynyt navakaksi puhuriksi, ja mahtava alus ajelehti kohti rantaa, kunnes juuttui karille vähän itään eteläisestä patterista, jonka tykit nyt tulittivat suojatonta kohdettaan entistä kiivaammin. Siinä asemassa voitiin käyttää enää peräkannen tykkejä, mutta laiva kallistui yhä pahemmin eikä mikään enää tahtonut pysyä paikoillaan kansilla.

Silloin kuului huuto: »Tuli on irti!»

Se, mitä he olivat aiemmin pitäneet tulipalona, oli ollut pelkkä väärä hälytys tähän verrattuna. Tulikuula oli iskenyt keskimmäisen patterin alapuolelle tyyrpuurinpuoleiseen lastiruumaan. Tuli levisi nopeasti ja eteni kohti ruutivarastoja. Muuallakin laivassa paloi. Miehet pumppasivat minkä jaksoivat, mutta turhaan. Tuli oli saanut yliotteen.

Kello kuudelta lippu laskettiin ja tulitus Christian den Ottendelta lakkasi, mutta laivaa pommitettiin tykkitulella vielä neljännestunnin verran ennen kuin kyltymätön vihollinen lopulta oli tyytyväinen murskatappioon, jonka oli tuottanut vielä muutama tunti sitten voittamattomalta vaikuttaneelle sotalaivalle.

Kommodori Paludan soudettiin antautumisen merkiksi rantaan, ja vasta silloin miehet lannistuivat. He lakkasivat taistelemasta tulta vastaan. He seisoivat pää riipuksissa, törkyisinä ja löyhkäävinä. Heidän merimiestaidoilleen ei tässä tilanteessa ollut käyttöä, eikä heillä ollut minkäänmoista aiempaa kokemusta sen paremmin sodasta kuin tappiostakaan. He olivat kuvitelleet, että sota olisi yhtä juhlaa, ja nyt heidän päänsä oli tykinjylyn jälkikaikuja lukuun ottamatta typötyhjä ja heidän sielustaan oli kaikki elinvoima kulutettu loppuun. Tätä häpeällisen taistelun viimeistä vaihetta oh kestänyt puolitoista tuntia, mutta heidän kannaltaan se olisi yhtä hyvin voinut kestää puolitoista elämää. Eivät he osanneet odottaa tämän jälkeen tulevaksi enää mitään. Niin täysin ja kauttaaltaan loppuun näännytettyjä he olivat.

Jotkut lysähtivät istumaan kannelle keskelle liekkimerta, ja näytti siltä kuin pappien ennustukset olisivat käyneet toteen ja viimeinen laivamatka helvetin lieskoihin olisi jo alkanut. Toiset vain tuijottivat liikkumattomina eteensä. Heidän sisäinen kellopelinsä oli hajonnut. Luutnantit Ulrik, Stjernholm ja Corfitz saapastelivat ympäriinsä karjumassa miehille komentojaan päin silmiä. Miehille olisi nyt enemmän käyttöä kuin vielä milloinkaan ennen, mikäli haluttiin välttyä siltä katastrofilta että isänmaan ylpeys räjähtäisi taivaan tuuliin kuin pisteeksi tälle taistelulle, josta ei toistaiseksi ollut koitunut heille kummoistakaan kunniaa. Mutta tykit olivat tehneet heidät umpikuuroiksi. Heitä ei saanut liikkeelle muuten kuin tönimällä, tuuppimalla ja potkimalla.

Laurids ohjattiin alas ahterin ruutivarastoon, mutta ruudin kippaaminen mereen eteni siellä toivottoman hitaasti. Heitä oli vain viisi miestä, ja aina kun uusia hätistettiin avuksi ruutikammariin, nämä juoksivat saman tien takaisin ylös.

Sitten äkkiä kajahti huuto: »Kaikki miehet kannelle!»

He tiesivät heti, mitä se merkitsi. He katsoivat toisiinsa. Sitten he päästivät käsistään ammukset ja ruutitynnyrit ja ryntäsivät portaita ylös.

Kannella juoksenteli lampaita, vasikoita, porsaita, kanoja ja ankkoja sikin sokin kauhun lamaannuttamien merimiesten jaloissa. Ne olivat päässeet karkuun aitauksistaan. Yksi porsaista tonki kannella lojuvia sisälmyksiä kärsä veressä. Aina välillä se ahmaisi maiskutellen jotakin.

Miehet säntäilivät kukin suuntaansa jotain omaa välttämätöntä asiaansa toimittamaan. Jotkut etsiskelivät vaatteitaan ja merimiessäkkiään. Toiset kapusivat reelingille, ihan kuin harkitsisivat heittäytymistä kylmään veteen. Kukaan ei ajatellut haavoittuneita, jotka makasivat kannella kaikkien jaloissa ja joutuivat yleisessä sekasorrossa alistumaan armotta tallotuiksi. Heidän tuskanhuutojaan ei kukaan kuullut. Useimmat olivat yhä kuuroja monta tuntia jatkuneen ankaran tykinjyskeen jäljiltä.

Laurids juoksi alas lasarettiin. Hän ei voinut uskoa, että haavoittuneet aiottiin jättää oman onnensa nojaan. Savu tunki vankkojen tammilankkujen raoista. Hän painoi käden suun eteen ja astui pari askelta syvemmälle savun täyttämään huoneeseen. Eräs lääkintämies, jolla oli riepu kasvojensa suojana, ilmestyi savun keskeltä aivan hänen eteensä.

»Tuleeko sieltä joku apuun?»

Laurids kuuli sanat. Hänen kuulonsa oli palautunut.

»Meidän on siirrettävä haavottuneet kannelle! Tänne alas tukehtuu!»

»Minä haen apua!» Laurids huusi.

Kannella hän ei löytänyt yhtäkään upseereista, jotka vähän aikaisemmin olivat käyneet miehistön kimppuun potkien ja sapelinlappeella piesten. Hän näki, että reelinkiportin luona tungeksi joukko miehiä, ja juoksi sinne. Evakuointi oli jo täydessä vauhdissa. Kaksi luutnanttia kamppaili sapelit paljastettuina päästäkseen portille. Kommodori Paludanista seuraava laivan päällystössä, kapteeni Krieger, seisoi hiukan syrjässä tarkastellen tätä kaikkea omituisen poissaolevin silmin. Kapteeni oli puristanut kainaloonsa kullatuissa kehyksissä olevan valokuvan vaimostaan. Kiikari roikkui hänen selässään. Tultuaan lähemmäs Laurids kuuli, että kapteeni toisteli samaa hokemaa yhä uudestaan ja uudestaan, samalla kun kohotti kerran toisensa jälkeen kätensä tervehdykseen, ikään kuin haluaisi siunata edessään olevaa epätoivoista joukkoa.

»Te olette todistaneet olevanne urheita miehiä, te olette tehneet osuutenne, te olette kaikki minun veljiäni.»

Kukaan ei kiinnittänyt häneen huomiota. Kaikki olivat naulinneet katseensa edessä seisovan selkään, siihen tärkeimpään esteeseen matkalla pelastavalle reelinkiportille.

Laurids raivasi tiensä kapteenin luo ja huusi hänelle:

»Haavoittuneet, kapteeni Krieger, haavoittuneet!»

Kapteeni Krieger kääntyi hänen puoleensa. Silmissä oli edelleen yhtä poissaoleva katse. Kapteeni laski toisen kätensä Lauridsin olkapäälle ja hän huomasi sen tutisevan, mutta kapteenin ääni oli rauhallinen, lähes unelias.

»Veli hyvä, kun pääset maihin, tule käymään minun luonani, niin puhumme keskenämme kuin veljet.»

»Haavoittuneita täytyy auttaa!» Laurids huusi uudelleen. »Koko laiva lentää kohta taivaan tuuliin.»

Kapteenin käsi lepäsi yhä Lauridsin olalla.

»Niin, haavoittuneet», hän sanoi samaan vakaan rauhalliseen äänensävyyn kuin aiemmin, »haavoittuneet ovat minun veljiäni. Kun he ovat päässeet maihin, me kaikki tapaamme ja puhumme kuin veljet.»

Hänen äänensä vaimeni mutinaksi. Sitten hän alkoi taas toistella sitä samaa ritiramssuaan.

»Te olette todistaneet olevanne urheita miehiä. Te olette tehneet oman osuutenne. Olette kaikki minun veljiäni.»

Laurids luovutti ja kääntyi kohti miesjoukkoa, joka lähestyi tungeksien ja kamppaillen reelinkiporttia. Hän tarttui harteista ensin yhtä ja sitten toista, ja huusi heille päin kasvoja viestinsä, että haavoittuneita pitäisi kiireesti auttaa. Ensimmäinen vastasi iskemällä häntä nyrkillä leukaan. Toinen puisti päätään mitään käsittämättä ja riuhtaisi sitten itsensä vapaaksi syöksyäkseen uusin voimin takaisin keskelle tappelua.

Nyt evakuointi sujui joutuisammin. Rannoilta oli tulossa kalastajaveneitä pelastamaan miehistöä sotalaivalta, joka muutama tunti aikaisemmin oli pommittanut heitä tykinkuulin. Laivan oma päällikönvene seilasi jatkuvasti edestakaisin rannan ja aluksen väliä. Laurids nojautui reelingin ylitse ja näki tulen roihahtavan jylisten ulos perimmäisestä tykkiportista. Siitä hän tiesi, että enää ei kestäisi kauan.

Joka luukusta nousi savua. Kannella oli jo yhtä vaikea hengittää kuin sen alla. Hän laskeutui vielä kerran portaita mennäkseen lasarettiin, mutta joutui pian luopumaan ajatuksesta tunkeutua savun läpi. Se oli jo niin sakeaa ja tukahduttavaa, ettei hän oikein osannut uskoa kenenkään voivan enää olla elossa ruumassa.

»Onko siellä ketään?» hän huusi, mutta ei saanut vastausta.

Savu raastoi hänen keuhkojaan. Hän sai ankaran yskänkohtauksen ja kyyneleet valuivat pitkin hänen poskiaan. Sitten hän kapusi takaisin kannelle. Hän puristi kivistävät silmänsä umpeen ja oli hetken aikaa sokea. Hän liukastui ja kaatui ihmiseritteiden ja murskattujen elinten liukastamalle kannelle. Käsi osui johonkin pehmeään ja märkään, ja hän nousi kiireesti taas jaloilleen pyyhkien samalla kauhuissaan kämmentään jo valmiiksi törkyisiin housuihinsa. Ajatus, että oli kädellään koskettanut toisen ihmisen verta ja sisälmyksiä, oli kestämätön. Tuntui kuin hänen sielunsa olisi kaltattu.

Hän hoiperteli reelingille, missä savua oli vähemmän, ja yritti saada näkönsä takaisin. Kyynelsumun läpi hän näki päällikönveneen juuttuvan rannan tuntumassa hiekkasärkälle. Miesten oli pakko hypätä veteen ja kahlata rantaan. Vihollissotilaat seisoivat rannalla odottamassa. Päällikönvene saatiin irrotettua ja se suuntasi heti takaisin kohti Christian den Ottendea. Kalastajaveneistä moni oli jo melko lähellä laivaa, kun airoissa istuvat yllättäen lakkasivat soutamasta. Sitten he pyörsivat veneensä ja alkoivat soutaa takaisin maata kohti. Päällikönvenekin pyörsi takaisin. Reelinkiportilta kuului vastalauseiden mylvintaä.

Laurids astui askeleen taaksepäin reelingin luota suoraan korkeina vellovien savumassojen sisään.

Die Stiefel

Translated by Ulrich Sonnenberg

More info

Laurids Madsen war im Himmel gewesen, doch dank seiner Stiefel war er auch wieder heruntergekommen.

Er war nicht bis hoch zum Masttopp geflogen, eher so auf die Höhe der Großrahe eines Vollschiffs. Er hatte am Tor zum Paradies gestanden und den heiligen Petrus gesehen, doch es war nur der Arsch, den der Hüter der Pforte zum Jenseits ihm gezeigt hatte.

Laurids Madsen hätte tot sein sollen. Aber der Tod hatte ihn nicht gewollt, und so wurde er ein anderer.

Bevor Laurids Madsen wegen seines Besuchs im Himmel berühmt wurde, hatte man ihm vorgehalten, eigenhändig einen Krieg angezettelt zu haben. Mit sechs hatte Laurids seinen Vater, Rasmus, ans Meer verloren, und mit vierzehn war er mit der Anna aus Marstal in See gestochen. Drei Monate später war die Anna in der Ostsee untergegangen. Die Besatzung wurde von einer amerikanischen Brigg gerettet, seither hatte Laurids Madsen von Amerika geträumt.

Mit achtzehn hatte er in Flensburg sein Steuermannspatent bestanden und noch im selben Jahr bei Mandal vor der Küste Norwegens ein zweites Mal Schiffbruch erlitten; dort hatte er in einer kalten Oktobernacht auf einer Schäre gestanden, die von den Wellen überspült wurde, und Ausschau nach Rettung gehalten. Fünf Jahre war er über die Weltmeere gesegelt. Er hatte Kap Hoorn umrundet und in der pechschwarzen Nacht den Schrei des Pinguins gehört. Er hatte Valparaiso gesehen, die Westküste von Amerika und Sydney, wo die Bäume im Winter statt der Blätter die Borke verlieren und die Kängurus umherhüpfen. Er hatte ein Mädchen mit Augen wie Weintrauben getroffen, das auf den Namen Sally Brown hörte, und wusste von der Foretop Street, La Boca, Barbary Coast und der Tiger Bay zu berichten. Er hatte den Äquator überquert, Neptun gegrüßt und den Stoß gespürt, als das Schiff die Linie kreuzte. Er hatte aus diesem Anlass Salzwasser, Fischöl und Essig getrunken. Er war mit Teer, Lampenruß und Leim getauft und mit einem rostigen Messer mit schartiger Klinge rasiert worden, seine Schnitte hatte man mit Salz und Kalk versorgt. Er hatte die ockerfarbene Wange der pockennarbigen Amphitrite geküsst und die Nase in ihr Riechfläschchen voller abgeschnittener Nägel gesteckt.

Laurids Madsen war weit herumgekommen.

Wie so viele. Doch als Einziger war er mit der fixen Idee heimgekehrt, dass in Marstal alles zu klein und zu eng war, und um das zu beweisen, redete er ständig in einer Sprache, die er amerikanisch nannte. Ein Jahr war er auf der Kriegsfregatte Neversink gefahren und hatte dabei das fremde Idiom gelernt.

»Gevin nem belong mi Laurids Madsen«, sagte er.

Er hatte drei Söhne und eine Tochter mit Karoline Grube aus der Nygade. Rasmus, genannt nach Laurids’ Vater, Esben und Albert. Das Mädchen hieß Else und war die Älteste. Rasmus, Esben und Else schlugen nach der Mutter; wie sie waren sie nicht sonderlich groß gewachsen und sagten nicht viel. Albert glich seinem Vater. Bereits als Vierjähriger war er ebenso groß wie der drei Jahre ältere Esben. Ständig kullerte er eine englische Kanonenkugel aus Gusseisen umher und versuchte wieder und wieder, sie hochzuheben. Er ging in die Knie und bekam einen verbissenen und stieren Blick, doch noch war sie zu schwer für ihn.

»Heave away, my jolly boys! Heave away my bullies!«, spornte Laurids ihn an, wenn er die Versuche seines Jüngsten sah.

Die Kugel war 1807 während der englischen Belagerung von Marstal durch das Dach des Hauses in der Korsgade geschlagen. Großmutter hatte sich dermaßen erschrocken, dass sie Laurids mitten auf dem Küchenfußboden zur Welt gebracht hatte. Wenn Albert nicht gerade damit unterwegs war, hatte die Kanonenkugel ihren festen Platz in der Küche: Karoline benutzte sie dort als Stößel, um im Mörser Senf zu mahlen.

»Tja, genauso gut hättest du deine Ankunft auf diese Weise ankündigen können«, hatte Rasmus einmal zu Laurids gesagt, »so groß, wie du warst, als du zur Welt kamst. Wenn der Storch dich verloren hätte, wärst du auch wie eine englische Kanonenkugel durchs Dach geschossen.«

»Finggu«, sagte Laurids und hob den Finger.

Er wollte den Kinder die amerikanische Sprache beibringen.

Fut bedeutete Fuß. Er zeigte auf den Stiefel. Maus war der Mund.

Er rieb sich den Bauch, wenn er sich zu Tisch setzte, und bleckte die Zähne.

»Hanggre.«

So verstanden alle, dass er Hunger hatte.

Mutter hieß misis, Vater papa tru. Wenn Laurids nicht da war, sagten sie Mutter und Vater genau wie alle anderen Kinder, mit Ausnahme von Albert. Er war der besondere Liebling seines Vaters.

Für die Kinder gab es viele Bezeichnungen. Pikinini, bullies und hearties.

»Laikim tumas«, sagte Laurids zu Karoline und spitzte die Lippen, als wollte er ihr einen Kuss geben.

Erst kicherte sie vor Verlegenheit, dann wurde sie böse.

»Führ dich nicht auf wie ein Narr, Laurids«, sagte sie.

***

Am anderen Ufer der Ostsee kam es in Schleswig-Holstein zum Krieg mit den Deutschen. Man schrieb das Jahr 1848, und der alte Zollamtmann de la Porte erfuhr es als Erster, weil die provisorische Regierung der Aufständischen in Kiel ihm die Proklamation zusammen mit dem Ersuchen schickte, ihnen die Zollkasse auszuhändigen.

Ganz Marstal geriet in Aufruhr, und sofort beschlossen wir einstimmig die Bildung einer Landwehr. An der Spitze stand ein junger Lehrer aus Rise, den wir seither den General nannten. Überall auf den höchsten Punkten der Insel wurden Signalfeuer errichtet; Schwengel, die man an einer langen Stange anbrachte und an deren Ende eine mit altem Tauwerk und Teer gefüllte Tonne hing. Wenn der Feind kam, wurde die brennende Teertonne hochgezogen, um so zu signalisieren, dass der Krieg heransegelte.

Es gab Feuerzeichen auf dem Knasterbjerg und an der Steilküste bei Vejsnæs, und überall patrouillierten Strandwachen und spähten über das Wasser.

Laurids, der ohnehin vor nichts Respekt hatte, war das Kriegsspektakel leid. Eines Abends, als er auf der Heimreise aus der Eckernförder Bucht an Vejsnæs vorbeikam, segelte er dicht auf den Strand zu und brüllte, dass es über das Wasser gellte: »Der Deutsche ist hinter mir her!«

Wenige Minuten später brannte die Tonne auf dem Gipfel des Steilhangs. Dann wurde das Signalfeuer auf dem Knasterbjerg entzündet, und nun sprang das Feuer weiter über die Insel, bis nach Synneshøj, das beinahe zwanzig Kilometer entfernt lag; Ærø stand in Brand wie beim Mittsommernachtsfeuer.

Als die Feuer aufflammten, lag Laurids auf dem Wasser und amüsierte sich köstlich über das gewaltige Durcheinander, das er angerichtet hatte. Doch als er in Marstal anlegte, sah er überall Licht, und obwohl es schon später Abend war, wimmelte es auf den Straßen vor Menschen. Einige riefen unverständliche Befehle, anderen weinten und beteten. Eine kampfbereite Gruppe stürmte bereits die Markgade hinauf, bewaffnet mit Sensen, Heugabeln und ein paar Gewehren. Junge Mütter liefen mit ihren schreienden Säuglingen auf dem Arm verschreckt durch die Straßen, überzeugt, dass der Deutsche ihre Nachkommen mit Bajonetten aufspießen würde. Am Brunnen an der Ecke Markgade und Vestergade stand die Frau eines Kapitäns und schimpfte mit ihrer Dienstmagd. Die Frau hatte die Idee, sich vor den Deutschen im Brunnen zu verstecken, und befahl nun dem Mädchen, als Erste in die schwarze Tiefe zu springen.

»Nach Ihnen«, sagte das Mädchen.

Wir Männer kommandierten uns ebenfalls herum. Doch es gab einfach zu viele Kapitäne in unserer Stadt, als dass irgendjemand einem anderen gehorchen wollte, und so konnten wir uns lediglich darauf einigen, unter Hersagen vieler Eide feierlich zu schwören, dass wir unser Leben so teuer wie möglich verkaufen würden.

Als der Tumult auf den Pfarrhof in der Kirkestræde bis zu Pastor Zachariassen drang, der an diesem Abend Besuch hatte, fiel eine Dame vor Erschütterung in Ohnmacht, sein zwölfjähriger Sohn Ludvig hingegen griff zu einem Feuerhaken, um das Vaterland gegen den eindringenden Feind zu verteidigen. Daheim bei Lehrer Isager, der auch als Küster tätig war, bereitete sich die ganze Familie auf den bevorstehenden Angriff vor. Alle zwölf Söhne, die zu Hause waren, um den Geburtstag der dicken Frau Isager zu feiern, wurden von ihrer Mutter mit Asche gefüllten Tonkrügen ausgestattet und bekamen die Ordre, dem Deutschen die Asche auf den Kopf zu schütten, wenn er sich erlauben sollte, die Küsterwohnung zu stürmen.

An der Spitze der Gruppe, die sich durch die Markgade in Richtung Reeperbahn bewegte, befand sich auch der alte Jeppe, der mit einer Forke fuchtelte und die Deutschen johlend herausforderte; sie sollten nur kommen, wenn sie es wagten. Der kleine Schreiner Laves Petersen musste wieder umkehren. Keck hatte er seine Flinte über der Schulter getragen, und seine Taschen beulten sich vor Kugeln, doch erst während des Eilmarsches bemerkte er, dass er sein Pulver zu Hause vergessen hatte.

An der Marstaller Mühle stand die schwergewichtige Müllerin Madame Weber mit einer Heugabel bereit und verlangte, mit in die Schlacht ziehen zu dürfen, und in der allgemeinen Verwirrung und vielleicht auch, weil sie imponierender daherkam als die meisten von uns Männern, öffneten wir ihr sofort unsere kriegslüsternen Reihen.

Laurids, der ein empfindsames Gemüt hatte, wurde von dem allgemeinen Kampfgeist derart gepackt, dass er nach Hause lief, um eine Waffe zu holen. Karoline und die vier Kinder hatten sich vor Angst unter dem Esstisch der guten Stube versteckt, als er hereinstürmte und munter rief: »Kommt Kinder, jetzt geht’s in den Krieg!«

Ein dumpfes Geräusch war zu hören, als Karoline mit dem Kopf an die Unterseite des Esstisches stieß. Mühsam kroch sie unter der Tischdecke hervor und richtete sich zu ihrer vollen Größe auf, wobei sie ihn völlig außer sich anschrie: »Bist du denn ganz von Sinnen, Madsen? Krieg ist nichts für Kinder!«

Rasmus und Esben fingen an, auf und ab zu hüpfen.

»Wir wollen mit! Wir wollen mit!«, riefen sie im Chor. »Ach bitte, dürfen wir?«

Und der kleine Albert rollte bereits die Kanonenkugel heran.

»Seid ihr denn alle verrückt geworden?«, schrie die Mutter und versetzte dem Nächststehenden eine Ohrfeige. »Seht zu, dass ihr wieder unter den Tisch kommt!«

Laurids lief in die Küche, um sich eine geeignete Waffe zu besorgen, doch er fand nichts Brauchbares.

»Wo ist denn die Bratpfanne?«, rief er in die Stube.

»Nicht die«, schrie Karoline zurück. »Meine Bratpfanne fasst du nicht an.«

»Na gut, dann nehm ich den Besen«, teilte er mit und lief zurück in die Stube. »Jetzt kann sich der Deutsche aber auf etwas gefasst macht.«

Sie hörten, wie die Haustür hinter ihm zufiel.

»Hast du das gehört?«, flüsterte Rasmus, der Älteste, Albert zu. »Vater hat nicht mal amerikanisch geredet.«

»Dieser Verrückte«, erklärte die Mutter und schüttelte den Kopf in der Dunkelheit unter dem Esstisch, wohin sie wieder Zuflucht gesucht hatte. »Zieht mit einem Besen in den Krieg.«

Allgemeiner Jubel brach los, als Laurids sich der kampfbereiten Truppe anschloss. Zwar stand er im Ruf, überheblich zu sein, doch er war groß und stark, und es konnte nicht schaden, ihn an der Seite zu haben. Dann fiel unser Blick auf den Besen.

»Hast du keine andere Waffe?«

»Für den Deutschen ist das gut genug«, antwortete er und reckte den Besen in die Luft. »Damit fegen wir ihn aus dem Land.«

Wir waren übermütig und lachten über seinen Witz.

»Lasst ein paar Heugabeln zurück«, sagte Lars Bødker. »Damit wir die Deutschen hinterher stapeln können, wenn sie alle tot sind.«

Wir kamen hinaus aufs offene Feld. Bis Vejsnæs war es ein Marsch von einer halben Stunde, und wir schritten zügig aus, noch immer mit Angriffslust im Blut. Wir erreichten die Hügel bei Drejet und sahen, wie die Feuer über die Insel flammten, ein Anblick, der unsere Kampfbereitschaft nur noch anstachelte. Dann hörten wir Hufschlag in der Dunkelheit und erstarrten. Nun kam der Feind!

Unsere Hoffnung war, die Deutschen am Strand zu überraschen, aber immerhin hatten wir noch das Terrain auf unserer Seite. Laurids stellte sich mit dem Besen in Kampfpositur, und wir anderen taten es ihm gleich.

»Wartet auf mich!«, tönte es hinter uns.

Es war der kleine Schreiner, der uns nachlief, nachdem er zu Hause sein Pulver geholt hatte.

»Psst!«, zischten wir. »Der Deutsche ist ganz in der Nähe.«

Die Hufschläge kamen näher, und nun hörten wir, dass es sich um lediglich ein Pferd handelte. Ein Reiter tauchte aus der Dunkelheit auf. Laves Petersen hob seine Flinte und zielte, doch Laurids legte eine Hand auf den Gewehrlauf.

»Das ist Kontrolleur Bülow«, sagte er.

Der Kontrolleur saß rittlings auf einem schweißtriefenden Pferd, dessen schwarze Flanken nach dem scharfen Ritt zitterten. Er hob die Hand.

»Geht wieder nach Hause. Es gibt keine Deutschen bei Vejsnæs.«

»Aber die Tonnen brennen doch!«, rief Laves.

»Ich habe mit der Strandwache gesprochen«, sagte Bülow. »Es war falscher Alarm.«

»Und wir sind aus unseren warmen Betten gejagt worden. Wofür? Für nichts!«

Madame Weber verschränkte die Arme und sah sich mit einem missmutigen Blick unter uns um, als suchte sie jemanden, auf den sie sich nun stürzen konnte, da uns der Feind eine Abfuhr erteilt hatte.

»Wir haben bewiesen, dass wir vorbereitet sind«, sagte der Kontrolleur schlichtend, »aber am allerbesten wäre es doch, wenn sie überhaupt nicht kämen.«

Wir brummten zustimmend. Und obwohl wir einsahen, dass der Standpunkt des Kontrolleurs vernünftig war, blieb es doch eine herbe Enttäuschung. Wir waren bereit, dem Deutschen und dem Tod in die Augen zu sehen, und nun war keiner von beiden auf Ærø an Land gegangen.

»Der Deutsche soll sich bloß vorsehen«, sagte Lars Bødker.

Wir spürten die Müdigkeit und machten uns auf den Heimweg. Ein kühler Nachtregen fiel, und niemand sagte ein Wort, bis wir die Mühle erreichten, an der sich Madame Weber von unserer niedergeschlagenen Truppe trennte. Sie baute sich direkt vor uns auf und hielt die Heugabel in der Hand, als präsentierte sie ein Gewehr.

»Ich wüsste nur zu gern«, sagte sie mit drohender Stimme, »wer der Spaßvogel war, der ehrbare Leute dazu bringt, mitten in der Nacht ihre Betten zu verlassen, um in den Krieg zu ziehen.«

Wir alle starrten Laurids an, der mit seinem Besen über der Schulter aus unserer Mitte herausragte.

Doch Laurids zog weder den Kopf ein, noch senkte er den Blick. Stattdessen schaute er uns an. Dann lehnte er sich zurück und begann, direkt in den Regen hineinzulachen.

***

Bald schon wurde es ernst mit dem Krieg. Wir wurden zur Marine eingezogen. Der Kriegsdampfer Hekla legte im Nachbarort Ærøskøbing an, um uns abzuholen. In einer Reihe standen wir am Pier und wurden einer nach dem anderen aufgerufen, bevor wir an Bord der Barkasse sprangen, die uns zu dem Dampfer bringen sollte. An jenem Abend im November hatten wir uns um den Krieg betrogen gefühlt, doch nun war die Wartezeit vorbei und der Mut groß.

»Ahoi, hier kommt ein Däne mit Leib und Seele, und der hat einen Seesack dabei!«, schrie Claus Jakob Clausen.

Er war ein kleiner, sehniger Mann, der immer damit prahlte, dass ein Tätowierer in Kopenhagen, der auf den Namen Stichel-Frederik hörte, einmal zu ihm gesagt hatte, er habe den härtesten Arm, in den er jemals eine Nadel gestochen hätte. Clausens Vater, Hans Clausen, war wie sein Großvater vor ihm Lotse gewesen. Das war der Weg, den ganz sicher auch Claus Jakob gehen würde, denn in der Nacht vor der Einschiffung hatte er einen Traum gehabt, der ihm verkündete, dass er lebend aus dem Krieg zurückkäme.

In Kopenhagen wurden wir für die Fregatte Gefion angemustert. Laurids wurde von uns übrigen getrennt und kam als Einziger auf das Linienschiff Christian VIII., dessen Großmast so hoch war, dass der Kirchturm von Marstal anderthalbmal in den Abstand zwischen Masttopp und Deck gepasst hätte. Uns wurde schwindlig und wirr, wenn wir den Kopf in den Nacken legten, doch es war diese Art von Schwindel, die zu Stolz führt, denn wir begriffen, dass wir einberufen waren, um große Taten zu vollbringen.

Laurids blieb zurück und sah uns nach. Die Christian VIII. passte zu ihm. Er würde sich an Deck wie zu Hause fühlen, er, der einst ein Jahr auf dem amerikanischen Kriegsschiff Neversink gefahren war. Dennoch dachten wir, dass er sich einen Moment lang verlassen gefühlt haben musste, als er uns auf der Gangway der Gefion verschwinden sah.

Dann liefen wir aus, um in den Krieg zu ziehen. Palmsonntag segelten wir die Küste von Ærø entlang. Wir sahen die Steilküste bei Vejsnæs, wo Laurids die Insel völlig konfus gemacht hatte mit seinem: »Der Deutsche kommt!« Jetzt kam der Däne, und die Reihe war an den Deutschen, Teertonnen zu entzünden und wie kopflose Hühner umherzurennen.

