read by / gelesen von Prof. Klaus Völker

Da hab ich

den Pirol geliebt –

das Glockenklingen, droben

aufscholls, niedersanks

durch das Laubgehäus,

wenn wir hockten am Waldrand,

auf einen Grashalm reihten

rote Beeren; mit seinem

Wägelchen zog der graue

Jude vorbei.

Mittags dann in der Erlen

Schwarzschatten standen die Tiere,

peitschten zornigen Schwanzschlags

die Fliegen davon.

Dann fiel die strömende, breite

Regenflut aus dem offenen

Himmel; nach allem Dunkel

schmeckten die Tropfen,

wie Erde.

Oder die Burschen kamen

den Uferpfad her mit den Pferden,

auf den glänzenden braunen

Rücken ritten sie lachend

über die Tiefe.

Hinter dem Zaun

wölkte Bienengetön.

Später, durchs Dornicht am Schilfsee,

fuhr die Silberrassel

der Angst.

Es verwuchs, eine Hecke,

Düsternis Fenster und Tür.

Da sang die Alte in ihrer

duftenden Kammer. Die Lampe

summte. Es traten die Männer

herein, sie riefen den Hunden

über die Schulter zu.

Nacht, lang verzweigt im Schweigen –

Zeit, entgleitender, bittrer

von Vers zu Vers während:

Kindheit –

da hab ich den Pirol geliebt –

Johannes Bobrowski, Gesammelte Werke in sechs Bänden, Bände I, II und IV
© 1998, Deutsche Verlags-Anstalt, München,
in der Verlagsgruppe Random House GmbH

Da elskede jeg

pirolen -

ringende klokker, deroppe

steg den frem, sank den ned

gennem løvværket,

når vi sad i skovbrynet,

satte røde bær på et strå

i rad og række; med sin

vogn kom ham den grå

jøde trækkende forbi.

Så ved middagstiden i ellenes

sorte skygge stod dyrene,

piskede fluerne væk

med arrige slag af halen.

Så faldt det strømmende, brede

regnskyl ud af den åbne

himmel; alt hvad der er mørkt,

smagte dråberne af,

som jord.

Eller karlene kom

langs stien ved bredden med hestene,

på de glinsende brune

rygge red de leende

over det dybe.

Bag gærdet

stod en sky af bisummen.

Senere, gennem tjørnekrattet ved sivsøen,

fór angstens

sølvraslen.

Den voksede til, en hæk,

dysterhed dør og vinduer.

Da sang hun, den gamle, inde i

sit duftende kammer. Lampen

summende. Der trådte der mænd

ind, de kaldte hundene til sig

hen over skulderen.

Om natten, forgrenet i tien -

tid der glider bort, stadig

mere bitter vers efter vers:

barndom -

da elskede jeg pirolen - 

read by Aare Pilv

Siis

armastasin peoleo laulu –

kellade kõla, me kohale

tõusis, vajus

läbi lehtede võlvi,

kui kükitasime metsaserval,

heinakõrrele lükkisime

punaseid marju; oma

vankrikesel sõitis hall

juut meist mööda

Keskpäeviti siis leppade

mustade varjude all seisid loomad,

piitsutasid vihaste sabalöökidega

kärbseid eemale.

Siis langes lai tulvav

vihmahoog avanenud

taevast; kogu pimeduse moodi

maitsesid piisad,

nagu maa.

Või tulid noormehed

mööda kaldarada hobustega,

läikivail kõrbidel

selgadel ratsutasid nad naerdes

üle järsaku.

Tara taga

mesilaste suminapilv.

Pärast, läbi okastiku kõrkjajärve ääres

kihutas hõbedast kõrinaga

hirm.

Hämarik kasvas põõsastikuna

akna ja ukse ette.

Siis laulis eit oma

lõhnavas kambris. Lamp

surises. Mehed astusid

sisse, hüüdsid koeri

üle õla.

Öö, pikalt vaikusesse sirutunud –

aeg, käest libisev, üha kibedam

värsist värssi kestes:

lapsepõlv –

siis armastasin peoleo laulu –

Tada aš

volungę mylėjau –

gaudimas varpų, aukštai

nuskriejo, nuslopo

po stogu lapijos

kai pamiškėj sėdėjom,

raudonas uogas vėrėm

ant smilgų; žilas žydas

su vežimėliu traukė

pro šalį.

O vidurdienį juoduos

alksnių šešėliuos gyvuliai stovėjo,

piktom uodegom

vaikė muses.

Paskui iš atviro dangaus

pylėsi neaprėpiamos

liūtys; po aptemimo lašai

žemės turėjo

skonį.

Arba pakrantės taku

bernai vedėsi arklius,

ant žvilgančių rudų

nugarų juokdamiesi jojo

per pačią gelmę.

Už tvoros

dūzgė bičių debesis.

Paskui per šabakštyną, per nendres

perėjo sidabrinė baimės tarškynė.

Iškerojo gyvatvorė,

sutemo durys, langai.

Močiutė dainavo

kvepiančioj kamarėlėj.

Spragsėjo lempa. Per petį

šūktelėję šunims, vidun

žengė vyrai.

Naktis, ilgai tylėjime šakojusis –

Laikas, išslystantis, vis karčiau

iš posmo į posmą besitęsiantis:

vaikystė –

tada aš volungę mylėjau –

Da elsket

jeg pirolen –

klokkeklangen, den

ljomet opp, sank ned

gjennom løvverket,

når vi satt i skogkanten,

trædde røde bær

på et gresstrå; den grå  

jøden dro forbi

med vognen sin.

Ved middagstid i orenes

svartskygge sto dyrene,

pisket fluene bort

med rasende halesmell.

Så flommet i strie strømmer

regnet ut av en åpen

himmel; etter alt mørket

smakte dråpene,

som jord.

Eller de unge mennene kom

på stien opp langs elvebredden,

på de glinsende brune

hesteryggene red de lattermilde

over dypet.

Bak gjerdet

surret skyer av bier.

Senere, gjennom tornekrattet ved sivsjøen,

dro angstens

sølvrangle.

Det vokste, en hekk,

dysterhet over vindu og dør.

Da sang den gamle konen i sitt

duftende kammer. Lampen

summet. Og mennene trådte

inn, over skulderen

ropte de på hundene.

Natt, lenge forgrenet i taushet –

tid, glir bort, vedvarer

bitrere fra vers til vers:

barndom –

da elsket jeg pirolen.

Då älskade

jag sommargyllingen –

klockornas klingande, däruppe

ljöd det, sjönk ner

genom lövverket,

när vi hukade i skogsbrynet,

på ett grässtrå trädde

röda bär; med sin

kärra drog den gråe

juden förbi.

Om middagen då i alarnas

svarta skugga stod djuren,

piskade med vredgade slag av svansen

undan flugorna.

Sedan föll den strömmande, breda

regnfloden ur den öppna

himlen; av allt mörker

smakade dropparna,

som jord.

Eller pojkarna kom

utför strandstigen med hästarna,

på de glänsande bruna

ryggarna red de skrattande

över djupet.

Bakom stängslet

stod moln av binas ljud.

Genom törnet, senare, vid den vassrika

sjön for skräckens

silverrassel.

Mörkret, en häck,

växte igen för fönster och dörr.

Då sjöng den gamla i sin doftande

kammare. Lampan

surrade. Männen steg in,

de ropade över axeln

åt hundarna.

Natt, länge förgrenad i tystnaden –

tid, bortglidande, bittrare

från vers till vers medan:

barndom –

då älskade jag sommargyllingen –