Wir lagen vor Als und warteten. Am Mittwoch nahmen wir Kurs auf die Eckernförder Bucht und erreichten die Mündung am späten Nachmittag. Auf dem Achterdeck wurden wir zusammengerufen. Wir waren ein bunter Haufen in unseren Friespullovern und Tuchhosen in den unterschiedlichsten Farben, manche blau, andere schwarz oder weiß. Nur das Band mit dem Namen Gefion um unsere Mütze und die rot-weiße Kokarde verrieten, dass wir Matrosen auf einem Kriegsschiff des Königs waren. Der Kommandant, der seinen feinsten Uniformmantel mit Epauletten und Säbel trug, hielt eine Rede und forderte uns auf, wie tapfere Burschen zu kämpfen. Er schwang seinen Dreispitz und brachte ein dreifaches Hurra auf den König aus. Wir stimmten ein, so laut wir konnten. Dann befahl er, sämtliche Kanonen abzufeuern, damit wir erfuhren, wie es während eines Gefechts zuging. Niemand von uns hatte je einen Krieg erlebt. Erst donnerte es übers Meer, dann roch es scharf nach Pulver. Es hatte ziemlich aufgefrischt, und der blaue Rauch der Kanonen wurde vom Wind mitgerissen. Einige Minuten war es unmöglich, sich untereinander zu verständigen. Der Lärm der Kanonen hatte uns taub werden lassen.

Wir bildeten nun ein ganzes Geschwader. Zwei Dampfer waren dazugekommen, einen kannten wir seit der Verschiffung aus Ærøskøbing, es war die Hekla. Für den nächsten Tag bereiteten wir uns auf die Schlacht vor. In den Batteriedecks wurden die Kanonen klargemacht und Pumpen und Feuerspritzen so aufgestellt, dass sie jederzeit zum Einsatz kommen konnten, sollte an Bord ein Brand ausbrechen. Jede einzelne Kanone bekam ihre Kartätschen und Vollkugeln, die Zündröhrchen packten wir in Kisten. In den letzten Tagen hatten wir alles so oft exerziert, dass wir die zahlreichen Befehle beinahe auswendig dahersagen konnten. Wir waren elf Mann an jeder Kanone und vom ersten Befehl »Klar überall!«, gefolgt von »Wischer und Kartusche!« und »Zündrohr einlegen!«, bis endlich zum Befehl zu schießen, rannten wir konfus umher, starr vor Angst, irgendetwas falsch zu machen. Wir waren gewohnt, zu dritt oder zu viert auf unseren kleinen Frachtseglern und Galeassen zu arbeiten, und nun waren wir plötzlich Herren über Leben und Tod.

Allzu oft blieben wir wie gelähmt stehen, wenn der Geschützführer sein »Nach dem Visier ausrichten!« oder »Einrichten!« brüllte. Was, zum Teufel, bedeutete das eigentlich? Jedes Mal, wenn es uns gelang, den verzwickten Weg bis hin zum letzten Befehl fehlerfrei zurückzulegen, wurden wir vom Geschützführer gelobt. Dann brachen wir in ein munteres Hurra! aus, und er schaute erst uns an, dann seine Kanone und schließlich hinunter auf Deck, während er den Kopf schüttelte.

»Ihr Jungspunde«, sagte er, »verdammt noch mal, tut bloß euer Bestes!«

Wir wussten nicht so genau, auf wen wir eigentlich schießen sollten. Doch wohl kaum auf die alte Ilse mit der schiefen Hüfte, die Branntweinmutter, die uns im Hafen von Eckernförde den erquickenden Trank verkaufte, wenn wir mit unseren Schuten anlegten. Und auf den Kornhändler Eckhardt, mit dem wir manch guten Handel geschlossen hatten, sicherlich auch nicht. Dann gab es noch den Gastwirt vom Roten Hahn. Er hieß Hansen, ein Name, der ja urdänisch war. Wir hatten ihn nie mit einem Gewehr in der Hand gesehen. Niemand von ihnen war der Deutsche, soweit wir es beurteilen konnten. Aber der König wusste, wer der Deutsche war. Und der Kommandant, der so verwegen Hurra! gebrüllt hatte.

Wir nahmen Kurs auf die Bucht. Die feindlichen Batterien an der Küste fingen an zu donnern, aber wir waren außerhalb ihrer Reichweite, und schon bald wurde es wieder ruhig. Wir bekamen Branntwein anstelle des üblichen Tees. Um neun wurde der Zapfenstreich geblasen, nun war es Zeit, in die Kojen zu kriechen. Sieben Stunden später wurden wir geweckt, es war Gründonnerstag, der 5. April 1849. Wieder erhielten wir Branntwein statt Tee, und auf Deck stand bereits ein Fass Bier. Wir konnten trinken, so viel wir mochten, und unsere Laune war ausgezeichnet, als wir den Anker lichteten und uns der Bucht näherten.

Über die Verpflegung an Bord der Schiffe Ihrer Majestät konnten wir uns nicht beklagen, denn hatten wir daheim für uns zu sorgen, war die Kost mager. Über uns hieß es, bei einem Schiff aus Marstal würden nie Möwen im Kielwasser fliegen, und das hatte schon seine Richtigkeit. Bei uns wurde nichts vergeudet. Hier aber gab es außer Tee und Bier jeden Tag so viel Brot, wie wir nur essen konnten, zum Mittagessen ein Pfund frisches Fleisch oder ein halbes Pfund Speck, Erbsen, Grütze oder Suppe und am Abend vier Lot Butter und dazu einen Schnaps. Daher liebten wir den Krieg, lange bevor wir zum ersten Mal Pulverdampf rochen.

Wir hatten die Eckernförder Bucht erreicht. Das Ufer rückte näher, und die Kanonenstellungen an Land waren jetzt deutlich auszumachen. Kresten Hansen beugte sich hinüber zu Ejnar Jensen und vertraute ihm einmal mehr an, dass er die Schlacht nicht überleben werde.

»Ich hab’s gewusst, seit der Deutsche die Zollkasse verlangte. Ich sterbe heute.«

»Einen Scheiß wusstest du«, erwiderte Ejnar. »Du hast doch nicht einmal geahnt, dass die Schlacht an Gründonnerstag stattfindet.«

»Doch, das wusste ich schon lange. Die Zeit ist gekommen, da wir erschossen werden!«

»Halt jetzt die Schnauze«, sagte Ejnar gereizt. Er hatte sich das Gejammer anhören müssen, seit sie die Hängematten aufgerollt und die Stiefel geschnürt hatten.

Doch Kresten war nicht zu bremsen, sein Atem ging stoßweise, und er legte eine Hand auf den Arm des Freundes.

»Versprich mir, dass du meinen Seesack zurück nach Marstal bringst.«

»Du kannst deinen Plunder selbst nach Hause tragen. Hör jetzt auf, bevor du mir auch noch Angst einjagst.«

Ejnar warf einen beunruhigten Blick auf den Kameraden. Kresten war der Sohn von Kapitän Jochum Hansen, gleichzeitig Aufseher bei der Hafenbehörde, und Kresten hatte große Ähnlichkeit mit seinem Vater, von den Sommersprossen unter dem rotblonden Schopf bis zu seinem etwas einsilbigen Wesen. Noch nie hatten wir ihn in einem so seltsamen Zustand erlebt.

»Hier«, sagte Ejnar und reichte ihm einen Krug Bier. »Nimm einen ordentlichen Schluck.«

Er hielt Kresten den Krug an den Mund. Der prustete und verschluckte sich am Bier. Seine Augen wurden glasig. Ejnar klopfte ihm auf den Rücken. Kresten schnappte so keuchend nach Luft, dass ihm das Bier aus den Nasenlöchern schoss.

»Du Fischkopf.« Ejnar lachte. »Wer hängen soll, ersäuft nicht«, sagte er. »Fast hättest du dich selbst umgebracht. Du brauchst den Deutschen überhaupt nicht.«

Doch Krestens Blick war noch immer weit weg.

»Die Zeit ist gekommen, da wir erschossen werden«, wiederholte er mit dumpfer Stimme.

»Tja, ich werde jedenfalls nicht erschossen.«

Es war Lille Clausen, der sich ins Gespräch einmischte.

»Ich weiß es, weil ich es geträumt habe. Versteht ihr, ich ging den Møllevej hinunter, ich wollte in die Stadt. Zu beiden Seiten stand Militär, bereit zu schießen. Eine Stimme rief: ›Du sollst gehen!‹ Und ich ging. Die Kugeln sausten mir nur so um die Ohren, aber keine traf. Also werde ich heute nicht erschossen. Da bin ich mir sicher.«

Wir hielten Ausschau über die Bucht und die umliegenden Felder, die von einer Schicht Frühjahrsgrün bedeckt waren. In einem kleinen Wald knospender Lindenbäume versteckte sich ein Hof mit Reetdächern, zu dem ein mit Feldsteinen eingefasster Weg führte. Am Rande des Weges stand eine Kuh und graste. Sie hatte uns ihr Hinterteil zugewandt und schlug träge mit dem Schwanz; sie wusste nichts von dem Krieg, der sich draußen auf dem Wasser näherte.

Die Kanonenstellung auf der Landspitze an Steuerbord war nun sehr nahe. Wir sahen den Rauch, bevor wir den Knall über das Wasser rollen hörten wie ein Unwetter, das unversehens aufzog.

Kresten zuckte zusammen.

»Die Zeit ist gekommen«, sagte er.

Ein Feuerstrahl schlug Steuerbord aus dem Achterdeck der Christian VIII. Wir sahen uns ratlos an. War das Schiff getroffen?

Wir waren das Kriegführen nicht gewohnt und wussten nicht, welche Folgen ein Volltreffer haben konnte. Von dem Linienschiff kam keine Reaktion.

»Wieso schießen die nicht zurück?«, fragte Ejnar.

»Sie liegen noch nicht querab zur Batterie«, stellte Lille Clausen sachkundig fest.

Einen Moment später verkündete eine blaugraue Wolke aus Pulverdampf auf der Steuerbordseite der Christian VIII., dass sie die Salve beantworteten. Die Schlacht war in vollem Gang. Am Strand spritzten Feuer und Erde auf, und kleine Zinnsoldaten liefen durcheinander. Ein ordentlicher Wind blies aus östlicher Richtung, und kurze Zeit später war es an der Gefion, eine Breitseite zu liefern. Der Knall der großen Sechzigpfundkanonen ließ das gesamte Schiff erzittern, wir hatten das Gefühl, uns würde das Zwerchfell in die Hose rutschen. Wir pressten die Hände auf die Ohren und schrien in einer Mischung aus Furcht und Erschrecken, wie gelähmt von der Schlagkraft der Kanonen.

Jetzt bekam der Deutsche die volle Breitseite!

Einige Minuten ging es so weiter. Dann hörten die Schüsse der Batterie auf der Landspitze auf. Wir mussten uns auf das Urteilsvermögen unserer Augen verlassen, hören konnten wir nichts. Es sah aus wie eine Wüstenlandschaft. Schutt türmte sich in großen Haufen. Der schwarze Lauf eines Vierundzwanzigpfünders ragte in die Luft, als hätte er ein Erdbeben erlebt. Niemand rührte sich.

In einem stummen Siegestanz schlugen wir uns auf den Rücken. Sogar Kresten sah einen Moment so aus, als würde er seine düsteren Vorahnungen vergessen und sich der Ekstase ergeben: Der Krieg war ein Riesenspaß, ein Branntweinrausch, der direkt ins Blut ging. Nur war dieser Rausch größer und reiner. Als sich der Pulverdampf verzogen hatte, war die Luft vollkommen klar. Nie hatten wir die Welt so deutlich gesehen. Wir schnitten Fratzen wie Neugeborene. Takelage, Masten und Segel wölbten sich über uns wie das Laubwerk eines frisch ausgeschlagenen Buchenwalds. Und über all dem lag ein Glanz, wie wir ihn nie zuvor erlebt hatten.

»Mir wird ganz feierlich zumute«, sagte Lille Clausen, als wir Sprache und Gehör wiedergefunden hatten. »Teufel auch, Teufel auch.«

Er konnte gar nicht mehr aufhören zu fluchen.

»Der Teufel soll mich holen, wenn ich so was schon mal gesehen habe.«

Den Kanonendonner hatten wir ja bereits während der Generalprobe am Abend zuvor gehört, aber Zeuge der Wirkung der Kanonen zu sein – das veränderte einen Mann.

»Nun ja«, sagte Ejnar nachdenklich, »diese Kanonen, das ist schon etwas anderes als Pastor Zachariassens Predigten. Tja, was sagst du, Kresten?«

Kresten hatte einen geradezu frommen Gesichtsausdruck. »Denkt nur, dass ich so etwas erleben darf«, sagte er leise.

»Dann glaubst du also nicht mehr, dass du erschossen wirst?«

»Doch, jetzt weiß ich es. Aber ich habe keine Angst mehr.«

Dies war allerdings noch nicht die Feuertaufe, denn die Sechzigpfundkanonen, die wir zu bedienen hatten, waren auf dem obersten Deck der Backbordseite stationiert, und bald würden wir an die Reihe kommen, spätestens, wenn wir weiter in Richtung Eckernförde segelten, wo zwei zusätzliche Batterien warteten, eine an jedem Ufer der Bucht. Aber mit diesem Gegner brauchte man ja nicht groß zu rechnen. Es war noch nicht einmal acht Uhr morgens und die Schlacht schon halb gewonnen. Wir machten uns Sorgen darüber, dass der Krieg vorbei sein würde, bevor er überhaupt richtig begonnen hatte. Gerade waren wir ein wenig auf den Geschmack gekommen, da hatten wir die Deutschen bereits vor dem Mittagessen geschlagen.

Die Gefion erreichte das Ende der Bucht, die nördliche Batterie lag direkt voraus. Bloß zwei Kabellängen waren wir von der südlichen Batterie entfernt, als wir die Marssegel brassten und in den Wind stellten. Den Klüver holten wir ein und ließen backbord den Anker zusammen mit einem Schleppanker fallen, so dass wir die Breitseite ausrichten konnten, denn nun galt es zu schießen. Die Christian VIII. machte das Gleiche.

Unser Blut kochte. Wir waren wie Kinder, die ein chinesisches Feuerwerk erleben durften. Jegliche Furcht war verschwunden. Zurück blieb nur die Erwartung. Den bereits errungenen Sieg hatten wir noch nicht verarbeitet, da erwartete uns bereits ein neuer.

Die Gefion begann zu schwojen, der Schleppanker hielt nicht. Die Strömung war zu stark, und wir trieben auf die südliche Batterie zu. Wir sahen hinüber zur Christian VIII. Auch das große Linienschiff trieb dicht unter der Küste und lag bereits unter intensivem Beschuss. Sie ließen den schweren Anker fallen, um die Abdrift aufzuhalten, und antworteten mit einer gewaltigen Salve, die sich über die gesamte Längsseite vom Vordersteven bis achtern zog. Pulverdampf quoll aus einer Stückpforte nach der anderen, bis er in einer großen, rasch anwachsenden Wolke über die Bucht trieb. Doch die Schüsse lagen zu hoch und schlugen in den Feldern hinter der Batterie ein. Sie hatten keine Zeit gehabt, die Kanonen einzurichten, als sie wider Erwarten auf die Küste zutrieben.

Einen Augenblick später war die Reihe an uns. Wir lagen so dicht vor der Küste, dass wir in Reichweite der Gewehre gerieten. Die Strömung und der Wind spielten weiterhin mit uns. Wir lagen querab in der Bucht, und das bedeutete, dass unsere Breitseiten beide aufs offene Wasser zielten. Nur die vier Achterkanonen hatten eine Chance, das gewaltige Feuer der Batterie zu beantworten.

Der erste Treffer fegte elf Männer vom Achterdeck. Graue Erbsen nannten wir die Kanonenkugeln, doch es war keine Erbse, die hier in einem Hagel aus Holzsplittern auf Deck niederging und Schanzkleid, Stückpforten und Menschen auseinanderriss. Ejnar hatte die Kugel kommen sehen. Er registrierte jeden Meter ihres Flugs, als sie tief übers Deck strich. Einem Mann schlug sie die Beine weg – die Beine flogen in die eine Richtung, der Rest des Mannes in die andere. Sie erwischte eine Schulter und zerschmetterte einen Schädel. Knochensplitter, Blut und Haar klebten daran. Sie hielt auf ihn zu. Ejnar ließ sich hintenüber fallen und sah sie vorbeifliegen. Später sagte er, dass sie seinen Schnürsenkel mitgerissen hätte. So nah war sie ihm gekommen, bevor sie durch das Schanzkleid an Backbord krachte.

Für Ejnar war die Kanonenkugel ein Ungeheuer mit einem eigenen, freien Willen. Es zeigte ihm, was Krieg bedeutete, und das waren keine Strandbatterien, die in die Luft flogen, und keine Zinnsoldaten auf der Flucht. Ein Drache fauchte heiß auf sein blankes Herz.

Zeit zum Nachdenken gab es nicht. Auf Deck herrschte ein einziges Durcheinander. Ein Offizier schrie Ejnar mit wirrem Blick an, er solle zusammen mit dem Steuermann und einem Soldaten zum Mast gehen. Irgendeinen Sinn hatte dieser Befehl nicht, aber Ejnar tat, was ihm befohlen wurde. In diesem Moment brach der Soldat in einer Blutlache zusammen. Es sah aus, als hätte es eine innere Sprengung gegeben. Ein Loch öffnete sich in der Brust, Blut quoll heraus. Ejnar sah, wie ein Auge rot explodierte und die Schädeldecke abgerissen wurde. Es war ein seltsamer Anblick, als die hellrote Gehirnmasse schutzlos vor ihm lag und herausspritzte, als würde jemand mit einer Kelle auf Grütze einschlagen. Ejnar wusste nicht, dass einem Menschen so etwas widerfahren konnte. Dann schoss eine weitere Kanonenkugel heran und riss den Leutnant mit sich. Ejnar wurde gleichzeitig heiß und kalt beim Anblick dieses Weltuntergangs, und vor lauter konfuser Erregung begann seine Nase zu bluten.

Ein anderer Offizier, dem ebenfalls Blut übers Gesicht lief, scheuchte ihn an die Kanone Nr. 7. Ejnar war an der Kanone Nr. 10 eingeteilt, doch die hatte in der Zwischenzeit einen Volltreffer erhalten und stand verkantet in ihrer Stückpforte. Rundum ein Wirrwarr regloser Körper, unter denen das Blut zu einem langsam immer größer werdenden See zusammenfloss. Dünne Ströme von Urin bildeten ein Delta zwischen den Beinen der Toten. Er konnte nicht erkennen, ob Kresten oder Lille Clausen unter ihnen waren. Ein Stück entfernt lag ein abgerissener Fuß. Wie die Toten hatte auch Ejnar das Wasser einfach laufen lassen. Der Kanonendonner hatte ein Erdbeben in seinen Eingeweiden ausgelöst, seine Hosen waren ebenfalls voll. Er wusste, dass Tote im Augenblick des Sterbens ihren Darm entleeren, aber dass so etwas auch den Lebenden passierte, hatte er sich nicht vorstellen können. Der Krieg sollte die Taufe des Mannesalters sein. Diesem Satz misstraute er in dem Moment, in dem er etwas Klebriges seine Schenkel hinunterrinnen spürte. Er fühlte sich halb wie ein Toter, halb wie ein Säugling, doch er begriff sehr schnell, dass er nicht der Einzige war. Ein Gestank wie aus einer umgestürzten Lokustonne trieb über das Deck. Und er kam nicht allein von den Getöteten. Der größte Teil der Kämpfenden hatte besudelte Hinterteile.

Der Geschützführer der Kanone Nr. 7 war noch am Leben. Er blutete aus einer Wunde über der Augenbraue, dort hatte ihn ein herumfliegender Holzsplitter getroffen. Er schrie Ejnar, der nichts hören konnte, irgendetwas zu, aber erst als der Kommandierende auf das Rohr zeigte, begriff er, dass er die Kanone laden sollte. Nur waren seine Arme nicht lang genug, und er musste halb aus der Stückpforte klettern, um die Kugel in den Lauf zu stopfen. Hier war er für die feindliche Batterie ein gut sichtbares, leichtes Ziel. Aber er dachte nur daran, dass eigentlich bald mal jemand mit Branntwein vorbeikommen müsste.

Unterdessen war es der Gefion gelungen, sich auf ihre Position in der Bucht zu manövrieren, so dass wir nun mit der Breitseite zur Batterie lagen, doch der Dampfer Geiser, der versucht hatte, mit einem Schlepptau zur Hilfe zu kommen, hatte einen Treffer in der Maschine abbekommen und musste den Rückzug antreten. Das Gleiche galt für die Hekla, deren Ruder zerschossen war. Der Wind kam direkt aus Osten, und der Verlust der beiden Dampfschiffe, die uns beim Manövrieren hätten unterstützen sollen, bedeutete, dass es uns nicht möglich sein würde zu fliehen, wenn alles schiefging.

Das Kriegsglück schien sich unterdessen zu wenden. Die nördliche Batterie bekam einen Volltreffer nach dem anderen, und am Strand sahen wir die Zinnsoldaten einfach davonrennen. Das war der halbe Sieg! Allerdings blieben ihre Kanonen unversehrt, und neue Soldaten liefen herbei, sie schossen praktisch ohne Unterbrechung zurück. Eine weitere Ration Branntwein wurde ausgeteilt. Der Quartermeister ging mit der Branntweinpütz herum. Wir nahmen den angebotenen Becher mit einer Feierlichkeit entgegen, als wären wir beim Abendmahl und würden aus dem Kelch trinken. Das Fass Bier war glücklicherweise nicht getroffen, wir suchten es häufig auf. Wir fühlten uns einfach verloren. Der ununterbrochene Beschuss und die Zufälligkeit, mit der der Tod unter uns auf Deck erntete, ließ uns merkwürdig müde werden, obwohl die Schlacht noch immer erst wenige Stunden alt war. Ständig rutschten wir in glitschigen Blutlachen aus, und die ganze Zeit hatten wir diese grässlich verstümmelten Leiber vor Augen. Nur die Taubheit, die sich längst als Folge des anhaltenden Kanonendonners eingestellt hatte, verhinderte, dass wir das Schreien der Verwundeten hörten.

Wir wagten kaum, uns umzuschauen, aus Angst, in das Gesicht eines Freundes zu sehen und von einem Blick gefangen zu werden, der um Linderung flehte, aber auch ganz plötzlich in Hass umschlagen konnte – als würden die Verletzten uns, die wir noch auf den Beinen standen, unser Glück vorwerfen und sich nichts mehr wünschen, als ihr Schicksal gegen unseres einzutauschen. Niemand konnte ein tröstendes Wort mit einem anderen wechseln, es wäre ungehört vom Lärm der Kanonen davongetragen worden. Eine Hand auf der Schulter musste reichen. Doch schon jetzt hatte es den Anschein, als würden wir, die wir noch immer unverletzt waren, die Gesellschaft der Privilegierten vorziehen und die Verwundeten meiden, die sicherlich ein wenig mehr Trost verdient hätten. Wir Lebenden verschworen uns gegen die bereits vom Tod Gezeichneten.

Noch einmal luden wir die Kanonen und zielten, wie es die Geschützführer befahlen, doch längst dachten wir nicht mehr an einen Sieg oder eine Niederlage. Wir kämpften hauptsächlich, um den Anblick der Toten zu vermeiden, denn in unseren Köpfen hörten wir eine Frage wie ein Echo auf all dieses Sterben um uns herum: Warum sie? Wieso nicht ich? Doch wir wollten diese Frage nicht hören. Wir wollten überleben und sahen eine Welt, die sich am Ende eines schwarzen Tunnels aus Eisen befand. Wir hatten die begrenzte Sicht des Kanonenrohrs.

Der Branntwein hatte seine segensreiche Wirkung getan. Wir waren betrunken und ergaben uns einer berauschenden Gedankenlosigkeit, deren Ursache Entsetzen war. Wir segelten durch ein schwarzes Meer und hatten nur ein Ziel: nicht hinuntersehen zu müssen und auf Grund zu sinken.

Ejnar kletterte aus der Stückpforte und kroch wieder zurück. Es war ein schöner Frühlingstag und jedes Mal, wenn er sich im milden Sonnenschein zeigte, erwartete er eine Kugel in der Brust. Er brabbelte ununterbrochen vor sich hin, hatte jedoch keine Ahnung, welche Worte ihm über die Lippen kamen. Gefährlich sah er aus, so ruß- und blutverschmiert wie er war. Seine Nase blutete noch immer, und hin und wieder wischte er sich das Blut mit dem Ärmel aus der unteren Gesichtshälfte. Dann legte er den Kopf in den Nacken und hoffte, so die Blutung stoppen zu können. Und die ganze Zeit hatte er diesen bitteren Geschmack im Mund. Nur wenn er den Rachen mit Branntwein spülte, verschwand er, aber schon bald schmeckte er ihn erneut. Allmählich verwandelte sich seine Anspannung in Apathie, und seine Bewegungen wurden mechanisch. Er war nicht schlechter dran als wir Übrigen. Auch sein blutiges Äußeres und die besudelten Hosen unterschieden ihn nicht von uns. Niemand von uns hatte überhaupt noch irgendeine Ähnlichkeit mit einem Lebenden, eher mit Wiedergängern aus einer längst geschlagenen Schlacht, mit Toten von einem umgepflügten Schlachtfeld, auf dem wir wochenlang vergessen in strömendem Regen gelegen hatten.

Wir sahen, wie die Männer der nördlichen Batterie schon zum dritten Mal abgelöst wurden. Nicht einer der Schüsse der Zinnsoldaten schien sein Ziel zu verfehlen, und wir hatten den Eindruck, als würden die Batterien auf beiden Seiten der Bucht ihre Feuerkraft nun auf uns konzentrieren.

Um ein Uhr wurde eine Signalflagge im Topp des zusammengeschossenen Riggs der Gefion gehisst. Diese Botschaft war an die Leute auf der Christian VIII. gerichtet: Wir können nicht mehr. Viele unserer Kanonen waren unbesetzt, und die, die weiterhin schossen, waren sämtlich unterbesetzt. Diejenigen von uns, die sich noch auf den Beinen hielten, arbeiteten inmitten von Leichenbergen und Verwundeten, die in ihrer Verzweiflung nach uns griffen, als wollten sie uns in diesem Brei von Eingeweiden, Blut und entleerten Därmen um Gesellschaft bitten.

Es war ein kodiertes Signal. Der Feind an der Küste der Eckernförder Bucht konnte es nicht verstehen, aber auf der Christian VIII. wurde es registriert.

Das Linienschiff hatte noch nicht diese großen Verluste zu verzeichnen. Früh am Morgen war ein Quartermeister aus Nyborg gefallen, seither hatte es zwei Verwundete gegeben, aber dem Schiff waren die großen, vernichtenden Volltreffer erspart geblieben. Kommandant Paludan konstatierte, dass das intensive Bombardement der Batterien vom nördlichen und südlichen Ufer keine großen Schäden angerichtet hatte. Die Schlacht dauerte nun schon über sechs Stunden, und es gab keinerlei Aussicht auf Sieg. Ein Rückzug war indes unmöglich, das war nicht schwer zu erkennen. Die Dampfer Hekla und Geiser waren außer Gefecht, und der Wind kam uns direkt entgegen. Kapitän Paludan beschloss daher, die Parlamentärsflagge zu hissen. Noch war es keine Kapitulation, nur eine Pause in der Schlacht.

Ein Leutnant wurde mit einem Brief an Land gerudert und kam umgehend mit dem Bescheid zurück, dass innerhalb einer Stunde mit einer Antwort gerechnet werden könne. Das Marssegel und das unterste Rahsegel wurden aufgegeit, die Mannschaft bekam Brot und Bier. Noch herrschte Ordnung an Deck, und obwohl alle taub vom Lärm der Kanonen waren, dachte niemand an Kapitulation. Allenfalls verspürten wir eine unbestimmte Unruhe über den Stand der Schlacht. Die Männer sahen, dass es um die Gefion übel stand, aber das blutige Chaos auf unserem Deck hätte ihnen niemand beschreiben können.

Laurids saß mit seinem Brot abseits, er war damit beschäftigt, seinen Hunger zu stillen. Noch kannte er sein Schicksal nicht.

Unterdessen waren Tausende von Menschen aus Eckernförde herbeigeeilt und standen dicht gedrängt an beiden Ufern. Laurids schaute zu ihnen hinüber, während er sein Brot kaute; er sah, dass nicht die Neugierde sie aus der Stadt getrieben hatte. Sie entzündeten große Feuer auf den Feldern und sammelten die Kanonenkugeln ein, die über den Strand verstreut lagen. Dann warfen sie die Eisenkugeln ins Feuer, erhitzten sie, bis sie glutrot waren, und brachten sie zu den Kanonenstellungen. Auf der Landstraße nach Kiel tauchte Landartillerie auf, gezogen von Pferden, und die Soldaten verteilten sich mit ihren Kanonen hinter den Einfriedungen aus Stein, die die umliegenden Felder begrenzten.

Laurids erinnerte sich an die Erzählung seines Vaters über den Krieg gegen die Engländer, damals, als Marstal angegriffen wurde. Zwei englische Fregatten hatten südlich der Stadt geankert. Sie waren gekommen, um Marstals Schiffe zu kapern, von denen ein halbes Hundert im Hafen lag. Drei Barkassen mit bewaffneten Soldaten hatten die Engländer ausgesetzt, doch zusammen mit den Grenadieren der 2. Jyske Kompagni war es den Marstallern gelungen, sie in die Flucht zu schlagen. Die Verteidiger der Stadt hatten ihren Augen kaum getraut, als die Engländer sich zurückzogen.

»Tja, eigentlich habe ich nie verstanden, worum es bei diesem Krieg wirklich ging«, hatte sein Vater hinzugefügt, »die Engländer sind doch ausgezeichnete Seeleute. Ich habe nichts an ihnen auszusetzen. Doch für uns ging es bei dem Krieg ums Brot. Wenn sie uns die Schiffe genommen hätten, wären wir am Ende gewesen. Darum haben wir gewonnen. Was hätten wir denn sonst machen sollen?«

Nun saß Laurids auf der Christian VIII. unter der Parlamentärsflagge und betrachtete das Gewimmel von Menschen am Ufer. Er war sich nicht sicher, ob er den Krieg besser verstand als sein Vater. Sie kämpften für den Dannebrog gegen die Deutschen, und das sollte ihm eigentlich genügen. Und bis vor einem Moment war es ja auch noch so gewesen. Der Krieg war wie das Leben auf See. Man konnte die Wolken, die Windrichtung und die Strömungsverhältnisse genau beobachten, aber mit Bestimmtheit etwas über das unberechenbare Meer zu wissen, war unmöglich. Es ging nur darum, sich einzurichten und lebend nach Hause zu kommen. Der Feind, das waren die Kanonenbatterien der Eckernförder Bucht. Wenn sie zum Verstummen gebracht werden konnten, war der Weg nach Hause offen. So war der Krieg für ihn. Er war kein Patriot, auch nicht das Gegenteil. Er nahm das Leben, wie es kam, und der Horizont, auf den er den Blick gerichtet hielt, war das Gewirr der Mastspitzen, der Mühlenflügel und des Dachreiters auf der Kirche. Es war Marstal, so wie die Stadt sich darbot, wenn wir uns an Bord eines Schiffs von See her näherten. Nun sah er, wie gewöhnliche Menschen in den Krieg zogen, nicht nur Soldaten, sondern Menschen aus der Stadt Eckernförde, einem Ort, den er oft mit seinen Kornlasten angesteuert hatte und aus dem er an jenem Abend gekommen war, als er ganz Ærø auf den Kopf gestellt hatte. Die Bürger aus Eckernförde standen zusammen am Ufer, so wie die Marstaller es einst auch getan hatten. Worum ging es also bei diesem Krieg?

Am Strand wurde ein Boot zu Wasser gelassen. An Bord befand sich der Leutnant der Christian VIII., der zum drittenmal zu Verhandlungen an Land gewesen war. Jedes Mal war die Schlacht unterbrochen worden. Zweieinhalb Stunden hatte die Waffenruhe jetzt gedauert, es war halb fünf. Etwas Entscheidendes musste passiert sein. Die Matrosen legten sich in die Ruder. Dann brachen die Kanonen am Strand los, ohne jede Vorwarnung. Noch immer wehte die Parlamentärsflagge am Großtopp, dennoch hatte der Krieg wieder begonnen.

Die Kanonen der Christian VIII. beantworteten das Feuer sofort, während die Gefion, still wie ein Geisterschiff, versuchte, außer Reichweite der Schüsse zu gelangen. Wir hatten aufgegeben und benötigten unsere letzten Kräfte, um uns am Wurfanker voranzuziehen.

Der Feind änderte seine Taktik. Auf beiden Seiten der Bucht waren nicht mehr wir das Ziel der Batterien, sondern die Christian VIII. Sie wollten das große Schiff in Brand stecken. Viele Geschosse, die auf dem Schiff einschlugen, waren rotglühend, nachdem sie den halben Nachmittag in den Feuern auf den Feldern gelegen hatten. Die Bürger von Eckernförde hatten die Zeit gut genutzt.

Plötzlich war das Deck voller Gefallener und Verwundeter. Der Angriff kam vollkommen unerwartet. An mehreren Stellen flammte Feuer auf, und sofort wurden die Pumpen und Feuerspritzen eingesetzt. Der Tod sollte von Deck gespült werden, doch das knisternde Feuer hatte sich bereits festgefressen.

Kommandant Paludan erkannte, dass die Schlacht verloren war. Die Christian VIII. schwojte rund, um aus der Schusslinie zu kommen, doch der Wind blies noch immer direkt von vorn, und dem Linienschiff gelang es lediglich, querab zur Strömung zu gelangen; dabei verlor es den Vorteil, den Batterien mit der Breitseite gegenüberzuliegen. Die Deutschen am Strand errieten die Absicht des Kapitäns sofort und zielten auf Segel und Takelage. Sie wollten den Feind am Abzug hindern.

Das Hieven des schweren Ankers erfolgte unter großen Verlusten. Auf dem Vorschiff landeten Brandgeschosse, und zwischen den Beinen der armen Teufel, die am Gangspill arbeiteten, explodierten Granaten. Immer wieder mussten sie nach Ersatzmännern brüllen. Der Entsatz schob die Toten und Verwundeten mit den Stiefeln beiseite. Dann explodierte eine weitere Granate, und von einem der Spillspaken waren nur noch zerfetzte Stumpen geblieben, von den Händen, die ihn gedreht hatten, nur zermalmte Knochen und halbe Finger. Schließlich tauchte der Anker auf und hing mit den triefenden Resten des Meeresgrunds, mit Schlamm und Tang am Bug. Der Preis war das Glück von zehn Familien, Söhne und Väter, die nie wieder nach Hause kamen.

Dann wurden der Klüver vorgeschotet und die Marsschoten durchgeholt. Man setzte die Segel. Laurids war Toppsgast und enterte mit den anderen auf. Er wechselte auf die Rahe. Hier hatte er einen Überblick über den Kampf.

Am Horizont ging die Sonne unter und warf ihr weiches Licht über die Fördelandschaft. Wolkenfetzen breiteten sich fächerförmig über den sich rot färbenden Himmel aus. Nur wenige hundert Meter von der Bucht entfernt war alles friedlich und knospendes Frühjahr, das Ufer jedoch war schwarz von bewaffneten Menschen. Die Artillerie begann im Schutz der Steineinfriedungen zu schießen. In einer unablässigen Kanonade flogen aus der Strandbatterie die Feuerkugeln, und in der Volksmenge legten Tausende gleichzeitig die Büchsen an und zielten.

Laurids hatte südlich von Kap Hoorn während eines wütenden Sturms am äußersten Ende der Rah gehangen, mit Händen, die zu Eisklumpen gefroren waren. Er hatte zurück zum Mast klettern müssen, während er sich mit Armen und Beinen an die Rah klammerte, aber er hatte niemals Angst gehabt. Nun zitterten seine Hände, dass er nicht einmal den einfachsten Knoten lösen konnte.

Segel, Masten und Takelage wurden von den Schüssen zerfetzt. Um ihn herum fiel ein Matrose nach dem anderen von den Masten, den Rahen und aus dem Rigg, getroffen vom speergroßen Splitter eines angeschossenen Mastes, von einer Granate oder einer Feuerkugel; sie schlingerten zwischen nur zur Hälfte gehissten Segeln, Tauwerk und Fallen herab, bis sie tief unten auf Deck aufschlugen oder mit einem Klatschen im Wasser verschwanden. Da gab er auf und sah zu, dass er zurück zum Rigg kam.

Auf Deck herrschte ein immer größer werdendes Chaos. Kein Segel ließ sich noch setzen, die Fallen und Brassen waren zerschossen. Eine Gruppe zerrte am Kreuzsegel und hatte es beinahe schon oben, als die Blöcke und Schoten auf sie herabstürzten; so schwer waren sie, dass sie einen Mann erschlugen, der von ihnen getroffen wurde.

Sämtliche Versuche, die Christian VIII. aus der Schusslinie zu bringen, schlugen fehl. Ein geordnetes Setzen der Segel war unmöglich, und der Wind stand direkt auf Land. Es hatte zu einer steifen Brise aufgefrischt, und das mächtige Schiff trieb auf die Küste zu, wo es unmittelbar östlich der südlichen Batterie auf Grund lief. Nun wurde das Feuer auf das wehrlose Schiff intensiviert. In dieser Position waren nur die Achterkanonen noch einzusetzen, allerdings krängte das Schiff gewaltig und nichts wollte mehr an seinem Platz stehen bleiben.

Dann erklang ein Schrei: »Feuer im Schiff!«

Was sie vorher für Feuer gehalten hatten, war im Vergleich hiermit falscher Alarm gewesen. Unter der inneren Batterie hatte eine glühende Kugel eingeschlagen und war steuerbords in den Frachtraum gedrungen. Rasch breitete sich das Feuer aus und drohte, die Pulverkammer in Brand zu stecken. Auch an anderen Stellen brannte es. Die Männer arbeiteten an den Pumpen, doch vergeblich. Das Feuer hatte die Oberhand gewonnen.

Um sechs Uhr wurde die Flagge gestrichen und das Feuer auf der Christian VIII. eingestellt. Der Beschuss des Schiffs setzte sich allerdings noch eine Viertelstunde lang fort; dann war der unersättliche Feind endlich mit dem Umfang der Niederlage zufrieden, die er einem Kriegsschiff zugefügt hatte, das nur wenige Stunden zuvor unbezwingbar erschien.

Als Zeichen der Kapitulation wurde Kommandant Paludan an Land gerudert, und nun sank der Mut der Männer. Sie gaben den Kampf gegen das Feuer auf. Übelriechend und verdreckt standen sie da und ließen den Kopf hängen. Ihre Seemannschaft wurde nicht mehr gebraucht, und weder mit dem Krieg noch mit einer Niederlage hatten sie irgendwelche Erfahrungen. Sie hatten geglaubt, der Krieg sei ein Fest, doch nun waren ihre Köpfe mit Ausnahme des Echos der Kanonendonner leer und ihre Seelen jeglicher Energie beraubt. Anderthalb Stunden hatte der letzte Teil dieser beschämenden Schlacht gedauert, für sie hätten es aber auch anderthalb Leben sein können. Sie sahen keinerlei Zukunft mehr, sie waren vollkommen erschöpft.

Manche setzten sich mitten auf Deck in das Flammenmeer, als wären die Predigten des Pastors in Erfüllung gegangen und die Verschiffung ins Höllenfeuer hätte bereits stattgefunden. Andere starrten bloß regungslos vor sich hin. Das Uhrwerk war zerbrochen. Leutnant Ulrik, Leutnant Stjernholm und Leutnant Corfitz rannten herum und schrien sie an. Wenn die Katastrophe vermieden werden und der Stolz des Vaterlands nicht in die Luft fliegen sollte, sozusagen als letzter Paukenschlag einer Schlacht, die ihnen nicht gerade zur Ehre gereichte, dann brauchte man sie mehr denn je. Doch die Kanonen hatten sie taub werden lassen. Nur auf Stöße und Tritte reagierten sie.

Laurids ließ sich in die achterste Pulverkammer schicken, aber es dauerte eine gewisse Zeit, um all das Pulver ins Meer zu schütten. Sie waren nur zu fünft, und jedes Mal, wenn weitere Männer hinunter in die Kammer gejagt wurden, rannten sie sofort wieder hinauf.

Plötzlich erklang der Schrei: »Alle Mann an Deck!«

Sie wussten sofort, was das bedeutete. Sie sahen sich an, ließen Munition und Pulvertonnen fallen und kletterten hastig die Leiter empor.

Auf Deck liefen Schafe, Kälber, Schweine, Hühner und Enten zwischen den Beinen der entsetzten Seeleute herum. Ein Schwein wühlte mit blutigem Rüssel in den Eingeweiden auf Deck. Hin und wieder schmatzte es irgendetwas in sich hinein.

Jeder lief in eine andere Richtung, alle hatten irgendein nicht aufschiebbares Anliegen. Einige suchten ihre Sachen und den Seesack. Andere krabbelten auf das Schanzkleid, als würden sie ernsthaft erwägen, sich ins kalte Wasser zu stürzen. Keiner dachte an die Verwundeten, die auf Deck im Weg lagen und sich in dem allgemeinen Durcheinander damit abfinden mussten, dass auf ihnen herumgetrampelt wurde. Ihre Schmerzensschreie hörte niemand. Die meisten waren nach den vielen Stunden der intensiven Kanonade noch immer taub.

Laurids lief hinunter ins Lazarett. Er wollte nicht glauben, dass die Verwundeten im Stich gelassen werden sollten. Rauch stieg zwischen den schweren Eichenplanken auf. Er hielt die Hand vor den Mund und tat ein paar Schritte in den völlig verqualmten Raum. Ein Sanitäter mit einem Lappen vor dem Gesicht kam auf ihn zu.

»Kommt jemand?«

Laurids hörte die Worte. Sein Gehör war zurückgekehrt.

»Wir müssen die Verwundeten an Deck bringen! Wir ersticken hier unten!«

»Ich hole Hilfe!«, brüllte Laurids.

Auf Deck fand er keinen der Offiziere, die zuvor mit Tritten und den flachen Seiten ihrer Säbelklingen auf die Besatzung losgegangen waren. Er bemerkte einen Auflauf an der Fallreepspforte und lief dorthin. Die Evakuierung war bereits in vollem Gang. Sein Blick fiel auf einige Leutnants, die mit gezogenen Säbeln kämpften, um die Pforte zu erreichen. Der erste Offizier des Schiffs, Kapitän Krieger, stand daneben und betrachtete alles mit einem merkwürdig abwesenden Blick. Unter dem Arm trug er in einem vergoldeten Rahmen das Porträt seiner Frau. Sein Fernrohr hatte er sich über den Rücken gehängt. Als Laurids näher kam, hörte er ihn wieder und wieder dieselben Sätze sagen, wobei er den Arm zu einem Gruß hob, als wollte er diesen verzweifelten Haufen vor sich segnen.

»Ihr habt euch als brave Männer erwiesen, ihr habt eure Pflicht getan, ihr seid alle meine Brüder.«

Niemand nahm Notiz von ihm. Alle hatten den Blick auf den Rücken ihres Vordermanns gerichtet, dem wichtigsten Hindernis auf dem Weg zur rettenden Fallreepspforte.

Laurids kämpfte sich bis dicht an den Kapitän heran und schrie ihm ins Gesicht: »Die Verwundeten, Kapitän Krieger, die Verwundeten!«

Der Kapitän drehte sich zu ihm um. Sein Blick war noch immer gleich fern. Er legte eine Hand auf Laurids’ Schulter, der spürte, wie sie zitterte, die Stimme des Kapitäns jedoch war ruhig, fast schläfrig.

»Mein Bruder, wenn du an Land kommst, musst du mich besuchen, und wir werden uns unterhalten wie Brüder.«

»Den Verwundeten muss geholfen werden!«, brüllte Laurids noch einmal. »Das ganze Schiff fliegt bald in die Luft!«

Die Hand des Kapitäns ruhte noch immer auf Laurids’ Schulter.

»Ja, die Verwundeten«, sagte er in dem gleichen unverändert ruhigen Tonfall, »die Verwundeten sind meine Brüder. Wenn sie an Land sind, werden wir allesamt wie Brüder miteinander sprechen.«

Seine Stimme erstarb in einem Murmeln. Dann begann er seine Epistel aufs Neue.

»Ihr habt euch als brave Männer erwiesen. Ihr habt eure Pflicht getan. Ihr seid alle meine Brüder.«

Laurids ließ ihn stehen und wandte sich einer Gruppe von Männern zu, die sich verbissen kämpfend zur Fallreepspforte vorarbeiteten. Er packte einen von ihnen an der Schulter, dann einen anderen, drehte sie um und schrie seine Botschaft heraus, dass man dringend den Verwundeten helfen müsse. Der Erste reagierte, indem er Laurids mit der Faust aufs Kinn schlug. Der Nächste schüttelte verständnislos den Kopf und riss sich los, um sich mit frischer Energie in den Kampf um die Fallreepspforte zu stürzen.

Unterdessen verlief die Evakuierung jetzt zügiger. Fischerboote stießen vom Ufer in See, um der Besatzung des Kriegsschiffs zu Hilfe zu kommen, das sie noch ein paar Stunden zuvor beschossen hatte. Die Schaluppe des Kapitäns segelte ununterbrochen zwischen Schiff und Strand hin und her. Laurids lehnte sich über die Reling und sah, wie das Feuer aus den achtersten Stückpforten prasselte. In diesem Moment wusste er, dass es nicht mehr lange dauern konnte.

Rauch stand in allen Luken. Das Atmen auf Deck fiel ebenso schwer wie unter Deck. Noch einmal lief er die Leiter zum Lazarett hinunter, doch den Plan, hier durchzukommen, musste er aufgeben. So dicht und erstickend war der Rauch inzwischen, dass er sich nicht vorstellen konnte, dass dort unten noch irgendjemand am Leben war.

»Ist hier jemand?«, brüllte er, erhielt aber keine Antwort.

Der Qualm brannte ihm in den Lungen. Er bekam einen Hustenanfall, die Tränen liefen ihm über die Wangen. Dann rannte er zurück auf Deck. Er kniff die brennenden Augen vor Schmerz zusammen und war einen Moment lang blind. Er rutschte auf den von menschlichen Absonderungen und zerfetzten Organen verschmierten Planken aus. Seine Hand steckte in etwas Blutigem, Feuchtem, und sofort kam er wieder auf die Beine, wobei er seine Handfläche entsetzt an der bereits besudelten Hose abwischte. Er ertrug den Gedanken nicht, dass seine Hand das Blut und die Eingeweide eines anderen Menschen berührt haben sollte. Er hatte das Gefühl, ihm würde die Seele verbrannt.

Er taumelte an die Reling, wo der Rauch nicht ganz so dicht war, und versuchte, sein Sehvermögen wiederzuerlangen. In einem Schleier aus Tränen sah er, wie die Schaluppe auf einer Sandbank auf Grund lief. Die Leute mussten ins Wasser springen und an Land waten. Am Ufer standen die feindlichen Soldaten und erwarteten sie. Die Schaluppe kam frei und nahm sofort wieder Kurs auf die Christian VIII. Einige Fischerboote hielten sich ganz in der Nähe des Schiffs auf, doch plötzlich legten sie die Ruder aus. Sie ruderten zurück an Land. Auch die Schaluppe kehrte um. Von der Fallreepspforte war ein Schrei des Protestes zu hören.

Laurids trat einen Schritt von der Reling zurück, hinein in die wallenden Rauchwolken.

© Knaus Verlag 2008

Støvlene

Translated by Mie Hidle

More info

Laurids Madsen hadde vært i Himmelen, men kom ned igjen takket være støvlene sine.

Han for ikke så høyt opp som en masteknapp, knapt nok som storråen på en fullrigger. Men han hadde stått ved Perleporten og sett Sankt Peter, selv om det riktignok bare var rumpa vokteren av porten til Det hinsidige viste ham.

Laurids Madsen skulle ha vært død. Men døden ville ikke ha ham, og han ble aldri mer den samme.

Før Laurids Madsen ble berømt for himmelvisitten, var han beryktet for egenhendig å ha startet en krig. Da han var seks mistet han faren, Rasmus, til havet, og da han var fjorten dro han til sjøs med Anna av Marstal. Alt etter tre måneder forliste Anna i Østersjøen. Besetningen ble reddet av en amerikansk brigg, og fra da av hadde Laurids Madsen drømt om Amerika.

Han tok styrmannseksamen i Flensburg da han var atten, og samme år forliste han for annen gang utenfor Norskekysten ved Mandal, der han stod en kald oktobernatt på et skjær som bølgene skyllet over, og speidet etter redning. Fem år seilte han på verdenshavene. Han hadde vært sør for Kapp Horn og hørt pingvinen skrike i den beksvarte natten. Han hadde sett Valparaíso, vestkysten av Amerika og Sydney, der trærne mister barken om vinteren istedenfor bladene og kenguruene hopper rundt. Han hadde kysset en pike med drueøyne som het Sally Brown og kunne fortelle om Foretop Street, La Boca, Barbary Coast og Tiger Bay. Han hadde krysset ekvator, hilst på kong Neptun og kjent rykket i skipet når det krysser linjen. Den gangen hadde han drukket saltvann, fiske olje og eddik. Han var blitt døpt i tjære, lampesot og lim, barbert med en rusten kniv med takkete blad og fått skrammene pleid med salt og kalk. Han hadde kysset den kopparrede Amfitrites på de okergule kinnene og hatt nesen nede i lukteflasken hennes, som var fylt med avklipte negler.

Laurids Madsen hadde vært vidt omkring.

Det var det mange som hadde. Men han var den eneste som kom tilbake med en fiks idé om at alt i Marstal var for smått, og som for å bevise det snakket han hele tiden et språk han kalte amerikansk. Han hadde seilt et år med orlogsfregatten Neversink og lært seg det fremmede tunge - målet.

«Givin nem belong mi Laurids Madsen,» sa han.

Han hadde tre sønner og en datter med Karoline Grube fra Nygade; Rasmus, oppkalt etter faren, Esben og Albert. Piken het Else og var eldst. Rasmus, Esben og Else lignet på moren, de var småvokste som henne og sa aldri stort. Albert lignet på faren. Alt som fireåring var han like høy som Esben, som var tre år eldre. Han trillet alltid rundt på en engelsk kanonkule av støpejern og prøvde igjen og igjen å løfte den opp i armene. Han gikk ned i kne og ble sta og stiv i blikket, men ennå var den for tung for ham.

«Heave away, my jolly boys! Heave away my bullies!» ropte Laurids oppmunt rende når han så yngstesønnens øvelser.

Det var under den engelske beleiringen av Marstal i 1807 at kulen hadde gått gjennom taket på huset i Korsgade. Bestemoren ble så forskrekket at hun fødte Laurids midt på kjøkkengulvet. Når Albert ikke var ute med den, hadde kanonkulen fremdeles sin plass på kjøkkenet, der Karoline brukte den som morter til å male sennepen.

«Det kunne minsanten like gjerne ha vært du som meldte din ankomst på det viset,» hadde Rasmus sagt til Laurids en gang, «så stor var du da du kom til verden. Hvis storken hadde mistet deg, hadde du gått gjennom taket som en engelsk kanonkule.»

«Finggu,» sa Laurids og stakk fingeren i været.

Han ville lære barna det amerikanske språket.

Fut betydde fot. Han pekte på støvelen. Maus var munn.

Han gned seg på magen når han satte seg til bords og blottet tennene.

«Hanggre.»

Dermed forstod alle at han var sulten.

Mor het misis, far papa tru. Når Laurids ikke var der, sa de mor og far som alle andre barn, unntatt Albert. Han var sin fars beste venn.

Barn het mange ting. Pikinini, bullies og hearties.

«Laikim tumas,» sa Laurids til Karoline og spisset leppene, som om han skulle til å avlevere et kyss.

Hun begynte å fnise av forlegenhet, og etterpå ble hun sint.

«Ikke vær så tåpelig, Laurids,» sa hun.

***

Det ble krig med tyskerne i Slesvig-Holstein på den andre siden av Østersjøen. Det var i 1848, og den gamle tollforvalteren de la Porte var den første som fikk vite det, fordi den provisoriske opprørsregjeringen i Kiel sendte ham Proklamasjonen sammen med en anmodning om å utlevere tollkassen.

Hele Marstal kom i opprør, og vi ble straks enige om å danne et landevern. I spissen stod en ung lærer fra Rise som vi siden kalte Generalen. På alle øyas høyeste punkter ble det tømret bauner. Det var vipper som stod på en høy stang med en tønne fylt med gammelt tauverk og tjære hengende i enden. Hvis fienden kom, gikk den brennende tjæretønnen i været for å signaliserte at nå kom krigen seilende.

Det var bauner både på Knasterbjerg og ved klintene ved Vejsnæs, og overalt gikk det strandvakter og speidet ut over vannet.

Krigslevenet ble for mye for Laurids, som fra før av ikke hadde respekt for noen ting. En kveld da han passerte Vejsnæs på vei hjem fra Eckernförde fjord, seilte han tett opptil stranden og ropte så det gjallet ut over vannet: «Tysken er etter meg!»

Få minutter senere brant tønnen på toppen av klinten. Så ble baunen tent på Knasterbjerg, og nå for ilden videre innover øya helt til Synneshøj, nesten tyve kilometer unna, til Ærø stod i brann som på sankthansaften.

Laurids lå på vannet mens bålene flammet opp og flirte godt over alt oppstusset han hadde forårsaket. Men da han la til i Marstal, så han lys overalt, og gatene var fulle av mennesker selv om det var sent på kvelden. Noen ropte uforståelige ordrer, andre gråt og bønnfalt. En kampklar flokk stormet allerede oppover Markgade bevæpnet med ljåer, høygafler og enkelte geværer. Unge mødre sprang skrekkslagne omkring i gatene med skrikende spedbarn på armen, overbevist om at tysken ville spidde avkommet deres på bajonettene. Ved brønnen på hjørnet av Markgade og Vestergade stod en skipperkone og kranglet med en tjenestejente. Konen hadde fått det for seg at de skulle gjemme seg for tysken i brønnen, og befalte jenta å hoppe først ned i det svarte dypet.

«Etter Dem,» sa jenta.

Vi menn kommanderte omkring på hverandre, vi også. Det er for mange skippere i byen til at noen bryr seg med å adlyde andre, og det eneste vi ble enige om, var å erklære høytidelig, under fremsigelse av mange eder, at vi skulle selge livene våre så dyrt som mulig.

Da tumultene trengte inn hos pastor Zachariassen på prestegården i Kirkestræde, der det var gjester den kvelden, besvimte en dame av påkjenningen, men den tolvårige sønnen Ludvig grep en ildrake for å forsvare fedrelandet mot den inntrengende fienden. Hjemme hos lærer Isager, som også virket som degn, gjorde familien seg klar til det forestående angrepet. Alle de tolv sønnene var hjemme for å feire den tykke fru Isagers fødselsdag, og moren utstyrte dem med leirpotter fulle av aske og gav dem ordre om å kaste asken i hodet på tysken hvis han skulle finne på å storme degneboligen.

I spissen for flokken som beveget seg ut mot reperbanen gjennom Markgade, gikk gamle Jeppe, som svingte med en høygaffel og huiende ut - ford ret tyskerne til bare å komme an, hvis de våget. Lille snekker Laves Petersen måtte snu. Han bar børsa kjekt over skulderen og lommene hans bugnet av kuler, men midt under ilmarsjen oppdaget han at han hadde glemt kruttet hjemme.

Ved Marstal mølle stod den digre møllerkonen madam Weber klar med en høygaffel og krevde å få være med i slaget, og i den allmenne forvirringen, og kanskje også fordi hun var mer imponerende å se til enn de fleste av oss mannfolk, åpnet vi straks våre krigslystne rekker for henne.

Laurids, som var lettpåvirkelig av natur, ble så grepet av den allmenne kamp ånden at han sprang hjem for å finne et våpen, han også. Karoline og de fire barna hadde skremt gjemt seg under spisebordet i stasstuen da han stormet inn og muntert ropte: «Kom unger, nå skal vi i krigen!»

Det hørtes en hul lyd da Karoline slo hodet mot undersiden av spisebordet. Så kravlet hun møysommelig frem under duken og reiste seg opp i sin fulle høyde mens hun opphisset skrek til ham: «Har du gått fra vettet, Madsen? Barn skal ikke i krigen!»

Rasmus og Esben gav seg til å hoppe opp og ned.

«Vi vil være med! Vi vil være med!» ropte de i kor. «Å, kan vi ikke få lov?»

Lille Albert kom allerede trillende med kanonkulen.

«Er dere gale?» skrek moren og langet ut en lusing til den som stod nærmest. «Se til å komme dere inn under bordet igjen!»

Laurids løp ut på kjøkkenet for å finne seg et passende våpen, men fant ikke noe brukbart.

«Hvor gjemmer stekepannen seg?» ropte han inn i stuen.

«Ikke den,» ropte Karoline. «Hold fingrene fra stekepannen min.»

Laurids så seg rådvill omkring.

«Ja vel, så tar jeg kosten,» forkynte han og løp tilbake gjennom stuen.

«Nå skal tysken få.»

De hørte gatedøren smekke i bak ham.

«Hørte du det?» hvisket Rasmus, den eldste, til Albert. «Far snakket ikke amerikansk engang.»

«Den galningen,» sa moren og ristet på hodet i mørket under spise - bord et der hun hadde søkt tilflukt igjen. «Å gå i krigen med en kost!»

Det vakte allmenn jubel da Laurids sluttet seg til den kampklare flokken. Visst hadde han ry for å være en kjekkas, men han var stor og sterk og god å ha med. Så fikk vi øye på kosten.

«Har du ikke noe annet våpen?»

«Den er god nok til tysken,» svarte han og løftet kosten i været. «Vi feier ham ut av landet med den.»

Vi var kjepphøye og lo av vittigheten.

«Spar noen høygafler,» sa Lars Bødker. «Så kan vi såte tyskerne etterpå, når de er døde alle sammen.»

Vi kom ut på de åpne markene. Det var en halvtimes marsj til Vejsnæs, men vi gikk på, fremdeles med kamplysten i blodet. Vi hadde kommet til Drejbakkene og kunne se bålene flamme utover øya, et syn som skjerpet krigerskheten enda mer i oss. Da hørte vi hovslag i mørket og stivnet. Nå kom fienden!

Vi hadde håpet å overrumple tyskerne på stranden, men vi hadde fremdeles terrenget på vår side. Laurids stilte seg i kampposisjon med kosten, og vi andre gjorde som ham.

«Vent på meg!» lød det bak oss.

Det var den lille snekkeren som vendte tilbake etter å ha vært hjemme etter kruttet.

«Ssjjj!» hysjet vi. «Tysken er like i nærheten.»

Hovslagene kom nærmere, men nå kunne vi høre at det bare var én hest. Så dukket en rytter frem fra mørket. Laves Petersen hevet børsa og siktet. Laurids la en hånd på geværløpet. «Det er kontrollør Bülow,» sa han.

Kontrolløren satt overskrevs på en hest som dryppet av svette mens de svarte flankene gikk ut og inn etter et hardt løp. Han hevet hånden.

«Gå hjem igjen. Det er ingen tyskere ved Vejsnæs.»

«Ja, men tønnene brenner,» ropte Laves.

«Jeg har snakket med strandvakten,» sa Bülow. «Det var falsk alarm.»

«Og her er vi blitt jaget ut av våre gode senger. For hva? For ingenting!»

Madam Weber la armene i kors og så seg om med et olmt blikk, som om hun lette etter en hun kunne kaste seg over nå da fienden hadde meldt avbud.

«Nå har vi vist at vi er beredt,» sa kontrolløren forsonende. «Og det aller beste er jo at de ikke kommer i det hele tatt.»

Vi mumlet bekreftende. Men selv om vi så fornuften i kontrollørens synspunkt, var det likevel en stor skuffelse. Vi hadde vært klare til å se både tysken og døden i hvitøyet, og så hadde ingen av dem gått i land på Ærø.

«Tysken kan bare vente seg,» sa Lars Bødker.

Vi kjente trettheten og begav oss hjemover. Et kaldt natteregn hadde begynt å falle, og vi var tause til vi kom til møllen, der madam Weber skilte seg fra den mistrøstige flokken. Hun stilte seg med fronten mot oss og høygaffelen i den ene hånden, som om hun presenterte gevær.

«Jeg skulle gjerne visst,» sa hun med truende stemme, «hvem det var for en spøkefugl som fikk ærlige folk ut av sengene midt på natten for å sende dem i krigen.»

Alle sammen stirret på Laurids, som raget opp midt blant oss med kosten over skulderen.

Men Laurids verken dukket seg eller slo blikket ned. Han så på oss isteden. Så lente han seg bakover og begynte å le rett opp i regnet.

***

Snart ble det alvor av krigen. Vi ble innkalt til flåten. Orlogsdamperen Hekla la til i nabobyen Ærøskøbing for å hente oss. Vi stod i kø på kaien og ble ropt opp én etter én, før vi hoppet om bord i barkassen som skulle ta oss ut til damperen. Vi hadde følt oss snytt for krigen den kvelden i november, men nå var ventetiden omme og motet var høyt.

«Hei hå, her kommer en dansk mann med liv og sjel og skipssekken attpå!» ropte Claus Jacob Clausen.

Han var en liten, senete mann som alltid skrøt av at en tatoverer i København ved navn Stikke-Fredrik en gang hadde sagt til ham at han hadde den hardeste armen han noensinne hadde stukket en nål i. Clausens far, Hans Clausen, hadde vært los, og bestefaren før ham, og det var den veien han var viss på å gå selv også, for natten før vi gikk om bord, hadde han hatt en drøm som varslet at han ville slippe levende fra krigen.

I København ble vi mønstret på fregatten Gefion. Laurids ble skilt fra oss andre og var den eneste som kom med på linjeskipet Christian den Ottende, som hadde en stormast som var så høy at den målte halvannen gang kirketårnet i Marstal fra masteknapp til dekk. Vi ble svimle og øre når vi la hodet bakover, men det var en svimmelhet av den typen som gjør en stolt, for vi skjønte at vi var kallet til å utføre store handlinger.

Laurids stod igjen og så etter oss. Christian den Ottende passet til ham. Han ville ferdes hjemmevant på dekket, han som en gang hadde seilt et år med det amerikanske orlogsskipet Neversink. Likevel tenkte vi at han måtte ha følt seg forlatt et øyeblikk da han så oss forsvinne opp landgangen til Gefion.

Så stevnet vi ut for å dra i krigen. Palmesøndag seilte vi langs kysten av Ærø. Vi kunne se klintene ved Vejsnæs, der Laurids hadde satt hele øya på hodet med sitt «Tysken kommer». Nå var det dansken som kom, og tyskens tur til å tenne ild i tjæretønnene og springe omkring som hodeløse høns.

Vi la oss ut av Als og ventet. På onsdagen satte vi kursen mot Eckernförde fjord og nådde åpningen sent på ettermiddagen. Vi ble sammenkalt ved skansen. Vi var en broket forsamling i vadmelstrøyer og lerretsbukser i ulike farger, noen blå, andre svarte eller hvite. Bare luebåndet med navnet Gefion og den rød-hvite kokarden røpet at vi var matroser på kongens orlogsskip. Kommandøren, som selv var i sin fineste uniformsfrakk med epåletter og sabel, holdt en tale og bad oss kjempe som tapre karer. Han svingte med den trekantede hatten og ropte tre ganger hurra for kongen. Vi ropte med så høyt vi kunne. Så beordret han alle kanonene avfyrt, så vi fikk føle hvordan det ville gå for seg under en batalje. Ingen av oss hadde vært i krigen før. Det buldret ut over havet, og etterpå luktet det skarpt av krutt. Det hadde blåst opp til kuling, og den blå kanonrøyken ble revet vekk av vinden. I noen minutter kunne vi ikke rope på hverandre. Støyen fra kanonene hadde gjort oss døve.

Nå var vi en hel eskadre. To dampere var kommet til. Den ene gjenkjente vi fra avfarten fra Ærøskøbing, det var Hekla. Vi forberedte oss på slaget neste dag. Kanonene ble klargjort i portene, og pumper og sprøyter ble stilt opp så de kunne tas i bruk straks hvis det brøt ut brann om bord. Kardesker og skråsekker plasserte vi ved hver enkelt kanon, og fengrørene la vi i kasser. De siste par dagene hadde vi øvet på alt sammen så mange ganger at vi nesten kunne de mange ordrene utenat. Vi var elleve mann ved hver kanon, og fra den første ordren lød: «Klar overalt!» etterfulgt av «Bor opp kardus!» og «Fengrør i!» til ordren om å fyre av omsider kom, for vi i beina på hverandre, livredde for å gjøre noe galt. Vi var vant til å arbeide bare tre-fire mann sammen på de små jaktene og galeasene våre, og nå var vi plutselig herrer over liv og død.

Altfor ofte ble vi stående som lammet når kanonkommandanten skrek sitt «Still etter visér!» eller «Kast kanonen til hovedlinjen!» Hva pokker betydde det i dagligtale? Hver gang vi klarte å tilbakelegge den innviklede veien frem til siste ordre feilfritt, fikk vi ros av kanonkommandanten. Da brøt vi ut i et muntert hurra. Han så på oss og deretter på kanonen sin og til slutt ned i dekk mens han ristet på hodet.

«Valper,» sa han. «Gjør nå for Guds skyld deres beste!»

Vi visste ikke helt hvem det var vi skulle skyte. Det var vel ikke gamle Ilse med den skjeve hoften, brennevinsmutteren som kom på havnen og solgte oss den livsalige drikken når vi la til med skutene våre. Kornhandler Eckhart, som vi hadde gjort mang en god handel med, var det nok heller ikke. Så var det vertshusholderen på Der Rote Hahne. Han het Hansen, et navn så dansk som noe. Et gevær hadde vi aldri sett ham holde i hend - ene. Ingen av dem var tysken, så vidt vi kunne skjønne. Men kongen visste hvem tysken var. Og kommandøren som ropte så kjekt hurra.

Vi stevnet inn mot fjorden. De fiendtlige batteriene inne på land begynte å tordne, men vi var utenfor rekkevidde, og snart ble det stille igjen. Vi fikk utlevert brennevin istedenfor det sedvanlige teskvipet. Klokken ni ble det slått tappenstrek; nå var det på tide å tørne inn. Vi ble purret syv timer senere, det var skjærtorsdag den 5. april 1849. Igjen fikk vi skjenket brennevin istedenfor te. En tønne øl stod allerede på dekk. Vi kunne drikke så mye vi ville, og humøret var høyt da vi lettet anker og nærmet oss fjorden.

Forpleiningen om bord på Hans Majestets skip kunne vi ikke klage over, for kosten var skrinn når det var vi selv som stod for den. Det het seg at det aldri var måker i kjølvannet på et skip fra Marstal, og det var sikkert og visst. Hos oss var det ingenting som gikk til spille. Men her fikk vi hver dag, ved siden av te og øl, så mye brød vi kunne spise. Til middag var det ett pund ferskt kjøtt eller et halvt pund flesk, erter, grøt eller suppe, og om kvelden fire lodd smør og dessuten en dram. Derfor elsket vi krigen lenge før vi hadde kjent lukten av kruttrøyk for første gang.

Vi hadde kommet inn i Eckernförde fjord. Strendene rykket nærmere, og kanonstillingene på land viste seg tydelig. Kresten Hansen bøyde seg inn mot Ejnar Jensen og betrodde ham enda en gang at han ikke kom til å overleve slaget.

«Jeg har visst det siden tysken bad om tollkassen. Jeg dør i dag.»

«Du har ikke visst en dritt,» sa Ejnar. «Du ante ikke at slaget skulle stå på en skjærtorsdag.»

«Jo, jeg har visst det lenge. Nå er timen da vi skal skytes!»

«Hold nå kjeft,» sa Ejnar irritert. Han hadde hørt på jamringen siden de pakket sammen køyene og snørte støvlene.

Men Kresten var ikke til å stanse, han trakk pusten i raske støt og la en hånd på vennens arm.

«Lov meg at du tar skipssekken min med hjem til Marstal.»

«Pikkpakket ditt kan du ta med hjem selv. Hold nå opp, før du får satt en skrekk i meg også!»

Ejnar kastet et urolig blikk på kameraten. Kresten var sønn av skipper Jochum Hansen, som også var oppsynsmann i havnevesenet, og Kresten lignet faren fra fregnene under det rødblonde håret til det litt fåmælte vesenet. Vi hadde aldri sett ham i en slik underlig tilstand før.

«Her,» sa Ejnar og rakte ham et ølkrus. «Ta deg nå en ordentlig tår.»

Han holdt kruset bort til Krestens munn. Den andre sprutet og fikk ølet i feil hals. Øynene hans ble glassaktige. Ejnar dunket ham i ryggen. Kresten trakk pusten i et hivende støt, og så stod ølet ut av neseborene på ham.

«Ditt toskehode.» Ejnar lo. «Den drukner ei som henges skal,» sa han. «Der fikk du pokker meg nesten tatt livet av deg selv. Det trenger du jo ikke tysken til.»

Men Krestens blikk var like fjernt.

«Nå er timen da vi skal skytes,» gjentok han med hul røst.

«Vel, jeg skal ikke skytes.»

Det var Lille Clausen som blandet seg i samtalen.

«Jeg vet det, for jeg har drømt det selv. Ser dere, jeg gikk bortover Mølle vej, jeg skulle inn til byen. På begge sider av meg stod det militære klar til å skyte. En stemme ropte: ‘Du skal gå!’ Og så gikk jeg. Kulene suste om ørene på meg, men ingen av dem traff. Så jeg blir ikke skutt i dag. Det vet jeg med sikkerhet.»

Vi speidet utover fjorden og de omkringliggende markene, som var dekket av et lag med vårgrønt. En stråtekt gård lå gjemt i en liten lund av lindetrær i knopp. En vei kantet med stabbestein førte opp til gården. Det stod en ku og gresset i veikanten. Den hadde vendt baken til oss og viftet dovent med halen, uvitende om krigen som nærmet seg ute på vannet.

Kanonstillingene på styrbords pynt var ganske nær oss nå. Vi så røyken før vi hørte braket rulle bortover vannet som et uvær som hadde trukket opp uten forvarsel.

Det gikk et rykk gjennom Kresten.

«Nå er tiden kommet,» sa han.

Et ildglimt slo ut fra styrbords akterstokk på Christian den Ottende. Vi så rådville på hverandre. Var skipet truffet?

Vi var ikke kjent med krigføring og visste ikke hva en fulltreffer ville føre til. Det kom ingen reaksjon fra linjeskipet.

«Hvorfor tar de ikke igjen?» spurte Ejnar.

«De er ikke på tvers av batteriet ennå,» sa Clausen kyndig.

Et øyeblikk etter forkynte en blågrå sky av kruttrøyk på styrbord side av Christian den Ottende at de svarte på tiltale. Slaget var i full gang. Ild og jord stod opp inne på stranden, og små fyrstikkmenn sprang i beina på hverandre. Det blåste en god østavind, og kort tid etter ble det Gefions tur til å levere en bredside. Drønnene fra de store 60-pundskanonene fikk det til å rykke i hele skipet, og det var som om mellomgulvet sank i oss. Vi holdt hendene for ørene og skrek i skrekkblandet fryd, lamslått over kanonenes slagkraft.

Nå fikk tysken det glatte lag!

Det gikk noen minutter. Så sluttet skytingen fra batteriet inne på pynten. Vi måtte stole på det øynene fortalte oss, for vi kunne ikke høre noe som helst. Det så ut som et ørkenlandskap der inne. Grus var rotet opp i store hauger. Det svarte løpet til en 24-punder stakk opp i luften som etter et jordskjelv. Det var ingen som rørte seg.

Vi slo hverandre i ryggen i en stum seiersdans. Selv Kresten så ut til å glemme de dystre forutanelsene sine et øyeblikk og overgi seg til ekstasen: Krigen var en svir, en brennevinsrus som gikk rett i blodet. Bare at rusen var større og renere. Det var en klarhet i luften da kruttrøyken drev bort. Aldri hadde vi sett verden med slik tydelighet. Vi gjorde grimaser som nyfødte spedbarn. Rigg, master og seil hvelvet seg over oss som løvhenget i en nyutsprungen bøkeskog. Det var et skjær over alt sammen som vi aldri før hadde opplevd.

«Ja, jeg ble minsanten helt høytidelig,» sa Lille Clausen da vi hadde fått mælet og hørselen igjen. «For svarte satan, for svarte satan.»

Han klarte ikke å holde opp å banne.

«Ikke faen om jeg har sett noe lignende.»

Kanontordenen hadde vi hørt under generalprøvene kvelden før, men å være vitne til kanonenes virkning, det gjorde noe med en mann.

«Ja,» sa Ejnar ettertenksomt. «De kanonene, det er noe annet enn pastor Zachariassens prekener. Eller hva sier du, Kresten?»

Kresten var blitt aldeles from i ansiktet. «Tenk at jeg skulle få oppleve det,» sa han stille.

«Så du tror ikke at du skal skytes lenger?»

«Jo, nå vet jeg det. Men jeg er ikke redd mer.»

Ilddåpen var det riktignok ikke ennå, for de 60-pundskanonene som vi bemannet, var montert på øverste dekk på babord side, men det ville snart bli vår tur, når vi trengte lenger inn i fjorden mot Eckernförde. Der ventet det to batterier til, ett på hver side av fjorden. Men den motstanderen var jo ikke noe å snakke om. Klokken var ennå ikke blitt åtte om morgenen, og slaget var alt halvt vunnet. Vi var redde for at krigen ville være over før den hadde begynt. Nå hadde vi akkurat smakt på den, og så ville tysken være slått før middag.

Gefion fortsatte inn mot fjordbunnen, og det nordre batteriet lå rett forut. Vi var bare to kabellengder fra det søndre batteriet da vi braset på mersseilene så vinden gikk ut av dem. Vi tok ned klyveren og lot babords anker gå sammen med et drivanker så vi kunne ligge med bredsiden til, for nå skulle det skytes. Christian den Ottende gjorde likedan.

Det sang i blodet på oss. Vi var som barn som skulle oppleve kinesisk fyrverkeri. Skrekken var helt gått av oss. Det var bare forventning igjen. Vi hadde ennå ikke kommet over seieren som alt var vunnet, før en ny ventet.

Gefion begynte å svaie rundt. Det var drivankeret som ikke holdt. Strømmen var for sterk, og vi drev inn mot det søndre batteriet. Vi så over mot Christian den Ottende. Det store linjeskipet drev også tett inn under land og var alt kommet under intens ild. De lot det store ankeret gå for å stanse avdriften og svarte med en voldsom salve som løp langs skipssiden fra for til akter. Kruttrøyken blomstret ut av kanonportene én etter én, til den drev ut over fjorden i en stor, raskt voksende sky. Men skuddene gikk for høyt og slo ned inne på markene bak batteriet. De hadde ikke hatt tid til å stille inn kanonene da de uventet begynte å drive inn mot land.

Et øyeblikk senere ble det vår tur. Vi var så nær land at vi var innenfor skuddhold for geværene. Strøm og vind fortsatte å leke med oss. Vi lå på tvers av fjorden, og det betydde at begge bredsidene våre vendte ut mot tomt vann. Bare de fire akterkanonene hadde sjanse til å besvare den voldsomme ilden inne fra batteriet.

Den første trefferen ryddet akterdekket vårt for elleve mann. Grå erter kaller vi kanonkulene, men det var ingen ert som gikk over dekk i en byge av tresplinter og flenget opp skansekledning, kanonporter og mennesker. Ejnar så kulen komme. Han registrerte hver meter av dens ferd da den strøk lavt over dekk. Den slo beina vekk under en mann, og beina fløy i én retning, restene av mannen i en annen. Den tok en skulder og knuste et hode. Beinsplinter, blod og hår klistret seg til den. Den hadde kurs mot ham. Han falt bakover og så den passere. Han sa senere at den tok skolissene hans i forbifarten. Så nær var den ham før den dundret ut gjennom babords skanse.

For Ejnar var kanonkulen et uhyre med sin egen frie vilje. Den viste ham hva krigen var, og det var ikke et strandbatteri som gikk i luften og fyrstikksoldater på flukt. En drage pustet hett på det nakne hjertet hans.

Det var ingen tid til å tenke. Alt var kaos på dekk. En offiser med ville øyne skrek til ham at han skulle gå bort til masten sammen med styrmannen og en soldat. Det var ingen mening i ordren, men han gjorde som han fikk beskjed om. Soldaten falt straks om i en blodpøl. Det så ut som om han ble sprengt innenfra. Et hull åpnet seg i brystet på ham og blodet veltet ut. Ejnar så et øye eksplodere i rødt og et kranieskall bli revet av. Det var et underlig syn da den lyserøde hjernemassen ble blottet og sprutet ut, som om det var en grøt noen klasket i med en sleiv. Ejnar visste ikke at noe slikt kunne skje med et menneske. Så kom enda en kanonkule og tok løytnanten med seg. Ejnar ble både varm og kald ved synet av denne verdensundergangen, og han begynte å blø neseblod av bare forstyrret opphisselse.

En ny offiser med blod rennende nedover ansiktet skysset ham bort til kanon nummer syv. Ejnar hadde vært ved kanon nummer ti, men den hadde i mellomtiden fått en fulltreffer og stod skjevt i kanonporten. Rundt omkring lå et virvar av ubevegelige kropper. Blodet rant ut under dem i en langsomt voksende dam. Små strømmer av piss dannet et delta mellom de dødes bein. Han kunne ikke se om Kresten eller Lille Clausen var blant dem. En avrevet fot lå et stykke bortenfor. Selv hadde han latt vannet gå, akkurat som de døde. Kanontordenen hadde forårsaket et jordskjelv i innvollene hans, og han hadde fylt buksene sine også. Han hadde jo visst at de døde tømte tarmene i dødsøyeblikket, men at det også kunne skje de levende, hadde han ikke forestilt seg. Krigen skulle være en manndomsdåp. Den troen mistet han i samme øyeblikk som han kjente noe klissete gli ned langs lårene sine. Han følte seg halvt som en død, halvt som et spedbarn, men innså snart at han ikke var alene. En stank som fra en veltet dotønne drev bortover dekk. Den kom ikke bare fra de drepte. De fleste av de kjempende hadde tilsølte buksebaker.

Kanonkommandanten ved kanon nummer syv var fremdeles i live. Han blødde fra et sår over øyenbrynet, han var blitt truffet av en flygende tresplint. Han skrek til Ejnar, som ikke hørte et ord, men da han pekte mot løpet, forstod han at han skulle lade kanonen. Armene hans var ikke lange nok, og han måtte krype halvveis ut av kanonporten for å få kulen inn i løpet. Her var han synlig inne fra fiendens batteri og kunne lett treffes. Hans eneste tanke var om de ikke snart kom med brennevinet.

I mellomtiden hadde det lykkes Gefion å manøvrere seg på plass i fjorden, så nå lå vi med bredsiden til, men damperen Geiser, som hadde prøvd å bistå med et slepetau, var blitt truffet i maskinen og tatt ut av slaget. Det samme gjaldt Hekla, som hadde fått roret skutt i stykker. Vinden var stikk i øst, og tapet av de to damperne som skulle ha buksert oss, betydde at vi var avskåret fra å stikke av hvis alt gikk galt.

Nå så det imidlertid ut til at krigslykken skulle snu. Det nordlige batteriet fikk den ene fulltrefferen etter den andre, og vi så fyrstikksoldatene i strandkanten legge beina på nakken. Det var halve seieren! Men kanonene var uskadde, for nye soldater kom løpende til, og det ble knapt nok en pause i skytingen. En ny rasjon brennevin ble delt ut. Kvartermesteren gikk rundt med brennevinspøsen. Vi tok imot kruset han bød oss, med en høytid som da vi gikk til nattverd og drakk av kalken under konfirmasjonen. Øltønnen var heldigvis ikke blitt truffet, og vi besøkte den stadig. Vi følte oss så forvillet. Den konstante bombarderingen og måten døden høstet helt tilfeldig på blant oss på dekk, gjorde oss inderlig trette, selv om slaget ennå bare var et par timer gammelt. Ustanselig gled vi i sleipe blodpøler, og hele tiden hadde vi fryktelig lemlestede kropper for øynene. Bare det at vi for lengst var blitt døve på grunn av den vedvarende kanontordenen, hindret oss i å høre de såredes skrik.

Vi våget knapt se oss rundt av redsel for å stirre inn i ansiktet på en venn og bli fanget av disse blikkene som tryglet om lindring, men som også med ett kunne slå over i hat, som om de sårede bebreidet oss som fremdeles stod på beina fordi vi hadde vært heldige, og ikke ønsket seg noe mer intenst enn å bytte skjebne med oss. Et trøstens ord kunne ingen utveksle med hverandre, for det ville ikke høres i kanonstøyen. En hånd på en skulder var det råd med. Men allerede nå var det som om vi som ennå var uskadde, foretrakk våre likestiltes selskap og unngikk de sårede, selv om de jo trengte trøsten mer. Vi levende sammensverget oss mot dem som allerede var dødsmerket.

Ennå ladde vi kanonene og siktet som kanonkommandantene befalte, men vi tenkte ikke lenger på seier eller nederlag. Mest kjempet vi for å unngå å få øye på de døde, for i hodene våre lød et spørsmål som et ekko av ødeleggelsen omkring oss: Hvorfor de? Hvorfor ikke jeg? Men det ville vi ikke høre. Vi ville overleve, og vi så verden som om den befant seg i enden av en svart tunnel av jern. Vi hadde kanonløpets begrensede synsfelt.

Brennevinet hadde gjort sin velsignede virkning. Vi var fulle nå og overgav oss til en beruset tankeløshet som i bunn og grunn var skrekk. Vi seilte på et svart hav, og vi hadde bare ett mål: ikke å se ned og gå til bunns i det.

Ejnar krøp inn og ut av kanonporten. Det var en vakker vårdag, og hver gang han dukket opp i det milde solskinnet, ventet han en kule i brystet. Han mumlet hele tiden for seg selv, men hadde ingen anelse om hvilke ord som kom over leppene på ham. Han så farlig ut, innsmurt i sot og blod som han var. Han blødde fortsatt neseblod, og av og til tørket han blodet bort fra underansiktet med ermet. Så la han hodet bakover i håp om å stanse blødningen. Han hadde hele tiden en ram smak i munnen. Den gikk bare bort når han skåldet svelget med brennevin, men snart var den der igjen. Etter hvert gikk anspentheten over i sløvhet, og bevegelsene hans ble mekaniske. Han var ikke verre stilt enn oss andre. Ikke engang med det blodige utseendet eller de tilsølte buksene skilte han seg ut. Ingen av oss så ut som om vi var levende lenger, vi så ut som gjenferd fra et for lengst utkjempet slag, døde fra en gjørmete slagmark der vi hadde ligget glemt i ukevis i silregnet.

Tre ganger så vi mennene på det nordre batteriet bli avløst. Ikke ett av skuddene fra fyrstikksoldatene så ut til å bomme på målet, og det virket som om batteriene på begge sider av fjorden konsentrerte ildkraften sin om oss.

Da klokken var ett, gikk det et signalflagg til topps i den istykkerskutte riggen på Gefion. Budskapet var rettet til mennene på Christian den Ottende: Vi klarer ikke mer. Flere av kanonene våre stod ubemannet, og de som fremdeles skjøt, var underbemannet alle sammen. Vi som ennå stod på beina, arbeidet midt i dynger av lik og sårede som grep etter oss i villelse, som om de bønnfalt om selskap nede i sølet av innvoller, blod og tømte tarmer.

Signalet ble sendt i kode. Fienden langs Eckernförde fjord kunne ikke tyde det, men det ble oppfanget på Christian den Ottende.

På linjeskipet hadde de ikke hatt noen store tap ennå. Tidlig på morgenen var en kvartermester fra Nyborg blitt drept. Siden var to blitt såret, men skipet hadde vært spart for de store, ødeleggende fulltrefferne. Til gjengjeld kunne kommandør Paludan konstatere at den intense bombarderingen av batteriene inne på land i nord og sør ikke hadde gjort noen større skade. Slaget hadde nå pågått i over seks timer, og det var ingen utsikt til seier. Men et tilbaketog var umulig. Det kunne alle se. Damperne Hekla og Geiser var satt ut av spill, og vinden stod stikk imot oss. Kommandør Paludan bestemte seg derfor for å heise parlamentærflagget. Det var ennå ikke en overgivelse, bare en pause i slaget.

En løytnant ble rodd i land med et brev og kom straks tilbake med beskjed om at man kunne vente svar om en time. Mersseilet og underseilet ble gjort fast, og mennene fikk brød og øl. Ennå var det orden på dekk, og selv om alle var døve av kanonene, var det ingen oppgitthet å spore. I høyden følte de en vag uro over utviklingen i slaget. De kunne se at Gefion var ille ute, men det blodige kaoset vi hadde på dekk, kunne ingen ha beskrevet for dem.

Laurids satt for seg selv med brødet sitt og var opptatt av å stille sulten. Ennå kjente han ikke sin skjebne.

Tusenvis av mennesker hadde imens strømmet ut fra Eckernförde by og fylte strendene på begge sider. Laurids så på dem mens han gomlet på brødet, og han så snart at det ikke var nysgjerrighet som hadde drevet dem ut av byen. De tente store bål inne på markene og samlet opp kanonkulene som lå spredt i strandkanten. Så la de kulene, som var av jern, i ilden og varmet dem til glødepunktet, før de slepte dem bort til kanonstillingene. På landeveien fra Kiel dukket det opp landartilleri trukket av hester, og soldatene fordelte seg sammen med kanonene sine bak steingjerdene som omgav de omkringliggende markene.

Laurids husket sin fars beretning fra krigen mot engelskmannen da Marstal kom under angrep. To engelske fregatter ankret opp sør for byen. De kom for å bortføre byens skip, som det lå en femti stykker av på havnen. Englenderne sjøsatte tre barkasser fulle av bevæpnede soldater, men sammen med grenaderer fra annet jyske kompani klarte marstalerne å jage dem på flukt. Byens forsvarere trodde knapt sine egne øyne da engelskmennene trakk seg tilbake.

«Jeg fattet aldri hva den krigen handlet om,» tilføyde faren. «Englenderne er jo utmerkede sjømenn. Jeg har ingenting imot dem. Men for oss handlet krigen om brødet. Hvis de tok skipene fra oss, var vi ferdige. Det var derfor vi vant. Hva skulle vi ellers gjøre?»

Nå satt Laurids på Christian den Ottende under parlamentærflagget og betraktet menneskemylderet inne på land. Han var ikke sikker på om han forstod krigen bedre enn faren hadde gjort. De kjempet for dannebrog mot tysken, og det burde vel være nok for ham. Det hadde det også vært inntil for et øyeblikk siden. Krigen var som sjømannslivet. Man kunne forstå seg på skyene, vindretningen og strømforholdene, men det uberegnelige havet kunne man aldri vite noe sikkert om. Det gjaldt bare å innrette seg og komme levende hjem igjen. Fienden var kanonbatteriene i Eckernförde fjord. Når de var brakt til taushet, lå veien hjem åpen. Det var krigen for ham. Patriot var han ikke, men heller ikke det motsatte. Han tok tilværelsen som den kom, og den horisonten han hadde blikket rettet mot, var takkete av mastetopper, møllevinger og takrytteren på kirken. Det var Marstal slik byen så ut når vi nærmet oss fra sjøsiden om bord på et skip. Nå så han vanlige folk kaste seg ut i krigen, ikke bare soldater, men folk fra Eckernförde by, et sted han ofte anløp med kornlaster, og som han hadde kommet fra den kvelden da han satte hele Ærø på hodet. Borgerne fra Eckernförde stod sammen der inne på land, slik marstalerne en gang hadde gjort, og hva var det så egentlig krigen dreide seg om?

Inne på stranden ble en båt satt på vannet. Det var løytnanten fra Christian den Ottende som hadde vært til forhandlinger for tredje gang. Hver gang var slaget blitt utsatt. Nå hadde våpenhvilen vart i to og en halv time, og klokken var halv fem. Noe avgjørende måtte ha skjedd. Matrosene halte i årene. Så braket det løs fra kanonene på stranden uten forvarsel. Parlamentærflagget vaiet fremdeles fra stortoppen, men krigen var i gang igjen.

Kanonene på Christian den Ottende besvarte straks ilden, mens Gefion prøvde å komme ut av skuddsonen, taus som et spøkelsesskip. Vi hadde gitt opp og brukte våre siste krefter til å trekke oss fremover etter varpankeret.

Nå skiftet fienden taktikk. Batteriene på begge sider av fjorden siktet på Christian den Ottende istedenfor oss. De ville sette det store skipet i brann. Mange av kulene som slo inn i skipet, var rødglødende etter å ha ligget i bålene på markene halve ettermiddagen. De hadde utnyttet tiden godt, Eckernfördes borgere.

Med ett var dekket fullt av falne og sårede. Angrepet kom så uventet. Ilden blusset opp flere steder, og pumper og sprøyter kom straks i gang. Døden skulle spyles av dekket, men den knitrende ilden hadde allerede fått fatt.

Nå så kommandør Paludan at slaget var tapt. Christian den Ottende svaiet rundt for å komme ut av skuddlinjen, men vinden var fremdeles stikk imot, og alt linjeskipet oppnådde var å komme på tvers i strømmen og miste fordelen ved å ligge med bredsiden til. På stranden gjettet tyskerne seg straks til kommandørens hensikt og siktet mot seil og rigg. De ville hindre fienden i å stikke av.

Det digre ankeret ble hevet opp under store tap. Brannbomber landet på forskipet, og granater gikk av mellom beina på stakkarene som gikk i gangspillet. De måtte rope på avløsning hele tiden, så stort var mannefallet blant dem. De nyankomne dyttet vekk de døde og sårede med støvlene. Så gikk en ny granat av, og av vindebommene var det bare flisete stumper igjen, av hendene som hadde dyttet dem rundt, bare knuste knokler og halve fingrer. Endelig kom ankeret opp og hang og dryppet av rester av fjordbunn, mudder og tang. Prisen var ti familiers lykke, brød re, sønner og fedre som aldri kom hjem.

Så gikk klyveren opp, og merseskjøtene ble gjort fast. Seilene ble heist. Laurids var toppgast og gikk til værs med de andre. Han entret ut på råen. Her hadde han overblikk over kampen.

Solen sank mot horisonten og kastet et mykt lys over fjordlandskapet. På den rødmende himmelen bredte skydottene seg i vifteform. Bare noen få hundre meter fra fjorden var alt fred og spirende vår, men stranden var svart av bevæpnede mennesker. Artilleriet i ly bak steingjerdet fyrte løs. Fra strandbatteriet fløy ildkulene i en uavbrutt kanonade, og i folkemengden var det tusen mann som løftet børsa og siktet samtidig.

Laurids hadde hengt ytterst på en rå under en forrykende storm sør for Kapp Horn med hender som hadde frosset til isklumper. Han hadde måttet krype tilbake til riggen mens han klynget seg til råen med armer og bein, og han hadde aldri vært redd. Nå ristet hendene hans så han ikke kunne løsne selv den enkleste knop.

Seil, master og rigg ble revet i filler av skuddene. Rundt ham falt matrosene én etter én fra master, rær og rigg, truffet av en splint så stor som et spyd fra en mast som var blitt truffet, en granat eller en ildkule. De tumlet ned mellom bare halvt heiste seil, tauverk og fall, til de traff dekket langt der nede eller forsvant i vannet med et plask. Da gav han opp og søkte tilbake mot riggen.

På dekk var alt økende kaos. Ingen seil kunne heises lenger, for fall og braser var skutt i stykker. En flokk halte i vei i kryss mersseil og hadde nesten fått det opp da blokker og halser kom fallende ned mot dem, tunge nok til drepe en mann der de traff.

Nå mislyktes ethvert forsøk på få Christian den Ottende ut av skuddlinjen. Ingen fornuftig seilføring var mulig, og vinden stod rett på land. Det hadde blåst opp til stiv kuling, og det mektige skipet drev inn mot kysten, der det gikk på grunn like øst for det søndre batteriet. Det intensiverte nå ilden mot det vergeløse skipet. Bare akterkanonene kunne brukes i denne posisjonen, men skipet krenget voldsomt, og ingenting ville stå fast lenger.

Da var det noen som skrek: «Brann i skipet!»

Det de hadde tatt for ild løs inntil nå, var bare falsk alarm mot dette. En ildkule hadde gått inn under det innerste batteriet og ned i lasten om styrbord. Ilden spredte seg raskt og nærmet seg kruttkammerne. Det brant også andre steder. Mennene arbeidet ved pumpene, men til ingen nytte. Ilden hadde fått overtaket.

Klokken seks ble det strøket flagg, og Christian den Ottende innstilte skyt ingen, men bombarderingen av skipet fortsatte enda et kvarter før den umettelige fienden endelig var fornøyd med omfanget av det nederlaget de hadde påført et krigsskip som hadde virket uovervinnelig bare noen timer tidligere.

Kommandør Paludan ble rodd i land som et tegn på overgivelse, og nå sank motet i mennene. De gav opp å kjempe mot ilden. Det var intet gagn i sjømannskapet deres, og de hadde ingen erfaring verken med krig eller nederlag. De hadde trodd at krigen var en fest, og nå var hodene deres tomme bortsett fra ekkoet av kanontordenen, og sjelene deres var tømt for all energi. Halvannen time hadde denne siste delen av det skamfulle slaget tatt, men for dem kunne det like gjerne ha vært halvannet liv. De kunne ikke se noe komme etter dette. De var helt, fullstendig utslitte.

Noen satte seg ned på dekk midt i flammehavet, som om prestenes prekener var gått i oppfyllelse og avreisen til helvetes ild allerede hadde funnet sted. Andre stirret bare urørlig frem for seg. Drivverket hadde gått i stykker i dem. Løytnantene Ulrik, Stjernholm og Corfitz for omkring og ropte inn i ansiktene på dem. Dersom katastrofen skulle unngås og fedrelandets stolthet ikke skulle gå i luften som punktum for et slag som de ikke akkurat hadde vunnet ære på, trengtes de mer enn noensinne. Men kanonene hadde gjort dem døve. De reagerte bare på dytt og puff og spark.

Laurids lot seg skysse ned i det akterste kruttkammeret, men det gikk tregt å få losset kruttet i sjøen. Bare fem mann var de, og hver gang nye ble jaget ned i kammeret, sprang de opp igjen med en gang.

Så lød plutselig ropet: «Alle mann opp!»

De visste med en gang hva det betydde. De så på hverandre. Så slapp de bomber og kruttønner og galopperte opp leideren.

På dekk sprang sauer, kalver, griser, høns og ender i beina på de skrekk slagne mennene. De hadde kommet seg ut av avlukkene sine. En gris rotet i innvollene på dekk med blodig tryne. Innimellom slafset den noe i seg.

Alle sprang i hver sin retning i sitt eget hasteærend. Noen lette etter tøy og skipssekk. Andre krøp opp på skansekledningen, som om de vurderte å kaste seg i det kalde vannet. Ingen tenkte på de sårede, som lå i veien på dekk og måtte finne seg i å bli hensynsløst trampet på i virvaret. Smerteskrikene deres var det ingen som hørte. De fleste var fremdeles døve etter alle timene med intens kanontorden.

Laurids løp ned i lasarettet. Han kunne ikke tro at de sårede skulle las i stikken. Røyken sivet opp mellom de digre eikeplankene. Han holdt hånden for munnen og gikk et par skritt lenger inn i det røykfylte rommet. En sykepasser med en klut for ansiktet kom helt bort til ham.

«Kommer det noen?»

Laurids hørte ordene. Hørselen hadde vendt tilbake.

«Vi må få de sårede opp! Vi blir kvalt her nede!»

«Jeg henter hjelp!» ropte Laurids.

På dekk fant han ingen av de offiserene som tidligere hadde gått løs på mannskapet med spark og flatsiden av klingen. Han så en sammenstimling ved fallrepsporten og løp dit bort. Evakueringen var allerede i full gang. Han fikk øye på et par av løytnantene, som kjempet med trukne sabler for å nå frem til porten. Nestkommanderende om bord, kaptein Krieger, stod ute til siden og betraktet det hele med et merkelig fjernt blikk. Under armen hadde han et portrett av sin kone i forgylt ramme. Over ryggen hadde han hengt kikkerten sin. Da Laurids kom nærmere, hørte han ham gjenta de samme setningene om og om igjen, mens han løftet armen i en hilsen, som om han ville velsigne den desperate flokken foran seg.

«Dere har vist dere som tapre menn, dere har gjort deres plikt, dere er alle mine brødre.»

Ingen lot seg merke med ham. Alle hadde blikket rettet mot ryggen til mannen foran, som var den viktigste hindringen på veien til den reddende fallrepsporten.

Laurids dyttet seg helt inntil kapteinen og ropte inn i ansiktet på ham.

«De sårede, kaptein Krieger, de sårede!»

Kapteinen snudde seg mot ham. Blikket hans var fortsatt like fjernt. Han la en hånd på Laurids’ skulder, og Laurids kjente den skjelve, men kapteinens stemme var rolig, nesten søvnig.

«Min bror, når du kommer i land, må du komme til meg, så skal vi snakke sammen som brødre.»

«De sårede må få hjelp!» ropte Laurids igjen. «Hele skipet går i luften snart!»

Kapteinens hånd hvilte fremdeles på skulderen til Laurids.

«Ja, de sårede,» sa han i samme uforanderlig rolige tonefall som før, «de sårede er mine brødre. Når de er kommet i land, skal vi snakke sammen som brødre alle sammen.»

Stemmen hans døde bort i en mumling. Så begynte han forfra på remsa.

«Dere har vist dere som tapre menn. Dere har gjort deres plikt. Dere er alle mine brødre.»

Laurids gav ham opp og snudde seg mot flokken av menn som nærmet seg fallrepsporten mens de kjempet seg imellom. Han grep fatt i skulderen på én, deretter en annen, snudde dem rundt og ropte budskapet om nødvendigheten av å hjelpe de sårede inn i ansiktet på dem. Den første reagerte ved å slå ham i haken med knyttneven. Den neste ristet uforstående på hodet og rev seg deretter løs for å kaste seg tilbake i slagsmålet med fornyet energi.

Evakueringen gikk raskere nå. Fiskebåter la ut fra stranden for å hjelpe besetningen på krigsskipet som hadde bombardert dem et par timer tidligere. Skipets egen sjefssjalupp lå i konstant rutefart frem og tilbake mellom skip og strand. Laurids lente seg ut over relingen og så ilden slå ut av de akterste kanonportene med et drønn. Da visste han at det ikke kunne være lenge igjen.

Røyken stod opp av alle luker. Det var like vanskelig å puste på dekk som nedenunder. Han sprang ned leideren til lasarettet enda en gang, men måtte gi opp å trenge gjennom røyken. Nå var den så tykk og kvelende at han ikke kunne forestille seg at det fremdeles kunne være folk i live der nede.

«Er det noen der?» ropte han, men det kom ikke noe svar.

Røyken rev i lungene på ham. Han fikk et hosteanfall, og tårene rant nedover kinnene på ham. Så sprang han opp på dekk igjen. Han knep de sviende øynene sammen i smerte og var blind et øyeblikk. Det var som om sjelen hans ble skåldet. Han gled på dekket, som var sleipt av menneskelige utsondringer og knuste organer. Han fikk hånden ned i noe bløtt og vått og kom seg på beina igjen med det samme, mens han skrekkslagen gned håndflaten mot sine allerede tilsølte bukser. Han holdt ikke ut tanken på at hånden hans hadde rørt ved et annet menneskes blod og innvoller.

Han vaklet bort til relingen der røyken var mindre intens, og prøvde å få synet igjen. I en tåke av tårer så han sjaluppen gå på grunn på en sandbanke. Mennene måtte ut i vannet og vasse i land på egen hånd. Inne i strandkanten stod fiendens soldater og ventet på dem. Sjaluppen kom klar og satte straks kursen ut mot Christian den Ottende igjen. Flere av fiskebåtene var ganske nær skipet nå, men plutselig hvilte de på årene. Så begynte de å ro tilbake mot land. Sjaluppen snudde, den også. Borte fra fallrepsporten hørtes et brøl av protest.

Laurids tok et skritt tilbake fra relingen, inn i de bølgende røykmassene.

Buty

Translated by Iwona Zimnicka

More info

Laurids Madsen był w niebie, ale wrócił stamtąd dzięki swoim butom.

Nie wzbił się aż po jabłko masztu, ledwie na wysokość grotrei na pełnorejowcu. Ale stał u wrót raju i widział świętego Piotra, chociaż strażnik bram zaświatów pokazał mu jedynie swój zadek.

Laurids Madsen powinien nie żyć. Śmierć go jednak nie chciała, a przez to się zmienił.

Zanim Laurids Madsen zasłynął swoją wizytą w niebie, zyskał sławę człowieka, który osobiście wywołał wojnę. Ojca, Rasmusa, stracił na morzu, kiedy miał sześć lat, a sam zaciągnął się na „Annę” z Marstal jako czternastolatek. Już trzy miesiące później „Anna” zatonęła na Bałtyku. Załogę uratował amerykański bryg i od tej pory Laurids Madsen zaczął marzyć o Ameryce.

Egzamin na sternika zdał we Flensburgu w wieku osiemnastu lat i jeszcze w tym samym roku po raz drugi przeżył zatonięcie statku u wybrzeży Norwegii w okolicach Mandal, w zimną październikową noc stał na szkierze zalewany falami i wypatrywał zbawienia. Pięć lat pływał po oceanach świata. Był na południe od przylądka Horn i słyszał krzyki pingwinów w czarne jak grób noce. Widział Valparaiso, zachodnie wybrzeże Ameryki i Sydney, gdzie zimą drzewa zamiast liści tracą korę i gdzie skaczą kangury. Poznał dziewczynę o oczach jak winogrona, Sally Brown, i mógł opowiadać o Foretop Street, La Boca, Barbary Coast i Tiger Bay. Przekroczył równik, odczuwając towarzyszący temu wstrząs, i powitał króla Neptuna. Wypił przy tej okazji słoną wodę, rybi olej i ocet. Został ochrzczony w smole, sadzy z lamp i kleju, ogolony zardzewiałym nożem z wyszczerbionym ostrzem, a zadrapania pielęgnowano mu solą i wapnem. Całował miedziany, naznaczony bliznami po ospie policzek Amfitryty i zanurzył nos w jej flakonie soli trzeźwiących, wypełnionym obciętymi paznokciami.

Laurids Madsen zwiedził kawał świata.

Nie był w tym osamotniony. Ale on jako jedyny wrócił ogarnięty idée fixe, że w Marstal wszystko jest za małe, i jakbychcąc to udowodnić, bez przerwy mówił w języku, który nazywał amerykańskim. Przez rok pływał fregatą wojenną „Neversink” i nauczył się tej obcej mowy. Givin nem belong mi Laurids Madsen, mawiał.

Z Karoline Grube z Nygade miał córkę i trzech synów, Rasmusa, nazwanego tak po dziadku, Esbena i Alberta. Dziewczynka o imieniu Else była najstarsza. Rasmus, Esben i Else byli podobni do matki, niewysocy i małomówni. Albert przypominał ojca. Już jako czterolatek miał tyle samo wzrostu co starszy o trzy lata Esben. Gdziekolwiek szedł, toczył przed sobą angielską kulę armatnią z żeliwa, i ciągle próbował ją podnieść.

Kolana się pod nim uginały, a wzrok zastygał, ale kula wciąż była dla niego za ciężka.

– Heave away, my jolly boys! Heave away my bullies!

– Laurids, widząc ćwiczenia najmłodszego syna, zachęcał go takimi okrzykami.

Kula przebiła dach domu na Korsgade podczas oblężenia Marstal przez Anglików w roku 1807. Babka tak się wtedy przeraziła, że urodziła Lauridsa na środku kuchennej podłogi. Kiedy Albert nie wybierał się z kulą na spacer, ta zajmowała swoje stałe miejsce w kuchni, a Karoline używała jej jako moździerza przy robieniu musztardy.

– Równie dobrze to ty mogłeś w taki sposób obwieścić swoje przybycie – powiedział kiedyś Rasmus Lauridsowi – bo taki byłeś duży, kiedy przyszedłeś na świat. Gdyby bocian cię wypuścił, przebiłbyś dach jak ta angielska kula.

– Finggu – mówił Laurids, podnosząc do góry palec.

Chciał nauczyć dzieci amerykańskiego.

Fut oznaczało stopę. Wskazywał na but. Maus to były usta.

Siadając do stołu, pocierał brzuch i obnażał zęby.

– Hanggre.

Wszyscy powinni zrozumieć, że jest głodny.

Matka nazywała się misis, ojciec papa tru. Pod nieobecność Lauridsa dzieci mówiły „mama” i „tata”, jak wszystkie inne, z wyjątkiem Alberta. On był wyjątkowym przyjacielem swego ojca.

Na dzieci istniały różne nazwy. Pikinini, bullies i hearties.

– Laikim tumas – mówił Laurids do Karoline i wysuwał wargi jak do pocałunku.

Karoline chichotała zawstydzona, a potem się złościła:

– Nie wygłupiaj się tak, Laurids!

Po drugiej stronie Bałtyku wybuchła wojna z Niemcami ze Szlezwika i Holsztynu. Był rok 1848 i jako pierwszy dowiedział się o niej stary zarządca ceł, de la Porte, ponieważ rząd prowizoryczny w Kilonii przysłał mu proklamację wraz z żądaniem wydania kasy.

W całym Marstal zapanowało wzburzenie i wkrótce ustaliliśmy, że tworzymy oddział obrony kraju. Na jego czele stanął młody nauczyciel z Rise, którego później nazywaliśmy Generałem. Na wszystkich najwyższych punktach wyspy ustawiono stosy sygnałowe. Były to belki umieszczone na wysokich drągach, na których końcach zawieszono beczki wypełnione starymi linami i smołą. W razie pojawienia się wroga płonące beczki pełne smoły wybuchłyby, sygnalizując nadejście wojny od strony morza.

Stosy ustawiono zarówno na wzgórzu Knasterbjerg, jak i na klifach w okolicy Vejsnæs, a po całym brzegu chodzili strażnicy i wpatrywali się w morze.

Wojennego podniecenia nie mógł znieść Laurids, który już wcześniej nie miał szacunku dla niczego. Pewnego wieczoru, gdy w drodze z fiordu Eckernförde do domu mijał Vejsnæs, przepłynął blisko brzegu, krzycząc tak głośno, że aż echo poniosło się ponad wodą: „Niemiec za mną!”

Kilka minut później na szczycie klifu zapłonęła beczka. Następnie zapalił się stos na Knasterbjerg, a potem ogień pobiegł przez całą wyspę aż do Synneshøj, prawie dwadzieścia kilometrów dalej, aż w końcu cała wyspa Ærø stanęła w ogniu jak w wieczór świętojański.

Laurids został na wodzie i patrzył, jak płoną ogniska, śmiejąc się z całego tego zamieszania, które sam wywołał. Gdy przypłynął do Marstal, zobaczył, że wszędzie się świeci, a na ulicach jest pełno ludzi, chociaż był już późny wieczór. Jedni wykrzykiwali niezrozumiałe rozkazy, inni płakali i modlili się żarliwie. Gotowa do walki gromada maszerowała przez Markgade, uzbrojona w kosy, widły i z rzadka w strzelby. Młode matki biegały przerażone po ulicach z płaczącymi niemowlętami w objęciach, przekonane, że Niemiec nabije ich potomstwo na bagnety. Przy studni na rogu Markgade i Vestergade żona szypra kłóciła się ze służącą. Kobieta postanowiła, że ukryją się przed Niemcem w studni i kazała dziewczynie skakać w czarną otchłań.

– Pani pierwsza – upierała się służąca.

My, mężczyźni, też wydawaliśmy sobie polecenia. W naszym mieście jest zbyt wielu szyprów, aby ktoś miał ochotę słuchać kogoś innego, i jedyną rzeczą, co do której mogliśmy wszyscy się zgodzić, było wypowiadane przy wtórze wielu przekleństw uroczyste przyrzeczenie, że sprzedamy nasze życie najdrożej jak się da.

Kiedy pochód podnieconych ludzi dotarł na znajdującą się przy Kirkestræde plebanię pastora Zachariassena, który tego wieczoru miał akurat gości z daleka, jedna z pań zemdlała z wrażenia, ale jej dwunastoletni syn Ludvig chwycił za pogrzebacz, gotów bronić ojczyzny przed nadciągającym wrogiem. W domu Isagera, nauczyciela, który był również diakonem, rodzina szykowała się do mającego nastąpić ataku. Wszystkim dwunastu synom, którzy przybyli z wizytą, aby uczcić urodziny grubej pani Isagerowej, matka dała gliniane donice wypełnione popiołem i rozkazała sypać go na głowy Niemców, gdyby wpadli na pomysł natarcia na domostwo diakona.

Na czele gromady sunącej przez Markgade w stronę Reberbanen maszerował stary Jeppe, wywijający widłami i buńczucznie zachęcający Niemców do przybycia, jeśli tylko starczy im odwagi. Mały stolarz Laves Petersen musiał zawrócić. Dumnie niósł strzelbę na ramieniu, a kieszenie miał wypchane kulami, ale w samym środku tego bojowego przemarszu zorientował się, że proch zostawił w domu.

Przy marstalskim młynie stała potężna młynarka, madame Weber, z widłami w pogotowiu, chcąca za wszelką cenę wziąć udział w bitwie, i wśród ogólnego zamieszania, a być może również dlatego, że prezentowała się znacznie bardziej imponująco aniżeli większość nas, mężczyzn, nasze żądne walki szeregi natychmiast się przed nią otworzyły.

Laurids, z usposobienia skłonny do wzruszeń, tak się przejął powszechną walecznością, że również pobiegł do domu szukać broni. Karoline z czwórką dzieci ze strachu ukryła się pod stołem w paradnym pokoju. Gdy wpadł do domu, wołając wesoło: „Chodźcie, dzieciaki, idziemy na wojnę!”, rozległ się głuchy odgłos. To Karoline uderzyła głową o blat stołu od spodu. Z wysiłkiem wyczołgała się spod obrusa i wyprostowała, krzycząc ze złością:

– Czyś ty już całkiem postradał rozum, Madsen? Dzieci nie pójdą na żadną wojnę!

Rasmus i Esben zaczęli podskakiwać.

– My też chcemy iść! My też chcemy iść! – wołali chórem.

– Pozwól!

Mały Albert już zdążył przytoczyć swoją kulę armatnią.

– Czyście kompletnie poszaleli? – krzyknęła matka, wymierzając szturchańca najbliżej stojącemu. – Wracajcie pod stół!

Laurids wybiegł do kuchni w poszukiwaniu odpowiedniej broni, ale nie znalazł nic, co by się nadawało do użytku.

– Gdzie schowałaś patelnię? – zawołał.

– Zostaw ją! – wrzasnęła Karoline. – Łapy z daleka od mojej patelni!

Laurids bezradnie rozejrzał się dokoła.

– No dobrze, wobec tego wezmę szczotkę – obwieścił, znów przebiegając przez pokój. – Niemiec dostanie za swoje!

Usłyszeli trzaśnięcie drzwi wychodzących na ulicę.

– Słyszałeś? – szepnął Rasmus, najstarszy, do Alberta. – Ojciec nie mówił po amerykańsku.

– Co za szaleniec! – Matka pokręciła głową w ciemności pod stołem, gdzie już z powrotem zdążyła się schronić. – Jak można iść na wojnę ze szczotką!

Gdy Laurids przyłączył się do gotowej do walki gromady, zapanowała powszechna radość. Uchodził wprawdzie za pyszałka, ale był rosły i silny, więc jego obecność była ze wszech miar pożądana. Potem zauważyliśmy szczotkę.

– Nie masz innej broni?

– Na Niemca wystarczy – odparł, podnosząc szczotkę do góry. – Wymieciemy go z kraju.

Byliśmy zuchwali i śmialiśmy się z jego dowcipu.

– Zostawmy tutaj jakieś widły – zaproponował Lars Bødker.

– Nadziejemy na nie Niemców, kiedy już wszyscy będą martwi!

Wyszliśmy na pola. Do Vejsnæs było pół godziny drogi piechotą, ale szliśmy szybko, wciąż z żądzą walki we krwi. Dotarliśmy do wzgórz w okolicy Drejet i zobaczyliśmy ogniska płonące na wyspie, a widok ten jeszcze wzmógł naszą wojowniczość. Nagle w ciemności usłyszeliśmy tętent i zdrętwieliśmy. Nadciągał wróg!

Mieliśmy nadzieję, że zaskoczymy Niemców na brzegu, ale ukształtowanie terenu i tutaj nam sprzyjało. Laurids stanął w pozycji bojowej ze szczotką, a my, pozostali, poszliśmy w jego ślady.

– Zaczekajcie na mnie! – rozległo się za nami.

To był ów mały stolarz, który zawrócił do domu po proch.

– Pst! – uciszyliśmy go. – Niemcy są w pobliżu.

Odgłos kopyt się zbliżał, lecz teraz mogliśmy się już zorientować, że koń jest tylko jeden. Z ciemności wyłonił się jeździec. Laves Petersen przygotował strzelbę i wycelował, ale Laurids zatkał mu lufę dłonią.

– To kontroler Bülow – powiedział.

Kontroler siedział na spienionym koniu, którego czarne boki falowały po ciężkim biegu. Uniósł rękę do góry.

– Wracajcie do domu! Przy Vejsnæs nie ma żadnych Niemców.

– Ale przecież beczki płoną! – krzyknął Laves.

– Rozmawiałem ze strażnikiem pilnującym brzegu – odparł Bülow. – To fałszywy alarm.

– A nas wyciągnięto z ciepłych łóżek. Po co? Bez powodu?

Madame Weber skrzyżowała ręce na piersi i popatrzyła na nas surowo, jak gdyby szukała kogoś, na kogo mogłaby się rzucić teraz, gdy okazało się, że wróg odwołał swoje przybycie.

– Pokazaliśmy, że jesteśmy gotowi – łagodził kontroler. – No, a najlepsze jest to, że oni wcale nie nadciągają.

Wśród naszej gromady rozległ się zgodny pomruk. Lecz chociaż dostrzegaliśmy logikę w słowach kontrolera, to jednak mimo wszystko doznaliśmy paskudnego rozczarowania. Byliśmy gotowi spojrzeć w oczy i Niemcom, i śmierci, a tymczasem żadne z nich nie wylądowało na Ærø.

– Jeszcze się z Niemcem policzymy! – zapowiedział Lars Bødker.

Poczuliśmy zmęczenie i wyruszyliśmy w drogę powrotną do domu. Zaczął padać zimny nocny deszcz. Milczeliśmy aż do młyna, gdzie madame Weber odłączyła się od naszej niepocieszonej gromadki. Stanęła przed nami z widłami w ręku, tak jakby prezentowała broń.

– Chciałabym wiedzieć – oświadczyła groźnym głosem – kim był ten żartowniś, który w środku nocy powyciągał ludzi z łóżek, żeby ich wysłać na wojnę.

Wszyscy skierowaliśmy wzrok na Lauridsa, górującego wśród nas ze szczotką na ramieniu.

Ale Laurids ani się nie zgarbił, ani nie spuścił oczu. Popatrzył prosto na nas. Potem odchylił głowę i w deszczu zaczął się śmiać.

Wkrótce wojna wybuchła na poważnie. Powołano nas do marynarki. Do sąsiedniego miasta Ærøskøbing przypłynął po nas wojenny parowiec „Hekla”. Staliśmy w kolejce na kei, wywoływani jeden po drugim, i wskakiwaliśmy na pokład barkasu, który miał nas przewieźć na parowiec. Tamtego listopadowego wieczoru czuliśmy, że wojna przeszła nam koło nosa, ale teraz czas oczekiwania się skończył i humory nam dopisywały.

– Halo! To idzie Duńczyk ze swoim życiem, duszą i marynarskim workiem! – zawołał Claus Jacob Clausen.

Był niewysokim żylastym mężczyzną, który zawsze się przechwalał, jakoby pewien tatuażysta w Kopenhadze, zwany Kłującym Frederikiem, powiedział mu kiedyś, że ma najtwardsze ramię, w jakie kiedykolwiek wbijał igłę. Ojciec Clausena, Hans Clausen, był pilotem, tak jak wcześniej dziadek, a Claus Jacob nie miał wątpliwości, że i on pójdzie tą drogą, bo w nocy przed zamustrowaniem miał sen przepowiadający mu, że z tej wojny wróci żywy.

W Kopenhadze zaokrętowano nas na fregatę „Gefion”. Lauridsa od nas oddzielono; jako jedyny dostał się na liniowiec „Chrystian VIII”, którego grotmaszt był tak wysoki, że od jabłka do pokładu było półtora raza tyle, co na czubek wieży kościoła w Marstal. Kręciło nam się w głowach, kiedy patrzyliśmy do góry, ale ta słabość wzbudzała w nas dumę, rozumieliśmy bowiem, że zostaliśmy powołani do wielkich czynów.

Laurids został na brzegu i spoglądał za nami. „Chrystian VIII” mu odpowiadał. Wiedział, że na liniowcu poczuje się jak w domu, bo przecież przez rok pływał na amerykańskim okręcie wojennym „Neversink”. Mimo wszystko jednak uznaliśmy, że przez moment musiał się poczuć opuszczony, widząc, jak wchodzimy po trapie na „Gefion” i znikamy mu z oczu.

Wyruszyliśmy więc na wojnę. W Niedzielę Palmową przepływaliśmy wzdłuż naszej wyspy Ærø. Widzieliśmy klify koło Vejsnæs, gdzie Laurids wywołał na wyspie takie zamieszanie swoim: „Niemiec za mną!” Teraz płynęli Duńczycy i przyszła kolej, żeby to Niemcy podpalali beczki ze smołą, biegającw kółko jak bezgłowe kury.

Stanęliśmy koło wyspy Als i czekaliśmy. W środę wzięliśmy kurs na fiord Eckernförde i późnym popołudniem dotarliśmy do jego wejścia. Wezwano nas na pokład rufówki. Stanowiliśmy barwną gromadę w samodziałowych bluzach i płóciennych portkach różnych kolorów, jedni w niebieskich, inni w czarnych albo białych. Tylko wstążki z nazwą „Gefion” na czapkach i czerwono-białe rozetki świadczyły o tym, że jesteśmy marynarzami z królewskiego okrętu wojennego. Komandor, w swoim najświetniejszym mundurze z epoletami i szablą, wygłosił przemowę, prosząc, byśmy dzielnie walczyli. Wywijając trójgranias tym kapeluszem, wzniósł trzykrotnie okrzyk: „Niech żyje król!” Krzyczeliśmy wraz z nim tak głośno, jak tylko potrafiliśmy. Potem kazał wypalić ze wszystkich dział, byśmy mogli się przekonać, jak to będzie wyglądało podczas bitwy. Żaden z nas wcześniej nie był na wojnie. Huk poniósł się po morzu, a w powietrzu zawisł ostry zapach prochu. Zerwał się świeży wiatr i rozwiał niebieski dym armatni. Przez kilka minut nie mogliśmy się nawoływać. Huk armat nas ogłuszył.

Stanowiliśmy teraz eskadrę. Dołączyły do nas jeszcze dwa parowce. Jeden rozpoznaliśmy z mustrowania w Ærøskøbing, to była „Hekla”. Szykowaliśmy się do bitwy, która miała nastąpić nazajutrz. Działa ustawiono w furtach, wyciągano pompy i sikawki, by móc ich natychmiast użyć, gdyby na pokładzie wybuchł pożar. Przy każdym dziale układaliśmy kartacze i worki z metalową sieczką, a zapłonniki w skrzynkach. Przez ostatnich parę dni ćwiczyliśmy te czynności po tylekroć, że rozkazy znaliśmy wręcz na pamięć. Przy każdym dziale było nas jedenastu i od pierwszej komendy: „Wszyscy na miejsca!”, po której następowało „Grajcary, ładuj proch!” i „Zapłonnik włóż!”, do czasu, gdy wreszcie padł rozkaz, by wypalić, krążyliśmy, obijając się o siebie, sztywni ze strachu, że coś zrobimy nie tak. Byliśmy przyzwyczajeni do pracy we trzech albo czterech na naszych małych kutrach i keczach, a teraz nagle staliśmy się panami życia i śmierci.

Zbyt często stawaliśmy jak sparaliżowani, gdy komandor działa wrzeszczał swoje: „Ustawić do furty!” albo „Przybić stemplem!” Co, u diabła, mogło to oznaczać w codziennej mowie? Za każdym razem, gdy udawało nam się bezbłędnie pokonać zawiłą drogę aż do ostatniego rozkazu, komandor działa nas chwalił. Odpowiadaliśmy wesołym: „Hura!” Patrzył na nas, potem na swoje działo, a w końcu wbijał wzrok w pokład, nie przestając kręcić przy tym głową.

– Szczeniaki – mówił. – Starajcie się, do wszystkich diabłów, najlepiej jak potraficie!

Nie bardzo wiedzieliśmy, do kogo mamy strzelać. Chyba nie do starej Ilse z krzywym biodrem, mutter od gorzałki, która przychodziła do portu w Eckernförde i sprzedawała nam ów błogosławiony napój, gdy przypływaliśmy naszymi łajbami. Nie chodziło też raczej o handlarza zbożem, Eckharta, z którym ubiliśmy niejeden dobry interes. Był jeszcze oberżysta z Der Rote Hahn. Nosił nazwisko Hansen, duńskie jak mało które. Nigdy nie widzieliśmy, żeby trzymał w rękach broń. Żadna z tych osób, o ile dobrze rozumieliśmy, nie była tym Niemcem. Ale król wiedział, kto nim jest. No i ten komandor, który tak dzielnie krzyczał: „Hura!”

Skierowaliśmy się w stronę fiordu. Wrogie baterie na wybrzeżu zaczęły grzmieć, lecz my byliśmy poza ich zasięgiem i wkrótce znów zapadła cisza. Zamiast zwykłej wody na herbatę rozdzielano między nas wódkę. O godzinie dziewiątej ogłoszono ciszę nocną, przyszła pora snu. Zbudzono nas siedem godzin później, był Wielki Czwartek, 5 kwietnia 1849 roku. I znów rozdano nam wódkę zamiast herbaty. Na pokładzie stała już beczka piwa. Mogliśmy pić go tyle, ile nam przyjdzie ochota, więc humory dopisywały, gdy podnieśliśmy kotwicę i zaczęliśmy zbliżać się do fiordu.

Na wyżywienie na okrętach Jego Królewskiej Mości nie mogliśmy narzekać, bo gdy sami je sobie zapewnialiśmy, było więcej niż skromne. Mawiano o nas, że za kilwaterem okrętu z Marstal nigdy nie lecą mewy, i rzeczywiście, u nas nic się nie marnowało. Za to tutaj codziennie oprócz herbaty i piwa dostawaliśmy tyle chleba, ile mogliśmy zjeść, na obiad funt świeżego mięsa albo pół funta słoniny, groch, owsiankę albo zupę, a wieczorem cztery łuty masła i do tego sznaps. Dlatego pokochaliśmy wojnę na długo przedtem, zanim pierwszy raz poczuliśmy zapach prochu.

Dotarliśmy do fiordu Eckernförde. Brzegi się przysunęły, a stanowiska dział na lądzie było już widać wyraźnie. Kresten Hansen nachylił się do Ejnara Jensena i kolejny raz zwierzył mu się, że nie przeżyje tej bitwy.

– Wiedziałem to od momentu, kiedy Niemcy kazali oddać kasę celną. Dzisiaj umrę.

– Gówno wiedziałeś! – odparł Ejnar. – Nie miałeś pojęcia, że bitwa odbędzie się w Wielki Czwartek.

– Właśnie, że wiedziałem. Od dawna. Przyszedł już czas, gdy nas zastrzelą!

– Zamknij się! – zirytował się Ejnar. Wysłuchiwał tego marudzenia, odkąd zwinęli koje i zasznurowali buty. Ale Krestena nie dawało się powstrzymać, oddech miał przyspieszony, gdy kładł dłoń na ramieniu przyjaciela.

– Obiecaj, że zabierzesz mój worek marynarski do domu, do Marstal!

– Sam sobie zabierzesz swoje manatki do domu. A teraz już przestań, bo w końcu i mnie napędzisz stracha.

Ejnar rzucił koledze zaniepokojone spojrzenie. Kresten był synem szypra Jochuma Hansena, stróżującego również w kapitanacie portu, bardzo przypominał swojego ojca i piegami pod rudoblond włosami, i wyjątkową małomównością. Nigdy nie widzieliśmy go w tak osobliwym stanie.

– Masz! – Ejnar podał mu kubek piwa. – Weź porządny łyk!

Przyłożył Krestenowi kubek do ust. Tamten prychnął i zakrztusił się piwem. Oczy zrobiły mu się szklane. Ejnar kilka razy uderzył go w plecy. Kresten z trudem łapał powietrze, a piwo leciało mu z dziurek w nosie.

– Ty dorszowy łbie! – zaśmiał się Ejnar. – Co ma wisieć, nie utonie – dodał. – Mało brakowało, żebyś sam się zabił. Nie potrzebowałbyś do tego Niemców.

Ale wzrok Krestena pozostawał równie nieobecny.

– Przyszedł już czas, gdy nas zastrzelą – powtórzył głuchym głosem.

– Mnie nie zastrzelą. To Mały Clausen wmieszał się do rozmowy. – Wiem, bo i mnie się to śniło. Widzicie, szedłem Møllevejen do miasta. Po obu stronach stali żołnierze, gotowi strzelać. Jakiś głos zawołał: „Idź!” A ja poszedłem. Kule świstały mi koło uszu, ale żadna nie trafiła. Mnie więc dzisiaj nie zastrzelą. Wiem to z całą pewnością.

Spojrzeliśmy na fiord i okoliczne łąki pokryte wiosenną zielenią. W grupce wypuszczających pączki lip chowała się zagroda z dachami krytymi strzechą. Prowadziła do niej droga obrzeżona wielkimi kamieniami. Przy drodze pasła się krowa. Odwróciła się do nas tyłem i leniwie machała ogonem, nieświadoma wojny nadciągającej morzem.

Stanowiska dział na cyplu od strony sterburty były już całkiem blisko. Zobaczyliśmy dym, jeszcze zanim usłyszeliśmy huk przetaczający się po wodzie jak burza, która pojawiła się nagle.

Kresten drgnął.

– Przyszedł na nas czas – powiedział.

Ze sterburty „Chrystiana VIII” od strony rufy buchnął ogień. Spojrzeliśmy na siebie bezradni. Czyżby okręt został trafiony?

Nie znaliśmy się na prowadzeniu wojny i nie wiedzieliśmy, co może oznaczać trafienie. Liniowiec milczał.

– Dlaczego oni nie odpowiadają? – zdenerwował się Ejnar.

– Nie zajęli jeszcze właściwej pozycji – stwierdził Clausen z miną znawcy.

Moment później niebieskoszara chmura dymu ze sterburty „Chrystiana VIII” oznajmiła, że odpowiedzieli. Bitwa się rozpoczęła. Na brzegu w górę strzelał ogień i pecyny ziemi, a małe ludziki z zapałek biegały w kółko. Wiał dobry wschodni wiatr i wkrótce przyszła kolej naszej „Gefion” na oddanie salwy. Od huku wielkich sześćdziesięciofuntowych dział zatrząsł się cały okręt, a nam jakby żołądki opadły. Zatkaliśmy uszy rękami, krzycząc ze strachu przemieszanego z radością, sparaliżowani mocą armat.

Wreszcie Niemiec dostał za swoje!

Trwało to przez kilka minut. W końcu bateria na cyplu przestała strzelać. Musieliśmy polegać wyłącznie na naszych oczach. Usłyszeć nie mogliśmy nic. Brzeg przypominał pustynię. Żwir zbił się w wielkie stosy. Czarna lufa dwudziestoczterofuntowego działa sterczała w górę jak po trzęsieniu ziemi. Nigdzie nie było żadnego ruchu.

Zaczęliśmy się poklepywać po plecach w milczącym tańcu zwycięstwa. Nawet Kresten przez moment jakby zapomniał o swoich ponurych przeczuciach i poddał się ekstazie: wojna to uciecha, odurzenie, które przenika do krwi, jak wódka, ale to odurzenie było większe i czystsze. Kiedy dym się rozwiał, powietrze stało się przejrzyste; nigdy nie widzieliśmy świata z podobną wyrazistością. Na naszych twarzach pojawiły się grymasy jak u nowo narodzonych dzieci. Takielunek, maszty i żagle tworzyły nad nami dach niczym młode listki w bukowym lesie. Dookoła unosiła się poświata, nieznana dotąd naszym oczom.

– Ależ mnie ogarnęło uniesienie! – stwierdził Mały Clausen, kiedy już wróciło nam mowę i słuch. – Niech to diabli! Niech to diabli!

Nie mógł przestać przeklinać.

– Niech mnie wszyscy diabli, jeśli widziałem kiedyś coś podobnego!

Huk dział słyszeliśmy już podczas próby generalnej poprzedniego wieczoru, ale ujrzenie skutków działania armat na własne oczy coś w człowieku zmieniało.

– No tak – stwierdził zamyślony Ejnar. – Te armaty to rzeczywiście coś innego niż kazania pastora Zachariassena. Co ty na to, Kresten?

Kresten miał uduchowiony wyraz twarzy.

– Nie do wiary, że dane mi było to przeżyć! – powiedział cicho.

– Przestałeś myśleć, że cię zastrzelą?

– Teraz już wiem na pewno, że tak będzie. Ale przestałem się bać.

Najwyraźniej nie był to jeszcze chrzest bojowy, gdyż sześćdziesięciofuntowe działa, które obsługiwaliśmy, były umieszczone na górnym pokładzie od strony bakburty. Wkrótce jednak miała nadejść i nasza kolej, gdy weszliśmy głębiej w fiord, kierując się ku Eckernförde, gdzie po obu stronach czekały kolejne dwie baterie. Ale tego przeciwnika można przecież było mieć za nic. Nie wybiła jeszcze ósma rano, a bitwę w połowie już wygraliśmy. Baliśmy się, że wojna się skończy, zanim na dobre się zaczęła. Poznaliśmy jej smak, a tymczasem Niemiec miał zostać pobity przed śniadaniem.

„Gefion” dalej szła ku krańcowi fiordu, północna bateria znajdowała się tuż przed nią. Znalazłszy się w odległości zaledwie dwóch kabli od baterii południowej, przebrasowaliśmy marsle, by wypuścić z nich wiatr. Kliwer ściągnęliśmy, a kotwicę bakburty rzuciliśmy dodatkowo jeszcze z dryfkotwą, abyśmy mogli stać zwróceni burtą, no bo teraz mieliśmy strzelać. „Chrystian VIII” zrobił tak samo.

Krew śpiewała nam w żyłach. Byliśmy jak dzieci, które czeka pokaz chińskich fajerwerków. Strach całkiem minął. Pozostało jedynie pełne nadziei podekscytowanie. Jeszcze nie zdążyliśmy przeżyć osiągniętego zwycięstwa, a już czekało nas kolejne.

„Gefion” zaczęła się obracać. To dryfkotwa nie trzymała. Prąd był zbyt silny i znosiło nas ku południowej baterii. Patrzyliśmy na „Chrystiana VIII”. Wielki liniowiec również zbliżał się do wybrzeża i już znalazł się pod silnym ostrzałem. Rzucili wielką kotwicę, by wstrzymać dryfowanie, i odpowiedzieli gwałtowną salwą, która przebiegła wzdłuż burty okrętu od dziobu po rufę. Z kolejnych furt działowych wykwitał dym, aż w końcu jedną wielką szybko rosnącą chmurą przesunął się na fiord. Strzelano jednak za wysoko i kule padały na łąki za baterią. Kanonierzy nie mieli czasu odpowiednio ustawić dział, gdy nieoczekiwanie zaczęło ich znosić do brzegu.

Chwilę później przyszła kolej na nas. Byliśmy tak blisko lądu, że znaleźliśmy się w zasięgu karabinów. Prąd i wiatr wciąż nami igrały. Ustawiło nas w poprzek fiordu, co oznaczało, że obie nasze burty wychodziły na pustą wodę. Jedynie cztery działa rufowe miały szansę odpowiedzieć na gwałtowny ostrzał baterii.

Pierwsze trafienie sprzątnęło z pokładu rufowego jedenastu ludzi. Kule armatnie nazywamy szarym groszkiem, ale to nie groszek przeleciał nad pokładem w chmurze drzazg, rozrywając nadburcie, stanowiska dział i ludzi. Ejnar widział, jak nadlatuje kula. Obserwował każdy metr jej lotu, gdy sunęła nisko nad pokładem. Zbiła z nóg człowieka, nogi odrzuciło w jedną stronę, a resztę w drugą. Urwała jedną rękę i zmiażdżyła głowę. Przykleiły się do niej odłamki kości, krew i włosy. Kula leciała dalej w stronę Ejnara. Upadł do tyłu i patrzył, jak go mija. Później opowiadał, że w pędzie wyrwała mu sznurowadło z buta, tak była blisko, zanim w końcu wbiła się w rufówkę od strony bakburty.

Dla Ejnara kula była potworem obdarzonym wolną wolą. Pokazała mu, czym jest wojna. To nie bateria brzegowa strzelała w powietrze ani nie uciekający zapałczani żołnierze. To smok dyszał żarem w jego nagie serce.

Czasu na myślenie nie było. Na pokładzie zapanował zamęt. Jakiś oficer z dzikim wzrokiem wrzeszczał, że Ejnar razem ze sternikiem i jednym żołnierzem ma iść pod maszt. Ten rozkaz nie miał sensu, ale Ejnar go wykonał. Żołnierz natychmiast upadł w kałuży krwi. Wyglądał tak, jakby coś wybuchło mu w środku. W jego piersi pojawił się otwór, z którego buchała krew. Ejnar widział, jak oko eksploduje czerwienią i odrywa się pokrywa czaszki. Ze zdumieniem patrzył, jak odsłonięta jasnoróżowa masa mózgowa rozpryskuje się, jakby była owsianką, w którą ktoś uderzył drewnianą kopyścią. Nie wiedział, że coś takiego może stać się z człowiekiem. Potem nadleciała jeszcze jedna kula i zabrała ze sobą porucznika. Ejnarowi robiło się na zmianę zimno i gorąco na widok tego końca świata, a z nosa pociekła mu krew, jednak wyłącznie wskutek szaleńczego podekscytowania.

Jakiś inny oficer z twarzą zalaną krwią zapędził go do działa numer siedem. Wcześniej Ejnar był przy numerze dziesięć, ale ta armata w międzyczasie została trafiona i skrzywiła się na swoim stanowisku. Dookoła leżała plątanina znieruchomiałych ciał. Wypływająca spod nich krew rozlewała się w powoli rosnące jezioro. Strumyki moczu tworzyły delty między nogami zmarłych. Ejnar nie widział, czy jest wśród nich Kresten lub Mały Clausen. Nieco dalej walała się urwana stopa. Sam Ejnar też się zsikał, tak jak zabici. Huk armat wywołał trzęsienie ziemi w jego trzewiach i w spodniach Ejnar miał już pełno. Wiedział, że umierający w chwili śmierci opróżniają jelita, lecz nie wyobrażał sobie, że może to również dotyczyć żywych. Wojna miała być próbą męskości. Wiarę w to stracił w momencie, gdy poczuł lepkość na udach. Czuł się na poły martwym, a na poły niemowlęciem, wkrótce jednak się zorientował, że nie jest w tym odosobniony. Na pokładzie unosił się smród jak z przewróconego kibla, i nie pochodził jedynie od zabitych. Większość walczących miała spodnie powalane na tyłku.

Komandor działa numer siedem jeszcze żył. Krwawił z rany nad brwią, gdzie uderzył go kawał drewna. Krzyczał coś do Ejnara, który go jednak nie słyszał, lecz gdy dowódca wskazał na lufę, zrozumiał, że ma załadować działo. Ręce miał za krótkie, więc aby wetknąć kulę w lufę, musiał wyczołgać się do połowy poza furtę działową. Był teraz widoczny dla baterii wroga i stanowił łatwy cel. Myślał jedynie o tym, kiedy wreszcie przyniosą wódkę.

W tym czasie „Gefion” udało się tak wymanewrować, że zajęła odpowiednią pozycję na fiordzie. Ustawiliśmy się burtą, ale parowiec „Gejzer”, który próbował nam pomóc i chciał wziąć nas na hol, dostał w maszynownię i musiał wycofać się z bitwy. To samo spotkało „Heklę”, której zniszczono ster. Wiatr wiał dokładnie ze wschodu, a strata dwóch parowców, które miały nas holować, oznaczała, że gdyby wszystko poszło źle, nie mielibyśmy odwrotu.

Wojenne szczęście zdawało się jednak odwracać. Północną baterię trafiano raz za razem, widzieliśmy, jak zapałczane żołnierzyki na brzegu pędem uciekają. To już była połowa zwycięstwa! Ale armat nie uszkodzono, nadbiegli bowiem nowi żołnierze i ostrzał właściwie trwał bez przerwy. Wydano kolejne porcje wódki. Kwatermistrz obszedł okręt z konwią. Przyjmowaliśmy podsuwane nam kubki z takim nabożeństwem, z jakim przystępowaliśmy do komunii i piliśmy wino z kielicha. W beczkę z piwem na szczęście nic nie trafiło, więc często do niej zaglądaliśmy. Czuliśmy się bardzo zagubieni. Nieprzerwany atak i przypadkowość, z jaką śmierć zbierała swoje żniwo wśród nas na pokładzie, sprawiły, że poczuliśmy się bardzo zmęczeni, chociaż bitwa toczyła się zaledwie od dwóch godzin. Nieustannie ślizgaliśmy się w gęstych kałużach krwi i cały czas mieliśmy przed oczami okaleczone ciała. Jedynie głuchota, która dotknęła nas już dawno na skutek niekończącego się huku armat, sprawiła, że nie słyszeliśmy na szczęście krzyków rannych.

Nie rozglądaliśmy się ze strachu, że spojrzymy w twarz przyjaciela, że pochwycą nas błagające o litość spojrzenia, z których nagle potrafiła bić nienawiść, jak gdyby ranni wyrzucali nam, jeszcze trzymającym się na nogach, nasze szczęście i niczego bardziej nie pragnęli, niż zamienić się z nami na los. Słowa otuchy nie miały sensu, bo i tak przepadłyby wśród grzmotu dział. Można było jedynie położyć nieszczęśnikowi rękę na ramieniu. Ale teraz my, wciąż cali, woleliśmy raczej towarzystwo sobie podobnych i unikaliśmy rannych, którym przecież przydałoby się więcej pociechy. My, żywi, sprzysięgliśmy się przeciw tym, których już naznaczyła śmierć.

Jeszcze raz załadowaliśmy działa i wycelowaliśmy, tak jak rozkazali komandorzy, ale nie myśleliśmy już ani o zwycięstwie, ani o klęsce. Walczyliśmy głównie po to, by unikać patrzenia na zmarłych, bo w naszych głowach niczym echo zniszczeń dookoła dźwięczało pytanie: dlaczego oni? Dlaczego nie ja? A my nie chcieliśmy tego słuchać. Pragnęliśmy przeżyć i wydawało nam się, że świat znajduje się na końcu czarnego tunelu z żeliwa. Widoczność ograniczała się do tego, co mogliśmy zobaczyć przez lufę działa.

Wódka odniosła błogosławiony skutek. Byliśmy już teraz pijani i ulegliśmy pijackiej bezmyślności, na której dnie tkwił strach. Płynęliśmy po czarnym morzu i mieliśmy tylko jeden cel: nie patrzeć w dół i nie trafić na dno.

Ejnar wczołgiwał się do furty działowej i znów z niej wyczołgiwał. Był piękny wiosenny dzień, a on za każdym razem, gdy wynurzał się na ciepły blask słońca, spodziewał się kuli w piersi. Nieustannie mruczał coś do siebie, ale nie miał pojęcia, jakie słowa wychodzą mu z ust. Wysmarowany sadzą i krwią, wyglądał groźnie. Z nosa wciąż ciekła mu krew, od czasu do czasu ocierał ją z twarzy rękawem. Potem odchylał głowę w nadziei, że w ten sposób powstrzyma krwotok. Przez cały czas miał w ustach ostry smak, który mijał jedynie wtedy, gdy wódka parzyła przełyk, ale wkrótce znów powracał. Z czasem jego napięcie przeszło w otępienie, a ruchy stały się mechaniczne. Nie był w gorszej sytuacji niż my, pozostali, nie wyróżniał się nawet śladami krwi i zabrudzonymi spodniami. Żaden z nas nie przypominał już żywego człowieka, tylko upiora z jakiejś dawno rozegranej bitwy, poległego zabranego wreszcie z pola walki, na którym wcześniej tygodniami leżeliśmy zapomniani w lejącym z nieba deszczu.

Trzy razy widzieliśmy, jak zmienia się obsada baterii północnej. Wydawało się, że żaden ze strzałów oddanych przez zapałczanych żołnierzyków nie chybił celu, a baterie po obu stronach fiordu koncentrują ogień na nas.

O pierwszej na zgruchotanym takielunku „Gefion” zawisła sygnałowa flaga. Była to wiadomość skierowana do załogi „Chrystiana VIII”: dłużej już nie wytrzymamy. Wiele z naszych dział pozostawało bez obsługi, a przy tych, z których wciąż strzelano, ludzi było za mało. My, którzy wciąż trzymaliśmy się na nogach, pracowaliśmy wśród stosów ciał zmarłych i rannych, w obłędzie wyciągających do nas ręce i łapiących nas, jak gdyby błagali o dotrzymanie im towarzystwa wśród brei porozrywanych trzewi, krwi i tego, z czego opróżniały się jelita.

Sygnał nadano szyfrem, wróg na brzegach fiordu Eckernförde nie mógł go zatem zrozumieć, ale na „Chrystianie VIII” odczytano go właściwie.

Na liniowcu wielkich strat w ludziach jeszcze nie było. Wcześnie rano zginął kwatermistrz z Nyborga, później dwóch ludzi zostało rannych, ale okręt uniknął wielkich, poważnych trafień. Komandor Paludan mógł, niestety, stwierdzić również, że intensywny ostrzał baterii na północnym i południowym brzegu fiordu nie spowodował wielkich szkód w siłach wroga. Bitwa trwała już od ponad sześciu godzin, wciąż bez żadnych widoków na zwycięstwo. Odwrót był jednak niemożliwy. Każdy to widział. Parowce „Hekla” i „Gejzer” zostały wykluczone z gry, a wiatr nam nie sprzyjał. Dlatego komandor Paludan postanowił wciągnąć flagę parlamentarza. Nie było to jeszcze poddanie się, a jedynie przerwa w bitwie.

Łodzią wiosłową zawieziono na brzeg jednego z poruczników z listem; wrócił wkrótce z informacją, że odpowiedzi można spodziewać się za godzinę. Marsle i dolne żagle unieruchomiono, a ludzie dostali chleb i piwo. Na pokładzie wciąż panował porządek i chociaż wszyscy ogłuchli od wybuchów, nie było śladu zniechęcenia. Pojawiał się najwyżej lekki niepokój o dalszy przebieg bitwy. Widzieli, że z „Gefion” nie jest dobrze, lecz o krwawym chaosie na naszym pokładzie nie mogli mieć pojęcia.

Laurids siedział sam ze swoim chlebem, zajęty zaspokajaniem głodu. Wciąż jeszcze nie wiedział, jaki los go czeka.

W tym czasie z miasta Eckernförde napłynęły tysiące ludzi i zapełniły brzegi po obu stronach. Laurids przyglądał się im, przeżuwając chleb, a wkrótce spostrzegł, że to wcale nie ciekawość przygnała ich z miasta. Rozpalili na łąkach wielkie ogniska i wyzbierali kule armatnie, rozsypane na brzegu. Te kule, odlane z żelaza, wkładali w ogień, podgrzewali tak, aż rozżarzyły się do czerwoności, po czym zanosili je na stanowiska dział. Na drodze z Kilonii pojawiła się artyleria naziemna, działa ciągnięte przez konie; żołnierze z armatami rozstawili się za kamiennymi ogrodzeniami, otaczającymi okoliczne pola.

Laurids pamiętał opowieść swego ojca o wojnie z Anglikami, kiedy to zaatakowano Marstal. Dwie angielskie fregaty rzuciły kotwicę na południe od miasta. Zjawiły się, by uprowadzić miejskie statki, których pół setki cumowało w porcie. Anglicy spuścili na wodę trzy barkasy pełne uzbrojonych żołnierzy, lecz marstalczykom wraz z grenadierami z Drugiej Kompanii Jutlandzkiej udało się ich przegonić. Obrońcy miasta nie wierzyli własnym oczom, gdy ujrzeli, że Anglicy się wycofują.

– Nigdy nie mogłem zrozumieć, o co szło w tamtej wojnie – dodał ojciec. – Anglicy są przecież świetnymi żeglarzami. Nic im nie mogę zarzucić. Ale w tej wojnie chodziło o chleb. Gdyby nam zabrali statki, bylibyśmy skończeni. Dlatego wygraliśmy. Bo co innego nam pozostawało?

Teraz Laurids siedział na „Chrystianie VIII” pod flagą parlamentarza i obserwował mrowie ludzi na brzegu. Nie miał pewności, czy lepiej rozumie wojnę niż jego ojciec. Walczyli o duńską flagę przeciwko Niemcom, to chyba powinno mu wystarczyć. I tak myślał jeszcze przed chwilą. Wojna była jak życie marynarza. Można nauczyć się wiele o chmurach, kierunkach wiatru i prądach morskich, ale niezbitej wiedzy o nieobliczalnym morzu nie da się zdobyć nigdy. Chodzi wyłącznie o to, by się do niego dostosować i wrócić żywym do domu. Teraz wrogiem były baterie nabrzeżne nad Eckernförde. Gdy zmusi się je do milczenia, droga do domu będzie otwarta. Tym była dla niego wojna. Za patriotę się nie uważał, ale też nie zajmował przeciwnego stanowiska. Życie przyjmował takim, jakim jest, a horyzont, ku któremu kierował spojrzenie, wyznaczały szczyty masztów, skrzydła wiatraka i wieżyczka na dachu kościoła. Tak wyglądało Marstal, gdy na pokładzie okrętu zbliżaliśmy się do niego od strony morza. Teraz widział zwyczajnych ludzi rzucających się w wir wojny, nie tylko żołnierzy, lecz także mieszkańców miasta Eckernförde, do którego często zawijał z ładunkiem zboża i z którego przypłynął tamtego wieczoru, gdy całą wyspę Ærø postawił na nogach. Mieszkańcy Eckernförde zgromadzili się na brzegu tak jak kiedyś marstalczycy, więc o co chodzi w tej wojnie?

Na brzegu spuszczono na wodę łódź. To porucznik z „Chrystiana VIII” po raz trzeci wracał z negocjacji. Za każdym razem bitwę odraczano. Zawieszenie broni trwało już od dwóch i pół godziny, a dochodziło pół do piątej. Musiało w końcu nastąpić coś decydującego. Marynarze chwycili za wiosła. Nagle armaty na brzegu huknęły bez zapowiedzi. Flaga parlamentarza wciąż powiewała na topie grotmasztu, ale wojna znów się zaczęła.

Działa z „Chrystiana VIII” natychmiast odpowiedziały ogniem, natomiast „Gefion”, milcząca jak statek widmo, usiłowała wydostać się poza linię ostrzału. Poddaliśmy się, poświęcając ostatnie resztki sił na posuwanie się naprzód na kotwicy zawoźnej.

Wróg zmienił teraz taktykę. Baterie po obu stronach fiordu zamiast w nas zaczęły celować w „Chrystiana VIII”. Postanowiły podpalić okręt. Wiele kul, które na niego spadały, żarzyło się czerwono po tym, jak pół popołudnia przeleżały w ogniskach na polach. Mieszkańcy Eckernförde potrafili dobrze wykorzystać czas.

Pokład zapełnił się nagle zabitymi i rannymi. Atak nastąpił niespodziewanie. W wielu miejscach pojawiły się płomienie, natychmiast uruchomiono pompy i sikawki. Należało spłukać śmierć z pokładu, ale trzaskający ogień już zdążył wgryźć się w drewno.

Komandor Paludan zorientował się teraz, że bitwa jest przegrana. „Chrystian VIII” próbował się wydostać poza linię ostrzału, lecz wiatr wciąż był przeciwny. Liniowcowi udało się jedynie ustawić w poprzek prądu, przez co stracił dogodną pozycję, jaką była pozycja burtą do wroga. Na brzegu Niemcy od razu rozszyfrowali zamiary komandora i zaczęli celować w żagle i maszty. Chcieli udaremnić wrogowi odwrót.

Wielką kotwicę podniesiono za cenę olbrzymich strat. Bomby zapalające lądowały na dziobie, a granaty wybuchały między nogami nieszczęśników obsługujących kabestan. Cały czas krzykiem domagali się posiłków, tak duże były ofiary. Nowo przybyli nogami odsuwali na bok zabitych. Potem wybuchał kolejny kartacz i z handszpaków zostawały jedynie kikuty, a z dłoni, które je pchały – potrzaskane kości i kawałki palców. Kotwica w końcu podniosła się i zawisła, ociekając wodą, pokryta piaskiem z dna, szlamem i wodorostami. Ceną za to było szczęście dziesięciu rodzin, których bracia, synowie i ojcowie już nigdy nie wrócili do domu.

Wciągnięto kliwer, umocowano szoty marsli. Stawiano żagle. Laurids był żeglarzem, więc wspiął się na maszt wraz z innymi. Wyszedł na reję. Miał stąd widok na pole bitwy.

Słońce opadało nad horyzont, rzucając na fiord miękkie światło. Na czerwieniejącym niebie kłębki chmur rozpostarły się na kształt wachlarza. W odległości zaledwie kilkuset metrów od fiordu panował spokój i kiełkująca wiosna, ale na brzegu zaczerniło się od uzbrojonych ludzi. Strzelała artyleria ukryta za kamiennymi ogrodzeniami. Z baterii brzegowej ogniste kule śmigały nieprzerwaną kanonadą, a chmara tysiąca ludzi jednocześnie uniosła strzelby i wypaliła.

Laurids wisiał kiedyś na samym końcu rei podczas śnieżnej burzy na południe od przylądka Horn, uwieszony na rękach zamarzniętych jak kawały lodu. Musiał pełznąć z powrotem do masztu, czepiając się rei rękami i nogami, i wcale się nie bał. Teraz ręce trzęsły mu się tak, że nie był w stanie rozwiązać najprostszego węzła.

Ostrzał rozrywał żagle, maszty i liny. Dookoła Lauridsa marynarze jeden po drugim spadali z rei i want. Trafieni odłamkiem ostrzelanego masztu wielkości oszczepu, kartaczem lub ognistą kulą, obracając się, lecieli w dół między na wpół podniesionymi żaglami i takielunkiem, dopóki nie spadli na odległy pokład lub z pluskiem nie zniknęli w wodzie. Wtedy i Laurids się poddał i po drablinach zszedł na dół.

Na pokładzie narastał chaos. Żadnego z żagli nie dało się już podnieść, skoro fały i brasy zostały zniszczone. Jakaś grupa wciągała bezantopsel i prawie udało im się go podnieść, gdy nagle spadły na nich bloki i halsy, na tyle ciężkie, by zabić człowieka.

Każda próba wyprowadzenia „Chrystiana VIII” poza linię ognia okazywała się daremna. Niemożliwa była jakakolwiek rozsądna żegluga, a świeży wiatr przeszedł w silny, znosząc potężny okręt ku brzegowi. Liniowiec zatrzymał się na mieliźnie dokładnie na wschód od południowej baterii, która raziła bezbronny okręt coraz silniejszym ogniem. W tej pozycji do użytku nadawały się jedynie działa rufowe, lecz okręt gwałtownie się przechylił i nic już nie pozostało na swoim miejscu.

Nagle rozległ się krzyk:

– Pożar na pokładzie!

To, co wcześniej brali za pożar, było jedynie fałszywym alarmem w porównaniu z tym, co się teraz działo. Jedna z płonących kul przebiła pokład działowy i wpadła do ładowni na sterburcie. Ogień szybko się rozprzestrzeniał, przesuwając się ku prochowniom. Paliło się również w innych miejscach. Ludzie pracowali przy pompach, ale na próżno. Ogień zwyciężył.

O szóstej ściągnięto banderę i działa na „Chrystianie VIII” umilkły. Ale ostrzał liniowca trwał jeszcze przez kwadrans, zanim nienasycony wróg wreszcie zadowolił się ogromem klęski okrętu wojennego, który przed kilkoma zaledwie godzinami wydawał się niezwyciężony.

Na znak kapitulacji przetransportowano komandora Paludana łodzią na brzeg, a wtedy załogę całkiem opuścił duch walki. Przestali zmagać się z ogniem. Stali zgarbieni, brudni i cuchnący. Ich wiedza żeglarska nie była nikomu potrzebna, a z wojną czy klęską nigdy nie mieli do czynienia. Wcześniej wydawało im się, że wojna to zabawa, teraz w głowach huczało im jedynie echo salw armatnich, serca zaś opuściła wszelka energia. Ta ostatnia, haniebna część bitwy trwała półtorej godziny, lecz im wydawało się, że była jak cała wieczność. Nie potrafili sobie wyobrazić, że później może być coś jeszcze. Nie zostało im już nic.

Niektórzy siedzieli na pokładzie wśród morza płomieni, jak gdyby kazania pastorów okazały się prorocze i podróż ku ogniowi piekielnemu już się rozpoczęła. Inni znieruchomiałym wzrokiem wpatrywali się przed siebie. Mechanizm się w nich popsuł. Porucznicy Ulrik, Stjernholm i Corfitz biegali po pokładzie, coś do nich krzycząc. Jeśli chcieli uniknąć katastrofy i nie widzieć, jak duma ojczyzny wylatuje w powietrze, podkreślając zakończenie bitwy, która nie przyniosła im chwały, to byli teraz potrzebni bardziej niż kiedykolwiek. Ale armaty ich ogłuszyły. Reagowali jedynie na potrząsanie i poszturchiwanie.

Laurids dał się zagonić do ostatniej prochowni, ale wyrzucanie prochu do morza szło wolno. Było ich zaledwie pięciu, a za każdym razem, gdy zapędzano tu kogoś nowego, zaraz z powrotem wybiegał na górę.

Nagle rozległ się krzyk:

– Wszyscy na pokład!

Od razu wiedzieli, co to oznacza. Popatrzyli po sobie. Zostawiwszy kartacze i beczki z prochem, błyskawicznie popędzili na górę po trapie.

Po pokładzie między nogami przerażonych marynarzy biegały owce, cielaki, świnie, kury i kaczki. Wypuszczono je z zagród.

Jakaś świnia z zakrwawionym ryjem grzebała w trzewiach leżących na deskach, od czasu do czasu coś pożerając.

Każdy biegł w swoją stronę, każdy z naglącą sprawą, której nie dało się odłożyć. Jedni szukali ubrań i worków. Inni wspinali się na nadburcie, jak gdyby rozważali, czy nie rzucić się w zimną wodę. Nikt nie myślał o rannych, którzy leżeli im na drodze i wśród powszechnego chaosu musieli pogodzić się z tym, że są bezlitośnie tratowani. Ich krzyków bólu i tak nikt nie słyszał. Większość wciąż była ogłuszona wielogodzinną kanonadą.

Laurids zbiegł do lazaretu. Nie mógł uwierzyć, że ranni mają być pozostawieni swemu losowi. Szczelinami między grubymi dębowymi deskami sączył się dym. Laurids zakrył usta ręką i zrobił jeszcze dwa kroki w głąb zadymionego pomieszczenia. Podszedł do niego pielęgniarz, który usta miał zakryte ścierką.

– Ktoś tu przyjdzie?

Laurids usłyszał te słowa. Odzyskał słuch.

– Musimy wynieść rannych na górę! Tu się podusimy!

– Sprowadzę pomoc! – odkrzyknął Laurids.

Na pokładzie nie znalazł żadnego z oficerów, którzy wcześniej walili płazem członków załogi i wymierzali im kopniaki. Ujrzał zbiegowisko przy furcie burtowej i zaraz tam pobiegł. Ewakuacja trwała już w najlepsze. Dostrzegł kilku poruczników, szablami torujących sobie drogę do trapu. Zastępca dowódcy okrętu, kapitan Krieger, stał z boku i obserwował całą scenę dziwnie nieobecnym wzrokiem. Pod pachą dźwigał portret żony w złoconych ramach. Lornetkę miał na plecach. Gdy Laurids podszedł bliżej, usłyszał, że kapitan raz po raz powtarza jedno i to samo zdanie, unosząc rękę w geście pozdrowienia, jak gdyby chciał pobłogosławić stojącą przed nim zdesperowaną gromadę.

– Pokazaliście, że jesteście odważni, spełniliście swój obowiązek, wszyscy jesteście moimi braćmi.

Nikt nie zwracał na niego uwagi. Każdy miał spojrzenie wbite w plecy stojącego przed nim, będące główną przeszkodą na drodze do zbawiennej furty burtowej.

Laurids przepchnął się do kapitana i zbliżając do niego twarz, zawołał:

– Ranni, kapitanie Krieger! Ranni!

Kapitan popatrzył na niego, ale jego wzrok pozostał równie nieobecny. Położył rękę na ramieniu Lauridsa, który wyczuł jej drżenie, lecz głos kapitana brzmiał spokojnie, niemal sennie:

– Bracie, gdy zejdziesz na ląd, przyjdź do mnie, a wtedy porozmawiamy jak bracia.

– Trzeba pomóc rannym! – wrzasnął Laurids. – Cały okręt zaraz wyleci w powietrze!

Dłoń kapitana wciąż spoczywała na ramieniu Lauridsa.

– Tak, tak, ranni – powiedział tym samym, niezmiennie spokojnym tonem. – Ranni są moimi braćmi. Kiedy zejdą na ląd, wszyscy będziemy rozmawiać jak bracia.

Słowa przeszły w mamrotanie, potem kapitan wrócił do swojej litanii:

– Pokazaliście, że jesteście odważni, spełniliście swój obowiązek, wszyscy jesteście moimi braćmi.

Laurids zostawił go i skierował się do gromady mężczyzn walczących o drogę do furty. Złapał za ramię jednego, potem drugiego, odwracał ich do siebie i krzyczał, przekazując swoje przesłanie o konieczności przyjścia z pomocą rannym. Pierwszy zareagował ciosem pięścią wymierzonym w jego brodę. Drugi, jakby nic nie rozumiejąc, pokręcił głową, wyrwał się i z nową energią rzucił do walki.

Ewakuacja przebiegała teraz szybciej. Od brzegu odbiły łodzie rybackie, spiesząc na ratunek załodze okrętu wojennego, który zaledwie kilka godzin wcześniej raził miejscowych ogniem. Należąca do liniowca szalupa kapitańska kursowała między okrętem a brzegiem. Laurids przechylił się przez reling i zobaczył ogień z hukiem wydobywający się z furt działowych na rufie. Wiedział, że to już nie potrwa długo.

Ze wszystkich otworów buchał dym. Na pokładzie było równie trudno oddychać jak pod nim. Jeszcze raz zbiegł po trapie do lazaretu, ale musiał zrezygnować z przedzierania się przez dym, który był teraz tak gęsty i duszący, że Laurids nie wyobrażał sobie, by ktokolwiek mógł tam jeszcze pozostać przy życiu.

– Jest tu kto? – zawołał, lecz nie doczekał się odpowiedzi.

Dym dusił w płucach. Laurids zaniósł się kaszlem, aż po policzkach popłynęły mu łzy. Potem znów wrócił na pokład. Zacisnął piekące z bólu oczy, na moment oślepiony. Poślizgnął się na pokładzie pokrytym ludzkimi odchodami i zmiażdżonymi organami. Czując pod ręką coś miękkiego i mokrego, natychmiast poderwał się z powrotem na nogi, z przerażeniem ocierając dłoń o wybrudzone już spodnie. Nie mógł znieść myśli o tym, że jego palce dotknęły krwi i trzewi innego człowieka. Czuł się tak, jakby duszę oblano mu wrzątkiem.

Chwiejąc się, podszedł do relingu, gdzie dym był nie tak gęsty, i usiłował coś zobaczyć. Przez mgłę łez widział, jak szalupa osiada na rewie. Ludzie musieli wejść do wody i na własnych nogach przedostać się na ląd. Na brzegu czekali na nich żołnierze wroga. Szalupę uwolniono, zaraz zawróciła do „Chrystiana VIII”. Kilka łodzi rybackich również znajdowało się blisko okrętu, lecz nagle ich wiosła znieruchomiały. Szalupa także zawróciła. Od strony furty burtowej podniósł się krzyk protestu.

Laurids zrobił krok w tył i wszedł w gęste kłęby dymu.

Stövlarna

Translated by Leo Andersson

jensen_ertrunkenen_swedish Laurids Madsen hade varit i himlen, men kom ned igen tack vare sina stövlar.

Han for inte så högt upp som till en masttopp, knappt upp till storrån på en fullriggare. Men han hade stått vid Paradisets port och sett Sankte Per, även om det bara var röven som Hinsidans väktare visade honom.

Laurids Madsen skulle ha varit död. Men döden ville inte ha honom, och därefter blev han som förbytt.

Innan Laurids Madsen blev berömd för sitt besök i himlen var han beryktad för att egenhändigt ha startat ett krig. Han förlorade sin far, Rasmus, till havet när han var sex och gick till sjöss med Anna från Marstal då han var fjorton. Redan efter tre månader förliste Anna på Östersjön. Besättningen räddades av en amerikansk brigg, och alltsedan dess drömde Laurids Madsen om Amerika.

Han hade tagit sin styrmansexamen i Flensburg då han var arton och led samma år sitt andra skeppsbrott utanför Norges kust vid Mandal, där han en kall oktobernatt stod på ett skär som översköljdes av vågorna och spejade efter räddning. I fem år seglade han på världshaven. Han hade varit syd om Kap Horn och hört pingvinerna skrika i den becksvarta natten. Han hade sett Valparaiso, Amerikas västkust och Sydney, där träden fäller bark om vintern istället för löv och kängurur hoppar omkring. Han hade mött en flicka med druvögon vid namn Sally Brown och kunde berätta om Foretop Street, La Boca, Barbary Coast och Tiger Bay. Han hade korsat ekvatorn, hälsat på Neptunus och känt stöten som uppstår när skeppet korsar Linjen. Han hade vid det tillfället druckit saltvatten, fiskolja och vinäger. Han hade blivit döpt i tjära, sot och lim, rakad med en rostig kniv med hack i eggen och fått sina skärsår omskötta med salt och kalk. Han hade kysst den koppärriga Amfitrite på hennes ockrafärgade kind och doppat näsan i hennes luktflaska som var fylld med avklippta naglar.

Laurids Madsen hade varit vida omkring.

Det var det många som hade. Men han var den enda som kom tillbaka med den fixa idén att allt i Marstal var för smått, och som för att bevisa det talade han oupphörligen ett språk han kallade för amerikanska. Han hade seglat ett år med örlogsfregatten Neversink och lärt sig det främmande tungomålet.

”Givin nem belong mi Laurids Madsen”, sade han.

Han hade tre söner och en dotter med Karoline Grube från Nygade, Rasmus, uppkallad efter fadern, Esben och Albert. Flickan hette Else och var den äldsta. Rasmus, Esben och Else liknade modern, de var småväxta som hon och sade aldrig mycket. Albert liknade sin far. Redan som fyraåring var han lika lång som den tre år äldre Esben. Han rullade alltid runt med en engelsk kanonkula i gjutjärn och försökte om och om igen att lyfta upp den i sina armar. Han gick ned på knä och fick något fast och beslutsamt i blicken, men än var kulan för tung för honom.

”Heave away, my jolly boys! Heave away my bullies!” ropade Laurids uppmuntrande när han såg den yngste sonens övningar.

Det var under den engelska belägringen av Marstal 1807 som kulan hade gått genom taket på huset i Korsgade. Farmodern blev så förskräckt att hon födde Laurids mitt på köksgolvet. När Albert inte gick ut med kanonkulan hade den sin fasta plats i köket där Karoline använde den som mortel till att stöta senapen.

”Ja, det kunde lika så gott ha varit du som tillkännagav din ankomst på det viset”, hade Rasmus en gång sagt till Laurids, ”så stor var du då du kom till världen. Om storken hade tappat dig hade du gått genom taket som en engelsk kanonkula.”

”Fingu”, sade Laurids och satte fingret i vädret.

Han ville lära barnen det amerikanska språket.

Fut betydde fot. Han pekade på stöveln. Maus var mun.

Han gned sig om magen när han satte sig till bords och visade tänderna.

”Hanggre.”

Då kunde alla förstå att han var hungrig.

Mor hette misis, far papa tru. När Laurids inte var där sade de mor och far liksom alla andra barn, förutom Albert. Han stod sin far allra närmast.

Barn hette många saker. Pikinini, bullies och hearties.

”Laikim tumas”, sade Laurids till Karoline och plutade med läpparna som om han skulle avleverera en kyss.

Hon började fnissa av förlägenhet och blev därefter arg.

”Var inte en sådan fåntratt, Laurids”, sade hon.

Det blev krig med tyskarna i Slesvig-Holstein på den andra sidan av Östersjön. Det var år 1848 och den gamle tullförvaltaren de la Porte blev den första som fick veta det eftersom den provisoriska upprorsregeringen i Kiel skickade proklamationen tillsammans med en anmodan att överlämna tullkassan till honom.

Hela Marstal var i uppror och vi blev strax eniga om att organisera ett lantvärn. I spetsen stod en ung lärare från Rise, som vi därefter kallade Generalen. På öns högsta punkter byggdes vårdkasar. Det var svänglar monterade på en hög stång med en tunna fylld med gammalt tågvirke och tjära hängande i änden. Om fienden kom åkte den brinnande tjärtunnan upp i luften för att signalera att nu kom kriget inseglande.

Det stod vårdkasar både på Knasterbjerg och på klinterna vid Vejsnæs och överallt gick det strandvakter och spejade ut över vattnet.

Krigsyran blev för mycket för Laurids som redan innan saknade respekt för allting. En kväll då han på väg hem från Eckernförde Fjord passerade Vejsnæs, seglade han nära inpå stranden och ropade så att det genljöd över vattnet: ”Tysken är efter mig!”

Ett par minuter senare brann tunnan på toppen av klinten. Sedan tändes vårdkasen på Knasterbjerg och nu hoppade elden vidare in över ön, ända bort till Synneshøj, nästan tjugo kilometer bort, tills Ærø stod i brand som på midsommarafton.

Laurids låg på vattnet medan bålen flammade upp och skrattade gott åt uppståndelsen han hade förorsakat. Men när han lade till i Marstal såg han ljus överallt och gatorna var fyllda med människor trots att det var sent på kvällen. Några ropade obegripliga order, andra grät och bönföll. En stridsberedd grupp stormade redan upp för Markgade beväpnade med liar, hötjugor och ett par gevär. Unga mödrar sprang i skräck runt på gatorna med sina skrikande spädbarn i famnen, förvissade om att tysken skulle spetsa deras avkommor på bajonetterna. Vid brunnen på hörnet av Markgade och Vestergade stod en skepparhustru och grälade med en tjänsteflicka. Kvinnan hade fått den idén att de skulle gömma sig för tysken i brunnen och befallde tjänsteflickan att vara den första att hoppa ned i det svarta djupet.

”Efter er”, sade tjänsteflickan.

Vi män kommenderade också varandra. Det är för många skeppare i vår stad för att någon ska bry sig om att åtlyda andra, och det enda vi kunde enas om var att genom yttrandet av många eder högtidligt förkunna att vi skulle sälja våra liv så dyrt som möjligt.

Då tumultet trängde in hos pastor Zachariassen på prästgården på Kirkestræde, där man den kvällen hade främmande, svimmade en dam av all uppståndelse, men den tolvårige sonen Ludvig grep en eldgaffel för att försvara fäderneslandet mot den invaderande fienden. Hemma hos lärare Isager, som också tjänstgjorde som klockare, gjorde sig familjen redo för det stundande angreppet. Alla tolv sönerna, som var hemma för att fira den tjocka fru Isagers födelsedag, blev utrustade av sin mor med krukor fyllda med aska och fick order att kasta askan i huvudet på tysken om han skulle komma på att storma klockarbostället.

I spetsen för troppen, som via Markgade rörde sig ut mot Reberbanen, fanns den gamle Jeppe, som svingade en hötjuga och ropade utmanande till tyskarna att de skulle komma an om de bara vågade. Den lille snickaren Laves Petersen var tvungen att vända om igen. Han bar käckt sitt gevär över axeln och fickorna bågnade av kulor, men mitt under ilmarschen upptäckte han att han hade glömt krutet därhemma.

Vid Marstal kvarn stod den kraftiga mjölnarhustrun madam Weber redo med en högaffel och begärde att få delta i slaget, och i den allmänna förvirringen, och kanske också för att hon såg mer imponerande ut än de flesta av oss manfolk, öppnade vi genast våra krigslystna led för henne.

Laurids, som hade ett lättrörligt sinnelag, blev så tagen av den allmänna kämpaglöden att även han sprang hem för att leta reda på ett vapen. Karoline och de fyra barnen hade skrämda gömt sig under matbordet i finrummet när han stormade in och muntert ropade: ”Kom ungar, nu ska vi ut i krig!”

Det hördes ett dovt ljud när Karoline slog huvudet i matbordets undersida. Medan hon besvärat kravlade sig fram under duken och reste sig i sin fulla längd skrek hon upphetsat till honom: ”Är du helt från vettet, Madsen? Barn ska inte ut i krig!”

Rasmus och Esben började hoppa upp och ned.

”Vi vill följa med! Vi vill följa med!” ropade de i kör. ”Snälla, kan vi inte?”

Den lille Albert kom redan rullande med kanonkulan.

”Har ni blivit alldeles tokiga?” skrek modern och gav den närmaste en örfil. ”Nu går ni ned under bordet igen!”

Laurids sprang ut i köket för att hitta ett passande vapen, men fann inget användbart.

”Var gömmer stekpannan sig?” ropade han in i rummet.

”Inte den”, ropade Karoline. ”Du håller fingrarna från min stekpanna.”

Laurids såg sig villrådig omkring.

”Ja, då tar jag kvasten”, meddelade han och sprang tillbaka genom rummet. ”Nu ska tysken få.”

De hörde ytterdörren slå igen bakom honom.

”Hörde du det?” viskade Rasmus, den äldste, till Albert. ”Far pratade inte amerikanska en enda gång.”

”Den galna människan”, sade modern och skakade på huvudet i mörkret under matbordet där hon åter hade sökt sin tillflykt. ”Att gå ut i krig med en kvast.”

Det väckte allmänt jubel när Laurids anslöt sig till den stridsberedda flocken. Nog hade han rykte om sig att vara uppkäftig, men han var stor och stark och bra att ha vid sin sida. Sedan fick vi syn på kvasten.

”Har du inget annat vapen?”

”Den är god nog åt tysken”, svarade han och sträckte kvasten i vädret. ”Med den sopar vi honom ut ur landet.”

Vi var högmodiga och skrattade åt hans vitsighet.

”Lämna kvar några hötjugor”, sade Lars Bødker. ”Så vi kan stapla tyskarna i efterhand, när de är döda allihop.”

Vi kom ut på de öppna fälten. Det var en halvtimmes marsch till Vejsnæs, men vi gick raskt fram, fortfarande med kamplusten i blodet. Vi hade nått fram till Drejbakkerne och kunde se eldarna flamma över ön, en syn som ytterligare skärpte vår krigiskhet. Sedan hörde vi hovslag i mörkret och stelnade till. Nu kom fienden!

Vi hade hoppats på att överraska tysken på stranden men vi hade fortfarande terrängen på vår sida. Laurids ställde sig stridsberedd med kvasten och vi andra härmade honom.

”Vänta på mig!” hördes det bakom oss.

Det var den lille snickaren som hade återvänt efter att ha varit hemma efter krutet.

”Sch!” tystade vi, ”tysken är precis i närheten.”

Hovslagen kom närmare, men nu kunde vi höra att det bara var en häst. Sedan dök en ryttare fram i mörkret. Laves Petersen höjde sitt gevär och siktade. Laurids lade en hand på gevärspipan.

”Det är kontrollör Bülow”, sade han.

Kontrollören satt grensle på en svettdrypande häst vars svarta flanker hävdes ut och in efter en hård ritt. Han höjde handen.

”Gå hem igen. Det finns inga tyskar vid Vejsnæs.”

”Jamen, tunnorna brinner”, ropade Laves.

”Jag har talat med strandvakten”, sade Bülow. ”Det var falskt alarm.”

”Och här har vi blivit uppjagade ur våra sköna sängar. För vad? För ingenting!”

Madam Weber lade armarna i kors och såg sig omkring med barsk blick, som om hon letade efter någon hon kunde kasta sig över nu när fienden hade lämnat återbud.

”Nu har vi visat att vi är redo”, sade kontrollören lugnande. ”Och det allra bästa är väl att de inte alls kommer.”

Vi mumlade bekräftande. Men fastän vi kunde se det förnuftiga i kontrollörens synpunkt var det ändå en stor besvikelse. Vi hade varit redo att se både tysken och döden i ögonen och sedan hade ingen av dem gått i land på Ærø.

”Tysken ska allt få se”, sade Lars Bødker.

Vi kände av tröttheten och begav oss hemåt. Ett kallt nattregn hade börjat falla och vi var tysta ända tills vi kom fram till väderkvarnen där madam Weber skilde sig från vår nedslagna skara. Hon ställde sig framför oss med högaffeln i ena handen som om hon skyldrade gevär.

”Jag skulle vilja veta”, sade hon med hotfull stämma, ”vilken spefågel det var som fick anständigt folk att kliva ur sina sängar mitt i natten för att skicka ut dem i krig.”

Vi stirrade allihop på Laurids som sköt upp mitt ibland oss med kvasten på axeln.

Men Laurids varken hukade sig eller slog ned med blicken. Han såg istället på oss. Sedan lutade han sig bakåt och började skratta mot regnet.

Snart blev det allvar med kriget. Vi blev inkallade till flottan. Örlogsångaren Hekla lade till i grannstaden Ærøskøbing för att hämta oss. Vi stod i kö på kajen och blev uppropade en efter en innan vi sprang ombord på barkassen som skulle föra oss till ångfartyget. Vi hade känt oss snuvade på kriget den natten i november, men nu var väntetiden över och modet var på topp.

”Hallå, här kommer en dansk med liv och lust och sjömanssäcken med!” ropade Claus Jacob Clausen.

Han var en liten och senig man som alltid skröt med att en tatuerare i Köpenhamn vid namn Stikke-Frederik en gång hade sagt till honom att han hade den hårdaste arm han någonsin stuckit en nål i. Clausens far, Hans Clausen, hade varit lots och före honom även hans farfar, och det var också den väg han själv var säker på att gå, för natten före inskeppningen hade han haft en dröm som varslade om att han skulle slippa levande ut ur kriget.

I Köpenhamn blev vi mönstrade på fregatten Gefion. Laurids skildes från oss andra och kom som den enda med på linjeskeppet Christian den Ottende, vars stormast var så hög att det från masttoppen till däcket var en och en halv gång så högt som kyrktornet i Marstal. Vi blev yra när vi lutade våra huvuden tillbaka, men det var en svindel som gjorde oss stolta för vi förstod att vi var kallade att utföra stora handlingar.

Laurids stod kvar och såg efter oss. Christian den Ottende passade honom. Han skulle ta sig fram hemvant på däcket, han som en gång hade seglat ett år med det amerikanska örlogsfartyget Neversink. Likväl tänkte vi att han för ett ögonblick må ha känt sig övergiven då han såg oss försvinna uppför landgången till Gefion.

Så stod vi ut för att gå i krig. På palmsöndagen seglade vi längs Ærøs kust. Vi kunde se klinterna vid Vejsnæs där Laurids hade vänt upp och ned på hela ön med sitt: ”Tysken kommer!” Nu var det dansken som kom och tyskens tur att sätta eld på tjärtunnorna och springa runt som nackade höns.

Vi lade oss utanför Als och väntade. På onsdagen satte vi kurs mot Eckernförde Fjord och nådde mynningen sent på eftermiddagen. Vi blev sammankallade på skansen. Vi var en brokig skara i vadmalströjor och benkläder i olika färger, några blå, andra svarta eller vita. Bara bandet runt våra mössor med Gefions namn och den rödvita kokarden berättade att vi var matroser på kungens örlogsskepp. Kommendörkaptenen, som själv hade sin finaste högtidsuniform med epåletter och sabel, höll ett tal och bad oss strida som tappra gossar. Han svingade med sin trekantiga hatt och ropade tre gånger hurra för kungen. Vi ropade med så högt vi kunde. Sedan beordrade han att alla kanoner skulle avfyras så att vi fick erfara hur det skulle gå till under en batalj. Ingen av oss hade upplevt kriget. Det dånade över havet och luktade skarpt av krut efteråt. Det hade blåst upp till kuling och den blå kanonröken revs upp av vinden. Under några minuter kunde vi inte höra varandra. Larmet från kanonerna hade gjort oss döva.

Vi var nu en hel eskader. Två ångfartyg hade tillkommit. Vi kände igen det ena från avskeppningen i Ærøskøbing, det var Hekla. Vi förberedde oss för slaget nästa dag. Kanonerna gjordes klara i sina portar, pumpar och sprutor ställdes fram så att de genast kunde tas i bruk ifall en brand bröt ut ombord. Kartescher och druvhagel placerade vi vid varje kanon och tändhattar lade vi i lådor. Under de senaste dagarna hade vi övat alltihop så många gånger att vi nästan kunde alla order utantill. Vi var elva man vid varje kanon och från det att den första ordern löd: ”Klart överallt!” efterföljt av ”Rymnål och kardus!” och ”Tändhatt i!” till att ordern om eldgivning kom for vi runt varandra stela av skräck för att göra något galet. Vi var vana vid att bara arbeta tillsammans tre eller fyra på våra små jakter och galeaser och nu var vi plötsligt herrar över liv och död.

Alltför ofta blev vi stående som paralyserade när kanonkommendören skrek sitt ”Ställer efter visir!” eller ”Syftar!” Vad i helvete betydde det i dagligt tal? Varje gång vi lyckades att felfritt tillryggalägga den invecklade vägen fram till den sista ordern fick vi beröm av kanonkommendören. Då bröt vi ut i ett muntert hurra. Han såg på oss och därefter på sin kanon och till sist ned i däcket medan han skakade på huvudet.

”Ni valpar”, sade han, ”gör nu för helvete ert bästa!”

Vi visste inte riktigt vem det var vi skulle skjuta. Gamla Ilse med den sneda höften, brännvinsgumman, som kom ned till hamnen i Eckernförde och sålde oss den lycksaliga drycken när vi lade till med våra skutor, var det väl inte. Kornhandlaren Eckhart, med vilken vi hade gjort mången god affär, var det nog inte heller. Sedan fanns där värdshusvärden på Der Rote Hahn. Han hette Hansen, ett namn lika danskt som något annat. Ett gevär hade vi aldrig sett honom hålla i händerna. Ingen av dem var tysk såvitt vi kunde förstå. Men kungen visste vem tysken var. Och kommendörkaptenen som ropade hurra så käckt.

Vi stävade in mot fjorden. De fientliga batterierna inne vid kusten började dåna, men vi var utanför deras räckvidd och snart blev det tyst igen. Vi tilldelades brännvin istället för det sedvanliga tevattnet. Klockan nio trummades tapto, nu var det dags att törna in. Vi purrades sju timmar senare, det var skärtorsdagen den 5 april 1849. Återigen fick vi brännvin istället för tevatten. En öltunna stod redan på däcket. Av den kunde vi dricka närhelst vi ville och vårt humör var på topp då vi lättade ankar och närmade oss fjorden.

Förplägnaden ombord på Hans Majestäts skepp kunde vi inte klaga på, för kosten var sparsam när vi själva skulle stå för den. Det sades om oss att det aldrig fanns några måsar i kölvattnet på ett skepp från Marstal, och det var nog sant. Hos oss gick inget till spillo. Men här var det varje dag utöver tevatten och öl så mycket bröd vi orkade äta, till middag ett pund färskt kött eller ett halvpund fläsk, ärter, gröt eller soppa, på kvällen fyra lod smör och därtill en snaps. Därför älskade vi kriget långt innan vi hade luktat krutrök för första gången.

Vi hade kommit in i Eckernförde Fjord. Breddningen drog sig närmare och kanonställningarna på land kunde ses tydligt. Kresten Hansen böjde sig fram över Ejnar Jensen och anförtrodde honom ännu en gång att han inte skulle överleva slaget.

”Jag har vetat det sedan tysken bad om tullkassan. Jag dör idag.”

”Du har inte vetat ett skit”, sade Ejnar. ”Du hade inte en aning om att slaget skulle stå på en skärtorsdag.”

”Jo, jag har vetat det länge. Nu är tiden inne, vi kommer att skjutas.”

”Håll nu käften”, sade Ejnar irriterat. Han hade lyssnat på klagovisan sedan de hade packat ihop kojerna och snört på sig stövlarna.

Men Kresten tänkte inte sluta, han andades stötigt och lade en hand på vännens arm.

”Lova mig att du tar med dig min sjömanssäck hem till Marstal.”

”Du får ta hem ditt skräp själv. Sluta nu innan du skrämmer livet ur mig också.”

Ejnar kastade en orolig blick mot kamraten. Kresten var son till skepparen Jochum Hansen som också var uppsyningsman åt hamnstyrelsen, och Kresten liknade sin far ända från fräknarna under det rödblonda håret till det litet fåordiga sättet. Vi hade aldrig tidigare sett honom uppföra sig så märkligt.

”Här”, sade Ejnar och gav honom ett krus öl. ”Ta nu en ordentlig klunk.”

Han höll kruset mot Krestens mun. Den andre frustade och fick ölet i fel strupe. Hans ögon blev glasartade. Ejnar klappade honom på ryggen. Kresten hostade till så att ölet sprutade ut ur näsborrarna på honom.

”Ditt torskhuvud”, Ejnar skrattade. ”Den som är född att hängas drunknar inte”, sade han. ”Där hade du ju nästan ihjäl dig själv. Det behöver du inte tysken till.”

Men Krestens blick var alltjämt frånvarande.

”Nu är tiden inne, vi ska skjutas”, upprepade han med ihålig röst.

”Ja, jag ska inte skjutas.”

Det var Lille Clausen som blandade sig i samtalet.

”Jag vet det för jag har själv drömt det. Ni förstår, jag gick på Møllevejen, jag skulle in till staden. På var sida om mig stod det militärer redo att skjuta. Sedan var det en stämma som ropade: ’Du skall gå!’ Och så gick jag. Kulorna susade runt mina öron, men det var ingen som träffade. Så jag kommer inte att bli skjuten idag. Det vet jag med bestämdhet.”

Vi spejade ut över fjorden och de omkringliggande fälten som var täckta med vårgrönska. En gård med halmtak gömde sig i en liten lund av knoppande lindträd. En väg kantad med granitsten ledde upp till gården. Där stod en ko och betade vid vägkanten. Den hade vänt baken mot oss och viftade lojt med svansen, ovetande om kriget där ute på vattnet som kom närmare.

Kanonställningarna på udden på styrbords sida var nu ganska nära inpå. Vi såg röken innan vi hörde dånet rulla fram över vattnet likt en storm som utan förvarning drog ihop sig.

Kresten ryckte till.

”Nu är det dags”, sade han.

En eldsflamma slog ut från akterstocken på styrbords sida av Christian den Ottende. Vi såg rådvilla på varandra. Hade skeppet blivit träffat?

Vi var ovana vid krigföring och visste inte vad en fullträff kunde medföra. Det kom ingen reaktion från linjeskeppet.

”Varför ger de inte igen?” frågade Ejnar.

”De har ännu inte kommit i linje med batteriet”, sade Clausen kunnigt.

Ett ögonblick senare förkunnade en blågrå sky av krutrök från styrbords sida på Christian den Ottende att de gav igen. Slaget var i full gång. Eld och jord slog upp inne på stranden, och små streckfigurer sprang runt varandra. Det blåste en god ostlig vind, och en kort tid därefter blev det Gefions tur att leverera en bredsida. Mullret från de stora 60-pundiga kanonerna fick hela skeppet att kränga till och det var som om magen sjönk på oss. Vi höll händerna för öronen och skrek med skräckblandad glädje, lamslagna av kanonernas slagkraft.

Nu fick tysken ett glatt lag!

Det pågick i några minuter. Sedan upphörde skjutandet från batteriet på udden. Vi var tvungna att förlita oss på våra ögons urskillningsförmåga. Höra något kunde vi inte. Det liknade ett ökenlandskap där borta. Grus var upprivet i stora högar. Det svarta kanonröret från en 24-pundare stack upp i luften som efter ett jordskalv. Det fanns inget som rörde sig.

Vi dunkade varandra i ryggen i en stum segerdans. Även Kresten såg ett ögonblick ut att ha glömt sina dystra föraningar och överlät sig åt extasen: Kriget var ett rumlande, ett brännvinsrus som gick en i blodet. Bara det att ruset var starkare och renare. Det låg en klarhet i luften då krutröken drev bort. Aldrig hade vi sett världen med en sådan tydlighet. Vi grimaserade som nyfödda spädbarn. Rigg, master och segel välvde sig över oss som lövhänget i en nyutsprungen bokskog. Det fanns en skärpa över allting som vi aldrig tidigare hade upplevt.

”Ja, jag blev ta mig tusan alldeles högtidlig”, sade Clausen då vi hade fått tillbaka målföret och hörseln. ”Det var som satan, det var som satan.”

Han kunde inte sluta upp att svära.

”Djävulen må bränna mig om jag har sett något liknande.”

Kanonmuller hade vi ju hört under generalrepetitionen kvällen innan, men att vara vittne till kanonernas verkan – det gjorde något med en man.

”Ja”, sade Ejnar eftertänksamt. ”De kanonerna, det är någonting helt annat än pastor Zachariassens predikningar. Ja, vad säger du, Kresten?”

Kresten hade fått ett fromt uttryck i ansiktet. ”Tänk att jag skulle få uppleva detta”, sade han stilla.

”Så du tror inte längre att du ska skjutas?”

”Jo, nu vet jag det. Men rädd är jag inte längre.”

Elddopet var det visserligen ännu inte eftersom de 60-pundiga kanoner vi betjänade var monterade på översta däck på babords sida, men snart skulle det bli vår tur när vi trängde längre in i fjorden mot Eckernförde, där ytterligare två batterier väntade, ett på vardera sidan om fjorden. Men det motståndet var inget att räkna med. Klockan var ännu inte åtta på morgonen och slaget var redan till hälften vunnet. Vi fruktade att kriget skulle vara över innan det knappt hade börjat. Nu hade vi precis fått smaka på det och så skulle tysken vara slagen innan frukost.

Gefion fortsatte in mot slutet av fjorden, och det norra batteriet låg rätt föröver. Vi var bara två kabellängder från det södra batteriet då vi brassade märsseglen så att vinden gick av. Vi halade klyvaren och lät babords ankare gå tillsammans med ett drivankare så att vi kunde ligga med bredsidan till, för nu skulle det skjutas. Christian den Ottende gjorde detsamma.

Det sjöng i blodet på oss. Vi var som barn som skulle få uppleva kinesiskt fyrverkeri. Skräcken hade helt försvunnit. Det var bara förväntan kvar. Vi hade ännu inte kommit över den redan vunna segern innan en ny väntade.

Gefion började svänga runt. Det var flytankaret som inte höll. Strömmen var för stark och vi drev in mot det södra batteriet. Vi tittade bort mot Christian den Ottende. Även det stora linjeskeppet drev närmare kusten och hade redan hamnat under intensiv beskjutning. De lät det tunga ankaret gå för att stoppa avdriften och svarade med en våldsam salva som löpte längs skeppssidan från för till akter. Krutröken blommade ut ur kanonportarna en efter en, ända tills den i ett stort och snabbväxande moln drev ut över fjorden. Men skotten gick för högt och slog ned på fälten bakom batteriet. De hade inte haft tid att ställa in kanonerna då de oväntat började driva in mot kusten.

Ett ögonblick därefter blev det vår tur. Vi var så nära in på kusten att vi var inom gevärens räckvidd. Ström och vind fortsatte leka med oss. Vi låg på tvärs i fjorden och det innebar att bägge våra bredsidor var vända ut mot öppet vatten. Enbart de fyra akterkanonerna hade en chans att besvara den våldsamma elden från batteriet.

Den första träffen rensade vårt akterdäck på elva man. Grå ärter kallar vi kanonkulorna, men det var ingen ärta som for över däcket i en sky av träflisor och slet brädgång, kanonport och människor i bitar. Ejnar såg kulan komma. Han registrerade varje meter av dess färd då den strök lågt fram över däcket. Den slog av benen på en man, och benen flög i en riktning och resten av mannen i en annan. Den tog en axel och krossade ett huvud. Bensplitter, blod och hår klibbade fast vid den. Den gick i riktning mot honom. Han lät sig falla bakåt och såg den passera. Han sade senare att den tog hans skosnören i förbifarten. Så nära inpå var den innan den brakade ut genom babords skans.

För Ejnar var kanonkulan ett monster med egen fri vilja. Den visade honom vad kriget var, och det var inte ett strandbatteri som flög i luften och streckfigurssoldater på flykt. En drake andades hett på hans nakna hjärta.

Tid till att tänka fanns det inte. Allt var ett virrvarr på däcket. En officer med vilda ögon skrek åt honom att han skulle gå bort till masten tillsammans med styrmannen och en soldat. Någon mening med ordern fanns det inte, men han gjorde som han blev tillsagd. Soldaten föll omkull med detsamma i en blodpöl. Det såg ut som om han sprängdes inifrån. Ett hål öppnade sig i hans bröst och blodet vällde ut. Ejnar såg ett öga explodera i rött och en del av kraniet slitas av. Det var en märklig syn då den ljusröda hjärnmassan blottades och sprutade ut som om det var en gröt någon slog i med en slev. Ejnar visste inte att något sådant kunde ske med en människa. Sedan kom ännu en kanonkula och tog löjtnanten med sig. Ejnar blev på en gång både het och kall vid åsynen av denna världsundergång och hans näsa började blöda av pur förvirrad upphetsning.

En ny officer med blod rinnande ned över ansiktet motade honom fram till kanon nummer sju. Ejnar hade varit vid kanon nummer tio, men den hade under tiden fått ta emot en direktträff och stod förvriden mot kanonporten. Runt om låg ett virrvarr av orörliga kroppar. Blodet rann ut under dem i en långsamt växande flod. Små strömmar av piss bildade ett delta mellan de dödas ben. Han kunde inte se om Kresten eller Lille Clausen fanns bland dem. En avsliten fot låg en bit bort. Själv hade han liksom de döda låtit vattnet gå. Kanondundret hade förorsakat ett jordskalv i hans inälvor, och han hade också fyllt sina byxor. Han visste mycket väl att de döda tömde sina tarmar i dödsögonblicket, men att det också gällde de levande hade han inte kunnat föreställa sig. Kriget skulle vara ett mandomsprov. Den tron förlorade han i samma ögonblick han märkte något klibbigt glida nedför sina lår. Han kände sig till hälften som en död, till hälften som ett spädbarn, men insåg snart han inte var den ende. En stank som av en vält skittunna drev fram över däcket. Den kom inte från de dräpta. De flesta av de kämpande hade nedsölade byxbakar.

Kanonkommendören vid kanon nummer sju var ännu vid liv. Han blödde från ett sår vid ögonbrynet där en flygande träflisa hade träffat. Han skrek till Ejnar, som inte kunde höra, men när han pekade mot loppet förstod Ejnar att han skulle ladda kanonen. Hans armar var inte tillräckligt långa och han måste kravla sig halvvägs ut ur kanonporten för att stoppa kulan i loppet. Här var han synlig från det fientliga batteriet och kunde lätt ha blivit träffad. Hans enda tanke var om de inte kunde komma snart med brännvinet.

Gefion hade under tiden lyckats manövrera sig i position på fjorden så att vi nu låg med bredsidan till, men ångfartyget Geiser som hade försökt bistå med en bogserlina hade fått en träff i maskinen och blivit utslaget. Detsamma gällde Hekla, vars roder var skjutet i bitar. Vinden var rakt ostlig och förlusten av de två ångfartygen som skulle ha bogserat oss innebar att vi var förhindrade att avvika ifall allt gick galet.

Nu tycktes emellertid krigslyckan vända. Det nordliga batteriet fick ta emot den ena fullträffen efter den andra och vi såg streckfigurssoldater på strandkanten sätta iväg i full fart. Det var hälften vunnet! Men kanonerna var oskadda eftersom nya soldater anlände, och det var knappast något uppehåll i beskjutningen. Det delades ut en dubbel ranson brännvin. Kvartermästaren gick runt med brännvinsspannet. Vi tog emot det erbjudna kruset med en högtidlighet som när vi gick till nattvarden och drack ur kalken. Tunnan med öl hade lyckligtvis inte blivit träffad och vi besökte den ofta. Vi kände oss så förvirrade. Det konstanta bombardemanget och slumpmässigheten varmed döden skördade bland oss på däcket gjorde oss innerligt trötta, trots att slaget bara var ett par timmar gammalt. Vi gled oavbrutet i slippriga blodpölar och hade hela tiden vidrigt lemlästade kroppar framför ögonen. Bara dövheten, som hade uppstått för länge sedan som en följd av det ständiga kanonmullret, hindrade oss från att höra de sårades skrik.

Vi vågade knappt se oss omkring av rädsla för att stirra in i en väns ansikte och fångas av dennes blick som bönföll om lindring men som också omedelbart kunde slå över till hat, som om de sårade förebrådde oss som ännu stod på benen för vår lycka och inte önskade något högre än att få byta med oss. Ett tröstande ord kunde ingen utväxla för det skulle försvinna ohört i kanonlarmet. En hand på en axel kunde det bli. Men det hade kommit därhän att vi som fortfarande var oskadda föredrog varandras sällskap och undvek de sårade, som ändå kunde ha behövt mer tröst. Vi levande sammansvor oss mot de redan dödsmärkta.

Ännu en gång laddade vi kanonerna och tog sikte som kanonkommendören befallde, men vi tänkte inte längre på vare sig seger eller nederlag. Mest kämpade vi för att slippa få syn på de döda, för en fråga hördes i våra huvuden som ett eko av ödeläggelsen omkring oss: Varför de? Varför inte jag? Men det ville vi inte höra. Vi ville överleva och vi såg världen som om den befann sig i slutet av en svart tunnel av järn. Vi hade kanonloppets begränsade perspektiv.

Brännvinet hade gjort sin välsignade inverkan. Vi var fulla nu och överlät oss till en berusad tanklöshet vars botten var skräck. Vi seglade på ett svart hav och vi hade bara ett mål, att inte se ned och gå till bottnen i det.

Ejnar kravlade in och ut ur kanonporten. Det var en vacker vårdag och varje gång han stack ut i det milda solskenet förväntade han sig en kula i bröstet. Han mumlade hela tiden för sig själv, men hade ingen aning om vilka ord det var som kom över hans läppar. Han såg förfärlig ut, insmord i sot och blod som han var. Från hans näsa fortsatte det att blöda, av och till torkade han bort blodet i ansiktet med sin ärm. Sedan lutade han huvudet bakåt i hopp om att stoppa blödningen. Han hade hela tiden en skarp smak i munnen. Bara när han sköljde svalget med brännvin försvann den, men snart var den tillbaka. Efterhand gick hans anspänning över i slöhet och hans rörelser blev mekaniska. Han var inte i värre skick än vi andra. Ingen av oss liknade längre de levande, utan mer vålnader från ett sedan länge utkämpat slag, döda på ett uppmuddrat slagfält där vi i veckor hade legat bortglömda i det strilande regnet.

Tre gånger såg vi männen på det norra batteriet bli avlösta. Inte ett av streckfigurssoldaternas skott tycktes förfela sitt mål, och det verkade som om de bägge batterierna på var sida om fjorden koncentrerade sin eldkraft mot oss.

Då klockan var ett gick en signalflagga upp i Gefions sönderskjutna rigg. Dess budskap var riktat till mannarna på Christian den Ottende: Vi klarar inte mer. Flera av våra kanoner stod obemannade och de som fortfarande sköt var alla underbemannade. Vi som ännu stod på benen arbetade mitt bland högar av döda och sårade, vilka i sin förvirring grep efter oss som om de bönföll om sällskap nere i sörjan av inälvor, blod och tömda tarmar.

Det var en kodad signal. Fienden utmed bräddarna av Eckernförde Fjord kunde inte förstå det, men det uppfångades på Christian den Ottende.

På linjeskeppet hade det ännu inte skett något större manfall. Tidigt på morgonen blev en kvartersmästare från Nyborg dödad. Sedan hade det varit två sårade, men skeppet hade förskonats från de stora, ödeläggande fullträffarna. I gengäld kunde kommendörkapten Paludan konstatera att den intensiva bombarderingen av batterierna på den norra och södra brädden inte hade vållat någon större skada. Slaget hade nu pågått i över sex timmar, och någon utsikt till seger fanns det inte. Men ett återtåg var omöjligt. Det kunde var och en se. Ångfartygen Hekla och Geiser var satta ur spel och vinden stod emot oss. Kommendörkapten Paludan beslutade därför att hissa parlamentärflagg. En kapitulation var det ännu inte, blott en paus i slaget.

En löjtnant roddes i land med ett brev och kom strax tillbaka med beskedet att de kunde vänta sig ett svar om en timme. Märsseglet och underseglet gjordes fast och mannarna fick bröd och öl. Än så länge rådde ordning på däcket och trots att alla var döva av kanonerna kunde man inte spåra någon uppgivenhet. På sin höjd kände de en vag oro över slagets utveckling. De kunde se att det var illa ställt med Gefion, men det blodiga kaoset på vårt däck kunde ingen ha beskrivit för dem.

Laurids satt för sig själv med sitt bröd och var upptagen med att stilla sin hunger. Ännu kände han inte till sitt öde.

Tusentals människor strömmade under tiden ut från Eckernförde By och fyllde bräddarna på bägge sidor. Laurids såg på dem medan han långsamt tuggade på brödet och kunde snart se att det inte var nyfikenhet som hade drivit ut dem ur staden. De tände stora eldar längre upp på fälten och samlade in kanonkulorna som låg utspridda på stranden. Sedan lade de kulorna som var av järn i elden och hettade upp dem till glödpunkten, varefter de fraktade dem till kanonställningarna. På landvägen från Kiel dök landartilleri upp, dragna av hästar och soldaterna posterade sig vid sina kanoner bakom stengärdsgårdar som inhägnade de omkringliggande markerna.

Laurids mindes sin fars berättelser från kriget mot engelsmannen då Marstal angreps. Två engelska fregatter ankrade upp syd om staden. De kom för att ta med sig stadens skepp, av vilka det låg ett femtiotal i hamnen. Engelsmännen satte tre barkasser i sjön, fyllda med beväpnade soldater, men marstalborna lyckades tillsammans med grenadjärer från det andra jylländska kompaniet jaga dem på flykt. Stadens försvarare trodde knappt sina ögon när engelsmännen drog sig tillbaka.

”Ja, jag förstod aldrig vad det kriget handlade om”, tillfogade fadern. ”Engelsmännen är ju för övrigt utmärkta sjömän. Jag har inget att säga om dem. Men för oss handlade kriget om brödet. Om de tog skeppen från oss var vi förlorade. Det var därför vi vann. Vad skulle vi annars göra?”

Nu satt Laurids på Christian den Ottende under parlamentärflagg och betraktade myllret av människor uppe på land. Han var inte säker på om han förstod kriget bättre än vad hans far hade gjort. De kämpade för Dannebrogen mot tysken, och det borde väl vara nog för honom. Det hade det också varit ända till för ett ögonblick sedan. Kriget var som sjömanslivet. Man kunde lära sig avläsa molnen, vindriktningen och strömförhållandena, men veta något med bestämdhet om det oberäkneliga havet kunde man aldrig. Det gällde bara att anpassa sig och komma levande hem igen. Fienden, det var kanonbatterierna i Eckernförde Fjord. När de hade tystats ned låg vägen hem öppen. Det var kriget för honom. Någon patriot var han inte, men inte heller det motsatta. Han tog tillvaron som den kom, och den horisont han hade blicken riktad mot var täckt av masttoppar, kvarnvingar och takryttare på kyrkan. Det var Marstal, så som staden såg ut när vi ombord på ett skepp närmade oss från sjösidan. Nu såg han vanliga människor kasta sig ut i kriget, inte bara soldater, utan folk från Eckernförde By, en stad han ofta anlöpte med kornlaster och varifrån han hade kommit den natten då han vände upp och ned på hela Ærø. Stadsborna från Eckernförde stod tillsammans där uppe på strandbrädden, liksom marstalborna en gång hade gjort, och vad handlade kriget om?

Inne vid stranden sattes en båt i vattnet. Det var löjtnanten från Christian den Ottende som för tredje gången hade varit i förhandlingar. Varje gång blev slaget uppskjutet. Nu hade vapenvilan varat i två och en halv timme och klockan var halv fem. Någonting avgörande måste ha skett. Matroserna drog i årorna. Sedan brakade det plötsligt loss från kanonerna på stranden. Parlamentärflaggan vajade fortfarande från stormasten, men kriget var igång igen.

Kanonerna på Christian den Ottende besvarade strax elden, medan Gefion, tyst som ett spökskepp, försökte komma ut ur skottzonen. Vi hade givit upp och använde de sista krafterna till att dra oss framåt i varpankaret.

Fienden skiftade nu taktik. Batterierna på bägge sidor om fjorden tog sikte mot Christian den Ottende istället för mot oss. De ville sätta det stora skeppet i brand. Många av de kulor som träffade skeppet var rödglödgade efter att ha legat halva eftermiddagen i eldarna på fälten. De hade nyttjat tiden väl, stadsborna i Eckernförde.

Däcket var med ens fyllt med döda och sårade. Angreppet kom så oväntat. Elden blossade upp på flera ställen och pumpar och sprutor kom omedelbart i bruk. Döden skulle spolas av däcket, men den fräsande elden hade redan fått fäste.

Nu såg kommendörkapten Paludan att slaget var förlorat. Christian den Ottende svängde runt för att komma ut ur skottlinjen, men vinden låg fortfarande emot, och det enda linjeskeppet uppnådde var att komma på tvärs i strömmen och tappa fördelen med att ligga med bredsidan till. På stranden anade tyskarna omedelbart kommendörkaptenens avsikt och tog sikte mot segel och rigg. De ville hindra fienden från att ge sig av.

Det tunga ankaret drogs upp under stora förluster. Brandbomber landade på förskeppet och granater exploderade mellan benen på de stackare som drog i ankarspelet. De var hela tiden tvungna att ropa på avlösning. Så stort var manfallet bland dem. De nytillkomna föste undan de döda och sårade med stövlarna. Sedan sprängdes en ny granat och av handspakarna var det bara trasiga stumpar kvar, och av de händer som hade skjutit dem runt återstod bara krossade ben och halva fingrar. Ankaret kom upp till sist och hängde och dröp med rester av fjordbotten, lera och tång. Priset var tio familjers lycka – bröder, söner och fäder som aldrig kom hem igen.

Sedan åkte klyvaren upp och märsskoten gjordes fast. Seglen hissades. Laurids var märsgast och klättrade upp med de övriga. Han gick ut på rån. Här hade han överblick över slaget.

Solen sjönk mot horisonten och kastade sitt milda sken över fjordlandskapet. Molntussar bredde ut sig i solfjäderform på den rodnande himlen. Bara ett par hundra meter bort från fjorden var allt frid och spirande vår, men brädden var svart av beväpnade människor. Artilleriet i skydd bakom stengärdsgården sköt för fullt. Från strandbatteriet flög eldkulorna i en oavbruten kanonad, och i folksamlingen fanns tusentals som gång på gång lyfte gevären och tog sikte.

Laurids hade hängt allra längst ut på en rå under en rykande storm syd om Kap Horn med händer som frusit till isklumpar. Han hade varit tvungen att kravla sig tillbaka till riggen medan han klängde sig fast vid rån med armar och ben, och han hade aldrig varit rädd. Nu skakade hans händer så att han inte kunde lösa upp den enklaste knop.

Segel, master och rigg slets från varandra under beskjutningen. Runt om honom föll matroserna en efter en ned från master, rår och rigg, träffade av en flisa så stor som ett spjut från en skadskjuten mast, en granat eller en eldkula, tumlade ned mellan till hälften hissade segel, tågverk och fall, ända tills de slog i däcket långt där nere eller försvann med ett plums i vattnet. Då gav han upp och sökte sig tillbaka mot riggen.

På däcket var allt ett tilltagande kaos. Inga segel kunde längre hissas eftersom fall och drejrep var sönderskjutna. En grupp halade ut krysseglet och hade nästan fått upp det då block och brassar kom fallande ned mot dem, tunga nog att slå ihjäl en man där de träffade.

Varje försök att bringa Christian den Ottende utom skottlinjen slog nu fel. Ingen förnuftig segelföring var möjlig och vinden stod rätt mot land. Det hade blåst upp till styv kuling och det mäktiga skeppet drev in mot kusten där det gick på grund rakt öster om det sydliga batteriet, varifrån elden nu intensifierades mot det värnlösa skeppet. Bara akterkanonerna var brukbara i denna position, men skeppet krängde våldsamt med aktern och inget ville längre stå fast.

Då skreks det: ”Brand i skeppet!”

Vad de tidigare hade tagit för eld var enbart falskt alarm jämfört med detta. En eldkula hade gått in under det undre batteridäcket och ned i lasten på styrbords sida. Elden spred sig snabbt och avancerade mot krutkamrarna. Även andra ställen fattade eld. Männen arbetade vid pumparna, men förgäves. Elden hade fått övertaget.

Klockan sex blev flaggan struken och skottlossningen från Christian den Ottende upphörde, men bombardemanget mot skeppet fortsatte i ännu en kvart innan den omättliga fienden äntligen var tillfreds med omfattningen av det nederlag som tillfogats ett krigsskepp som bara ett par timmar tidigare hade förefallit oövervinneligt.

Kommendörkapten Paludan roddes in till land som tecken på kapitulation, och nu sjönk mannarnas mod. De slutade att kämpa mot elden. De stod och hängde, smutsiga och illaluktande. För deras sjömanskap fanns ingen användning längre och varken av krig eller av nederlag hade de någon erfarenhet. De hade trott att kriget var en fest, och nu var deras huvuden tomma på allt utom ekot från kanonmullret och deras själar tömda på kraft. I en halv timme hade denna sista del av det skamfyllda slaget varat, men för dem kunde det lika gärna ha varit ett halvt liv. De kunde inte se något efter detta. De var fullständigt förbrukade.

Några av dem satte sig ned på däcket mitt i eldhavet, som om prästernas predikningar hade gått i uppfyllelse och avskeppningen till helvetets eld redan börjat äga rum. Andra stirrade bara orörligt rätt framför sig. Urverket i dem hade gått sönder. Löjtnanterna Ulrik, Stjernholm och Corfitz for omkring och skrek rätt i deras ansikten. Skulle katastrofen undgås och fäderneslandets stolthet inte sprängas i luften som avslutning på ett slag som de helt uppenbart inte hade fått någon ära av så fanns det nu mer än någonsin tidigare användning för mannarna. Men kanonerna hade gjort dem döva. Bara på knuffar och stötar och sparkar reagerade de.

Laurids lät sig motas ned i krutkammaren längst akterut, men det gick långsamt att lossa krutet i sjön. De var bara fem man och varje gång nya jagades ned i kammaren sprang de omedelbart upp igen.

Sedan hördes plötsligt ropet: ”Alle man på däck!”

De förstod genast vad det betydde. De såg på varandra. Sedan släppte de granater och kruttunnor och galopperade uppför lejdaren.

På däcket sprang får, kalvar, grisar, höns och änder mellan benen på det skräckslagna sjöfolket. De hade sluppit ur sina bås. En gris bökade med blodigt tryne i inälvorna på däcket. Då och då smaskade den i sig någonting.

Alla sprang åt olika håll med sina egna brådskande ärenden. Några letade efter kläder och sjömanssäck. Andra kravlade upp på brädgången som om de övervägde att kasta sig i det kalla vattnet. Ingen tänkte på de sårade som låg i vägen på däcket, och som i det allmänna virrvarret måste finna sig i att bli hänsynslöst trampade på. Deras smärtskrik var det ingen som hörde. De flesta var fortfarande döva efter de många timmarnas intensiva kanonmuller.

Laurids sprang ned i sjukstugan. Han kunde inte tro att de sårade skulle lämnas i sticket. Röken trängde upp mellan de kraftiga ekplankorna. Han höll handen för munnen och gick ett par steg längre in i det rökfyllda rummet. En sjukvårdare med en trasa för ansiktet ställde sig tätt inpå honom.

”Kommer det någon?”

Laurids hörde orden. Hans hörsel hade kommit tillbaka.

”Vi måste få upp de sårade! Vi kvävs ihjäl härnere!”

”Jag hämtar hjälp!” ropade Laurids.

På däcket fann han ingen av de officerare som tidigare hade gått lös på besättningen med sparkar och bredsidan av klingan. Han såg en folksamling borta vid landgångsporten och sprang dit. Evakueringen var redan i full gång. Han fick syn på ett par av löjtnanterna som kämpade med dragna sablar för att komma fram till porten. Skeppets sekond, kapten Krieger, stod vid sidan om och betraktade det hela med en märkligt frånvarande blick. Under armen bar han ett porträtt i förgylld ram av sin hustru. Runt halsen hade han hängt sin kikare. Då Laurids kom närmare hörde han honom upprepa samma meningar om och om igen medan han lyfte armen till en hälsning, som om han ville välsigna den desperata skocken framför sig.

”Ni har visat er vara modiga män, ni har gjort er plikt, ni är alla mina bröder.”

Ingen tog notis om honom. Alla hade blicken riktad mot den framförståendes rygg, som var det främsta hindret på vägen till den räddande fallrepsporten.

Laurids knuffade sig tätt inpå kaptenen och skrek honom i ansiktet.

”De sårade, kapten Krieger, de sårade!”

Kaptenen vände sig mot honom. Hans blick fortsatte vara lika frånvarande. Han lade en hand på Laurids axel, Laurid kände att den skälvde, men kaptenens stämma var lugn, nästan sömndrucken.

”Min broder, när du kommer i land ska du komma till mig och så ska vi tala med varandra som bröder.”

”De sårade måste få hjälp!” skrek Laurids igen. ”Hela skeppet flyger snart i luften.”

Kaptenens hand vilade alltjämt på Laurids axel.

”Ja, de sårade”, sade han i samma oföränderligt lugna stämma som tidigare, ”de sårade är mina bröder. När de kommer i land ska vi alla tala med varandra som bröder.”

”De sårade måste få hjälp!” skrek Laurids igen. ”Hela skeppet flyger snart i luften.”

Kaptenens hand vilade alltjämt på Laurids axel.

”Ja, de sårade”, sade han i samma oföränderligt lugna stämma som tidigare, ”de sårade är mina bröder. När de kommer i land ska vi alla tala med varandra som bröder.”

Hans stämma dog ut i ett mummel. Sedan började han om igen på sin ramsa.

”Ni har visat er vara modiga män, ni har gjort er plikt, ni är alla mina bröder.”

Laurids gav upp och vände sig mot gruppen av män som inbördes kämpande närmade sig fallrepsporten. Han grep tag i axeln på en, sedan på en annan, vände dem runt och skrek sedan sitt budskap om nödvändigheten av att hjälpa de sårade rätt i deras ansikten. Den första reagerade med att slå en knytnäve på hans haka. Den andra skakade oförstående på huvudet och slet sig loss för att med förnyad energi störta in i slagsmålet igen.

Det gick fortare med evakueringen nu. Fiskebåtar stod ut från strandbrädden för att undsätta besättningen på det krigsskepp som bara ett par timmar tidigare hade bombarderat dem. Skeppets egen slup sattes också i vattnet och låg i ständig trafik mellan fartyg och strand. Laurids lutade sig över relingen och såg elden med ett muller spränga ut ur de aktre kanonportarna. Då förstod han att det inte kunde vara lång tid kvar.

Röken vällde upp ur alla luckor. Det var lika svårt att andas på däcket som nedanför. Han sprang ännu en gång ned för lejdaren till sjukstugan, men måste ge upp försöken att tränga sig genom röken. Den var nu så tjock och kväljande att han inte kunde föreställa sig att någon ännu kunde vara vid liv där nere.

”Är det någon där?” ropade han, men fick inget svar.

Röken rev honom i lungorna. Han fick en hostattack och tårarna rann nedför kinderna. Sedan sprang han upp på däcket igen. Han knep ihop de svidande ögonen av smärta och var för ett ögonblick blind. Han halkade på däcket som var slipprigt av mänskliga utsöndringar och krossade organ. Han fick handen i något mjukt och vått och kom omedelbart på fötter igen, samtidigt som han skräckslagen gned handflatan mot sina redan nedsölade byxor. Han kunde inte uthärda tanken på att med sin hand ha rört vid en annan människas blod och inälvor. Det var som om han hade blivit skållad på själen.

Han vacklade fram till relingen, där röken var mindre intensiv och försökte få tillbaka synen igen. Med ögon fördunklade av tårar såg han slupen gå på grund på en sandbank. Folket tvingades ut i vattnet och måste själva vada upp på land. Uppe på brädden stod fiendens soldater och väntade på dem. Slupen gick fri och satte omedelbart kurs tillbaka mot Christian den Ottende. Flera av fiskebåtarna var ganska nära skeppet, men plötsligt vilade de på årorna. Sedan började de ro tillbaka mot land. Även slupen vände om. Borta vid fallrepsporten hördes ett vrål av protester.

Laurids tog ett steg tillbaka från relingen, in i de böljande rökmassorna.

Country in which the text is set

Denmark and international locations
Featured locations

Marstal, Ærø
Flensburg
Eckernförde
Als
Impact

We, the Drowned opens in 1848, amid the gunpowder smoke and thundering cannons of the first Schleswig War, and closes in 1945, as RAF bombers open fire on a ship’s deck. The broad-based narrative follows three generations of sailors from Marstal – and one pair of boots.

When Laurids Madsen’s ship is blown up in 1848, he is hurled high into the air, only to land back in his boots again. But his experiences in the war and the strange significance of the boots weigh more heavily upon Laurids than anyone suspects. He later disappears, leaving the boots and his family behind. When his son Albert grows up, he puts on the boots and sallies forth into the world to find his father.

Before Albert hangs up his boots, or rather dies standing in them as a monument to his life, he must first bear witness to the fall of the men of Marstal during World War One. The legacy of the boots then passes, at least in a metaphorical sense, to Knud Erik Friis.

His mother does not want her boy to go to sea, but the decision is not hers to make. So with his inheritance from Albert and a somewhat embittered heart, Knud Erik departs, only to meet, like Laurids before him, death, love and his own moral disintegration.

In addition to the three main characters, who are related by either blood or spirit, a chorus of boys’ and sailors’ voices tell the tale of Marstal. But We, the Drowned is not simply the story of the town’s men. Women also have a role to play, especially in the second half, both as a part of the chorus and as individuals. One particular female character’s drive pits her against the men. At first she is bashfulness personified, but when she attempts to pursue her dreams upon coming into money, she finds herself living a nightmare. Like a female Captain Ahab stranded upon dry land, she fights a long, hard and ultimately futile battle against the sea.

Carsten Jensen has produced a masterpiece: a historical novel of life, death and war at sea, reminiscent of Herman Melville’s Moby Dick. The brutalised, resourceful sailors, the ‘We’ of the title, drive the narrative forward with a kind of morbid glee that elicits both cramped palpitations and robust laughter from the reader. Instead of looking inwards, contemplating their bruised and battered psyches, Jensen’s sailors choose to go out into the world and act. As the book approaches its conclusion, the dramatic tension reaches unbearable new heights, but Jensen skilfully holds all the strands together.

We, the Drowned has been a bestseller both in Danish and English.

Ide Hejlskov, critic and writer
Balticness

Much of the story is set on the Danish island of Ærø in the Baltic Sea. The first chapter displays the Danish-German battle of 1848 in the Bay of Eckernförde.
Bibliographic information

Carsten Jensen, Vi, de druknede, Gyldendal, 2006. ISBN: 13-978-87-02-04723-3.

Carsten Jensen, Wir Ertrunkenen. Albrecht Knaus Verlag 2008.

Casten Jensen, We, the Drowned, Harvill Secker, 2010.

Translations

Language	Year	Translator
English	2010	Charlotte Barslund
Finnish	2009	Pirkko Talvio-Jaatinen & Jelena Vallenius
German	2008	Ulrich Sonnenberg
Norwegian	2008	Mie Hidle
Polish	2008	Iwona Zimnicka
Swedish	2008	Leo Andersson

Year of first publication

2006
Place of first publication

Copenhagen
Link

theinterviewonline.co.uk
Amazon
videdruknede.dk
litteratursiden.dk
The first 32 pages of the novel, in Danish